mandag, februar 08, 2016

Mandagsstart

Hverdagsfridagsmorgener følger sine egne rutiner, jeg går rundt i pyjamasbukser og en lille cardigan over nattoppen, mens jeg lader dagen vågne. Det er regnskabsdag, men den starter først efter klokken ni, det er min egen lille regel. Så indtil nu har jeg brygget te, spist morgenmad, sørget for at regninger bliver betalt i denne uge, sørget for at medarbejderne får løn, tjekket min arbejdsmail, samlet op på et hængeparti fra i fredags og genlæst en artikel om overførsel af det lærte i en læringssituation til en anden situation. Nu er jeg kommet i tøj, jeg kan gå rundt med, også udenfor (mit hjem er jo en arbejdsplads for medarbejdere og andre, der kommer i løbet af dagen, enten for at sælge, reparere eller købe)

Mine tanker kredser om kurset i sidste uge og hvordan jeg kan støtte mine kolleger i at få det lærte inddraget i deres arbejde. Man kan være nok så tændt og begejstret over et kursus, men erfaringen viser, at kun 10 % bliver overført til praksis. Mens jeg genlæser artiklen, har jeg hele tiden virkeligheden i mine tanker.

DSC_0586

Der er tre overordnede faktorer, der er afgørende for, at der sker transfer (overførsel af det lærte til en anden situation):

Faktorer knyttet til den lærende:

Først og fremmest skal man være motiveret for at overføre det lærte til sin praksis. Det lærte skal give mening, og man skal føle, at det kan øge kvaliteten af det arbejde, man udfører. Man skal også føle, at man bliver medinddraget i undervisningen og at man tror på, at man umiddelbart kan anvende det. Derudover har evnen til at sætte mål for sig selv og føle sig forpligtet til at bruge det lærte i praksis også betydning. Alle de faktorer, mener jeg, var og er til stede hos mine kolleger.

Faktorer knyttet til undervisningssituationen;

Underviseren skal forholde sig til anvendelsessituationen i sin undervisning, skal støtte kursisterne i at sætte mål og skal være troværdig. Det var også gældende, faktisk var jeg imponeret over undervisernes evne til hele tiden at ændre undervisningen, så den tog udgangspunkt i de emner, mine kolleger tog op. Underviserne havde på forhånd sagt til mig, at de jo arbejdede i en anden arbejdssituation end os, de arbejder i det rehabiliterende med mange dage med den enkelte patient, vi er i det akutte, hektiske miljø med kun få dage sammen med patienten. Men de var fantastiske og i høj grad troværdige. De gjorde også noget genialt, de valgte til sidst, at vi alle skulle bruge 10 minutter til at tænke over det, vi havde lært og så skrive ned, hvad vi ville gå hjem og prøve. Her har de støttet kursisterne i at sætte små mål for sig selv.

Faktorer knyttet til anvendelsessituationen

Det giver næsten sig selv, at en arbejdsplads, der er åben over for nye ideer, når man har sendt folk på kursus, også er medvirkende til at støtte transfer. Men arbejdsbelastning, tidspres og få muligheder for anvendelse af det lærte er barrierer for transfer. Og det er her, hurdlen hos os er. Så det er vigtigt, at der dels ikke går for lang tid, inden at man får taget det lærte i brug, dels at der tilbydes støtte og erfaringsudveksling. Artiklen nævner også, at skriftlige refleksioner er en måde at få det lærte brugt. Det er så her, at jeg ser min funktion. Jeg må finde en måde at få mine 14 kolleger til at holde fast i begejstringen og det meningsfulde ved kurset. De ved, at de skal være med til at udbrede emnet for vore andre kolleger, og at vi til maj skal undervise de andre praktisk i det. Så jeg tumler lige nu med tanken om at etablere et skriftligt erfaringsforum og jævnlige mails, hvor jeg tager fat i delemner fra kurset. Derudover skal de også tage fat i mig i hverdagen, så vi sammen kan få erfaring inde hos patienten.

Nok om det, landmanden kom ind for at drikke te sammen med mig. Ha, jeg kom til at smile, da jeg så os to halvgamle* mennesker. Vi sad med hver vores elektroniske udstyr og surfede på nettet, der blev læst på facebook og på nyhedssider, men vi talte da også lidt sammen. Nu er klokken over ti, jeg er i fuld gang med bilag og regnskab. Vil du dele dine erfaringer med at få kursusviden omsat til praksis, så vil det glæde mig. Må du få en god dag.

DSC_0592

* folk reagerer ofte, når jeg bruger det udtryk, men vi er jo halvgamle, måske er vi i de unges øjne endda gamle. Det er dog ikke det samme, som at vi er gået i stå, det føler jeg ikke, vi er.

søndag, februar 07, 2016

Lad roen sænke sig

End ikke strikketøjet får en chance, det er som om at sofalæsning og blogsurfing passer bedre til mit sindelag i disse dage. I dag fik jeg dog lokket herre og hund med ud på endnu en gåtur, i regnvejr, turen blev dog ikke så lang, 3,8 km, hvor turen i går blev på 6,5 km. Mon ens fødder kan vokse med alderen, eller er det mon muskelslaphed, der gør, at mine fødder fylder mere? I hvert fald synes jeg, at mine vandrestøvler klemmer. Det kunne også være det faktum, at jeg har brugt dem for lidt.



Brinkmans bog læses langsomt, jeg burde måske skrive mine tanker ned undervejs, men nej, det her er ikke arbejde eller studie, det er ren fritid, så jeg tager det med, som jeg har fået ud af bogen, når den lukkes. Mens jeg sofahygger, springer tulipanerne ud, farven passer perfekt til de røde lys på bordet, ikke postkassserød eller vinrød, men rød med et skær af lyserød i sig (giver det mening?). Roen er i stilheden, i varmepumpens sagte blæsen, i Istvans rolige åndedrag, i lyden af avissiders raslen, i tingene, som mit blik falder på, når jeg kigger mig omkring.


God søndag til dig.


lørdag, februar 06, 2016

Tid

Tid til

  • at sove til jeg vågner af mig selv
  • at nyde morgenmaden med alt hvad jeg holder af
  • at gøre ting i mit eget tempo
  • at spise frokost med landmanden, sild med karrysalat er en favorit på sådan en dag
  • at gå en lang tur og mærke vinden, havluften og kroppens velvære
  • at sove eftermiddagslur
  • at lave aftensmad ud fra æg fra høns i baghaven, kød fra jagtkammeratens kvæg, kartofler fra gården = fyldte pandekager med salat og ovnbagte kartofler
  • at drikke god rødvin
  • at se en sjov happy-go-lucky film




Derfor holder jeg af at blogge

Eller rettere sagt, det er en af grundene. Når jeg har taget et kig tilbage i min blog, har nogle kommenteret, at de aldrig ser tilbage, og at de meget sjældent kigger tilbage i bloggen. Når jeg gør det, er det ofte, fordi jeg vil se, om jeg har skrevet om emnet før. Og så kan jeg blive helt opslugt af det, jeg har skrevet. Nogen gange synes jeg ligefrem, at jeg har været klog (!), eller at jeg sprogligt har formuleret mig godt. Det er jo slet ikke så ringe en følelse at få på en gråvejrslørdag.

Gårsdagens indlæg fik nogle af jer til at skrive om det svære i at få kursusviden omsat til praksis i hverdagen. Allerede da jeg kørte hjem fra arbejde i går, huskede jeg en artikel fra et diplommodul om transfer, det at overføre kursusviden til praksis. Det er meget sjældent, at det lykkes, og når det lykkes, er det visse faktorer, der skal gøre sig gældende. Artiklen er fundet og skimlæst, den vil jeg dykke ned i på disse weekendfridage. Og jeg har læst det, jeg skrev om transfer her inde på bloggen. Nu er jeg allerede i gang med at tænke over, hvordan vi sammen får ugens kursusindhold forvandlet til sygepleje til apopleksipatienter. Og du bliver helt sikkert involveret i mine tanker, for sådan får jeg det bedst omsat. God lørdag til dig.

DSC_0576

Mine kolleger nød at være tilbage for en dag i gaden, hvor der er masser af takaway-steder. For mit vedkommende var jeg nok mest optaget af at få kursusdagene til at være sammenhængende, selv om vi var i to forskellige auditorier og på to sygehuse.

DSC_0577

I juni 1981 startede jeg på børneafdelingen på sygehus Nord, bygningerne står der stadig. Jeg ved, at de er renoveret, men udefra ligner de det, de var; nemlig det første sygehus på grunden. Aalborg Kommunehospital.

torsdag, februar 04, 2016

Forstyrrelser

Kursusdagene har sat tanker i gang hos alle, vi er blevet forstyrret i vores tænkning og vores begrebsverden. Det er sundt, det er godt, for netop sådan starter læring. Alle gav god feedback, og hvor ville jeg ønske, at vi havde råd og mulighed for at få alle af sted på sådan et kursus. Nu bliver det deltagerne på kurset, min leder og mig, der skal få dette her ud til alle andre. Og hvordan gør vi så det? Mit hoved er så træt, så jeg lader tankerne flyve væk og forsøger at fokusere på andre ting.

Taknemlighed over at komme hjem til et rent hjem

Taknemlighed over skønne kolleger

Taknemlighed over at jeg kan begejstres over en lille detalje i bybilledet

Taknemlighed over solskin og tørvejr

DSC_0580

onsdag, februar 03, 2016

Lyset vinder frem

I dag gjorde jeg det rigtige. Lige da jeg var ved at glide ned i sofaen og snuppe en powernap, satte jeg mig op. Hukommelsen huskede heldigvis konsekvenserne af powernap ved samme tidspunkt i går = for lidt søvn i nat. Nu stod jeg i stedet for uden for døren i for lidt tøj, der var køligere end jeg troede. Pyt, der skulle bare gåes lidt hurtigere for at få varmen. Tænk at der stadig er lyst klokken halv seks om aftenen. Skønt. Blodet pulserer i kroppen, hænderne prikker og stikker, fordi jeg ingen vanter havde på. Ørerne gløder som små glødepærer, og jeg er lysvågen igen.

DSC_0564DSC_0565

Og hjemme igen tømte jeg postkassen, tak søde Mette, som var så sød at sende mig Brinkmanns bog Stå fast, som jeg kunne låne og dermed ikke skal vente flere måneder på bibliotekets udgave. Jeg vil glæde mig til at skænke en kop te, lade iPad og bærbar ligge på bordet og fordybe mig i bogen.

DSC_0568

Kurset i dag gik godt, men jeg synes, det er hårdt at være kursusleder, også fordi jeg hele tiden holder øje med mine kollegers kropssprog, synes de nu, de får nok ud af det, og samtidig skulle jeg have styr på alle remedierne til undervisningen. Det er noget nemmere, når det er lægeundervisning, de kommer med en USBnøgle, og så er det det. Her skulle jeg have tjek på seks senge (i et auditorium!), tre kørestole, 18 almindelige stole, fire borde, håndklæder, vaskeklude, vaskefade, strømper, patientbukser og patientskjorter. Kaffe og te på rette tid, PowerPointsuddelingskopier osv. Jeg fik også noget ud af undervisningen, det er længe siden, at jeg og resten af afdelingen er blevet opdateret på Affolterkonceptet, og det har ændret sig siden da, så det var rigtig godt.

DSC_0575

Aftensmaden skal jeg lige finde energi til at lave, jeg havde bestemt mig for en curry med kylling, det har jeg aldrig lavet før, så det kan jeg nok godt finde ud af. Det øver jeg mig i hvert fald i at sige tilpas mange gange, så jeg tror på det til sidst. Vi får se.

God aften til dig.

tirsdag, februar 02, 2016

Hvad skete der i sidste uges fridage?

De var fyldt med gode oplevelser. Generationsskiftedag på arbejde var en af dem. En anden var et nyt initiativ, som gerne må blive en tradition. Ledelsen indbød til afdelingens dag, en eftermiddag efter arbejdstid, hvor der blev fortalt om forskellige tilbud/projekter i hele neurologisk afdeling. Det sluttede af med fællesspisning, som jeg måtte hoppe over. Jeg havde nemlig en generalprøve i koret, før vores koncert dagen efter.

Der var mange til afdelingens dag, og vi hørte om mange spændende emner. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville give mig selv lov til at lytte og tage det med, jeg kunne huske, derfor ville jeg ikke skrive ned. Jeg blev klogere på det store forskningsprojekt, som mange centre har medvirket til, og ikke blot demensklinikken på Rigshospitalet. Det glemte demensklinikken at fortælle, da den gik til pressen med de første resultater sidste forår. ”det er ikke okay” Faktisk var neurologisk afdeling i Aalborg den klinik, som havde flest deltagere med i projektet. Projektet ville undersøge, om fysisk aktivitet kunne bedre mentale funktioner hos mennesker, som var ramt let til moderat af Alzheimers. Budskabet var, at de, der deltog i alle træningssessioner, dvs. tre gange konditionstræning om ugen i 16 uger, forbedrede deres mentale evner . Så nu har jeg da fået endnu et argument for at få sat skub i træningen, og vores fysioterapeut, der trænede med deltagerne, har allerede fortalt mig, at cykling og svømning er gode alternativer til løb, når man vil have pulsen op.

Derudover hørte jeg om, hvordan nogle patienter med kronisk sygdomme i nervebanerne nu kan behandle sig selv hjemme med medicin ind under huden i stedet for at de skal ind på sygehuset fem dage i træk og få medicin ind i blodåren. Jeg hørte sygeplejersker fortælle, hvordan de oplærer patienterne i at kunne sætte en nål ind under huden og så koble en pumpe med medicinen til. Et andet ambulatorium fortalte om, hvordan de hjælper patienter med spastisk lammelse, som har pumpe indopereret, hvori de hele tiden får en lille dosis muskelafslappende medicin. En neuropsykolog fortalte om det landsdækkende projekt med styrket indsats til unge under 30 år med erhvervet hjerneskade. En læge fortalte om et projekt om patientens team. Her havde man samlet repræsentanter fra alle de afdelinger og en patient, som var involveret i et patientforløb. Hvorefter man havde set på, hvordan man kunne gøre overgangene mellem de forskellige steder mere sammenhængende (skadestue, afdeling, intensiv, afdelingen igen og til sidste genoptræningsafsnittet).

Mit eget afsnit var repræsenteret med en overlæge, som fortalte hvordan omorganiseringen af apopleksibehandlingen i region Nord (alle kommer til os i den akutte fase) har betydet, at flere får trombolyse, flere får diagnosticeret apopleksi og langt flere patienter bliver indlagt. Det sidste skyldes formentlig ikke, at der er flere med apopleksi, men nok mere, at man er blevet opmærksom på, at der er en akut behandling. For ca. 40 % af de patienter, der kommer til os, har hverken en apopleksi eller en forbigående blodprop, TIA/TCI. Derefter fortalte min nu tidligere leder om det udgående team, som vi forhåbentlig får i gang i 2016. Mine to kolleger og jeg fortalte om vores projekt, og hvad vi indtil nu har fundet ud af gennem systematisk litteratursøgning om patienters oplevelse af tiden, efter de er udskrevet med diagnosen apopleksi. Der var god interesse og opbakning til vores projekt, det var godt at mærke.

I morgen og overmorgen er jeg kursusleder på et kursus med eksterne undervisere, 15 af mine kolleger får lov til at fokusere deres opmærksomhed på et område i to dage. Det bliver spændende, og jeg har lidt ondt i maven lige nu, for det er mig, der har foreslået emnet. Gad vide, om det vækker genklang hos mine kolleger.

DSC_0538DSC_0539

Billederne er fra søndagsudflugten før arbejde. Landmanden og jeg er med til at arrangere fætter/kusinekomsammen på landmandens side. Formiddagen før aftenvagten blev brugt i et sommerhus tæt på Hirtshals. Vi nåede lige ud og se havet vise tænder, inden vi hyggede os med de andre.

Fridagen i dag er blandt andet brugt på fysioterapi og forberedelse af kurset (inklusiv en tur ind på mit arbejde, så jeg i morgen har ro i maven) Og bare rolig, jeg får erstattet de timer på et andet tidspunkt.  Aftensmaden tog udgangspunkt i hvad vi havde i fryser og skabe, det blev frittatta med baconstykker, tomater, ærter og edamame bønner, dertil en salat af grønne linser, stegte peberfrugter, fetaost og hvidløg. Vores høns er begyndt at lægge æg igen, så nu skal der æggeretter på en gang om ugen.

mandag, februar 01, 2016

Hopla

DSC_0551

Det har været den skønneste eftermiddag, min far var i den grad i hopla. Han grinede så meget, at vi andre kom til at grine meget højt. Så grinede han endnu mere, og sådan kunne vi helt sikkert have stået endnu, hvis ikke det var fordi, at der var masser af brunsvigerkagemand og æblekage på bordet. Vi nød vores fars gode humør, hinandens selskab og beretninger fra New Zeeland. Mellemste lillesøster har lige været med gemalen på 4 ugers ferie i en autocamper på øen langt herfra. Yngste lillesøster har arbejdet der for 25 år siden, og min svoger havde taget billeder af hendes lysbilleder fra skønne steder på NZ, og herefter havde han lagt ruten, så de kom mange af de samme steder, hvor han så tog billeder. En helt fantastisk rejse havde det været, jeg tror dem. Her i huset rejser vi ikke udenlands i år, så vi må udforske Nordjylland; om det bliver på mountainbike, i vandrestøvler eller i bil vil tiden vise. Basen bliver sommerhuset. Landmanden har fået sin vilje om at blive hjemme (det er jo også ham, der kører motorcyklen, så det er vel rimeligt), så nu vil jeg have min vilje med hensyn til aktiv ferie. Vi er begge to hyggemennesker, så vi kunne mageligt få tre uger til at gå i hver sin sofa med fjernsyn, bøger, bærbar, iPad og mobiltelefoner omkring os (ha, jeg glemte lige, at for landmandens vedkommende er det jo kun 10 dage, men jeg kunne sagtens få tre uger til at gå med det) Det kommer ikke til at ske, nu har jeg skrevet det, så bliver det sådan!

DSC_0545

Nede hos min far nåede vi at snakke, grine, kramme, klippe hår(det stod min far og yngste lillesøster for), aftale familieweekend, filme vores far (jeg tror aldrig, han er blevet fotograferet og filmet så meget på tre timer før, men han var en flot model) og spise os mætte i kage.

DSC_0546

Min kollega gav mig en ide, så den indkøbte æblegrød, makronrasp og fløde blev blandet i drikkeglas, det var en god ide. Næste gang laver jeg portioner noget mindre, så de passer til kvinder og ikke til hårdtarbejdende jord - og betonarbejdere. Ikke at de ikke blev spist, vi levner ikke kage i vores familie!

DSC_0552

Hjemme igen fik landmandsparret en af mine ryd-ud-af-fryseren retter. Oksehalesuppe med et g(l)emt baguette. Nu er der brygget te, og landmanden får lov til at spise resterne af kagemanden, jeg er kureret. Den fødselsdag kunne ikke have været bedre.

Morgenstunden startede smukt i Nordjylland, siden har det regnet og regnet. Samme vejrudsigt gjaldt for Midtjylland.

DSC_0541

85 år

I weekenden har jeg mødt to ældre kvinder som var i slutningen af firserne, og de blev øjeblikkeligt føjet til min liste af ældre, jeg kan gerne vil være som, når jeg når den alder. Dog ønsker jeg ikke at komme på sygehuset til observation for en blodprop i hjernen. De to kvinder var stadigt aktive, klarede sig selv i eget hjem, den ene havde endda overskud til at arbejde i genbrugsbutik og være besøgsven. Der er ingen tvivl om at det er nu, at kontoen, som jeg skal trække fra på mine gamle dage, skal fyldes op. Det er ikke nok med gode oplevelser og hjerneudfordringer (som mit arbejde giver mig), de er også værdifulde. Der skal dog også sund livsstil til, der skal bevægelse og konditionstræning til. Som jeg hørte en læge sige: når folk siger, at de hellere vil leve tyve år kortere og så leve et godt liv (underforstået et liv med masser af god mad, øl/vine og ikke al den motion), så glemmer de, at de sidste år af det kortere liv ofte bliver fyldt med sygdom og fysiske indskrænkelser i det ”gode” liv.

Min far har altid syntes, at hans liv har været godt, og at der var meget at være taknemlig for. Set udefra er hans liv måske ikke godt, men når jeg ser på ham, så smiler han tit, han er hårdt ramt af sin Alzheimers, men han virker glad og tilpas.

DSC_0542

I dag er dagen derpå, aftenvagter efterlader mig ofte med træthed, nedtrykthed og sløvhed. Men det sker ikke i dag, for denne dag er ganske særlig, i dag fylder min far 85 år, og mine tre søstre og jeg mødes til eftermiddagskaffe/te hos ham. Jeg skal have handlet ind, så jeg kan komme med gammeldags æblekage. Der er ingen tvivl om, at min far vil få svært ved at få ørenlyd, men mon ikke han vil mærke i krop og sjæl glæden over at have fået fire døtre, som den dag i dag nyder hinandens og hans selskab. Det tror jeg, jeg vil kramme og kysse ham, så han fysisk mærker, at han er elsket. Jeg vil synge og snakke, så han mærker alt det skønne, han har givet mig. Jeg vil le sammen med ham og mine søstre, så latterens virkning forplanter sig i krop og sjæl. Jeg glæder mig.

DSC_0540

God mandag til dig.