Det er lige nøjagtig så opslidende, som jeg havde frygtet

 Nogle menneske har den evne, at de omfavner dem, de var en gang og lader tidens tand omfavne minderne i tilgivelsens/glemslens tegn. Det er så ikke mig. Jeg er god til at huske alt det dårlige jeg har gjort og glemme det gode, jeg også har gjort. Men heldigvis var gennemgang af breve og lignende en påmindelse til mig, at jeg har også gjort godt i mit liv. Samtidig var det vemodigt, sørgeligt, hjerterørende at blive mindet om alle de skønne mennesker, jeg har haft i mit liv. Nogen for en kortere periode, andre i meget lang tid.

Hvor skrev vi dog mange breve den gang. Den gang mobil og mail ikke var opfundet. Jeg har siddet med breve, hvor jeg end ikke kan huske, hvem afsenderen var og hvilken betydning de havde i mit liv på et tidspunkt, men lidt efter lidt dukker de op, måske kun som skygger, men dog i en form, så jeg kan huske lidt.

Alt ryger til småt brændbart, jeg har fået kasser med hjemmefra med mapper fra folkeskolen, gymnasiet, sygeplejeskolen. Der er poesibøger og venindebøger. Der er utallige stile, jeg elskede fristile og har smågrinet af den naive Lene og meget idealistiske teenager i folkeskolen. Som min dansklærer skrev som kommentar; godt du fik slutningen med, for jeg følte nærmest vingerne baske :-) 

Ikke alt ryger af sted, jeg vil købe en smuk kasse, som skal være min mindekasse. Der får udvalgte dokumenter lov at blive i første omgang.

Jeg har genlæst min beretning om et ophold på Our Chalet, verdenscenter for pigespejdere fra hele verden, som ligger i Schweiz. Vi var fire pigespejdere, som alle var ledere i vores barndoms trop, som fik penge fra et legat til selve opholdet. Rejsen og lommepenge sørgede vi selv for. Det var en oplevelse, og hold da op som vi fik travet i alperne, vi fik sunget, vi fik set mange seværdigheder og ikke mindst mødte vi pigespejdere fra hele verden. 

Forud for denne rejse sommeren 1977 havde jeg været et halvt år i England som ufaglært sygehjælper i Oxford fra sommeren 76 til julen 77. Her har jeg nu makuleret lønsedler, men beholdt breve fra Nuffield Orthopaedic Centre, som kom i lind strøm under min ansøgning om arbejde. Den gang kom breve relativt hurtigt frem, jeg tror jeg fik et om måneden i en periode.

Derefter fik jeg arbejde på et KFUM og K cafeteria, mens jeg læste matematik og fysik op til adgangsprøve til sygeplejeskolen. Også her fandt jeg lønsedler og huslejekvitteringer for mit værelse på det tilhørende kollegie. Egentlig skulle jeg have arbejdet frem til september, hvor sygeplejeskolen startede, men så kom det her tilbud om Our Chalet, som jeg gerne ville tage imod. Lad mig blot sige det mildt, min chef på cafeteriet blev rasende, da jeg sagde op to måneder før beregnet, og gik sin vej for ikke at sige noget grimt til mig. Dog fik hans trofaste erfarne personale overtalt ham til, at jeg arbejdede i august måned, da jeg kom hjem fra Interrail turen. 

Den gang gjaldt en interrail billet i 1 måned og i hele Europa, så min søster og jeg tog først til Athen med toget for at opleve den by og stødte så til de to andre i Bern. Tænk sig de havde rejst med min guitar, så jeg kunne spille med til lejrbålet om aften.

Jeg har fundet gamle opskrifter på hæklede bøllehatte og Les Humphries hue. Jeg var stor fan af Les Humphries Singers som ung teenager og var også til koncert med dem i Viborg, men ikke om jeg kan komme i tanke om, hvordan den hue så ud. Jeg har helt sikkert hæklet den.

Mine to gamle bilers registreringsattest lå også i gemmerne, ligesom korrespondancen med Viborg Sygeplejeskole om at blive optaget på forskolen. Optagelsesprøven foregik i marts 77 og som skrevet startede jeg september 77.

Før ansættelsen på cafeteriet havde jeg vikartimer på min gamle folkeskole. Her kan jeg se på lønsedlerne, at en vikar tjente mere end en ufaglært cafeteriamedarbejder, 32 kroner som vikar og 24 kroner i cafeteriet.

De sidste dage i ferien foregik på kontoret. Nu står der mange ting rundt omkring, som skal smides ud på genbrugspladsen. Datteren skulle have været hjemme en dag for at rydde op i sine ting, men hun blev syg. Så jeg håber det sker i næste weekend.

I dag og de næste to dage skal jeg arbejde og så er der ganske enkelt ikke energi til mere end almen oprydning, madlavning og afslapning efter dagens arbejde. På torsdag går det løs igen. Jeg vil gerne have, at alt på loftet enten er smidt ud eller taget beslutning om videre skæbne for resten, når vi kommer til arbejdsdagene næste uge.

Ferien sluttede med en dejlig lang gåtur fra sommerhuset ned til stranden og tilbage igen. Hundene skal trænes i at gå med snor, om et par måneder er det slut med det frie hundeliv med masser af plads at boltre sig på. Det ved de heldigvis ikke. Og deres ejere trængte i den grad til at blive luftet. Jeg synes vi har knoklet i min ferie, så frisk luft og gåtur bare for gåturens skyld gør altså mere gavn end op og ned ad lofttrappen med kasser.

Juletid, madspild, nytårstid og hverdag

 Vores høns har åbenbart fattet, at det snart er slut med tiden på gården eller også var det alderen, der trykkede. I hvert fald har vi ikke flere høns. De er døde en efter en i løbet af de sidste måneder. Og det har øget mine poser i madcontaineren. For vores hunde er madglade, men grøntsagsspisere bliver de aldrig. Jeg havde også fået købt rigeligt ind af forskellige madvarer, som vi aldrig fik brugt i julen, så det øgede også mit madspild. 

Nu forsøger jeg at tage udgangspunkt i hvad jeg har i fryseren og i skabet med madvarer, for der er ikke plads til en masse frostvarer og konserves/frø/krydderier etc. i sommerhuset.

Julen blev lige så dejlig, som jeg ønskede det og jeg var lige så træt d. 6/1, da alle var rejst hjem, som jeg forventede det. Vi nåede mange ting, både at køre med S´ julegave fra os, en racerbil, i den tomme kartoffelhal, køre på ATV, give hundene masser af godbidder, læse mange godnathistorier, hoppe rundt og danse, cykle på fasters gamle barnecykel, grine og lege med Å, være i ZOO, være på julebesøg, have julebesøg osv.

Vi nåede også at passe de to børnebørn, så deres forældre kunne hygge sig i byen. Men Å synes nu, det var nok med to timers søvn om aftenen, derefter holdt hun fest med farforældrene, mens storebror sov. Vi er dog ikke blege for at prøve igen, næste gang vi skal være sammen.

Vi var sammen med datteren juleaften og de første juledage frem til nytåret. Så holdt hun nytårsfest sammen med kæresten, to gode veninder og deres familier i sin lejlighed. Herhjemme købte vi maden udefra, jeg var i dagvagt nytårsaften og dagen efter, så det var dejligt at kunne hoppe over den store madlavning. S syntes vist bedst om de store stjernekastere som farfar havde købt. Dem kunne man jo tegne og skrive med i luften. Han er vældig optaget af bogstaver, så det var et hit, at farmor havde fundet far og fasters gamle dynebetræk med masser af bogstaver på.

Å er lige i den mest charmerende alder og vi fik så mange grin sammen med den lille glade pige. Mens de var her, knækkede hun koden til at mave sig frem, så nu kunne vi ikke blot gå ind i et andet rum for at hente noget uden at have øje på hende.

Hverdagen er tilbage, og som i sommer blev jeg syg, efter den lille dansk-norske familie rejste hjem. Jeg er dog tilbage på arbejde efter en dags sygemelding, men jeg er træt og energiforladt. Det dur ikke!

Nu har jeg nemlig ferie, der skal pakkes ned og tages stilling til, om ting skal videre, smides ud eller på lagerhotel. Og samtidig har vi taget en stor beslutning, vi har nemlig købt grund i december og skal bygge hus. Det betyder, at vi skal tage stilling til masser af ting, før vi kan få en tegning og en byggetilladelse og et byggeri og forhåbentlig et nyt hus. Så jeg skal godt nok have tungen lige i munden, for landmanden er klar til dagsture for at lade os inspirere, han er jo næsten færdig med alt udenfor, mens jeg først skal til at begynde her indenfor.

Og oveni det har jeg taget endnu en stor beslutning, jeg har nemlig sat en slutdato på mit arbejde. Jeg har to datoer i mit hoved og sammen med min leder skal vi den næste tid finde ud af, hvilken dato, der passer bedst. Men et ligger fast, 1. april går jeg ned på 16 timer om ugen. Så mon ikke jeg får krop og sjæl med i alt det vi skal jonglere med de næste måneder. Det håber jeg.