Fødselsdage i Danmark og Norge

 Jeg vil virkelig gerne kunne skrive, som jeg kunne en gang. Uden den der kritiske stemme på min skulder, som gør, at der ligger adskillige kladder til indlæg. 

Nedenstående indlæg er en af kladderne, skrevet i marts måned. Nu genopstår det i en redigeret form, for jeg havde lovet mig selv, at når vi var på plads i sommerhuset, skulle jeg give bloggen en chance mere.

Jeg fyldte 68 år to dage før starten på indlægget, så den fødselsdag er for længst overstået. Faktisk havde jeg overhovedet ikke haft lyst til at fejre den. Det er aldrig sket før. Heldigvis gjorde alle lykønskninger, det gode vejr og at min hukommelse vendte tilbage, at jeg alligevel endte i godt humør.

Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg havde afleveret det, min datter havde besluttet sig for at gemme, til genbrugsbutikken. Og jeg kunne slet ikke være i dén tanke, så jeg lod ganske enkelt være med at tjekke hendes gamle værelse før på min fødselsdag. Der var ikke noget i de flyttekasser, som lignede noget, hun havde taget stilling til. Senere kom jeg til at kigge på de tomme plastkasser, der stod på hendes værelse. Jeg havde købt dem netop til legetøj, barndomsting etc. som vi skulle opmagasinere, og så vendte hukommelsen tilbage. Hun havde jo pakket det ned i sådanne kasser! Og ganske rigtigt, ude i et rum i kartoffelhuset stod der flere kasser med datterens ting sammen med kasser med sønnens ting. Ingen af dem har plads lige nu til kasserne, så de kom til de lejede lagerrum, hvor alt andet er opmagasineret i et år.

På min fødselsdag inviterede jeg datteren, kæresten og landmanden på Karma Sushi om aftenen, desværre blev kæresten syg, men vi andre tre nød den lækre mad og den gode betjening.

Både datterens og landmandens fødselsdag i januar blev også forbigået her på bloggen, men de blev fejret IRL og det er da det allerbedste.

Solnedgang i Store Vildmose

Først i marts drog vi til Trondheim i bil for at fejre Å's 1 års fødselsdag. Vi havde givet datteren en flybillet i fødselsdagsgave, så hun kunne være med. Det blev til skønne dage, hele fire dage havde vi sammen plus to rejsedage. Vi nød samværet med de to små og på fødselsdagen var vi også sammen med vores svigerdatters familie. Det er altid hyggeligt. 

S bliver så stor og er vild med at bygge lego og lege drabelige lege, fuldstændig som hans far. Og Å ser i den grad op til sin storebror. Hun elsker musik, sidder og rokker med stort smil til al slags musik. Det der med at gå og kravle blev der ikke brugt tid på. Hvorfor dog det, når man kan mave sig frem lige så hurtigt og vupti sætte sig op på bagdelen og lege med de ting, man har fået fat i. Her i maj er hun dog begyndt at kravle og stå op. Hun kan også tage nogle skridt, men igen hvorfor dog det, når det går hurtigere med at kravle.

Sønnen og svigerdatteren havde givet os billetter til en dag til Nordic World Ski Championships, som foregik i Trondheim. Sidste gang, det var i Trondheim, var i 1997, så da vi drog af sted var vi iklædt de smukkeste "gensere"(trøjer, som svigerdatterens mor havde strikket til sidste VM og gennem tiden). Det var godt, for sjældent har jeg set så mange smukke trøjer og strikkede huer på et sted. Der var en sand folkevandring til VM stedet. VM blev nøjagtig den folkefest som man havde drømt om.

Vi spiste de meste lækre vafler fra Røros, vi grillede pølser på bålfade, vi heppede på skiløberne, vi gik ture i området. Vi havde valgt at være i det område, der var for børn, så der var også musik og underholdning, som S gik vældig meget op i. Han fik et kram af Fantorangen, det var stort.

På vej hjem fra Trondheim i marts måned

Skønne dage sammen og denne gang var det faktisk svært for mig at sige farvel. For hele andet halvår af 2024 har vi set hinanden med ca. 1,5 måneds mellemrum og så været sammen op til 2,5 uge. Nu var der ingen aftaler om næste gang, for vi skulle have alt pakket ned, flyttet væk og flyttet os selv i sommerhus inden d. 5/5. 

Jeg har været utrolig træt og sovet meget dårligt siden nytår, jeg har forhøjet blodtryk og er sat i medicinsk behandling, men som jeg skrev til lægen ved sidste kontrol; når jeg er på den anden side af maj, så håber jeg, at det vender. Og søvnen er blevet meget bedre, vi går lange ture dagligt, for nu skal hundene jo luftes. Før løb de frit hele dagen rundt på gården. Jeg nyder vores gåture og er helt misundelig på landmanden, når jeg er på arbejde, for der kan jeg ikke nå gåturene.

Til gengæld sluttede jeg arbejdsdagen i tirsdags af med, at jeg blev hentet ved sygehuset og så kørte vi til roklubben, for der var kajakskole. Vi havde faktisk ikke troet, at vi skulle på vandet, for der blæste meget. Men vinden lagde sig så meget, at den kom ned mellem 6 og 7 s/m. Instruktørerne ville have os på vandet i den blæst, for vi skulle lære at ro i bølger. Vejret kan jo pludselig skifte, mens man er på vandet, så det var også en del af skolen. 

Det endte med at blive en rigtig god oplevelse. Jeg er langsom til at ro, så jeg skulle ro forrest, så instruktørerne havde os samlet, hvis nu nogen tippede i vandet. Undervejs fik jeg mere kraft i mine pagajtag takket være god instruktion, så jeg kom hurtigere frem. Vi roede 2,5 km i direkte modvind, det var hårdt, men ikke så hårdt som instruktørerne troede, for de tilbød mig flere gange en line, hvis nu jeg var udmattet. Jeg skulle IKKE have en line, så jeg roede til. Hjemturen var til gengæld en drøm, vinden blæste os hjem, så vi kunne nøjes med få rotag for at styre kajakken.

Så endte jeg alligevel med et længere blogindlæg, så nu skal det udgives, inden den kritiske stemme tager over :-) Må du få en dejlig Kristi Himmelfartsdag og er du heldig at have forlænget weekend bagefter, så nyd dem. Til mine kolleger og andre, der skal arbejde - må I få nogle gode arbejdsdage.

Vi øver os sammen og langsomt bliver vi bedre til at gå sammen :-)

nye naboer, som ligner naboerne på gården :-)

Den smukkeste dag

 I dag fylder min dejlig søn år, og jeg savner ham, min svigerdatter, S og Å. Men lige pludselig er det sommerferie, og så skal vi være sammen. Jeg glæder mig. Hjertelig tillykke til dig, min søn. Jeg beundrer din måde at være menneske og far på og jeg kan se på jeres børn, at de har været heldige med deres forældre.

" Er det ikke vemodigt?" " Er det ikke hårdt at skulle forlade gården efter 42 år?" Og så videre. Spørgsmålene kommer, og det er helt naturligt. Men faktisk har vi ikke haft tid til at mærke efter. Den sidste halvanden måned har været så hård at komme igennem, fysisk og mentalt. Vi har knoklet fra tidlig morgen til sen aften og alligevel arbejdede vi til kl 1 om natten, den dag vi skulle aflevere nøglerne til gården kl 13. Landmanden slukkede industristøvsugeren 25 minutter, før Naturstyrelsens biler rullede ind på gårdspladsen.

Men der var heller ikke noget at komme efter. Alt var støvsuget, fejet og alle flader i stuehuset vasket. Alt hvad der havde kendetegnet gården som gård var væk, alle maskiner, alle skruer, møtrikker, værktøj, træstumper, bøtter, maling. Og indenfor var alt ryddet. Alle spor af 42 års liv på gården var væk.

Nu er der to depotrum med alt det, som vi forhåbentlig ikke får brug for det næste år. Der står en stor container på sommerhusgrunden med det, som vi måske får brug for det næste år og sommerhuset er langt om længe ved at se hyggelig ud igen, efter at der stod flyttekasser overalt. Det er noget andet at holde ferie end at have al sit habengut til lidt af hvert i sommerhuset. 

Der er flyttet en seng væk i det ene værelse ud i depotet, så vi har fået et kontor med reoler. Hemsen er fyldt med kasser og kufferter og poser. Heldigvis har jeg skrevet op, hvad vi har sat derop. Næste punkt er at få det gjort det samme med containeren. Men jeg er kronisk træt, helt ind i krop og sjæl, så jeg fylder på med gode ting i stedet for at strege ud på den mentale to-do liste.

Det var den smukkeste dag, da vi sagde farvel til gården. Og gården viste sig i sit smukkeste skrud. Det føltes godt, at det skete i solskin på en forårsdag i maj. Og lidt efter lidt får vi en hverdag igen. Vi har travlt med byggemøder, besøge showrooms, kigge på hjemmesider etc. Oveni det hele valgte vi at melde os ind i Nibe Roklub for at komme i gang med havkajakkerne igen. Og selv om det har været hårdt midt i al flytningen, så var det en rigtig god beslutning. Sikke skønne mennesker vi har lært at kende. Der er langt at køre lige nu, men om et år bliver det skønt at stå op og se på vejrudsigten og sige, skal vi ikke cykle ned og tage en tur ud på fjorden?

Røros, mineby og UNESCO verdensarv

 HOV, der var et indlæg fra november/december, som aldrig blev udgivet. Det må der gøres noget ved. Indledningen var dog for julet, så den er lavet om. Nok elsker jeg adventstiden i december, men ikke som indlæg i februar.

Jeg ser frem til februardage med grader omkring frysepunktet. Jeg håber på sne, for det er jo stadig vinter. Foråret skal nok komme, men lige nu vender lyset tilbage, og jeg nyder det.

Jeg nyder også at læse/skrive om vores ferier. Og denne gang hopper vi tilbage til sommeren 24.

Før vi tog på vandretur i Rondane nationalpark i august, tog vi en tur til Røros. Vi har været der en gang før, og vi havde lyst til at udforske byen mere. Vi ankom ved aftenstid til hotellet og valgte aftensmad på hotellet. Næste dag tjekkede vi ud, fandt en parkeringsplads ved byens centrum og gik på opdagelse.

De gamle træhuse står stadig i byen, som var centrum for handel mellem Nordnorge og Sydnorge, Vestnorge og Sverige. Fjeldbyen blev grundlagt, da man fandt ud af at udvinde kobber og bruge de store skove rundt om byen til brændsel for at udvinde kobber.

Det er utroligt spændende at gå mellem så gamle træhuse og tage på små afstikkere ind i de små smalle gader med små butikker, som krydser hovedgaderne. Og hvor vi sidste gang kun havde tid til byen og nyde rømmegrød på en skøn cafe, var målet denne gang at se på minedriftens betydning for byen. 

De store slaggerbunker, affaldet fra udvindingen, tårner sig op ved siden af byen. Og det er en oplevelse at gå ovenpå slaggerbunkerne og tænke på, hvordan luften den gang måtte have været så tæt af røg og alt det andet, der kom af en produktion midt i byen. Hvert år opføres et udendørs skuespil for at mindes en tragedie, da svenske soldater, som havde beslaglagt minerne, flygtede gennem skovene efter at deres konge blev dræbt. Over 3000 soldater døde af forfrysninger i skovene. 

Kirken i Røros blev bygget i kobberminens storhedstid og er blandt de ti største kirker i Norge. Denne gang havde vi tid til at se den. Det var en speciel kirke.

Vi kiggede på kunst flere steder, men som altid bliver jeg handlingslammet i situationen og bagefter fortryder jeg. Denne gang fortrød jeg, at jeg ikke købte den finurlige tinfigur, jeg så.  

Vi gik tur ned gennem en af de ældste gader, hvor arbejdere fra kobberminen havde boet. I dagens Danmark, hvor vi har flere og flere kvadratmeter til rådighed pr person, er det tankevækkende og forunderligt at komme ind i et lille hus. hvor 10 - 15 personer havde boet, med to rum, en hems og et lille køkken, der stødte op til en lille stald.

Vi besøgte også Smelthyttan, verdensarvcenter og museum. Det var en rigtig god oplevelse, hvor jeg til sidst slet ikke kunne tage mere ind. Billedet ovenfor var fra den hal, hvor kobber blev udvundet. Der var kæmpestore minimodeller af hele processen med vandmøller, hestetrukken boremaskiner i minerne osv. Der var tøjudstillinger fra den gang. Der var små historier om f.eks. den lille dreng på 7 år, som begyndte at arbejde med sin far ude i skoven, hvor man vaskede det brudte materiale for at finde kobberet. Lange og kolde arbejdsdage og hvor man kun kom hjem en gang imellem. Mest af alt husker jeg den udstilling, der viste hvor mange tons træ, der gik til at udvinde et enkelt tons kobber. Ikke så sært at skovene forsvandt omkring byen.

På vejen fra Røros og til Rondane kom vi forbi Einunna bro, hvor der i 1940 var en kamp mellem nordmænd og tyskere, som varede i flere dage. Nordmændene formåede at holde tyskerne tilbage et stykke tid indtil ordren om tilbagetrækning kom.

Vi fandt også et smukt udsigtspunkt, hvor vi holdt pause. Jeg synes nordmændene er eminent dygtige til at bygge smukke broer, men så sandelig også smukke udsigtspunkter.

Jeg holder utroligt meget af at køre i Norge, og jeg glæder mig til næste gang, vi har tid til at tage en afstikker fra den direkte rute til Trondheim og se Norges land.

Min sjæl falder helt til ro bare ved at kigge på ovestående billede. 

Mit hjerte bliver glad, når jeg ser på nedenstående billede. Vores dejlig S, som bare bliver så stor. Her var vi på opdagelse i sommer i skoven bag deres hus. S fik lov til at bestemme, hvor farmor, farfar og han skulle gå hen. Om lidt kan vi tage lillesøster Å med, hun er lige så skøn som sin storebror. 

Det er lige nøjagtig så opslidende, som jeg havde frygtet

 Nogle menneske har den evne, at de omfavner dem, de var en gang og lader tidens tand omfavne minderne i tilgivelsens/glemslens tegn. Det er så ikke mig. Jeg er god til at huske alt det dårlige jeg har gjort og glemme det gode, jeg også har gjort. Men heldigvis var gennemgang af breve og lignende en påmindelse til mig, at jeg har også gjort godt i mit liv. Samtidig var det vemodigt, sørgeligt, hjerterørende at blive mindet om alle de skønne mennesker, jeg har haft i mit liv. Nogen for en kortere periode, andre i meget lang tid.

Hvor skrev vi dog mange breve den gang. Den gang mobil og mail ikke var opfundet. Jeg har siddet med breve, hvor jeg end ikke kan huske, hvem afsenderen var og hvilken betydning de havde i mit liv på et tidspunkt, men lidt efter lidt dukker de op, måske kun som skygger, men dog i en form, så jeg kan huske lidt.

Alt ryger til småt brændbart, jeg har fået kasser med hjemmefra med mapper fra folkeskolen, gymnasiet, sygeplejeskolen. Der er poesibøger og venindebøger. Der er utallige stile, jeg elskede fristile og har smågrinet af den naive Lene og meget idealistiske teenager i folkeskolen. Som min dansklærer skrev som kommentar; godt du fik slutningen med, for jeg følte nærmest vingerne baske :-) 

Ikke alt ryger af sted, jeg vil købe en smuk kasse, som skal være min mindekasse. Der får udvalgte dokumenter lov at blive i første omgang.

Jeg har genlæst min beretning om et ophold på Our Chalet, verdenscenter for pigespejdere fra hele verden, som ligger i Schweiz. Vi var fire pigespejdere, som alle var ledere i vores barndoms trop, som fik penge fra et legat til selve opholdet. Rejsen og lommepenge sørgede vi selv for. Det var en oplevelse, og hold da op som vi fik travet i alperne, vi fik sunget, vi fik set mange seværdigheder og ikke mindst mødte vi pigespejdere fra hele verden. 

Forud for denne rejse sommeren 1977 havde jeg været et halvt år i England som ufaglært sygehjælper i Oxford fra sommeren 76 til julen 77. Her har jeg nu makuleret lønsedler, men beholdt breve fra Nuffield Orthopaedic Centre, som kom i lind strøm under min ansøgning om arbejde. Den gang kom breve relativt hurtigt frem, jeg tror jeg fik et om måneden i en periode.

Derefter fik jeg arbejde på et KFUM og K cafeteria, mens jeg læste matematik og fysik op til adgangsprøve til sygeplejeskolen. Også her fandt jeg lønsedler og huslejekvitteringer for mit værelse på det tilhørende kollegie. Egentlig skulle jeg have arbejdet frem til september, hvor sygeplejeskolen startede, men så kom det her tilbud om Our Chalet, som jeg gerne ville tage imod. Lad mig blot sige det mildt, min chef på cafeteriet blev rasende, da jeg sagde op to måneder før beregnet, og gik sin vej for ikke at sige noget grimt til mig. Dog fik hans trofaste erfarne personale overtalt ham til, at jeg arbejdede i august måned, da jeg kom hjem fra Interrail turen. 

Den gang gjaldt en interrail billet i 1 måned og i hele Europa, så min søster og jeg tog først til Athen med toget for at opleve den by og stødte så til de to andre i Bern. Tænk sig de havde rejst med min guitar, så jeg kunne spille med til lejrbålet om aften.

Jeg har fundet gamle opskrifter på hæklede bøllehatte og Les Humphries hue. Jeg var stor fan af Les Humphries Singers som ung teenager og var også til koncert med dem i Viborg, men ikke om jeg kan komme i tanke om, hvordan den hue så ud. Jeg har helt sikkert hæklet den.

Mine to gamle bilers registreringsattest lå også i gemmerne, ligesom korrespondancen med Viborg Sygeplejeskole om at blive optaget på forskolen. Optagelsesprøven foregik i marts 77 og som skrevet startede jeg september 77.

Før ansættelsen på cafeteriet havde jeg vikartimer på min gamle folkeskole. Her kan jeg se på lønsedlerne, at en vikar tjente mere end en ufaglært cafeteriamedarbejder, 32 kroner som vikar og 24 kroner i cafeteriet.

De sidste dage i ferien foregik på kontoret. Nu står der mange ting rundt omkring, som skal smides ud på genbrugspladsen. Datteren skulle have været hjemme en dag for at rydde op i sine ting, men hun blev syg. Så jeg håber det sker i næste weekend.

I dag og de næste to dage skal jeg arbejde og så er der ganske enkelt ikke energi til mere end almen oprydning, madlavning og afslapning efter dagens arbejde. På torsdag går det løs igen. Jeg vil gerne have, at alt på loftet enten er smidt ud eller taget beslutning om videre skæbne for resten, når vi kommer til arbejdsdagene næste uge.

Ferien sluttede med en dejlig lang gåtur fra sommerhuset ned til stranden og tilbage igen. Hundene skal trænes i at gå med snor, om et par måneder er det slut med det frie hundeliv med masser af plads at boltre sig på. Det ved de heldigvis ikke. Og deres ejere trængte i den grad til at blive luftet. Jeg synes vi har knoklet i min ferie, så frisk luft og gåtur bare for gåturens skyld gør altså mere gavn end op og ned ad lofttrappen med kasser.

Juletid, madspild, nytårstid og hverdag

 Vores høns har åbenbart fattet, at det snart er slut med tiden på gården eller også var det alderen, der trykkede. I hvert fald har vi ikke flere høns. De er døde en efter en i løbet af de sidste måneder. Og det har øget mine poser i madcontaineren. For vores hunde er madglade, men grøntsagsspisere bliver de aldrig. Jeg havde også fået købt rigeligt ind af forskellige madvarer, som vi aldrig fik brugt i julen, så det øgede også mit madspild. 

Nu forsøger jeg at tage udgangspunkt i hvad jeg har i fryseren og i skabet med madvarer, for der er ikke plads til en masse frostvarer og konserves/frø/krydderier etc. i sommerhuset.

Julen blev lige så dejlig, som jeg ønskede det og jeg var lige så træt d. 6/1, da alle var rejst hjem, som jeg forventede det. Vi nåede mange ting, både at køre med S´ julegave fra os, en racerbil, i den tomme kartoffelhal, køre på ATV, give hundene masser af godbidder, læse mange godnathistorier, hoppe rundt og danse, cykle på fasters gamle barnecykel, grine og lege med Å, være i ZOO, være på julebesøg, have julebesøg osv.

Vi nåede også at passe de to børnebørn, så deres forældre kunne hygge sig i byen. Men Å synes nu, det var nok med to timers søvn om aftenen, derefter holdt hun fest med farforældrene, mens storebror sov. Vi er dog ikke blege for at prøve igen, næste gang vi skal være sammen.

Vi var sammen med datteren juleaften og de første juledage frem til nytåret. Så holdt hun nytårsfest sammen med kæresten, to gode veninder og deres familier i sin lejlighed. Herhjemme købte vi maden udefra, jeg var i dagvagt nytårsaften og dagen efter, så det var dejligt at kunne hoppe over den store madlavning. S syntes vist bedst om de store stjernekastere som farfar havde købt. Dem kunne man jo tegne og skrive med i luften. Han er vældig optaget af bogstaver, så det var et hit, at farmor havde fundet far og fasters gamle dynebetræk med masser af bogstaver på.

Å er lige i den mest charmerende alder og vi fik så mange grin sammen med den lille glade pige. Mens de var her, knækkede hun koden til at mave sig frem, så nu kunne vi ikke blot gå ind i et andet rum for at hente noget uden at have øje på hende.

Hverdagen er tilbage, og som i sommer blev jeg syg, efter den lille dansk-norske familie rejste hjem. Jeg er dog tilbage på arbejde efter en dags sygemelding, men jeg er træt og energiforladt. Det dur ikke!

Nu har jeg nemlig ferie, der skal pakkes ned og tages stilling til, om ting skal videre, smides ud eller på lagerhotel. Og samtidig har vi taget en stor beslutning, vi har nemlig købt grund i december og skal bygge hus. Det betyder, at vi skal tage stilling til masser af ting, før vi kan få en tegning og en byggetilladelse og et byggeri og forhåbentlig et nyt hus. Så jeg skal godt nok have tungen lige i munden, for landmanden er klar til dagsture for at lade os inspirere, han er jo næsten færdig med alt udenfor, mens jeg først skal til at begynde her indenfor.

Og oveni det har jeg taget endnu en stor beslutning, jeg har nemlig sat en slutdato på mit arbejde. Jeg har to datoer i mit hoved og sammen med min leder skal vi den næste tid finde ud af, hvilken dato, der passer bedst. Men et ligger fast, 1. april går jeg ned på 16 timer om ugen. Så mon ikke jeg får krop og sjæl med i alt det vi skal jonglere med de næste måneder. Det håber jeg.

Det synger på sidste vers- version 2

Jeg skriver indlæg, og så synes jeg, at de skal hvile lidt og så får jeg dem aldrig udgivet. Nu skal det være. Jeg savner det flow, jeg havde i min skrivning og det, det gav mig. 

I morgen er det sidste dag i i 2024, så overskriften passer godt til nu og her. Men indlægget blev egentlig skrevet medio december:

 Jeg er bagud - som sædvanlig - med julepyntning og småkagebagning er slet ikke startet. Men som jeg skriver nærmest hvert år; julen kommer uanset hvor klar jeg er. (opdatering, de sidste småkager blev bagt efter at juleferiegæsterne var kommet)

Adventsstjerne eller hernnhuterstjernen er på plads, men det holdt hårdt. Den er tapet sammen på kryds og tværs, for jeg VILLE have stjernen op at hænge den sidste jul på gården.

Ja, for sådan blev det. Vi troede, vi havde holdt vores sidste jul på gården. Gården skal jo afleveres til Naturstyrelsen 31/12, ryddet totalt for alt. Men vi fik lov til at leje stuehuset og nogle af kartoffelbygningerne 4 måneder mere. Så jeg fik udskudt al min oprydning og smid-ud-af-dit-liv. Nu har jeg ønsket al den 6. uges ferie, jeg har udskudt, til de første tre måneder i 2025, en uge i hver måned, så er der da forhåbentlig håb forude, hvad angår den del.

Stjernen synger på sidste vers, men sådan gør alle andre ting, der er forbundet med gården og de 42 år, vi har boet her, også. Her til morgen nød jeg den smukke solopgang med læhegnets silhuet mod solen og gæssenes formationsflyvning henover gården med tanke på, at lige nøjagtig den sammensætning kommer jeg ikke til at se mere.

Julepynten, som snart er oppe overalt, skal finde nye pladser eller måske siges farvel til næste år, for hvem ved hvordan det hele så ser ud? Vi flytter i sommerhuset og måske er vi heldige, at vi kan flytte i hus før julen 2025, det ved vi ikke endnu. Uanset hvad bliver der også jul der.

I år fik vi alle hjem til jul, sønnen med familie kom d. 20. december og bliver her til 6. januar. Så vi får masser af tid sammen. Datteren kom d. 22/12 og blev her til d. 28/12. Juledagen må få deres eget indlæg. Med den hastighed jeg lige nu arbejder i, kan det blive et forårsindlæg :-)-

Mit arbejde som sygeplejerske har også ændret sig. Det er ikke mig, der skal have styr på alle de instrukser og ny viden om sygepleje, der findes. Men helt sluttet det har jeg ikke, for af og til får jeg spørgsmål som hvor kan vi finde viden om det, hvem skal vi spørge om det osv. Og helt ærligt, jeg nyder, at jeg stadig kan bidrage med den viden jeg har fået gennem snart 25 år.

Jeg holder utroligt meget af at snakke med patienter og at hjælpe dem til at få sat alle de tanker og spørgsmål de har, efter de er kommet hjem med et stroke, på plads. Og det er mit fokus nu.

Hvor længe bliver jeg ved?  Jeg ved det ikke. Det er en underlig følelse, for den ene dag er jeg klar til at tage beslutningen, den næste dag kan jeg slet ikke se mig stoppe som sygeplejerske. Jeg har stadig den mening, at jeg ved det, når jeg ved det. Da jeg var sammen med mine elevkammerater, var det helt befriende at høre en af dem, der er stoppet, sige, at hun havde haft det så svært med at stoppe. Al den identitet, der ikke vedrørte hendes familiære identitet, forsvandt. Hun skulle arbejde hårdt på at finde en ny identitet uden at være sygeplejerske. 

Mange kaster sig over frivilligt arbejde, det tror jeg ikke, at jeg gør. Jeg har for mange år siden besluttet, at jeg ville gøre som min mor, læse teologi for lægfolk, i Aalborg hedder det Teologisk voksenundervisning. Og måske gør jeg alvor af den beslutning. For nyligt hørte jeg om en chefsygeplejerske, der havde besluttet, da hun stoppede, at de første måneder skulle hun give den hele armen for at komme i sit livs form. Det tændte en lille flamme i mig, så nu har jeg to ting, jeg kan glæde mig til. 

Så mens noget synger på sidste vers, bliver andre vers stadig sunget, måske omskrevet  og nye vers kommer til. 

Min studieveninde og jeg har måske startet en tradition ved juletid. Vi mødes nogle gange om året, går os en tur, ofte ind til Aalborg og får lidt at spise på en cafe og går tilbage til sygehuset og kører så hjem. Sidste år tog vi til jul i ZOO, og det gjorde vi også i år. Vi snakkede og snakkede og nød samtidig havens smukke lysudstillinger. Det var en skøn måde at være sammen på.

Årets jul i ZOO var ikke nyt for mig, for som plasmadonor havde jeg fået gratis billetter til det. Dem brugte jeg sammen med min mand en aften i november efter arbejde. Og i går nåede vi derud med den lille dansk-norske familie. Jeg elsker lys i mørke, det giver en ganske særlig stemning.

December er for mig ventetiden = adventstiden. De egentlig juledage starter d. 24 og varer ved til d. 6. januar :-) Ja ja jeg ved godt, at jeg er en af de få, der holder fast i den tradition, men jeg elsker mit julepyntede hus, også i begyndelsen af januar.

Jeg skal i dagvagt nytårsaftensdag og nytårsdag. Nytårsmenuen er bestilt, den henter landmanden, og så kan vi sammen pynte op til nytår. Fuldstændig som i mit barndomshjem passer nytårspynt og julepynt perfekt sammen. Og når S er klar til at komme i seng, passer det nok med at farmor også går i seng. Vi sover i forvejen sammen, det er en stor ære, at han har valgt at sove sammen med os hele juleferien. Og det er kjempe gøy at vågne op sammen. 

Du ønskes en dejlig aften på denne 6. juledag og et godt nytår.

På vandretur i Rondane Nationalpark

 Mens sneen og den frostklare luft desværre er forsvundet udenfor og det triste regnvejrstunge gråvejr omhyller mig, gør det godt at tænke tilbage på sommerferiens afslutning.

Hver evig eneste gang vi kører op ad Riksveg 3 mod Trondheim, kommer vi forbi skiltene til Rondane nationalpark. I år sluttede vi ferien hos den lille familie i Trondheim med en 3 dages tur ind i Rondane Natonalpark med mulighed for vandreture. Det gad jeg godt igen.

Første nat overnattede vi på fjeldet på Spidsbergseter Resort Rondaen. Et stort hotel med masser af aktiviteter for alle. Der var fyldt op og vi var heldige, at vi kunne få et værelse op til en weekend. Vi nød den gode mad, en kæmpe buffet, på hotellet, da vi ankom ved 19 tiden. Næste morgen nåede jeg at bruge deres svimmingpool, før vi pakkede sammen og tog vandretøjet på.

Vi havde regnet med en lille tur op på det nærmeste fjeld, men fordi vi fik gået lidt omveje oppe på fjeldet, blev turen længere end vi havde regnet med. Det var et sælsomt terræn med lavbeklædte skråninger og masser af klipper. Vi nød udsigten og vores kviklunsjchokolade på toppen.

Tilbage ved hotellet fik vi en is og slappede af, inden vi hoppede i bilen igen. Vi havde heldigvis fundet et sted, hvor vi kunne få to overnatninger. Først kørte vi til Otta for at proviantere og finde et frokoststed. Otta er ikke det samme som Odda i Sydnorge, hvor der har været oversvømmelser dette efterår. Vi har været begge steder og de ligger begge to smukt omgivet af fjelde.

Så kørte vi op ad fjeldskråningen og de mange hårnålesving. I år var vi ikke på motorcykel, men vi nød turen alligevel. Vi skulle bo på Høvringen Fjellstua. En skøn lille perle i ægte norsk stil. Her startede vi også med aftensmaden og modsat det store hotel var der her én menu, men en lækker tre retters menu. Her var der rigtig lagt op til vandreture. Vi skulle blot stille vore termokander på et bord, så ville de være fyldt med kogt vand  næste dag. Vi havde selv te med. Og frokosten smurte vi ved morgenbordet, der var poser til at vi kunne lægge vores mad deri.

Næste dag efter en god gedigen morgenmad var vi klar til dagens vandretur på ca. 14-15 km. Det blev en varm og hård tur, hvor det gik op og ned konstant.  

Vi nød turen og jeg kunne igen mærke, hvor godt det gør mig at vandre i naturen. Jeg elsker vandreture og jeg skal virkelig have fundet en måde at få det indarbejdet i min hverdag.

Udsigten fra den sidste top til Smuksjøseter Fjellstue nede ved søen var hele turen værd. Vi kom ud på omveje på vejen ned, som nok ikke var så klogt i betragtning af, at vi nærmest gik på knuste klippesten, da vi ikke kunne finde en sti at gå på og ikke orkede at gå tilbage for at finde den officielle sti ned. 

Hjemme igen nåede vi at få te og kage, inden vi gik i brusebad for derefter at køre en kort tur i området.

Der var en rigtig god stemning på hotellet. Her var nærvær og spørgsmål til om vores vandretur gik godt. Tevandet stod klart næste morgen og madpakken blev smurt, inden vi satte næsen mod færgen i Larvik. Vi havde god tid til at nyde turen og tænke tilbage på skønne feriedage på gården, i sommerhuset, i Trondheim, i Røros og i Rondane Nationalpark.