fredag, december 15, 2017

Julekalendere 2017, 14. og 15. december

“ ja du har da faktisk snakket længe!” Og det havde jeg. Mine seks nye kolleger håber på fast stilling, men de ved godt, at med besparelser og ansættelsesstop er det aldrig til at vide, selv om vi i dag får en ny funktion i afsnittet og dermed også flere patienter. Vi har den politik, at alle ansatte på afsnittet får introduktion, som om vi skulle beholde dem altid. Det har vist sig at være godt givet ud. Og i går havde jeg dem hele dagen. Fra klokken 8.30 til 15 snakkede vi om lejringer, forflytninger, observationer, vurderinger ud fra Bobaths koncept. Vi snakkede om non-verbal taktil guiding ad modum Affolter. Vi snakkede om mundpleje og vigtigheden af dette. Vi snakkede om KRAMfaktorer og hvordan man bedst hjælper patienterne til at erkende og håndtere livet med en apopleksi, hvor vi anbefaler, de skal ændre på risikofaktorer. Vi snakkede om trombolysebehandling. Vi øvede os også, vi gik også en lang walk and talk tur til trombolysestuerne. Og min stemme var træt, da vi sluttede og det var, da jeg sagde det, at min ene kollega pludselig indså, at jeg havde været på som eneunderviser hele dagen.

DSC_4879

Julekalenderen i dag bringer mig tilbage til en høstdag i august i de år, hvor min far boede alene efter min mors død. Korttidshukommelsen var meget ramt, sproget, især navneord, ligeså og alligevel sad han der og forklarede os, hvordan de bandt negene sammen. Ordene kunne han ikke finde, men bevægelserne i hænderne, dem kunne han stadigvæk så mange år efter.

Fars fortælling:

Kornhøsten derhjemme var et kapitel for sig. Det betød uendelig meget, at vi fik kornet godt tørt i hus. Det var en meget travl tid. Kornet blev før min tid høstet med le. Min far svang leen, og min mor og børnene rev kornstråene sammen til et neg, som blev bundet med strå. Det første, jeg kan huske fra kornhøsten derhjemme, var, at vores nabo kom med sin slåmaskine trukket af 2 heste og høstede kornet. Bag kniven med de mange små knive var der en ”opsamler” på bredde med kniven og ca. 1 meter lang bagud. Den kunne løftes op, så kornstråene kom til at ligge pænt over hinanden. Der var vinger på maskinen, som sørgede for, at stråene blev lagt ned. Når naboen syntes, at bundtet var stort nok, sænkede han opsamleren, og kornstråene gled af. Mor og far og vi børn skulle så binde op, dvs. binde stråbånd om negene og smide dem ud til siden, så slåmaskinen kunne komme forbi ved næste omgang. Vi skyndte os meget, for at naboen kunne køre uden afbrydelse. Naboen skulle ikke have noget for at høste, men vi skulle så til gengæld hjælpe med at binde op hos ham.

Senere købte far en brugt ”aflægger”, også en høstmaskine. Den havde den fordel, at kornstråene af vingerne blev skubbet ud til siden i passende bundter. Det var en fordel, for så kunne man bare høste løs og evt. først binde op bagefter, dvs. man behøvede ikke at være så mange til høsten. På gårdene havde man dengang selvbindere, som selv bandt negene.

Negene blev sat sammen to og to i et sæt med mindst seks par. Evt. regnvand kunne så løbe af negene. Når negene var tørre nok, skulle de køres hjem på en ”stiv vogn”, hvorpå der var lavet et ”skrav”, dvs. et stort stativ, der blev lagt oven på sidefjælene til vognen. Derved blev vognen gjort bredere og længere. Vi skulle være to til at køre kornet hjem. Den ene forkede negene op, og den anden lagde læsset, dvs. lagde negene på en sådan måde, at de ikke skred af, og så skulle læsset også se flot ud. Laden og ”laiet” blev først fyldt. Det betød, at vi skulle køre ind ad ladeporten, så læsset måtte ikke være for højt eller for bredt. Skete det, blev næsten hele læsset skubbet bagud og ned på jorden. Det gav ekstra arbejde.

Min fortælling:

Jeg kan huske at vi besøgte mine farbrødre i høsttiden. Min far elskede at hjælpe til med at køre traktoren frem eller at lange halmballerne op på vognen. Min søster og jeg fik lov til at sidde på halmlæsset, som blev højere og højere. Det elskede vi.

Et år fejrede vi jul på gården hos E og A, og det jeg husker allerbedst er, da gaverne var pakket op, så sagde min far eller A, at vi skulle prøve at kigge ude i gæstekammeret. Det var et lille værelse ved siden af den pæne indgang. Der stod al konfekt og mad til afkøling, fordi der var pivendes koldt derinde. Inde i det mørke rum lå der to store gaver, en til min lillesøster og en til mig. I gaven lå den smukkeste store dukke, og det var to små piger, der faldt i søvn i bilen med hver sin dukke i favnen på vej hjem fra en skøn juleaften.

Efter arbejde og gaveindkøb landede jeg i går hjemme på gården ved 18 tiden, træt og forkommen. Hjemme ventede min søsters afgangsopgave i diplomstudiet, hun er så sej, har læst det ved siden af sit fuldtidsarbejde som efterskolelærer og har betalt det selv. Jeg kan godt huske, hvordan man til sidst er ved at opgive, så jeg havde lovet at gennemlæse den. Jeg elsker sådanne opgaver, og jeg elsker, når mine kommentarer kan bruges, og min søster var så taknemlig. Hun havde haft dårlig samvittighed over at bede mig, men som sagt, jeg elsker det, elsker at blive udfordret på evnen til at tænke i akademisk sprogbrug og om en opgave hænger sammen. Det gjorde den, og hun skal helt sikkert nok meget mere end bestå, når hun skal forsvare den i det nye år. Og så bliver jeg jo lidt klogere for hver gang, jeg læser andre fagopgaver. I går handlede det om motivationsteorier. Nu må jeg vist hellere motivere mig til at komme i gang, jeg har rigtig meget på min fridags-to-do-liste. God weekend til dig, blogkalenderen kommer først på søndag. Jeg snupper nemlig en tur til København uden landmanden og mødes med hele min familie til julekoncert (yngste søsters kor synger) og julefrokost.

DSC_4881

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

tirsdag, december 12, 2017

Julekalenderen 2017, 12. og 13. december

Mit kalenderlys sneg sig til at brænde længere ned end planlagt, så nu lader jeg også julekalenderen komme foran sin tid. Jeg har nemlig lang arbejdsdag i morgen, og lige nu er jeg træt i mit hoved og messer blot, du skal blot have julegaverne indkøbt efter arbejde torsdag, du skal have lavet dit bidrag til weekendens julefrokost fredag morgen før vores årlige regnskabsmøde, du skal lavet program til kursus med de nye kolleger i morgen eftermiddag. Det skal nok gå alt sammen. Småkagebagning får datteren og svigersønnen lov til at hjælpe med, konfektproduktionen kommer også til at ske, når de unge lander på gården. Jeg skal bare have gaverne i hus senest torsdag. Heldigvis har jeg kun fem, der skal have gaver.

Fars fortælling:

Når jorden var gjort klar, skulle der sås. I min tidligste barndom blev kornet sået med hånden. Det var alle ikke lige gode til. Så når kornet kom op, røbedes såningens kvalitet ved, om kornet nogle steder stod mere åbent end andre steder. Når kornet var sået, så gjorde man ikke mere ved kornmarken, før det blev høsttid.

Roerne blev sået med en enradet maskine. Men først blev jorden muldet op med ploven, så vi fik en hel masse kamme. Ovenpå disse skubbede eller trak vi roesåmaskinen. Vi såede kålrabi, turnips og runkelroer. Først nogle år senere såede vi sukkerroer. Af vores nabo fik vi senere en brugt ”Avance”, en toradet roesåmaskine, som kunne laves om til en roerenser, et stort fremskridt. Nu blev roerne sået på den flade jord. Når roerne var kommet op, skulle de udtyndes, så de kunne vokse til store roer. Det blev gjort med et roejern.

Min fortælling:

Jeg har vist tidligere fortalt, at det først var som mor til to børn, at det gik op for mig, at vi hjemme faktisk først pyntede til jul og bagte i stor stil, når min mor fik juleferie fra skolen. Alle vores børn syntes, der var meget tomt, når de besøgte morforældrene/farforældrene i december måned. Ikke desto mindre havde jeg en følelse af decembermagi som barn. Kalenderlyset skulle tændes hver dag, når julekalenderen startede, og det gik på omgang mellem os. Adventskransen hang også  i samme stue, og hver søndag skulle lysene tændes. Min mor oplærte mig som voksen i at binde adventskrans, men det er mange år siden, jeg har gjort det. I skolen blev der tegnet et kalenderlys, og vi fik lov til på omgang at viske en dato ud og tegne flammen. Det var stort, og især hvis man fik tegnet en smuk flamme.

Der er ikke så mange ord inde i min forkølede hjerne, så jeg vil bare ønske dig en god aften og en god decemberdag i morgen.

P1050837

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

mandag, december 11, 2017

Julekalenderen 2017, 11. december

Det var ikke sådan mine fridage skulle slutte. Jeg drikker hyldebærsaft, kryber under dynen og måtte melde afbud til strikkecafe, fordi jeg fryser og har ondt i halsen. Jeg satser stærkt på, at det mere skyldes for lidt søvn i nat, end at virus har tænkt sig at slå til, nu hvor jeg har tre vigtige arbejdsdage. Jeg skulle også have været på julegaveindkøb, men det må gøres en dag efter arbejde.

P1050836

En bivirkning (en god bivirkning) ved at lade min far fortælle, er, at jeg får “tygget” på de fortællinger. Jeg skal jo skrive dem over, og jeg skal også sørge for, at der er noget til hver dag. Så jeg bladrer og tæller dage, og jeg skønner meget på den gave, vores far har givet os. De fortællinger vil gå i arv i familien, for nok er min fars måske den mest omfangsrige, men der er også rigtig meget fra de andre søskende.

Fars fortælling:

Meget tidligt kom vi til at hjælpe med arbejdet i stalden og på marken. Da jeg begyndte i skolen, havde jeg fået lært at pløje og harve. Jeg havde dog ikke kræfter til at svinge ploven på plads, når jeg kom til enderne på marken. Det kunne mine ældre brødre, og jeg syntes det så så flot ud. Det var et dejligt arbejde at gå bag ploven. Der kunne man gå og drømme lidt eller måske fløjte eller synge en sang. På en dejlig forårsdag med høj sol og stille vejr kunne man høre, at nogle af karlene, der gik og pløjede, sang af fuld hals, akkompagneret af lærkernes dejlige triller. Romantisk snak, måske, men rigtigt.

Min fortælling:

Der var ikke arbejde, der skulle gøres før og efter skoletid for mit vedkommende. Min lillesøster, som er 21 måneder yngre end mig, og jeg kunne altid finde på noget at lege. Og der var også tit veninder med hjemme, eller også legede vi ude på gaden. Jeg var en læsehest og kunne få timer til at gå med læsning. De fem bøgerne gav anledning til mange lege, jeg kan ikke huske, hvem jeg var. Men mon ikke jeg var Anne, så var min søster Georg, hun var nemlig drengepigen, hvor jeg var prinsessepigen. Vi hørte også musik og optrådte med hårbørster som mikrofon og klædte os ud som sangstjerner. Vores mor spillede klaver og ofte samlede hun os i weekenden, hvor vi lærte nye sange. Vores far kunne spille violin og mandolin, han brugte det ikke så meget, men det var et krav dengang, når man læste til lærer, at man skulle håndtere et instrument. Når vi kørte op til vores sommerhus, var bilen godt fyldt med børneflokken og en hund. De 70 km kunne godt blive en lang tur, så min mor indførte en tradition, vi sang et vers af hver sang i en vandresangbog, så derfor kan jeg tit første vers af en sang, hvis andre starter.

P1050835

Det har været smukt vejr udenfor i dag, men jeg har holdt mig indendørs og julepyntet lidt. Så billederne i dette indlæg er fra gåturen i går. Ha en god mandag aften.

P1050838

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

søndag, december 10, 2017

Julekalenderen 2017, 10. december

Søndag startede med en overraskelse, der var jo hvidt udenfor, da jeg kom ned i køkkenet i morges. Lige så snart lyset var en antydning på den mørke nattehimmel, tog jeg travestøvlerne på og gik fem kilometer. Siden hen har jeg fået julekasserne ned fra loftet, men ikke fået pyntet. Jeg har skrevet få julekort og jeg har været på jagt efter juletræet sammen med landmanden, og det står nu i laden og venter på, det bliver den 24. december.

P1050824P1050825

Fars fortælling:

I de hårde vintre i begyndelsen af 40’erne var søen i landsbyen det store trækplaster for alle børn og unge og enkelte ældre. Et par skøjter var et stort ønske hos mange børn og unge. Mange spændende oplevelser havde vi på søen, enten med kælke og pigkæppe eller på skøjter, hvor vi rigtigt kunne udnytte søens længde. Dertil kom, at KV sammen med andre unge lavede en stor karrusel. Der blev sat en lang stolpe ned gennem isen og ned i søbunden. Et kraftigt reb blev bundet om stolpen. Vi kunne så binde rebet i slæden eller kælken og få alle tiders karruseltur.

Det var også i de vintre, der kom en del isslag, så markerne var isglatte. E (yngste storebror) havde altid gode ideer, så han og jeg monterede et stort sejl på vores kælk og kunne som Klit-Per suse ud over markerne på vores isfartøj. Sammen med andre kælkede vi også i Villumsens plantage, hvor træerne var plantet på en bakke. Der fik vi lavet en kælkebane ind imellem træerne. Så lagde vi os på maven på en kælk eller en slæde, og så susede vi ned ad skråningen ind imellem træerne. Vi styrede med fødderne og skulle være meget opmærksomme for ikke at ramle ind i et træ. Spændende var det, og vi spekulerede ikke på, at det var farligt.

Min fortælling:

I min landsby var der en branddam, og når vinteren kom (og jeg husker det, som om den kom hvert år) ventede vi spændt på, at nogen (landbetjenten?) satte skiltet op, som godkendte isen til at være sikker. Når jeg tænker tilbage på barndommen, så var den altid fyldt med lege på tværs af aldre. Ja vi legede også kun med dem, vi gik i klasse med, men meget af tiden legede vi på tværs af alder. Det var spændende at se de store drenge drøne af sted med ishockeystave, og de store piger forsøgte at efterligne skøjtedanserne fra fjernsynet. Vi legede også tagfat på isen, og nogle gange startede de store drenge en lang kæde, som bugtede sig hen over isen. Så var det med at holde godt fast i hinandens hænder. Vi havde nogle skøjter, som kunne sættes på støvlerne og jeg husker, hvordan jeg sparede op, så jeg kunne købe et par rigtige isskøjter. Det var stort første gang, jeg kunne skøjte på isen med hvide skøjter.

Vi kælkede også på bakkerne neden for byen, men det allerbedste var, når vi kørte til Fussingø skov hele familien og kælkede sammen med vores forældre. Min far spændte nogen gange kælken efter bilen, og så kørte han langsomt på skovvejene med to-tre af hans børn siddende på kælken. Vi byggede snemænd, lavede sneengle og byggede små forte, hvorfra vi havde sneboldkampe. Vinteren var bare altid hvid og lang, når jeg tænker tilbage på min barndom. Der var ingen flyverdragter, så det var lag på lag tøj og varme sokker i støvlerne, der sikrede os varmen.

P1050832

Fridagene lakker mod enden, jeg har ikke nået halvdelen af det, jeg gerne ville have nået. Men sådan er det, når forkølelse og ondt i halsen spænder ben, til gengæld har jeg da fået slappet af. Den sidste fridag i morgen skal bruges på julegaveindkøb og strikkecafe. God aften til dig.


Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

lørdag, december 09, 2017

Julekalenderen 2017, 9. december

Til min fødselsdag fik jeg to billetter til en biograftur af min bank. De skulle indløses senest i går, og det blev de så. Vi var meget i tvivl om filmvalg, for vi syntes ikke rigtig, der var noget, vi gad se. Det endte med at blive Victoria og Abdul. Det var en stille og rolig film, den var morsom, men jeg blev også generet af det, jeg har læst flere steder, nemlig at filmen blev så politisk korrekt i forhold til, at Abdul var muslim. Faktisk syntes jeg ikke, hans karakter fik lov at udfolde sig. Hvorfor løj han f.eks., hvorfor hørte vi ikke hans version af hans sygdom osv. Derimod var jeg vild med Judi Dench som dronning Victoria, og vi følte os godt underholdt af filmen. Dog sidder jeg tilbage med en undren over, at dronningen på den ene side fremstår skarp i hjernen med viden om, hvad der sker omkring hende og på den anden side så aner hun intet om oprøret i Indien. Det hænger ikke helt sammen.

P1050814

I dag tager julefortællingen os længere tilbage, til mine bedsteforældres barndom. Min far sammenstykkede den fortælling fra egne erindringer og alle sine store søskendes erindringer.

Fars fortælling:

Mors mor døde af tuberkulose, da mor var 5 år gammel. Hun kom derefter i pleje hos sin faster, som boede i Boldrup. Fasteren og hendes mand havde en lille ejendom. De havde to sønner, som var noget ældre end mor. De havde mistet en lille datter ved en tragisk drukneulykke, før mor blev født. Mor var ikke glad for at være hos fasteren. Hun fik sommetider klø, hvis hun f.eks. ”slikkede” i sukkerskålen, eller hvis hun trak nye gulerødder op, som ikke var store nok. Mor stak dem ned i jorden igen og prøvede ”lykken” endnu en gang. Men lykken var til tider et par lussinger.

Når fasterens mand kom hjem fra marked, så havde han ikke altid spist hele sin madpakke. Det blev så mors måltid, selv om ”madderne” var lidt tørre, bl.a. ostemaden. Mor kunne ikke senere li’ ost ved tanken om de uappetitlige ostemadder, hun skulle spise som barn. Mor var hos fasteren, til hun blev konfirmeret. Da vendte hun tilbage til sin fødeegn og fik plads på en gård vest for Ulbjerg. Mor har fortalt, at hun af og til var ude ved Ulbjerg Klint, hvor hun morede sig med at glide ned ad skråningen.

Far voksede op hos sin bedstemor og sin morbror i Fjelsø, fordi hans mor var ugift. Hun måtte ikke gifte sig med fars far for sine forældre. Fars bedstemor var god ved ham, mens morbroderen ikke rigtig kunne acceptere far som en ligeberettiget del af familien. Han var jo et ”uægte” barn. Familien var tilknyttet Indre Mission.

Far kom ud at tjene, senere kom han i lære som tømrer og snedker. Efter læretiden fik han arbejde i Ulbjerg, hvor han traf mor. Måske til bal i Ulbjerg. Morbror KK har fortalt A, at mor og far kunne ”feje hele gulvet”, hvilket betød, at de var meget gode til at danse sammen.

Min fortælling:

Det gjorde stort indtryk på mig, at både mine mormor og min farmor blev moderløse, da de var 4 og 5 år. Min mormor mistede faktisk begge sine forældre og voksede op hos to mostre sammen med halvdelen af sine søskende. Der havde de det godt. Min farnors far døde ikke, men på den tid kunne fædre åbenbart ikke påtage sig eneansvar for små børn, og hvad der blev af ham, ved jeg ikke. Jeg kan ud af min fars slægtstavle se, at han først dør ni år efter hans hustru.

Da jeg var 4-5 år begyndte jeg til dans. Mine forældre ville gerne, at vi kunne danse, og at vi kunne svømme. De ville også gerne, at vi udviklede os musisk. så jeg gik også til klaver. Jeg elskede at gå til dans og nåede at få 10 års nålen, inden jeg stoppede. Det foregik i vores forsamlingshus, og børnene kom fra de omkringliggende landsbyer. Som jeg husker det, startede vi først efter jul og afdansningsballet var i marts/april. Aktiviteterne var mere opdelt end i dag. Gymnastik og klaverspil hørte vinterhalvåret til. Svømning og håndbold var i sommerhalvåret, dengang havde man ikke haller, så det foregik udendørs.


P1050816

Dagen i dag startede med en frisk gåtur, vejret har været skønt og nu er mine vinduer pudsede og klar til julepyntning. God aften til dig.

P1050810

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.

fredag, december 08, 2017

Julekalenderen 2017, 8. december

Regnskabet er færdig, nu mangler jeg bare at få en landmand ind, så vi kan gennemgå forventede udgifter og indtægter i december.

Dagens indlæg fra min far bliver i form af links, jeg har nemlig før ladet min far fortælle. Det hele stammer fra hans slægtsbog, som blev flittigt brugt, når vi besøgte vores far. For selv om hukommelsen forsvandt og sproget med, så kunne min far finde genkendelse i det, han havde skrevet om sit liv. Det var smukt at opleve.

Min far fortæller:

Min far fortalte om skolegangen på den lille skole i landsbyen, og hvordan læreren mente, at min far skulle i realskolen. Det var, som min far skriver i dette indlæg om tiden på realskolen, et sjældent syn, at småkårsfolks børn fik lov til at komme på realskole, min far fik da også friplads.Og det var kun takket være min bedstemor, for min bedstefar syntes ikke, det var nødvendigt. Jeg husker tydeligt, hvordan min far fortalte, at hun der stod fast og sagde, at når læreren syntes, min far havde evner, så skulle de udnyttes.

Min far og jeg har også fortalt om de lege, vi begge husker tilbage på. Her handlede det om lege i skolegården. Og her er det de lege, min far og hans bror dog fik leget, selv om de skulle hjælpe med hjemme efter skoletid.

Noget, der slår mig, når jeg genlæser teksterne, er den indsats min far må have gjort for at følge med i skolen. Arbejdet hjemme skulle gøres, man blev ikke kørt til skole, der var ikke særligt godt lys om aftenen til at læse lektier og penge var der absolut ingen af. Og alligevel er der gennem min fars fortælling en rød tråd af kærlighed og taknemlighed. Vi andre tager det som en selvfølge, at der er skolegang for alle, at der er SU, at man får udleveret bøger fra skolen osv. Og vi skønner slet ikke nok på det privilegium.

Min fortælling:

Jeg følte, jeg var stor, da jeg kom i skole. Skolen havde altid været min legeplads, jeg var vant til at komme der, både, når der var skolegang og efter skoletid. Jeg var med en af naboerne, som var husgerningslærer, i hendes timer. Det var der, jeg lærte at koge havregrød, og jeg var meget stolt, da jeg fik lov til selv at lave det hjemme. Min far var sløjdlærer, så nogen gange fik vi også lov til at være med i hans timer, jeg elskede duften af træ og jeg elskede, at her var der store drenge, som jeg kunne lege, var mine storebrødre i en skoletimes tid. Allerede dengang var jeg en dagdrømmer. jeg fantaserede også om, at jeg var adopteret, og en skønne dag ville min rigtige familie dukke op, hvor der selvfølgelig var en storebror, og mine forældre ville være meget rige. Jeg blev dog lidt beklemt ved tanken om, at jeg så ikke havde min far og mor og mine søskende, så drømmen blev heldigvis aldrig til virkelighed.

Radioen spiller julemusik, og jeg må hellere få vasket nogle vinduer, før det bliver mørkt igen. Må du starte weekenden blidt og godt, uanset om du har fri eller skal arbejde.

DSC_4863

torsdag, december 07, 2017

Julekalenderen 2017 6. og 7. december

D. 6. december 2017 blev tilbragt på langs i en sofa med rigelige forsyninger af lommetørklæder og varme drikke. I dag er heldigvis anderledes, lommetørklæder og varme drikke skal stadig bruges, men hovedet er klar og energien er tilbage. Og heldigvis for det, for nu er jeg jo en dag bagud min plan for disse seks fridage. Til hverdag orker jeg ikke meget mere end arbejde og det daglige husmorarbejde.Pyt, julen kommer uanset hvor meget, der sker i hjemmet, og nu har datter og svigersøn netop meddelt, at de kommer hjem til jul. Så kender jeg en ung kvinde, som er god til at hjælpe sin mor med de sidste punkter på julelisten.

DSC_4858

Vi går fluks til julefortællingerne

Min fars fortælling

Jeg var også tit nede i Sundstrup hos J, Å og B. For en landkrabbe som mig var det altid en oplevelse at komme til en ”havneby”. Jo, for dengang blev der losset megen landbrugsgødning og vel også foderstoffer, som f. eks morbror K. K. med sin tomastede skonnert ”Gerda” kom med. Om sommeren kom der også kapsejlere fra Viborg. Så det var et spændende miljø for en dreng inde fra landet. Bønderne, som fiskerne kaldte os.

Jeg fik lov til at komme med ud og ”røgte” garn sammen med J og Å,.Desuden måtte vi låne båden og ro rundt ude i sundet. En gang var det lige ved at gå galt. Min bror E og en nabodreng var med nede i Sundstrup. Vi lånte båden og roede ud forbi ”Nar’od”. Da det blæste, var der pludselig store bølger, så båden var lige ved at kæntre. Men vi kom heldigvis i land igen.

Min fortælling

Jeg ved ikke, hvad Nar’od er, men jeg husker tydeligt, når vi var på besøg i Sundstrup/Virksund, og for mig er Sundstrup også forbundet med en figur ude i vandet, som vi somme tider roede ud til sammen med de voksne. Min kusine B, som var lige gammel med min far, havde fem børn, hvoraf de fire var ældre end mig, og dem betragtede jeg som mine kusiner og fætre. Min faster E fra København og hendes familie holdt tit ferie i Virksund på campingpladsen, så dem besøgte vi også. En gang havde vi været ude og bade, mens der var lavvande. Bagefter var der frokost, og så skulle man jo vente en time, før vi måtte gå i vandet igen.

Da timen var gået, og de voksne stadig snakkede, og min ældste lillesøster var smuttet sin vej med nogle af de yngre kusiner (dem gad jeg ikke lege med, jeg elskede at være sammen med de ældre kusiner/fætre, men de var også gået deres vej), lokkede jeg min lillebror med i gummibåden. Vi har måske været 6 og 11 år. Jeg roede ud til, hvor jeg mente, vi havde badet om formiddagen og hoppede i, mens min lillebror sad i båden. Der var bare lige det, at nu var der ikke lavvande mere, så jeg røg under vandet og kunne ikke nå bunden. Heldigvis havde vores forældre været meget opsatte på, at vi skulle lære at svømme, så jeg kom op igen og fik hevet mig op i gummibåden. Min lillebror fik strenge ordrer på ikke at sige noget til de voksne, for jeg var godt klar over, at mine forældre ville blive meget skuffet over deres ældste datters ubetænksomhed. Faktisk kan jeg ikke huske, om vi havde fået besked på ikke at bruge gummibåden, så det måske også var med til, at det skulle holdes hemmeligt.

Formiddagen er brugt i hyggeligt selskab hos en kollega, som havde inviteret mig og en anden kollega til formiddagste på hendes fødselsdag. Ayla var absolut ikke tilfreds, da jeg kom hjem. Hun har stået i hundegården hele formiddagen, fordi landmanden er på jagt og vores medarbejder ikke kan have hende gående frit, fordi hun ligesom Istvan mener, at man godt må gå på lange afveje, når man keder sig lidt eller får fært af noget lækkert. Nu er hun kommet ind og sover godt i bryggerset, mens jeg skriver dette indlæg. Resten af dagen skal bruges på regnskabet. Og det skal være færdig i dag, om jeg så skal tage aftenen til brug. Jeg må jo prøve at indhente gårsdagens sofaligning. God blæsende og regnfuld decemberdag.

DSC_4862

Julekalenderen 2017 er mit forsøg på at komme tilbage til den tid, hvor min blog blev min måde at reflektere over min hverdag og de observationer/tanker/oplevelser, som hverdagen bød på. Så målet er et indlæg om dagen, formen bliver et her og nu afsnit om, hvad optager mig, et afsnit fra min fars fortælling om sin barndom, og til slut vil jeg forsøge at huske tilbage til min barndom. Du er velkommen til at følge med, her er ingen gaver, spændende rejser eller gør-det-selv tips, her er bare mig. Og om jeg når mit mål, ved vi først d. 24. december.