tirsdag, februar 20, 2018

Der er en tid

for principper og en tid for andre principper. I dag tog jeg Spangsbergs princip i brug. Man må godt spise flødeboller, når ...

Jeg nyder, at jeg først skal møde i aftenvagt i morgen aften, det giver luft til en rolig aften og morgen og forhåbentlig dermed også en bedre nattesøvn. Selv om jeg ikke drømmer om afdelingen, så kører min hjerne af sted i sit eget tempo, så en del af natten lod jeg den bare køre, og så gjorde jeg som de kloge siger: koncentrerede mig om at slappe af, lod være med at kigge på uret og nød den varme seng og det stille mørke.

Efter rigeligt med flødeboller kan vi godt vente lidt med aftenmaden, "cowboygryde", bønner og kartoffelmos. Der skal laves rigeligt, så landmanden får nem aftensmad i morgen aften. Jeg når også en fysioterapeuttid i morgen formiddag, så en formiddag med langsom opvågning og massage er da den bedste start på en aftenvagt. Faktisk skulle jeg slet ikke have haft aftenvagt i morgen, men en kollega ville så gerne have fri og tilbød at tage min dagvagt søndag i stedet. Det bytte gad jeg godt, så det gav to tilfredse sygeplejersker.

Jeg har nu godt styr på influenzatyperne A og B. Nu ved jeg, at mennesker med type B må isoleres sammen med andre med type B, hvorimod mennesker med type A skal isoleres hver for sig, indtil man ved, hvilken undertype af A, de har. Det tager så tre dage, inden man ved det, så derfor skal de have hver sin isolationsstue.

Al plejepersonale hader isolationsstuer, fordi i en travl tid så gør det hverdagen endnu mere besværlig. Hver eneste gang man skal ind på sådan en stue, skal man have udstyret på. Kommer man så ind og finder ud af, at man skulle have noget mere med, ja så skal man enten have alt af igen eller ulejlige sine travle kolleger med at finde tingene for en.  Vi bryder os heller ikke om, at vi ikke lige kan kigge ind til fru X eller hr Z og se, om de sover eller om de ligger godt. Vores patienter har brug for meget hjælp, og selv uden overtrækskittel i tæt materiale, mundbind og handsker kan man komme til at svede.

Mens jeg sidder her og skriver, kan jeg mærke skulderne sænker sig, jeg deler nurse Ruths tegninger om influenza med kollegerne i vores facebookgruppe, og der popper små kommentarer op. Vi løfter i flok, vi endte med at at grine i dag, fordi det ikke kunne nytte at græde. Jeg håber, mine kolleger i de næste vagter kommer nogenlunde gennem deres vagter.

Må du få en god aften.

Så har jeg vist heller ikke flere snebilleder fra min enlige aften i snehimmel :-)



mandag, februar 19, 2018

Endnu

  • en bog. Søndag blev også en læsedag, jeg fik læst en af mine bøger fra gavebordet, Salvadorena af Cecilia Samartin. Jeg slugte den i et hug på sådan en træt søndag. Anmelderne skriver, at det er en rigtig guvernantebog a la Sound of Music, eller at den minder meget om Rosamunde Pilcher og Maeve Binchy bøgerne. Det har de nok ret i. Men den fik mig til at tænke over, hvilke grusomheder, der blev begået i lande som El Salvador under borgerkrigen i 80erne. Og ja,bogen bliver blidere, men egentlig køber jeg præmissen, at den lille pige, som overlever takket være præster og nonner og finder ro i sjælen i et kloster, forbliver den milde kvinde med overskud til andre. Jeg syntes godt om bogen.


  • en arbejdsdag. Influenzaen hærger stadig. Vi har kolleger, som er syge i alle vagtlag. Nu kan vikarbureauet ikke hjælpe mere. Så dagens løsning blev: en dagvagt tog 12 timers vagt til kl. 19, en nattevagt startede klokken 19 og tog tolvtimers vagt. En aftenvagt tager tolvtimers vagt og fortsætter til klokken tre i nat. Min souschef møder så ind klokken tre i nat og får formentlig også en tolvtimers vagt. Jeg havde overarbejde, fordi aftenvagterne ikke kunne nå alt det, der akut blev ordineret i vagtskiftet pga. dårlige patienter, så jeg gjorde mine patienter færdige. Bagefter dokumenterede jeg alt det, jeg havde lavet hele dagen. Jeg havde haft en studerende med, og vi havde fire patienter. Min studerende skulle gå sammen med mig hele dagen, hun er lige startet og de første to uger måtte hun og de andre studerende blot hænge i for at følge med forskellige sygeplejersker, fordi der hele tiden var nye kolleger på arbejde. I dag nåede vi ikke at reflektere over alt det, vi lavede sammen, det håber jeg, vi når i morgen. Ydermere viste det sig, at en af vores patienter havde influenza, så nu er vi blevet udsat for smitte, for han skulle have hjælp til alt. Til sidst gik jeg på en anden afdeling efter medicin, der manglede, og på vej tilbage hentede jeg blod til en patient. 16.45 gik jeg hjem og nu er jeg træt. Morgendagen synes ikke bedre, så jeg er spændt på denne uge, hvor jeg skal arbejde fem dage i plejen.


  • en dag med skridttæller på. Og i dag nåede jeg de 10.000 skridt, inden jeg gik hjem fra arbejde. Så kan man roligt smide sig i sin sofa og slappe af. På trods af travlhed på arbejde kan jeg mærke, at jeg alligevel føler mig glad, fordi jeg synes, jeg nåede det vigtigste og fik taget hånd om mine patienter. Heldigvis havde jeg gode kolleger, som gav en hånd til sidst, hvor isolationsregler og en rygmarvsprøve var ved at tage pippet fra mig. Hygiejnesygeplejersken blev helt stille og vidste ikke hvad hun skulle sige, da jeg ringede til hende og spurgte om noget, hvorefter hun henviste til instrukserne. Jeg svarede: det ved jeg godt, men jeg er så træt lige nu, at jeg ikke kan forstå den instruks. Så gennemgik vi den og jeg fik styr på, hvad jeg skulle gøre.


  • et indlæg, hvor jeg vil slutte med ordene: pas på dig selv, send et smil til andre, hvis du kan og ha en god aften.

Fra mig til dig: en buket sneblomster. Gid det så sådan ud udenfor lige nu.

DSC_5125

søndag, februar 18, 2018

En ny tid

To bøger blev læst færdig i går. Den ene var mit eget ønske til mit jubilæum og en af gaverne fra mine kolleger; Ruth Asferg Holsts Ny Sygeplejerske- ingen panik. Ruth AH er også kvinden bag tegningerne om Nurse Ruth, som jeg er vild med. Hvorfor ønskede jeg mig en bog om det at være ny sygeplejerske? Først og fremmest fordi jeg læste første kapitel af bogen på Nurseruths hjemmeside og syntes, den ramte plet i forhold til det, jeg så hos mine nyuddannede kolleger, og måske kunne jeg hjælpe dem bedre ved at læse hele bogen. Og så var jeg også nysgerrig efter, om jeg kunne genkende noget af det fra min tid som nyuddannet.

DSC_5134

Første del af bogen og sidste del af bogen er fantastisk. Den midterste del er også god, men fangede mig ikke så meget som det andet. Ruth AH skriver selv, at hun ikke kunne finde noget, da hun stod som nyuddannet og manglede nogen at spejle alle sine frustrationer i. Hun havde søgt og kun fundet udenlandsk litteratur og derfor skrev hun denne bog. Også fordi det kom bag hende, hvor svært det var at være nyuddannet sygeplejerske. Ruth AH har været ansat i forsvaret og været udstationeret flere gange, været skibshandler i Aalborg og indkøber på Grønland, bachelor i international handel fra en fransk handelsskole og alligevel er det at være sygeplejerske det allermest spændende og udfordrende arbejde, hun nogensinde har haft. Jeg kan varmt anbefale denne bog til nye sygeplejersker. Bogen er bygget op om små historier, som sygeplejersken Sanne oplever. Disse historier bliver så omkranset af gode råd, men også beskrivelse af at det er helt naturligt at føle som man gør. Blandt andet bruger Ruth AH tit sammenligningen med, at man ikke vil forvente en maratonløber kan løbe et maratonløb hver dag eller at en underviser kan huske alle 24 elevers navne den første dag og sætter det i forhold til de høje forventninger, man har til sig selv som sygeplejerske: at man skal have overblik over 24 patienter med det samme, man møder ind eller at man kan yde maksimal toppræstation hver eneste dag. Hvert kapitel afsluttes med et brev til Sanne fra en person med kompetencer indenfor det område, f.eks en coach om stresshåndtering eller en sygeplejerske med erfaring om lindrende sygepleje til døende. Og alle kapitler indeholder også tegninger af Nurse Ruth, som er Ruth AHs alter ego. Denne blanding af casebeskrivelser, tegninger, tekster om det at være nyuddannet sygeplejerske og respons fra en udefra er det, jeg virkelig nød meget.

DSC_5130

Den anden bog jeg læste færdig, var bogen En ny tid af Ida Jessen. I litteraturkredsen skal vi læse fortsættelsen af denne bog i april, og nu glæder jeg mig til at læse den og ærgrer mig over ikke at kunne diskutere En ny tid med nogen. Bogen handler om en tidligere lærerinde, som i forbindelse med hendes mands sygdom og død finder sin gamle dagbog og nu begynder at skrive i den igen. Gennem dagbogen følger vi hende i nutiden, men går også tilbage, til før hun blev gift med distriktslægen og den første tid som nyuddannet lærerinde. Det er en bog, der er nem at læse, og jeg var helt opslugt af den. Jeg blev fanget af det skift, der sker med hovedpersonen efter hendes mands død, igen er jeg betaget af, når folk tør finde sig selv og handle på det.  Jeg mener, at jeg har læst noget af Ida Jessen før. I følge min blog har jeg læst Det første jeg tænker på, jeg har så desværre ikke skrevet, hvad jeg syntes om den. Og via anmeldelsen på litteratursiden genkender jeg handlingen, men kan overhovedet ikke huske slutningen. Det samme gør sig gældende for anmeldelsen om Den,der lyver.

DSC_5135

Når nu jeg ikke har nogen at diskutere bogen med, så kan jeg læse anmeldelser af bogen, og det medførte det samme som i litteraturkredsen, at noget jeg klukkede over i bogen, men lykkeligt havde glemt, da jeg var færdig, nu dukkede op i erindringen: ”Rigtig gamle mennesker siger ikke ret meget, og det er ikke fordi de ikke kan. De gider ikke”. Og Kathrine Lilleør rammer så megen plet med sine smukke ord:

“Altid håbede hun på mere end det lidt, han gav. At leve i et køligt ægteskab giver forfrysninger i sjælen, som ikke absolut tør op, fordi ægtefællen dør. Enken så frem til engang at blive sig selv, men da hun blev det, forsvandt kompasset for hendes liv. De bristede forhåbninger, afvisninger og hårde ord gav over år tilværelsen retning og indhold.

Alle efterlader sig et tomrum, når de dør. Også en ukærlig ægtemand. Det er i dette tomrum Lilly Bagge har fundet sin gamle dagbog frem, og her følger vi hende forsøge at finde en hverdagsmening i den stilhed, hendes mand efterlod. Det tager tid.”

Til slut vil jeg lade Ida Jessen selv beskrive hovedpersonen, som hun gjorde i et interview om bogen og den tid, den handlede om.:

”Hun er et menneske, der ikke forsøger at forudse, hvad der skal ske. Livet løber hende i møde, og hun tager imod. Hun har ikke nutidens tanke om, at alting skal komme fra hende selv. Der er ingen følelser og mærken efter, hvordan hun har det, selv ikke når hun er dybt berørt og har det svært,” siger Ida Jessen.

Jeg er dog ikke helt enig med forfatteren i det sidste, for selv om der måske ikke beskrives, at enken mærker efter, hvordan hun har det, så handler hun dog ikke efter de gængse forventninger, men efter det, der giver mening for hende selv. Håber nogle af jer har læst bogen og gider skrive jeres oplevelser i kommentarfeltet. Eller at I vil fortælle om de bøger, som har gjort mest indtryk på jer. Ha en god søndag.

DSC_5136

PS billederne er fra fredagens og lørdagens gåture. Der må noget bevægelse til, når man læser det meste af dagen. Og så sluttede vi lørdagen af med at tage på Bones og hygge os med en god omgang spareribs og softice.

fredag, februar 16, 2018

Magien var der

nu er den væk. Sneen ligger stadig og skinner hvidt, men langsomt forsvinder den. Min vej hjem fra litteraturkreds i går var så smuk, med hvidt over det hele, snepyntede træer og knitrende sne under støvlerne, da jeg gik ind. Jeg skulle have trillet den snemand i går, for i dag er det for sent.

DSC_5126

Jeg er så glad for, at jeg har meldt mig til litteraturkredsen, for bøgerne åbner sig endnu mere for mig. Først skal alle fortælle om deres oplevelse af bogen. Vores leder peger dernæst på udvalgte tekster, som bliver læst op og så får jeg rig lejlighed til at nyde sproget. Når jeg læser, læser jeg hurtigt og så fanger jeg ikke alle de sproglige nuancer. I går smuttede jeg ind på biblioteket og lånte en ekstra bog, fordi aprils måneds bog er en fortsættelse af en bog, som litteraturkredsen har læst i efteråret. Jeg vil gerne kunne deltage i den diskussion. Derudover har jeg alle de bøger, jeg fik til mit jubilæum, så mon ikke weekenden hurtigt kan gå med bøger og curling i fjernsynet.

Nu røbede jeg jo min irritation over vores hund, så nu må jeg fortælle, at jeg åbenbart har glemt, hvordan det er at have en hund, som skal opdrages kun af mennesker. Vores første hund Scott må have været igennem det samme, men det er 35 år siden. Siden hen har Fie, Laika og Istvan mødt en voksen hund, som de kunne lære husets regler af. Ayla er blevet så dygtig til blot at komme hen og sætte sig ved siden af mig for at blive kælet for, og hun går fluks hen i kurven, når jeg beder om det. Så nu går jeg igen ind ad bryggersdøren, også i de pæne frakker, og jeg kommer ind i køkkenet med frakken pæn og ren.

DSC_5129

Mens mine kolleger finder gode rejsetilbud til solvarmestrøg, spa og afslapning, glæder jeg mig mere og mere til, at jeg skal på stilhedsretræte i slutning af maj. Det bliver godt at gå ind i stilheden 2½ døgn, det specielle bliver, at en af de andre deltagere er min søster, men vi glæder os til at dele den oplevelse.

Jeg mangler ét hængeparti, inden jeg kan sige, det er weekend i forhold til mit arbejde. Herhjemme er der mange hængepartier, men dem er jeg gode til at lukke øjnene for. Kontor, løn og regnskab bliver altid gjort, det andet kan altid vente til en anden dag. Dagen i dag indbyder til curling og den store engelske bagedyst i fjernsynet. Jeg har været i LOOP og til fodterapeut her til morgen, så jeg mangler blot en gåtur, så er kroppens behov vist dækket. Det er ren nydelse at holde fri, jeg mangler blot magien fra i aftes, men man kan jo ikke få alt. Jeg fik det magiske drys i går, og jeg nød det.

DSC_5128

torsdag, februar 15, 2018

Den er god nok

Det står selv i avisen, de nordjyske sygehuse er pressede på grund af influenza, dels fordi de får flere patienter med influenzasymptomer, dels fordi personalet sygemelder sig med influenza. Der er godt nok lang tid til d. 16/3, hvis influenzaen skal hærge så længe, som de skriver.  Nu har jeg heldigvis fri i tre dage, de mangler kollegaer i weekenden, men jeg er nødt til at få styr på noget af alt det, jeg skulle have haft lavet de sidste tre dage, hvor jeg var ansvarshavende og dækkede andre funktioner. Det gør jeg hjemmefra og så håber jeg på, at landmanden er frisk på, at der skal ske et eller andet. Jeg trænger til at se andet end sygehuset og gården.

I disse dage spilles der OL-curling, og vi sad i går og genopfriskede minder fra dengang, det var noget, vi gik til sammen med vores teenagebørn. Desværre lå curlingtiden fredag aften, det harmonerede ikke med teenagers trang til at være sammen med deres venner.

I aften er der litteraturkreds, nogle af kvinderne har skrevet noter om den læste bog, jeg tror at jeg improviserer, når der skal fortælles bordet rundt om vores oplevelse med bogen : http://underet-er-at-vi-er-til.blogspot.dk/2018/02/fredag-i-punktform.html (aner ikke hvorfor jeg ikke kan indsætte et link på vanlig vis)

Må din torsdag aften være god ved dig.

Og så bruger jeg rigtig billedearkivet i disse dage. Da jeg ikke har billeder af tiden med curling, får I et billede af min far og mig på tur i snevejr.




tirsdag, februar 13, 2018

Det der strikke-mojo?

Begrebet er jeg stødt på forskellige steder: jeg har mistet min strikke-mojo, jeg har fundet min strikke-mojo. Googler jeg begrebet mojo, finder jeg ikke noget, der sandsynligt kan kobles med strik og den betydning, jeg tror, det har i strikkeverdenen. Det nærmeste skulle være i betydningen held eller magt på en overnaturlig måde.

Jeg tror, det betyder, at man har mistet lysten til at strikke. Men ved du, hvorfor man siger sådan?

I aften er jeg inviteret til strikkehygge hos en kollega, og jeg glæder mig til at være sammen med kolleger i hyggeligt samvær. Jeg ved bare ikke, hvilket strikketøj, jeg skal tage med. Det ender nok med en karklud, den kan jeg altid strikke et par pinde på, for jeg får intet strikket herhjemme. Jeg søger stadig efter min strikke-mojo. Hvad det så end betyder :-)

God aften til dig.

Arkivbillede i mangel af nutidens billeder

mandag, februar 12, 2018

1000 kroner!

Det der shopperi er jo slet ikke mig, så derfor er det lykken, når det helt kommer bag på mig, at jeg rent faktisk får handlet.

Min dejlige taske fra mine kolleger til min runde fødselsdag sidste år var gået i stykker. De havde godt nok ikke en bon, men vi blev enige om, at jeg skulle prøve lykken i Salling. Jeg gad egentlig ikke køre til Aalborg på en lørdag, men tog mig sammen til sidst. De to første ekspedienter sagde, at det kunne de nok ikke, når jeg ikke havde en bon. Den erfarne, der blev hidkaldt, gik afsides og kom så tilbage og sagde, at fordi de var søde, så ville de gøre en undtagelse. Så nu har jeg fået en helt ny taske. Skøn service.

Nu var jeg tilpas, der stod ikke mere på min liste udover dagligvareindkøb i Føtex. På vej derhen kom jeg forbi en sportsforretning. "Jeg kan da også lige gå ind og se om de har en vinterfrakke" Sort dunfrakke med hue og pelskant, sat ned fra 1500 til 500. Godt nok bryder jeg mig ikke om sort, men til de penge kunne det godt være frakke, til jeg engang får købt den smarte vinterfrakke i sprælske farver, jeg gerne vil have (den har så stået på listen i to år, men eftersom jeg ikke shopper, så finder jeg den jo ikke). Der var en tilbage, det var min størrelse, så nu kan jeg gå den vinter i møde, som jeg stadig håber kommer med sne und alles. Og 500 kr. Det svarer jo til ca 14 pakker cigaretter eller en god middag på en restaurant. Så finder jeg Frakken, så kan en anden få glæde af mit billige køb, men indtil da må jeg bare sørge for at have farverige tørklæder på.

I dag har jeg været ansvarshavende, for lige som på alle andre afdelinger er der massiv frafald af kolleger pga influenza, og nu altså også min leder. Læg så der til, at mange mennesker får apopleksi og er hårdt ramte, så kan du næste regne ud, at der knokles for at få alle ender til at nå sammen.  I dag betød det, at vi var flere, der først gik hjem 2 en halv time senere end beregnet, og aftenholdet er hårdt spændt for,  jeg håber det går. I morgen er der heldigvis nogle kolleger, der er raskmeldte, så krydser jeg fingre for, at andre ikke er syge.

Nu vil jeg i hvert fald nyde, at aftenen er min egen med te og cookies til at peppe den op. Ha en god aften.