lørdag, september 23, 2017

Hverdagsbilleder fra ugen, der gik

Vi har fået bevilget en oplægsholder til tre enslydende tværfaglige temadage om tværfaglighed og kommunikation. Jeg er kursusleder og de første to dage er afviklet. Alle har været rigtig glade for dem og for oplægsholderne. Hun er god til at tage udgangspunkt i deltagernes situation. Vi snakker meget om perspektiv og om at kunne sige, når noget undrer en: hun må jo have haft en god grund til at gøre, som hun gør, så gad vide hvad det er. Og så tale med vedkommende, så man får hendes perspektiv på sagen, i stedet for at sætte hænderne i siden og hidse sig op over andres beslutninger. Badebolden er sagen: patienten og patientens forløb, farverne er alle de perspektiver, der kan ses. Jeg ser måske som sygeplejerske kun den røde, blå og hvide farve, men nu ved jeg, efter at have talt med terapeuter, læger, talepædagoger, neuropsykologer osv., at bolden også har farverne orange, grøn og gul, så for at få belyst hele situationen, må jeg tale med andre, som kan se de farver.

DSC_4558

Jeg er røget helt ud af sukkertangenten, og jeg forsøger at komme tilbage på det spor, hvor det er noget, jeg nyder en gang imellem og ikke som nu bliver den energi, der holder mig kørende, indtil jeg er hjemme eller til jeg kan gå i seng.

DSC_4559

Et af midlerne til at opnå det er en madpakke til køreturen hjem. Jeg nød torsdagens tur hjem med te, banan og mandler, som sammen med musik holdt mig gående. Jeg handlede endda ind uden at falde for fristelsen til at købe slik.

DSC_4563

Nu vil jeg pakke mig en madpakke, som kan bringe mig sikkert ned til min nieces 25 års fødselsdag, men inden da skal der smøres madpakker til det arbejdende folk på gården. Ha en god lørdag.

fredag, september 22, 2017

Tanketyggevirksomhed

“Det er bedre at være et ordentligt menneske end at være sig selv. Det skyldes, at ordentligheden som etisk værdi netop må betragtes som værende et mål i sig selv, hvorimod det at være sig selv i bedste fald kan anses som et middel til at blive et ordentligt menneske (og i værste fald kan vise sig at være en hindring for dette). Det er selvfølgeligt herligt, hvis man kan være både et ordentlig menneske og sig selv på samme tid, men skal man vælge, bør man vælge ordentligheden, da kun den har egenværdi.”

Det citat går jeg og tygger på denne fridagsfredagsmorgenstund. Jeg er lige startet på Brinkmanns bog om Ståsteder. Jeg er jo enig, men hvorfor skal vi vælge ordentligheden fordi den har egenværdi? SB argumenterer i indledningen for, at vi skal væk fra instrumentalisering, at alt er et middel til at opnå noget og i stedet for fokusere på det, der er et mål i sig selv. Som jeg læser det, skyldes det i følge SB, at meningen med livet er knyttet til de fænomener, der er et mål i sig selv, og de aktiviteter, vi udfører for deres egen skyld. Nu har jeg ikke læst mere end indledningen, men det har allerede sat tanker i gang, så i stedet for at haste videre, som jeg altid plejer, vil jeg dvæle lidt ved mine tanker.

DSC_4565

Ellen og Ditte har gang i det helt store farveprojekt. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har tænkt, hvorfor i alverden gør de dette, samtidig med at jeg er imponeret over den energi, systematik og engagement, de lægger for dagen. Kommentarfeltet har også budt på sætningerne som: hvad skal I bruge det til, kan I få strikket så meget eller vil I sælge det osv. Og de spørgsmål udspringer jo netop af instrumentaliseringens tankegang, at der skal være et mål med det, man gør. Eller sagt på anden vis: hvad nytte er det til? Underforstået ligger der nok også tanker om, det godt nok er mange timer og penge, de lægger i det projekt, men er det egentlig ikke ligegyldigt? Er aktiviteten ikke noget, de gør, fordi de synes, det er sjovt? Altså en aktivitet de gør for aktivitetens skyld?

Allerede her mens jeg skriver dette, har jeg sætninger i hovedet, som at de nok også synes, det er lærerigt, men dermed gør jeg jo aktiviteten til et middel fremfor et mål i sig selv. Et middel til at blive klogere og til at udfordre hjernen, for det ved vi jo, at vi skal blive ved med livet ud. Vi er gennemsyret af nyttighedsprincippet. SB nævner legen som et eksempel på en aktivitet for aktivitetens skyld, men som nu bliver brugt eksempelvis i virksomheder til at fremme innovative løsninger eller i skolen som et middel til at fremme læring. Men er det så forkert? Det synes jeg ikke, men hvis alt skal vejes og måles, så bliver det forkert. Så glemmer vi det, der er et mål i sig selv.

DSC_4562

Min fridag er startet langsomt, og hele tiden afvejer jeg inde i mit hoved, om jeg nu også bruger den nyttigt. Der er en landmand med sit team, som knokler i markerne. Jeg har brug for at retfærdiggøre overfor mig selv, at jeg f.eks. vælger at læse en bog fra morgenstunden, så jeg husker mig selv på, at jeg da har smurt mad til landmanden, jeg har planer om at bage kage og boller til teamet, jeg har arbejdet lidt på kontoret, jeg har planlagt aftensmaden og taget kød op af fryseren. Der skal handles ind og der skal  smøres madpakker. Landmanden har aldrig de tanker, når jeg er på arbejde og han har fri. Han gør det, han skal arbejdsmæssigt og så fokuserer han på det, han gerne vil. Det øver jeg mig på, det at være ordentlig og samtidig være mig selv.

Ha en god og ordentlig fredag.

tirsdag, september 19, 2017

Tjek! Knap så tjekket!

Så er kornhøsten i hus, det var med hiv og sving, og det er skønt, at vi nu kan koncentrere os om kartoffelhøsten. Min mandag startede som vanligt klokken fem, men den skulle nok være startet søndag aften. Med fem eftermiddagsmadpakker udover landmandens vanlige madpakker og et brusebad var jeg pludselig bagefter, og der var altså et tog, der skulle nås. Så morgenmaden, vanddunken og tekanden kom med, og så måtte mine medpassagerer finde sig i en sulten sygeplejerske, der nød sin morgenmad i toget.

DSC_4553

Internettet i toget var uhyre langsomt, så jeg fik kun arbejdet lidt på vej til Vejle og endnu mindre på vej hjem. Skidt pyt, jeg nåede det, jeg gerne ville nå, og ret beset har jeg vel også gjort min arbejdspligt med en dag væk fra gården på 12 timer. Heldigvis valgte jeg at gå begge veje ud til regionshuset i Vejle, det gav frisk luft og kolde tæer. Jeg var den eneste kvinder, der stod af toget i bare tæer og sandaler. Alle andre var i støvletter og dertil tykke frakker. Der er jeg altså ikke endnu, og på turen tilbage til stationen nød jeg solens varme på tæerne.

Landmanden arbejdede stadig, da jeg kom hjem, der er meget, der skal forberedes, før arbejdsdagen med fem ansatte. Jeg gjorde mig selv en tjeneste og smurte tirsdagens seks eftermiddagsmadpakker mandag aften.

Dagen i dag er gået med at være kursusleder for mine kolleger om tværfagligt samarbejde og kommunikation. Det er kursus nummer to af tre enslydende kurser, og selv om det er samme afsnit, samme underviser og samme emne, så blev kurset ikke det samme som sidst, men stadigvæk meget spændende med engagerede kolleger. Undervejs tjekkede jeg lige DMIs radar billeder i en formiddagspause, så jeg vidste godt, hvilken besked jeg ville få i telefonen, når jeg ringede hjem efter arbejde. Og ganske rigtigt, 9 mm på 1½ time, de havde lovet 0,9 mm, så kartoffeloptagningen blev stoppet, og der ventes på minimum en hel tørvejrsdag, før der igen kan køres. Nu har landmanden og jeg så spist os igennem seks madpakker, det blev aftenmaden sammen med chokolade og slik. Jeg går absolut modsatte vej af det, som jeg ved, er godt for mig. Det skal der rettes op på. I morgen.

DSC_4555

søndag, september 17, 2017

Det føles godt

Traktorerne brummede omkring mig, siden sidst på formiddagen kunne jeg også høre mejetærskerens lyd i det fjerne. Lyden akkompagnerede mig i mit udendørs arbejde, jeg har langt om længe fået fjernet svalernes efterladenskaber på solbænk og fliser samt luget foran stuehuset. En vis forhenværende tømrer lover mig hvert år, at der kommer en tynd træbjælke op under svalerederne (et trick vi i tidernes morgen så i Bon Bonland), så de kan leve i fred, og jeg kan blive fri for svineri. Landbruget har det med at komme i vejen for den plan. Og så smågriner jeg lidt i det skæg, jeg ikke har, for lovet og lovet er måske så meget sagt, han har sagt ja, når jeg har mindet ham om det, men så kan jeg jo spørge mig selv, om det ja kommer pr refleks eller har været omkring hjernebarken og blevet lagret i hukommelsen? Jeg kender godt svaret, jeg har trods alt været en del af landbruget i snart 34 år.

DSC_4551

I går valgte jeg at fokusere på ikke at gå på nettet hele tiden og ikke kigge bevidstløs ind i en serieskærm (det er normalt det jeg orker). Jeg kom som sagt ud, jeg fik lånt bøger og læste flere af dem, jeg smurte madpakker og gik ned til kornmarken med dem, jeg lavede aftensmad og vaskede tøj. Det føltes godt, så jeg vil forsøge at følge samme opskrift i dag. Jeg håber, at de byger, der er lovet, vil gå udenom os. Vi kan nå langt med kornhøsten, hvis bare …

Hjernen er allerede i gang med planlægge aftensmad i dag og i morgen, måske er der en mere, måske er der to mere til eftermiddags og aftensmadpakke samt sen varm aftensmad, måske bliver der bare os to (og i det sidste tilfælde hedder det rester). Jeg skal til Vejle til møde i morgen, hvor jeg tager hjemmefra klokken seks og først er hjemme ved halv otte tiden om aftenen. Det harmonerer dårligt med et travlt landbrug med lange dage med behov for mange madpakker. Pyt, det må jeg organisere mig ud af.

DSC_4550

En af de bøger jeg læste, eller rettere fik læst færdig, var Svend Brinkmanns Stå fast. Hvor jeg tidligere ikke har været imponeret over den, fik min velvilje over for de meninger, han kommer med i interviews, mig til at få læst den færdig. Jeg tror det, der irriterede mig, måske netop er det faktum, at han valgte at skrive bogen på samme måde som selvhjælpsbøger, den genre han gør op med, og da jeg ikke kan fordrage selvhjælpsbøger, så gjorde det det svært for mig at læse hans bog. Bagefter fandt jeg en udsendelse på DR2, hvor man fulgte SB i tiden omkring hans nye udgivelse Gå Glip. Det er tydeligt, at han på den ene side er glad og nok også beæret/benovet over al den virak og fokus, der er på hans budskab. På den anden side har han det svært med det, for nu er han netop blevet guruen, ham man følger for at få et godt liv. Lige nøjagtig det han opponerer mod.

Det er tydeligt at han, som trods sin unge alder, virkelig har forsket og publiceret meget, bliver lidt irriteret over, at det eneste offentligheden har fokus på, er de sidste tre letlæste bøger. Samtidig med at han godt forstår det, fordi forskning ofte er tungt og svært at forstå for de fleste af os, også journalister, som gerne skal have enkle punchlines. Jeg læste et interview med ham, hvor han siger, at det da er et problem, at der aldrig før er publiceret så meget af den forskning, der foregår, men ingen læser det. Forskerne skal publicere så meget som muligt i diverse højt estimerede tidsskrifter, fordi universitetet bliver belønnet for hver artikel. Det får mig til at tænke på den artikel, jeg sammen med to andre skal skrive, for hvor skal den publiceres? Jeg skal da ikke lægge skjul på, at det for mig vil være betydningsfuldt, hvis den blev optaget i et velanset international tidsskrift, men egentlig var det vel bedre, at den kom i et tidsskrift, som faktisk blev læst af sygeplejersker? Sv mit eget fagblad bliver ikke læst af mine kolleger, de er for trætte, når de kommer hjem. Så det er sådan nogen som mig, der skal formidle tidskrifternes budskab.

DSC_4549

Landmanden er gået ud for at gøre mejetærskeren klar, jeg tjekker radarbillederne, vi skal vist være heldig, hvis bygerne går forbi os. Gid de måtte opløse sig, så det kun bliver en snert af en vanddråbe, der falder. Nu må jeg hellere komme i gang med denne arbejdssøndag, som jeg håber, det bliver. God søndag til dig.

170917

fredag, september 15, 2017

Weekendfri

og jeg håber på, at den byder på travlhed i landbruget. Vi får se, man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, siges der.

DSC_4544

I dag havde jeg en kombinationsfunktion, jeg tog mig nemlig af dagafsnittet og en ny læges introduktion til samme afsnit, mens jeg også fik ordnet nogle punkter i forhold til min funktion som uddannelses og udviklingsansvarlig. Den studieplan min kollega og jeg har knoklet med og som jeg på et tidspunkt, hvor jeg skulle have den skrevet færdig og sendt af sted, var ved at miste modet over, er nu godkendt. Og den er ikke blot godkendt, den er blevet rost og anbefalet en anden (med min funktion) at lade sig inspirere af. Så min kollega og jeg smiler, hver gang vi taler om den studieplan.

DSC_4546

Faktisk har jeg smilet og leet meget i dag på arbejde. Så selv om jeg igennem længere tid har været så træt, når jeg kommer hjem, så er jeg grundglad for at være på arbejde. Det er en fed følelse.Og så har jeg nogle fantastiske kolleger, som altid har det gode forløb for patienten for øje. De er så dygtige, engagerede og motiverede, jeg er stolt over at være kollega med dem.

DSC_4547

Håber du får en dejlig weekend. Jeg vil varme lidt suppe til mig selv og nyde, at mejetærskeren langt om længe er kørt ud af maskinhuset (og nej, det er ikke en kornmark, du ser nedenunder, det er en kartoffelmark)

DSC_4548

onsdag, september 13, 2017

Så er jeg landet i min sofa

og bortset fra en enkelt hundeluftning, så har det været mit faste holdepunkt hele aftenen. Forrige nat blev en af de korte, hvad angår søvn, og arbejdsdagen en af de lange. Vi har haft tværfaglig temadag og eftersom det er min vision, som efter en del år langt om længe er gået i opfyldelse, så har jeg været meget spændt på både oplægsholder og kollegernes reaktion.

De var begejstrede og syntes, de kunne tage flere budskaber med hjem. Der forestår et stort arbejde, når alle tre enslydende dage er afsluttet. Jeg skal samle trådene og beskrive alle de tanker og ideer, der er opstået og sammen med en gruppe sætte både i vandet, så vores gode tværfaglige samarbejde kan blive endnu bedre.
Så mørkt er det nu klokken seks om morgenen.

Gospelkoret måtte synge uden mig i aften, igen, for det var for farligt at køre i bil, når man er så træt, som jeg er/var. Landmanden og hunden blev spist af tidligt, landmanden skulle til møde, huset blev gjort klar til rengøring i morgen, postkasse blev tjekket (sammen med luftning af hund), og så faldt jeg i søvn over en kop te og en film. Landmanden har strenge ordrer i sådanne tilfælde om ikke at vække mig, for så kan jeg ikke sove igen. Men jeg vågnede nu af mig selv, da han kom hjem. Kroppen reagerede kraftigt på det sidste døgns strabadser, så det føltes, som om jeg var syg. Det hjalp en portion A38 med banan og hjemmelavet mysli dog på, så nu føler jeg mig hjemme i min krop påny.

Trappete sammen, mens vi venter på flere dages tørvejr

Søvnen indfinder sig nok ikke foreløbig, så jeg vil favne mit skøre sovemønster og finde på noget andet at lave.



PS Min lille fridagsseddel fra i går gjorde sin virkning. Målsætningen var ét skab, jeg fik taget alle skabene i badeværelset, to fyldte bæreposer blev smidt ud og en bærepose med alskens medicin står klar til at komme derhen, hvor det nu skal hen.


tirsdag, september 12, 2017

Det føles underligt

og det er ikke, som det plejer at være. Farmer skriver lidt om det på sin blog, og han har et herligt billede af hund og kat, som er dem, der formår at udnytte den uvante situation optimalt. Jeg har en landmand, som ikke kan køre i markerne, der kan ikke høstes, der kan ikke tages kartofler op, for der er ganske enkelt for vådt til at køre. Og det kan vi ikke gøre noget ved, så det behøver jeg ikke bruge mere tid her på bloggen til at skrive om.

DSC_4516

I går tog jeg en tur op til sommerhuset, for vejret var jo dejligt og tørt (det varer bare aldrig mere end en dag, så regner det igen). Jeg skulle aflæse vandmåler og benyttede chancen til at gå en tur i Blokhus Klitplantage. Sjælen kom i vater, vejrtrækningen blev så dejligt forpustet, tankerne fik lov til at flyde og jeg nød den times motion. Undervejs kom jeg forbi Panasonic i Hune, og modsat hans kolleger i Gentofte og nærtliggende centre, så havde han en ny oplader til mit kamera. Den anden er forsvundet, hvordan den kan forsvinde,forstår jeg ikke. jeg havde den med, da jeg flyttede i sommerhuset i sommer, men væk er den. Nu kan jeg få ladet op og komme til at bruge mit kamera igen. Det tager bedre billeder end mobilen gør. Til gengæld kan min mobil redde mig, når jeg glemmer min pung derhjemme. Jeg kunne betale for min oplader og jeg kunne også handle ind i Spar med Mobile Pay, hvorimod laksen hos fiskehandleren må vente til en anden dag.

DSC_4517DSC_4518

Tirsdagens fridag er startet med at køre min bil på værksted, helt ærligt havde jeg set frem til en time i deres sofa med godt læsestof, men jeg tog fejl. De sendte mig hjem med en lånebil, fordi det ville tage længere tid end først beregnet. Øv. Så må jeg lege ventetid herhjemme og sætte mig med en kop te og den litteratur, jeg gerne ville læse, inden næste punkt på fridagslisten.

DSC_4521DSC_4523

God tirsdag til dig.