mandag, maj 02, 2011

KULDSKÆR

Vi har vænnet os til de lune temperaturer, så tøjet var derefter, da jeg drog på arbejde i går eftermiddags. Men bare turen over til den lokale salatbar, hvor min faste aftensmad købes til vagten, fik gåsehuden frem.

Nu kunne man så tro, at den lette uniform ville være kold at være i, men ingen problemer der. Jeg skal da lige love for, at de her tre første dage tilbage på arbejdet har været hårde. Overarbejde hver aften, nye patienter, som var komplekse og udfordrende, og gamle patienter, som havde brug for lige så megen hjælp. Jeg tror, vi alle var brugte i går, og så havde vi endda to kolleger fra dagvagtholdet, som blev henholdsvis 2 og 5 timer længere for at hjælpe.

Jeg fryser til morgen, er kuldskær og træt; udenfor mit vindue kan jeg se på dagens arbejde: det sidste bed med skvalderkål, som ikke forstår vores aftale; de skal holde sig i læbæltet og lade mit bed være. Hvor svært kan det være? Der er masser af plads at boltre sig i, men næ nej de vil partout mænge sig med fresia og ribes buske og møver sig henover Sankthans urt og høstanemoner.

Solen skinner, men jeg lader mig ikke narre, der er koldt udenfor. Jeg bliver herinde lidt endnu, trækker trøjen godt omkring mig, finder tekop og strikketøj frem, mon ikke også et stearinlys skal tændes, og så venter jeg på varme indeni og udenpå.

Må din mandag give dig varme.

P1000239

P1000237

15 kommentarer:

  1. ALtså - sygeplejesker er vist lavet af et særligt stof. Hatten af for jer - dig og dine kolleger!
    Det er også blevet køligere hernede!
    Heldigvis er det ikke min have og der er ingen bede der skal holdes rene.

    SvarSlet
  2. Uff, ja det er hundekoldt i dag...Sikke da noget skvalderkål, tarveligt at det ikke breder sig andre steder..;-D en god mandag til dig..

    SvarSlet
  3. Skvalderkål er godt at spise, har jeg hørt - men der er selvfølgelig måde med det også!
    Uha, som I har travlt på det job. Det lyder voldsomt, godt du har et godt sted at lade op, men det kræver da et godt bagland!

    SvarSlet
  4. Tak kong mor; når man arbejder med mennesker kan man ikke bare trække på skuldrene og sige nu går jeg altså hjem. Vi kan i hvert fald ikke.
    Sådan en have vil jeg også have, mon jeg kan lease min ud ;-)

    Tak Annemarie, ja hvad ligner det? :-)

    Charlotte, jeg tror det er blevet for stort lige nu til at spise, men de næste skud (jeg bilder mig nemlig ikke ind at aftaler bliver holdt) skal måske i salaten :-)

    Begge mine kolleger skulle også i dagvagt i dag, så jeg tænker på dem, for der bliver travlt i dag med. Den ene har endda 2 små børn, så ja baglandet skal være i orden.

    SvarSlet
  5. Jeg har smagt og jeg kan ikke anbefale at spise dem ;)
    Jeg sidder og undrer mig over, at det regner... hvad er meningen lige, når jeg har vasket sengetøj?

    SvarSlet
  6. Helle, her skinner solen, men det viser jo bare, vi kan simpelthen ikke lave aftaler med naturen ;-)OG at jeg vist må lette bagdelen og få fjernet det sidste skvalderkål Og få handlet ind til aftensmaden,når nu du siger, det ikke smager godt :-)

    SvarSlet
  7. Solen skinner, men her blæser en kold vind. Så jeg lader haven være, men hjælper i stedet for manden med at tømme traileren for brænde, som skal stables til næste vinter. Om lidt henter han mere, og så kan vi fortsætte. Det arbejde passer bedre til dagen i dag.

    SvarSlet
  8. Uh ... her er også køligt ovre på djævleøen ;-) Man bliver jo næsten tøse-fornærmet over igen at skulle trække strømperne på!
    Og jeg går her og forsøger at vurdere, om jeg virkelig skal slæbe basilikummen indenfor igen!? - Har de sidste par dage kun taget den ind for natten ....
    Vi har også travlt for tiden på arbejdet, og jeg er mast, når jeg kommer hjem, men det plejer jo at vende på tidspunkt, så op med humøret! :-)

    Mange hilsner og solskinsstråler herfra :-)

    SvarSlet
  9. Johanne, jeg er heller ikke kommet i haven endnu. Kontorarbejde og en god sofa har trukket mere :-)

    Ditte, jeg trækker ikke strømper på, men jakken/trøjen er på når jeg er ude :-)
    Hos os har der næsten været for stille, men jeg skal love for at det vendte.

    SvarSlet
  10. Skvalderkål er ikke nemme at opdrage på,de gør som det passer dem.Her i Viborg er der også koldt og blæsende og vi har ingen regn fået endnu.

    SvarSlet
  11. Jo, varme under varmetæppet. For brrrr - det var da en kort sommer vi fik. :-D Tilgengæld har solen skinnet hele dagen og det har da hjulpet lidt på det. Hav en god aften. ;)

    SvarSlet
  12. Conny, solen har skinnet her, men ingen varme og skvalderkålsopdragelse kan jeg vist godt glemme :-)

    Tak i lige måde frk. bibo. Vi har ingen sommer haft ;-) det var blot et varmt forår, basta.

    SvarSlet
  13. Jeg måtte finde handskerne frem i morges.. det var 3 kolde grader da jeg besteg jernhesten.. hvis du finder en kur til at få skvalderkålen væk, vil jeg gerne høre om den.. Det gælder dog ikke hvis det er noget med ned på knæ og selv fjerne den.. Den kur kender jeg og den virker ikke her i haven. ;-)

    SvarSlet
  14. Jeg synes godt nok at det har været koldt mange dage nu. I morges tog jeg min cykel på arbejde i strid modvind og havde glemt mine vanter, det var så koldt, det var dog noget bedre da jeg skulle hjemad. Det har dog været tørvejr hele dagen :-)

    SvarSlet
  15. Inge og den med knæene gad jeg ikke i dag, har i den grad været doven :-)

    Pia, jeg kan lige forestille mig hvor koldt det måtte være, så jeg krøb sammen herinde og holdt fridag :-)

    SvarSlet