lørdag, maj 21, 2011

TERRASSEREFLEKSIONER

Mens landmanden træner Istvan ude på græsplænen, og Laika går ved siden af og gør akkurat det samme (selv gamle hunde kan blive jaloux på al den opmærksomhed, en ny hund får)har jeg sat mig på terrassen med computeren. Solen skinner, når skyerne tillader det, humlebierne summer omkring mig, fuglene synger, træerne og vinden laver baggrundsmusik, og You tube leverer Bob Dylan musik. Jeg er en ignorant hvad angår Dylan, så nu hører jeg lidt musik og kan så erfare, at han jo har været med i min baggrund alle årene, jeg har bare ikke interesseret mig for ham (Rasmus Modsat effekten? Eller blot det faktum, at jeg inderst inde har været og er en poptøs med åbenhed overfor andre musikgenre)

P1000394

Da jeg satte mig for at skrive, var det for at skrive om mødet med andre mennesker. Jeg tror, det er Løgstrup, der har sagt, at jeg bærer lidt af et andet menneskes hjerte i mine hænder i mødet med dette menneske. Jeg ved, at Gadamer taler om forforståelse og horisontsammensmeltning, jeg ved, at fænomenologerne taler om det enkelte menneskes livsverden, og hvordan jeg ud fra en fænomenologisk tankegang skal forsøge at sætte min forforståelse til side og møde det enkelte menneske i dets livsverden. Jeg ved, at Habermas taler om, hvordan systemverdenen koloniserer livsverdenen. Samfundet har så megen viden om, hvad der er godt og skidt eksempelvis set i et sundhedsperspektiv, og samfundet er interesseret i at formindske de store udgifter, der er på sygehusene, derfor får vi rygeforbud, vi får KRAMscreeninger, vi får påbud om rygestop før operationer, vi får også almindelige mennesker, som tænker og siger højt, at så må folk selv betale, når de vil ryge, drikke og spise sig ihjel. Systemet sætter retningslinjer, som griber ind i den enkeltes livsverden. Og da jeg er repræsentant for systemet, kan en samtale med en patient om, hvad hun eller han selv kan gøre for at forebygge en ny blodprop eller blødning nemt blive opfattet formynderisk, så hvordan er det, jeg som sygeplejerske på et apopleksiafsnit skal snakke med et andet menneske? Habermas siger, at man sammen skal finde frem til en ny forståelse, at man skal være åben, og der skal ikke være en skjult dagsorden. Det kan være svært, når nu jeg har en viden, men også regler og instrukser om, at jeg skal sørge for, at det enkelte menneske er informeret om, hvad der er godt og skidt vedrørende Kost, Rygning, Alkohol og Motion (KRAM)

P1000400

For mange af vores patienter er det ikke aktuel i det akutte forløb at tale om de her faktorer, de er for dårlige, så det er først senere hen, men vi har også en stor gruppe, som bliver udskrevet direkte fra os, og de skal have den viden. Jeg har ikke et endeligt svar på den her problematik, jeg fandt ud af undervejs i min opgaveskrivning, at den motiverende samtale indeholder muligheder for en ikke-styrende samtale, og Habermas’ teori har givet mig nogle forklaringer på, hvorfor mennesker reagerer så forskelligt og i mine øjne af og til dumt, det er jo deres helbred, de sætter på spil. Men lige nøjagtig den sidste delsætning er den, jeg skal sætte til side, når jeg møder det enkelte menneske, jeg skal prøve at forstå deres livsverden, høre hvordan deres liv leves og måske derigennem finde en fælles forståelse for, hvordan det menneske vil leve sit videre liv.

Og egentlig var det den her viden, jeg havde tænkt mig at skrive om i forhold til kolleger både monofagligt og tværfagligt, men det ene ord tog det andet, så de refleksioner må jeg prøve at nedfælde på skrift en anden dag.

P1000404

Nu sidder landmanden afslappet med en kop te på terrassen, Laika står tæt ved siden af ham og bliver kløet bag ørerne. Istvan drikker vand meget højlydt, det er hårdt at træne, og jeg vil nyde de sidste timer af fritiden, inden aftenvagten starter. Min krop og mine ben kan godt mærke, at vagten i går blev hård, men jeg havde en god oplevelse i mødet med et andet menneske. Jeg så et menneske knuget af den katastrofe, som en apopleksi er, og jeg så det menneske få en tro på, at der godt kunne blive et liv efter en apopleksi igen.

P1000407

Må din lørdag blive lang (som det her indlæg) og dejlig (som den oplevelse jeg havde).

8 kommentarer:

  1. Spændende tanker på en varm dag, Lene....

    SvarSlet
  2. Hvilket spændende indlæg - det rammer lige ned i dilemmaet. For hvordan er det vi kan formidle al vores viden som klogskab. jeg mener ikke at vidensformidling flytter noget som helst, men klogskab kan hjælpe mennesker! En påstand - ja - men det er nu hvad jeg tror på, og jeg har set så mange patienter gå i forsvar når jeg har "hældt ud af al min viden", men set lige så mange blive så glade for at se deres eget liv sat ind i sammenhænge. Det er bare så for b..... svært at få det sagt så det ikke lyder som en lang belærende finger.

    SvarSlet
  3. Tak Lavendel og sikke en dejlig dag :-)

    Sigrid, TAK :-)du føjer lige nøjagtig de ord på,som bygger videre. Vidensformidling og klogskab, det er jo det. Vi skal jo ikke bare lade være, vi har jo en viden, som det enkelte menneske kan bruge, de har bare ikke brug for vores belærende finger. Og jeg tænker også, at vi nemt kan få den reaktion, at man vælger at reagere mod os i stedet for at tænke på sig selv. "ha ha du skal ikke bestemme over mig,jeg gør som det passer mig!"

    SvarSlet
  4. Åh, den kære Habermas med sin kringlede filosofiske klogskab, der rammer dybt ind i alle livets sammenhænge. Hm, måske skule jeg nuppe ham ned fra bogreolen igen?
    Dejlig læsning, Lene.

    SvarSlet
  5. Det er vist det som Løgstrup kalder den etiske fordring. Den bog er så smuk.
    Tak for store tanker en lørdag aften.
    God vagt

    SvarSlet
  6. Tak Anette, ja jeg har kun den lille bid, der står i Videnskabsteori af Jakob Birkler, men det var da ogås nok til at tankerne til at snurre rundt :-)

    Tak Kong mor, jeg har desværre ikke læst noget af Løgstrup, kun fået fortalt :-)

    SvarSlet
  7. Lene - det er interessant at høre en professionels synspunkt. Du giver udtryk for, at "Samfundet har så megen viden om, hvad der er godt og skidt eksempelvis set i et sundhedsperspektiv".

    Ikke ifølge Dr. Ioannidis, som har dedikeret sin karriere til kritisk gennemgang af netop denne viden. Hans konklusion er tværtimod, at uvidenheden i lægefaglig litteratur er enorm.

    Ioannidis sammensatte et lille team af researchere og læger, som fandt, at helt op mod 90% af den viden, som læger og sundhedsvæsen baserer deres behandlinger på, er falsk:

    Lies, Damned Lies, and Medical Science

    SvarSlet
  8. hej Klaus, tak for din kommentar, jeg er godt klar over at der rundt omkring er doktorer, som har viet deres liv til at dykke kritisk ned i forskningsresultater, og godt for det. Men de har jo også som du og jeg forforståelser, fordomme og blinde punkter, forstået på den måde, at vi ofte søger det, vi gerne vil have bekræftet. Jeg glæder mig dog til at få tid til at læse artiklen, det er altid godt at blive belyst på mange måder :-)
    Jeg har mange flere ord til din kommentar, men det må blive til et selvstændigt indlæg en dag, jeg har lidt mere tid.

    SvarSlet