Derfor

Overskriften lyder meget afklaret og bastant, virkeligheden er måske ikke sådan, men dagens arbejdsdag har været god. Egentlig skulle jeg have fri, men en langtidssygemelding og mange, der har taget mange andre ekstravagter, betød, at jeg med mig selv kunne mærke, at den vagt stod der mit navn på. Når man kommer ind på en ekstravagt, kan man godt tillade sig at stille krav, så jeg sagde, at jeg først ville møde klokken otte, orkede ikke at skulle op klokken fem efter juleaften. 

Virkeligheden gjorde, at da jeg stod op klokken seks, var jeg ikke sulten, mit hår sad stadig fint, så der var ingen grund til hårvask, der var heller ingen, der skulle have madpakker smurt eller have brygget te, så jeg stod på afdelingen klokken ti minutter over syv. Stor gensynsglæde fordi en kollega, der har haft orlov i tre måneder, havde første arbejdsdag i dag. Og endnu bedre, vi var i samme gruppe, ren luksus, for vi to garvede sygeplejersker skulle passe patienterne, mens en anden garvet sygeplejerske tog sig af medicin og stuegang. Den fjerde sygeplejerske i gruppen havde trombolysevagten og nåede lige at hjælpe til med morgenarbejdet, før hun blev kaldt konstant resten af vagten. Seks patienter havde vi, hvoraf tre havde brug for hjælp til alt, resten havde brug for hjælp til noget, men kunne eksempelvis godt spise selv eller klare sig i badet, når alt var rettet an. Tænk at have en vagt, hvor der ikke var stuegang eller medicinophældning og givning på programmet. Jeg kunne få lov til at fordybe mig i den basale sygepleje og i den specialiserede sygepleje til mennesker med apopleksi. Jeg elsker det, men jeg elsker også at få lov til at dykke ned i ny viden om sygepleje, at sætte spor i form af sygeplejefaglige diskussioner, undervisning, vejledning og instrukser for plejen på vores afsnit. Dagen i dag var også god, fordi der var rolig på afdelingen fra morgenstunden af, det betyder meget. Inden vi gik hjem, var fire nye patienter kommet, og flere var på vej, da vi gik, så der kan meget vel være kommet otte patienter i aften, og så er der pres på i morgen tidlig.

Hvad bestod min dag så af i dag? Jeg guidede og satte grænser for en patient, som på mange måder var typisk højresidigt ramt. Når man bliver ramt i højre side af hjernen, kan man blive ramt på indsigten i sin sygdom, og dermed kan man fremstå som negligerende, til tider hurtig og farlig for sig selv, fordi man tror man kan alt muligt, så som at bøje sig ned for at tage strømper af, når man sidder på badebænken. Vi bruger hele vores krop, når vi læner os forover, vi holder en vis tonus (muskelspænding) i hele kroppen for ikke at falde forover. Når man er halvsidigt lammet, mister man en del af denne evne til at holde tonus og dermed kan man meget nemt falde ned. Denne patient havde dog fornemmelsen af, at det ville gå galt, hvis han prøvede at tage sokken af den lammede fod, og det er godt, så er der allerede her basis for at bygge videre med træning. Den anden patient var træt og efter at have været oppe til morgenmad, fik patienten lov til at sove hele formiddagen og blev først vasket lige før frokost. Det betød, at efter jeg havde guidet og støttet patienten i vaskesituationen, fik jeg patienten til at sidde rigtig godt i en lænestol med et specialbord foran sig, så patienten ikke kunne rejse sig og forsøge at gå. Her sad patienten så godt, så vedkommende ikke ville hvile sig resten af vagten, men læste ”sladderblade” og drak kaffe med fortykningsmiddel i.  Begge patienter måtte ikke få almindelig mad, så stor var lykken, da der var ”rigtig” æblekage med flødeskum til eftermiddagskaffen, det måtte de nemlig gerne få.

Sådan en dag føler jeg mig som en ”rigtig” sygeplejerske, og selv om jeg var træt, så var jeg godt tilpas, da jeg kørte hjem. Nu har jeg den luksus, at jeg har fri frem til d. 31. hvor jeg skal i aftenvagt fire dage i rap. Jeg vil nyde dagene med familiekomsammen på begge sider af vores familie, men i morgen skal vi bare være os fem, det bliver godt. God 1. juledag til dig.