søndag, december 10, 2017

Julekalenderen 2017, 10. december

Søndag startede med en overraskelse, der var jo hvidt udenfor, da jeg kom ned i køkkenet i morges. Lige så snart lyset var en antydning på den mørke nattehimmel, tog jeg travestøvlerne på og gik fem kilometer. Siden hen har jeg fået julekasserne ned fra loftet, men ikke fået pyntet. Jeg har skrevet få julekort og jeg har været på jagt efter juletræet sammen med landmanden, og det står nu i laden og venter på, det bliver den 24. december.

P1050824P1050825

Fars fortælling:

I de hårde vintre i begyndelsen af 40’erne var søen i landsbyen det store trækplaster for alle børn og unge og enkelte ældre. Et par skøjter var et stort ønske hos mange børn og unge. Mange spændende oplevelser havde vi på søen, enten med kælke og pigkæppe eller på skøjter, hvor vi rigtigt kunne udnytte søens længde. Dertil kom, at KV sammen med andre unge lavede en stor karrusel. Der blev sat en lang stolpe ned gennem isen og ned i søbunden. Et kraftigt reb blev bundet om stolpen. Vi kunne så binde rebet i slæden eller kælken og få alle tiders karruseltur.

Det var også i de vintre, der kom en del isslag, så markerne var isglatte. E (yngste storebror) havde altid gode ideer, så han og jeg monterede et stort sejl på vores kælk og kunne som Klit-Per suse ud over markerne på vores isfartøj. Sammen med andre kælkede vi også i Villumsens plantage, hvor træerne var plantet på en bakke. Der fik vi lavet en kælkebane ind imellem træerne. Så lagde vi os på maven på en kælk eller en slæde, og så susede vi ned ad skråningen ind imellem træerne. Vi styrede med fødderne og skulle være meget opmærksomme for ikke at ramle ind i et træ. Spændende var det, og vi spekulerede ikke på, at det var farligt.

Min fortælling:

I min landsby var der en branddam, og når vinteren kom (og jeg husker det, som om den kom hvert år) ventede vi spændt på, at nogen (landbetjenten?) satte skiltet op, som godkendte isen til at være sikker. Når jeg tænker tilbage på barndommen, så var den altid fyldt med lege på tværs af aldre. Ja vi legede også kun med dem, vi gik i klasse med, men meget af tiden legede vi på tværs af alder. Det var spændende at se de store drenge drøne af sted med ishockeystave, og de store piger forsøgte at efterligne skøjtedanserne fra fjernsynet. Vi legede også tagfat på isen, og nogle gange startede de store drenge en lang kæde, som bugtede sig hen over isen. Så var det med at holde godt fast i hinandens hænder. Vi havde nogle skøjter, som kunne sættes på støvlerne og jeg husker, hvordan jeg sparede op, så jeg kunne købe et par rigtige isskøjter. Det var stort første gang, jeg kunne skøjte på isen med hvide skøjter.

Vi kælkede også på bakkerne neden for byen, men det allerbedste var, når vi kørte til Fussingø skov hele familien og kælkede sammen med vores forældre. Min far spændte nogen gange kælken efter bilen, og så kørte han langsomt på skovvejene med to-tre af hans børn siddende på kælken. Vi byggede snemænd, lavede sneengle og byggede små forte, hvorfra vi havde sneboldkampe. Vinteren var bare altid hvid og lang, når jeg tænker tilbage på min barndom. Der var ingen flyverdragter, så det var lag på lag tøj og varme sokker i støvlerne, der sikrede os varmen.

P1050832

Fridagene lakker mod enden, jeg har ikke nået halvdelen af det, jeg gerne ville have nået. Men sådan er det, når forkølelse og ondt i halsen spænder ben, til gengæld har jeg da fået slappet af. Den sidste fridag i morgen skal bruges på julegaveindkøb og strikkecafe. God aften til dig.


Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

13 kommentarer:

  1. Min mor fortalte også om isvintrene under krigen. Vandrørene frøs, så de måtte hente vand hos bageren, og isen på Limfjorden var så tyk, at lastbiler kunne køre på den mellem Aalborg og Nørresundby.
    Ungerne har sikkert moret sig, men uha hvor har det været koldt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, det har selvfølgelig gjort indtryk på børn og unge med så kolde vintre. Jeg husker stadig vintrene 85/86 og 86/87, fordi jeg var gravid begge vintre og skulle køre hjem efter aftenvagter uden mobil :-)

      Slet
  2. Jeg elskede også at høre min far fortælle om de skrækkeligt kolde to vintre med kolossale mængder af sne oven i købet.
    Og ja, jeg husker også, hvor stort det var at få et par rigtige 'kunstskøjter', som vi kaldte dem :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, kunstskøjter, tænk at jeg kunne glemme det navn :-)

      Slet
  3. Åh, jeg kommer helt til at længes efter rigtigt vintervejr, når jeg læser beskrivelsen fra din fars og din egen barndom. Nej, ikke så voldsomt som dengang i 40erne. Men frost i lang tid, så mindre søer og vandløb kan fryse og blive til skøjtebane. Jeg havde sådan nogle skøjter, der kunne spændes på gummistøvler. Ikke de letteste at manøvrere med. Men det var skønt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, det er så mange år siden, at jeg prøvede skøjter. Men en rask kælketur gad jeg godt :-)

      Slet
  4. Da vi vist er samme årgang har vi også haft de samme vintre at være børn/unge i.
    Også jeg synes, at der var mere vinter dengang.
    Jeg har desværre engang checket vintrene i min barndom/ungdom på DMIs statistikside.
    Der kan være lokale forskelle; men det gav til en enkelt hvid jul og ellers en omgang kedelige helt almindelige vintermåneder, dog med meget snefygning et enkelt år.

    85+86+87 var kolde.
    Så var der en februardag (vistnok) i 1996, hvor ungerne og jeg gravede en snehule i en drive i haven, hvor 8 børn og jeg kunne sidde og spise pølser på elg- og rensdyrskindene med fyrfadslys på indhuggede hylder i drivesneen.
    Julesneen i 2010, hvor præsten blev bragt på traktor til julegudstjenesten må også med.

    2010, 2011 og 2012 var faktisk ret strenge vintre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Farmer, pyt med statistikken, i vores erindringer havde vi vinter hvert år :-)
      Min mand lavede også en snehytte, måske i 96, men ikke så fin som din.
      Jeg kan ikke huske vintrene, med mindre jeg har noget at koble dem med, så derfor må der også have været meget sne i årene mellem 2006 - 2009, hvor min afdeling var genhuset et andet sted. Der sørgede min mand for at få mig på arbejde og jeg sov derinde for at sikre nogen kunne komme på arbejde.

      Slet
  5. Du er da så flittig. Julekort, - det er vildt at du har skrevet dem. Jeg er helt holdt op efterhånden, selvom jeg har været en flittig brevskriver tidligere.

    Tænk, hvor megen opfindsomhed børn havde engang, når der skulle leges. Sjovt at høre om.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg skriver julekort på mail, men i år har jeg skrevet julekort til min mands familie, fordi jeg havde lidt at sende ud til dem :-)

      Slet
  6. Ja, i gamle dage var det altid koldt, og der var masser af sne :-) Det må have været ekstra hårdt for folk fra små kår, når det blev så skrækkelig koldt. Hvordan i alverden holdt de varmen?

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, umiddelbart tror jeg at der var nok træ til at fyre i kakkelovnen med. Stalden var også et lunt sted at være sammen med dyrene. Men inde i byen ved jeg ikke hvordan de klarede den.

      Slet
  7. Minderne om vintre med muligheder for at løbe på skøjter kælke er hos de fleste, som om det var hver vinter. Ved godt det ikke passer.
    For mig er der 3 steder hvor jeg husker vi løb på skøjter. Der var en plæne mellem alderdomshjemmet og anlægget der blev overrislet, senere blev det P-Pladsen ved Hallen/Friluftsbadet. Ellers kørte vil til en placering ved Ringkøbing Fjord der blev kaldt De sorte bakker, altså i fjorden. Vi skulle holde os på isen mellem land og De sorte bakker. Kælke har så ikke lige været min kop te, det var samme årsag som med svømning. Det er noget med kontrol, enten skal begge mine fødder være plantet i jorden, eller også skal mine hænder have fat i noget der kan opveje tyngteloven ;-)
    Dejligt med sne - det kom sørme også til Holstebro, så dejligt, vi fik nemlig intet sidste vinter.

    SvarSlet