onsdag, december 20, 2017

Julekalenderen 2017, 20.december

Fars fortælling:

Den 26. september var det kong Christians X’s fødselsdag, og derfor havde vi fri fra skole. Den dag lå vi altid i kartoflerne. Far løsnede under kartoflerne i jorden, mor og vi børn skulle så skrabe kartofler op, putte dem i kurve og bære dem hen til en kartoffelkule. Det sidste hjalp far med. Mor havde to rækker og vi børn en række, indtil vi blev skrappe nok til at følge med. Nogle af os brugte skrabere, andre skrabte kartoflerne op med hænderne. Kolliderede fingrene så med en flintesten, ja, så fik de en revne. Så var det bestemt ikke rart at skrabe videre, Jeg kunne ikke foredrage at skrabe kartofler op. Derfor følte jeg bestemt ikke fødselsdagen som en fridag.

Når vi var færdige om aftenen, eller når vi var færdige med en mark, så lavede vi bål af de visne kartoffeltoppe. Vi smed kartofler ind i bålet og fik de dejligste ”bagte” kartofler, måske til tider lidt svedne, men alligevel velsmagende.

Kartoffelkulerne blev dækket til med halm og jord. Så kunne kartoflerne ikke fryse om vinteren. Dog blev vinteren hård som i 40’erne, så undgik vi ikke frosne kartofler, og de smagte ikke godt.

Min fortælling:

Da jeg var 8 år, besluttede man i landsbyen at forsøge at få genoplivet spejderlivet. Min mor havde været KFUK’er, men i vores by var det Det danske pigespejderkorps, så det støttede hun og min far op om. Min mor sad også i tropsrådet i mange år, og en del af årene var min far kasserer. Min lille søster og jeg startede som blåmejse, jeg elskede at være spejder, vi skulle blandt farvelægge en blåmejse i de rigtige farver. Vi lærte også forskellige sanglege og spejderremser af vores to ledere, som var to unge piger, formentlig ikke mere end 16 år. Vi så op til dem og følte os vældig stolte, da vi fik vores uniformer, og især da der kom duelighedsmærker på.  En af dem handlede om blandt andet at kunne pudse sko, kan jeg huske. Sommerlejr kom vi også på, troppen havde allieret sig med en veletableret trop, så de to blåmejsegrupper holdt sommerlejr på Fuglsø, det der i dag hedder Fuglsøcenteret. Vi skulle sove i køjesenge, og min søster og jeg var glad for at have hinanden, for lidt hjemve dukkede der op.

Om vi havde lejrbål  på den lejr, husker jeg ikke, men lejrbål var noget af det, jeg holdt meget af. Så jeg prøvede også kartofler i bålet. Det bedste var dog snobrød, dengang var der ikke råd til pølser, så ved siden af bålet stod der en billig flaske ketchup eller syltetøj og margarine. Lykken var, når jeg havde tålmodighed til at vente, til gløderne var helt rigtige og så dreje brødet langsomt rundt over gløderne. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at holde snobrødet i hånden, mens margarinen dryppede ned af hænderne og så sætte tænderne i det lune brød.

Afdelingen er fyldt op med patienter, der er hårdt ramt og som er dårlige. Der er sygdom blandt sygeplejepersonalet og lægerne, så alle knokler løs og når alligevel kun få skridt frem. Jeg er i plejen i disse dage, og i dag var jeg træt, havde kun sovet godt tre timer sammenlagt, havde arbejdet hele dagen uden frokostpause, så jeg blev vist lidt skarp i tonen over for lægerne og undskyldte med det samme. Det mente de nu ikke, jeg var og en af de unge læger sagde til mig, husk nu at tage den med ro, Lene og pas på dig selv.

Det er bare svært, når man hele tiden føler, man skulle være to andre steder på samme tid, og når patienter og pårørende følger en med øjnene og tænker, hvornår kommer der stuegang til mig, hvornår har nogen tid til at tale med mig. I morgen er min sidste arbejdsdag før julefridagene, jeg er dog allerede ved at kalkulere med hvilke dage, jeg ville kunne tage, hvis der bliver brug for det. Huset er ryddet op, det sidste julepynt kommer op i morgen efter det unge ægtepar er kommet, og så håber jeg på også at nå alle juleindkøbene, ellers må jeg af sted fredag. Der gad jeg dog godt kunne nyde dagen sammen med sønnen, som kommer om morgenen.

God decemberaften.

DSC_4901

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

6 kommentarer:

  1. Igenigen sender du mig tilbage til min egen barndom - her med bålkartoflerne, som jeg husker som noget af det lækreste, selv om de var brændt halvt igennem - men det var bare den BEDSTE smag i verden :-)
    Jeg håber virkelig, at du får lov til at nyde tiden sammen med dine børn uden for mange arbejds- eller gaveindkøbsmæssige afbrydelser!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det er da dejligt at du tager med tilbage til barndommens land :-)
      Jeg nyder og vil gøre en dyd ud af at vi hygger mens vi bager og handler ind :-)

      Slet
  2. Hvor er det fortvivlende, at der er så dårlige arbejdsforhold i det offentlige. Jeg skal heldigvis ikke ind og tage ekstra vagter i ferien, men det daglige pres er så stort i folkeskolen, at det er bekymrende. Jeg håber, du får en god juleferie, trods alt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det der dybt bekymrende både i skolevæsenet og i sygehusverdenen.
      Jeg får helt sikkert en god juleferie, tak :-)

      Slet
  3. Jeg har aldrig tænkt over, hvordan kartofler i store mængder egentlig kom op. Det har været hårdt arbejde. Jeg håber, dine kolleger skynder sig at blive raske, så du ikke skal have alt for mange ekstravagter i julen, men kan hygge dig med din familie :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, det har det været. Da mine svigerforældre startede med kartoffelavl, så havde de folk ansat, som lå på knæ mellem rækkerne og gravede kartofler op
      Tak jeg håber på raske mennesker, så der bliver færre patienter og flere plejepersonale

      Slet