torsdag, februar 06, 2025

Røros, mineby og UNESCO verdensarv

 HOV, der var et indlæg fra november/december, som aldrig blev udgivet. Det må der gøres noget ved. Indledningen var dog for julet, så den er lavet om. Nok elsker jeg adventstiden i december, men ikke som indlæg i februar.

Jeg ser frem til februardage med grader omkring frysepunktet. Jeg håber på sne, for det er jo stadig vinter. Foråret skal nok komme, men lige nu vender lyset tilbage, og jeg nyder det.

Jeg nyder også at læse/skrive om vores ferier. Og denne gang hopper vi tilbage til sommeren 24.

Før vi tog på vandretur i Rondane nationalpark i august, tog vi en tur til Røros. Vi har været der en gang før, og vi havde lyst til at udforske byen mere. Vi ankom ved aftenstid til hotellet og valgte aftensmad på hotellet. Næste dag tjekkede vi ud, fandt en parkeringsplads ved byens centrum og gik på opdagelse.


De gamle træhuse står stadig i byen, som var centrum for handel mellem Nordnorge og Sydnorge, Vestnorge og Sverige. Fjeldbyen blev grundlagt, da man fandt ud af at udvinde kobber og bruge de store skove rundt om byen til brændsel for at udvinde kobber.


Det er utroligt spændende at gå mellem så gamle træhuse og tage på små afstikkere ind i de små smalle gader med små butikker, som krydser hovedgaderne. Og hvor vi sidste gang kun havde tid til byen og nyde rømmegrød på en skøn cafe, var målet denne gang at se på minedriftens betydning for byen. 


De store slaggerbunker, affaldet fra udvindingen, tårner sig op ved siden af byen. Og det er en oplevelse at gå ovenpå slaggerbunkerne og tænke på, hvordan luften den gang måtte have været så tæt af røg og alt det andet, der kom af en produktion midt i byen. Hvert år opføres et udendørs skuespil for at mindes en tragedie, da svenske soldater, som havde beslaglagt minerne, flygtede gennem skovene efter at deres konge blev dræbt. Over 3000 soldater døde af forfrysninger i skovene. 


Kirken i Røros blev bygget i kobberminens storhedstid og er blandt de ti største kirker i Norge. Denne gang havde vi tid til at se den. Det var en speciel kirke.


Vi kiggede på kunst flere steder, men som altid bliver jeg handlingslammet i situationen og bagefter fortryder jeg. Denne gang fortrød jeg, at jeg ikke købte den finurlige tinfigur, jeg så.  


Vi gik tur ned gennem en af de ældste gader, hvor arbejdere fra kobberminen havde boet. I dagens Danmark, hvor vi har flere og flere kvadratmeter til rådighed pr person, er det tankevækkende og forunderligt at komme ind i et lille hus. hvor 10 - 15 personer havde boet, med to rum, en hems og et lille køkken, der stødte op til en lille stald.


Vi besøgte også Smelthyttan, verdensarvcenter og museum. Det var en rigtig god oplevelse, hvor jeg til sidst slet ikke kunne tage mere ind. Billedet ovenfor var fra den hal, hvor kobber blev udvundet. Der var kæmpestore minimodeller af hele processen med vandmøller, hestetrukken boremaskiner i minerne osv. Der var tøjudstillinger fra den gang. Der var små historier om f.eks. den lille dreng på 7 år, som begyndte at arbejde med sin far ude i skoven, hvor man vaskede det brudte materiale for at finde kobberet. Lange og kolde arbejdsdage og hvor man kun kom hjem en gang imellem. Mest af alt husker jeg den udstilling, der viste hvor mange tons træ, der gik til at udvinde et enkelt tons kobber. Ikke så sært at skovene forsvandt omkring byen.


På vejen fra Røros og til Rondane kom vi forbi Einunna bro, hvor der i 1940 var en kamp mellem nordmænd og tyskere, som varede i flere dage. Nordmændene formåede at holde tyskerne tilbage et stykke tid indtil ordren om tilbagetrækning kom.


Vi fandt også et smukt udsigtspunkt, hvor vi holdt pause. Jeg synes nordmændene er eminent dygtige til at bygge smukke broer, men så sandelig også smukke udsigtspunkter.



Jeg holder utroligt meget af at køre i Norge, og jeg glæder mig til næste gang, vi har tid til at tage en afstikker fra den direkte rute til Trondheim og se Norges land.


Min sjæl falder helt til ro bare ved at kigge på ovestående billede. 

Mit hjerte bliver glad, når jeg ser på nedenstående billede. Vores dejlig S, som bare bliver så stor. Her var vi på opdagelse i sommer i skoven bag deres hus. S fik lov til at bestemme, hvor farmor, farfar og han skulle gå hen. Om lidt kan vi tage lillesøster Å med, hun er lige så skøn som sin storebror. 


mandag, januar 27, 2025

Det er lige nøjagtig så opslidende, som jeg havde frygtet

 Nogle menneske har den evne, at de omfavner dem, de var en gang og lader tidens tand omfavne minderne i tilgivelsens/glemslens tegn. Det er så ikke mig. Jeg er god til at huske alt det dårlige jeg har gjort og glemme det gode, jeg også har gjort. Men heldigvis var gennemgang af breve og lignende en påmindelse til mig, at jeg har også gjort godt i mit liv. Samtidig var det vemodigt, sørgeligt, hjerterørende at blive mindet om alle de skønne mennesker, jeg har haft i mit liv. Nogen for en kortere periode, andre i meget lang tid.

Hvor skrev vi dog mange breve den gang. Den gang mobil og mail ikke var opfundet. Jeg har siddet med breve, hvor jeg end ikke kan huske, hvem afsenderen var og hvilken betydning de havde i mit liv på et tidspunkt, men lidt efter lidt dukker de op, måske kun som skygger, men dog i en form, så jeg kan huske lidt.

Alt ryger til småt brændbart, jeg har fået kasser med hjemmefra med mapper fra folkeskolen, gymnasiet, sygeplejeskolen. Der er poesibøger og venindebøger. Der er utallige stile, jeg elskede fristile og har smågrinet af den naive Lene og meget idealistiske teenager i folkeskolen. Som min dansklærer skrev som kommentar; godt du fik slutningen med, for jeg følte nærmest vingerne baske :-) 

Ikke alt ryger af sted, jeg vil købe en smuk kasse, som skal være min mindekasse. Der får udvalgte dokumenter lov at blive i første omgang.


Jeg har genlæst min beretning om et ophold på Our Chalet, verdenscenter for pigespejdere fra hele verden, som ligger i Schweiz. Vi var fire pigespejdere, som alle var ledere i vores barndoms trop, som fik penge fra et legat til selve opholdet. Rejsen og lommepenge sørgede vi selv for. Det var en oplevelse, og hold da op som vi fik travet i alperne, vi fik sunget, vi fik set mange seværdigheder og ikke mindst mødte vi pigespejdere fra hele verden. 

Forud for denne rejse sommeren 1977 havde jeg været et halvt år i England som ufaglært sygehjælper i Oxford fra sommeren 76 til julen 77. Her har jeg nu makuleret lønsedler, men beholdt breve fra Nuffield Orthopaedic Centre, som kom i lind strøm under min ansøgning om arbejde. Den gang kom breve relativt hurtigt frem, jeg tror jeg fik et om måneden i en periode.

Derefter fik jeg arbejde på et KFUM og K cafeteria, mens jeg læste matematik og fysik op til adgangsprøve til sygeplejeskolen. Også her fandt jeg lønsedler og huslejekvitteringer for mit værelse på det tilhørende kollegie. Egentlig skulle jeg have arbejdet frem til september, hvor sygeplejeskolen startede, men så kom det her tilbud om Our Chalet, som jeg gerne ville tage imod. Lad mig blot sige det mildt, min chef på cafeteriet blev rasende, da jeg sagde op to måneder før beregnet, og gik sin vej for ikke at sige noget grimt til mig. Dog fik hans trofaste erfarne personale overtalt ham til, at jeg arbejdede i august måned, da jeg kom hjem fra Interrail turen. 

Den gang gjaldt en interrail billet i 1 måned og i hele Europa, så min søster og jeg tog først til Athen med toget for at opleve den by og stødte så til de to andre i Bern. Tænk sig de havde rejst med min guitar, så jeg kunne spille med til lejrbålet om aften.

Jeg har fundet gamle opskrifter på hæklede bøllehatte og Les Humphries hue. Jeg var stor fan af Les Humphries Singers som ung teenager og var også til koncert med dem i Viborg, men ikke om jeg kan komme i tanke om, hvordan den hue så ud. Jeg har helt sikkert hæklet den.

Mine to gamle bilers registreringsattest lå også i gemmerne, ligesom korrespondancen med Viborg Sygeplejeskole om at blive optaget på forskolen. Optagelsesprøven foregik i marts 77 og som skrevet startede jeg september 77.

Før ansættelsen på cafeteriet havde jeg vikartimer på min gamle folkeskole. Her kan jeg se på lønsedlerne, at en vikar tjente mere end en ufaglært cafeteriamedarbejder, 32 kroner som vikar og 24 kroner i cafeteriet.


De sidste dage i ferien foregik på kontoret. Nu står der mange ting rundt omkring, som skal smides ud på genbrugspladsen. Datteren skulle have været hjemme en dag for at rydde op i sine ting, men hun blev syg. Så jeg håber det sker i næste weekend.

I dag og de næste to dage skal jeg arbejde og så er der ganske enkelt ikke energi til mere end almen oprydning, madlavning og afslapning efter dagens arbejde. På torsdag går det løs igen. Jeg vil gerne have, at alt på loftet enten er smidt ud eller taget beslutning om videre skæbne for resten, når vi kommer til arbejdsdagene næste uge.

Ferien sluttede med en dejlig lang gåtur fra sommerhuset ned til stranden og tilbage igen. Hundene skal trænes i at gå med snor, om et par måneder er det slut med det frie hundeliv med masser af plads at boltre sig på. Det ved de heldigvis ikke. Og deres ejere trængte i den grad til at blive luftet. Jeg synes vi har knoklet i min ferie, så frisk luft og gåtur bare for gåturens skyld gør altså mere gavn end op og ned ad lofttrappen med kasser.

fredag, januar 17, 2025

Juletid, madspild, nytårstid og hverdag

 Vores høns har åbenbart fattet, at det snart er slut med tiden på gården eller også var det alderen, der trykkede. I hvert fald har vi ikke flere høns. De er døde en efter en i løbet af de sidste måneder. Og det har øget mine poser i madcontaineren. For vores hunde er madglade, men grøntsagsspisere bliver de aldrig. Jeg havde også fået købt rigeligt ind af forskellige madvarer, som vi aldrig fik brugt i julen, så det øgede også mit madspild. 

Nu forsøger jeg at tage udgangspunkt i hvad jeg har i fryseren og i skabet med madvarer, for der er ikke plads til en masse frostvarer og konserves/frø/krydderier etc. i sommerhuset.


Julen blev lige så dejlig, som jeg ønskede det og jeg var lige så træt d. 6/1, da alle var rejst hjem, som jeg forventede det. Vi nåede mange ting, både at køre med S´ julegave fra os, en racerbil, i den tomme kartoffelhal, køre på ATV, give hundene masser af godbidder, læse mange godnathistorier, hoppe rundt og danse, cykle på fasters gamle barnecykel, grine og lege med Å, være i ZOO, være på julebesøg, have julebesøg osv.

Vi nåede også at passe de to børnebørn, så deres forældre kunne hygge sig i byen. Men Å synes nu, det var nok med to timers søvn om aftenen, derefter holdt hun fest med farforældrene, mens storebror sov. Vi er dog ikke blege for at prøve igen, næste gang vi skal være sammen.

Vi var sammen med datteren juleaften og de første juledage frem til nytåret. Så holdt hun nytårsfest sammen med kæresten, to gode veninder og deres familier i sin lejlighed. Herhjemme købte vi maden udefra, jeg var i dagvagt nytårsaften og dagen efter, så det var dejligt at kunne hoppe over den store madlavning. S syntes vist bedst om de store stjernekastere som farfar havde købt. Dem kunne man jo tegne og skrive med i luften. Han er vældig optaget af bogstaver, så det var et hit, at farmor havde fundet far og fasters gamle dynebetræk med masser af bogstaver på.

Å er lige i den mest charmerende alder og vi fik så mange grin sammen med den lille glade pige. Mens de var her, knækkede hun koden til at mave sig frem, så nu kunne vi ikke blot gå ind i et andet rum for at hente noget uden at have øje på hende.


Hverdagen er tilbage, og som i sommer blev jeg syg, efter den lille dansk-norske familie rejste hjem. Jeg er dog tilbage på arbejde efter en dags sygemelding, men jeg er træt og energiforladt. Det dur ikke!

Nu har jeg nemlig ferie, der skal pakkes ned og tages stilling til, om ting skal videre, smides ud eller på lagerhotel. Og samtidig har vi taget en stor beslutning, vi har nemlig købt grund i december og skal bygge hus. Det betyder, at vi skal tage stilling til masser af ting, før vi kan få en tegning og en byggetilladelse og et byggeri og forhåbentlig et nyt hus. Så jeg skal godt nok have tungen lige i munden, for landmanden er klar til dagsture for at lade os inspirere, han er jo næsten færdig med alt udenfor, mens jeg først skal til at begynde her indenfor.

Og oveni det har jeg taget endnu en stor beslutning, jeg har nemlig sat en slutdato på mit arbejde. Jeg har to datoer i mit hoved og sammen med min leder skal vi den næste tid finde ud af, hvilken dato, der passer bedst. Men et ligger fast, 1. april går jeg ned på 16 timer om ugen. Så mon ikke jeg får krop og sjæl med i alt det vi skal jonglere med de næste måneder. Det håber jeg.



mandag, december 30, 2024

Det synger på sidste vers- version 2

Jeg skriver indlæg, og så synes jeg, at de skal hvile lidt og så får jeg dem aldrig udgivet. Nu skal det være. Jeg savner det flow, jeg havde i min skrivning og det, det gav mig. 

I morgen er det sidste dag i i 2024, så overskriften passer godt til nu og her. Men indlægget blev egentlig skrevet medio december:

 Jeg er bagud - som sædvanlig - med julepyntning og småkagebagning er slet ikke startet. Men som jeg skriver nærmest hvert år; julen kommer uanset hvor klar jeg er. (opdatering, de sidste småkager blev bagt efter at juleferiegæsterne var kommet)


Adventsstjerne eller hernnhuterstjernen er på plads, men det holdt hårdt. Den er tapet sammen på kryds og tværs, for jeg VILLE have stjernen op at hænge den sidste jul på gården.


Ja, for sådan blev det. Vi troede, vi havde holdt vores sidste jul på gården. Gården skal jo afleveres til Naturstyrelsen 31/12, ryddet totalt for alt. Men vi fik lov til at leje stuehuset og nogle af kartoffelbygningerne 4 måneder mere. Så jeg fik udskudt al min oprydning og smid-ud-af-dit-liv. Nu har jeg ønsket al den 6. uges ferie, jeg har udskudt, til de første tre måneder i 2025, en uge i hver måned, så er der da forhåbentlig håb forude, hvad angår den del.


Stjernen synger på sidste vers, men sådan gør alle andre ting, der er forbundet med gården og de 42 år, vi har boet her, også. Her til morgen nød jeg den smukke solopgang med læhegnets silhuet mod solen og gæssenes formationsflyvning henover gården med tanke på, at lige nøjagtig den sammensætning kommer jeg ikke til at se mere.


Julepynten, som snart er oppe overalt, skal finde nye pladser eller måske siges farvel til næste år, for hvem ved hvordan det hele så ser ud? Vi flytter i sommerhuset og måske er vi heldige, at vi kan flytte i hus før julen 2025, det ved vi ikke endnu. Uanset hvad bliver der også jul der.


I år fik vi alle hjem til jul, sønnen med familie kom d. 20. december og bliver her til 6. januar. Så vi får masser af tid sammen. Datteren kom d. 22/12 og blev her til d. 28/12. Juledagen må få deres eget indlæg. Med den hastighed jeg lige nu arbejder i, kan det blive et forårsindlæg :-)-

Mit arbejde som sygeplejerske har også ændret sig. Det er ikke mig, der skal have styr på alle de instrukser og ny viden om sygepleje, der findes. Men helt sluttet det har jeg ikke, for af og til får jeg spørgsmål som hvor kan vi finde viden om det, hvem skal vi spørge om det osv. Og helt ærligt, jeg nyder, at jeg stadig kan bidrage med den viden jeg har fået gennem snart 25 år.

Jeg holder utroligt meget af at snakke med patienter og at hjælpe dem til at få sat alle de tanker og spørgsmål de har, efter de er kommet hjem med et stroke, på plads. Og det er mit fokus nu.

Hvor længe bliver jeg ved?  Jeg ved det ikke. Det er en underlig følelse, for den ene dag er jeg klar til at tage beslutningen, den næste dag kan jeg slet ikke se mig stoppe som sygeplejerske. Jeg har stadig den mening, at jeg ved det, når jeg ved det. Da jeg var sammen med mine elevkammerater, var det helt befriende at høre en af dem, der er stoppet, sige, at hun havde haft det så svært med at stoppe. Al den identitet, der ikke vedrørte hendes familiære identitet, forsvandt. Hun skulle arbejde hårdt på at finde en ny identitet uden at være sygeplejerske. 

Mange kaster sig over frivilligt arbejde, det tror jeg ikke, at jeg gør. Jeg har for mange år siden besluttet, at jeg ville gøre som min mor, læse teologi for lægfolk, i Aalborg hedder det Teologisk voksenundervisning. Og måske gør jeg alvor af den beslutning. For nyligt hørte jeg om en chefsygeplejerske, der havde besluttet, da hun stoppede, at de første måneder skulle hun give den hele armen for at komme i sit livs form. Det tændte en lille flamme i mig, så nu har jeg to ting, jeg kan glæde mig til. 

Så mens noget synger på sidste vers, bliver andre vers stadig sunget, måske omskrevet  og nye vers kommer til. 

Min studieveninde og jeg har måske startet en tradition ved juletid. Vi mødes nogle gange om året, går os en tur, ofte ind til Aalborg og får lidt at spise på en cafe og går tilbage til sygehuset og kører så hjem. Sidste år tog vi til jul i ZOO, og det gjorde vi også i år. Vi snakkede og snakkede og nød samtidig havens smukke lysudstillinger. Det var en skøn måde at være sammen på.

Årets jul i ZOO var ikke nyt for mig, for som plasmadonor havde jeg fået gratis billetter til det. Dem brugte jeg sammen med min mand en aften i november efter arbejde. Og i går nåede vi derud med den lille dansk-norske familie. Jeg elsker lys i mørke, det giver en ganske særlig stemning.

December er for mig ventetiden = adventstiden. De egentlig juledage starter d. 24 og varer ved til d. 6. januar :-) Ja ja jeg ved godt, at jeg er en af de få, der holder fast i den tradition, men jeg elsker mit julepyntede hus, også i begyndelsen af januar.


Jeg skal i dagvagt nytårsaftensdag og nytårsdag. Nytårsmenuen er bestilt, den henter landmanden, og så kan vi sammen pynte op til nytår. Fuldstændig som i mit barndomshjem passer nytårspynt og julepynt perfekt sammen. Og når S er klar til at komme i seng, passer det nok med at farmor også går i seng. Vi sover i forvejen sammen, det er en stor ære, at han har valgt at sove sammen med os hele juleferien. Og det er kjempe gøy at vågne op sammen. 

Du ønskes en dejlig aften på denne 6. juledag og et godt nytår.



søndag, november 24, 2024

På vandretur i Rondane Nationalpark

 Mens sneen og den frostklare luft desværre er forsvundet udenfor og det triste regnvejrstunge gråvejr omhyller mig, gør det godt at tænke tilbage på sommerferiens afslutning.

Hver evig eneste gang vi kører op ad Riksveg 3 mod Trondheim, kommer vi forbi skiltene til Rondane nationalpark. I år sluttede vi ferien hos den lille familie i Trondheim med en 3 dages tur ind i Rondane Natonalpark med mulighed for vandreture. Det gad jeg godt igen.


Første nat overnattede vi på fjeldet på Spidsbergseter Resort Rondaen. Et stort hotel med masser af aktiviteter for alle. Der var fyldt op og vi var heldige, at vi kunne få et værelse op til en weekend. Vi nød den gode mad, en kæmpe buffet, på hotellet, da vi ankom ved 19 tiden. Næste morgen nåede jeg at bruge deres svimmingpool, før vi pakkede sammen og tog vandretøjet på.


Vi havde regnet med en lille tur op på det nærmeste fjeld, men fordi vi fik gået lidt omveje oppe på fjeldet, blev turen længere end vi havde regnet med. Det var et sælsomt terræn med lavbeklædte skråninger og masser af klipper. Vi nød udsigten og vores kviklunsjchokolade på toppen.


Tilbage ved hotellet fik vi en is og slappede af, inden vi hoppede i bilen igen. Vi havde heldigvis fundet et sted, hvor vi kunne få to overnatninger. Først kørte vi til Otta for at proviantere og finde et frokoststed. Otta er ikke det samme som Odda i Sydnorge, hvor der har været oversvømmelser dette efterår. Vi har været begge steder og de ligger begge to smukt omgivet af fjelde.

Så kørte vi op ad fjeldskråningen og de mange hårnålesving. I år var vi ikke på motorcykel, men vi nød turen alligevel. Vi skulle bo på Høvringen Fjellstua. En skøn lille perle i ægte norsk stil. Her startede vi også med aftensmaden og modsat det store hotel var der her én menu, men en lækker tre retters menu. Her var der rigtig lagt op til vandreture. Vi skulle blot stille vore termokander på et bord, så ville de være fyldt med kogt vand  næste dag. Vi havde selv te med. Og frokosten smurte vi ved morgenbordet, der var poser til at vi kunne lægge vores mad deri.


Næste dag efter en god gedigen morgenmad var vi klar til dagens vandretur på ca. 14-15 km. Det blev en varm og hård tur, hvor det gik op og ned konstant.  





Vi nød turen og jeg kunne igen mærke, hvor godt det gør mig at vandre i naturen. Jeg elsker vandreture og jeg skal virkelig have fundet en måde at få det indarbejdet i min hverdag.


Udsigten fra den sidste top til Smuksjøseter Fjellstue nede ved søen var hele turen værd. Vi kom ud på omveje på vejen ned, som nok ikke var så klogt i betragtning af, at vi nærmest gik på knuste klippesten, da vi ikke kunne finde en sti at gå på og ikke orkede at gå tilbage for at finde den officielle sti ned. 


Hjemme igen nåede vi at få te og kage, inden vi gik i brusebad for derefter at køre en kort tur i området.


Der var en rigtig god stemning på hotellet. Her var nærvær og spørgsmål til om vores vandretur gik godt. Tevandet stod klart næste morgen og madpakken blev smurt, inden vi satte næsen mod færgen i Larvik. Vi havde god tid til at nyde turen og tænke tilbage på skønne feriedage på gården, i sommerhuset, i Trondheim, i Røros og i Rondane Nationalpark.



søndag, november 17, 2024

Glædens øjeblik

 Det er 3 uger siden, at vi stod der. 

Kunsthal Nord, som blandt andet støtter upcoming kunstnere, havde fernisering på en udstilling Ad Mare (ved havet).

 Kunstneren havde både haft sin gang som frivillig ved Kunsthal Nord og var en del af kunstnerværkstedet på Nordkraft. Kunstneren stoppede som frivillig, fordi hun fik brystkræft. 

Pludselig var hun på dybt vand, hun gik lange ture ved havet, brugte lydene, luften, følelsen af muslingeskallers form og synet til at hele langsomt. 

En dag deltog hun i en koncert med en eksperimenterende jazzduo, hvis musik inspirerede hende, og hun tog kontakt til dem, om hun måtte bruge noget af deres musik til den udstilling, hun så for sig om sit helingsforløb. 

Det blev i stedet for et samarbejde, hvor de blandt andet tog med hende på stranden og optog lyde, som blev brugt til deres nye LP Hydrofilia.

Og så stod vi der, der var så mange mennesker, både nogle som kendte kunstneren og andre, som var nysgerrig på netop dette kunstprojekt.


Jeg hørte kunstneren fortælle om sit kræftforløb, om hvordan hun følte sig helt nede i dybet og måtte finde en vej op til overfladen igen. Hvordan kroppen både svigtede hende og viste styrke. Den kunne så meget mere, end hun selv havde troet. Om tågen ved vandet og den tåge, hun var i efter kemokure. Om hvordan nye celler blev dannet og andre gik til grunde og livet gik videre.

Jeg hørte musikerne spille deres musik, sat sammen af lyde de havde optaget i naturen, af lyde de optog undervejs og sammen med blæseinstrumenter og en bas blev det til et fantastisk meditativt lydunivers.

Jeg så og hørte kunstnerens kunstinstallationer. Jeg talte med andre mennesker og hørte også deres fortolkninger af kunsten. Og et par uger efter var jeg tilbage igen for at sanse det hele uden så mange mennesker omkring mig.

Du kan stadig nå det, hvis du har lyst. På lørdag d. 23/11 er det sidste dag.


Jeg var der hele vejen igennem det kræftforløb. Jeg kunne ikke tage smerten, afmagten, angsten, vreden, fortvivlelsen fra hende, men jeg var der.  Om natten, om dagen, i tankerne, altid. 

Min kære datter, det var stort at opleve din første soloudstilling. At se dig folde dig ud og udtrykke det, du havde oplevet, i kunst. Jeg håber, du er meget stolt af dig selv.


En video fra Dybet Det er fra instagram, så nu må vi se om det virker :-)





søndag, september 15, 2024

En pulssænkende have

 Sidste lørdag satte jeg kursen mod Juelsminde. 2 en halv time senere sad jeg i det bedste selskab tæt på vandet. Den årlige sammenkomst med mine elevkammerater fra Viborg Sygeplejeskole er blevet et af de arrangementer, som prioriteres højt i min kalender. 


I år var vi 8 mod 16 sidste år. Sådan er livet. Familie, ferie, andre højt prioriterede livsbegivenheder gør, at man ikke altid kan deltage. Og desværre havde vi også mistet en elevkammerat siden sidst, alt for tidligt uden varsel. Sådan er livet også.


Efter masser af snak og lækker brunch satte vi kursen mod Palsgaard. Jeg anede ikke, hvad vi skulle finde. Først kørte vi forbi fabriksbygninger og så holdt vi foran godset. Det vi skulle se, var haven.


Og hvilket haveanlæg. Det er anlagt over flere hundrede år af flere forskellige familier med visioner for parken. I dag ejes det af en fond, som i 2013 besluttede at supplere den smukke park med moderne skulpturer.  Sidste skud på stammen er et samarbejde med en landskabsarkitekt, en arkitekt og Bjørn Nørgaard: Humlegaarden. Der mangler stadig fire skulpturer i Humlegaarden, men de eksisterende skulpturer var smukke og tankevækkende.



Det var en skøn tur, og de mange store løvtræer, de smukke stier, der bugtede sig rundt om bygninger, skulpturer, søer osv. gjorde, at min puls faldt helt ned. Det var udsyn og indsyn på samme tid.



Jeg skal helt sikkert tilbage og opleve parken igen, denne gang med mere tid til fordybelse.


Retur til Juelsminde gik vi en tur langs vandet. Det var en meget varm lørdag, der var masser af liv ved havnen. Folk solede sig, badede og spiste udenfor. Vi sad også udenfor ved fritidshuset og jeg nød samværet, den gode mad og omgivelserne. 


Det var en skøn dag og en glad og træt Lene, der kørte ind på gårdspladsen sent på aftenen.