Instagram, facebook, blog, status eller sådan noget

Det er den næstsidste dag i 2015, min sidste fridag i dette år, jeg snupper tjansen på arbejde i de sidste timer af 2015. Går jeg til tiden i morgen, kan jeg måske lige nå hjem til midnat og skåle nytåret ind med landmanden. Han starter det nye år med jagt, og i dag er det også jagtdag. Der står kartofler klar til at blive sendt ud til jer i butikkerne og mange flere ligger godt og køligt i kølehusene, kartofler må der til, også i 2016. Ligesom sygeplejersker også er en nødvendighed, måske vil du alligevel mangle dem rundt på de danske sygehus, dog ikke på grund af sygeplejerskerne, men på grund af besparelserne. Jeg læste i en tråd på facebook (nej jeg er ikke på facebook, men landmanden er, og jeg følger med via hans side), at flere havde dårlige oplevelser med sygeplejersker, der ikke ser dem. På arbejde er vi flere, der har prøvet at være pårørende, og vore oplevelser er mangefoldige. At have sundhedsprofessionelle som pårørende er en udfordring, men det SKAL vi kunne rumme, og den dag, vi diskuterede vores erfaringer, blev vi enige om, at det kan godt være, at man ikke kan svare på det spørgsmål, pårørende stiller, men så skal næste sætning lyde sådan her: men det vil jeg forsøge at finde ud af, jeg har dog nogle patienter, der har brug for mig, så hvis du synes, det går for lang tid, inden du får svar, så vær sød at tage fat i mig igen. Jeg får røde knopper, hvis jeg hører sætningen; det ved jeg ikke, jeg kender ikke patienten eller lignende, og samtalen så stopper der. Jeg kan ikke have det! Man er som pårørende bange, nervøs, ængstelig og ikke altid logisk tænkende i den situation. Jeg har selv været der, og så er det godt med en sygeplejerske, der tør gå vejen med mig og få mig til at forstå. Sygeplejersker er dog hele tiden udfordret på, at alle har brug for hjælp og så må man prioritere, det skal man efter min mening dog synliggøre, så andre ikke føler sig svigtet eller ikke føler sig hørt.

Nå det blev en lang indledning til det, jeg egentlig ville skrive om. Denne morgen er startet ved levende lys, te i smukt tekrus og med gode hjemmebagte boller, et billede lige til instagram. Og havde jeg lagt det der, så havde der været respons prompte med likes, nogle få gange kommer en enkelt kommentar, det sker dog sjældent. Og som jeg tidligere har skrevet, det medie rammer ikke mine behov. Jeg skal have ord på, billedet skal normalt være et supplement til ordene og ikke omvendt. Det er dog sket her på bloggen, at billederne fyldte mere, ofte fordi jeg har mistet lysten til at skrive eller fordi det er en rejsebeskrivelse, hvor billederne siger mere end ord. Men min følelse er dækkende for flertallet, for mange af dem, jeg før fulgte på blog, er nu meget aktive på Instagram, så vil jeg følge med i deres liv, må jeg kigge billeder. Jeg glemmer det dog tit, min mobil er primært til sms. Det er kun, når jeg sidder og venter et sted, at mobilen forvandler sig til en minicomputer, hvor jeg læser blogindlæg eller tjekker instagram.

Facebook er stadig et bevidst fravalg, jeg kan sagtens se fordele ved de lukkede grupper, hvor man hurtigt kan dele informationer, men når jeg følger landmandens facebook, synes jeg, at der er så mange ligegyldige likes, så de gode og informerende oplysninger drukner. Det er så nemt at trykke likes, ofte har jeg en fornemmelse af at folk faktisk ikke har læst hele den artikel, de videresender, men blot betages af overskriften eller et billede. Ikke desto mindre falder jeg gang på gang i, så jeg bruger tid på at scrolle ned over alle likes, i stedet for at bruge min tid på andre og måske mere informative/livgivende ting.

Så status er, at jeg holder mig til bloggen, instagram får besøg af mig af og til og Facebook nøjes jeg med at være med på som gæst. Bloggen bliver stadig flittigt læst og tak for det, og tak for hver en kommentar, mange har det helt sikkert som jeg, vi læser, vil egentlig gerne skrive en kommentar, men har ikke lige tid lige nu, og så glemmer vi det. Livet er hastigt fløjet videre, så derfor tusind tak, når du tager dig tiden dertil. Andre kommer herind på grund af søgninger på google, og hvad er så status på det i dag?:

Anderledes og vågen når der er fuldmåne

Tja om jeg er anderledes ved fuldmåne? Det tror jeg nu ikke, men vågen er jeg både når der er fuldmåne og når der ikke er fuldmåne. Det har jeg skrevet noget om her.

Du skælder mig hele tiden ud

Jeg håber. det er fordi du søger sangen med Tommy Seebach og Anette Heick, og ikke fordi du søger ligesindede, der hele tiden får skæld ud. Det sidste kan jeg ikke hjælpe dig med, men her er mit minde med den sang og min søn.Og her er sangen.

Klumpedumpe strikk

Jeg har aldrig set den model i strik, og når du skriver strik med to k’er, så er du måske norsk. Måske synes du, at du er en klumpedumpe til at strikke og søger hjælp, hjælpen finder du ikke hos mig, men jeg er sikker på, at du allerede nu har fundet de utallige steder, hvor man kan få hjælp til strikkeproblemer. Øvelse gør mester, så du og jeg skal nok blive strikkere. Er du mere interesseret i ordet Klumpedumpe, så kan du starte her.

I min status får man kun beskrevet fem søgninger, og de sidste to illustrerer, at jeg hørte forkert, da jeg valgte navnet til min blog. Det kommer fra en sang af Lars Lilholt, men egentlig synger han: Underet er vi er til. Jeg hørte det dog som Underet er, at vi er til. Pyt, jeg håber dog at du fandt sangen, ellers er den her som tekst, og her fortolker Stine Bramsen sangen, som hedder Hvor går vi hen, når vi går.

Jeg trækker nu i tøjet og går mig en tur lige ud ad landevejen, god sjette juledag til dig.