mandag, juni 25, 2018

En speciel og fængende bog

Når nu sofaen var min bedste ven i går, så var boglæsning en god beskæftigelse. Jeg var startet på en bog, som jeg syntes var god og spændende, men det tog mig lidt tid at komme ind i den. Derfor havde den ligget på bordet og ventet på det rette øjeblik. Det blev så i går, at jeg fik læst den færdig.

Bogen hopper i tid og sted og ser også historien fra forskellige personers perspektiv, derigennem får vi fortalt historien om to menneskers kærligheds og livhistorie. Denne måde at fortælle en historie på, har jeg set før, og alligevel var det her anderledes. F.eks. kunne man midt i en fortælling, der foregik i 90erne, få fortalt, at personerne ikke vidste, at det ville gå dem sådan ti år senere, og så var den del af tidslinjen fortalt.

Amerikaneren Daniel og franske Claudette har begge mange sår på sjælen og gennem bogen bliver sårene åbnet, plejet, til tider også forværret, men de heler og efterlader sig ar, som det så er spændende at følge, om de ar forhindrer dem i en fælles fremtid.

Det rette sted af Maggie O'Farrell kan varmt anbefales, og du kan læse en mere uddybende anmeldelse her.

Angående svimmelheden så er den der stadig, men det er håndterbart. Det er lige som efter man har prøvet karrusel, rutsjebane eller radiobiler. Den der fornemmelse af ikke at være i vater, lidt kvalme, lidt hovedpine og lidt svimmelhed, som så lige skal justeres.

Jeg kan sagtens køre bil uden at få de symptomer, men når jeg stiger ud af bilen, kommer de. Det samme nu hvor jeg arbejder med regnskab, dette med at blikket går fra papir til skærm til regnemaskine og tilbage igen udløser også fornemmelsen.At stå ud af sengen, at bukke mig ned eller at vende mig for hurtigt udløser det også, men jeg kommer rimelig hurtigt i vater igen, bortset fra det trætter.

Havde jeg haft arbejdsdag i dag, havde jeg nok konverteret den til en hjemmearbejdsdag. Heldigvis har jeg tre fridage nu, så jeg håber, det er væk, når vi rammer arbejdsdagene igen.

Ha en rigtig dejlig solskinsmandag.

Street Art Aalborg

søndag, juni 24, 2018

Rapport fra en sofa

De havde jo ret, mine kolleger, men jeg havde godt nok svært ved at acceptere det og lige nu er det det, der fylder allermest - at jeg måtte efterlade dem med en kollega mindre end i går. Og i går havde vi lige så travlt og hårdt, som alle weekender efterhånden er på mit afsnit.

Jeg vågnede kort før uret ringede i morges, havde sovet over 8 timer, og følte mig dejligt udhvilet.  Da jeg svingede benene ud over sengekanten og satte mig hurtigt op, måtte jeg hurtigt lægge mig igen. Hele verden drejede rundt om mig. Jeg lå nogle minutter og tænkte, åh nej, ikke godartet stillingsbetinget svimmelhed igen (også kaldet øresten). Hvordan skal mine kolleger klare sig uden mig. Endnu en gang satte jeg mig op, endnu en gang måtte jeg ned igen, Det var, som om verden blev flænset i to stykker, som jeg så forskudt. Herefter blev jeg liggende i fem minutter, nu kunne jeg fint sætte mig op og herefter blev alt foretaget i et langsomt tempo uden hurtige stillingsskift.

Klokken seks kørte jeg hjemmefra, det gik fint, jeg kunne godt mærke en latent utilpashed, men ikke noget, der betød noget. Jeg havde lovet at købe brød til formiddagspausen (som i går blev til middagspause), og da jeg steg ud af bilen ved bageren, var jeg ledsaget af en vag svimmelhed og en lettere kvalme. Jeg kom dog ind på sygehuset, kom i uniformen og op på afdelingen. Her fik jeg fortalt, at jeg nok måtte tage den med ro pga svimmelheden.

Men da vi skulle fordele opgaver og høre rapport fra nattevagten, kunne jeg godt mærke, at det her vist ikke gik, men jeg kunne simpelthen ikke sige det. De andre fornemmede det dog hurtigt og så blev beslutningen taget af dem. Min bil står stadig på sygehuset, min nattevagtkollega, som bor i nærheden af mig, kørte mig hjem.

Og nu ligger jeg så her, i min sofa. Svimmelheden kommer og går, og jeg tilretter mig, men sofaen er mit holdepunkt. Og hele tiden har jeg helt ondt i maven over det pres, mine kolleger er under lige nu. I går blev vores to trombolysesygeplejersker konstant kaldt til behandling, så de kunne ikke hjælpe så meget med plejen. Jeg håber så inderligt, at trombolysetelefonen er tavs i dag, så de får lov at være med i plejen. Det andet scenarium kan jeg ikke holde ud at tænke på.

Til gengæld har jeg så haft tid til at høre om, hvor dygtig Ayla er og hvor mange roser hun fik til bedømmelse og prøver. Lige nu slapper både hundetræneren og hans hunde af, det er søndag, solen skinner og døren ud til står åben. Det er sommer i Danmark.

Street art Aalborg

fredag, juni 22, 2018

Endnu en dejlig morgen

Det er også fridag i dag, for der er arbejdsweekend foran mig. Endnu en fridag sammen med kolleger. Vi havde en skøn brunch i går, og jeg fik lov til at få lidt babytid sammen med min ene kollegas skønne dreng på et halvt år. I dag skal jeg først til afskedsformiddagskaffe hos en tidligere kollega, som går på efterløn. Bagefter skal jeg fejre moderen til babyen fra i går. Hun bliver 30 og har inviteret til åbent hus både formiddag og eftermiddag. Det bliver hyggeligt.


Landmanden og hans hunde er allerede draget ad gårde. Ayla skal til prøve i dag, meget tidligt og to timers kørsel væk. Så er det godt, at der er ro på landbruget, landmanden hyppede kartofler i går aftes og medarbejderen ved, hvad han skal lave i dag på gården. Hunde og træner skulle gerne være hjemme på gården igen ved middagstid med en veloverstået prøve. Faktisk er Ayla meget ung til denne prøve, men landmandens vejleder har vurderet, at Ayla er klar, så det håber vi. Ellers kommer der en ny prøve til efteråret. Dexter er bare med, og det nyder den. Den ligger i hundeburet i bilen med bagdøren på vid gab, mens prøven er i gang og bagefter render den rundt og charmerer alt og alle.



Vi er dog meget imponeret af Ayla, hun er så god til at acceptere hvalpenykkerne og kan godt lide at lege med hvalpen.Endnu sover de tre sammen i vores mandskabsrum, landmanden vil fortsætte med dette, indtil Dexter sover igennem. Den er blevet vant til at sove i et hundehus af tremmer, det er dens trygge base.

Jasminbuskene sender kaskader af dufte og fryder øjet
I nat bildte min hjerne mig ind, at jeg skulle på toilet to gange. Anden gang var bare for at få mig så vågen, at jeg kunne begynde at spekulere på nogle regnskabstekniske ting, som jeg skal have klaret i dag. Helt ærligt hjerne, tag dig sammen, klokken 3 om natten skal man ikke spekulere i afstemning af regnskab. Til sidst lavede jeg Sudoku,  til uret ringede klokken fem. Nu er husets andre beboere sendt godt af sted med madpakker og tekande, og jeg tror, jeg vil nappe en powernap.


God fredag til dig.

torsdag, juni 21, 2018

Lykken er


  • at tillade sig selv at falde i søvn foran fjernsynet, fordi det er fridag næste dag ( jeg elsker at falde i søvn i sofaen)
  • at vågne ved midnat, vække landmand og hunde, som også sover foran fjernsynet, og så skynde mig i seng og falde i søvn igen
  • at vågne et minut før urets kalden
  • at finde ud af at jeg har glemt at ændre urets vækketidspunkt til fridagstid
  • at stå op alligevel, fordi jeg føler mig udhvilet
  • ar få ryddet op, tømt opvaskemaskine, smurt mad, brygget te og komme i bad
  • at sidde her klokken syv og nyde min morgenmad
  • at døren kan stå åben ud til gårdspladsen, hvor jeg kan høre hundenes tumle; lidt køligt måske men med en trøje på, så er det skønnere end de varme temperaturer, vi havde i maj.
  • at vide at efter et tidligt morgenmøde med vores revisor har jeg lokket seks kolleger til at prøve cafelivet i Aabybro og deres brunchtilbud.
  • torsdagsfridag



tirsdag, juni 19, 2018

Pludselig var det tirsdag

Arbejdsdagen blev længere end planlagt. Der var sygdom blandt personalet og ingen vikarer at få, så der blev mikset på kryds og tværs. Det betød, at jeg tog 3 timer til klokken 18 og så tog en anden over. Vi er alt for få og vores patienter er hårdt ramte, så alle har prøvet at få enderne til at nå sammen, men det var nærmest umuligt, så jeg havde helt ondt i maven af at se mine kolleger forsøge at strække tiden.

Jeg hjalp der, hvor jeg kunne, hjalp en patient med toiletbesøg, at blive vasket og få sondemad. Jeg superviserede en ny kollega i stuegang. Så skulle jeg have møde om kursus i efteråret. Derefter skulle jeg samle op på mails og undervisning. Så forsøgte jeg at hjælpe igen, hjalp en anden patient på toilettet og fik fundet frokost til vedkommende.

traner

Derefter lige lidt flere opfølgningsmail, før jeg skulle gå til et tiltrædelsesseminar. At høre om forskning og international forskning i sygepleje er også noget af det, der gør, at jeg har en fornemmelse af, hvor vi skal sætte ind for at udvikle vores sygepleje.

Herefter var det tilbage til afdelingen, hvor jeg først var fast vagt med en del udfordringer. Når man får en blodprop i hjernen, kan det også påvirke evnen til at forstå, hvad der sker og også give en impuls til at ville væk fra sygehuset. Når man så ikke er ramt på evnen til at gå, men er ramt på forståelsen og evnen til at udtrykke sig, så kan det give problemer.

trappete

Derefter fik jeg hældt medicin op til min ende af afdelingen, jeg fik også afholdt udskrivelsessamtale med en patient, der kun ventede på en sygeplejerske med pjecer, medicin og mundtlig og skriftlig information. En anden kollega tog tre andre patienter, som var udskrevet af lægen, men ventede på udskrivelsessamtale. Vi ved fra vores studie, at den samtale med tilhørende individuel skriftlig information har stor betydning for patienterne bagefter. Det kan bare være svært at nå for en dagvagt, som også skal tage sig af sine andre patienter (som har brug for megen hjælp). Så indimellem har vi utålmodige patienter og pårørende, som venter i vagtskiftet på, at en sygeplejerske får tid til samtalen.

Jeg sluttede dagen af med at assistere en læge med en rygmarvsprøve, så vi kunne sende den patient hjem. Vi havde brug for alle sengepladser, og patienten ville hellere være hjemme i nat i ventetiden på svar og næste undersøgelse.

søndagsafslapning
Landmanden har haft begge sine hunde med til prøve. Dexter er endnu ikke begyndt på træning og prøver, det er han for lille til, men han fik lov til at komme med. Ayla var til apporteringsprøve og hun bestod heldigvis. Denne uge står i prøvernes tegn, så det er spændende, om makkerparret klarer dem alle.

Jeg slapper af med en romantisk film, i reklamepauserne skriver jeg på dette indlæg. Jeg burde ikke se film eller skrive indlæg. Alle undersøgelser viser, at det ikke gør nogen gavn for søvnproblemer at se på en skærm de sidste timer inden sovetid. Men jeg trængte, så jeg satser på, at søvnen alligevel indfinder sig. Håber søvnen også finder dig. Sov godt.

PS og billederne har intet med indlægget at gøre, men er indtryk fra den sidste uge.

vinduespynt ved patienthotellet

lørdag, juni 16, 2018

En god ide

hvis jeg selv skal sige det. Inspireret af  gåturen til alt for Damernes løb/walk lokkede jeg datteren på tur fredag. Vi parkerede på Nørresundbysiden, gik gennem Lindholm Strandpark og over Kulturbroen og drejede til højre forbi roklubberne og lystbådehavnen. Folk hyggede sig på bådene eller på land. Vi havde et mål, jeg ville prøve Street Food og ville give frokost der. Først snusede vi rundt og sansede alle de små spisesteders tilbud.



Derefter valgte vi to menuer og delte dem, mens snakken gik og flere og flere mennesker dukkede op. Det er ikke sidste gang, jeg skal derhen og vi nåede at gå næsten 5 km, før vi var tilbage ved bilen.



Lørdag er brugt i Haderslev, datteren skulle dimitteres sammen med sine medstuderende. For tre år siden flyttede de alle fra nær og fjern til byen for at studere i to år. Herefter flyttede de ud i verdenen igen i et års tid til praktikpladser og bacheloropgave. I denne uge blev de så samlet for en stund og i aften fester de, inden de i morgen siger farvel og drager ud i verden som professionsbachelorer i grafisk kommunikation. Må de hver især finde det job, som passer til dem.






Inden dimissionen nåede vi frokost på en af de mange gode spisesteder, som Haderslev byder på. Bagefter blev der også tid til en lille rundtur før vi drog mod skolen. Nu er landmand og frue hjemme igen. Hundene og landmanden slapper af foran fjernsynet. Jeg har snuppet iPaden og computeren og skiftevis ser en gammel filmkending og surfer på nettet. God aften til dig.


fredag, juni 15, 2018

En god uge

Ugen er strøget af sted, og pludselig indså jeg,  at jeg ikke havde skrevet på bloggen siden søndags. Det var ikke, fordi jeg havde det skidt, men fordi livet krævede min tilstedeværelse, og så var jeg for træt til at tænke tanker og skrive. Der blev instagram den hurtige måde at formidle min hverdag.

Mandag var jeg til begravelse i Struer, landmanden kunne ikke komme med, så det var en lang tur alene frem og tilbage. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Min svogers far blev 86, og i over 30 år har vi set hinanden til fester og familiesammenkomster, været sammen i sorg og glæde og jeg husker ham for hans stærke tro, hans engagement og hans smil. Han kom til min fars begravelse for to år siden, så jeg ville også deltage i hans og være sammen med min svoger og hans familie. Det blev en god afsked.



Tirsdag havde vi projektdag, vi havde vejledning og kom også et skridt videre mod en artikel, men hold nu op, som jeg trænger til at komme til alt det sjove. Det med at få omsat den viden, vi har fået, til praksis sygepleje, og jeg gruer lidt for artiklen, vi mangler stadig færdiggørelse af diskussionen, før vi kan skrive artiklen. Og da vi gerne vil have den publiceret på engelsk, så skal vi starte forfra med at formulere og kondensere indholdet på engelsk. Godt vi skal have sommerferie først.

Tirsdag blev datteren også færdig med sin uddannelse som Grafisk designer, hun forsvarede sin bacheloropgave med glans. Vi har den glæde af at have besøg af hende i de her dage inden hendes dimission.



Onsdag var almindelig arbejdsdag, hvor jeg havde ufattelig mange hængepartier. Og som jeg sagde til en kollega, hvis nogen spurgte mig, hvad jeg havde lavet, så blev det svært at svare på. Jeg besvarede mails, jeg fulgte op på mails, jeg arrangerede møder, jeg skrev referater, jeg bookede mødelokaler, jeg læste artikler, jeg deltog i sygeplejekonference, jeg havde møder. Det lyder af så lidt og alligevel måtte jeg efterlade hængepartier til næste uge.

Torsdag var nemlig sidste kursusdag for kolleger. Vi har afholdt tre enslydende dage, hvor alle kolleger har fået 6 timers kursus. Denne gang havde jeg været så nervøs, fordi det ikke var hardcore viden, det handlede derimod om dokumentation af vores gode sygepleje og hvad er god sygepleje egentlig for noget. Derudover havde vi også ekstern undervisere om ernæring og den gode ernæringspraksis. Kollegerne fik ros både fra de eksterne undervisere, fra vores leder og fra mig, for de er fantastiske. På trods af de vilkår de bliver budt med en overbelægningsprocent på langt over 100 i gennemsnit, så formår de at få patienter og pårørende til at føle sig set og hørt. 



Jeg har før skrevet om, at hvor jeg nemt kan få aha-oplevelser eller succesoplevelser i den direkte patientkontakt som sygeplejerske, så er det sværere for mig at få det gennem min funktion som udviklings, uddannelses og undervisningsansvarlig. Denne gang fik jeg følelsen af, at jeg dur til det her. Og det var en fed følelse.

Jeg turde lade dem fortælle små historier om en god sygeplejesituation og så sætte perspektiv på sygeplejen set ud fra en forståelsesramme af, hvad der skal til for at yde god sygepleje. Jeg kunne hente teorier og viden frem og koble det hele sammen uden at være forberedt ud til fingerspidserne. Og jeg stod igen igen med følelsen af, at #jegharverdensbedstekolleger



Fredag er fridag fra sygeplejen og jeg øver mig i at holde fri, helt fri. Fredag har været nydelse sammen med datteren. Fredag har været tid til at ligge i hængekøje og nyde lydene omkring mig.


Håber du nyder din fredag.