mandag, december 09, 2019

Snak, sygepleje og sang

I fredags var mødedag i København, det var godt og inspirerende, men jeg var træt, da jeg kom hjem.

Et sted i Københavns lufthavn

I dag har også været en snakkedag, jeg har undervist nye kolleger i screeninger og vurderingsredskaber. Over middag var det ikke mere krudt hos dem til læring, så jeg satte dem til at gennemføre e-læringsprogrammer for brand, ITsikkerhed og hjerteundervisning. Det gav mig tid til at få skrevet mail, planlagt kurser, booke lokaler og planlægge datoer for undervisning ved sengen i de første måneder af det nye år. Fra februar skal jeg ikke mere have funktionen med det overordnede ansvar for uddannelse og for at vi lever op til kravene som uddannelsested. Det skulle gerne frigive noget tid til det, jeg brænder for, nemlig introduktion af nye kolleger det første år og undervisning af patienter og pårørende.

I morgen tager jeg mine tre nye kolleger med i plejen, vi tager ansvaret for plejen til et par patienter, hvor vi kan fordybe os i den gode sygepleje hos patienten og med patienten. Om eftermiddagen skal de selv stå med ansvaret med backup fra en kollega, fordi jeg skal til møde. Onsdag fortsætter vi hos de samme patienter. Det glæder jeg mig til.

I går gav mit kor koncert på et aktivitetscenter, jeg kom for sent til øvetimen før koncerten af flere grunde. Først fejlvurderede jeg tiden hjemme, jeg hyggede mig med film, te og dans til julemusik. Landmanden var på jagt, så jeg havde huset for mig selv. Dernæst måtte jeg vende om, da jeg var kommet af sted, fordi jeg pludselig fik tanken, slukkede jeg kalenderlyset? Egentlig vidste jeg godt, at det havde jeg gjort, inden jeg gik i bad, men jeg kunne ikke køre videre, så tilbage til gården for blot at konstatere, at jeg havde ret, lyset var slukket. Da jeg så kom til Hobro, var der vejarbejde og ingen skiltning om, hvordan man så kom til centeret. Men frem kom jeg da, og trods min manglende deltagelse i koraftener gik det godt.

Søndag aften fik jeg samlet Adventsstjernen, den er ved at være mør efter snart 36 års tro tjeneste. Men jeg bryder mig ikke om de tydelige samlinger i de nye stjerner, så derfor er der ikke indkøbt ny til erstatning. Så jeg taper sammen og krydser fingre for endnu en jul med den gamle stjerne i vinduet.

I dag har jeg hørt Pyrus julesange på vej hjem, og jeg blev sentimental og huskede min skønne søn som barn, og som kunne hvert et ord og alle dansetrin og bevægelser i sangene. Han elskede Pyrus. Og i dag tænkte jeg over de skønne ord fra sangen om at kunne være sig selv:
For jeg vil bare være mig. Hvem er det? Det er jeg!                                                       
Når jeg kigger i et spejl, er det mig selv jeg vil se                                                               
Bare være som de andre. Det er der ikke noget ved! 

Man skal ku kende sig selv                                                                                                   
Man skal ku li sig selv                                                                                                         
Man skal ku gi sig selv                                                                                                         
Man skal ku styre sig selv                                                                                                     
Man skal befri sig selv                                                                                                         
Man skal ku være sig selv                                                                                                     
Det kan man sige sig selv!
Inspireret af en anden Pyrus-sang står aftenmenuen på risengrød, det er alt for længe siden, vi har fået det. God decemberaften til dig.


 PS nu hvor jeg ser mit billede, kan jeg se, at samlingerne også træder meget frem på min stjerne. Så måske er det mere den ændrede gule farve, jeg har set hos nyere stjerner, jeg ikke bryder mig om. Og måske ændrer den sig også. Jeg skal vist have bestilt en ny.

torsdag, december 05, 2019

Fridagsbetragtninger

Decemberferiefridagene, som jeg altid tager i starten af december (fordi de ikke må tages fra uge 50 og frem) er dedikeret til at få huset gjort klar til juletiden. Denne gang er de blot blevet brugt på så meget andet, og det er helt fint. Min alder og de mange år vi har boet samme sted fortæller, at jeg har erfaring med decemberforberedelser, og jeg ved jo, at julen kommer uanset hvad og at vi altid formår at nyde højtiden og fokusere på samværet. Når man som jeg qua mit job aldrig har prøvet det at kunne holde fri både jul og nytår, så nydes julefridagene desto mere intenst og arbejdsdagene får et skær af julemagi med julepynt, julelys og julelækkerier.

Så jeg skal nok nå i mål med det, der betyder noget for mig. Og i år betyder det, at jeg gerne vil i mål med det, inden mine børn og min svigerdatter kommer hjem. Der er ting, vi skal gøre sammen hjemme, men vi skal også have tid til at nyde alt det, der foregår andre steder. En lille familie, hvor to er sygeplejersker og en er landmand, ja så er julefridage og decemberfriweekender ikke en selvfølge, så vi vil nyde de dage, vi får sammen.

Samvær er også på listen i eftermiddag, hvor jeg sammen med rigtig mange andre skal sende min tidligere leder godt af sted på pension. Hun har været en støtte og inspiration gennem de snart tyve år, jeg har arbejdet sammen med hende. Heldigvis har vi aftalt at ses privat og opbygge et seniorsygeplejenetværk, for det ved jeg fra andre sygeplejersker, at det er godt at have. Min fagforening har seniorgrupper med masser af foredrag og mulighed for at møde andre sygeplejersker, og der er stor tilslutning til grupperne. Undersøgelser har vist, at sygeplejersker er nogle af dem, der kan få problemer med at finde deres identitet efter arbejdsophør. Det at være sygeplejerske er så stor en del af ens identitet, at den skal redefineres, når man stopper. Når det så er sagt, så er den største glæde ved at have aftalt, at vi skal mødes, at jeg stadig får lov til at have hende i mit liv, for hun er en klog og skøn kvinde.

Lige nu gøres der rent i huset, og jeg sorterer papirer imens. Mit skab på arbejde kunne til sidst ikke lukkes, fordi jeg havde tonsvis af mapper i den. Nu er mapperne kommet med hjem, jeg har lavet første sortering og smidt en del ud. Nu skal jeg igennem anden sortering, så mapperne kan komme slankere og færre ind på arbejde igen.  Det er et led i gør-værelser-klar til jul. Efterhånden er der stuvet så mange ting ind på de værelser, inklusive store ting fra vores børn, som de ikke kan have i deres lejligheder. Den kortsigtede løsning bliver at få tingene sat i et rum, vi har andetsteds på gården, men det rum skal lige gøres rent først. Og så må de kære børn få taget stilling til, om det skal sælges eller til genbrug. De ligner deres forældre, så den proces tager tid. I går satte jeg ting op på loftet, og mentalt tog jeg skyklapper på, for det loftrum trænger så meget til en gennemgribende sortering. Jeg orker det bare ikke alene, så min mand og mine børn kommer til at sætte fridage af i foråret til den sortering. Ved fælles hjælp får vi vel lidt efter lidt reduceret i mængderne af mindeopbevaring.

Vi skal turde at gå glip af noget, siger Svend Brinkmann. Det øver jeg mig i, både i denne oprydningsproces og på arbejde. Således har jeg valgt at fastholde min fridag, selv om jeg havde meget lyst til at deltage i en temadag, som jeg ikke kom med til første gang pga smerter efter mit fald.  Det må sættes i rubrikken Nice to know og ikke Need to know.

Lidt i samme boldgade er min diskussion med mig selv, om jeg skal ringe til min læge eller ej. Jeg har stadig ondt, det har ændret sig, og jeg funderer over, om jeg stadigvæk kan fastholde, at det er slaget og musklerne, der gør ondt. Jeg tror ikke, at jeg trykkede ribben, men derimod at det gik ud over musklerne ved ribben og siden. Det irriterer mig bare, at jeg er nødt til stadigvæk at tage smertestillende og at jeg ikke helt kan greje, hvorfor det nu gør ondt andre steder, når jeg eksempelvis har arbejdet i plejen eller gået 6 km. Jeg må tage snakken med min fys næste torsdag, for jeg kan godt mærke, at det fylder og jeg bliver alt for opmærksom på, om jeg nu er mere kortåndet end ellers ved fysisk aktivitet. Pylrehoved, det er hvad jeg er.

Solen skinner  og lyser alt op udenfor. Det gør mig glad og nu må jeg hellere få ordnet rodebunken på gulvet i stedet for at lukke døren, så jeg ikke kan se bunken. God decemberdag til dig.

lyset har travlt hvis det skal nå at være opdateret på datoer inden jul.

tirsdag, december 03, 2019

Kun ét billede på hele 32 timer

Jeg kunne have taget masser af billeder, men fokus var på noget andet. Og jeg nød alt det andet. Vores aflyste københavnertur i oktober betød, at datteren stod med praktiske ting, hun ikke havde fået hjælp til. Vi fandt et hul i kalenderen, hvor alle tre kunne, så vi drog til København søndag morgen efter at have afleveret hundene i hundepension. Ayla så på os som hun tænkte, hvordan kan de dog gøre det? Vi var dog fortrøstningsfulde, hun havde Dexter ved sin side, og Guldlund hundecenter er et rigtig godt sted for hunde at være.

Vejret var smukt med høj sol og frost i luften. Landmandens nye varebil fik lov til at vise, hvad den kunne. Jeg havde svært ved at vænne mig til den aktive fartpilot (adaptive cruise control), men endnu har jeg ikke selv kørt bilen, selvom landmanden flere gange inviterede mig til det. Jeg kører så meget til daglig, at jeg nød at være passager på turen. Det er dog rigtig smart, jeg elsker selv fartpiloten i min bil, den gør at jeg slapper meget mere af på de lange ture. Og med den aktive fartpilot hjælper bilen med at holde afstand, så man ikke selv hele tiden skal bremse op, speede op osv. når forankørende kører meget ujævnt eller andre bilister pludselig skærer ind foran en. Landmanden rørte nærmest ikke speederen under den lange tur fra Nordjylland til København.

Vi ankom til Nørrebro 14.30 og så gik datter og landmand i gang med arbejdet. Jeg blev sendt i byen et par gange efter forskellige ting. Blandt andet måtte jeg tage bussen til det nærmeste Silvan. Det er nærmest som en opdagelsesrejse, jeg lærte at bestille billet via sms, jeg gik i et område, hvor nærmest ingen talte dansk på gaden og jeg var for første gang i Nørrebro bycenter, som var pænt pyntet op til jul. Der var dog så mange mennesker, så det eneste billede, jeg fik taget udover dem af forskellige fatninger, der blev sendt hjem til lejligheden, blev af loftet i Nørrebro bycenter.



Om aftenen fik vi besøg af søn og svigerdatter og sammen nød vi lækker mad fra Susu Sushi. Vi havde adventspakker med til de tre københavnere, og vi fik en lækker adventsgave af søn og svigerdatter. Masser af velsmagende belgiske småkager i en flot dåse med Tintin motiv, lige det rette til et småkageelskende landmandspar.



Mandag fik vi ordnet det sidste, mens datteren arbejdede hjemmefra. Og klokken 10.30 satte vi kursen mod nord og to meget glade hunde. Nu er hverdagen startet igen, jeg har tre fridage med mange ting ud af huset, så hvor langt jeg lige når med juletingene, får vi at se. Et af de ting, jeg skal have købt, er et lille bambusris til min smukke matcha te. De smukke dåser står og minder mig hver dag om vores gaver fra den skønne tur til Japan, som søn og svigerdatter var på.



December er startet godt. nu må jeg hellere få hverdagen til at fungere med kontorarbejde og regnskab, mens landmanden sorterer kartofler. Ha en god decemberdag.




fredag, november 29, 2019

AHH det gjorde godt

Kinderne blusser, kroppens puls mærkes tydeligt og ørerne er så røde og varme, som dengang jeg blev trukket i ørerne af en lærer, fordi han mente, jeg var flabet. Det sidste var svært at skulle forklare sin far og mor, som var henholdvis skoleleder og lærer på samme skole, da de kom hjem fra lejrskoleophold på Bornholm. Men sandsynligheden for at de ville få det at vide på lærerværelset næste dag var stor, så jeg kunne jo lige så godt gå til bekendelse.



Denne gang skyldes ørernes varme den skønne meget kolde luft, som jeg netop har indåndet, mens jeg gik 6 km. Jeg bare gik og gik, mens tankerne fik lov til at dagdrømme. Det er den måde, jeg får trælse ting eller ting, der bekymrer, bearbejdet. Nu er jeg frisk og har fået fyldt op på lyskontoen.

Det er tid til indkøb, december banker på døren og jeg har fri i fem dage, når arbejdsdagen slutter i morgen. Der skal handles adventslys og kalenderlys, der skal handles ind til småkagebagning og så alt det, der får hverdagen til at fungere.

Må solen skinne på dig i dag.


torsdag, november 28, 2019

Lys og luft

I forgårs i nyhederne havde de et indslag med, at vi får alt for lidt lys i vinterhalvåret, og det er med til, at mange døjer med vintertræthed, for nogle enkelte tenderer til vinterdepression. I indslaget var også et firma, hvor medarbejderne blev opfordret til at bruge 15 minutter af deres frokostpause til at gå en tur. Selv i det mest grå vejr som i går fik de 2000 gange så meget lys, som hvis de sad indendøre. Flere af de interviewede følte, at eftermiddagens arbejde blev mere effektiv.

Adspurgt sagde professoren, som havde undersøgt, hvor meget lys vi får om vinteren, at der var ikke mange, der ville kunne gøre dette. Og det var jeg glad for. Vi er rigtig mange, for hvem en gåtur i de få dagtimer, der er, ikke kan harmonere med vores arbejde. Og skulle vi så slås oveni hovedet med dette? Vi blev enige om herhjemme, at mange får tidligere fri om fredagen, så weekendens tre dage måtte så bruges til at få lys på kontoen.

Jeg savner en god gåtur som i søndags, jeg savner den friske luft, og jeg havde håbet, at de to hverdagsfridage ikke gik op i alt det, jeg skal nå inden weekendens arbejde. Der skal gerne være plads til en gåtur, om så den kun bliver kort. Men jeg er en "hyggefis", jeg elsker husets hygge med små lamper tændt rundt omkring, brændeovnens varme og en anledning til at spise juleboller, småkager og alle slags julekager fra bageren.

Det blev nu ikke hyggerierne, der forhindrede mig i at komme ud i dag, men arbejdet løb fra mig, og jeg forsøgte at følge efter. Og nu kigger jeg ud af vinduet i en pause fra regnskabet, det er mørkt og jeg tror, jeg prioriterer at få regnskabet færdigt i aften fremfor en gåtur i mørket. Så er der en frisk fredag med plads til forbedringer på lyskontoen.

Får du fyldt lys på lyskontoen i disse dage?

fra søndagens gåtur



mandag, november 25, 2019

Nå men ellers går det godt

Landmanden var frisk på en tur til sommerhuset og en gåtur med hundene i lørdags. Vi fik tjekket de ting, vi skulle ved sommerhuset og så var vi klar. Jeg fik remmen med Ayla i den anden ende, og så skete der noget, som jeg ikke kan forklare. på en eller anden måde fik hun trukket i snoren, så jeg mistede balancen og samtidig hindrede hun mig i at genfinde balancen. Resultatet var at jeg faldt med al min vægt, uden at kunne tage fra, ned på grusvejen. Med det samme fik jeg jag under brystet i højre side, det gjorde ondt, ligesom hudafskrabninger på håndflade og knæ sved.

resten af øllet fra aftensmaden trøstede mig efter faldet

Ingen gåtur til os, jeg ville bare hjem, efter jeg langt om længe var kommet op. Om aftenen lå jeg og småpeb og skrev sms'er til mine søstre, så jeg kunne få lidt sympati på sms. Først der kom jeg i tanke om, at jeg måske skulle prøve med smertestillende. Jeg er så vant til, at jeg aldrig har brug for det, at jeg glemmer at tænke det ind som en mulig løsning, når jeg så en enkelt gang har smerter, der ikke kan kureres med en gåtur og væske.

Nattens søvn blev absolut ikke god, men jeg ville af sted på min planlagt vandretur med mine jyske søstre. Når jeg gik rundt, havde jeg det ok. Det var når jeg hostede, grinte eller skulle bruge kropsmusklerne, at jeg blev mindet om, at jeg enten havde trykket et ribben eller forstrukket nogle muskler.

Min ene søster samlede jeg op syd for Aalborg og så gik snakken ellers, til vi landede i Vestjylland hos den anden søster. Først fik vi lækker brunch og mere snak, og jeg måtte indimellem holde mig i siden, fordi latter absolut ikke gjorde noget godt for smerterne. Ellers gik det fint, når blot jeg ikke skulle bøje mig for at tage sko og strømper på.



Senere kørte vi til Struer og gik først en dejlig tur 1/3 rundt om Kilen. Vi kom lidt på afveje, fordi vi ville gå på små stier, så til sidst måtte vi gå langs en meget våd mark. Bagefter kørte vi til Gimsinghoved, et kunst og kulturcenter, som afholdt julemarked. Vi så mest på tingene og blev inspireret. Jeg har nok af ting at sætte frem til jul, behøver ikke mere.

Bagefter havde vi mere tid til hygge og snak over hjemmebagte æbleskiver og varm gløgg, førend vi to nordjyske søstre vendte næsen hjem igen. Igen, igen snakkede vi om, at det faktisk er træls, at vi fem søskende bor så spredt, for vi har mange fælles interesser, vi kunne deltage i sammen.

Jeg har været hjemme i dag, for søvnen blev meget afbrudt pga smerter, så jeg har passet og plejet mig selv og fået købt ekstra forsyninger af smertestillende, så jeg forhåbentlig kan sove bedre i nat.


At der er kommet meget vand i Nordjylland er vist ingen hemmelighed. Se blot nedenstående billede af Ryå. Det er ikke så sært, at vores grøfter, som afvandes i Ryå, også er godt fyldte med vand.

Det er den midterste stribe, der er åen. Resten er oversvømmede marker.
Nu vil jeg få kigget på min mobil, den er fyldt op til bristepunktet med billeder. Nogen siger, at jeg meget vel kan have dubletter liggende i forskellige mapper, for det interne lager er fyldt og SDkortet ligeså. Måske skulle jeg starte med at slette billeder på mobilen og flytte SD kortets billeder over til computeren. Jeg gider ikke, men der er jo ingen, der gør det for mig, så sæt i gang, Lene. Det bliver godt, når det er gjort.

Og bagefter må jeg heller lave en decemberkøreplan, så jeg sikrer mig, at jeg har tid til samvær og nærvær, når søn og svigerdatter kommer tidligt hjem til jul. Jeg glæder mig.

lørdag, november 23, 2019

Morgenmadens betydning

Vi er helt klart delt i mindst to lejre, hvad angår morgenmaden. Der er dem, som absolut intet kan få ned, førend de kommer lidt op ad dagen. Der er andre, og blandt dem tilhører jeg, som er nødt til at have spist, førend vi kaster os ud i arbejdsdagens udfordring.

En del af mine kolleger kan ikke spise noget så tidligt om morgenen, mange af os kører hjemmefra seneste klokken seks. Og ofte kan det også betyde lidt længere sovetid. Efterhånden er der en del med små børn, og der er en hel nattesøvn ikke noget, der er en selvfølge. Mens jeg skriver, kommer jeg i tanke om, at når jeg taler om den tid, glemmer jeg jo, at jeg ikke arbejdede om dagen de første år, hvor mine børn skulle afleveres i dagpleje. Jeg var fast aftenvagt, arbejdede 7 dage og havde 7 dage fri. Så i mine arbejdsuger havde vi tid til at sove, tid til at spise morgenmad. Jeg skulle blot være oppe og i tøjet inden klokken ni, hvor folkeholdet kom ind. Dengang havde vi ikke et mandskabsrum, så vores medarbejdere spiste i køkkenet. På den måde har jeg heller aldrig følt, jeg havde barsel som andre havde. Jeg skulle have mad klar klokken ni, tolv og tre hver dag til flere mennesker. Vores faste medarbejder, og ofte også mine svigerforældre i de travle perioder, var altid på kost dengang.



Jeg elsker morgenmad, jeg elsker det store morgenbord, og har man læst med herinde i flere år, er dét ingen hemmelighed. Jeg elsker, når søndagsbordet er dækket med ting, som har betydning for mig. Vores polske søndagskrus fra mine forældre, vores salt-pebersæt arvet efter mine forældre, vores æggebægre, de sidste fra en bryllupsgave til mine morforældre, og smørskålen fra vores børn. Jeg elsker det at samles om morgenbordet i nattøj med uglet hår, søvn i øjnene og nogen mere søvnige end andre. Og jeg glæder mig allerede til førjuledagene, hvor huset rummer tre skønne mennesker udover os. Godt nok falder deres morgenmad tit sammen med vores formiddagspause eller frokost, men pyt, så spiser landmandsparret lidt mindre om morgenen og sidder længere ved bordet, når vi alle kan samles.

I dag har jeg sovet længe og godt. Jeg faldt i søvn i sofaen ved ni-tiden i går aftes, vågnede ved midnat og gik i seng og løste lidt krydsogtværs. Herefter faldt jeg i søvn og sov til ved syvtiden, lå lidt længere i sengen, men kunne ikke sove mere. I morgen skal jeg tidligt af sted, jeg skal på vandretur med mine to jyske søstre. Så i dag har jeg lavet søndagsmorgenbord med blødkogt æg og masser af ost til brødet.

I går prøvede jeg for første gang at deltage i et LOOP ekstra, hvor en instruktør guider os igennem øvelser på gulv. Denne gang var det for mave og arme. Det var hårdt, mens det stod på, men jeg oplevede igen det problem, at jeg kommer til at bruge de forkerte muskler, når det foregår på gulv og i et højt tempo. Jeg kan i hvert fald ikke mærke noget i dag i mave og arme, derimod mærkede jeg det i ryg og nakke i går.

Tilbage til morgenmaden: når så mange af mine kolleger ikke kan spise så tidligt om morgenen og heller ikke qua små børn eller behov for lidt mere søvn kan nå det på arbejde, inden arbejdsdagen begynder, så får de et problem med den travlhed, der konstant er på afdelingen. Og det har været særligt slemt den sidste måned. De får ofte først noget at spise ved 11- 12 tiden.

Indtil da pisker de rundt, for at patienterne når at få mad og medicin, at patienterne bliver hjulpet på toilettet og at de bliver hjulpet med at blive vasket og komme i tøjet. Samtidig skal andre faggrupper også se patienterne, sygeplejerskerne skal også tale med lægen før, under og efter stuegang. Nye patienter kommer ind på afdelingen og skal tages mod, patienter bliver dårlige og skal være under tæt opsyn. Pårørende er i krise og har brug for snak med en sygeplejerske. Sygeplejepersonalets egne behov for toiletbesøg og mad bliver ofte nedprioriteret. Og oveni det skal vi også sørge for, at vores nye kolleger og studerende/elever får en god oplæring/uddannelse. Det vil sige, at der skal være tid til at tale om /demonstrere/guide dem i sygepleje.

Og har man ikke fået sin morgenmad, så løber kroppen tør for benzin. Man bliver svimmel, nemmere sur, nemmere ved at miste overblikket osv. Derfor er jeg glad for, at jeg elsker min morgenmad, uanset om det er klokken fem om morgenen eller som i dag klokken otte.

Ha en god lørdag.