Kære dagbog, del 1 - her har været stille et stykke tid

 og det skyldes ikke, at jeg ikke har det godt, for det har jeg. Jeg tror faktisk, jeg mistede ordene til at skrive/beskrive min hverdag, fordi der er sket så meget i dette år og at det med at stoppe som sygeplejerske, flytte, bo i sommerhus og bygge hus måske fylder mere, end jeg har indset.

I år skal vi for første gang slet ikke være sammen med vores børn i jul eller nytår. Men som min mand så klogt sagde en gang, da yngste var fyldt 30, vi har haft 30 juleaftner sammen med jer, I skylder os ikke noget. Fejr jul, hvor I gerne vil. 

Og så er det glædeligt, at de skal fejre jul sammen med deres kærester, børn og kommende barn ( jeg skal nemlig være mormor) med deres svigerfamilier. Nytåret fejrer vores to børn sammen med kærester og børn i Trondheim.

Vi holdt julehygge med datteren og svigersønnen i weekenden, hvor vi udvekslede gaver. Flæskesteg med Taffelchips til sovsen var på menuen efter ønske fra datteren. Vi er blevet eksperter i at ændre planer, og det er nok en meget god øvelse for det kommende forældrepar. Datteren havde fået ondt i ryggen, så der var ordineret ro og ikke en masse bilkørsel, så vi flyttede mor og fars køkken hjem til dem.

Forrige uge fløj vi til Trondheim for at julehygge med S og Å og deres forældre. Vi havde glædet os og det havde de også. S er nu knap 4,5 år og har taget syvmileskridt i sin udvikling siden sommerferien. Han er så god til at koncentrere sig om byggeri med Magnatiles og Lego, elsker at vi læser bøger og elsker også at vi er vilde sammen. Og så er han så god til sin lillesøster, som er 1 3/4 år. Hun vil det samme som sin storebror og er en rigtig charmetrold. Hun er overalt og er ikke bange for noget.

De første dage passede vi Å og S, fredag inviterede vi familien på familierestaurant i Tyholttårnet, som er et telekommunikations -og radiotårn. Lørdag tog vi til julemarked på Trondheim torv. Vi hyggede os, spiste lune vafler på pind dyppet i chokolade, nød rensdyrburger i en lavvo, prøvesmagte lokale specialiteter i madteltet og vi ville så slutte af med tur i pariserhjulet.

Det kom vi så aldrig, for efter at have spurgt om vi kunne være alle 6 i én kabine, gik jeg ned ad rampen og valgte at skrå over rampen næsten nede. Jeg overså blot en kant med huller i. Min fod satte sig fast og jeg faldt pladask på brostenene, og der var ingen tvivl, min højre arm ved håndleddet var brækket.

Så gemalen og jeg tilbragte resten af lørdag aften på St. Olav hospitalet. Det var dygtige mennesker vi mødte, og røntgen viste, at bruddet havde forskubbet knoglerne, så de blev rykket på plads i lokalbedøvelse. Nu venter jeg spændt på røntgenkontrol i morgen, for de advarede mig om, at det kunne forskubbe sig igen, og så blev det operation. Hold nu fast hvor er det irriterende at skulle bede om hjælp til de mest basale ting. Men jeg er dybt taknemlig for, at foden dog slap løs, for ellers havde jeg måske også haft brud på anklen/benet.

Søndag hyggede vi os sammen med spil, og sønnen bagte æbleskiver i adventsgaven fra os. Æbleskiver er nemlig ikke noget man kan købe i Trondheim. 

Julen 2025 bliver anderledes, der er pyntet lidt i sommerhuset, og vi skal holde voksenjuleaften sammen svigerinde og svoger. Det glæder jeg mig til.

Må I få en glædelig juleaften.