Bredden og dybden på en arbejdsuge

Det slog mig mandag morgen, da jeg gik ud i den mørke morgenregn (og klokken var altså syv!), at den her uge giver et ganske godt indtryk af nogle af mine funktioner. Og for at kunne fortælle mig selv, at det er ok at være træt, det er ok at tage stillefridage, så forsøger jeg her at synliggøre sit arbejde

I mandags var jeg på kursus i forskningsmetoder og analyse. Vores projekt har fyldt og fylder rigtig meget, også mentalt, men egentlig på den gode måde, fordi det er spændende. Til sidste personalemøde blev det skrevet til referatet efter ønske fra en kollega, at når jeg ringer ind på fridage for at tale om en patient til projektet, så skyldes det ikke, at jeg ikke kan holde fri, men derimod en erkendelse af at selv vi tre i projektgruppen kan ikke overskue, når vi er i plejen, at holde fokus på mulige kandidater til projektet. Derfor har det i lang tid været en morgenrutine for mig, at jeg på mine fridage sætter mig med en kop te, logger på arbejdsplatformen og tjekker det sidste døgns nye patienter, og om de kunne være mulige emner til projektet. Det behøver jeg ikke mere, for vi har inkluderet de patienter, vi skal bruge (HURRAH!)

Tirsdag var jeg tovholder for en tværfaglig uddannelsesgruppe fra 7 – 11.30. For at kunne leve op til det læringsudbytte, der er i alle sundhedsfaglige uddannelser, nemlig at kunne arbejde tværprofessionelt, så er vi ved at finde vores form på en formiddag, hvor flere forskellige studerende og elever sammen studerer og reflekterer over, hvordan den enkeltes professions kontakt foregår med en patient og hvad den består i. Mit problem var, at vi ingen mulig kandidat havde dagen før, da jeg gik hjem, så jeg måtte logge mig på aftenen før for at se, om der skulle være kommet en ny patient, som kunne indgå i næste dags program. Det betød, at jeg var nødt til at møde 6.30 for at være sikker på, at alt var i orden. Dernæst havde jeg møde med min leder om forskellige hængepartier, så jeg kunne komme videre med dem. Jeg skulle egentlig også have nået at ringe til en pårørende til en patient, der døde hos os. Det er standard, at de pårørende tilbydes at ringes op af den sygeplejerske, der var der de sidste timer, ca. en måned efter. Det nåede jeg ikke, og det må så gøres på fredag. Dernæst havde jeg to møder, der lå oveni hinanden, så jeg snuppede lidt af det første møde og hele sidste møde. Det første er en ny funktion for mig, jeg er blevet mit speciales repræsentant i sygehusets styregruppe for de tværfaglige uddannelsesgrupper, da den tidligere repræsentant er flyttet. Næste møde handlede om tværprofessionelt at se på vores hyperakutte trombolysefunktion og se hvordan vi kan blive endnu bedre. Begge møder var spændende at deltage i. Nu var klokken tæt på 16 og så skulle jeg forberede mig til et nyt projekt, der startede kl 17. Hvorfor i alverden har du dog sagt ja til det, Lene, tænker du nok. Man skal smede, mens jernet er varmt, er der et ordsprog der siger. Og det her kunne blive standardtilbud til udskrevne patienter, og jeg vil rigtig gerne være en del af det tilbud. Så det var bare med at sige ja, når andre har fået bevilget penge til at købe mig til deltagelse en gang om måneden.

I dag har det så været min tur til sammen med andre kolleger at deltage i et kursus, der skal gøre os bedre til at tale med mennesker, der er ramt på sproget, og til at understøtte deres kommunikation med os. Det glædede jeg mig vildt meget til, og jeg syntes det levede op til mine forventninger. I morgen skal min kollega og jeg til møde i Århus i netværksgruppen for trombolyseansvarlige sygeplejersker i Danmark. Fredag skal jeg bruge sammen med mine to sidste nyankomne kolleger, hvor formålet er at samle op på deres introduktion og gøre dem endnu klogere på sygepleje til mennesker med apopleksi. Jeg glæder mig, jeg mangler bare at planlægge dagen. Så her må jeg inddrage min friaften torsdag for at kunne nå det. Og så må jeg planlægge en time, hvor de selv kan arbejde med deres sygepleje, fordi jeg jo mangler at ringe til en pårørende og mangler at aftale interviewdato med sidste patient i vores projekt. Det er ikke så sært at jeg lige nu føler, at min hjerne snurrer hektisk rundt. Alt er spændende, men jeg når knap nok at fordøje detaljen og få den sat ind i den helhed, hvor det skal videreformidles, før jeg er videre til næste spændende emne.

Når børnene er godt i gang med deres efterårsferie og kartoflerne forhåbentlig er i hus, så er det min tid til at holde halvanden uges ferie (landmanden holder ikke ferie, men har knap så lange arbejdsdage). Jeg glæder mig. Måske skulle jeg genoptage havbadning igen, jeg gad jo godt blive vinterbader på mine fridage. God onsdag til dig.