INDESPÆRRET

”du må blive derinde til i morgen!”

Mens jeg har bøvlet med regnskabet, men mest af alt den elendige dækning på min mobil, så er landmanden og medhjælperen gået i gang med at regere i bryggerset. De støver og larmer, og da jeg ville ud fra kontoret, fik jeg ovenstående besked! Nå men så kan jeg jo lige så godt lave et indlæg, jeg har kamera, overførselsstik og te, hvad mere kan man forlange?


Der er elendig dækning af min mobil herude, og det er først kommet indenfor det sidste år, mærkeligt. Men det betød, at jeg måtte stå ude midt på gårdspladsen med bilagsmappen i hånden og snakke med min farmassistent. Maleren kiggede godt nok lidt, da han var ude og hente materialer i bilen, men det er jo blevet så moderne med walk and talk på kurser, så hvorfor ikke også når man arbejder på kontor?


Landmanden og medhjælper startede dagen med at sortere kartofler, så nu står der store bigbags med kartofler, klar til at komme ned til grossisten og blive pakket om i mere forbrugervenlige størrelser.


Udenfor står der enkelte roser og gør sig lækre. De små farveklatter i alt det grå fryder øjet.



Selvom huset ikke er vandskuret, så nyder jeg de nye vinduer. De klæder huset, og var det ikke fordi nogle af murstenene var grimme, så havde vi ladet huset stå sådan her. Det minder landmanden om et hus, han så i England i tidernes morgen som tømrer, det var lavet af genbrugssten.


Ude i haven er æbletræerne plukket; det, der de øvrige år genererede flere indlæg, er blevet forbigået i stilhed på bloggen. Det skulle overstås i en fart, og nu er der dejlige æbler i kasser i laden, og resterne blev konverteret til æblemost.


”Fugletræet” er skåret ned, vi tror ikke, det skyder fra stammen, men det får chancen. Jeg håber fuglene finder et andet træ, og når engang jeg bliver lukket ud herfra, skal jeg have fundet fuglehuset, så vi kan begynde at fodre.


Nu vil jeg trodse forbuddet og gå ud i verdenen.

IGEN IGEN

Nu gjorde jeg det igen!

Hos flere med blogspot skal man skrive et ord, så man forhåbentlig kan sortere spam fra seriøse kommentarer (ja det sidste ved jeg ikke, om jeg altid kan leve op til, det kan da godt være, at der er bloggere, der synes, jeg spammer dem ;-)

Det skal man også hos mig, men den sidste nye udgave fungerer på en anden måde end hos mig. Der skriver man kommentaren, trykker udgiv, og så kommer bloggen frem igen, og nederst nede er der nu en rubrik til at skrive antispamordet.

Jeg har tit ikke blogindlæggene oppe i fuld skærm, det betyder, når jeg trykker udgiv, så viser mit billede kun det øverste af vedkommendes blog, og GÆT! jeg trykker mig væk fra indlægget, for jeg har jo kommenteret og behøver ikke at se det igen. Næste gang jeg er inde hos pågældende, kan jeg ikke forstå, at min kommentar ikke er der, faktisk overvejede jeg, om folk slettede mine kommentarer :-)

Nu ved jeg bedre, men jeg glemmer det stadig :-)

SØNDAGSTANKER

Så sidder jeg her midt iblandt barndommens og ungdommens minder.

Huset har ikke forandret sig meget, siden vi flyttede ind for knap 39 år siden. Som jeg husker det, fejrede vi min 14 års fødselsdag i nybyggerhuset midt ude på marken; min konfirmation blev den første familiefest i huset.Overfor lå den nye fællesskole, hvor jeg startede i 7. klasse og hvor min far fik titel af skoleinspektør, før det var han førstelærer på den mindre skole. Nu skulle han have tre skoler med elever og lærere til at fungere som et hele, og efter hvad de gamle lærere siger, så gjorde han det godt.

Vores hus fik nu ikke lov til at være alene herude i udkanten af landsbyen, snart fulgte andre huse trop, og i dag hænger landsbyen sammen igen.

Min far er ikke den, han var en gang, sygdommen har sat sine spor, men slet ikke i den grad, som vi havde frygtet, da min mor døde. Han er stadig den varme og omsorgsfulde far, han kan også stadig være den stædige og påståelige far (man siger jeg ligner ham ;-), og jeg nyder disse timer hernede. jeg kan godt ind imellem tænke, åh nej hvordan skal jeg nå det, men når jeg er her, falder roen over mig, så er jeg her.

Der var gamle gulerødder i køleskabet, nu er de blevet til fyld i bolledejen, der står og hæver. Min far sover, og vi er inviteret ned til æbleskiver hos min gamle regnelærer fra de små klasser, frk. R, på 88 år. Jeg glæder mig til en hyggelig eftermiddag.

PÅ MIN PIND

Da dagslyset er bestemmende for, hvad landmanden kan lave herhjemme, sov vi længere i dag. Madpakker og te blev puttet i kurven, vi var klar til at tage af sted, men en træthed faldt tungt over os, så en formiddagslur blev indlagt til landmanden, og jeg gik i gang med en bog.

Nu er vi i gang, mapper med bilag er fundet frem, teen er hældt op, 70er vesten er taget med ned på kontoret, hvis jeg nu skulle fryse.

Jeg kan høre landmanden rumstere i de andre rum, der skal sættes de resterende fodlister på de nye vægge.

Mellem mig og resten af huset er et hul, bryggerset; det er vi slet ikke gået i gang med. Landmanden er tidligere tømrer, og han kender sine håndværkere på travet, så han styrer hele slagets gang og gør det godt.


I næste uge går smeden og landmanden i gang med at sørge for gulvvarme, og så taper vi dørene til, så mureren kan svine for sig selv i bryggerset. Af samme grund skal kontoret heller ikke gøres færdig, for alle møblerne herfra skal flyttes ud i bryggerset, når der skal males færdig herinde.

Mine indlæg er ret indsnævrede, de handler om bolig og arbejde, jeg lover, at jeg nok skal løfte mit hoved på et tidspunkt og se længere ud i horisonten ;-)

VI ER SNART FÆRDIG

fortæller landmanden mig!MMMH siger jeg bare.

Korrekt, tømrerne er færdig, maleren har gjort et godt stykke arbejde i køkken og stue.

Men når han er færdig, kommer hele puslespillet, for der skal flyttes rundt med møbler, kasser og andet, der fylder, så vi kan male resten af rummene færdig. Alt skal vaskes af, men det kender I jo alt til. Jeg tror bare, at landmanden tror, at det tager lige et par timer, og så er det gjort.

Vi får se, hvem der får ret. Foreløbig laver jeg noget helt andet, nemlig regnskab,og vi hygger os med små pauser med te. Jeg glæder mig dog til at krybe under tæppet i aften foran fjernsyn og brændeovn. Godt nok er der kommet varme på, og huset er helt klart blevet tættere, men det tager tid at varme kolde rum op.


Og så skal jeg vænne mig til et hvidt køkken igen ;-)

MORGENGRYSNYDNING

Uret ringede kl.6, jeg bryggede te og smurte madpakke til landmanden. Jeg skal også hjem til gården i dag, men at sidde midt i rod og støv og lave regnskab skal nok gå, jeg orkede blot ikke at starte, inden lyset udenfor var brudt igennem.


Så jeg har gang i vaskemaskinen, har nydt at læse blogs og drikke te og en lille gåtur med Laika er det også blevet til.


Nu er det nok så lyst, som det kan blive i dag, så jeg vil smøre en madpakke og drage hjem.


Ha en god dag, pas på dig selv, send et smil til de folk, du møder på din vej, så er vi godt i gang med at gøre dagen til en god dag.

ARBEJDSTANKER

”Hvis vi ingen patienter havde i en måned, ville vi såmænd have arbejde nok alligevel!”

Der snakkes så meget om kerneydelserne i et job, og ingen tvivl om, at det er den direkte patientpleje, der er mit fags kerneydelse.

Der er heller ingen tvivl om, at du og jeg vil have den bedste pleje, dvs. vi vil have en pleje, som vi ved dur, vi vil have et velkvalificeret og engageret personale, som ved, hvad de har med at gøre og som brænder for det, de arbejder med. Men sådan noget kommer ikke af sig selv.

Der skal hele tiden holdes øje med, om der er kommet ny viden, der skal hele tiden undervises og de afvigelser fra reglen, der uværgeligt dukker op, når man arbejder med mennesker, skal der også kigges på.

Så ja, der er tusinde af ting, vi gerne vil blive klogere på. Min kasse på arbejde bugner med små noter fra mine kolleger om ting, de synes, vi skal kigge på. Min lille bog bugner med emner, vi gerne vil gå i dybden med. Døgnet, ugen, måneden, året har dog kun de timer, de har, og vi bliver også pålagt andre ting, vi skal beskæftige os med, eks reaktioner på patienttilfredshedsundersøgelser eller et kostprojekt eller…….

Af vore egne projekter er jeg nu ved at ændre den instruks, vi har om sondeanlæggelse og kontrol af, om den ligger rigtigt. Vi er startet trombolysebehandling op i efteråret og har haft undervisning i dette. Vi har haft undervisning i mundpleje i efteråret og ændret vore procedurer om dette. Nu har vi undervisning om spiseproblemer, her dukker der nye ting op, som vi skal have indarbejdet i vores hverdag. Det hele kræver tid, vi kender alle til, at for at noget skal blive rutine, kræver det fokus og udholdenhed, det er så nemt at ryge tilbage til gamle vaner, og man kan ikke ændre alt på en gang.

I dag fremlagde jeg mit forslag om kontakt til pårørende efter dødsfald. Vi var alle enige om, at det skal sættes i gang, vi var også alle enige om, at det venter vi med til næste sensommer. Det må ikke strande på, at vi kører træt i nye tiltag, vi diskuterer,prioriterer og så var det, at førstnævnte udtalelse faldt.

Sådan er virkeligheden ikke;-) Vores patienter har første prioritet og så må udvikling, videreuddannelse og oplæring af nyt personale/studerende/elever foregå, når vi har tid, eller nogen render lidt stærkere, mens andre får undervisning. I dag var der meget roligt på afdeling, og det gav tid til snak på kontoret og fordybelse ved computeren for mine kolleger.

Nu har jeg fri i 4 dage, men som jeg sagde til mine kolleger, det kan man så også se på min lønseddel ;-) Jeg nyder at arbejde 30 timer, og der er jo også lige et husprojekt og en standhaftig forkølelse, der skal arbejdes med.

MØRKETID

Vi er nu i den tid, hvor det er mørkt, når man tager på arbejde og det mørkner, når man tager hjem. Inde på afdelingen er der dejligt lyst, men vi registrerer ikke dagslyset udenfor; desto mere skønner jeg på fridagene.


Fødegangen er altid oplyst, når jeg møder om morgenen, og nogle gange er jeg slet ikke i tvivl om, at et lille nyt mirakel er på vej, lydene når langt ud på parkeringspladsen. Så glider tankerne tilbage til den gang, jeg lå der, og videre til mine to voksne børn med en kærlig hilsen fra mor.


Dagene stryger af sted lige nu, men alt er godt.

POSITIV

Egentlig har jeg gået med følelsen af at være hypokonder, haft lidt dårlig samvittighed, men ret beset betaler jeg jo for behandling og vejledning, men i mindre grad når det er lægehenvist.

Min ryg har det sidste trekvarte år gjort opmærksom på sig selv, og hvor jeg før aldrig mærkede til ryggen på arbejde, blev det nu hver dag, jeg lige fik en snert af smerter, andre dage varede det ved, indtil jeg kom hjem og fik gået en tur. Og den nye stilling med halvt administrative opgaver gjorde det ikke bedre. Ryggen synes ikke, det er sjovt at sidde foran en computer hele dagen.

Det har aldrig været så voldsomt, at jeg måtte tage smertestillende for det, endsige sygemelde mig; det er der til gengæld flere af mine kolleger, der har måttet.

Jeg tænkte forebyggende tiltag, men hos lægen følte jeg mig lidt snylteragtig, men overbeviste mig selv om, at det var bedre at gøre noget nu, end når skaden er sket.

Det har mit møde med den lokale fysioterapeut ikke ændret på. Hun var så dejlig og positiv en person, forstod at tage udgangspunkt i min viden og alligevel få fortalt på almindelig dansk sammen med vores fælles fagsprog, hvorfor jeg fik ondt, og hvad jeg kunne gøre.

Og så roste hun mig! Jeg var helt høj, da jeg gik derud fra, Du har en god fornemmelse for din krop, du har godt fat i dine indre mavemuskler (man synger jo!), du skal bare lære at bruge din fornemmelse og din krop på en anden måde, så nu står der øvelser på programmet til næste gang vi ses. Det her vil jeg lykkes med!

HUSMANDSKOST

Fisker havde for nyligt et indlæg om vi danskeres evne til hele tiden at prøve det nye udenlandske mad. Vi zapper rundt og rundt og glemmer helt det danske køkken.

Lige som med mode er jeg altid en halv/hel omgang bagefter, så når jeg prøver sushi, er andre videre til indisk køkken eller noget helt andet, jeg slet ikke har opdaget endnu.

Men mine børn er vokset op med danske retter, de ved, hvordan frikadeller, medisterpølse, stegt flæsk og flæskesteg smager. Frugtgrød og budding er ikke fremmede eksotiske retter. Risengrød, klatkager, pandekager og æbleskiver var favoritter, da jeg var barn, og det har de også været for mine børn, undtagen i den periode hvor de fik risengrød hver tirsdag, fordi det var nemt og deres mor elskede /elsker risengrød.

Brasede kartofler og kartoffelmos har sammen med mange nye varianter af kartoflen som tilbehør været en naturlig del af aftensmaden.

Hyldebærsuppe med tvebakker ved de, hvordan smager, men de har ikke prøvet sagovælling eller varm mælk med tvebakker og kanelsukker.

Stuvet hvidkål med kanelsukker og vendsysselsk grønlangkål er en del af vores decembertraditioner. Hjemmebagte fastelavnsboller i februar og brunsvigerkagemand sammen med lagkage til fødselsdage var et must.

Og i dag ved frostvarerne lod jeg blikket løbe hen over indisk karrysuppe, mexicansk græskarsuppe og ungarsk gullaschsuppe, men valgte oksekødssuppe og mel/kødboller til at varme min forkølede hals ;-)

Lige for tiden er det meget halvfabrikata og fast food der bliver serveret, da jeg er for træt, når vi når til aftensmaden. Dog er det helt sikkert, at den hjemmelavede sylte og rullepølse sammen med pebernødderne står først på programmet, når huset står klar i sit nye udseende til december (jeg tror fuldt og fast på landmanden, når han siger, vi er færdig da ;-)

Har du nogle favoritter i mad fra det danske køkken?

SLOW SLOW QUICK

Søndagen er som en dans, en slow foxtrot. Jeg nyder at tage den med ro, og så ind imellem få energi til at få ryddet lidt op.

Lørdagen blev tilbragt i gode venners lag med masser af fantastisk mad og vine; jeg har aldrig spist på en restaurant, der er tildelt michelinstjerner, men de to venners sammensætning af mad og vin ville i madverdenen udløse en stjerne eller to.


En god lang tur om eftermiddagen til at skærpe appetitten og så gik det ellers løs. Desserten fik vi omkring ved 1 tiden, så også her var der tale om slow begrebet. Hver ret blev ledsaget med ord om tilberedelsen og vinens historie; 7 retter fik vi og lige så mange forskellige vine.

Jeg er ikke vant til vin og spiritus til hverdag, ej heller hver weekend endsige hver måned, så belært af erfaring drak jeg meget vand og nippede til de enkelte vine. Det nyder jeg godt af i dag ;-)

Vi startede med små canapeer, hedder det vist, lækre pateer fra Alsace på hjemmebagt grovknækbrød; knækbrøden fik lov til at ledsage næste ret, en gedeost rørt op med lidt af hvert og sprudlende mousserende vin til.


Fisken i menuen var ovnstegt torsk på en bund af ærtepure, en god hvidvin fra Frankrig supplerede den godt.

Vores opgave var at købe lammekrone, den blev helstegt og serveret med jordskokkepure, tomatchutney og små hjemmesyltede rødbeder. Herefter fik vi to retter, hvor hovedkomponenten var dåhjortebøffer, vi så billeder af dåhjorten og jægeren, en af gæsterne; hjorten havde levet et godt liv i den vilde natur, fin og flot var den, og vi nød kødets saft og kraft. Tilbehøret til den ene ret var bl.a langtidsbagt selleri, til den anden ret var det foie gras (det eneste jeg så ikke er så vild med). Til begge retter var der en sovs, ja det hedder det ikke, for det var kogt ned til en glace, så kraftig og smagsfyldt, så mit mundvand stadig kan smage det i dag.

Hver af de tre retter fik sin egen rødvin, hver med deres smag, vine, som ejeren havde købt rundt omkring i verdenen, og derfor havde en historie til hver enkelt.

Højdepunktet blandt vinene var, da vi som et selvstændigt punkt fik lov til at smage ejerens sidste Mouton Rothschild fra 83, jeg tør slet ikke tænke på, hvad den koster i dag, men han havde købt partiet som ung studerende i byernes by. Selv jeg, som ikke er god udi vinsmagning, kunne smage, at det her var noget ganske særligt.


Desserten blev Crêpes Suzette med hjemmelavet vanilleis, en lækkerbisken; og hvordan mændene kunne spise to gange af desserten, kunne jeg slet ikke fatte, jeg som ellers har ry for at kunne spise dessert en masse.

Jeg skal vist ud og gå i dag ;-)