tirsdag, maj 03, 2011

DE GLEMTE BØRN

Sådan betegner de sig selv, børn af forældre med hjerneskade, eller de usynlige børn.

“Når verden vælter” er en bog med 26 unges beretninger om, hvordan det er at være barn af en apopleksiramt forælder. Den giver stof til eftertanke og var med til, at vi begyndte som et forsøg at tilbyde samtaler til børnene. Vi er et akut afsnit, og det er ikke hos os, at deres forældre er længst, men det er her, kaos begynder. Endnu er det så nyt, men vi har allerede oplevet, hvordan børn tænker på en helt anden måde end voksne, og selvom de ikke siger meget under samtalen, alligevel stiller spørgsmål, som ingen af os havde tænkt, de gik med.

Lige nu læser jeg en australsk artikel fra 2004 med samtaler med børn, som beskriver, hvordan personalet nærmest overså dem i det akutte stadie. Ingen spurgte til, hvordan de havde det, hvad de troede, der var sket eller hvad de tænkte. Hverken familie eller de professionelle (sygehuspersonale eller lærere/pædagoger). Heldigvis tror jeg, at det har ændret sig i Danmark.

Der er megen fokus på børn, hvis forælder dør, og det er godt. For et barn af en apopleksiramt forælder er der en tvetydig sorg, de har mistet den forælder, der var en gang, og alligevel har de ikke mistet, så der er et savn og samtidig en skyldfølelse over det savn, for forælderen lever jo stadig. Det er typisk børn af de apopleksiramte, som er ændret personlighedsmæssig eller har kognitive problemer som apati, træthed, koncentrationsproblemer, hukommelsesproblemer eller manglende sprog.

Vores ene præsentation på den Europæiske Apopleksikonference handler om vores tilbud om samtale og de foreløbige erfaringer. Det bliver spændende at få mulighed for at drøfte det med sygeplejersker i andre lande og måske få nye ideer til, hvordan vi kan bedre vores tilbud.

8 kommentarer:

  1. Hvor gør det mig glad at I tager jer af det. Især selvfølgelig børnene i den akutte fase, men også at få udbredt jeres erfaringer så flere familier kan få hjælp til at komme igennem skiftet til en helt ny livssituation.

    SvarSlet
  2. Spændende - og godt at der er fokus på det!
    Tænk engang - hvor er det skønt at vide at man lærer noget hver dag og hele tiden gør sit for at ting skal blive bedre!
    Mon ikke det er meningen? Med det hele?

    SvarSlet
  3. Spennende og viktig arbeid dere gjør på avdelingen deres, Lene. Tiltak og hensyn ifht pårørende må ikke bli glemt eller underprioritert, enten man er barn eller voksen.
    Ekstra viktig når det gjelder barn selvsagt.
    Var innom linken til den kongressen i Hamburg du skal på. Er det en tverrfaglig kongress, eller er det bare for sykepleiere? Gjelder det bare for dem som jobber i akuttfasen ifht apoplexi pasienten? Har aldri hørt om den før jeg.

    SvarSlet
  4. Hvor er det godt, der er kommet forståelse for børn og pårørendes behov også.

    SvarSlet
  5. Specielt de stille børn bliver nemt de glemte børn.. Dejligt at der bliver arbejdet på at tage hånd om den her problematik. Det bog kunne vi godt have brugt for 10 år siden.. :-)

    SvarSlet
  6. Hej
    Jeg var 20 år for rigtig mange år siden da min mor overlevede en blodprop i hjertet men blev meget svært hjerneskadet og jeg følte mig godt taget af i den akutte fase af plejepersonalet - men det du skriver om sorgen og skyldfølelsen "For et barn af en apopleksiramt forælder er der en tvetydig sorg, de har mistet den forælder, der var en gang, og alligevel har de ikke mistet, så der er et savn og samtidig en skyldfølelse over det savn, for forælderen lever jo stadig." det kan jeg til fulde kende - men jeg havde det faktisk lige så svært efter den akutte fase med at min far jo heller ikke længere havde sin kone og var det så efter en vis periode ok at han fandt sig en ny kæreste - det er aldrig rart at miste og ej heller rart at blive alt for anderledes i forhold til mainstream

    Så summasummarum - din indlæg Lene berører mig dybt og jeg er glad for at se og læse om hvor faglig kompetente I er i jeres job :-) TAK FOR DET

    Anette

    SvarSlet
  7. Det var pokkers havde sendt en kommentar i morges men "borte" må have taget den....Det er bare så godt at der bliver taget ordentlig hånd om de børn som oplever sygdom tæt på...;-0

    SvarSlet
  8. Tak Laura, mange steder i den videre genoptræning er der fokus på børnene, jeg er spændt på at høre, om andre akutte afsnit har det samme tilbud.

    Kong mor, det tror jeg er meningen, det giver i hvert fald mening for mig :-)

    Elisabeth, det er en konference for læger og andre fagfolk og så er sygeplejersker og terapeuter kommet med, der er en dag med oplæg og så disse postersessioner,hvor vi er med.

    Betty, det er godt. Når jeg tænker på hvordan man en gang mente det var bedst ikke at fortælle børnene noget,uf.

    Inge, det er også det de børn/unge fortæller.

    kære Anette, tak for din kommentar og velkommen her. Det er netop i det lange efterforløb at det sværeste kommer. Det er også her skilsmisserne kommer, det er svært, når mor/hustru ikke længere er den hun var.

    Annemarie, de børn kan nemt blive glemt, så jeg håber vi får det indarbejdet som fast tilbud hos os.

    SvarSlet