lørdag, december 09, 2017

Julekalenderen 2017, 9. december

Til min fødselsdag fik jeg to billetter til en biograftur af min bank. De skulle indløses senest i går, og det blev de så. Vi var meget i tvivl om filmvalg, for vi syntes ikke rigtig, der var noget, vi gad se. Det endte med at blive Victoria og Abdul. Det var en stille og rolig film, den var morsom, men jeg blev også generet af det, jeg har læst flere steder, nemlig at filmen blev så politisk korrekt i forhold til, at Abdul var muslim. Faktisk syntes jeg ikke, hans karakter fik lov at udfolde sig. Hvorfor løj han f.eks., hvorfor hørte vi ikke hans version af hans sygdom osv. Derimod var jeg vild med Judi Dench som dronning Victoria, og vi følte os godt underholdt af filmen. Dog sidder jeg tilbage med en undren over, at dronningen på den ene side fremstår skarp i hjernen med viden om, hvad der sker omkring hende og på den anden side så aner hun intet om oprøret i Indien. Det hænger ikke helt sammen.

P1050814

I dag tager julefortællingen os længere tilbage, til mine bedsteforældres barndom. Min far sammenstykkede den fortælling fra egne erindringer og alle sine store søskendes erindringer.

Fars fortælling:

Mors mor døde af tuberkulose, da mor var 5 år gammel. Hun kom derefter i pleje hos sin faster, som boede i Boldrup. Fasteren og hendes mand havde en lille ejendom. De havde to sønner, som var noget ældre end mor. De havde mistet en lille datter ved en tragisk drukneulykke, før mor blev født. Mor var ikke glad for at være hos fasteren. Hun fik sommetider klø, hvis hun f.eks. ”slikkede” i sukkerskålen, eller hvis hun trak nye gulerødder op, som ikke var store nok. Mor stak dem ned i jorden igen og prøvede ”lykken” endnu en gang. Men lykken var til tider et par lussinger.

Når fasterens mand kom hjem fra marked, så havde han ikke altid spist hele sin madpakke. Det blev så mors måltid, selv om ”madderne” var lidt tørre, bl.a. ostemaden. Mor kunne ikke senere li’ ost ved tanken om de uappetitlige ostemadder, hun skulle spise som barn. Mor var hos fasteren, til hun blev konfirmeret. Da vendte hun tilbage til sin fødeegn og fik plads på en gård vest for Ulbjerg. Mor har fortalt, at hun af og til var ude ved Ulbjerg Klint, hvor hun morede sig med at glide ned ad skråningen.

Far voksede op hos sin bedstemor og sin morbror i Fjelsø, fordi hans mor var ugift. Hun måtte ikke gifte sig med fars far for sine forældre. Fars bedstemor var god ved ham, mens morbroderen ikke rigtig kunne acceptere far som en ligeberettiget del af familien. Han var jo et ”uægte” barn. Familien var tilknyttet Indre Mission.

Far kom ud at tjene, senere kom han i lære som tømrer og snedker. Efter læretiden fik han arbejde i Ulbjerg, hvor han traf mor. Måske til bal i Ulbjerg. Morbror KK har fortalt A, at mor og far kunne ”feje hele gulvet”, hvilket betød, at de var meget gode til at danse sammen.

Min fortælling:

Det gjorde stort indtryk på mig, at både mine mormor og min farmor blev moderløse, da de var 4 og 5 år. Min mormor mistede faktisk begge sine forældre og voksede op hos to mostre sammen med halvdelen af sine søskende. Der havde de det godt. Min farnors far døde ikke, men på den tid kunne fædre åbenbart ikke påtage sig eneansvar for små børn, og hvad der blev af ham, ved jeg ikke. Jeg kan ud af min fars slægtstavle se, at han først dør ni år efter hans hustru.

Da jeg var 4-5 år begyndte jeg til dans. Mine forældre ville gerne, at vi kunne danse, og at vi kunne svømme. De ville også gerne, at vi udviklede os musisk. så jeg gik også til klaver. Jeg elskede at gå til dans og nåede at få 10 års nålen, inden jeg stoppede. Det foregik i vores forsamlingshus, og børnene kom fra de omkringliggende landsbyer. Som jeg husker det, startede vi først efter jul og afdansningsballet var i marts/april. Aktiviteterne var mere opdelt end i dag. Gymnastik og klaverspil hørte vinterhalvåret til. Svømning og håndbold var i sommerhalvåret, dengang havde man ikke haller, så det foregik udendørs.


P1050816

Dagen i dag startede med en frisk gåtur, vejret har været skønt og nu er mine vinduer pudsede og klar til julepyntning. God aften til dig.

P1050810

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

12 kommentarer:

  1. Det lyder som en god mission, du er på, med at finde tilbage til bloggens rødder! Jeg synes hurtigt man kan blive lidt forvirret over sin egen eksistens i det hersens Blogland. Som sædvanligt smukke billeder - og hey, jeg ville skisme gerne inviteres i biffen af min bank! ❤️

    SvarSlet
    Svar
    1. Maude, jeg kan i hvert fald mærke, at ordene kommer nemmere, nu hvor jeg har sat en ramme. Og tak:-)

      Slet
  2. Dine små historier genopfrisker, at vi ikke skal mange år tilbage, før liver var ganske anderledes hårdt for "almindelige" mennesker. Kontrasten er måske allerstørst, når man tænker på børnearbejde - dengang var det jo normalen, at børn kom ud at tjene, mens de endnu var børn. Der er meget at glæde sig over i dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, vi skal nemlig ikke så mange år tilbage, før alting var meget anderledes. Vi har meget at være taknemlig over.

      Slet
  3. Jeg kommer simpelthen aldrig i biografen.

    Det gør stort indtryk at høre de beretninger om, hvor hårdt livet kunne være for ikke så mange år tilbage, trods alt. Der blev ikke taget meget hensyn til børnene dengang din far var barn.
    Det gør der så i dag....., og måske lidt for meget endda.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva. vi kom heller ikke, hvis ikke det var fordi vi fik billetter dertil, men det er nu rigtig hyggeligt.
      I dag er det vist børnene, der styrer, og det har hverken de eller vi godt af.

      Slet
  4. Hanne, jeg kan ikke overskue selve min fars slægtsforskning, men de her fortællinger er betydningsfulde for mig. En af mine fætre dyrkede også slægtsforskning og denne bog var en guldgrube for ham. Min far gav hver søskende/familie et eksemplar (en rød A-4 mappe med kopier af fortællingerne) Alle mine fætre og kusiner har skønnet så meget på det arbejde, for flere af min fars søskende blev demente, da de blev ældre.

    SvarSlet
  5. Hold da op, det er spændende, tankevækkende læsning! Det giver også anledning til 1000 spørgsmål: Hvorfor måtte de ikke gifte sig, og så endda på trods af, at din oldemor (har lidt svært ved at hitte rundt i generationerne) var gravid med din farfar? Og hvad skete der siden, lærte din farfar aldrig sin mor at kende? Osv. Osv. Lige nu sidder jeg (igen-igen) og ærgrer mig over, at ingen af mine bedsteforældre skrev deres historier ned. De var anderledes priviligerede, men der var mange gode historier :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, jeg tror helt sikkert, at min bedstefar kendte sin mor. Men han kom aldrig til at bo hos hende selv om hun senere blev gift og fik ni børn mere. Han var jo uægte (tænk en gang et stempel man satte på mange børn dengang)

      Slet
  6. Så det blev Victoria og Abdul, I så. Interessant at læse, hvad du synes om den. Jeg tror ikke, det var usædvanligt, at dronningen ikke vidste, hvad der foregik i Indien. Hun fik det at vide, som hendes embedsmænd eller rådgivere syntes.
    M.h.t. gonnoré-diagnosen,så synes jeg også den blev forbigået lidt hurtigt. Hvordan blev den diagnostiseret - ved at se? Der fandtes ikke antibiotika - hvordan kunne den behandles? Jeg tror, mange ting er skrevet til for at skabe fyld og dramatik i filmen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Betty, jeg er godt klar over at hun ikke vidste alt, men det føltes på en eller anden måde ikke rigtig. Jeg tror også meget blev skrevet ind for at skabe drama.

      Slet
  7. Din og din fars fortælling omkring det at miste en forældre, moderen, fik lige lidt tanker i gang. Min afdøde mand (ex mand) - var enkemand med 2 børn. Da han fik nr. 2. døde moderen i barselsseng. Og han fik tilkendt den første barselsorlov til fædre. Det var i 1981.
    Samtidig fik du også sendt mig ned af memory Lane, til tiden på danseskolen. En vidunderlig tid, her nåede jeg også 10 års nålen, samtidig med flere sølvmedaljer til lokal og regionmesterskaber. Fik aldrig guld, da vi var 2 piger der dansede sammen, det trak ned. Jeg gik også til klaver, og ikke mindst et pigekor. Så det musiske fik jeg med, desværre fik jeg aldrig lært at svømme. (Kender svaret i dag hvorfor).

    SvarSlet