torsdag, maj 07, 2026

Taknemlighed og taksigelse

 Kan jeg overhovedet finde tilbage til bloggen efter så lang en pause? Vi får se.

Meget er sket, så for ikke at ende ud i et maratonindlæg starter jeg med det sidste. Nærmest hver dag siger jeg tak til Gud, tak for alt det jeg har fået. Når jeg ser billeder fra Trondheim af to skønne børn og facetimer med dem, så fyldes jeg af taknemlighed, at jeg er farmor til dem. Og jeg takker for, at de har fået et par seje forældre, som har formået i al den kaos og sygdom, de har stået i samtidig med de fik børn, at give deres børn et solidt fodfæste i verden.

Mine børnebørn kommer der ingen billeder af, så her har I to hunde, der lykønsker Å med de to år i marts måned :-)

Jeg takker for, at jeg er blevet mormor til en lille sund gut og at jeg fik lov til at være med ved hans fødsel. Han er kommet til verden hos to forældre, som formår midt i kaos og eftervirkninger af sygdom at holde fokus på den nye forældrerolle.

Og da lillegutten er født tæt på os, har jeg kunnet hjælpe på en anden måde end ved mine to ældste børnebørn. Desto mere respekt og taknemlighed har jeg over min søn og svigerdatters takling af livet.

Om en uge fyldes mit hus med latter og løb og ordene "farmor kom" for de to norsk-danske børn skal besøge deres fætter for første gang og vi får lov til at have dem boende hos os. Tak! Det glæder jeg mig til.

Skyline fra Nørresundby - på besøg hos datter og svigersøn

Min hånd bedres langsomt, min søde fysioterapeut roser den hver gang jeg er hos hende. Og ergoterapeuten ved den kommunale genoptræning regner med at afslutte mig om en måned. Men først skal jeg forbi min læge med blivende føleforstyrrelser i fingrene. Om de kan gøre noget, ved jeg ikke, og ellers må jeg leve med det. I det store overblik fylder det ikke. Jeg kan løfte lillegutten, skifte tøj og ble, når bare jeg tænker over, hvordan jeg holder mine hænder. Det hjælper så heller ikke, at jeg tre dage før hans fødsel faldt på en skovsti og slog min venstre hånd, heldigvis ingen brud, tak for det, og smerterne går jo væk på et tidspunkt. 

I dag skal jeg afprøve, om jeg kan svømme 600 meter, første kriterium for at komme tilbage til havkajakroning. Derefter bliver det små ture med gemalen og test af om jeg kan redde mig selv, førend jeg tager de længere ture. Men jeg er fuld af håb om at det nok skal lykkes.

Hverdagen fyldes med 6 km gåture, når ikke vi lige er på langfart for at se på det ene eller andet til det nye hus. Men det skrider planmæssigt frem, så nu begynder vi at kunne skimte en overdragelse af huset til sommer. Heldigvis bor vi godt i vores sommerhus, så vi har ikke hast med at skulle få huset færdigt.



I går var jeg til den sidste koncert med mit gospelkor. Det bliver svært at finde et, der kan erstatte de skønne mennesker, jeg har været sammen med i de mange år, jeg har sunget i koret. Men jeg er fuld af fortrøstning, det skal nok falde på plads.

Nå ja, da jeg efter 12 uger med hånden immobiliseret blev frigivet til at strikke, gik jeg i gang med Marys svøb, det gik langsomt, for føleforstyrrelserne dukkede op fluks efter de første 50 masker, så jeg måtte holde mange pauser undervejs. Men det blev færdigt, da lillegutten var 13 dage gammel, og han har brugt det lige siden. Af hjertet tak for det hele.





16 kommentarer:

  1. Det lyder bestemt som om, du har fundet tilbage til bloggen. Jeg måtte smile over billedet af hverdagen hos jer: havkajakmål, gospelafsked, strikkepinde med pauser for fingrene - og så et hus fyldt med børnebørn, hunde og 'farmor kom!'. Det lyder som kaos, man gerne tager med. Marys svøb færdig på 13 dage med genstridige fingre? Det er bedstemorvilje på eliteniveau :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Uffe, det er jeg glad for at høre. Svøbet blev nu startet 4 uger før fødsel, men jeg er stolt af at have strikket det på 6 uger 🙂

      Slet
  2. Endnu en gang til lykke ♥️ Det er stort med børnebørn og med særlige omstændigheder omkring dem blandt v’er taknemmeligheden så meget større!
    Fortsat: Guds fred og alt godt til alle indenfor dine cirkler♥️
    Charlotte T

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Charlotte ❤️ det er stort 🥰. Tak og alt godt til jer ❤️

      Slet
    2. bliver, skulle der stå😳

      Slet
    3. ah, jeg kunne ikke helt regne det ud , tak :-)

      Slet
  3. Vidunderligt at læse. Håber vi kan kramme en dag 🥰

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Inger, det kunne være dejligt 🥰

      Slet
  4. Endnu et stort tillykke med familieforøgelsen, hvor er det dejligt at læse nyt fra dig.
    Hvor har vi alle meget at være taknemmelige for, og når jeg læser om din glæde ved børnebørn, familie, husbyggeri, kajak og traveture og meget mere, så bliver jeg så glad. Hvis så de fingre kunne arte sig, men jeg håber, at træning og brugen af hånden til strik mm. hjælper.
    Nyd foråret og det kommende besøg af de store børnebørn, kh Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Marianne. Vi har meget at være tsknemlige for.

      Slet
  5. Kære Lene, hvor er det dejlig læsning, især blev jeg rørt over at læse om din datter og hendes lykkelige omstændigheder! Hvor er det skønt, jeg kan godt forstå, at du er taknemmelig 🙏🪷.
    Jeg håber, du finder tilbage til bloggen, jeg prøver selv at finde vejen til min 🙂

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, tak :-) Ja jeg har også været rørt mange gange, for det er et lille mirakelbarn, for i følge lægerne og alle undersøgelser skulle hun have haft hjælp til at blive gravid. Det klarede de heldigvis selv :-) Jeg håber også at du finder vej til bloggen igen. Jeg vil prøve at få en regelmæssighed ind, for ellers går dagene bare, hvor jeg tænker indlæg, men aldrig kommer ind til computeren :-)

      Slet
  6. Først og fremmest tillykke med det tredje barnebarn. Det bliver noget andet end med de to første, fordi du kommer til at følge så tæt på.
    Og så er det vel lidt et mirakel, at kemoen ikke slog alle æg og anlæg til dem ihjel - men der er de, som med så meget andet relateret til cancer, nok også blevet dygtigere.
    Noget skidt med den hånd, men respekt for den måde, du tackler det på, for det har da godt nok været/er en sej omgang. Og så falde én gang til! Lene, altså - du må vist til at være lidt mere forsigtig. Jeg kan nemlig godt mærke, at min balanceevne ikke er så god som den har været, så jeg har lært at forcere ujævnheder med forsigtighed.
    Det bliver dejligt for dig at kunne kajakke igen - jeg håber virkelig ikke, det bliver for hårdt for din hånd.
    Det skotske sjal er bare så smukt!
    Hvorfor skal du finde et andet kor? Er gospelkoret opløst?
    Foreløbig er det da gået meget godt med at vende tilbage. Jeg håber du bliver et godt stykke tid denne gang 😘

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, tak, Og ja det er et mirakel, for undersøgelser og blodprøver tegnede et klart billede af at hun skulle have hjælp til at blive gravid. Men de klarede det selv :-)
      Tak, ja jeg føler mig pludselig som gamle koner, der næsten ikke tør gå på ujævne steder, men det prøver jeg at overvinde og så holde øje med stien :-)
      Jeg flytter jo syd for fjorden og dermed bliver det for langt at køre til det gamle kor. Så jeg vil gerne finde et kor i nærområdet. Og tak jeg håber også at jeg kan holde ved denne gang :-)

      Slet
  7. Dejligt at læse noget fra din hånd igen! Forhåbentlig finder du lysten og tiden til det stadigvæk. Det lyder jo, som om du har nok at gøre i dit "nye" liv. Og så må den hånd altså godt blive rigtig god igen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Conny. Du kender jo til det med at komme tilbage i fysisk form.

      Slet