JEG VAR KLAR

Min aftenvagt i går forløb således.

Vi har meget få patienter lige nu, og flere af dem er lettere ramt. Det gør ikke angsten for det, der er sket mindre, tværtimod så tror jeg, at man tænker endnu mere over, hvad der kunne være sket. Det kræver en anden sygepleje, end når patienter skal have hjælp til alt.

Vi var en færre på arbejde, for vi prøver virkelig at tænke økonomisk og får kolleger til at afspadsere eller tage feriedage, når der nu er så stille og roligt. Min opgave fra arbejdsstart var at modtage en ny patient med lette symptomer, der er ingen tvivl om, at den psykiske reaktion kommer i løbet af de næste dage. Derudover havde jeg en patient, som egentlig måtte gå på weekend, men jeg kunne se, at der var så mange ting, der ikke kunne falde på plads mentalt, så den weekend ville blive fyldt med uro. Heldigvis havde vores bagvagt tid, så han satte sig ned, viste scanningsbilleder og tog en god snak. Det var en anderledes rolig patient, jeg ønskede god weekend til.

Vi tog elevatoren ned sammen, for samtidig med samtalen blev der meldt en mulig trombolysekandidat.

Lad mig slå fast med det samme: trombolysebehandlingen på Aalborg sygehus er ikke sparet væk, og jeg ville ønske, at alle nordjyder var opmærksomme på den funktion og ikke bare ser tiden an, for vi får ikke nær så mange til trombolysebehandling som andre steder i landet.

Lægerne og jeg tog taxa sammen (igen vi tænker økonomisk) ud på sygehus Syd, hvor modtagelse og de andre akutte funktioner (laboratorium, røntgen) var klar.

Mens lægerne gik i modtagelsen for at se patienten, gik jeg op på vores satellitstue på neurokirurgisk afdeling. Her fandt jeg medicin frem, gik alle procedurerne igennem mentalt, tjekkede pumpen og aftalte med kollegerne fra neurokirurgisk afdeling, hvem der hjalp mig. Det skal gå hurtigt, når patienten kommer på stuen, der skal tjekkes blodtryk, kontrolleres tidspunkt for debut af symptomer (vi har max 4½ time at gøre med) og blandes medicin i forhold til patientens vægt. I det her tilfælde vidste jeg, at det skulle gå virkelig stærkt med at få startet medicinindgift op, da vi var i nærheden af de 4½ time.

Vi nåede det hele, og jeg var træt, da jeg tog ind på sygehus Nord med en taxa sammen med den ene læge (vi tænkte stadig økonomisk og kørte sammen), han manglede at gå aftenstuegang på de to neurologiske afdelinger, og min vagt var slut.

Senere når observationsperioden på de 4 timer var over, ville sygeplejersken fra neurokirurgisk afdeling bestille en ambulance og sende patienten ind på vores afsnit.

Sygeplejerskerne fra neurokirurgisk afsnit tager trombolysevagten om natten, fordi det er meget få patienter, der kommer om natten, og det ville betyde, at vi skulle være en person mere i nattevagt, hvis vi havde vagten, så det valgte man fra, da vi overtog behandlingen fra intensiv afdeling.

Havde vi nu haft et sygehus, hvor alle funktioner var, eller vores afsnit var på syd, så ville ingen have drømt om at tage trombolysebehandlingen fra apopleksisygeplejerskerne.

Patienten har det godt, jeg er nemlig lige blevet ringet op og tilbudt en feriedag i dag. DET sagde jeg ja tak til. Nu skal der gang i pebernøddekagebagningen!

Og jeg savner altså mit snelandskab. Ha en dejlig lørdag.