torsdag, april 11, 2024

Stilhedens helende virkning

 Stilhed, ingen mobiltelefon i 3 døgn (var sat i flytilstand), gode gåture i det omskiftelige danske vejr og tilsat meditation og faste andagtsstunder. Så ved dem, der har læst med længe, at jeg har været på retræte og det for femte gang. Og du kan læse mere om de øvrige retræter her


Jeg var fuldstændig nulstillet, da jeg tog hjem. Jeg havde sovet 8 - 8½ timer om natten, tog endda powernap i løbet af dagen, uden at det påvirkede min nattesøvn. Maden var vegetarisk med fisk, og kombineret med mit fokus på at mærke efter, når jeg var mæt, øgede det også mit velvære. Hver dag fik jeg gået gode lange ture i den skønne skov omkring os.


Knap var jeg inde af døren derhjemme, før livet væltede ind over mig. Jeg brugte mobilen som tidsfordriv og til at komme ned i gear med. En rigtig dårlig ide, som med det samme påvirkede min søvnrytme, så jeg har de sidste aftner øvet mig i at lukke ned mindst en time før sovetid. Og det har været med godt resultat. Sidste nat, da jeg som vanligt vågnede mellem 1 og 2.30 for at tisse, kunne jeg mærke, at der var ting, der ville trænge sig på, så jeg nynnede en taizesang fra retræten for at holde fokus rettet på ro og søvn. Det virkede.


I år var emnet Opstandelsens lys i og med det lige havde været Påske. Charlotte er en fantastisk formidler, et skønt og humoristisk mennesker og en god præst, det hænger desværre ikke altid sammen. I år havde jeg min søster med og hvis nogen er i tvivl om vi kunne holde vores mund sammen, så var det først efter retræten via mail, at jeg fik styr på hvordan de havde det i hendes familie.


Vi gik os en lang tur sammen, som blev ret meget længere og strabadserende end planlagt. Derfor blev vi nødt til at snakke sammen for at finde ud af, om vi var gået vild og hvordan vi kom over og under væltede træer og gennem store vandhuller i moseområdet. Vi fandt vej og vi kom hjem tidsnok til at dække bord til aften den dag. Men hold da op, som vi var trætte og godt svedte.


Arbejdsugen er slut på sygehuset, og selv om jeg overhovedet ikke er i mål med det jeg skulle have haft lavet, så satte jeg autosvar på efter to timers overarbejde og besluttede mig for, at resten måtte ligge til næste uge. 

I dag delte jeg dagafsnit med en kollega og vi havde travlt, især da en af vores patienter skulle indlægges og isoleres. Jeg fik flash back til coronatiden med mundbind og isolationskitler en masse. Kitlerne er vandtætte, så man sveder vældig meget i dem. Og så er jeg en af dem, der altid tror, at jeg har tænkt på alt, inden jeg går ind, men som altid må håbe på, at jeg kan få hjælp fra folk udefra til at hente ting til mig. Der er altid noget jeg glemmer.

I dag fik mine kolleger ros. Pårørende til en afdød patient kom for en sidste stund, før patienten blev hentet til kapellet. De pårørende var så taknemlige for den fred, deres afdøde kære udstrålede. Og at der stod LED blokhus tændt på en hvid dug sammen med en buket blomster og en salmebog.

Før påske endte mit afsnit i Tv2Nord, P4 Nordjylland og på facebook fordi mine kolleger fandt tid til at pynte en dør til en patientstue med en æresport i anledning af en patient næste dag havde diamantbryllup og der blev også sunget morgensang næste morgen. Ikke så sært at jeg er stolt af mine kolleger.

Mens jeg skriver, lytter jeg til  taizesange, og jeg mærker hvordan pulsen stille og roligt sammen med vejrtrækningen falder til ro. Det gør godt, så må gåturene komme de næste fire dage.




5 kommentarer:

  1. Det er altså utroligt, hvor megen gavn du har af sådan en retræte! Det er man ikke i tvivl om, når man læser dit indlæg. Og at du så kan tage det med dig hjem, så at sige, bliver det jo guld værd for dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det er så godt for mig :-)

      Slet
  2. Hvor er det godt, at du har fundet "medicinen" (retræten), der virker for dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, det er jeg også glad for :-)

      Slet
  3. Mht stiklinger af troldhassel er det lige nu du kan lave nogle nedkrogninger til stiklingedannelse. Det kan du google hvordan man gør. Ang dronningebusken ville jeg skære nogle stykker af, klippe det tilbage ca 25 cm over jorden og plante dem i spande med hul i bunden og god jord.

    SvarSlet