fredag, oktober 31, 2014

VÆR DIN ALDER BEKENDT!

Jeg kigger lidt på overskriften, hedder det overhovedet det? Betyder det egentlig det, jeg mener? Se allerede her tegner det at skrive det her indlæg sig til at blive en langsommelig affære. Der er ikke andet for, end at jeg må på sproget.dk, og jow, at være sin alder bekendt betyder det, jeg mener:

“anstændigvis tillade sig at gøre noget bestemt; vedkende sig noget uden at skamme sig”

Okay, tilbage til emnet; jeg er en af dem, der gennem mange år har hjulpet min lyse hårfarve til at være lys. Det har været på en måde, så mange har troet, det var den naturlige hårfarve, og det har glædet mig. Sommeren var dejlig og lys, det lysner i sig selv håret, så jeg valgte ikke at få lyse striber i håret, og beslutningen om at se min egentlige hårfarve kom stille og roligt. Jeg er ikke smuk gråhåret, jeg er nærmest ikke gråhåret (eller også skal jeg have ny styrke i brillerne), kun leverpostejfarvet uden spil i håret. Og jeg kapitulerer nu, om lidt sætter jeg mig i bilen og kører til frisør, hvor hår, bryn og vipper får en omgang farve, for den mathed i mit hår forplanter sig til mig, jeg ser hele tiden træt ud og jeg kan ikke kende mig selv i spejlet, kun når jeg griner eller smiler. Og det kan blive anstrengende at smile/grine hele tiden, og der er jo også tidspunkter hvor omgivelserne ville overveje en henvisning til en neuropsykolog, hvis jeg grinte der.

Jeg havde en kollega, som sagde overskriften til en anden kollega på min alder, fordi hun også kapitulerede, så i aften skal vi være sammen på arbejde , to lyshårede ældre kvinder, men vi kender godt vores fødselsdato, vi står ved den alder, vi har og vi elsker den (lige undtagen når vi sidder med hver sin vifte), men vi har besluttet at være dem, vi er indeni, også på ydersiden! Ha en god fredag.

P1000505

torsdag, oktober 30, 2014

STILLE DAG

Det var det ikke på arbejde i går, slet ikke. Men efterfølgende har det været. Ingen aftensmad i går aftes, landmanden måtte sørge for, at salget af franske hotdogs holder skansen (eller hvad han nu købte på vejen hjem fra gårdbutikken) Jeg nøjedes med resterne af risengrøden, og så fik landmanden besked på at købe lækkerier med hjem, så jeg kunne gense en af mine yndlingsfilm sammen med flødeboller, slik, te og strik. Nu er min fars sokker færdig, min egen topdowntrøje synger på sidste vers i forhold til kroppen, og det bliver spændende at gå i gang med ærmerne.

Min arbejdsdag sidder i kroppen, lige så meget mentalt som fysisk. Jeg havde specialedag i går, og jeg havde to helt klare mål for dagen: at få færdiggjort to instrukser og at få aftalt undervisning af kolleger med vores terapeuter. Det var så de to eneste ting, jeg ikke nåede i mål med. Jeg fik talt med en patient og arrangeret genindlæggelse, jeg fik lavet liste over de pjecer, vi tilbyder vores patienter, sammen med to kolleger, som står for bestilling af pjecerne, det indebar opringninger hist og pist for at finde ud af bestilling af pjecerne;  jeg fik deltaget i sygeplejekonferencen og drøftet faglige problemstillinger, som fylder hos personalet; jeg fik snakket med andre kolleger om andre faglige problemstillinger og jeg fik sendt mails ud om dit og dat. Jeg er god til at drøfte problemstillinger, men jeg er ind imellem dårlig til at lytte og så tænke mig om, jeg kommer lidt for ofte til at sige ting, så de sårer andre. Jeg glemmer hele tiden, at mine kolleger ser mig som specialsygeplejersken og dermed får mine ord en anden vægt end andres ord. Og hver gang bliver jeg så ked af, at jeg endnu ikke har lært at tage en dyb indånding og tænke mig om, inden jeg åbner munden. Her på bloggen bruger jeg jo for det meste lang tid på at formulere mine tanker og får dem finpudset, før jeg trykker udgiv. Jeg er taknemlig for, at mine kolleger er så tilgivende.

Den stille tid fortsætter, landmanden er kørt til stormøde for bønder langt nede i landet, og han kommer først sent hjem i dag. Nu er huset ryddet op og klar til rengøring, om lidt kører jeg i LOOPcenter og siden hen til fysioterapeut. Det bliver de to eneste udadvendte aktiviteter i dag. resten af tiden skal bruges på kontoret, regnskabets time er endnu en gang kommet. Nu kan du indvende, at det måske ikke lyder som en stille dag, men lydmæssigt bliver det en stille dag. Ingen radio, ingen fjernsyn eller mennesker, der kan forstyrre mig. Og i går blev det tydeligt for mig, hvilken forskel høreapparaterne gør. Jeg kan sagtens høre mennesker uden, men jeg misforstår og skal have gentaget mumlende ord. I går havde jeg startet filmen, før jeg tog apparaterne ud, det var som at lægge en dyne på alle lyde og skrue ned for lydstyrken på samme tid.

Morgenstunden har været smuk, solen har leget med himlens skyer, og skyerne har puffet sig sammen og dannet sjove mønster. Må din dag blive smuk med tid til leg i en eller anden udgave.

P1010295

onsdag, oktober 29, 2014

STILLE STRIK

Herhjemme hører jeg sjældent musik eller radio i det hele taget, så når jeg strikker er det enten i stilhed eller med en serie kørende  med lav lydstyrke. Stille kunne man ikke betegne lydstyrken i går aftes, men der blev strikket, der blev grinet, der blev snakket, der blev spist kage og drukket te og kaffe. Inspiration til nye strikkeprojekter var overalt, det var jo nærmest en strikkeopvisning både på levende modeller og med alle de strikkeprojekter, de skønne kvinder sad med rundt omkring ved bordene. Jeg fik hilst på mennesker, jeg har fulgt på blogge, for selv om jeg ikke har en strikkeblog, så synes jeg, det er sjovt at følge med på andre mere produktive strikkeres blogge. Især hvis der også er lidt om dem selv, så det ikke kun bliver strik, det handler om. Ella og Liselotte, som var de to første bloggere, jeg læste, fik jeg også snakket med. De to har været med til at forme min blog, for hos dem fandt jeg en livsglæde og en fokus på det skønne i hverdagen, og det var det, jeg også ville med min blog. Strikkeglæden genopdagede jeg gennem dem og alle de mange andre blogge, som jeg gennem årene er komemt til at læse. Jeg har gennem alle jer fået stimuleret min lyst til at læse, til at se nye steder af Danmark eller verdenen. Jeg har læst om nyheder, før jeg så det på fjernsynet eller hørte det i radioen. I har udvidet min horisont, jeg har fået sparket til mit sprog, jeg er blevet klogere på ord og grammatik – og det på den lattervarme måde. Jeres evner til at fotografere – den rigtige vinkel, det rette øjeblik, det bedste lys – alt sammen er lagret og tilsammen gør denne sammenkogte bloggerret mig glad.

Det er arbejdstid nu, men jeg glæder mig til en lille times stille strik i eftermiddag, når jeg lander hjemme i sofaen igen. God onsdag til dig.

P1070332

mandag, oktober 27, 2014

HVORFOR??

Det irriterer mig, at jeg ikke kan regne ud, hvorfor jeg ikke kan kommentere hos de fleste selvstændige blogge. Jeg kan ikke få lov til at sige tillykke med bryllupsdage eller fødsler eller … Og jeg ville så gerne vide hvorfor, kan jeg gøre noget for at ændre det faktum?  For de fleste får så mange spamkommentar, så jeg forventer ikke, at man kigger sin spambunke igennem, før den slettes. Til gengæld har jeg ikke lyst til at ændre på, at jeg nu i flere dage ikke har fået en eneste spamkommentar! Måske er jeg nu at sammenligne med alle de andre spammer, så de lader mig i fred?

Lige nu sidder jeg og sukker over mig selv. Det er som om jeg ikke er blevet spor ældre erfaringsmæssigt på de 37 år siden jeg var 20! Jeg havde ting, jeg skulle nå sidste feriedag, ting, der skulle gøre at denne uge ville starte godt. Jeg nåede lidt, hvorefter resten af dagen forsvandt i min sofa sammen med to bøger. De var gode, det var de. Og det sjove var at i begge bøger var der en, der hed Cressida. Jeg har aldrig mødt det navn før, og så møder jeg det i to vidt forskellige bøger. Læsekredsen af Elisabeth Noble rummer ikke de store spændinger, den er en hyggelig bog om forskellige kvinders liv gennem et år og deres sammenhold i læsekredsen. Søster af Rosamund Lupton er lidt af en gyser, som jeg var nødt til at kende slutningen på før sengetid. Så måtte jeg leve med, at min arbejdsuge ikke startede på den mest velforberedte måde. Til gengæld strøg arbejdsdagen af sted, jeg havde dagafsnittet, og alle mine patienter endte med at blive indlagt, fordi de skulle videreudredes. Jeg fik endda en knuser af en af patienterne, det er godt med frynsegoder. Nu vil jeg tage mig alvorligt sammen og få bevæget kroppen ud til bilen, så jeg kan få trænet LOOP. For i morgen har jeg ikke tid, jeg skal nemlig på strikkecafe, jeg glæder mig, og det behøver jeg ikke spørge mig selv om, hvorfor jeg gør det, det ved jeg: masser af strikkeglade kvinder, masser af inspiration og snak, det er ren livsglæde.

PAUSER

På vores motorcykelferie i sommer tog vi indimellem lange stræk på motorvej for at nå det hele. Og så er det skønt at kunne holde pause, mens man sidder under en palme på en italiensk motorvej og nyder udsigten.

P1000501P1000506P1000507P1000508

En tankstation bliver lidt mere eksotisk, når stueplanterne derhjemme står som buske og palmerne skygger lidt for motorvejen.

P1000509

Lige på den anden side af motorvejen lå et hus, som vi kunne skimte gennem afskærmningen. Jeg ved så ikke lige, hvor skønt det er at sidde på den terrasse.

P1000510P1000511

På vej nordpå kørte vi gennem store områder med markbrug. På et tidspunkt snakkede vi om, at det var da gevaldigt så meget vand de havde fået, der stod vand på alle marker. lige pludselig gik det op for mig, at der var kanaler mellem markerne og de oversvømmede marker måtte være kontrolleret oversvømmet. Kunne det være rismarker? Vi havde aldrig hørt om at der var rismarker i Italien. På næste rasteplads fik vi syn for sagen, den var god nok.

P1000512

Og havde vi haft plads, havde jeg da hjembragt en blomstret stofpose med italienske ris. Den rasteplads var i øvrigt fyldt med storkøb af forskellige madvarer og alskens turistting og legetøj.

P1000513

I dag håber jeg på tid til pauser, for som sædvanligt nægtede søvnen at tage mod mig efter feriedage og med en kommende dagvagt i vente. Forhåbentlig får du også tid til en pause i dag, god mandag til dig.

lørdag, oktober 25, 2014

EN IDE, DER VIRKER og noget om at kunne tale sammen

Jeg havde set det før hos Inge, men nu fik jeg set det i fuld udfoldelse. Der var hektisk aktivitet, der blev heftigt diskuteret blandt de aktive og de passive lod sig indfange. Man kunne ikke lade være med at smile og latteren rungede også når det lykkedes. Kameraer blev flittigt brugt både af aktive og passive, og så kan man vel sige, at også de passive blev aktive.

20141023_161639

Navnet Happy Wall passede godt til aktiviteten, ja egentlig er det vel det man kalder installationskunst, måske netop mere det ord end event.

20141023_161647

Ude til venstre i billedet skiftede ordet, mens vi stod der. Et udenlandsk ægtepar sammen med deres teenagesøn havde travlt. Først havde de stavet til sønnens navn, og der skulle tages billeder med iPaden. Det gjorde forældrene ikke godt nok efter sønnens mening, så han viste og forklarede sig temmelig tydeligt med kropssprog, indtil han var tilfreds med billedet af sig selv og sit navn. Så stavede de til moderens navn, til faderens navn og til sidst var de i gang med at stave til efternavnet.

20141023_161831

Imens blev de tre unge mennesker i midten færdig med deres to projekter, ungersvenden havde stavet til nej tak og pigerne havde lavet et hjerte. Om det var nej tak til kærligheden eller om det var to selvstændige historier forlød der ikke noget om, men de var vældig tilfredse bagefter.

20141023_161837

Og vi andre, der stoppede op eller blot hastigt gik forbi, fik alle en lille oplevelse at gå videre med.

Senere fik vi en oplevelse mere, der fik latteren til at runge højt mellem de høje bygninger rundt omkring os. Måske var det ikke helt korrekt københavnsk at skraldgrine sådan, men hvad bryder jyder og skotter sig om det? Landmanden og jeg havde drukket te, og bagefter slog datteren med sin skotske kæreste sig ned ved cafebordet. Snakken gik vældigt på engelsk. Vi snakkede helt sikkert ikke korrekt engelsk, men vi snakkede sammen, og vi forstod hinanden. Landmanden skulle så betale for teen, han går ind i den mondæne cafe, henvender sig til en af tjeneren og beder om regningen – på engelsk! Tjeneren svarer på engelsk og da hun går hen for at taste regningen, kommer landmanden i tanke om, hvor han egentlig er – i Danmark! Så han siger til den unge pige, da hun kommer retur, at de lige så godt kan tale dansk, hvorefter han betaler, går ud og efterlader sig helt sikkert en forvirret tjener. Vi andre derimod skriger af grin, da vi hører historien.

Må du få en dejlig lørdag med plads til spontanitet, snak og latter.

fredag, oktober 24, 2014

24 TIMER

Egentlig var det ikke planlagt, men forleden tog vi en hurtig beslutning. Der var en generalforsamling, vi gerne ville til – i København. Flybilletter blev booket, børnene havde hver deres planer, sønnen arbejder jo, datteren skulle i Tivoli med kæresten, men vi enedes om at spise sammen efter generalforsamlingen. Flyet fra Aalborg til København var forsinket halvanden time, så vi fik rig mulighed for at studere mennesker og lufthavnen. Der blev spist frokost, mens vi diskret lagde mærke til alle de kendte, der også skulle til København (de ser altså helt almindelige ud og faktisk også ældre ,end når vi ser dem tone frem på skærmen med makeup og håret sat)

20141023_154819

Hvor er det skønt at se smukt restaurerede bygninger

Da vi sad i flyveren, erindrede vi sidste gang, vi fløj sammen. Det var i 1996 på vej til Skotland på sommerferie. Siden har vi brugt bil og motorcykel til at fragte os hid og did. Jeg har fløjet til konferencer og besøg hos børnene. Landmanden har fløjet til Kroatien et par gange og til København til møde en enkelt gang, men vi to har altså ikke siddet i en flyver sammen i 18 år!

20141023_154405

Bilen var galvaniseret!

Da vi steg op fra metroens dyb klokken 15 i går eftermiddags, skulle vi have tre timer til at gå. Vi nåede meget, vi spiste lækre kager i Meyers bageri i Magasin og vi så på juleudstilling, hvor landmanden tørt konstaterede, at den mand, som havde købt en gård med masser af gevirer og havde brændt dem, havde dummet sig. De skulle bare have haft noget guldmaling eller hvid maling, så havde de kunnet sælges til Københavnere og andet godtfolk som julepynt.

20141023_155513

Vi blev enige om at det måtte være ejeren af bygningen, der havde lavet denne tilbygning til sig selv øverst oppe. Hvem ellers ville have råd til nede ved havnen at bygge oven på så pompøs bygning.

Bagefter gik vi ned til vandet, vi nød de smukke bygninger, vi så sjove biler og ditto mennesker. Jeg hoppede i trampolin med en lille purks tindrende øjne rettet mod mig. Vi gik tur langs Nyhavn og så på skibe og så tog vi turen ned gennem Strøget, for til sidst at drike te udendørs ved Bjørg’s, datterens første arbejdssted i København. Her sluttede datteren og kæresten sig til os for en kort bemærkning, inden vi gik til møde.

20141023_161206

Vi steg også til vejrs og så på metrobyggeriet midt blandt de smukkeste bygninger

Aftenmåltidet blev indtaget på Vesuvio, et supert sted med galant og opmærksom betjening. Vi nød aftenen sammen med vores børn og spiste os så mætte, at jeg havde svært ved at få benene op på 5A, der tog os ud til datterens lejlighed. Vi havde den for os selv, datteren var optaget andetsteds. Den megen og sene mad satte sit præg på min nattesøvn, så klokken halv seks var jeg færdig med at sove. Jeg studerede husene rundt omkring og så på enlige cyklister og bilister, der formentlig var på vej til arbejde. Næsten rundt om hjørnet var der kommet en bager med lille cafeområde, her nød vi vores morgenmad med lækkert brød og kæmpe kanelsnegl, før vi drog af sted til lufthavnen igen.

20141023_155954

Et flydende hotel med overnatning for 499 kr pr person og helt sikkert med garanti for natteliv udenfor.

Nu er vi hjemme igen, landmanden er trukket i arbejdstøjet for at sortere de sidste 1000 kg kartofler til i morgen, de andre 23000 kg kartofler står klar i store bigbags til at blive hentet af lastbilen. I København holdt det tørvejr i de 24 timer, her i Nordjylland regnede det, da vi forlod regionen i går middags og det regner også nu. Jeg har haft skønne 24 timer, landmanden mumler, at det var så den ferie, jeg kunne få med ham og det er jeg taknemlig for. Jeg er glad for, at jeg ikke hver dag skal leve af mad fra cafeer og restauranter, min mave er udspændt som en bold, og jeg føler mig tung og slatten. Der skal vist lidt LOOP til – lige om lidt, når jeg er færdig med min te. God fredag til dig.

20141023_162605

Jeg anede ikke, at der fandtes små arkader i København, her var en af dem med springvand, vinstue og overdækket gård.

onsdag, oktober 22, 2014

BYLIV

Hukommelsen kan sommetider spille en et puds. Jeg syntes vi  på vores motorcykelferie kørte direkte fra Menton op i bjergene og så på motorvej. Det kan jeg så se på mine billeder at vi ikke gjorde. Vi må være kørt over grænsen til Italien, for de næste bybilleder stammer fra Italien, de kunne lige så godt have været fra Menton eller Nice, for det var det samme bybillede vi oplevede. Tæt trafik, hvor motorcyklen ikke kunne sno sig som de utallige scootere kunne.

P1000490

Vi var nemlig tungt læsset med sidetasker, som gjorde motorcyklen bred. Cyklisten nedenunder havde sørget for, at al hans gods var læsset bagpå. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om han var en cyklist på langtur eller en hjemløs på cykel.

P1000491

Scootere var der som sagt overalt, og hjelmene kom ,uanset om man var klædt på til fest og ballade om aftenen eller som her var på vej på arbejde.

P1000492

Der var altid noget at se på, både når vi kørte og når vi holdt. Nonner på indkøb eller unge kærester, som midt i bybilledet ville stjæle sig til et kys. Landmanden gav et ungt par noget at tale om. Vi holdt stille for rødt lys, de stod på fortovet. De var vel 16-17 år, og lige da ungersvenden ville give skønheden et kys, rømmede landmanden sig meget kraftigt og sagde no med høj mørk stemme. De unge mennesker så sig forskrækkede omkring og opdagede så motorcyklisten med hævet finger, blink i øjet og smil på læben. Først så de på ham helt betuttede, så brød både de og vi ud i latter, vi kørte videre, og de skyndte sig også videre med røde kinder og fnisen.

P1000493

Overalt var der skønne blomster i bybilledet

P1000495P1000497

og palmer

P1000498

og cowboykaktus. Jeg blev bragt tilbage til vores ungdom, hvor den kaktus var trofast inventar i mange unges første bolig. Vi måtte smide vores ud, da den truede med at lave hul i loftet.

P1000499P1000500

Jeg må vist give mig selv en buket, når jeg skal handle ind. Mørket udenfor er overdøvende i disse dage, hvor regnen og skyerne sørger for, at solen nærmest aldrig kommer frem. I går nede ved min far begyndte jeg med julesange på klaveret, der skulle lys ind i mørket. I dag mødes jeg med en korven til LOOP, og bagefter står den på regnskab og æbleplukning. God onsdag til dig.