torsdag, februar 06, 2025

Røros, mineby og UNESCO verdensarv

 HOV, der var et indlæg fra november/december, som aldrig blev udgivet. Det må der gøres noget ved. Indledningen var dog for julet, så den er lavet om. Nok elsker jeg adventstiden i december, men ikke som indlæg i februar.

Jeg ser frem til februardage med grader omkring frysepunktet. Jeg håber på sne, for det er jo stadig vinter. Foråret skal nok komme, men lige nu vender lyset tilbage, og jeg nyder det.

Jeg nyder også at læse/skrive om vores ferier. Og denne gang hopper vi tilbage til sommeren 24.

Før vi tog på vandretur i Rondane nationalpark i august, tog vi en tur til Røros. Vi har været der en gang før, og vi havde lyst til at udforske byen mere. Vi ankom ved aftenstid til hotellet og valgte aftensmad på hotellet. Næste dag tjekkede vi ud, fandt en parkeringsplads ved byens centrum og gik på opdagelse.


De gamle træhuse står stadig i byen, som var centrum for handel mellem Nordnorge og Sydnorge, Vestnorge og Sverige. Fjeldbyen blev grundlagt, da man fandt ud af at udvinde kobber og bruge de store skove rundt om byen til brændsel for at udvinde kobber.


Det er utroligt spændende at gå mellem så gamle træhuse og tage på små afstikkere ind i de små smalle gader med små butikker, som krydser hovedgaderne. Og hvor vi sidste gang kun havde tid til byen og nyde rømmegrød på en skøn cafe, var målet denne gang at se på minedriftens betydning for byen. 


De store slaggerbunker, affaldet fra udvindingen, tårner sig op ved siden af byen. Og det er en oplevelse at gå ovenpå slaggerbunkerne og tænke på, hvordan luften den gang måtte have været så tæt af røg og alt det andet, der kom af en produktion midt i byen. Hvert år opføres et udendørs skuespil for at mindes en tragedie, da svenske soldater, som havde beslaglagt minerne, flygtede gennem skovene efter at deres konge blev dræbt. Over 3000 soldater døde af forfrysninger i skovene. 


Kirken i Røros blev bygget i kobberminens storhedstid og er blandt de ti største kirker i Norge. Denne gang havde vi tid til at se den. Det var en speciel kirke.


Vi kiggede på kunst flere steder, men som altid bliver jeg handlingslammet i situationen og bagefter fortryder jeg. Denne gang fortrød jeg, at jeg ikke købte den finurlige tinfigur, jeg så.  


Vi gik tur ned gennem en af de ældste gader, hvor arbejdere fra kobberminen havde boet. I dagens Danmark, hvor vi har flere og flere kvadratmeter til rådighed pr person, er det tankevækkende og forunderligt at komme ind i et lille hus. hvor 10 - 15 personer havde boet, med to rum, en hems og et lille køkken, der stødte op til en lille stald.


Vi besøgte også Smelthyttan, verdensarvcenter og museum. Det var en rigtig god oplevelse, hvor jeg til sidst slet ikke kunne tage mere ind. Billedet ovenfor var fra den hal, hvor kobber blev udvundet. Der var kæmpestore minimodeller af hele processen med vandmøller, hestetrukken boremaskiner i minerne osv. Der var tøjudstillinger fra den gang. Der var små historier om f.eks. den lille dreng på 7 år, som begyndte at arbejde med sin far ude i skoven, hvor man vaskede det brudte materiale for at finde kobberet. Lange og kolde arbejdsdage og hvor man kun kom hjem en gang imellem. Mest af alt husker jeg den udstilling, der viste hvor mange tons træ, der gik til at udvinde et enkelt tons kobber. Ikke så sært at skovene forsvandt omkring byen.


På vejen fra Røros og til Rondane kom vi forbi Einunna bro, hvor der i 1940 var en kamp mellem nordmænd og tyskere, som varede i flere dage. Nordmændene formåede at holde tyskerne tilbage et stykke tid indtil ordren om tilbagetrækning kom.


Vi fandt også et smukt udsigtspunkt, hvor vi holdt pause. Jeg synes nordmændene er eminent dygtige til at bygge smukke broer, men så sandelig også smukke udsigtspunkter.



Jeg holder utroligt meget af at køre i Norge, og jeg glæder mig til næste gang, vi har tid til at tage en afstikker fra den direkte rute til Trondheim og se Norges land.


Min sjæl falder helt til ro bare ved at kigge på ovestående billede. 

Mit hjerte bliver glad, når jeg ser på nedenstående billede. Vores dejlig S, som bare bliver så stor. Her var vi på opdagelse i sommer i skoven bag deres hus. S fik lov til at bestemme, hvor farmor, farfar og han skulle gå hen. Om lidt kan vi tage lillesøster Å med, hun er lige så skøn som sin storebror.