søndag, september 23, 2018

Rammelsbergminen - Motorcykeltur Harzen 2018 dag 4, del 1

Unescos Verdenskulturarvliste rummer Rammelsbergminen udenfor Goslar. Den blev vi enige om, at vi ville se. Havde vi nu tjekket ruten, så havde vi ladet motorcyklen stå. Fra hotellet til minen var der ca 1,5 km. Dem kunne vi mageligt have gået. Heldigvis var der ikke så varmt og det småregnede lidt, så motorcykeltøjet lunede.

Vi vidste ikke, hvad vi kunne forvente, men vi fik en fantastisk oplevelse. Blandt andet fordi man kunne få nogle af turene med dansktalende guide. Vi meldte os til en tur om minearbejdet, og det gjorde dagen langt mere mindeværdig.


Minen var i drift frem til i begyndelsen af 80erne og havde da været i drift i over 1000 år. Rundvisningen startede i vaskehallen. Her hang mindearbejdernes tøj oppe i loftet. Når man mødte på arbejde, sænkede man sin line ned, skiftede tøj, tog sin sikkerhedshjelm på, gik ud og fandt lygte og andet sikkerhedsudstyr og så var man klar til at gå på arbejde. Efter arbejde gik man i bad for at få vasket alt af sig. Minen rummede både kobber, bly og zinkmalm. Der havde været stor fokus på at højne sikkerheden og reducere sygdomme og dødsfald pga minearbejdet. Arbejdstøjet var lys sandfarvet og sjaklederne havde hvidt tøj på. På den måde kunne lygterne fange skæret fra lyst tøj ved en ulykke.


Vores guide var tysk, men havde boet i Danmark, han havde også arbejdet i minen. Han nød at bruge sit danske, og gjorde det godt. Udenfor vaskehallen holdt minetoget. Første vogn var specialbygget, så det kunne rumme to kørestole. Men vi kom alle i de små vogne, heldigvis var vi ikke så mange, at vi skulle være ti som dengang. Jeg tror jeg ville have fået klaustrofobi.




Vi kørte 500 meter ind i bjerget. havde det været som dengang, skulle vi have taget mineelevatoren ned i bjerget. Der var 12 1/2 etager og der var 40 meter mellem de første 12 og 20 meter mellem de to sidste. I dag er minegangene oversvømmet med vand, for ellers ville bjerget være for ustabilt. Så vi gik på opdagelse i den øverste minegang.


Pauserne blev holdt i små rum som dette nedenfor.


Der fandtes telefon og vand ved pausestedet.


Var det landmanden, der skrev denne historie, ville I få mange flere detaljer om minedriften, jeg har det med at glemme detaljerne. Vi fik vist, hvordan man brugte dynamit på forskellige tider. Det var hårdt arbejde, når der skulle bores i bjerget for at sætte dynamitstængerne ind. Senere hen blev det maskiner som den nedenfor, der borede for.


Det hårde manuelle arbejde var der dog stadig, for når klippen var brudt i stykker, skulle det skovles eller samles med hænderne op i vogne. Hvorefter det blev kørt hen til elevatoren og sendt op.




 Godt en time varede rundvisningen, og den kan jeg virkelig anbefale. Alle minebygninger står der stadig. Og mange af bygningerne rummer udstillinger, nogle blivende, andre udskiftes løbende. Vi tog os god tid og nød også et godt måltid mad i cafeen. Jeg tror, vi brugte over fire timer den dag, til sidst kunne vi ikke rumme mere. Vi så blandt andet en udstilling om brug af dyr i minen. Tænk på et tidspunkt havde man hestestalde i minen, de dyr kom aldrig op og se dagens lys. I tidligere tider blev også geder og hunde brugt til at transportere malmen ud af minen. Vi så udstilling af forskellige mineraler og andre sten. Vi så udstilling om livet omkring minen i 1000 år. Vi så rummet, hvor sikkerhedsudstyret gennem tiderne var udstillet. Vi så lægens arbejdsrum. Vi så en udstilling med malerier om minedrift. Vi så de store bygninger, hvor malmen kom ind og blev videre bearbejdet.



Det var alle pengene værd og vi anbefalede det til andre danskere på hotellet. De havde dog ikke kunnet holde til at være der lige så længe, som vi var.




Da vi havde været der lige nøjagtig til åbningstiden, så var vi tidligt hjemme og eftermiddagen blev brugt på at gå på opdagelse i Goslars midtby, som også er med på kulturarvlisten. Den får dog sit eget indlæg.

Egentlig var jeg ikke klar over, hvor træt jeg åbenbart er i denne tid. Men denne weekend bruges ikke på andet end at strikke, se film, løse sudoku, genoptage wordfeud og sove. Trods det at jeg sover over syv timer hver nat, kan jeg sagtens sove om dagen også. Jeg trækker på skulderne og siger pyt. Det er ok at give slip på alt det, jeg gerne ville have nået. God søndag til dig.

lørdag, september 22, 2018

Nørrebro - Vildmosen

For ti år siden købte jeg kort over København. Datteren, som netop var flyttet til Nørrebro, blev træt af hele tiden at have sin mor på sms eller i røret. Derfor tjekkede jeg kortet, hver gang de rapporterede om skyderier på Nørrebro.

Denne gang havde jeg ikke fulgt med på kortet, og det havde nok heller hjulpet, for kan man forudsige, hvor dumme mennesker begynder at skyde? I aftes fik vi pr. telefon lov til at være med på sidelinjen. Datteren ringede til os, inden det overhovedet var nået ud i nyhedsmedierne. Derfor vidste vi, at hun havde første parket fra sin altan til en voldsom oplevelse med flere ramt af skud og massiv opbud af politi.

Underligt at jeg faktisk er mere rolig nu end for ti år siden, selv om det netop bliver mere og mere uforudsigelig. I går aftes var jo midt blandt mennesker på vej i byen, midt i det pulserende aftenweekendliv.

Dexter har endnu ikke lært at adlyde mig, men Ayla lægger sig pænt, når jeg siger dæk :-)

Så er der mere rolig på gården trods blæst og regn. Det er weekend og jeg har hængepartier herhjemme og i sommerhuset, der skal gøres. Samtidig med er jeg træt efter den lange vagt torsdag og gårsdagens dagvagt. Jeg fik lov til at få gået meget med tre kald til trombolyse og et møde udenfor sygehuset. Der var heldigvis roligt på afdelingen torsdag aften, så jeg fik lov til at eliminere hængepartier. Men med dem ude af billedet popper der nu nye hængepartier op, som jeg havde udskudt. For at få dem lagt på en hylde, hvor de kan hentes frem i næste uge, har jeg været nødt til at logge på min arbejdsplatform og få sendt mails og oprette opgaver i min kalender.



De to næste uger er jeg nærmest ikke på afdelingen. Vi skal have alle tværfaglige kolleger i sygeplejen og terapeutgruppen gennem et kompetenceløft angående Lejring i Neutralstilling (LiN) Jeg er kursusleder og satser på, at jeg kan arbejde med hængepartier undervejs i undervisningen.

blomstrende rhododendronbusk i september

Mens jeg skriver her, kommer jeg i tanke om en opgave, som skal gøres i dag. Den må jeg heller få klaret. Vi holder altid en kombination af social hyggeaften og kompetenceaften, når nogen har været ude i verdenen (alt udenfor vores afsnit) og har fået nyt med hjem. Den skal jeg have gjort reklame for på vores lukkede facebookside. Siden er ellers fyldt med skønne billeder af mine dejlige kolleger, som havde en skøn dag sammen. Temaet var OL, så de var delt op i seks lande, blev klædt ud undervejs og havde også flere discipliner, de skulle gennemføre ved de forskellige pit-stops. Og modsat studentertiden var alle hjemme igen inden midnat og ingen tømmermænd næste dag. Mange skulle jo på arbejde, så de var trætte, men glade.

Aftenhygge
Må du også have glæde i dit liv og god weekend til dig.

onsdag, september 19, 2018

"studenterkørsel" og en lang vagt

For fem år siden fik mine skøre og dejlige kolleger en ide. En af kollegerne havde sukket over, at hun aldrig havde prøvet studenterkørsel (fordi hun ikke var student). Det mente nogle af de andre, at det måtte der laves om på. Så vi drog af sted på kørsel rundt om til masser af kolleger. Det kan du læse mere om her.

Siden har afdelingen gentaget successen for nogle år siden. Og i år skulle det ske igen. Alle ville gerne med, ikke alle kunne komme med, for der skal jo være nogen, der passer patienterne. Jeg meldte mig frivilligt sammen med andre til at arbejde. Resten af kollegerne i dag, aften og nattevagt blev fundet ved lodtrækning. I morgen skal det løbe ad staben, de starter busturen klokken syv. De har mange, de skal besøge. Der er fuldstændig som ved studenterkørsel besluttet, hvornår og hvor der spises morgenmad og frokost. Aftensmaden foregår hos en af arrangørerne, og for dem, der har fri næste dag skal der vist feste igennem. (Jeg har rigtig mange unge kolleger). Omkring klokken 15 henter de de dagvagter, der vil med. For mit vedkommende havde jeg kun meldt mig til aftensmaden, for jeg har jo også folk herhjemme, som jeg godt ville se til.

Det kommer så ikke til at ske, for uheldigvis er der kommet sygemeldinger til aftenvagten og nattevagten i morgen, og min leder kunne ikke finde en erfaren sygeplejerske, der kunne tage trombolysetjansen. Hun og jeg deler så vagten, hun havde i forvejen selv planlagt med at tage en nattevagt, så hun kommer ind sidst på aftenen og afløser mig.

For at være sikker på at jeg forhåbentlig får en god nats søvn i nat, har jeg været nødt til at melde fra til koraften. Jeg bliver ganske enkelt alt for glad, alt for vågen og alt for høj af at synge gospel, det går ikke forud for en 14 timers vagt.

Jeg håber, de får en perfekt "studenterkørseldag" og jeg vil nyde at være sammen med patienterne og gode kolleger i morgen.

Efteråret brager frem og efter fem dage, hvor jeg ikke har skullet op klokken fem, ja så kan jeg konstatere nu, at jeg ikke blot stod op i mørke, men også skulle køre i mørke i morges på vej til arbejde. 


mandag, september 17, 2018

Roadtrip

Hverdagsfridagen skulle bruges herhjemme på lidt af hvert. Den endte dog med at blive til noget helt andet. Et dokument til et foderstof skulle underskrives og leveres retur. Jeg troede, at når jeg scannede  det ind og sendte det på mail, så var det godt. Det var det ikke, jeg skulle enten sende det med post Nord (og dem har jeg ikke megen fidus til) eller leveres i en filial. Godt så, en køretur til Vrå.

Min reservenøgle til bilen er løbet tør for batteri. Den kan ikke få nyt batteri, den kan ikke genoplades, så vi skal købe en ny nøgle. Hvor dumt er det lige? Men ja, så tjener fabirkanten da penge. Jeg havde bestilt nøglen, da jeg havde bilen på værksted i sidste uge, men mekanikeren opdagede først bagefter, at det kræver legitimation med både registreringsattest og kørekort. Godt så, en køretur til Vestbjerg.

Jeg opdagede, da jeg ordnede kontorarbejde, at der var en konto, jeg ikke kunne finde. Det viste sig, at vi ikke havde fået underskrevet det dokument, så den kunne komme på netbank. Jeg havde troet, vi havde underskrevet den i e-boks. Men nej, lige nøjagtig det dokument kan man endnu ikke underskrive i e-boks. Godt så, en køretur til Aabybro

Nu var jeg heldigvis ikke kørt nogen steder i formiddags, så jeg samlede det hele sammen, og mens jeg forberedte mig, bippede mobilen. Blodbanken manglede MEGET plasmadonorer i denne uge, og de håbede, vi ville booke en af de mange tider, de havde ledig. Godt så, en tur til Aalborg.

Så jeg tog på roadtrip ved middagstid: først til Aabybro mejeri efter ost til medarbejderstaben og især mig (købet to cheddaroste, den ene æblerøget, den anden smagt til med porter). Dernæst til banken for at aflevere dokumentet. Retfærdigvis skal siges, at jeg faktisk godt kunne scanne det ind, hvis jeg sørgede for, at stregkoden var læsbar. Men nu skulle jeg på farten. Herefter hen til 7eleven efter en god frokostsalat og en vand.

Så videre til Vestbjerg, hvor autohandleren tog kopi af dokumenterne. Retfærdigvis skal siges, at også her kunne jeg have scannet dokumenterne, men nu var jeg jo på vejen.

Så ud på motorvejen til Vrå. Her vidste medarbejderne ikke lige, hvem der skulle tage mod dokumentet, men vi blev enige om, at sælgeren, som ikke var der mere i dag, fik den lagt ind på sit skrivebord.

Så ud på motorvejen igen, jeg holdt frokostpause på rastepladsen ved Vildmosen. Nu jeg var på vej til Aalborg, havde jeg snuppet landmandens sidste nye slips med, som havde fået en plet. Landmanden og min onkel på 78 blev enige om til guldbrylluppet, at slips vist var gået af mode. De var nærmest de eneste, der havde slips på til jakkesættet. Alle de andre havde tillagt sig en sydeuropæisk stil med en enkelt knap åben i skjorten og ingen slips.

Renseriet blev første stop i Aalborg, næste stop blev min yndlingsMENY i Skalborg, hvor jeg fik handlet ind til madpakkerne. Så drog jeg ind midt i byen og parkerede ved sygehus Nord, købte mig en rugbolle med ost i 7eleven, for belært af erfaring skal jeg virkelig tankes op på mad og drikke, når jeg tappes. ellers bliver jeg svimmel og får hovedpine.

Inde i blodbanken hældte jeg en kop te, et glas vand og solbærsaft op og tog fem stykker chokolade med. Så var jeg klar, alt blev linet op på bordet ved siden af mig, artiklen, jeg skulle læse, blev fundet frem sammen med mobilen med engelsk ordbogen. På trods af væskepåfyldningen fik jeg hovedpine, så hjemme igen tog jeg en slapper på sofaen, inden jeg lavede aftensmad.

Nu er aftenen kommet, jeg vil slappe af, så jeg er klar til kursusdag i morgen. De fleste artikler er læst, en casebeskrivelse er lavet og der er vasket op (absolut ikke en selvfølge her i huset, jeg kan blive opvaskeblind i flere dage)

God aften til dig.



søndag, september 16, 2018

Noget med bjergsøer og noget om højdeskræk, Motorcykeltur Harzen 2018, dag 1, del 2


Første dags motorcykeltur i Harzen fortsatte lidt mod vest, lidt mod syd, lidt mod øst for til sidst at ende i Wernigerode igen. Som sagt var selve turen på vejen ikke det, der inponerede os mest, vi var vist blevet forvænnet med spektakulære udsigter udover bjergtoppe med mange forskellige klippeformationer i Alpelandene.Den sidste dag, hvor vi kørte nogle af de samme veje, snakkede vi om, at vejret også havde en betydning. Solens stråler filtreret af granerne og deres magiske lysvirkninger på skovbunden gør noget andet end på en overskyet dag.

Harzen har mange opdæmmede søer, som sikrer drikkevand, elektricitet og som sikring mod oversvømmelser, når bjergenes snemasser smelter om foråret. Denne dag kom vi forbi blandt andet Sösestausee.



Det var så også her, at jeg i min iver for at tage et godt billede af søen, tabte mit kamera udover rækværket. Heldigvis var der en kant på den anden side, hvor det landede og landmanden havde held med at fiske det ud gennem tremmerne. Så det var en glad landmandskone, som poserede efterfølgende, da vi skulle se om kameraet virkede. Lukkemekanismen var dog gået i stykker, så resten af turen måtte mobilkameraet tage billeder.

I Herzberg am Harz holdt vi frokostpause. Omend byen var smuk med gamle huse, så var byen nærmest tom for mennesker og spisested/cafe kunne vi ikke finde. Vi endte dog hos en bager, som havde lækre salater og sandwiches, som vi nød udenfor. På vej tilbage til motorcyklen blev vi stoppet af en af byens borger. Han spurgte om det var os, der var kommet forbi tidligere på en BMW motorcykel. Han havde selv haft en, men havde aldrig set den model med vandkøling før - tænk at man kan se dette blot ved at kigge på en motorcykel, der kører rundt i jagten på en parkeringsplads. Jeg var stået af, det tekniske interesserer mig ikke, men landmanden fik en god snak med manden.


Nu gik turen videre mod øst. Pludselig kom vi forbi et skilt med Rapsbodestausee, og jeg vågnede op, for jeg havde læst om Europas næstlængste hængebro, som gik over netop denne bjergsø. Der var masser af mennesker, på vej hen mod denne bro. Vi kørte på dæmningen og kunne tage billeder af broen.


Vi diskuterede også, om vi skule prøve den, jeg har højdeskræk i visse situationer, men havde alligevel lyst til at udfordre mig selv og få oplevelsen af en hængebro med. Så sådan blev det. Med et god fast tag i gelænderet og til tider også i landmanden begav vi os ud på broen. Vi var ikke kommet langt ud, før jeg var udfordret, børn løb på broen, masser af folk gik på broen, og den kom jo derfor i svingninger. Med støttende ord og råd fra landmanden om at give slip på gelænderet og kun holde i ham kom vi ud til midten, hvor vi holdt pause. Og så gik vi tilbage igen.




Her blev det tid til en is og til et smil over Smedjen i Harzens reklame for selvbyggede motorcykler og deres teknikmuseum.


Nu gik turen videre mod øst, vi kom forbi genkendelige områder fra dengang vi var i Harzen med vores børn i 1998. Og først da vi kørte forbi Hermannshöhle med drypstenshuler vidste vi, at følelsen af genkendelighed var rigtig.


Siden kørte vi i Bodetal med smukke vejstrækninger og meget lidt vand i søerne/floderne. Se blot billedet med manden i vandet.




Lidt kig til klipper fik vi på denne sidste del af turen, før vi kom ud på landevej og turen tilbage til Wernigerode.



 God søndag til dig.







fredag, september 14, 2018

#jegharverdensbedstekolleger

Dagen i dag har været ganske særlig. Det første særlige så jeg allerede i morges, da jeg tjekkede vores lukkede facebookgruppe for mit afsnit. Prøv at se, hvad vore aftenvagter havde lavet i går til en patient, som i dag havde guldbryllup. Og mine kolleger sang også for patienten i morges. Billedet er delt på sygehusets officielle facebookside og instagramside, så derfor tillader jeg mig også at dele det her.


Jeg bliver så stolt af det sammenhold, der er trods travle tider og med pressede kolleger, som hele tiden forsøger at gøre det bedste for vores patienter.

Uden at jeg ved det, så tror jeg også, at andre mærker det. I foråret fremlagde min projektgruppe de foreløbige resultater fra vores forskningsprojekt og havde den store ære og glæde, at en af de førende indenfor sygeplejeforskning om apopleksi hørte vores oplæg, Marit Kirkevold. Min leder var hurtig til at invitere hende på besøg i afsnittet. Og i dag kom den norske professor og sygeplejeforsker til os.

Ikke i et stort auditorium, men i vores opholdsstue, fortalte hun om sin forskning for langt de fleste af os. Nogle skulle passe patienter, nogle sov efter nattevagter, men ellers var de fleste troppet op. Det var også en unik oplevelse, og jeg tror som sagt også, det var det for forskeren. Marit Kirkevold sagde i hvert fald, at hun meget gerne ville komme tilbage, og næste gang skulle vi fortælle og hun skulle lytte, for hun ville gerne høre om vores tanker og oplevelser med sygepleje på et hyperakut apopleksiafsnit. 

Her kan den rehabiliterende sygepleje godt have trange kår, men vi vil den gerne. Vi vil gerne kombinere akut sygepleje med rehabiliterende sygepleje, fordi man ved, at starter man den rehabiliterende tankegang fra start af giver det bedre resultater. Og rehabiliterende sygepleje er blandt meget andet, at vi forsøger at støtte patienten i at være aktiv i hverdagssituationerne (flytte sig ud af seng, tage bad, børste tænder, spise, gå på toilettet osv) og dermed træner patienten i at bruge sin krop på den mest hensigtsmæssige måde, og som samtidig kan sende signaler til hjernens ramte område. Sådan en tilgang tager tid, og det er ikke altid, at vi har den tid, både fordi vi er pressede og fordi patienten skal igennem mange undersøgelser og vurderinger, mens de er hos os. Ikke desto mindre forsøger vi at holde fast i, at vi vil denne sygepleje.

Og at mine kolleger ikke blot tænker på akut sygepleje og alle de opgaver som er SKALopgaver, men også tænker på det liv, som den ramte var og er en del af, synes jeg æresporten er et godt udtryk for.

God weekend til dig.


torsdag, september 13, 2018

Noget om en by, der vågner og døde træer- Motorcykeltur Harzen 2018 dag 1, del 1

Nu er det vist på tide at få skrevet lidt mere om sommerens motorcykelferie, inden det går helt i glemmebogen. I og med at vi havde besluttet at overnatte det samme sted flere nætter, skulle der heller ikke pakkes motorcykeltasker hver morgen. Det gav tid til noget andet og inspireret af min retræte, hvor jeg hver morgen inden morgenbøn og morgenmad gik en tur, stod jeg op de første morgener i Wernigerode og gik en morgentur.

Hotel Zur Tanne i morgensol.
Det gav mig chancen for at se byen vågne, skraldemænd og morgenfriske butiksejere samt folk på vej til arbejde var sammen med mig de eneste, der var aktive. Jeg gik som jeg bedst kan lide det: efter næsen og med et kort i lommen, hvis jeg skulle fare vild.

Slottet i Wernigerode


Det gjorde jeg nu ikke, for slottet i Wernigerode var et godt pejlemærke, og selv om jeg valgte små stier på kryds og tværs af byen, så havde jeg en god fornemmelse af, i hvilken retning hotellet lå. På et tidspunkt så jeg et tårn, i første omgang troede jeg det var et gammelt vandtårn, men research hjemme på hotelværelset oplyste mig om, at det var en del af den gamle bymur og forsvarsværk.


På den anden side var en legeplads, hvis tema var ugler. Gamle træer var blevet til ugler, store og små.


Og tårnet dannede nu rammen om legepladsen og måske også kimen til fantasilege, mens mor og far slappede af med en kop kaffe.


Hjemme på hotellet nød vi morgenmaden, som var god og enkel, ikke noget overdådigt, men der var blødkogte æg, yoghurt med tilbehør, gode pølser og leverpate til landmanden og oste til fruen. Teen var ikke noget at skrive hjem om, men det er meget sjældent, at jeg har oplevet rigtig god te på et hotel.
Dagens første del skulle gå fra Wernigerode i nordøst  forbi Skt. Andreasberg, den højest beliggende by i Harzen, og videre til Altenau.


Vi fik et naturligt stop i nærheden af Schierke, hvor toget til Blogsbjerg, Brocken, passerede vejen.



Vi er blevet forvænt med bjergveje med masser af udsyn og det var der ofte ikke i Harzen. Alt var dækket af træer. Til gengæld nød vi, når vi fik et enkelt udsyn.





Et syn, som vi var meget optaget af, var døde træer. De var mest i den østlige del af Harzen. Du kan nok fornemme dem på billedet ovenfor, men her nedenunder kan du se dem på tættere hold. Der var hele bjergsider med døde træer. Hjemme på hotellet spurgte vi tjeneren, som forklarede, det skyldtes storme. Det undrede vi os over, så jeg googlede det og fandt ud af, det er barkbillen, der er årsagen til døden. Man har valgt at lade træerne stå og forfalde og så lade naturen om at sikre andre træers vækst i stedet for grantræer. Stormene har så nok været med til at fremskynde døden.


Et trist syn var det dog, og vi undrede os over, om ikke man kunne have brugt de døde træer til energi, men de skal måske sikre næring til jorden og nye træer?

I dag vil jeg sikre mig næring fra fridagens program. Folkeholdet er i gang med kartoffeloptagningen, der skal eftermiddagsmadpakker til og dermed også kage. Så i dag skal være dagen, hvor jeg vil bage kager. Mit afsnit skal også have kage i morgen, hvor der skal ske noget rigtig spændende. Men det hører du mere om i morgen.

Hvis du vil læse mere om vores motorcykeltur til Harzen, så findes indlæggene her, der mangler dog stadig flere dages oplevelser og billeder. De indlæg må drysse udover september måned. Ha en god dag.