Kære Dagbog, del 2 - Så er det nu!

Den 26/11 2025 havde jeg min sidste arbejdsdag. De sidste papirer blev smidt ud, de sidste virtuelle mapper blev gennemset, nogle flyttet til min kollegas mapper, i tilfælde af hun får brug for dem. Det meste af det, jeg havde i mit skab, mindede mig om alt det, jeg har været involveret i. Alt det arbejde jeg lagde i nye arbejdsgange, nye retningslinjer, ny undervisning, ny forskning som ændrede rutiner, nye tilbud til patienter og pårørende, alle de patienter jeg har undervist og plejet, osv.

Den 27/11 holdt jeg afskedsreception. Der var forud for denne tænkt så mange tanker på alle de mennesker, der har haft betydning for mit arbejde, for udvikling af sygeplejen på mit afsnit, for udvikling af mig som menneske og sygeplejerske. 

Dagen blev en skøn dag, hvor jeg følte mig omgivet af omsorg, anerkendelse, venskab, hjertelighed, godt samarbejde. Og jeg følte mig dybt taknemlig for det, jeg har oplevet, siden jeg d. 2/1 2000 trådte ind på neurologisk afdeling.

Jeg har tænkt på alle de mange patienter og pårørende, som jeg har mødt i mit liv. Altid har jeg syntes, at jeg valgte det bedste fag og job, hvor jeg fik lov til at sætte mig selv til side for at fokusere på et andet menneskes situation og hjælpe og støtte det menneske til at håndtere denne nye og totalt ukendte situation. 

Nu er det slut! D. 1/1 2026 er jeg officielt pensionist.

Jeg skal finde en måde at være i livet på. Jo vist; jeg er mor, svigermor, farmor, kommende mormor, søster, svigerinde, faster, moster, tante og hustru. De relationer har jeg heldigvis stadig i mit liv, og jeg er dybt taknemlige for dem. Men jeg håber også, at jeg finder noget, der er Lene. Jeg synger i kor, jeg ror havkajak, jeg går ture. De kristne stilhedsretræter er også kommet for at blive. 

Men lige nu er det december og ferietid, så jeg har givet mig selv lov til ikke at forholde mig til, hvad livet skal indeholde i fremtiden.  

Juletiden blev dog anderledes, end jeg havde regnet med. Det går fremad med den brækkede arm, og heldigvis ingen operation. Jeg fejrer de små fremskridt som at jeg nu selv kan sætte pose på arm, tape den, gå i bad, tørre mig, tage pose af og komme i tøjet (inkl. BH). Føntørring af hår er dog ikke på mit CV lige nu, så juleaftensdag fik gemalen lov til at øve sig på denne nye opgave. Det blev til topkarakter. De andre dage må jeg leve med det naturlige look.

Dybest set er jeg dog taknemlig. Dette går over, jeg ved, at jeg kommer til at kunne bruge højre arm. 

Jeg tænker tit på de mennesker, der af den ene eller anden grund resten af deres liv må undvære brugen af en arm eller ben, og endda ofte sammen med kognitive følger som eksempelvis hukommelsesproblemer, manglende struktur/overblik/koncentrationsevne. Ofte følger trætheden med som en trofast følgesvend. Og det er ikke så sært, hjernen er jo konstant på overarbejde. 

Solen skinner og jeg kan heldigvis gå lange ture, så jeg må hellere af sted.

Glædelig 5. juledag

Kære dagbog, del 1 - her har været stille et stykke tid

 og det skyldes ikke, at jeg ikke har det godt, for det har jeg. Jeg tror faktisk, jeg mistede ordene til at skrive/beskrive min hverdag, fordi der er sket så meget i dette år og at det med at stoppe som sygeplejerske, flytte, bo i sommerhus og bygge hus måske fylder mere, end jeg har indset.

I år skal vi for første gang slet ikke være sammen med vores børn i jul eller nytår. Men som min mand så klogt sagde en gang, da yngste var fyldt 30, vi har haft 30 juleaftner sammen med jer, I skylder os ikke noget. Fejr jul, hvor I gerne vil. 

Og så er det glædeligt, at de skal fejre jul sammen med deres kærester, børn og kommende barn ( jeg skal nemlig være mormor) med deres svigerfamilier. Nytåret fejrer vores to børn sammen med kærester og børn i Trondheim.

Vi holdt julehygge med datteren og svigersønnen i weekenden, hvor vi udvekslede gaver. Flæskesteg med Taffelchips til sovsen var på menuen efter ønske fra datteren. Vi er blevet eksperter i at ændre planer, og det er nok en meget god øvelse for det kommende forældrepar. Datteren havde fået ondt i ryggen, så der var ordineret ro og ikke en masse bilkørsel, så vi flyttede mor og fars køkken hjem til dem.

Forrige uge fløj vi til Trondheim for at julehygge med S og Å og deres forældre. Vi havde glædet os og det havde de også. S er nu knap 4,5 år og har taget syvmileskridt i sin udvikling siden sommerferien. Han er så god til at koncentrere sig om byggeri med Magnatiles og Lego, elsker at vi læser bøger og elsker også at vi er vilde sammen. Og så er han så god til sin lillesøster, som er 1 3/4 år. Hun vil det samme som sin storebror og er en rigtig charmetrold. Hun er overalt og er ikke bange for noget.

De første dage passede vi Å og S, fredag inviterede vi familien på familierestaurant i Tyholttårnet, som er et telekommunikations -og radiotårn. Lørdag tog vi til julemarked på Trondheim torv. Vi hyggede os, spiste lune vafler på pind dyppet i chokolade, nød rensdyrburger i en lavvo, prøvesmagte lokale specialiteter i madteltet og vi ville så slutte af med tur i pariserhjulet.

Det kom vi så aldrig, for efter at have spurgt om vi kunne være alle 6 i én kabine, gik jeg ned ad rampen og valgte at skrå over rampen næsten nede. Jeg overså blot en kant med huller i. Min fod satte sig fast og jeg faldt pladask på brostenene, og der var ingen tvivl, min højre arm ved håndleddet var brækket.

Så gemalen og jeg tilbragte resten af lørdag aften på St. Olav hospitalet. Det var dygtige mennesker vi mødte, og røntgen viste, at bruddet havde forskubbet knoglerne, så de blev rykket på plads i lokalbedøvelse. Nu venter jeg spændt på røntgenkontrol i morgen, for de advarede mig om, at det kunne forskubbe sig igen, og så blev det operation. Hold nu fast hvor er det irriterende at skulle bede om hjælp til de mest basale ting. Men jeg er dybt taknemlig for, at foden dog slap løs, for ellers havde jeg måske også haft brud på anklen/benet.

Søndag hyggede vi os sammen med spil, og sønnen bagte æbleskiver i adventsgaven fra os. Æbleskiver er nemlig ikke noget man kan købe i Trondheim. 

Julen 2025 bliver anderledes, der er pyntet lidt i sommerhuset, og vi skal holde voksenjuleaften sammen svigerinde og svoger. Det glæder jeg mig til.

Må I få en glædelig juleaften.