torsdag, april 24, 2014

HAVEDETEKTIVER

kan måske hjælpe mig med navnet på mit smukke ukrudt, som breder sig med lynets hast. Én foreslog i en tidligere kommentar, at det kunne være Judas penge, det er det ikke, men hvad er det så?

unnamed (3)unnamed (4)

Og se jeg fik en humlebi med, men mobilbillederne bliver utydelige, når de sendes til min mailadresse. Håber nogen alligevel kan se, hvad det er.

Og jeg har revideret min plan, nu går den ud på kun at fjerne ukrudt omkring træer og bærbuske, og så vil jeg instrueres i, hvordan buskrydderen fungerer. Så bliver resten klippet ned , så det kan fungere som bunddække. Håber det kan fungere.

DET VAR IKKE PLANEN

Og regnen går nordpå, dvs det brede regnområde som dækker næsen på Jylland, er nu her hos os.

Det var planen, at der skulle lægges kartofler i dag, det skal der så ikke, lige nu.
Det var planen, at jeg skulle i haven, det skal jeg så ikke, lige nu.
Det var planen, at jeg skulle have gæster, det skal jeg så heller ikke. Det er regnen dog ikke årsag til, men derimod en stakkels lille syg pige, som har brug for sin mor.

Nu vil jeg brygge mig en kop te, snuppe en nybagt bolle med ost og så sætte mig på kontoret.
  Der er altid noget at gøre for en husmor, en husmor er der nemlig altid brug for. 

SUM SUM SUM og RITSJ RATSJ

Mon ovenstående får børnesange frem i dig (ja jeg ved godt, at det egentlig burde være sur sur sur)?

Kroppen fortæller mig i dag, at jeg i går gjorde noget ved sagen. "Du har godt nok kastet dig ud i noget af en opgave" var landmandens bemærkning, da han kom forbi. Hm, det er den samme mand, som for 31 år siden ved denne tid sagde, at jeg måtte lære at elske det. Det gør jeg stadig ikke, men jeg kan blive så stædig, at jeg til sidst bliver stiktosset på mig selv og handler. Så jeg gik i krig med skvalderkål, brændenælder og en ukrudtsblomst med masser af lilla blomster omme i baghaven med frugttræer og bærbuske. Imens tænkte jeg tanker om en lejlighed i København, en lejlighed på toppen med en tagterasse fyldt med krukker med blomster. Jeg bliver aldrig haveblogger, med mindre det handler om at sidde på terrassen og drikke te, mens jeg læser. Men jeg nyder godt af bærbuskene og blommetræet hele vinteren igennem. Jeg har holdt mit løfte til mig selv, jeg plukker kun, hvis jeg har lyst (eller bliver så stædig, at jeg vil have noget til fryseren til marmelade og kager) Jeg er kun kommet igennem en brøkdel af området, til gengæld kan jeg nu gå på arbejde med masser af smukke rifter på armene. Jeg ved ikke, hvordan andre gør det, men når jeg SKAL lave havearbejde, så skal der ske noget og så glemmer jeg alt om at passe på, så selv nakken fik rifter. Og så må jeg jo indrømme, at på en eller anden måde så var det tilfredsstillende at ligge derinde under solbærbusken og rykke i skvalderkål, ja det var lige før, det var hyggeligt med alle humlebierne summende omkring mig. Frugttræerne gjorde sig rigtig til med alle deres smukke hvide blomster, og det duftede af solbær, når jeg klippede de nederste grene af.

Jeg satser på, at jeg når en del længere, inden dagen er omme, men først skal jeg have gæster. Mine to kolleger, som jeg skal rejse sammen med til Nice, kommer til formiddagste i dag. Jeg holder af alle mine kolleger, men der er nogle, jeg arbejder mere med end andre og så er nogle, som jeg sparrer fagligt med. Og de to kolleger her er jeg nærmest aldrig i vagt med, så derfor syntes jeg, det kunne være hyggeligt at mødes, før vi sætter os i flyet om 1½ uge. Nu er boller og kanelsnegle kommet ud af ovnen, så mangler jeg bare selv at blive klar. Må du få en hyggelig torsdag.

unnamed (2)

nej der er ingen humlebi, den fløj, ønskede ikke at være fotomodel for en dag.

onsdag, april 23, 2014

LIVETS MANGE ALDRE

Vi mødtes på en lille cafe på Kirketorvet i Randers. Jeg var kommet først og nåede at slikke sol, inden de andre dukkede på. Fire kvinder hvis fællesnævner er en studiegruppe på et diplommodul. En er midt i 30erne med to børn i den første del af skoletiden, to kvinder er først i 5oerne, den ene har fem børn, som alle er i 20erne, den anden har fire børn, som er fra konfirmationsalderen til først i 20erne. Jeg er sidst i 5oerne med børn sidst i 20erne. Ingen er bedstemødre og svigerbørn er ikke en stabil faktor, endnu. Vi kom vidt omkring i vores snak. Drømme om arbejdet, studiedrømme, studierealiteter (hvad skal man vælge), ferierejsemål, vores børns velvære. Det spænder fra at den yngste ville være lejemorder og så professionel fodboldspiller i sin fritid til de ældste, der er blevet færdige med uddannelserne og nu skal finde arbejde og vejen videre frem i livet. Vi er to sygeplejersker på samme sygehus, der er en fysioterapeut, der underviser og en jordemoder. Vi går godt i spænd sammen, vi fyldes af hinandens energi. En var ved at lave et arrangement for sine kolleger i +50 alderen, jeg sagde tørt, at jeg ville komme til at være noget alene, hvis jeg lavede et sådan arrangement. En anden var nærmest den eneste, hvis hun skulle lave et 40 minus arrangement på sin arbejdsplads. Og selv om vi på papiret ikke har så meget fælles, så binder de bånd, vi bandt i diskussionerne om undervisning og formidling, stadig. Og jeg glæder mig til at køre til Randers igen, når sommeren er på hæld. 

Billederne rummer ikke et eneste af cafeen og kvinderne, men dog alligevel lidt om min tur.

P1070890

Min mors gravsted

P1070895

Den jyske hingst står der stadig. Nu er den bare ikke omgivet af parkeringspladser, men store åbne pladser beregnet til summende folkeliv om sommeren.

P1070900

Et sløret billede, men dog med indtryk af en smuk aftenhimmel at køre hjem på.

tirsdag, april 22, 2014

HVOR BLEV DEN AF?

Tiden altså, jeg føler, som om jeg er blevet snydt for et par måneder. Det kan da ikke passe, at vi om 2 uger er inde i maj måned. At jeg om to uger skal vågne op i Nice og være klar til konference. At mit afsnit skal være klar til næste store ryk, hvor patientantallet forventes at stige endnu mere. Vi er brugte, jeg kan se det i øjnene på mine erfarne kolleger. Man kan sætte sig op til en hård periode, når man ved, at den er midlertidig. Men lige nu er det nok gået op for de fleste af os, at den periode ikke er over. Selv om vi har fået mange nye kolleger, og de er fantastiske, så er der mange ting, der hviler på de erfarnes skuldre. Vi er en afdeling, der vil vores patienter det bedste, så de ambitioner for vores sygepleje skruer vi jo ikke bare lige ned på. De ligger så dybt forankret i alle hjernens lag, at de bipper højt, hvis vi føler, at de ikke tilgodeses. Jeg er dog så gammel i gårde, at jeg ved af erfaring, at selvom jeg ikke føler min sygepleje er der, hvor jeg vil have den, så ser andre på den som god sygepleje. Det gør at jeg har lært at sige, sådan er det nu, det skal nok blive bedre. Men hvordan lærer jeg mine kolleger, som nok er meget erfarne, men måske ikke har været i den situation før, dette? Min afdeling har siden vi blev et selvstændigt afsnit nærmest ikke haft udskiftning. Det gør, at der er opbygget mange gode ting, netop fordi alle har kunnet bruge tid på at videreudvikle vores sygepleje. Vi har ikke skullet fokusere på det vi allerede godt vidste, men har kunnet bygge ovenpå. Nu skal vi formidle al den viden og erfaring til vores nye kolleger, samtidig med at noget af det skal smides væk, fordi vi ikke længere er en rehabiliterende afdeling, men et hyperakut afsnit. Men hvad skal smides væk og erstattes med nye gode sygeplejemål?

Måske er det ikke så sært, at tiden er fløjet af sted. Min arbejdsuge er delt, så jeg startede med en arbejdsdag i går, nu har jeg tre fridage og så tre arbejdsdage i weekenden. Næste uge er lige så delt, der skal jeg nemlig også arbejde i weekenden. Det er helt ok, jeg skønner på mine hverdagsfridage. I dag skal jeg have sendt en meget træt studerende til hovedstaden og bagefter skal hans trætte mor på cafe i Randers med sin studiegruppe. Måske skulle jeg tage en strøgtur i min barndoms handelsby? Inden da vil jeg forbi min mors gravsted, det er utrolig lang tid siden, jeg har været der. Min mor er i mine minder, min far er her på jorden, jeg har prioriteret ham frem for kirkegårdsbesøg, men i dag har jeg brug for at sætte en smuk blomsterdekoration på min mors gravsted og bare være lidt stille sammen med mindet om min mor.

Må du få en god tirsdag her i slutningen af april måned.

P1070886

mandag, april 21, 2014

SÅ GIK DEN DAG

Solen stod op sammen med mig, og vi nød hinandens selskab (eller måske var det kun mig, der nød) Ferie/fridage er vist ikke af den gode slags, man kommer helt ud af rutinen. Jeg var i hvert fald godt træt, da jeg landede på gården sidst på eftermiddagen i dag ( jeg blev også nødt til at tage overarbejde). Vi kan godt mærke, at tempoet er skruet op, vores patienters gennemsnitlige indlæggelsestid hos os er nu nede på 2,3 dag. For få år siden var den på 5 – 6 dage. Flaskehalsen er, hvis hjemsygehusene ikke kan tage mod patienten, så får vi pludselig flere og flere på afdelingen. Og det er det, der er sket i påsken. Sygdom tager ikke hensyn til helligdage, og påsken er jo den tid på året, hvor der er flest helligdage samlet. Dertil kommer så, at der er undersøgelser, patienterne ikke kan få lavet i det tidsrum. Og de undersøgelser skal ofte være lavet, før end patienten kan sendes videre. Men det kan være, undersøgelsestidspunkterne ændrer sig, lige som butikkernes åbningstider. Selv om jeg jo har sagt, at patienter ikke er kunder.

P1070888

søndag, april 20, 2014

SØNDAGSNYDELSE

unnamed (1)

Løbeturen i dag foregik i kortærmet t-shirt, solen skinnede, sommerfuglen fløj med et stykke vej, rådyret valgte blot at krydse min vej. Da jeg så en lille blomst, ændrede jeg løbeturen til en gåtur og plukkede forskellige små grøftekantsblomster. Ren søndagsnydelse. God søndag til dig.

unnamed

lørdag, april 19, 2014

LØRDAGSTRÆTHED

Trætheden er mærkbar og synlig hos de tre beboere på gården. Slik og is forbruget er steget tilsvarende, nu finder vi på bedre måder at håndtere trætheden. I dag tog sønnen og jeg en Walk and Talk hen ad vejen. Ikke en lang tur, men nok til at sanse luften, fuglesangen og væksten overalt. Vi diskuterede Dewey, Piaget og Illeris, vi diskuterede sønnens empiri, og vi mødte en hare (faktisk flere gange). Om vi havde med en læringsinteresseret hare at gøre, skal jeg lade være usagt, men den sad lige så stille og lyttede med og sprang først af sted, da vi var meget tæt på den (og så vendte den som sagt tilbage og lyttede med igen). Mit hoved summer af indtryk og viden, men det er jo ikke min opgave, så jeg øver mig på at stille afklarende spørgsmål, på at undre mig og på at være mere end blot korrekturlæser (det indebærer, at jeg udover grammatikken også kender til de fagtermer, der bruges). Vi holder fast i at spise sammen, landmanden, den studerende og husmoderen og dermed kan vi følge med i hinandens hverdag. Solen skinner udenfor, traktoren summer i det fjerne, der studeres og skrives opgave, det er forår i Danmark. God lørdag til dig.

P1070880

fredag, april 18, 2014

FARVERIGE FREDAG

P1070874

Indlægget kunne også hedde Herfra min verden går eller Langfredag. Min verden er lige nu begrænset til aktiviteter, der foregår på gården, inde såvel som ude. Mit udsyn har jeg valgt at begrænse, så jeg kan fokusere på her og nu.

P1070875

Der er meget, der skal nås såvel inde som ude, derfor bliver det på flere måder en lang fredag. Kornmarkerne blev tilsået i går. I dag holder medarbejderne fri, men ikke landmanden. Han udnytter det gode vejr og sidder ude på en traktor.

P1070876

Når jeg føler mig lidt presset, glemmer jeg, hvad der er godt for mig. Jeg skipper motion, jeg øger indtaget af slik , is og andre lækkerier betragteligt. Det stopper nu! Så nu sættes der fokus på de andre skønne ting i livet, der forsøder min hverdag. Jeg udnytter, at alle mine duge er strøget, så i stedet for dækkeservietter på spisebordet kommer der duge på her i påsken. Vaskemaskinen gør sit arbejde, nu vil jeg koncentrere mig om mit arbejde. God Langfredag til dig