onsdag, september 28, 2016

Bredden og dybden på en arbejdsuge

Det slog mig mandag morgen, da jeg gik ud i den mørke morgenregn (og klokken var altså syv!), at den her uge giver et ganske godt indtryk af nogle af mine funktioner. Og for at kunne fortælle mig selv, at det er ok at være træt, det er ok at tage stillefridage, så forsøger jeg her at synliggøre sit arbejde

I mandags var jeg på kursus i forskningsmetoder og analyse. Vores projekt har fyldt og fylder rigtig meget, også mentalt, men egentlig på den gode måde, fordi det er spændende. Til sidste personalemøde blev det skrevet til referatet efter ønske fra en kollega, at når jeg ringer ind på fridage for at tale om en patient til projektet, så skyldes det ikke, at jeg ikke kan holde fri, men derimod en erkendelse af at selv vi tre i projektgruppen kan ikke overskue, når vi er i plejen, at holde fokus på mulige kandidater til projektet. Derfor har det i lang tid været en morgenrutine for mig, at jeg på mine fridage sætter mig med en kop te, logger på arbejdsplatformen og tjekker det sidste døgns nye patienter, og om de kunne være mulige emner til projektet. Det behøver jeg ikke mere, for vi har inkluderet de patienter, vi skal bruge (HURRAH!)

Tirsdag var jeg tovholder for en tværfaglig uddannelsesgruppe fra 7 – 11.30. For at kunne leve op til det læringsudbytte, der er i alle sundhedsfaglige uddannelser, nemlig at kunne arbejde tværprofessionelt, så er vi ved at finde vores form på en formiddag, hvor flere forskellige studerende og elever sammen studerer og reflekterer over, hvordan den enkeltes professions kontakt foregår med en patient og hvad den består i. Mit problem var, at vi ingen mulig kandidat havde dagen før, da jeg gik hjem, så jeg måtte logge mig på aftenen før for at se, om der skulle være kommet en ny patient, som kunne indgå i næste dags program. Det betød, at jeg var nødt til at møde 6.30 for at være sikker på, at alt var i orden. Dernæst havde jeg møde med min leder om forskellige hængepartier, så jeg kunne komme videre med dem. Jeg skulle egentlig også have nået at ringe til en pårørende til en patient, der døde hos os. Det er standard, at de pårørende tilbydes at ringes op af den sygeplejerske, der var der de sidste timer, ca. en måned efter. Det nåede jeg ikke, og det må så gøres på fredag. Dernæst havde jeg to møder, der lå oveni hinanden, så jeg snuppede lidt af det første møde og hele sidste møde. Det første er en ny funktion for mig, jeg er blevet mit speciales repræsentant i sygehusets styregruppe for de tværfaglige uddannelsesgrupper, da den tidligere repræsentant er flyttet. Næste møde handlede om tværprofessionelt at se på vores hyperakutte trombolysefunktion og se hvordan vi kan blive endnu bedre. Begge møder var spændende at deltage i. Nu var klokken tæt på 16 og så skulle jeg forberede mig til et nyt projekt, der startede kl 17. Hvorfor i alverden har du dog sagt ja til det, Lene, tænker du nok. Man skal smede, mens jernet er varmt, er der et ordsprog der siger. Og det her kunne blive standardtilbud til udskrevne patienter, og jeg vil rigtig gerne være en del af det tilbud. Så det var bare med at sige ja, når andre har fået bevilget penge til at købe mig til deltagelse en gang om måneden.

I dag har det så været min tur til sammen med andre kolleger at deltage i et kursus, der skal gøre os bedre til at tale med mennesker, der er ramt på sproget, og til at understøtte deres kommunikation med os. Det glædede jeg mig vildt meget til, og jeg syntes det levede op til mine forventninger. I morgen skal min kollega og jeg til møde i Århus i netværksgruppen for trombolyseansvarlige sygeplejersker i Danmark. Fredag skal jeg bruge sammen med mine to sidste nyankomne kolleger, hvor formålet er at samle op på deres introduktion og gøre dem endnu klogere på sygepleje til mennesker med apopleksi. Jeg glæder mig, jeg mangler bare at planlægge dagen. Så her må jeg inddrage min friaften torsdag for at kunne nå det. Og så må jeg planlægge en time, hvor de selv kan arbejde med deres sygepleje, fordi jeg jo mangler at ringe til en pårørende og mangler at aftale interviewdato med sidste patient i vores projekt. Det er ikke så sært at jeg lige nu føler, at min hjerne snurrer hektisk rundt. Alt er spændende, men jeg når knap nok at fordøje detaljen og få den sat ind i den helhed, hvor det skal videreformidles, før jeg er videre til næste spændende emne.

Når børnene er godt i gang med deres efterårsferie og kartoflerne forhåbentlig er i hus, så er det min tid til at holde halvanden uges ferie (landmanden holder ikke ferie, men har knap så lange arbejdsdage). Jeg glæder mig. Måske skulle jeg genoptage havbadning igen, jeg gad jo godt blive vinterbader på mine fridage. God onsdag til dig.

DSC_2394

DSC_2392

14 kommentarer:

  1. Der er nogle bolde i luften, kan man forstå, og jeg tænker på, om der er tilstrækkelig tid til refleksion og fordybelse. Det med lyst til vinterbadning kunne være symptom på noget alvorligt, såsom overophedet hverdag ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha, Erik, overophedning kan helt sikkert køles ned med vinterbadning :-)
      Tiden til refleksion og fordybelse for mit vedkommende skal jeg give plads til, når jeg er over disse hektiske uger.

      Slet
  2. Jeg drømmer også om at blive sådan én, der helårsbader, men synes der er lidt, der arbejder imod det. Tid, for eksempel. Mangel på den lækre strand du har, for det andet. Men jeg håber virkelig! Some day!...

    SvarSlet
    Svar
    1. Skøreliv, drømme må vi have, og så længe jeg arbejder er stranden for langt væk (15 km), men en dag kunne jeg godt tænke mig at gå efter drømmen.

      Slet
  3. Idéen med at følge op på pårørende til en patient, der døde for en måned siden, er rigtig god. De første par uger, har de pårørende mange ting at få styr på (fx begravelsen), så der kan de ikke nås. Men fire uger efter er der måske mere rum til og brug for dette initiativ.

    Du ved det sikkert allerede, men i psykiatrien tilbyder de (altså ens stamafdeling) daglig kontakt pr. telefon i de første uger. Når man er nået til Distriktspsykiatrien, er man der typisk en time ad gangen, og det udfases derefter, når de vurderer, at man i rimeligt omfang kan klare sig selv.

    Jeg har selv været meget glad for disse opfølgninger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, det er længe siden, at jeg har haft en telefonsamtale, men det giver god mening, fordi det ofte er lidt længere henne, at spørgsmålene om hvad der egentlig skete den dag på sygehuset kommer.
      Hvor er det dejligt med den opfølgning I får på psykiatrisk afdeling.

      Slet
  4. Uha - det der vinterbadning - det forstår jeg mig ikke på! Men efterårsferie, ville jeg godt ha.

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, lige nu er det også efterårsferien, der trækker mest. Jeg er så træt lige nu :-)

      Slet
    2. Altså; det forstår jeg virkeligt godt!!!!

      Slet
    3. Charlotte, tak, håber du kan holde lidt ferie også :-)

      Slet
  5. Du har (stadig) et program, der efterlader mig helt udmattet bare ved at læse om det :-)
    God fornøjelse med indføring af vinterbadning - det er en af de ting, jeg ikke så meget som overvejer at give mig i kast med!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg bliver også udmattet af at være i det program, så der skæres ind til benet af hvad jeg skal nå frem til ferien :-) Og tak, jeg aner ikke om det sker i år, men jeg gad godt :-)

      Slet
  6. Uhauha, der er knald på kedlerne. Jeg oplever noget tilsvarende på min arbejdsplads, - nye tiltag, nye projekter, vi skal prøve af og udvikle i ét væk, - og imens glemmer vi helt at bruge tiden på det, vi er der for. Men hold da op, hvor vi hører om nye spændende tiltag. Det går der megen god arbejdstid med.

    Jeg håber, du vil nyde din ferie med den allerbedste samvittighed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, tak, jeg ser frem til ferien med glæde :-) Spændende tiltag er gode at høre om, men hvornår de lige skal få en chance for at blive indført er en anden sag.

      Slet