Fødselsdage i Danmark og Norge

 Jeg vil virkelig gerne kunne skrive, som jeg kunne en gang. Uden den der kritiske stemme på min skulder, som gør, at der ligger adskillige kladder til indlæg. 

Nedenstående indlæg er en af kladderne, skrevet i marts måned. Nu genopstår det i en redigeret form, for jeg havde lovet mig selv, at når vi var på plads i sommerhuset, skulle jeg give bloggen en chance mere.

Jeg fyldte 68 år to dage før starten på indlægget, så den fødselsdag er for længst overstået. Faktisk havde jeg overhovedet ikke haft lyst til at fejre den. Det er aldrig sket før. Heldigvis gjorde alle lykønskninger, det gode vejr og at min hukommelse vendte tilbage, at jeg alligevel endte i godt humør.

Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg havde afleveret det, min datter havde besluttet sig for at gemme, til genbrugsbutikken. Og jeg kunne slet ikke være i dén tanke, så jeg lod ganske enkelt være med at tjekke hendes gamle værelse før på min fødselsdag. Der var ikke noget i de flyttekasser, som lignede noget, hun havde taget stilling til. Senere kom jeg til at kigge på de tomme plastkasser, der stod på hendes værelse. Jeg havde købt dem netop til legetøj, barndomsting etc. som vi skulle opmagasinere, og så vendte hukommelsen tilbage. Hun havde jo pakket det ned i sådanne kasser! Og ganske rigtigt, ude i et rum i kartoffelhuset stod der flere kasser med datterens ting sammen med kasser med sønnens ting. Ingen af dem har plads lige nu til kasserne, så de kom til de lejede lagerrum, hvor alt andet er opmagasineret i et år.

På min fødselsdag inviterede jeg datteren, kæresten og landmanden på Karma Sushi om aftenen, desværre blev kæresten syg, men vi andre tre nød den lækre mad og den gode betjening.

Både datterens og landmandens fødselsdag i januar blev også forbigået her på bloggen, men de blev fejret IRL og det er da det allerbedste.

Solnedgang i Store Vildmose

Først i marts drog vi til Trondheim i bil for at fejre Å's 1 års fødselsdag. Vi havde givet datteren en flybillet i fødselsdagsgave, så hun kunne være med. Det blev til skønne dage, hele fire dage havde vi sammen plus to rejsedage. Vi nød samværet med de to små og på fødselsdagen var vi også sammen med vores svigerdatters familie. Det er altid hyggeligt. 

S bliver så stor og er vild med at bygge lego og lege drabelige lege, fuldstændig som hans far. Og Å ser i den grad op til sin storebror. Hun elsker musik, sidder og rokker med stort smil til al slags musik. Det der med at gå og kravle blev der ikke brugt tid på. Hvorfor dog det, når man kan mave sig frem lige så hurtigt og vupti sætte sig op på bagdelen og lege med de ting, man har fået fat i. Her i maj er hun dog begyndt at kravle og stå op. Hun kan også tage nogle skridt, men igen hvorfor dog det, når det går hurtigere med at kravle.

Sønnen og svigerdatteren havde givet os billetter til en dag til Nordic World Ski Championships, som foregik i Trondheim. Sidste gang, det var i Trondheim, var i 1997, så da vi drog af sted var vi iklædt de smukkeste "gensere"(trøjer, som svigerdatterens mor havde strikket til sidste VM og gennem tiden). Det var godt, for sjældent har jeg set så mange smukke trøjer og strikkede huer på et sted. Der var en sand folkevandring til VM stedet. VM blev nøjagtig den folkefest som man havde drømt om.

Vi spiste de meste lækre vafler fra Røros, vi grillede pølser på bålfade, vi heppede på skiløberne, vi gik ture i området. Vi havde valgt at være i det område, der var for børn, så der var også musik og underholdning, som S gik vældig meget op i. Han fik et kram af Fantorangen, det var stort.

På vej hjem fra Trondheim i marts måned

Skønne dage sammen og denne gang var det faktisk svært for mig at sige farvel. For hele andet halvår af 2024 har vi set hinanden med ca. 1,5 måneds mellemrum og så været sammen op til 2,5 uge. Nu var der ingen aftaler om næste gang, for vi skulle have alt pakket ned, flyttet væk og flyttet os selv i sommerhus inden d. 5/5. 

Jeg har været utrolig træt og sovet meget dårligt siden nytår, jeg har forhøjet blodtryk og er sat i medicinsk behandling, men som jeg skrev til lægen ved sidste kontrol; når jeg er på den anden side af maj, så håber jeg, at det vender. Og søvnen er blevet meget bedre, vi går lange ture dagligt, for nu skal hundene jo luftes. Før løb de frit hele dagen rundt på gården. Jeg nyder vores gåture og er helt misundelig på landmanden, når jeg er på arbejde, for der kan jeg ikke nå gåturene.

Til gengæld sluttede jeg arbejdsdagen i tirsdags af med, at jeg blev hentet ved sygehuset og så kørte vi til roklubben, for der var kajakskole. Vi havde faktisk ikke troet, at vi skulle på vandet, for der blæste meget. Men vinden lagde sig så meget, at den kom ned mellem 6 og 7 s/m. Instruktørerne ville have os på vandet i den blæst, for vi skulle lære at ro i bølger. Vejret kan jo pludselig skifte, mens man er på vandet, så det var også en del af skolen. 

Det endte med at blive en rigtig god oplevelse. Jeg er langsom til at ro, så jeg skulle ro forrest, så instruktørerne havde os samlet, hvis nu nogen tippede i vandet. Undervejs fik jeg mere kraft i mine pagajtag takket være god instruktion, så jeg kom hurtigere frem. Vi roede 2,5 km i direkte modvind, det var hårdt, men ikke så hårdt som instruktørerne troede, for de tilbød mig flere gange en line, hvis nu jeg var udmattet. Jeg skulle IKKE have en line, så jeg roede til. Hjemturen var til gengæld en drøm, vinden blæste os hjem, så vi kunne nøjes med få rotag for at styre kajakken.

Så endte jeg alligevel med et længere blogindlæg, så nu skal det udgives, inden den kritiske stemme tager over :-) Må du få en dejlig Kristi Himmelfartsdag og er du heldig at have forlænget weekend bagefter, så nyd dem. Til mine kolleger og andre, der skal arbejde - må I få nogle gode arbejdsdage.

Vi øver os sammen og langsomt bliver vi bedre til at gå sammen :-)

nye naboer, som ligner naboerne på gården :-)

Den smukkeste dag

 I dag fylder min dejlig søn år, og jeg savner ham, min svigerdatter, S og Å. Men lige pludselig er det sommerferie, og så skal vi være sammen. Jeg glæder mig. Hjertelig tillykke til dig, min søn. Jeg beundrer din måde at være menneske og far på og jeg kan se på jeres børn, at de har været heldige med deres forældre.

" Er det ikke vemodigt?" " Er det ikke hårdt at skulle forlade gården efter 42 år?" Og så videre. Spørgsmålene kommer, og det er helt naturligt. Men faktisk har vi ikke haft tid til at mærke efter. Den sidste halvanden måned har været så hård at komme igennem, fysisk og mentalt. Vi har knoklet fra tidlig morgen til sen aften og alligevel arbejdede vi til kl 1 om natten, den dag vi skulle aflevere nøglerne til gården kl 13. Landmanden slukkede industristøvsugeren 25 minutter, før Naturstyrelsens biler rullede ind på gårdspladsen.

Men der var heller ikke noget at komme efter. Alt var støvsuget, fejet og alle flader i stuehuset vasket. Alt hvad der havde kendetegnet gården som gård var væk, alle maskiner, alle skruer, møtrikker, værktøj, træstumper, bøtter, maling. Og indenfor var alt ryddet. Alle spor af 42 års liv på gården var væk.

Nu er der to depotrum med alt det, som vi forhåbentlig ikke får brug for det næste år. Der står en stor container på sommerhusgrunden med det, som vi måske får brug for det næste år og sommerhuset er langt om længe ved at se hyggelig ud igen, efter at der stod flyttekasser overalt. Det er noget andet at holde ferie end at have al sit habengut til lidt af hvert i sommerhuset. 

Der er flyttet en seng væk i det ene værelse ud i depotet, så vi har fået et kontor med reoler. Hemsen er fyldt med kasser og kufferter og poser. Heldigvis har jeg skrevet op, hvad vi har sat derop. Næste punkt er at få det gjort det samme med containeren. Men jeg er kronisk træt, helt ind i krop og sjæl, så jeg fylder på med gode ting i stedet for at strege ud på den mentale to-do liste.

Det var den smukkeste dag, da vi sagde farvel til gården. Og gården viste sig i sit smukkeste skrud. Det føltes godt, at det skete i solskin på en forårsdag i maj. Og lidt efter lidt får vi en hverdag igen. Vi har travlt med byggemøder, besøge showrooms, kigge på hjemmesider etc. Oveni det hele valgte vi at melde os ind i Nibe Roklub for at komme i gang med havkajakkerne igen. Og selv om det har været hårdt midt i al flytningen, så var det en rigtig god beslutning. Sikke skønne mennesker vi har lært at kende. Der er langt at køre lige nu, men om et år bliver det skønt at stå op og se på vejrudsigten og sige, skal vi ikke cykle ned og tage en tur ud på fjorden?