Kære dagbog, del 3 - gaver vi ikke kan bestille

2026 og hvilken smuk start på året. Jeg ELSKER sne og især i de to sidste vintermåneder, januar og februar. Sikke en gave. Og så fik vi endda sne igen i februar efter sneen var væk.

Taknemlighed fylder meget hos mig lige nu. 2020 havde jeg ingen anelse om, at jeg året efter ville blive farmor i en alder af 64 år. Kort før min 67 års fødselsdag blev jeg farmor igen. Sikke to skønne gaver at få.

Min svigerdatter og søn gav os yderlig en smuk gave, nemlig tillid. Tillid til at vi kunne passe deres børn uden opsyn af deres forældre. Det har været skønt at få lov til at få morgener sammen med S og Å. Eller få lov til at putte dem, mens forældrene har holdt kæresteaften.

Siden S blev født, har vi holdt sommerferie sammen, og vi nyder det, for en skønne dag vil familien også vælge at opleve andre steder. De er som med juleaften sat fri. Vi har ingen krav på at holde ferie med børn og børnebørn, så vi nyder det så længe det varer.

Sommerferien sidste år blev holdt i sommerhuset, det har jeg fortalt om her. 

Den sidste del af ferien skulle holdes i Norge og inden vi drog af afsted, nåede vi at fejre S' fødselsdag på forskud sammen med hans faste, som ikke skulle med til Norge. Modsat de øvrige år ville vi køre sammen og bruge 3 overnatninger på vej op. Med to børn på 16 måneder og knap 4 år nytter det ikke med de lange distancer i bil

Vi valgte Klækken hotel i Hønefoss. Der var musik overalt og børn og unge gik i gangene med instrumenter på vej til undervisning. Det var nemlig den årlige sommerskole for børn og unge, som ønskede at dygtiggøre sig, så de måske en dag kunne få en karriere i et symfoniorkester. 

Der var også swimmingpool, som S og Å nød sammen med deres forældre. Bedsteforældrene tog over, da børnene var kommet i tøjet. Og der var masser af statuer at se på og lege med, mens vi ventede på forældrene. I det hele taget fyldte kunsten meget, også indenfor, hvor der hang billeder overalt på de lange gange og i fællerummene. Og som et sjovt kuriosum hang der et billede uden for vores hotelværelse af en kunstner med motiv fra Læsø. 

Svigerdatteren fandt næste pausested, en gammel gård, Eker gård,  med udstillinger, spændende køkkenhave med permakultur. To kunstner bor på gården og giver andre husly til at arbejde med egen kunst, ligesom folk arbejder som frivillige med at restaurere gården. 

Det kan man da kalde en hønsestige. Så gik turen videre op gennem Valdres med kurs mod næste overnatningssted, som ligger i nærheden af Besseggen, en fjeldryg og et populært vandringssted

Det var et imponerende landskab og vi gjorde holdt endnu en gang, så store og små kunne få brugt kroppen og nyde lune hjemmebagte vafler. 

S elsker at klatre, der er han frygtløs. Så alle store klipper skulle klatres på, så er det godt at have en pappa, der følger med. Å elskede at komme tæt på vandet. Men sådan er børn, sten og vand er bedre legetøj end du kan købe til dem.

Vi havde lejet en hytte hos Bessheim Fjellstue. Og selvfølgelig skulle vi have lækker norsk varm aftensmad med rensdyrkød. Næste morgen efter morgenmaden drog vi videre, for vi havde meget, vi ville nå, dagen før S' 4 års fødselsdag.

Kursen blev sat mod Glittersjå Fjellgård, et magisk sted for både børn og voksne. Et ægtepar, som nu er over 70, havde købt en nedslidt fjeldgård og renoveret og udvidet og gjort den til et sted for elge, rener, geder, kaniner, heste og alle mulige andre dyr. 

Den kvindelige ejer havde sit værksted med væve og fåreskind i huset ovenfor. Der nåede vi slet ikke op. Vi nåede at gå i troldeskoven, hvor der var masser af trolde placeret i skjul rundt omkring stien.

Vi nåede at klappe kaninunger og geder samt fodre elge og rener. Det var en stor oplevelse for alle og kan varmt anbefales, hvis man kommer i det område.

Til slut kørte vi til Granmo Camping tæt på Oppdal, hvor vi næste morgen fejrede S' fødselsdag med sang og gaver samt fødselsdagsbord. Herefter kørte vi hjem til Trondheim og nød resten af dagen midt på gulvet med legetøj, som efter tre ugers ferie vakte stor gensynsglæde.

Jeg har fået en svigerdatter, som er rigtig god til at se muligheder. Så en sen eftermiddag efter aftensmaden, hvor vi andre tænkte, dagen er slut, tog hun os på vandretur i fjeldene omkring Trondheim. Vi løb og travede, plukkede multebær, klatrede på klipper og det var lige det en 4årig dreng og vi andre havde brug for.

Bedsteforældrene nåede også en tur på legepladsen i S' børnehave lørdag med børnebørnene, så forældrene kunne få gjort klar til næste fejring af fødselsdagsbarnet med den norske del af familien.

Igen blev vi bragt tilbage i tiden, for vi legede Spidey og hans venner. Vi blev instrueret i hvordan vi skulle bevæge os, ikke noget med at gøre tingene halvt. Fuldstændig som S' pappa gjorde som 4årig.

Å sov trygt og godt, mens vi legede.

Efter en skøn fødselsdagsfest drog vi hjem igen. Turen var som altid smuk, jeg ser altid noget nyt.

Overskriften lød - gaver vi ikke kan bestille. Og det er også der, taknemligheden kommer ind. Alle de skønne oplevelser vi har fået som farforældre og nu skal vi også være morforældre. Sikke gaver.

Snefyldte dage

 Sneen er ved at miste sit tag, men der er stadig sne og is på vejene i skoven. Tøvejret gør det glat at gå, der hvor vi har trampet en sti.

Gemalen havde travlt med at rydde sne, så vi kunne gå uden at få støvlerne fyldt med sne. Vi er glade for vores brænde fra gården, det varmer godt, for selv om vi har varme i gulv og varmepumpe, så skulle der skrues betydeligt mere op for varmen end nu, hvor brændeovnen sender sin varme ud i huset.

De sidste dage er vi kørt til stranden for at gå tur, fordi vejene omkring os i skoven er fyldt med sne, og der er flere steder is nedenunder, så det er lumsk at gå ture her. Snerydning er man ikke kommet til endnu , sommerhusområdet er sidste prioritet. Heldigvis har de andre fastboere åbenbart en aftale om fælles at bidrage til at få ryddet vejen fra den offentlige vej ned til vores sidevej. 

Men selv på stranden er det lumsk, nu hvor sneen er på vej væk og afslører isen. Jeg præsterede at falde i søndags, og mit eneste fokus var at beskytte min brækket arm, så bagdelen måtte tage faldet. Så er det godt, at jeg var polstret med tykt tøj og naturlig polstring :-)

Jeg mindes de gange, landmanden tog traktoren med sneplov og kørte foran mig på den kommunale vej, så jeg kunne komme på arbejde og vores medarbejder også kunne komme på arbejde. Vores kommunale vej var nedprioriteret til at blive ryddet sidst på dagen, selv om der var stalde, hvor der skulle foder til dyrene og vi skulle have de færdigsorterede kartofler til butikkerne i lastbiler.

Vi har heldigvis stadig vores firehjulstrækker, så min bil står stille i carporten, det gør den så af flere grunde. Sne og en brækket arm er no go for kørsel. Hold nu op hvor jeg savner at kunne sætte mig ud i bilen og køre en tur. Snevejret plejer ikke at holde mig tilbage, blot der er ryddet nogenlunde på vejene. 

Jeg må indrømme, at jeg føler mig indespærret, jeg er på mange måder afhængig af gemalen. Han hakker grøntsager, rører i gryder, løfter gryder, løfter tunge ting, skruer låg af, osv. Jeg hader, at jeg ikke kan gøre som jeg plejer, og det jeg gør, tager energien fra mig, så jeg får ikke lavet nogle af de hængepartier, jeg reelt set godt kunne starte på. Men jeg minder mig selv om, at jeg er heldig. Om ikke så lang tid kommer gipsen af og så kan jeg starte genoptræning, så jeg kan komme i gang med de ting, jeg gerne vil.

I fredags var jeg til senior/barselkaffe på mit afsnit. Det var ganske enkelt helt fantastisk at se mine gamle kolleger. Jeg savner dem, savner at høre om deres liv, savner at høre om deres syn på sygepleje. Men jeg har ikke fortrudt min beslutning, det var det rigtige tidspunkt at sige farvel på. Mine kolleger havde travlt, men gav sig tid til at hilse på unge og gamle, barselskvinderne med deres babyer og seniorerne som lige skulle opleve det gamle afsnit, før det flytter ud på det nye hospital. 

Det var på alle måder livgivende og bagefter gik jeg ind til byen, fik handlet te og andre ærinder, før gemalen samlede mig op igen. Sådan en fredag formiddag trængte jeg til. Og jeg elsker stadig sne, for som mine billeder måske viser, så har jeg haft den smukkeste udsigt de sidste uger.

Når nu man ikke kan sove

 så kan jeg jo lige så godt kigge bloggens indlæg for d. 8/1 gennem årene. 18 indlæg er det blevet til. Og de har kredset om det samme. Forundringen over at se mit lille barn vokse og blive voksen. Kærligheden til min datter. Bekymringerne, som ligger mellem linjerne i indlæggene, når livet med modgang og sygdom har udfordret hende. Minderne om barndommen og ungdommen. Taknemligheden for alle de talenter, hun har fået og har udforsket og afprøvet. Glæden over at se min datter og hendes bror som voksne, skønne mennesker, som jeg oprigtigt nyder at være sammen med. Og nu bliver min datter 40 år.

Tænk at jeg har en datter, som bliver 40 år. Hjertelig tillykke med fødselsdagen, min dejlige datter.

Den nat for 40 år siden sov jeg heller ikke så meget. En fødebriks er ikke det bedste at sove på, og jeg vidste jo, at når morgenlyset dæmrede, skulle fødslen sættes i gang. Dengang for 40 år siden var der varslet snestorm d. 10/1, som var terminsdagen. Heldigvis besluttede du dig for at komme for tidligt, så vi undgik at skulle køre de 29 km til sygehuset i traktor, hvis nu vejene lukkede. 

Snestormen som blev varslet til i går og i nat, blev ikke til noget her hos os. Men masser af sne har vi fået. Men vi skal nok komme til fødselsdagsfejring en af de næste dage. 

I dag fejrer du fødselsdag med din kæreste. Jeg ønsker for dig og jer, at livet vil være god ved jer. Det er en spændende tid I går i møde.

Scott passer på den nye beboer på gården, januar 1986