Sidste lørdag satte jeg kursen mod Juelsminde. 2 en halv time senere sad jeg i det bedste selskab tæt på vandet. Den årlige sammenkomst med mine elevkammerater fra Viborg Sygeplejeskole er blevet et af de arrangementer, som prioriteres højt i min kalender.
Der var så meget, vi alle havde tænkt os vi skulle nå i sommerhuset. Vi nåede vist kun halvdelen af det. Men når jeg ser på, på hvad vi nåede de ti dage, vi var i sommerhus, forstår jeg det bedre.
Vi nåede at hygge os sammen, at børneforældrene kunne sove længe, at lege med hunde, at læse historier, spille spil og nyde langsomme morgenmadsstunder.
Jeg bliver aldrig glad for selve dagen, vi skal flytte i sommerhus eller hjem. Der er så megen pakning, selv om vi har mange ting i sommerhuset. Men vi kom af sted og det var skønt, da alle var indkvarteret inklusive datteren.
Voergård Middelaldermarked
Næste dag drog vi til Middelaldermarked på Voergård Slot. Sikke en oplevelse for både store og små. Vi nåede kun at se en brøkdel af alle de mange stande, fordi vi skulle stage os over voldgraven, spise pandekager, gå på stylter, se drabelige slag udkæmpet på broen over voldgraven og se marionetdukkers optræden mesterligt udført af et ældre belgisk par og for S's vedkommende også deltage i den optræden. Til slut købte vi aftensmad og satte os i et af pavillonerne. Der blev annonceret optræden i det blå telt, og det passede perfekt med, at der sad vi! Moro Middelaldermusik bestod af tre musikanter, og de kunne synge, spille, være morsomme og få alle med i fællessang. Vi var trætte, da vi drog hjem.
Fårup sommerland
Min søn og svigerdatter elskede Fårup Sommerland, inden de fik børn og endnu mere nu, så vi tog to dage sammen i sommerlandet. S fik lov til at bestemme og han var absolut ikke bange af sig, så der var visse aktiviteter, hvor farmor ikke var ledsageren og andre vi alle deltog i alle. Datteren og landmanden prøvede også nogle af de vildere aktiviteter, som S var for lille til, mens den lille familie var i badeland og jeg passede Å.
Sommerlandet har et slogan: Der er så fuld af sjov ude i en skov. En linje fra Skovsangen af Poul Kjøller. Og det passer perfekt til Sommerlandet. Masser af frodige træer, små snoede veje, hvor der er noget nyt at se på, hver gang vejen snor sig og masser af muligheder for sol, skygge og sjov. Jeg kom altid til at smile, når vi gik gennem hovedindgangen, for der blev konstant sunget de to sidste linjer fra omkvædet og folk kunne ganske enkelt ikke lade være med at bevæge sig i takt til musikken.
Stranden
Selv om vejret var svingende, var vi ude alle dage og da weekenden kom, slog sommeren til, så vi fik to stranddage.
Sommerhusgæster
Vi nåede også at få besøg af min yngste søster samt svoger og svigerinde, som vi ofte holder juleaften sammen med. Vejret var med os, så vi kunne sidde ude og spise, ja faktisk sad vi ude til langt ude på aften.
Landmanden inviterede S med på frisørbesøg, så de begge blev klippet. Vi andre fik små billeder undervejs, for jeg havde vist min tvivl om S nu ville sætte sig op i frisørstolen, når det ikke var far, der med. Der var ingen problemer.
Børnebørn
Det er en gave, at vores søn og svigerdatter så generøst deler så mange uger om året sammen med os. Det giver os en mulighed for at få en tæt kontakt til S og Å. Jeg nyder at mærke, hvordan jeg mere og mere forstår de norske ord, der bliver sagt og også kommer til at kende Å. En morgen, hvor landmanden var nødt til at køre hjem tidligt og S sov, listede jeg mig ind og hentede Å, da hun vågnede. Efter lidt tid blev hun utilfreds og så var det en stor glæde at mærke, at min sang og vuggen fik hende til at falde til ro, hun faldt endda i søvn. Jeg havde ikke noget at kunne lægge hende i, barnevognen stod parkeret i udhuset, så hun kom til at sove på gulvet. Og så sad farmor der og nød en stille stund og det lille mirakel ethvert barn er.
Vi høster igen og denne gang er der håb om, at vi får det meste i hus, inden regn måske falder tungt og vedvarende igen. Som Ellen skrev i et indlæg, så har der i den grad været stor forskel på sommeren og sensommeren forskellige steder i Danmark, men nu skinner solen varmt og insisterende.
I går gik jeg en tur hen til høstmarken med eftermiddagsmadpakkerne, jeg trængte til at mærke luften, solen og høstenergien. Heldigvis havde jeg trods varmen taget gummistøvler på, for da jeg gik på stubbene af det, der blev nået at høste for 14 dage siden, sank gummistøvlerne så meget i, at mudderet sprøjtede op i mine korte gummistøvler.
Landmanden er kreativ og kører på tværs af marken, kornet bliver læsset af ved hver ende ligesom dieseltanken kun bliver fyldt halvt op, så mejetærskeren ikke er for tung. Kornet står fint og kernerne holder en fin vandprocent, så alt er godt på det område, men fugtigt er der.
Sidste weekend tog vi en tur til Aarhus sammen med datteren for at kigge på sofaer. Hun fandt en smuk og smart sofa, som kommer til at stå godt sammen med de farver hun har valgt i sin lejlighed. Bagefter parkerede vi bilen hos datteren, fik en kop te og gik derefter over til Aalborgsiden for at opleve regattaen.
På broen var man ved at gøre klar til spisning på broen. En del af den ene sides fortov var fyldt med borde og bænke ved siden af hinanden, så alle kom til at sidde med fronten ud mod vandet og hele regattaområdet. Det tror jeg, vi skal prøve en anden gang.
Det småregnede dog og det satte desværre også sin begrænsning på antal besøgende, selv om der faktisk var mange på havnekajen. Vi gik en tur fra broen og helt hen til det sidste skib, studerede streetfood området, men en regnbyge gjorde, at vi ombestemte os og i stedet for satte os udenfor en restaurant ved havnen og fik vores aftensmad.
Himlen blev mørkere og mørkere, så da landmanden tjekkede radarbillederne på mobilen, fik vi travlt med at komme af sted. Det gik i skarpt trav over broen, henad stierne som trods små lamper langs stien fremstod meget mørke, så jeg aldrig ville gå den vej alene om aften og nåede bilen, inden regnen for alvor tog til.
Turen hjem var frygtelig, vi endte med at køre fra motorvejen, fordi det var svært at orientere sig i den mængde regn, der kom, kombineret med modkørendes lyskegler. Hjemme igen styrtede det ned og datteren kunne fortælle, at det oven i de massive regnmængder lynede og tordnede helt vildt. Koncerten på havnekajen med Tim Christensen måtte afbrydes, det var simpelthen for farligt at fortsætte.
I denne uge har jeg holdt oplæg for tre franske sygeplejelærere på engelsk om hvordan vi bruger begrebsrammen Fundamentals of Care på vores afsnit. For mig har den været med til at give mig et bedre sprog for hvad sygepleje egentlig er og hvorfor det sommetider opleves af pårørende/patient som god sygepleje, når jeg synes, at jeg kunne have gjort så meget mere og også det modsatte, selv om man synes man har ydet sit bedste.
De tre var på todages besøg på dels sygeplejeskolen, dels sygehuset, og jeg havde været så fokuseret på, om mit engelsk var korrekt, men havde mindet mig selv om, at de franskmænd, jeg har mødt til konferencer, ikke er særligt gode til engelsk. Og efter kort tid sammen forstod jeg, at jeg skulle glemme alt om alt det, jeg gerne ville sige på korrekt engelsk og blot tale fra hjertet med fagter og mimik. Det gik godt.
Og jeg mindedes, da jeg som nybagt student arbejdede i Oxford som ufaglært sygeplejerske i 1976. De engelske sygeplejeelever var målløse over, at vi danske unge kvinder kunne begå os så godt på engelsk, så vi kunne klare et arbejde, hvor kommunikation er så vigtig ( nej jeg siger ikke at kommunikation er essentielt i sygepleje, faktisk hader jeg det ord, men måske havde det sin berettigelse her).
I vores pauser på 11 timers nattevagterne fandt vi frem til, at de havde haft lige så megen undervisning i fransk, som vi havde i engelsk og de kunne overhovedet ikke begå sig på fransk. Så bare tanken om at tage til et fransktalende land og arbejde på et sygehus fik dem til at gyse.
Arbejdsferie. Jeg manglede at afholde noget ferie, så det har skemaplanlægeren lagt i den kommende uge. Der står mange ting på min mentale to-do liste, men jeg har kun sat få punkter på min blok, for ellers kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg så giver op. Jeg hader oprydning, især den del, der indebærer at tage stilling til om ting skal gemmes, gives væk eller smides ud. Men jeg skal jo til det, så ønsk mig held og lykke med den opgave. I dag handler det om at få overblik over alt det, der taget stilling til, men som endnu ikke er kommet af sted til genbrugspladsen. Det fylder i huset og i mit hoved.
Lene, sæt i gang, find en god lydbog og forkæl dig selv med gode pauser, du har jo ferie.
Der var ingen tvivl om, at feriegæsternes ferie startede på gården. Næste sommer bor vi ikke her mere, så hvis S sammen med farfar skulle køre traktor og ATV, fodre høns, hjælpe med i arbejdet på gården og hvad der ellers sker på en gård om sommeren, så var det sidste udkald.
Den lille familie valgte at køre herned med to overnatninger i Norge og sen ankomst til gården, men begge børnebørn var vågne, så vi kunne få krammer, inden de kom i seng.
Formlen var den samme som sidste år, vi tog os af børnene, når de vågnede, så forældrene kunne sove videre. Vi havde fundet sønnens cykel, som han fik til sin 3 års fødselsdag, da vi ryddede ud på vores anden gård. Den fik landmanden cykelhandleren til at lave service på, sætte nye støttehjul på og fremskaffe et gammeldags båthorn.
Da først S knækkede koden til at cykle, fik vi motion. Jeg løb ved siden af ham, når han drønede af sted ude på vejen. Senere tog han på ture med os alle hver især, hvor vi også cyklede. Det gav også skrammer, når cyklen væltede, men sådan er det.
Vi plukkede blomster fra markerne med bestøverbrak. Vi plukkede bær. Vi var konstant i aktivitet, der var ikke tid til læsning og stille aktiviteter som for et halvt år siden . Og når man er næsten tre år, så vil man alt selv og verden skifter brat fra lykke til sorg over at skulle stoppe med en aktivitet, fordi de voksne vil noget andet.
Jeg nød at se min søn og svigerdatter rumme den lille gut på en måde, som jeg helt klart ikke altid havde overskud til dengang for 34 år siden. I dag kan jeg jo se, at alt det med at sætte grænser, være konsekvent, lære børnene at høre efter kan gøres på en mere skånsom måde, så man også tager hensyn til et barn, som ikke kan overskue, at der skal ske noget andet.
S var med til at kløve træ og han var meget stolt, når han kom med brænde til medarbejderen. Landmanden og S kørte også til foderstoffirmaet for at hente majs til hønsene.
Der gik ikke mange dage, før S var blevet trygge med Ayla og Dexter. Sit Dexter, dæk Ayla lød det fra den lille gut. Og inden vi drog i sommerhuset, gik S rundt mellem de to store hunde, som er lige så høje som ham, uden at være nervøs for dem. De elskede ham, for de fandt hurtigt ud af, at der blev givet betydelig flere godbidder i de her uger.
Det var ikke planen
Halvanden måneds pause med ord og billeder på instagram og bloggen var ikke planlagt, men sådan blev det. Ikke pga. sygdom eller andre uønskede hændelser, men fordi livet simpelthen blev meget intens. Så jeg havde slet ikke tid og overskud til andet end blot at være midt i livet og stornyde det.
De første uger gik med at få ryddet op og ud, så gården kunne rumme en norsk-dansk familie på fire. Samtidig med at arbejdet også krævede en del og vi flyttede datteren fra en lejlighed til en anden. Vi havde ellers sagt, at det var slut med at agere flyttemænd, men da de fleste tunge møbler var solgt og nye bestilt med levering, ja så tilbød vi selv at være flyttemænd sammen med en god kammerat til datteren (de to tog de tunge ting). Men flytning af mange flyttekasser og samling af borde etc. tog sin tid, så vi var godt trætte, da vi kom hjem sent på aftenen. Det føltes dog godt at vide, at datteren nu kunne være i lejligheden og der ikke blot stod flyttekasser overalt.
The same procedure as last year
Som sidste år startede vi på feriebesøget på gården den første uge, hvor jeg stadig arbejdede, og så flyttede vi til sommerhuset i 2 uger, hvor jeg havde ferie. Her sluttede datteren sig til os. Den lille familie drog mod Norge i bil om fredagen i uge 2. Vi skyndte os at få ordnet de ting, vi skulle have ordnet vedrørende gården samt hjælpe datteren med praktiske ting, inden vi drog til Norge søndag, hvor vi holdt den sidste uge af min ferie. Vi returnerede i søndags fyldt med masser af ferieindtryk, som kan blive august måneds indlæg.
Det ordner jeg, når jeg kommer hjem
Den holdning er ikke god at have. Jeg havde efterladt huset hjemme rodet, da vi flyttede i sommerhuset og tilsvarende sommerhuset, da vi tog til Norge. Jeg havde regnet med en turbomandag, hvor vasketøj, oprydning, regnskab og andet arbejde på gården skulle falde på plads.
Det var så heller ikke planen
Jeg havde lidt ondt i halsen, da vi kom hjem og op ad dagen blev jeg mere utilpas, men håbede at natten kunne have helende virkning. Så ingen turboeffektiv mandag til mig. Tirsdag var første arbejdsdag og jeg havde aftalt med mine ledere, at jeg arbejdede på et kontor væk fra afsnittet, da jeg dels havde et formiddagsmøde med sidste redigering på en artikel til international sygeplejemagasin tirsdag med to forskningssygeplejersker og gennemlæsning og kommentering af et rapportudkast. Jeg gennemførte de ting, men efter en nat uden søvn grundet hoste og forkølelse trængte jeg mest af alt til at komme hjem. Og hjemme sygemeldte jeg mig til onsdag. Det er yderste sjældent, det sker, ikke fordi jeg ikke vil sygemelde mig, men fordi jeg meget sjældent er syg (og gud ske lov og tak for det). Helt oprigtig troede jeg, at jeg var rask til torsdagens undervisning af elever, så jeg mødte op, men jeg kunne godt mærke, at den ikke var god og mine kolleger gjorde kort proces og sendte mig hjem igen.
Det var så absolut heller ikke planen
Jeg har været oppegående hele dagen i dag, og jeg er ved at være nået til bunds i alle vaskedynger herhjemme inklusiv al sengetøj (tak for tørretumbler til den del), men måtte inderst erkende, at jeg nok ikke var helt frisk til at drage med togbus og tog til hovedstaden i morgen tidlig sammen med datteren for at være sammen med min familie. Jeg udskød dog beslutningen, for jeg kunne jo sove hele vejen til Købehavn osv. Men så ringede datteren, at hun også havde fået ondt i halsen. Og efter et par timers eftertænksomhed meldte vi fra. Øv, jeg havde sådan glædet mig til at se min familie inklusiv mine niecer.
De positive sider
Fagligt: Vores engelske artikel blev godkendt til publicering. Det skal fejres på afsnittet, når den er publiceret og jeg er frisk igen. Den følger op på den første artikel, vi fik publiceret, som fandt et behov for at være sammen med ligesindede og få mere viden om stroke hos mennesker med lette følger efter blodprop/blødning i hjernen. Den sidste artikel har undersøgt samme patientgruppe og mennesker med forbigående blodprop i hjernens erfaringer med et forløb med fokus på viden om stroke, samvær og mestring af livet efter stroke. Det er de forløb, jeg nu skal fokusere på, om vi kan få udbredt til alle kommuner i region Nordjylland.
Familie: Tænk at få lov til at være sammen med S, som nu er blevet 3 år og Å, som er 5 måneder i over 3 uger. Det har været helt fantastisk. Lyden af en lille drengestemme, der på norsk siger farmor, er englelyd i mine ører. Han er så tålmodig med farmor og farfar, når vi ikke helt forstår det norske. Han forsøger faktisk at vise det med kroppen eller bruge andre ord, så vi lærte hver dag nye ord udtalt af en tre-årig.
Den mest brugte sætning var: a gjør det. Og det er jo også vendsysselsk, så det kunne vi forstå. Hans far sagde vil selv, kan selv i den alder.
Lillesøster Å har de skønneste smil og mest udtryksfulde øjne, hun gør os ganske enkelt glad hver dag. Og da vi kom til Norge og hun så farfar efter to dages fravær, var det helt tydeligt, at ham kendte hun.
Det er en gave, at vi er så raske, at vi kan rejse og være sammen med dem. Og med salget af gården kan vi allerede mærke nu, hvor meget mere tid landmanden har fået. Vi har nemlig ikke kartoffelavl i år, og det frigør meget tid, som han også skal bruge for at få alt på plads inden nytår. Alligevel er der ikke det pres i de næste 3 måneder, som vi har haft i 42 år.
Det er godt nok en lang tur for to dages samvær; sagde en svoger. Det har jeg egentlig ikke tænkt på, at det var, for de to dage har jo været med til, at vi er knyttet tæt sammen med vores børnebørn. Men ja, vi bruger 13 timer hver vej, når det er færge og bil. Men vi hygger os på turen.
Det er godt nok dyr; sagde en anden. Ja, det er dyrt, mest hvis vi vælger fly. Det gjorde vi så ikke denne gang. Og som jeg sagde til en kollega, der sagde det samme; jeg går ikke op i brugsting, tøj, tilbehør, gourmetmad eller andre materielle ting, jeg går op i min familie, oplevelser og det at være sammen med mennesker, jeg holder af. Så at jeg skal betale over 6000 kroner tur-retur til Trondheim for en flybillet, er et valg jeg tager og så prioriteres andre ting fra.
Denne gang var det med færge, og vi glædede os. Vi vidste godt, at de snart holder ferie hos os i tre uger. Det glæder vi os også til. Men der er sket meget med Å, siden vi første gang så hende 14 dage gammel og S snakker løs på facetime på norsk, og det har farmor svært ved at høre, så at være sammen med ham fysisk gør en forskel i vores snak sammen. Han forstår dansk og lidt efter lidt forstår jeg barnenorsk udtalt med den meste charmerende dialekt af en snart tre år gammel gut.
Vi skulle rejse forrige søndag, fordi vi ikke kunne få vores hunde passet i weekenden, så vi havde byttet rundt og arbejdet ekstra andre dage for at kunne komme til Norge. Lørdag fik jeg en sms om, at færgen var aflyst søndag middag, så vi kunne først komme med færgen 22.30 søndag aften. Det kunne vi ikke ændre på, men i vores stille sind tænkte vi begge på den tur i oktober måned 2021, hvor vi kørte hele natten med sommerdæk og i perioder på sne/isglatte veje. Hvorefter vi besluttede aldrig at tage natfærgen, for det var ganske enkelt for hårdt for kroppen at køre hele natten og lande i Trondheim ved middagstid og holde den gående til aften.
Det blæste vildt meget, da vi kørte ombord og vi opgav at handle i butikken, for det gyngede så meget, at vi begge var ved at blive søsyge. Heldigvis var det udholdelig at sidde i de gode stole, vi havde booket, og snart faldt vi i søvn og sov os fra søsygen. Vi landede kvart over tre i Larvik og der var allerede lyst, så turen til Trondheim gik godt.
Kl. 11.30 kunne vi knuse og kramme den lille norske familie. Det øsregnede den dag, men vi hyggede os sammen og fik fyldt på børnebørnskontoen. Vi blev inviteret på restaurant i Tyholttårnet. Det var en skøn oplevelse, tårnet drejede 360 grader på en time, så der var masser at se på for en lille gut. Nedenfor var der en byggeplads, hvor NRK var ved at udvide. S elsker alt med maskiner, især gravmaskiner og traktorer og dem var der rigeligt af på byggepladsen. Trods regn og tåge kunne vi se det meste af Trondheim.
Sønnen skulle på arbejde tidligt næste dag, så da S vågnede, tog vi os af ham, fik leget en masse, læst bøger, sunget sange osv. Senere vågnede Å, som havde holdt sin mor vågen om natten, så vi fik også lov til at passe hende. Hun er det dejligste lille glade menneske, griner allerede så hjerteligt og snakker vældigt med sit legetøj. Jeg nåede gåtur med Å i barnevognen og landmanden og jeg nåede at komme på oplevelse med S, som viste os, hvor dygtig han var til at bruge en sparkecykel (løbehjul på dansk).
Landmanden er oprindeligt uddannet tømrer, så sønnen bad om råd om hyldeopsætning. Det endte med at vi alle tog på indkøbstur for at finde hylder, men først tog vi ud og så på bil, så landmanden kunne være med på råd senere, når det blev aktuelt. Siden hen tog landmanden og jeg i Ikea og tømmerhandel, mens den lille familie fik børnene hjem og bestilte tidlig aftensmad udefra til os alle. Da vi kom hjem, var der gang i det kreative værksted, og vi fik en smuk tegning med hjem lavet af S.
Tømmeren (a la landmanden) var nu klar til at arbejde sammen med sønnen, jeg passede børn, mens de fik sat hylder og skabe op på kontoret og svigerdatteren fik en masse andet fra hånden. S er tæt knyttet til landmanden, så konstant lyder der farfar, så S hjalp også farfar med at skrue i ting. Jeg fik lov til at læse godnathistorier for S begge aftener, det var en skøn måde at slutte dagene af sammen med ham på. Inden vi voksne satte os sammen i sofaen sidst på aftenen, var der både hængt spejl op, sat hylder op og skabe justeret i køkkenet.
Når vi ikke kan være der i hverdagen, føles det godt at kunne hjælpe, for de kan jo godt selv de her ting, men i en hverdag med to små børn kan det være svært at finde tid og overskud til det.
Næste morgen fulgte vi S i børnehave sammen med sønnen, inden vi kørte af sted mod Larvik. S viste børnehavne til farfar. Det var lidt hårdt at gå fra ham, for han blev ked af det, da vi skulle gå. Der var ikke så mange børn mødt i børnehaven og dermed ingen, der kunne invitere ham ind i legen. Men som sønnen sagde, S var også blevet ked af det hjemme, når vi skulle af sted. Heldigvis går der ikke så lang tid denne gang, før vi ses igen. Og vi fik billeder om eftermiddagen, hvor den lille familie hyggede sig på biblioteket, inden de skulle i svømmehal.
Turen ned gennem Norge gik godt, vi havde booket bord på restauranten denne vej, men vi blev faktisk enige om, at vi havde siddet så godt på turen op på Voyager Class, at vi fremover vil gøre det og så selv tage mad med/købe det i cafeen.
Vi landede sent mandag aften og min arbejdsdag startede 6.30 næste dag med kursus for kollegerne og så er det ellers gået over stok og sten arbejdsmæssigt disse to uger. Efter sommerferien skifter jeg funktion, mine mange funktioner på afsnittet er blevet fordelt på forskellige kolleger. August skal bruges til at komme i bund med de sidste ting, jeg er ansvarlig for på sengeafsnittet(instrukser, tilretning af vejledninger, medicinændringer, overdragelser, oprydning i alle hængepartier osv.)
Fra september fokuserer jeg på opfølgningsforløb, gruppevejledning, omsorgssamtaler for børn og unge og dagafsnit. Alle fire områder er noget, jeg har været med til at starte op, så det føles godt, at jeg slutter mit arbejdsliv af der. Det glæder jeg mig til, jeg skal stadig arbejde tirsdag, onsdag og torsdag hver uge. Jeg får stadig min gang på sengeafsnittet og jeg skal stadig have et øje på udvikling og undervisning, men nu indenfor et afgrænset område og med meget mere patient og pårørendekontakt.
Men nu har jeg vinterferie ;-) eller i hvert fald den ferie, som mange afholder i vinter/forårsmånederne. Jeg er bagud med afvikling af ferie og jeg har tænkt mig at slå alt fra i hjernen, der handler om arbejde.
Til gengæld kommer hjernen på overarbejde på anden vis, for jeg starter projektet ryd op og ud i mit liv. Og det har jeg udskudt godt og grundigt.
Måske tror du, at overskriften går på juni, den første sommermåned. Men så tager du fejl.
Forrige lørdag skete det endelig efter 22 måneder. Vi tog på motorcykeltur. Da vi hoppede af motorcyklen den sidste dag i juli 2022, havde ingen af os troet, at der skulle gå så lang tid, før motorcyklen kom ud af hi.
Men livet har det med at overraske os og påvirke vores handlinger. 1 måned efter den skønneste sommerferie med hele vores lille familie, fik vores datter brystkræft. Alt er godt nu, men det vidste vi jo ikke dengang. Og et halvt år efter henvendte naturstyrelsen sig og ville købe vores gårde. De to hændelser plus den almindelige hverdag fyldte hele vores liv, og pludselig følte livet skrøbeligt på en motorcykel. Så vi ventede til alt var på plads og det føltes rigtigt at hoppe på en motorcykel.
Arrangøren var en garvet motorcyklist med ry for at finde alle de små veje, der findes. Der er aldrig noget der hedder direkte fra A til B. Et eksempel var en tur fra Aalborg til Nibe, hvor der blev kørt 91 km. Turen er sat til 21 km i google maps.
Vi skulle ikke til Nibe, men derimod til Djursland. Jeg kan ikke genfortælle ruten, for vi kom vidt omkring. Men vi tog to forskellige små færger over Randers fjord. Vi kørte til højre, til venstre, vi så herregårde og slotte. Blandt andet så vi Clausholm slot, som virkede så bekendt og pludselig ringede en klokke. Det er da der, Den store Bagedyst bliver optaget og de var vist allerede i gang, for det store telt stod på plænen.
 |
| en af Danmarks mindste færger Mellerup-Voer |
Da vi nåede Aalborg, var det slut med de små veje, alle kørte hver til sit. Vi var en del, der skulle nordpå og som fulgtes ad på motorvejen. Og så hilste vi på hinanden, når den ene efter den anden kørte fra motorvejen, en hyggelig tradition.
Det føltes godt at være på motorcykel igen og når man er sammen med nogen, man ikke har mødt før og deler motorcykelture-minder, så kan jeg virkelig mærke, at vi har set utroligt meget på motorcykel. Hvor er jeg taknemlig for alle de minder og oplevelser, vi har haft sammen på motorcykel.
