mandag, maj 09, 2011

DET KAN MAN DA IKKE

I den seneste uge har jeg læst 2 bøger, skrevet af kvinder og om kvinder.

Første bog var  Karitas -  kaos på lærredet, en fortsættelse af Karitas – uden titel af Kristin Marja Baldursdotir. Som en af jer andre skrev, synes jeg heller ikke så godt om nr. 2 og så alligevel. Den rettede sig op til sidst, men opbygningen med jeg-fortællingen og kapitler, som beskriver malerierne, haltede i denne bog. Jeg syntes, der var for meget fortolkende beskrivelser i maleridelen, hvor første bog lod ordene male billedet og så lade det være op til mig som læser at fortolke. Sådan husker jeg i hvert fald forskellen.

Anden bog faldt jeg over på biblioteket, da jeg hentede ovenstående bog: Forskellige virkeligheder af Marianne Fredriksson. Jeg har læst Huset ved kysten og har selv bogen Anna, Hanna og Johanna, og som i dem lod jeg mig føre ind i et univers af troværdige personer. Her handlede det om et par, som er meget forskellige i deres tilgang til livet, den ene er naturvidenskabelig, den anden spirituel/synsk, men begge har haft en grum barndom, som har efterladt mange sår og ar på sjælen. Bogen skrider langsomt frem, vi får mange spændende dialoger om, hvad videnskabsmænd og spirituelle ledere har ment, og langsomt lærer det unge par at se bort fra deres fordomme om hinanden og se bag ordene.

OG SÅ i de sidste to kapitler sættes tempoet op, og alt vendes 180 grader, og her er der ingen dialoger eller andet til at hjælpe mig på vej til at acceptere det, der sker. Jeg lukkede bogen og tænkte, det er da løgn, sådan kan bogen ikke ende, det kan man da ikke.

Med vilje beskriver jeg ikke slutningen, for jeg synes, du skal læse bogen, men hvor ville jeg gerne høre fra andre, der har læst bogen.

5 kommentarer:

  1. Marianne Frederiksson ´ bog har jeg ikke læst, så den må på bestillingslisten til biblo.

    SvarSlet
  2. Jeg er helt enig med dig omkring Karitas-kaos på lærred. Jeg var helt vild med den første, men faktisk ikke med nr. 2.

    Forskellige virkeligheder har jeg ikke læst. Men det kan da være, den kommer på listen.

    SvarSlet
  3. Miri, og så vil jeg gerne høre din mening :-)

    Eva, så var det nok hos dig, jeg læste det :-)
    Hvis du læser den anden bog,vil jeg gerne høre din mening.

    SvarSlet
  4. Synes også at Karitas nr 1 var langt bedre end 2'eren. Frederiksson kender jeg godt, jeg har ikke læst den du refererer til, men jeg har læst flere af hendes andre bøger, bl.a Anna, Hanna og Johanna - dem har jeg været meget begejstret for.

    SvarSlet
  5. Marianne, jeg har også været begejstret for de andre bøger, og også for denne her, men jeg blev godt nok taget på sengen med hensyn til slutningen ;-)

    SvarSlet