39 år siden

jeg første gang mødte de kvinder, jeg i dag skal være sammen med. Dengang var jeg 19 år, året forinden var jeg blevet færdig med gymnasiet, jeg havde været et halvt år i England, i Oxford. Her havde jeg arbejdet som ufaglært sygehjælper på Nuffield Orthopaedic Centre. Derefter havde jeg arbejdet som servitrice i et cafeteria, og nu var tiden altså kommet til, at jeg skulle starte på det, jeg altid havde villet. Lige siden jeg var tolv og havde slugt Piger i Hvidt serien med sygeplejeeleven Sue Barton, havde jeg drømt om at blive sygeplejerske, jeg skulle rejse til Afrika og hjælpe mennesker (Lene 19 år), jeg skulle bo hjemme hos mine forældre og passe dem, når de blev gamle (Lene 12 år), jeg skulle en masse. Meget af det har jeg nået, ulandsmedarbejder blev jeg ikke, en tømrer kom forbi, og han havde ikke de samme drømme som mig, så jeg fulgte ham.Sidenhen blev han landmand, ikke min drøm, og mange gange har jeg tænkt, at alt havde været nemmere, hvis han var forblevet tømrer. Omvendt gav det os også andre muligheder, så i dag, når jeg kigger tilbage, vil jeg ikke gøre det anderledes. Livet leves forlæns og forstås baglæns, som en klog herre en gang har sagt.

Nu er der smurt madpakker, der er bagt boller til landmanden og svigersønnen, glutenfri brød til datteren, og mens de to unge tager til bryllup, vil jeg drage sydpå og landmanden vil sortere kartofler. Jeg glæder mig til at være sammen med mine elevkammerater, jeg kommer altid beriget hjem, når jeg har været sammen med dem. Ha en god søndag.

Og blomsterkurven er en jævnlig begivenhed på mit afsnit, min souschef (min tidligere leder) sørger for skønhed fra sin have i alle vaser på afsnittet.