torsdag, maj 05, 2016

Madkurven og den rødternede dug

Smalfilmen kører; traktoren kører langsomt hen og holder foran den, der filmer, alle smiler og vinker. Landmandskonen står der med madkurven med kaffe, brød og kage, alle samles og nyder en pause i det travle landmandsliv. Så går alle hver til sit arbejde, landmandskonen går hjem og går i gang med aftensmaden, mad skal der til. Smalfilmen var fra min barndomstid, min far tog rundt og filmede sine brødres og svogres arbejde i marken. Selv om min far selv tog en anden vej og sluttede sit arbejdsliv som skoleinspektør, så havde landet og landmændene en særlig plads i hans arbejde. Det var det, han var rundet af.

P1040252P1040253

I dag kommer der ikke en madkurv ud, så alle samles om kaffen i marken. I dag får de tre landmænd hver deres pose med en sodavand og en madpakke med bolle og kage. Det er dog stadig landmandskonen, der sørger for det, men hun er også sygeplejerske, så det er først i dag, på en fridag, at landmændene får hjemmebagte boller og kage. Det er sidste dag med gylle, det tager tid, og de våde marker gør, at der skal en traktor til at trække traktoren med gyllenedfælderen. Gyllen bliver ikke spredt oven på jorden som tidligere, den bliver nedfældet nede i jorden, og lige efter kommer en traktor og harver jorden, så jeg lugter faktisk ikke særligt meget til gyllen. Bollerne er sat til hævning, lige om lidt skal der bages en bradepandekage med æbler, der skal også steges frikadeller, koges kartofler og laves salat. Sovsen bliver forskellige slags pesto. Jeg skulle også meget gerne overvinde min havefobi, jeg misunder helt ærligt alle jer, som synes, at havearbejde er skønt og sjovt. Førhen gik jeg i haven, ikke af lyst, men af pligt, nu lukker jeg øjnene, nedlægger bede og lader resten om at være vildsom. Men jeg kan jo også godt lide at have noget smukt at se på, nogle krukker med blomster, nogle smukke buske, der ikke går til i ukrudt. Så der er vist ingen vej udenom, jeg må finde min haveansvarlighed frem. Håber det sker nu. Fridage har jeg nok af, de er blot allerede booket til det, jeg holder mest af; at være sammen med mennesker. Og resten af tiden tilbringer jeg hellere foran computeren for at læse om menneskers liv = blogge end i haven. Jeg får i den grad flash back til Lene 13 år, som absolut ikke ville i haven, men hellere ligge med en bog inde i playboysofaen (det hed den og den var i mørkorange fløjl, det sidste skrig inden for møbler i 1970!) På det område har jeg ikke ændret mig. Dengang var jeg dog aktiv spejder, så jeg kom ud i naturen, jeg fik vandret mange, lange ture og jeg fik spist en masse snobrød. I dag vil jeg også gå tur, jeg vil også køre ned og besøge min far, jeg vil være en god landmandskone og jeg vil forsøge at komme i haven (så har jeg da ikke lovet mig selv for meget). God Kristi Himmelfartsdag til dig.

P1040255

Serviceinfo:

  • Billederne er fra aftengåturen i går aftes mellem 21 og 22. Lyset på himlen fik lov til at agere 4.majs lys. Min mor satte altid lys i vinduerne og jeg holder af den tradition med at mindes det fantastiske budskab om, at Danmark blev fri, jeg har det bare med at glemme det, og altså også i år. Jeg kunne så sætte lys i vinduet d. 9. maj og mindes Bornholms frihed fra tyskerne. Hvad jeg havde glemt af min barndoms historitimer er, at Bornholm faktisk først blev fri d. 5. april 1946, fordi de var besat af Sovjetunionen indtil da.
  • Den rødternede dug? Den var vist ikke med i smalfilmen, det var nok snarere i Morten Korchfilmene, den huserede.
  • Holder landmænd ikke fri på Kristi Himmelfartsdag? Min kære landmand er af den mening (det ved dem, der har fulgt mig længe, godt), at Gud sørgede for en fridag om ugen, og den overholder vi. Resten af helligdagene er noget, mennesker har fundet på, så der holder vi fri, når arbejdet er gjort. Og som sygeplejerske er jeg jo vant til at arbejde, når andre holder fri, så det er ok.

8 kommentarer:

  1. Landmænd holder fri, når arbejdet er gjort - i mit barndomshjem var intet helligt, heller ikke søndagene, hvis vejret var gunstigt :-)
    God fornøjelse med både hygge og pligter!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen, i landmandens familie arbejder man ikke om søndagen undtagen med dyr, og det sjove er jo, at de altid er blevet færdig med arbejdet på samme tid som de andre, der arbejdede alle dage. Min landmand har dog gjort en undtagelse, når der høstes korn; der kan han godt arbejde om søndagen. Det har hans lillebror, som har langt mere jord, så aldrig gjort. Og begge er blevet færdige :-)

      Slet
  2. Jeg er opdraget som Ellen; er vejret gunstigt, bliver der arbejdet. Min far har altid holdt sig til historien om landmanden, der af præsten blev spurgt, hvorfor han ikke var i kirke? Hvortil han svarede, at det var bedre at sidde på sin traktor og tænke på VorHerre (dette er den moderne version, oprindeligt var der nok heste involveret) end det var at sidde i kirken og tænke på sin traktor :-)
    God helligdag til jer :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, herlig historie :-) og tak .

      Slet
  3. Efter vi er flyttet til København, spørger folk af og til, om ikke vi savner haven. Det gør jeg IKKE. For mig er det bedste med have, at sidde og læse i næsten intet tøj. Men snegle og biller og ukrudt og græsslåning osv - det lader jeg heller gartnerne i tx Kongens Have om :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, jeg forstår dig :-) Men jeg ville savne de åbne vidder og den høje himmel.

      Slet
  4. Uha, hvor jeg kender til hellere hus end have! Jeg kan ikke finde den haveglæde, der skal til for at få avet matriklen efter haveplanen, som skulle gøre det til en nem have! Men vejen dertil er lang...
    Heller tage på udflugt... Vi mærkede også travlheden hos landmændende på vores tur tværs over jyllan; vores sarte by-næser rynkedes!!
    Håber dine landmænd får så meget til side, at der kanblive til en hviledag...

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, hviledag bliver det på søndag :-) Min have har nærmest ingen bede og masser af græsplæne, det sidste står mændene for :-)

      Slet