fredag, december 15, 2017

Julekalendere 2017, 14. og 15. december

“ ja du har da faktisk snakket længe!” Og det havde jeg. Mine seks nye kolleger håber på fast stilling, men de ved godt, at med besparelser og ansættelsesstop er det aldrig til at vide, selv om vi i dag får en ny funktion i afsnittet og dermed også flere patienter. Vi har den politik, at alle ansatte på afsnittet får introduktion, som om vi skulle beholde dem altid. Det har vist sig at være godt givet ud. Og i går havde jeg dem hele dagen. Fra klokken 8.30 til 15 snakkede vi om lejringer, forflytninger, observationer, vurderinger ud fra Bobaths koncept. Vi snakkede om non-verbal taktil guiding ad modum Affolter. Vi snakkede om mundpleje og vigtigheden af dette. Vi snakkede om KRAMfaktorer og hvordan man bedst hjælper patienterne til at erkende og håndtere livet med en apopleksi, hvor vi anbefaler, de skal ændre på risikofaktorer. Vi snakkede om trombolysebehandling. Vi øvede os også, vi gik også en lang walk and talk tur til trombolysestuerne. Og min stemme var træt, da vi sluttede og det var, da jeg sagde det, at min ene kollega pludselig indså, at jeg havde været på som eneunderviser hele dagen.

DSC_4879

Julekalenderen i dag bringer mig tilbage til en høstdag i august i de år, hvor min far boede alene efter min mors død. Korttidshukommelsen var meget ramt, sproget, især navneord, ligeså og alligevel sad han der og forklarede os, hvordan de bandt negene sammen. Ordene kunne han ikke finde, men bevægelserne i hænderne, dem kunne han stadigvæk så mange år efter.

Fars fortælling:

Kornhøsten derhjemme var et kapitel for sig. Det betød uendelig meget, at vi fik kornet godt tørt i hus. Det var en meget travl tid. Kornet blev før min tid høstet med le. Min far svang leen, og min mor og børnene rev kornstråene sammen til et neg, som blev bundet med strå. Det første, jeg kan huske fra kornhøsten derhjemme, var, at vores nabo kom med sin slåmaskine trukket af 2 heste og høstede kornet. Bag kniven med de mange små knive var der en ”opsamler” på bredde med kniven og ca. 1 meter lang bagud. Den kunne løftes op, så kornstråene kom til at ligge pænt over hinanden. Der var vinger på maskinen, som sørgede for, at stråene blev lagt ned. Når naboen syntes, at bundtet var stort nok, sænkede han opsamleren, og kornstråene gled af. Mor og far og vi børn skulle så binde op, dvs. binde stråbånd om negene og smide dem ud til siden, så slåmaskinen kunne komme forbi ved næste omgang. Vi skyndte os meget, for at naboen kunne køre uden afbrydelse. Naboen skulle ikke have noget for at høste, men vi skulle så til gengæld hjælpe med at binde op hos ham.

Senere købte far en brugt ”aflægger”, også en høstmaskine. Den havde den fordel, at kornstråene af vingerne blev skubbet ud til siden i passende bundter. Det var en fordel, for så kunne man bare høste løs og evt. først binde op bagefter, dvs. man behøvede ikke at være så mange til høsten. På gårdene havde man dengang selvbindere, som selv bandt negene.

Negene blev sat sammen to og to i et sæt med mindst seks par. Evt. regnvand kunne så løbe af negene. Når negene var tørre nok, skulle de køres hjem på en ”stiv vogn”, hvorpå der var lavet et ”skrav”, dvs. et stort stativ, der blev lagt oven på sidefjælene til vognen. Derved blev vognen gjort bredere og længere. Vi skulle være to til at køre kornet hjem. Den ene forkede negene op, og den anden lagde læsset, dvs. lagde negene på en sådan måde, at de ikke skred af, og så skulle læsset også se flot ud. Laden og ”laiet” blev først fyldt. Det betød, at vi skulle køre ind ad ladeporten, så læsset måtte ikke være for højt eller for bredt. Skete det, blev næsten hele læsset skubbet bagud og ned på jorden. Det gav ekstra arbejde.

Min fortælling:

Jeg kan huske at vi besøgte mine farbrødre i høsttiden. Min far elskede at hjælpe til med at køre traktoren frem eller at lange halmballerne op på vognen. Min søster og jeg fik lov til at sidde på halmlæsset, som blev højere og højere. Det elskede vi.

Et år fejrede vi jul på gården hos E og A, og det jeg husker allerbedst er, da gaverne var pakket op, så sagde min far eller A, at vi skulle prøve at kigge ude i gæstekammeret. Det var et lille værelse ved siden af den pæne indgang. Der stod al konfekt og mad til afkøling, fordi der var pivendes koldt derinde. Inde i det mørke rum lå der to store gaver, en til min lillesøster og en til mig. I gaven lå den smukkeste store dukke, og det var to små piger, der faldt i søvn i bilen med hver sin dukke i favnen på vej hjem fra en skøn juleaften.

Efter arbejde og gaveindkøb landede jeg i går hjemme på gården ved 18 tiden, træt og forkommen. Hjemme ventede min søsters afgangsopgave i diplomstudiet, hun er så sej, har læst det ved siden af sit fuldtidsarbejde som efterskolelærer og har betalt det selv. Jeg kan godt huske, hvordan man til sidst er ved at opgive, så jeg havde lovet at gennemlæse den. Jeg elsker sådanne opgaver, og jeg elsker, når mine kommentarer kan bruges, og min søster var så taknemlig. Hun havde haft dårlig samvittighed over at bede mig, men som sagt, jeg elsker det, elsker at blive udfordret på evnen til at tænke i akademisk sprogbrug og om en opgave hænger sammen. Det gjorde den, og hun skal helt sikkert nok meget mere end bestå, når hun skal forsvare den i det nye år. Og så bliver jeg jo lidt klogere for hver gang, jeg læser andre fagopgaver. I går handlede det om motivationsteorier. Nu må jeg vist hellere motivere mig til at komme i gang, jeg har rigtig meget på min fridags-to-do-liste. God weekend til dig, blogkalenderen kommer først på søndag. Jeg snupper nemlig en tur til København uden landmanden og mødes med hele min familie til julekoncert (yngste søsters kor synger) og julefrokost.

DSC_4881

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

12 kommentarer:

  1. Det var da en hård dag, du der udsatte dig selv for. Håber, du trods lister har slappet lidt af i dag?

    Kunne sådan en bybo (din far) godt holde trit med de andre i marken? Da jeg var barn, oplevede vi flere gange, hvordan ellers kæphøje hjælpere fra byen hurtigt blev flade, hvis de fx skulle forke halm op.


    God tur til staden :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, der har ikke været tid til at slappe af før nu, hvor jeg har fået gløgg hos søn og svigerdatter. Alt er godt :-)
      Som jeg husker det kunne min far alt :-) Jeg tror han satte en ære i at huske sine rødder.

      Slet
  2. Det er dejligt at læse din julekalender - i dag fik den mig til at mindes når min far fortalte "historier fra gamle dage" = da han var barn og ung - det var dejlige stunder. God weekend pg god tur til hovedstaden KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Anette, og det er altid sjovt, når andres fortællinger sætter historier i gang i vores hjerner :-)

      Slet
  3. Det er så hyggeligt med dine historier - jeg kommer også, ligesom Anette, til at tænke på min far, når han fortalte om 'gamle dage'.
    Og høsten ... det var også min yndlingstid, selv som voksen, hvor den var lidt hårdere end da vi var børn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg er glad for at I hygger med :-) Og du er jo vokset op med høsten, jeg var jo kun på besøg indtil jeg selv blev landmandskone.

      Slet
  4. Som de andre nyder jeg også dine fortællinger.
    Hvor er du altså god til at "pleje" dine familierelationer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, tak. :-) Da min mor døde og vores far kom på plejehjem, blev vi enige om at sætte familiekomsammener i system, så vi ses to gange om året. Det tror jeg faktisk er vigtigt fordi vi er alle travle mennesker, så vi kunne nemt komme til at udskyde eller ikke få aftalt at mødes.

      Slet
  5. Hvis du af en eller årsag har lyst til at se et billede af en aflægger, finder du det nederst i denne post: https://stegemueller.dk/blog/morfar-2/ Det er min morfar, der sidder på den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Hanne, det vil jeg kigge på.

      Slet
  6. Der er noget at holde styr på som eneunderviser en hel dag - og der var noget at holde styr på som høstarbejder i tidligere tider.
    Jeg håber, du havde en dejlig tur herover i weekenden - og er klar til arbejde igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, tak, jeg havde en dejlig tur. jeg kunne sagtens bruge flere fridage, men snart har jeg julefri, så jeg klarer mig nok :-)

      Slet