LYS OG MØRKE

Morgensolen skinner skønt ind gennem vinduerne, udenfor min dør på trapperne lå foruden den vanlige avis også en pose med rundstykker.

En af vores medarbejdere har sin datter og svigersøn som lejere hos os, og hver lørdag kører han ud med billige rundstykker til dem, i dag syntes han også, vi skulle ha. Tak.

Mørke tanker fylder derimod mit hoved, da jeg læser det her indlæg. Jeg tænker over de gange, jeg har ladet ord og meninger gå gennem det ene øre og ud af det andet øre, fordi jeg vidste, at de pågældende mennesker i den konkrete situation i mødet med et medmenneske aldrig ville handle, som deres tidligere ord kunne tyde på. Problemet er bare, at der er andre, som ikke kan skelne mellem ord og meninger sagt i en ophedet diskussion, hvor argumenttaktikken er, at overdrivelse fremmer forståelsen, og så almen medmenneskelig handling. Vi andre har en forpligtelse til at tænke over de frø, vores ord planter i disse hjerner.

Jeg kommer til at tænke som Dronningen; Gud bevare Danmark, og i samme åndedræt på ordene fra en sang; Livets Gud har ingen hænder, derfor er det dig, Han sender, når din næste lider nød.

Du og jeg kan gøre en forskel.

EN TIL HVER

Da vi fik sønnen 16 måneder efter datteren, var forårsarbejdet netop overstået. Ret beset var graviditeten planlagt, vi havde dog ikke kalkuleret med, at jeg blev gravid med det samme, så det var kun takket være sønnens sendrægtighed, at alle kartofler var blevet lagt.

Det betød, at landmanden tog sig af datteren, og jeg tog mig af sønnen de første tre uger. Herefter blev landmanden lidt mere ustabil, og vi tre andre hyggede os sammen.

Børnene trives nu over i hovedstaden, de har deres eget liv, den telefoniske kontakt eksisterer med jævne mellemrum.

Forældrene er alene tilbage på gården. Helt alene er vi ikke, vi har jo hundene, og da Laika fra første dag tydeligt gjorde klart, at hun ikke havde tænkt sig at påtage omsorgen for den lille hvalp, ja så blev det så landmandens opgave.

Istvan følger troligt landmanden overalt på gården. I dag har landmand og hund først været ude og handle reservedele til harven, senere har de så harvet hele eftermiddagen.

Laika nyder sin alderdom i bryggerset, hun er lige ude en gang imellem, men er ganske tilfreds med at få ro det meste af dagen. En ting kan dog få hende ud af hundekurven. Når jeg kommer ud i bryggerset, finder mine travesko frem og henter hunderemmen, så bliver hun som ung igen, logrer med halen, gør højlydt og ved slet ikke, hvad hun skal gribe i for at demonstrere sin glæde.

Dagens travetur blev i strid modvind på vej hjem, vi er begge to trætte nu. Men i morgen er vi klar igen.

THE NEVERENDING STORY

Hvad skal vi have at spise i aften?

Et emne, som jeg gerne ville komme let og elegant om ved lige for tiden, men da jeg har en medarbejder på kost, som kører til langt ud på aftenen, så skal der noget “ordentlig føde” på bordet.

Menuen varieres over temaet kartofler, kød og salat/grøntsager, yndlingsretter er noget, der kan passe sig selv i ovnen. Og yndlingskartoffelretten er flødestuvede kartofler i fad, nem og velsmagende, den tror jeg, vi nupper i aften sammen med en skål blandet salat. Kødet? Hmm jeg har glemt at tage kød op fra fryseren, men biblioteket har fået en af mine teoribøger hjem, så byturen kan hurtigt komme forbi supermarkedet.

Hvad skal du have at spise i aften?

LØRDAGSAKTIVITET

Kan du lide kunstudstillinger?

Kan du lide malerier af Bettina Winkelmann

eller af  Jørn Bork

eller måske er du vild med keramik af Henriette Duckert

Så er du måske en af dem, der gerne vil vide, at Galleri Færch-P i Øster Vrå åbner deres påskeudstilling på lørdag kl 13.

Det musikalske islæt står et gospelkor for.

Hvordan jeg ved det? Det er jo mit kor, der skal synge :-)

UDENFOR MIT VINDUE

blæser det en halv pelikan eller mere.

Det er godt. Al den regn, vi har fået, forsvinder, markerne tørres, og langsomt men sikkert er foråret på vej.

Endnu er det den sorte muld efter ploven og stubbene fra sidste år, der dominerer billedet.

Men snart kommer kornet i jorden, og er varmen med os, så varer det ikke længe, førend markerne får et grønt skær.

Buske og træer står endnu nøgne, farverne i landskabet er i de brunlige nuancer. Rundt omkring lover små knopper snarligt farveskift i naturens maleri.

Det er en skøn tid, vi går i møde.

VÆRKTØJ OG REDSKAB

Mon værktøj er det samme som redskab?

I overført betydning er de synonymer, her betyder begge et middel til at opnå bestemte resultater.

Konkret betyder redskab:

“genstand der ofte er konstrueret forholdsvis simpelt, og som er nyttig el. uundværlig når man skal udføre en bestemt handling el. et bestemt stykke arbejde • fx en ske, en saks el. en økse”

og værktøj:

“hjælpemiddel el. samling af hjælpemidler til udførelse af et håndværksmæssigt arbejde; synonym: grej, håndværktøj”

og

“hjælpemiddel til udførelse af et (erhvervsmæssigt) arbejde; synonym: arbejdsredskab “

Dagen i går blev brugt på et redskab/værktøj til at hjælpe mig med at overskue mine tanker og ideer med at skrive opgaven.

Jeg er kommet til at tænke på aspekter, som jeg ellers ikke havde tænkt på. Jeg har fået sat tankerne lidt i system.

Nu printer jeg alle mine tanker sat i ord ud og så håber jeg, at det hjælper mig. Jeg har nu 8 dage tilbage før afleveringen. Og denne gang VIL jeg ikke sidde op om natten, jeg skal jo køre 1½ time for at aflevere opgaven, så det dur ikke. Opgaven er færdig torsdag aften om en uge. BASTA!

Og min problemformulering lyder (foreløbig) sådan her:

Hvordan kan sygeplejersken fremme den selvhjulpne patients aktive deltagelse i egen rehabilitering under indlæggelse på et akut apopleksiafsnit?

Jeg er spændt på, om jeg kan analysere og diskutere ud fra teori og komme frem til en konklusion.

Så er det nu, at jeg skal læne mig tilbage og henkastet sige; det vigtigste er processen, ikke resultatet. Som om!

HÅRRIVENDE

Det er for tidligt, at jeg er gået i stå. Tag dig sammen Lene og skriv.

Skriv!
Skriv, skriv, skriv, skriv alle tankerne ned på dokumentet.

Rediger senere!

Jeg ved det jo godt, det er ikke det samme, som at jeg gør det.

Jeg ville aldrig egne mig til at have hjemmearbejdsplads :-)

ELEFANTER PÅ MOTORVEJEN

Så kører man der, i hver sin bil. Der er de forsigtige, de sindige og så er der os, der forvandler os, når vi sætter os i en bil og bare vil derudaf.

Og så er der elefanterne!

Elefanterne skal også være der, de har en vigtig funktion, de transporterer varer rundt i landet, de sørger for, at du og jeg kan få det, vi ønsker, når vi går i butikkerne, de kan ikke undværes. Der holder en elefant på min gårdsplads mindst en gang om ugen og sikrer, at vores kartofler kommer ud til alle butikkerne.

Men jeg kan godt undvære en elefantoverhaling. Det er ikke mig, der har fundet på ordet, jeg høret det i radioen, en af de dage på motorvejen. Når elefanter overhaler, går det langsomt, meget langsomt, de skaber kø, opbremsninger og stor irritation. Jeg kan blive som en lille bitte pekingeserhund, når det sker, hold da op som mit temperament kommer i kog.

I går aftes på vej hjem fra min far mødte jeg få elefanter, og de holdt sig i skindet. Jeg øvede mig også i at køre langsomt, for som Johannes Andersen skrev i en klumme, vi har GPS, som viser os at vi vinder forsvindende lidt i tid ved at køre stærkere. Hvorfor er det så, at vi ikke lader den viden sive ind?

I går kørte jeg de 75 km på motorvej med 110 km/timen, måtte jo egentlig køre 130 mange steder, og alligevel kom jeg lige så hurtigt hjem som ellers og sparede diesel samtidigt. Mon jeg lærer noget af den tur? Vi får se. Elefanterne tror stadig, at de lige kan overhale hinanden og så komme hurtigere frem. Mon de lærer det?

KÆDESØGNING

Egentlig handler det ikke kædesøgning, som er, når man fra en artikels referenceliste søger videre i en artikel og fra dennes referenceliste søger videre og så videre.

Det handler om den kæde af minder, der blev sat i gang, da jeg læste Charlottes indlæg her til morgen.

Overskriften gik lige ind i hjernen, først blev musikken til sangen fundet frem, så kom teksten og til sidst mindet om den dag, da min mor kom hjem med bogen med alle de skøre sange, og vi øvede os på dem alle hjemme i stuen. Det var noget andet end De små synger og alle de andre pæne sangbøger, vi havde. Her var skøre ord og sjove rytmer. Her var filtklip fotograferet som billeder til sangene. Og de billeder mangler desværre i den næste udgave, som jeg fik af min mor, da jeg blev voksen, købte mig et klaver og fik børn.

Jeg er ikke så god til at spille brugsklaver som min mor var, men den her sang kan jeg spille:

Alabadoster, hvad tror du det koster at købe en stor afrikansk elefant?

En krone og atten, jeg tror vi skal ta den, en ordentlig en, ikke sandt.

Og så skal vi sidde på ryggen og ride, til Afrika, til Afrika, det ka du lige tro, vi ska.

Ala ba doster hvad tror du det koster at købe en stor afrikansk elefant?

Jeg har ikke været i Afrika, men en solnedgang i mosen kan vel også gå an.

Udenfor er der travlt med pløjning og harvning. I går aftes, da jeg gik min solnedgangstur, kørte medarbejderen stadig og pløjede, kæresten var kørt herud og sad nu med  i traktoren. Det satte også minder i gang, om dengang landmanden og jeg var nybagt landmandspar uden børn. Det var hyggeligt at tage termokanden og en madpakke med ostemadder med ud til ham, sidde på det lille sæde ved siden af førersædet, mens dyr kom ud på marken, og radioen spillede god musik.

Ha en god dag, hvor der forhåbentligt bliver lagt gode minder ind i hjernens lager.

HABA HVAFO NOET?

Solskinsdagen er tilbragt i bil. Først tandlægebesøg i Aalborg, så Ikeabesøg i Aalborg, til slut vejledning i Aarhus.

Der føg rundt med ord og ideer, jeg har gode tanker, tak for det, jeg har megen teori til at begrunde mine tanker, men der manglede måske lidt overordnet teori i forhold til patientens reaktion på at være patient.

“ Du nævnte, du havde Birklers bog om videnskabsteori, hvad med Habermas’ teori om livsverden og systemverden?”

“øh, jo, øh, jo, jamen det kan jeg da vist godt huske” (vel kunne jeg da ikke det) Nu har jeg fundet bogen frem, og så håber jeg, at jeg kan få inddraget Herr Habermas.

Nå nu mangler jeg så lige at få skrevet den opgave, problemformuleringen er i hus (tror jeg nok). 10 dage(all inclusive) har jeg.

Jeg er træt lige nu, og jeg sidder og argumenterer med mig selv. Jeg ved jo, at en travetur vil hjælpe, jeg ved det jo. To artikler skal læses, en på engelsk og en på svensk, begge handler om sygeplejerskens rolle i den tværfaglige rehabilitering på et akut apopleksiafsnit. Jeg har selv fundet dem i anerkendte databaser, og nu skal det vurderes, om de kan bruges i opgaven. Det ville være dejligt, hvis jeg kunne nå det i aften, for så kan jeg komme i gang med at skrive i morgen.

Mens solen går ned udenfor mit vindue, må jeg hellere trykke udgiv og så tage traveskoene på.

God aften til dig.

SÆT KRYDS I KALENDEREN

Det er lang tid siden, landmanden har været med i biografen, det er endnu længere siden, at kun min gode ægtefælle og jeg har været alene i biografen.

I aften har vi set Kongens store tale.

Heldigvis faldt landmanden ikke i søvn, og heldigvis syntes han lige så godt om filmen, som jeg gjorde. Heldigvis, fordi jeg havde overtalt ham til at gå i biografen.

Hvorfor syntes jeg om filmen? Den var langsom i tempo, den var morsom, den var rørende, og skuespillerne spillede fantastisk godt. En rigtig engelsk film.

Nu er det tid til a nice cup of tea, og bagefter skal jeg have styr på papir og tanker til morgendagens vejledning.

ARBEJDETS BETYDNING OG FLOWTEORI

Noget af det, der betyder meget, når man bliver indlagt med en blodprop eller blødning i hjernen er, hvornår og hvordan kan jeg vende tilbage til mit arbejde?

Indimellem kan jeg godt, når jeg læser rundt omkring på blogge, hvor det , der står øverst på ønskelisten, er at stoppe med arbejde, undre mig. Dem, der ikke kan arbejde af den ene eller anden årsag, vil gerne arbejde. Dem, der kan arbejde, længes tilsyneladende konstant efter ferier og efterløn.

Jeg har 4 svigerinder, som er over 60, en stoppede med at være selvstændig som 60 årig, en stoppede med at være lærer som 63 årig. To er i fuld sving og har ikke tænkt sig at stoppe før som 65 årig, den ene er i en ny spændende og psykisk hård stilling som social og sundhedsassistent, den anden er leder indenfor sygeplejen (sygeplejerske). De to læner jeg mig lidt opad.

Jeg har intentioner om at fortsætte længe endnu med at arbejde. Lige nu tænker jeg 62, men måske rykker grænsen sig, når jeg når derhen. Hvem ved?

Et af de emner, vi har haft på diplomstudiet er erhvervsrettet rehabilitering, og i den forbindelse var baggrundslitteraturen et kapitel om arbejdets betydning. Her blev jeg præsenteret for flowteorien udviklet af  en psykolog Mihaly Csikszenthihalyi.

Flow beskriver en tilstand, hvor man føler sig lykkelig og revet med i en aktivitet, som kræver ens fulde opmærksomhed. I følge undersøgelser viste det sig, at denne tilstand oftest opstod, når man var på arbejde, også ved rutineprægede arbejdsopgaver. Ellers havde man mest forbundet det med kunst og kreativitet, men forklaringen skulle være, at arbejdsopgaver fordrer, at jeg er fokuseret og opmærksom, jeg har ofte opgaver med klare mål, jeg får tydeligt feed-back, der er struktur og jeg bliver udfordret på mine færdigheder. Alle disse tinge er forudsætninger for, at der opstår en tilstand af flow. I min fritid er jeg ofte mere ustruktureret, jeg udfordrer måske ikke mine evner på samme måde og kommer dermed ikke i den tilstand af flow. Så påstanden i bogen er, at det ikke at have arbejde kan give færre  flowoplevelser og mindre muligheder for udvikling af selvet.

For mig giver teorien mening, den forklarer hvorfor en hård og belastende arbejdsdag alligevel kan give en fornemmelse af, vi klarede den trods alt, og den følelse gør godt.

Men også som leder i FDF har vi af og til udfordret os selv vel hårdt på lejre, og bagefter er det jo netop de situationer, vi huskede og blev klogere på os selv som ledere.

Mon ikke også flowteorien var på spil, da landmanden og jeg glemte at lytte til de lokale og pludselig befandt os på et bjerg på en motorcykel midt i torden, lyn, regn og tåge kombineret med skarpe hårnålesving. I år har vi planer om at se bjerget i godt vejr, så vi kan nyde udsigten og de skarpe hårnålesving ,  men de timer på bjerget, hvor landmanden blev udfordret i den grad, gav ham en god fornemmelse af sine evner til at håndtere en stor motorcykel i al slags vejr.

DETALJEN

En gang imellem må man på afstand for at få detaljen med.

Detalje betyder i følge sproget.dk: lille (afgrænset) del af en større helhed.

Detaljen kan være det, der fuldender den større helhed. Lydighedsprøven i dag blev afviklet ved en jagtforenings hytte, hytten er bygget af medlemmerne selv, men kom fra Rusland som samlesæt.

Træhytter i sig selv er smukke, men et af medlemmerne kan sandblæse, så fra at have et standard toiletvindue, har foreningen nu en smuk detalje.

 

Og end skønt det var landmanden og Istvan, der var aktive, så er det mig, som skulle forestille at læse faglitteratur, der faldt i søvn på sofaen og har sovet 3 timer. Nu må jeg vist ud og nyde dagens sidste lys og så erkende, at læsningen er udsat til i morgen.

WE HAVE A WINNER

 

Istvan modstod presset at være den, alle havde rost på kurset, og alle forventede ville levere en fin indsats.

Der var unghunde, der var ældre end ham, faktisk var han den yngste af alle hundene, kun 6 måneder gammel.

Så må man som hund vel godt nyde sejren lidt.

 

 

 

Og jeg nyder, at vi har en hund, som nu lydigt sætter sig på måtten, når jeg skal tørre dens poter.

En skønne dag kan jeg gå lange ture med den uden snor, akkurat som jeg kan gøre med Laika, men lige nu gælder det symbiosen landmand – Istvan. Istvan elsker at være sammen med landmanden, så den er med ham overalt på gården, selv i traktoren. Og det giver pote i tillid og tilknytningsforhold og altså nu også en 1. plads i lydighed.

EKSAMEN

Alle mand (og hunde) er oppe. Vi skal nemlig være klar. Der er prøve på lydighedskurset. Heldigvis er det ikke landmanden eller frue, der skal testes, men den sidst ankomne i familien, Istvan.

Jeg har fået lov til at komme med , men med strenge ordrer om ikke at forstyrre, når prøven skal gennemføres. Jeg håber dog, at jeg som enhver stolt mor må fotografere under seancen.

Det bliver spændende, om Istvan er en eksamenshund, eller om klappen går ned!

EKSPERTISE

Ind imellem kan man blive utroligt træt af at høre såkaldte eksperter udtale sig om hvad som helst når som helst i hvilket som helst medie.

Noget andet er mennesker med en uddannelse, som gennem årene får en ekspertise og viden på et bestemt område. For mig er det helt klart det bedste, når jeg møder sådanne mennesker som både har den teoretisk viden, altså ved noget om hvordan og hvorfor og hvad der er bedst OG samtidig har den praktiske viden. De er ikke “halvstuderede røvere” som udtaler sig på baggrund af teoretisk viden, som ikke har rod i praksis.

Disse fagpersoner med ekspertviden har det både i hovedet og hænderne. Derfor er det så sørgeligt, når der nu rundt omkring i landet nedlægges det ene center for rehabilitering af hjerneskadede efter det andet. Ikke fordi man ikke ved eller mener, at de hjerneskadede skal have rehabilitering, men fordi kommunerne selv vil løfte opgaven.

Det er nok også det bedste i det lange løb, da alle undersøgelser viser, at læring i dagligdagsaktiviteter og i hjemmet er det bedste på lang sigt. MEN kommunerne har generelt ikke disse tilbud, da det ikke var en kommunal opgave før kommunalreformen 2007. Rehabilitering var en regional opgave, vedligeholdelsestræning var en kommunal opgave.

Det vil sige, at kommunerne først skal have opbygget deres tilbud. Var det så ikke smart at vente med at tage deres borgere hjem fra regionsrehabiliteringscentre, til tilbuddene var etableret?

Det er for dyrt ifølge kommunerne. Men i den sidste ende kan det blive dyrere for Danmark, for indtil nye kommunale tilbud er etableret, så er menneskerne med den specielle ekspertviden forsvundet ud i andre job, hvor der ikke er brug for lige netop denne viden. Eksempelvis sidder jeg i studiegruppe med dygtige fysio-og ergoterapeuter, som lige er blevet fyret. Lige nu søger de alt, også på sygehusene, vi vil da være glade for at få sådanne kolleger, men deres spidskompetencer kan ikke komme til udfoldelse i det akutte sygehusmiljø.

Jeg synes, det er trist, både for Danmark, fagfolkene men først og fremmest for de hjerneskadede.

Og derfor ser man også tidligere brugere af disse centre gå i pressen med deres historie. Gid politikerne ville lytte!

VÆRKSTEDSHUMOR

Jeg har drukket te i det dejligste værksted i dag sammen med værkstedsindehaveren.

Jeg har grinet og snakket, måske lidt for meget? Man kan godt blive lidt overgearet efter lang køretur i regnvejr og en dag i skolen.

Te med lækker rund smag passede godt til kopperne, som igen passede som fod i hose til hånden, og tekandens smukke  mønstre passede godt sammen med kunstnermiljøet. Øjnene blev aldrig trætte, der var hele tiden noget, der pirrede øjet.

Tusind tak for en hyggelig eftermiddag, Hanne, og som vanligt glemte jeg at fotografere, så blomsterne herhjemme må danne billedkulisse for dette indlæg.

STARTSKUDDET

Andre har været i gang et stykke tid, men her har det været for koldt.

I dag kom landmanden og medarbejderne i gang. Den ene fure med mørk jord efter den anden  dukker frem i stedet for det visne græs.

Normalt smører jeg eftermiddagsmadpakkerne  om morgenen, når medarbejderne begynder at have længere arbejdsdage.Det havde jeg så ikke lige tænkt på, så det måtte landmanden klare.

At der også skulle være en mere til aftensmaden var heller ikke i mine planer, så bilen kørte omkring supermarkedet, så resterne fra aftensmaden blev suppleret med suppe med kød og melboller.

Landmanden spurgte ved aftensbordet, om madpakken i dag var OK, den var helt fin, svarede medarbejderen. Det var jo ikke det, landmanden ville høre, for tænk om jeg kom på den tanke, at det kunne han godt fortsætte med ;-)

Nu er der rørt dej til boller, og mens de hæver, skal gåturen traves. Bagefter skal nogle af de gamle rynkede æbler omdannes til en bradepandekage, så er der lidt at gøre med de næste par dage.

Foråret er en hektisk tid, og jeg kan godt mærke, at jeg ikke er helt klar til, at tempoet herhjemme skrues op, men PYT, solen og varmen er på vej, og i morgen er sidste dag med undervisningen.

De næste 14 dage står det på opgaveskrivning, og så bliver serviceringen af landmand og medarbejdere formentlig et tiltrængt afbræk i hverdagen ved skrivebordet.

FRISTELSEN

Den ligger på køkkenbordet.

Den fristede over evne i butikken.

Men jeg må ikke, endnu.

Om 16 dage, når diplomopgaven er afleveret, må jeg.

Gad vide om jeg kan holde mig i skindet?

Dens 5 forgængere udløste kreative løsninger på aftensmad, så jeg kunne få mere tid sammen med fristelsen.

Vi har kendt hinanden længe. Faktisk dukkede den første op i 1980. Forrige fristelse kom for 9 år siden, og før den var der et slip på 12 år.

Måske ved du, hvad jeg taler om?

EN LYS DAG

Solen har skinnet, fra jeg kørte af sted i morges kl 7. Den skinner stadig her 10 timer senere.

Alting ser lysere ud sådan en dag, og jeg kan endda nå en travetur, inden mørket sænker sig, skønt!

Gårsdagens travetur blev foretaget i sommerlandet, hundene nød at kunne løbe frit. Istvan er klassens dygtige dreng på lydighedskurset, han kan kaldes tilbage, han kan lægges dæk og landmanden kan gå fra ham, uden at Istvan rører sig. Det samme gælder, når maden serveres, først når der siges værsgo, spiser han. Traveturen blev på 1½ time, og alle var trætte, da vi nåede hjem.

Hjemme igen fandt vi ud af, at en anderledes udfordrende travetur var begyndt, mens vi var ude at gå.

Meldingen her til middag fik gjort den lyse dag endnu mere lys.  I mine tanker havde jeg utallige gange været tilbage til min barndom, til den dag hvor politiet kørte rundt i den lille landsby med højtalere på taget og opfordrede folk til at tjekke alle udhuse. En lille pige på 2 år var gået fra sit hjem. Dengang endte det ikke lyst, så i dag blev på alle måder en dejlig dag.