Kære Dagbog, del 2 - Så er det nu!

Den 26/11 2025 havde jeg min sidste arbejdsdag. De sidste papirer blev smidt ud, de sidste virtuelle mapper blev gennemset, nogle flyttet til min kollegas mapper, i tilfælde af hun får brug for dem. Det meste af det, jeg havde i mit skab, mindede mig om alt det, jeg har været involveret i. Alt det arbejde jeg lagde i nye arbejdsgange, nye retningslinjer, ny undervisning, ny forskning som ændrede rutiner, nye tilbud til patienter og pårørende, alle de patienter jeg har undervist og plejet, osv.

Den 27/11 holdt jeg afskedsreception. Der var forud for denne tænkt så mange tanker på alle de mennesker, der har haft betydning for mit arbejde, for udvikling af sygeplejen på mit afsnit, for udvikling af mig som menneske og sygeplejerske. 

Dagen blev en skøn dag, hvor jeg følte mig omgivet af omsorg, anerkendelse, venskab, hjertelighed, godt samarbejde. Og jeg følte mig dybt taknemlig for det, jeg har oplevet, siden jeg d. 2/1 2000 trådte ind på neurologisk afdeling.

Jeg har tænkt på alle de mange patienter og pårørende, som jeg har mødt i mit liv. Altid har jeg syntes, at jeg valgte det bedste fag og job, hvor jeg fik lov til at sætte mig selv til side for at fokusere på et andet menneskes situation og hjælpe og støtte det menneske til at håndtere denne nye og totalt ukendte situation. 

Nu er det slut! D. 1/1 2026 er jeg officielt pensionist.

Jeg skal finde en måde at være i livet på. Jo vist; jeg er mor, svigermor, farmor, kommende mormor, søster, svigerinde, faster, moster, tante og hustru. De relationer har jeg heldigvis stadig i mit liv, og jeg er dybt taknemlige for dem. Men jeg håber også, at jeg finder noget, der er Lene. Jeg synger i kor, jeg ror havkajak, jeg går ture. De kristne stilhedsretræter er også kommet for at blive. 

Men lige nu er det december og ferietid, så jeg har givet mig selv lov til ikke at forholde mig til, hvad livet skal indeholde i fremtiden.  

Juletiden blev dog anderledes, end jeg havde regnet med. Det går fremad med den brækkede arm, og heldigvis ingen operation. Jeg fejrer de små fremskridt som at jeg nu selv kan sætte pose på arm, tape den, gå i bad, tørre mig, tage pose af og komme i tøjet (inkl. BH). Føntørring af hår er dog ikke på mit CV lige nu, så juleaftensdag fik gemalen lov til at øve sig på denne nye opgave. Det blev til topkarakter. De andre dage må jeg leve med det naturlige look.

Dybest set er jeg dog taknemlig. Dette går over, jeg ved, at jeg kommer til at kunne bruge højre arm. 

Jeg tænker tit på de mennesker, der af den ene eller anden grund resten af deres liv må undvære brugen af en arm eller ben, og endda ofte sammen med kognitive følger som eksempelvis hukommelsesproblemer, manglende struktur/overblik/koncentrationsevne. Ofte følger trætheden med som en trofast følgesvend. Og det er ikke så sært, hjernen er jo konstant på overarbejde. 

Solen skinner og jeg kan heldigvis gå lange ture, så jeg må hellere af sted.

Glædelig 5. juledag