mandag, juni 30, 2025

Blæsten går frisk

 Jeg må indrømme, at mit hoved og min krop ikke orker mere blæst. Det er som om det forplanter sig ind i mit indre og gør mig så usigelig træt. Energien forsvinder, så snart jeg træder udenfor og håret står i alle retninger. Jeg har aldrig forstået dem, der ville bo i første klitrække. Det passer mig godt at kunne gå til havet, men at bo i pæn afstand fra den.

Lige nu  sidder jeg og hepper på mig selv. Jeg er alene hjemme og hundene skal luftes. 5,5 km, jeg ved, det gør mig godt, det gør hundene godt og det tager godt en time (Ellen, det betyder så lidt mere end en time hos mig). Bagefter vil jeg nyde et varmt bad.

Hundene har affundet sig med, at deres bedste ven ikke er her i disse dage. Når blot de bliver luftet, får mad og får en god travetur, sover de det meste af dagen. Men der bliver glæde i det lille hjem, når det fjerde medlem af husstanden vender hjem i dag.


Jeg var på langtur i fredags, endelig fik jeg afleveret de bøger, jeg ikke nænnede at smide ud, til Bogby9520. Bøgerne er blevet opbevaret i min bil, siden vi flyttede. Nu mangler jeg blot en tur på genbrugspladsen med de bøger, som skal kasseres. Så er min bil kun en bil igen og ikke en mindre genbrugsplads. Bagefter måtte jeg forbi Nibe for at hente et tørklæde, jeg havde glemt dagen før. Vi havde holdt afslutning med kajakskolen, det var rigtig hyggeligt. Jeg kommer til at savne de ugentlig dage sammen med holdet. Vi aftalte, at vi ville forsøge at mødes en gang om ugen til kajakture, om blæsten blot ville lægge sig.



Lørdag stod på espalier til kollegas bryllup. Det var så sandelig også en stormomsust affære. Nr. Tranders kirke ligger på toppen af en bakke med udkig til fjorden og tæt på motorvejen. Så der var sus i håret, mens vi ventede i vores uniformer på at brudeparret kom ud.  Det er altid hyggeligt at stå sammen og vente, snakken gik livligt Jeg har mange unge kolleger, så der er altid nogen på barsel og bryllupperne kommer ofte i stimer, enten før børnene ankommer eller også, som her, efter mange års samliv. Det er lige dejligt hver gang.

Jeg havde inviteret min kollega og veninde til frokost bagefter. Vi har aldrig tid til at snakke sammen på arbejde, for ofte arbejder vi forskudt af hinanden eller også kan vi ikke holde pause på samme tid.

Nu fik vi tid til at snakke, gå en lang tur med hundene og endda også finde en rolig plet på terrassen til eftermiddagsteen. Det blev en skøn dag.


Til gengæld blev søndag en dag, hvor hundene var eneste årsag til, at jeg kom udenfor, ellers holdt jeg mig inde under et tæppe med en e-bog på mobilen og romantiske film på tabletten. Jeg havde hovedpine, havde sovet dårligt og havde en forkølelse i anmarch. Den har heldigvis sluppet sit tag, så måske handlede det mere om kombinationen af en tynd uniform, blæst og ventetid ved kirken dagen før. I dag er jeg ru i halsen og træt. Men nu har jeg da skrevet mig varm og halsen har fået varm te.

To hunde venter på deres motionstur. Der skal handles ind og så må jeg krybe under tæppet igen med en ny e-bog. Og nej, det er ikke intellektuelle bøger, dokumentarbøger, krimier eller socialromaner. Det er ganske enkelt feel-good bøger, som beroliger mit indre, ikke hidser mig op eller gør mig trist. Der er nok i verden, der gør mig trist eller vred, så lige nu er det ikke det, jeg søger i bogverdenen.  

Det er ved at være mange år siden, at jeg måtte stoppe med at læse krimier. Jeg slugte dem, ventede på næste udgivelse, og så pludselig en dag midt i en Jussi Adler bog fik jeg nok. Jeg kan godt se nogle krimifilm. Vera var helt klart min yndlingsserie, den er desværre slut nu. Shetland har jeg også nydt, men den er lige en tand mere grum og barsk. Og Wallander, som jeg ikke har set før, må jeg indimellem gå hurtigt henover visse scener, men holder alligevel ved, fordi jeg godt kan lide persongalleriet og historierne. Så er det godt, at det er streaming, hvor jeg bestemmer farten. Sådan har jeg det også med bøger, og derfor har jeg svært ved lydbøger. Det er bedre med e-bøger, der kan jeg hurtigt skimlæse et par sider, hvis forfatterne fortaber sig i beskrivelser, der ikke siger mig noget. 


Må du få en god dag, det ser ud til at blæsten lægger sig de næste dage. Der skal jeg så arbejde og så kommer blæsten tilbage, når jeg har fri og har tid til kajaktur.

Blæsten kan man ikke få at se.
Det’ der ikke no’d at gøre ve’.
Men når luften rigtig suser,
og når alle træer bruser,
så’ det let at gætte, at det blæser.

Lyt til sangen her 


søndag, juni 22, 2025

Med flødeskum på næsen

 og varm kakao i koppen. 

Lørdagen stod på fejring af min søster og niece, som henholdsvis bliver 60 og er blevet 30. Afslappet familiehavefest med frokost og hyggeligt samvær. 

Hele ugen var strøget af sted, så det med at tage til storbyen var blevet udsat gang på gang.  Derfor slog jeg to fluer med et smæk. Jeg skulle hente datter og kæreste ved 12-tiden, så jeg kunne lige nå at smutte indenom Aalborg. 

Jeg er blevet bedstemoster to gange i foråret, et udtryk jeg så et sted som betegnelse for når ens søstres børn får børn. Nu blev der købt barselsgave til dem.

Jeg går op i te, i bryggetid, i vandets temperatur, men det er ikke al slags te, jeg kan lide. Og med mange års teforbrug (drikker ikke kaffe) er der også tevarianter, jeg pludselig får afsmag for.  Så i lang tid har det været den gamle tebutik i Aalborg, Kronen, og deres udvalg, som passer mig bedst. Nu blev der købt nye forsyninger. 

Billedet har ikke noget med min lørdagstur, men er fra en af mine daglige gåture

Flødeskum på næsen kom sig af, at jeg sjældent bliver begejstret for te på cafeer, og i går havde jeg ikke tid til de cafeer, som går op i tebrygning, men havde alligevel tid tilovers før jeg skulle hente mine medpassagerer. Derfor blev det varm kakao med flødeskum. Jeg er ikke til mørk chokolade, så en varm chokolade bliver ofte for vammelt eller måske rettere for besk/mørk i smagen for mig. Men kombinationen af den varme kakao og flødeskum går man (jeg) aldrig fejl af.

Det blev den dejligste havefest sammen med familien og der blev også tid til en gåtur i Rebild bakker. Jeg havde glemt vandreskoene, så det måtte blive i sandaler. Jeg er kommet i skavank-alderen med fodsåleindlæg, specialsåler, forbud mod en del skotyper osv. Så selv om sandalerne er blevet opgraderet med forfodspelotter, så de skulle passe godt på min fod, så er de ikke gode at gå langt i. Eller rettere de er faktisk gode at gå i, men bagefter får jeg en regning i form af brændende smerter i foden.

Det hindrede mig ikke i at nyde gåturen. Ligesom jeg i tirsdags efter arbejde rask travede 10000 skridt i sandalerne sammen med min studieveninde i sol og blæst fra sygehuset og ud til Streetfood ved bådehavnen. Walk and talk er genialt og så med en pause midt i gåturen med rosevin og sushiburgere, men ikke en pause i samtalen, der gav energi til hjemturen.

Landmanden og jeg får gået ture hver dag på 5 km, jeg hopper dog over på mine arbejdsdage. To store ruhårede hønsehunde kræver lidt mere end bare luftning på græsplænen, så de får lov til at gå i højt tempo. Det er sundt for kroppen, men hold nu op som jeg har svært ved at holde trit med de tre. Det må da blive bedre med tiden. Jeg glemmer bare at nyde omgivelserne, så en gang imellem vælger jeg at gå alene i mit eget tempo med tid til at lægge mærke til de små detaljer. 

Vi er nu officielt frigivet til makkerroning, dvs.vi to må tage ud fra roklubben alene i havkajak. Men vi skal ikke være dumdristige, for selv om vi har trænet makkeredning mange gange, så er det noget andet, hvis en af os kæntrer med vind på 7-8 sekundmeter. Kajakkerne kan hurtigt drive væk fra hinanden. Det prøvede vi, da vinden pludselig blev kraftigere end da holdet var roet ud. Jeg havde kæntret med vilje, var kommet ud af kajakken, fået greb om min pagaj og kajak og fået fat i linen på min mands kajak og han havde fat i min kajak, men vi syntes ikke helt det var et ordentlig greb, så blev enige om at give slip, så han kunne vende. Det skulle vi aldrig have gjort.  Kajakkerne var i løbet af ingen tid ti meter fra hinanden. Så det endte med at vi måtte have hjælp fra instruktørerne. Det var en god læring under trygge forhold. Hold altid sammen, så skal det nok gå :-)



fredag, juni 06, 2025

Hverdagsrytmer

 Det føles lidt som at være på ferie at bo i sommerhuset, men det har jeg også følt i de 21 år, vi har haft sommerhuset. Vi flyttede ofte herop i 6 uger, hvor vi begge kørte på arbejde i 3 uger (mig) og 5 uger (landmanden). Men følelsen af ferie kom med omgivelserne og at vi ikke hele tiden blev mindet om, at der var mange ting, der altid kunne gøres på en gård.

Nu er der ingen gård mere, vi skal holde ved lige. Jeg arbejder stadig 2 dage om ugen, men har andre funktioner end før. Normalt er jeg i vores dagafsnit eller på fjernkontor for at ringe til patienter 3 måneder efter indlæggelse hos os og derfor kommer jeg ikke så tit i personalestuen til formiddagste. Så jeg savner snakken med mine skønne kolleger. 

Jeg underviser stadig patienter og pårørende, som har haft en lille blodprop i hjernen eller en forbigående blodprop i hjernen.  Og lige nu arbejder jeg sammen med min leder om at sikre fremtiden for opfølgningsforløb efter stroke, som er i drift i 4 kommuner og for at få de andre kommuner til at få øje på fordelen ved at have de forløb. Min drøm er delvist opfyldt. Vi er kommet langt, siden denne artikel blev trykt. 

Min yndlingsstart på en fridag er en kop te og mobilen, hvor jeg finder de forskellige ordspil fra Kristeligt Dagblad frem. Jeg opdagede først, at de også havde en wørdle, som hos dem kaldes wordle. Sidenhen har jeg fundet flere ord-spil, så som Ordret og Forbindelser. Især Forbindelser synes jeg er sjov, fordi der er så mange ord, jeg ikke aner betydningen af. Så er det godt, at jeg kan google dem, men ofte har jeg gættet betydningen:


Og så dog. Jeg anede ikke, at skrofel er en sygdom/lidelse.
Jeg gættede mig til, at munk og kardinal var fugle.
Og forbindelsen Templer kom jeg også frem til, inden jeg tjekkede med google
Men fællesnævneren for vitser, trives, stiver og vriste kunne jeg ikke greje. Tænk at nogen er indrettet sådan, at de kan se, at de fire ord har de samme bogstaver og derfor er anagrammer. 


I går eftermiddags var vi på kajakskole, fokus var at ro 9 km, for vi kan først frigives til selv at ro med en makker, når vi har roet 50 km. Vejret var ok med lidt sol og blæst, da vi kørte ned til Nibe. Mørke skyer truede i horisonten, men instruktørerne havde en plan. Vi skulle holde os tæt på hinanden, ro omkring en holm og over til Valsted på den anden side af Nibe bredning. Kom der torden, gik vi i land på holmen. Det er kun tilladt ved nødstilfælde, som tordenvejr er. Men alt så fredeligt ud, vi kom af sted og ingen sorte skyer i horisonten. Skyen med torden dukkede så pludselig op, og med den massiv regnvejr og modvind. Vi kom alle i land, skyen drev videre og vi kunne ro til Valsted, hvor vi nød vores medbragte eftermiddagste og fik gode råd og tips til hvad man medbringer på en kajaktur.

Egentlig skulle vi afslutte med makkeredninger på vej hjem, men da endnu en mørk sky dukkede op, aflyste instruktørerne den mod at vi skal lave to makkerredninger næste gang. Jeg har ikke noget mod at være i vandet, men rent instinktivt er det mig så meget imod at lade mig selv vælte om i vandet. Når først jeg er væltet og hovedet er under, gør jeg det, jeg skal; venter til jeg er helt under, får mit sprayskirt hægtet af cockpittet, så jeg kan lade mig glide ud af kajakken, holder fast i kajak og pagaj og kommer op til overfladen. Herefter er det et samarbejde med min makker, som sidder i en kajak, om at få min kajak tømt for vand og mig op i kajakken igen. Men det kan jeg godt. Jeg hader bare de minutter, før jeg lader mig vælte. Så jeg nød, at vi ikke skulle gøre det i går. 

I går kunne jeg begynde at nyde omgivelserne, mens jeg roede. Ellers har jeg været fokuseret på min roteknik. Vi var omgivet af måger og svaner, udsyn og bølger fra siden, der fik min kajak til gynge op og ned hele tiden. Jeg nød synet af svaner, der lettede fra vandet. I dag er jeg træt, men det er helt ok. 

Må du få en dejlig pinse.