Jeg er klar til foråret

For en gangs skyld er jeg klar til forårets komme med første forårsmåneds første dag i morgen. Jeg har elsket mit sneklædte landskab, også selv om det forhindrede mig i at få gået lange ture. Men nu nyder jeg den friske luft, vejene, jeg kan gå på, om end i mudder og søle og fornemmelsen af forår.

Min arm er slet ikke ok, så af angst for at falde og gøre alt værre har jeg indtil nu holdt mig til indetræning sammen med DK4s Træn dig glad. Samtidig har vi også haft travlt med nye beslutninger til huset. Januar og februar har budt på mange dage med kørsel til nybyggeriet, byggefirma, køkkenfirma, malerfirma, firmaer med hårde hvidevarer osv. Men alt går heldigvis planmæssigt.

Mit brud går ikke planmæssigt.  Jeg er dødtræt af mit fald d. 13. december. Gipsen kom af d. 19. januar. Røntgen viste, at bruddet havde forskubbet sig og en subakut CT-skanning viste, at der ingen heling var af bruddet, og lægen måtte efter at have udspurgt mig, konkludere, at der ingen forklaring var på det.

Både lægen og lægens chef havde aldrig set det før. Nu går jeg med en hård skinne, skal kontrolleres på mandag og så håber vi alle, at heling er påbegyndt. Jeg skal tage skinnen af daglig og lave øvelser for at mit håndled ikke bliver stift. Det lyder rimeligt barsk i journalen, hvor der står, at det er tilladt, at jeg åbner frakturen daglig for at lave lette ubelastede håndledsøvelser. Jeg har talt med lægen igen og operation er den dårligste løsning, for med en gammel fraktur vil det nemt kunne give flere komplikationer. 

Så nu går jeg mod min frygt og laver øvelser, flere end jeg indtil nu har lavet, for jeg holder fast i håbet om at jeg får min funktion tilbage. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så har det taget så meget af min energi ikke at tænke på hvad nu hvis ... og hele tiden være afhængig af andre og tænke i andre handlemåder, når jeg ikke må belaste armen. Der er nu gået 2½ måned nu og jeg havde forestillet mig, at min genoptræning var i gang, at jeg kunne sy og strikke til mit kommende barnebarn, men nej, det må jeg ikke.

De to sidste vintermåneder har også budt på skønt samvær, som gjorde godt for den mentale tilstand. Besøg af 3 tidligere kolleger og besøg af min ældste lillesøster, mens jeg var alene hjemme nogle dage. Snakken gik livligt og jeg stornød det.  Jeg har også været på Kunsten sammen med en tidligere kollega. Undskyld til alle andre besøgende, for vi snakkede lige så meget sygepleje som kunst.

Ikke desto mindre var jeg så meget tilstede i kunsten, at jeg kunne nyde Per Kirkebys store malerier. Jeg kendte faktisk kun til hans skulpturer. Vi fik os også en oplevelse med popkunst og performancekunst, begge dele vakte hjernens forundring og vi fik gode snakke om kunsten. Så selv om jeg ikke forstod det, var det en god oplevelse.

Datteren havde også en udstilling i Husets galleri, hvor vi deltog i ferniseringen. Huset har altid været der som et samlingssted, siden jeg flyttede til Aalborg i 1981, men jeg har faktisk aldrig benyttet det. Nu har vi været der et par gange sammen med datteren og det er skønne omgivelser, at kunsten udfolder sig i, om det er maleri, installationskunst, musik, keramik og alverdens andre muligheder. 

Vi nød datterens udforskning af hvad forskellige madvarer kan bruges til, det var helt klart en udvidelse af kartoffeltryk, som vi andre afprøvede i formning, som det hed dengang. Jeg har forelsket mig i et af malerierne og kan helt klart se det i vores nye hus. Nu får vi at se.

Måske kan du se noget fra udstillingen her, taget fra Tilgang Husets facebook side

Billederne nedenfor er taget fra vores bil på vej til sommerhuset. Det gengiver ikke helt den følelse, vi havde af at køre mod en bjergkæde, som i virkeligheden var skyformationer. Naturen er forunderlig.

Hvis ikke det skal gå som alle de andre indlæg, jeg skriver, som så bliver glemt, må jeg hellere få det her udgivet. God weekend til dig og glædelig forårskomme.

Kære dagbog, del 3 - gaver vi ikke kan bestille

2026 og hvilken smuk start på året. Jeg ELSKER sne og især i de to sidste vintermåneder, januar og februar. Sikke en gave. Og så fik vi endda sne igen i februar efter sneen var væk.

Taknemlighed fylder meget hos mig lige nu. 2020 havde jeg ingen anelse om, at jeg året efter ville blive farmor i en alder af 64 år. Kort før min 67 års fødselsdag blev jeg farmor igen. Sikke to skønne gaver at få.

Min svigerdatter og søn gav os yderlig en smuk gave, nemlig tillid. Tillid til at vi kunne passe deres børn uden opsyn af deres forældre. Det har været skønt at få lov til at få morgener sammen med S og Å. Eller få lov til at putte dem, mens forældrene har holdt kæresteaften.

Siden S blev født, har vi holdt sommerferie sammen, og vi nyder det, for en skønne dag vil familien også vælge at opleve andre steder. De er som med juleaften sat fri. Vi har ingen krav på at holde ferie med børn og børnebørn, så vi nyder det så længe det varer.

Sommerferien sidste år blev holdt i sommerhuset, det har jeg fortalt om her. 

Den sidste del af ferien skulle holdes i Norge og inden vi drog af afsted, nåede vi at fejre S' fødselsdag på forskud sammen med hans faste, som ikke skulle med til Norge. Modsat de øvrige år ville vi køre sammen og bruge 3 overnatninger på vej op. Med to børn på 16 måneder og knap 4 år nytter det ikke med de lange distancer i bil

Vi valgte Klækken hotel i Hønefoss. Der var musik overalt og børn og unge gik i gangene med instrumenter på vej til undervisning. Det var nemlig den årlige sommerskole for børn og unge, som ønskede at dygtiggøre sig, så de måske en dag kunne få en karriere i et symfoniorkester. 

Der var også swimmingpool, som S og Å nød sammen med deres forældre. Bedsteforældrene tog over, da børnene var kommet i tøjet. Og der var masser af statuer at se på og lege med, mens vi ventede på forældrene. I det hele taget fyldte kunsten meget, også indenfor, hvor der hang billeder overalt på de lange gange og i fællerummene. Og som et sjovt kuriosum hang der et billede uden for vores hotelværelse af en kunstner med motiv fra Læsø. 

Svigerdatteren fandt næste pausested, en gammel gård, Eker gård,  med udstillinger, spændende køkkenhave med permakultur. To kunstner bor på gården og giver andre husly til at arbejde med egen kunst, ligesom folk arbejder som frivillige med at restaurere gården. 

Det kan man da kalde en hønsestige. Så gik turen videre op gennem Valdres med kurs mod næste overnatningssted, som ligger i nærheden af Besseggen, en fjeldryg og et populært vandringssted

Det var et imponerende landskab og vi gjorde holdt endnu en gang, så store og små kunne få brugt kroppen og nyde lune hjemmebagte vafler. 

S elsker at klatre, der er han frygtløs. Så alle store klipper skulle klatres på, så er det godt at have en pappa, der følger med. Å elskede at komme tæt på vandet. Men sådan er børn, sten og vand er bedre legetøj end du kan købe til dem.

Vi havde lejet en hytte hos Bessheim Fjellstue. Og selvfølgelig skulle vi have lækker norsk varm aftensmad med rensdyrkød. Næste morgen efter morgenmaden drog vi videre, for vi havde meget, vi ville nå, dagen før S' 4 års fødselsdag.

Kursen blev sat mod Glittersjå Fjellgård, et magisk sted for både børn og voksne. Et ægtepar, som nu er over 70, havde købt en nedslidt fjeldgård og renoveret og udvidet og gjort den til et sted for elge, rener, geder, kaniner, heste og alle mulige andre dyr. 

Den kvindelige ejer havde sit værksted med væve og fåreskind i huset ovenfor. Der nåede vi slet ikke op. Vi nåede at gå i troldeskoven, hvor der var masser af trolde placeret i skjul rundt omkring stien.

Vi nåede at klappe kaninunger og geder samt fodre elge og rener. Det var en stor oplevelse for alle og kan varmt anbefales, hvis man kommer i det område.

Til slut kørte vi til Granmo Camping tæt på Oppdal, hvor vi næste morgen fejrede S' fødselsdag med sang og gaver samt fødselsdagsbord. Herefter kørte vi hjem til Trondheim og nød resten af dagen midt på gulvet med legetøj, som efter tre ugers ferie vakte stor gensynsglæde.

Jeg har fået en svigerdatter, som er rigtig god til at se muligheder. Så en sen eftermiddag efter aftensmaden, hvor vi andre tænkte, dagen er slut, tog hun os på vandretur i fjeldene omkring Trondheim. Vi løb og travede, plukkede multebær, klatrede på klipper og det var lige det en 4årig dreng og vi andre havde brug for.

Bedsteforældrene nåede også en tur på legepladsen i S' børnehave lørdag med børnebørnene, så forældrene kunne få gjort klar til næste fejring af fødselsdagsbarnet med den norske del af familien.

Igen blev vi bragt tilbage i tiden, for vi legede Spidey og hans venner. Vi blev instrueret i hvordan vi skulle bevæge os, ikke noget med at gøre tingene halvt. Fuldstændig som S' pappa gjorde som 4årig.

Å sov trygt og godt, mens vi legede.

Efter en skøn fødselsdagsfest drog vi hjem igen. Turen var som altid smuk, jeg ser altid noget nyt.

Overskriften lød - gaver vi ikke kan bestille. Og det er også der, taknemligheden kommer ind. Alle de skønne oplevelser vi har fået som farforældre og nu skal vi også være morforældre. Sikke gaver.