På vandretur i Rondane Nationalpark

 Mens sneen og den frostklare luft desværre er forsvundet udenfor og det triste regnvejrstunge gråvejr omhyller mig, gør det godt at tænke tilbage på sommerferiens afslutning.

Hver evig eneste gang vi kører op ad Riksveg 3 mod Trondheim, kommer vi forbi skiltene til Rondane nationalpark. I år sluttede vi ferien hos den lille familie i Trondheim med en 3 dages tur ind i Rondane Natonalpark med mulighed for vandreture. Det gad jeg godt igen.

Første nat overnattede vi på fjeldet på Spidsbergseter Resort Rondaen. Et stort hotel med masser af aktiviteter for alle. Der var fyldt op og vi var heldige, at vi kunne få et værelse op til en weekend. Vi nød den gode mad, en kæmpe buffet, på hotellet, da vi ankom ved 19 tiden. Næste morgen nåede jeg at bruge deres svimmingpool, før vi pakkede sammen og tog vandretøjet på.

Vi havde regnet med en lille tur op på det nærmeste fjeld, men fordi vi fik gået lidt omveje oppe på fjeldet, blev turen længere end vi havde regnet med. Det var et sælsomt terræn med lavbeklædte skråninger og masser af klipper. Vi nød udsigten og vores kviklunsjchokolade på toppen.

Tilbage ved hotellet fik vi en is og slappede af, inden vi hoppede i bilen igen. Vi havde heldigvis fundet et sted, hvor vi kunne få to overnatninger. Først kørte vi til Otta for at proviantere og finde et frokoststed. Otta er ikke det samme som Odda i Sydnorge, hvor der har været oversvømmelser dette efterår. Vi har været begge steder og de ligger begge to smukt omgivet af fjelde.

Så kørte vi op ad fjeldskråningen og de mange hårnålesving. I år var vi ikke på motorcykel, men vi nød turen alligevel. Vi skulle bo på Høvringen Fjellstua. En skøn lille perle i ægte norsk stil. Her startede vi også med aftensmaden og modsat det store hotel var der her én menu, men en lækker tre retters menu. Her var der rigtig lagt op til vandreture. Vi skulle blot stille vore termokander på et bord, så ville de være fyldt med kogt vand  næste dag. Vi havde selv te med. Og frokosten smurte vi ved morgenbordet, der var poser til at vi kunne lægge vores mad deri.

Næste dag efter en god gedigen morgenmad var vi klar til dagens vandretur på ca. 14-15 km. Det blev en varm og hård tur, hvor det gik op og ned konstant.  

Vi nød turen og jeg kunne igen mærke, hvor godt det gør mig at vandre i naturen. Jeg elsker vandreture og jeg skal virkelig have fundet en måde at få det indarbejdet i min hverdag.

Udsigten fra den sidste top til Smuksjøseter Fjellstue nede ved søen var hele turen værd. Vi kom ud på omveje på vejen ned, som nok ikke var så klogt i betragtning af, at vi nærmest gik på knuste klippesten, da vi ikke kunne finde en sti at gå på og ikke orkede at gå tilbage for at finde den officielle sti ned. 

Hjemme igen nåede vi at få te og kage, inden vi gik i brusebad for derefter at køre en kort tur i området.

Der var en rigtig god stemning på hotellet. Her var nærvær og spørgsmål til om vores vandretur gik godt. Tevandet stod klart næste morgen og madpakken blev smurt, inden vi satte næsen mod færgen i Larvik. Vi havde god tid til at nyde turen og tænke tilbage på skønne feriedage på gården, i sommerhuset, i Trondheim, i Røros og i Rondane Nationalpark.

Glædens øjeblik

 Det er 3 uger siden, at vi stod der. 

Kunsthal Nord, som blandt andet støtter upcoming kunstnere, havde fernisering på en udstilling Ad Mare (ved havet).

 Kunstneren havde både haft sin gang som frivillig ved Kunsthal Nord og var en del af kunstnerværkstedet på Nordkraft. Kunstneren stoppede som frivillig, fordi hun fik brystkræft. 

Pludselig var hun på dybt vand, hun gik lange ture ved havet, brugte lydene, luften, følelsen af muslingeskallers form og synet til at hele langsomt. 

En dag deltog hun i en koncert med en eksperimenterende jazzduo, hvis musik inspirerede hende, og hun tog kontakt til dem, om hun måtte bruge noget af deres musik til den udstilling, hun så for sig om sit helingsforløb. 

Det blev i stedet for et samarbejde, hvor de blandt andet tog med hende på stranden og optog lyde, som blev brugt til deres nye LP Hydrofilia.

Og så stod vi der, der var så mange mennesker, både nogle som kendte kunstneren og andre, som var nysgerrig på netop dette kunstprojekt.

Jeg hørte kunstneren fortælle om sit kræftforløb, om hvordan hun følte sig helt nede i dybet og måtte finde en vej op til overfladen igen. Hvordan kroppen både svigtede hende og viste styrke. Den kunne så meget mere, end hun selv havde troet. Om tågen ved vandet og den tåge, hun var i efter kemokure. Om hvordan nye celler blev dannet og andre gik til grunde og livet gik videre.

Jeg hørte musikerne spille deres musik, sat sammen af lyde de havde optaget i naturen, af lyde de optog undervejs og sammen med blæseinstrumenter og en bas blev det til et fantastisk meditativt lydunivers.

Jeg så og hørte kunstnerens kunstinstallationer. Jeg talte med andre mennesker og hørte også deres fortolkninger af kunsten. Og et par uger efter var jeg tilbage igen for at sanse det hele uden så mange mennesker omkring mig.

Du kan stadig nå det, hvis du har lyst. På lørdag d. 23/11 er det sidste dag.

Jeg var der hele vejen igennem det kræftforløb. Jeg kunne ikke tage smerten, afmagten, angsten, vreden, fortvivlelsen fra hende, men jeg var der.  Om natten, om dagen, i tankerne, altid. 

Min kære datter, det var stort at opleve din første soloudstilling. At se dig folde dig ud og udtrykke det, du havde oplevet, i kunst. Jeg håber, du er meget stolt af dig selv.

En video fra Dybet Det er fra instagram, så nu må vi se om det virker :-)