mandag, februar 20, 2017

Så er den her igen

Morgen: Jeg kender den, den er ikke velkommen. Jeg ved, at den er midlertidigt på besøg, jeg ved også godt, hvad der giver den næring og hvad der kan få den til at forsvinde. At have fridag og at være alene er substrat for den. At være aktiv, at være sammen med andre, at sætte fokus på andres behov, at gå en tur, at lytte til en bog, eller at dyrke endeløs seriekigning er alle muligheder for at få den væk. Weekenden har udover gåtur og LOOP haft mest af sidste mulighed, så i dag skal der fyldes aktivitet ind i fridagen.

P1050214

Følelsen af katastrofe, følelsen af ikke at have kontrol, følelsen af min krops voldsomme reaktion som efter en ond drøm. Det er den følelse, jeg har her til morgen. Med det samme trækker jeg Alzheimerkortet, er det mon første tegn på en begyndende forringelse af mit kognitive niveau? Men det er ikke første gang, at følelsen banker på hos mig, så jeg ved godt, at det “bare” kan være, fordi der er meget glædeligt at se frem til i årets løb, og at det automatisk medfører mange tanker, praktiske som følelsesmæssige tanker. Det kan også være arbejdsrelateret, jeg vil jo gerne udfordres og vil gerne være med i alt og tager også ansvar for meget (det gælder så også familiemæssigt). Sådan er jeg, og så må jeg øve mig i at slippe kontrollen på nogle punkter og tage kontrollen på andre punkter. Jeg må også øve mig i at give slip på tanken om, at jeg ikke har nok uddannelse til de områder, jeg beskæftiger mig med. Det får mig nemlig til at sige ja til mangt og meget for at blive klogere og udfordret.

P1050216

Egentlig er det sjovt, at følelsen kommer i dag, jeg har jo haft den mest dovne weekend i meget lang tid. Til sidst var jeg nødt til at finde et strikketøj og en lydbog frem i går, for så skete der da lidt. Måske er det min hjernes måde at straffe mig på, lediggang er roden til alt ondt siges det, så kan jeg lære det!

P1050222

Eftermiddag: landmanden kom ind klokken ni og viste mig en facebookvideo, som fik mig til at grine så meget, at følelsen måtte give fortabt, den havde bare at forføje sig. Og siden hen tog fridagens små gøremål, gåturen og besøg hos fysioterapeut sig af at gøre fridagen god og kroppen afslappet. Jeg måtte dog lige tage en lille powernap efter eftermiddagsteen, men nu er jeg klar til de sidste gøremål og arbejdsdagene foran mig. God mandag aften til dig.

P1050224

lørdag, februar 18, 2017

Sådan!

Scenen: det nye LOOPcenter fredag

Jeg har varmet op, både på crosstrainer og gå/løbebåndet, fem minutter hvert sted, pulsen er oppe og jeg kan mærke, at den trøje, jeg har taget på, ikke gør noget godt i forhold til svedproduktion og absorption. Jeg går hen til cirklen med maskinerne og går i gang. Det kører, uden at jeg skal tænke over det, 45 sekunder, så lyder tonen og der skiftes maskine - jeg indstiller rutineret og hurtigt maskinen til de kilo, jeg træner med. En kvindelig instruktør er ved at instruere en ny bruger, en yngre mand. De følger efter mig i cirklen. Hun sætter sig ved den maskine, jeg sidst har brugt og vil demonstrere brugen af den.

Hold da op, lyder det højt fra hende, den var åbenbart tungere end hun havde regnet med, jeg smiler lidt i det ikke eksisterende skæg. Vi går videre i cirklen, jeg lytter til hendes instruktioner, det er ved at være nogle år siden, at jeg blev instrueret, så det er godt at få det genopfrisket. Vi skifter maskiner igen.

P1050195

Hold da op, det var da utroligt, lyder det igen fra instruktøren og hun kigger hen på mig med et smil og et anerkendende blik. Jeg smiler og siger; jeg har jo også trænet nogle år. De fleste i centeret inklusiv hende selv er nok nye i LOOPkonceptet.

Det giver mig energi til at give den hele armen og ikke hoppe ud af cirklen efter første runde. Det er et tilbagevendende tema for mig, jeg skal altid diskutere med mig selv, om en runde ikke er nok, og denne gang vinder den viden, jeg har, om hvor godt det er for mig, og jeg snupper anden og sidste runde, det tager jo kun 24 minutter i alt.

P1050204P1050207

Instruktøren har nu sluppet den unge mand fri i maskinerne, og han går til den. Der er noget forløsende i at bruge al sin energi og kraft på at få maskinerne til at bevæge sig. Man skal ikke tænke, blot bruge sin fysik. Instruktøren er i gang med at støvsuge, pludselig siger hun til mig; du går altså også til den. Jeg smiler og siger; det er jeg nødt til, jeg er sygeplejerske og skal holde i mange år endnu.

Træt, svedig og smilende går jeg fra centeret, det blev en god start på en fridagsfredag.

P1050208P1050211

God lørdag til dig, nu vil jeg gøre som Randi og gå en tur i solskinnet, før der kommer gråvejr.

fredag, februar 17, 2017

Derfor!

Jeg er jo ikke i tvivl. Jeg kan godt forstå, at man kan få tanken om, at det var skønnere med aktiv dødshjælp/eutanasi, når livet bliver hårdt og fyldt med modgang. Men det er en glidebane, og denne artikel understreger blot dette. Her vælger en hollandsk læge at gå videre med aktiv dødshjælp til en dement kvinde på trods af, at kvinden stritter imod og må holdes af sine pårørende, med den begrundelse at,

“patienten var inkompetent og hendes udsagn irrelevant. Faktisk vidnede lægen om, at hun ville have fortsat, også selvom patienten havde sagt klart i situationen, at hun ikke ønskede at dø. Lægen ønskede at være åben omkring dette, fordi ’eutanasi af inkompetente patienter vil finde sted stadig oftere”

Og det var jo også det, jeg tidligere har hørt, at eksempelvis ældre mennesker, der kommer på plejehjem, føler et pres for at sige ja til aktiv dødshjælp for ikke at være en belastning for deres familie. Tager man så mit tidligere indlæg, hvor der var noget i et studie, der tydede på, at svært demente egentlig følte sig velbefindende, fordi de havde skabt en ny identitet fra fortiden og fordi de indgik i sociale aktiviteter, så kan jeg vel argumentere for, at aktiv dødshjælp i det tilfælde mest er for de pårørendes skyld? Den demente kvinde i artiklen havde tidligere, kort før hun fik sin diagnose,

“skriftligt bekendtgjort, at hun ønskede at dø, inden hun skulle på plejehjem og i rette tid til at sige 'et værdigt farvel' til sine kære. I en senere version angav hun, at hun ønskede dødshjælp, ”når min livskvalitet er så dårlig, at jeg beder om eutanasi”.

Det sidste gjorde kvinde så aldrig, hun blev dårligere og kom på plejehjem. Jeg har både personligt, men også fagligt set, at mennesker tager nogle andre valg, når de bliver syge, end det de havde sagt som raske. Livets perspektiv ændrer sig.

Jeg har skrevet mere om dette emne her, og gør dig en tjeneste, hvis du vil i dybden, læs kommentarerne og svarene. Jeg synes, det indlæg er et eksempel på, hvordan kommentarer udvider, uddyber og beriger et indlæg.

Og overskriften på dette indlæg vil måske provokere dig, hvis du er tilhænger af aktiv dødshjælp. Du vil helt sikkert kunne gendrive mine argumenter, og sådan er det. Det skal ikke skille os. At kunne være uenige og alligevel kunne tale sammen er også berigende.

God fredag til dig.

Lyset vinder frem, klokken er 17.30, da billedet blev taget forleden dag.

februar aftenlys

tirsdag, februar 14, 2017

Det kan også blive for effektiv

Havde jeg været en tegnefilm/serie, havde min underkæbe hængt nede ved navlen. Jeg har lige læst et indlæg hos Mette, og jeg kan kun være enig i hendes kommentar til en læser:

“Egentlig forstår jeg slet ikke, at konceptet ikke er meget mere udbredt, for det giver jo ingen mening, at der følger en brugsanvisning på 48 sider med, hvis man køber en kasserolle, mens det der med at tyde et spædbarns signaler, bare er noget der forventes, at man kan på gefühl”

Historien er den, at familien har prøvet snart sagt alt, fordi deres lille, dejlige babydatter har skreget og skreget. De har sågar været indlagt, men blev hurtigt udskrevet igen uden undersøgelser, fordi datteren ikke havde tabt sig. Til sidst vælger de at betale for at blive indlagt på et privat barselshospital, og 24 timer her udretter mirakler. Ikke med undersøgelser eller medicin, men god gedigen vejledning om gode måder/teknikker til at berolige barnet med, til at få en bedre amning, til at få leget med deres datter (det sidste kan være svært, når barnet skriger konstant). Og ja når et barn skriger konstant, så nedbrydes man langsomt, og som min ene søster sagde, det var faktisk først, da hendes barn blev fire måneder, at hun kunne elske det højt og inderligt, for før det var hun bare træt, så træt. Hos min søster hjalp kiropraktor og gode råd fra en erfaren sundhedsplejerske, men altså først ved fire måneders alderen.

Hos Mette læser jeg det, som at den vejledning, der blev givet, netop var den, man før hen fik af sygeplejersker og jordemødre på sygehuset, inden man tog hjem. Jeg valgte at blive på sygehuset alle fem dage, som man kunne dengang, og selv om jeg havde erfaring med små børn og var sygeplejerske på et børneafsnit, så havde det stor betydning, at der var nogle, der gav små tips og gode råd. I dagens Danmark er sundhedsplejersker en mangelvare, så det der med hyppige besøg er vist en mangelvare, og dermed er der ikke nogen, der har tid til at observere, hvordan man ammer, hvordan man beroliger osv. og ud fra dette kan vejlede. Jeg er ikke fortaler for, at man skal blive på sygehuset, men egentlig syntes jeg, at det er sørgeligt, at det kun er dem, der har råd, der kan få mulighed for 24 timers observation og vejledning i Dagens Danmark. Mange frustrationer og afmagtssituationer kunne måske undgås.

Jeg husker stadig hjemturen fra sygehuset med vores lille datter. På vej over Limfjordsbroen begyndte jeg at græde. Det var pludselig gået op for mig, at vi nu var en familie, og at vi var de voksne, der skulle passe på denne lille guldklump. Vores hverdag kom hurtigt i en god rytme, mine erfaringer med små børn kom mig til gode, og jeg nød hvert et minut af begge mine barsler  Med sønnen, som jo kom 16 måneder efter, føltes det som det naturligste i verden at have fået en lille ny. Og som sagt valgte jeg også fem dage på sygehuset, hvor vi havde ro til at lære hinanden at kende. Landmanden havde så datteren derhjemme, og de kom på besøg hver dag. Vi havde skam planlagt, at sønnen skulle komme i maj, juni eller juli, for så kunne landmanden passe datteren, og jeg er en af de heldige, som blev gravid med det samme, så sådan blev det. I dag havde jeg nærmest ikke nået at komme på arbejde, før jeg skulle på barsel igen. Dengang nåede jeg otte måneders arbejde.

I dag anbefales det at amme længe, så jeg ved ikke, hvordan man gør i dag, hvis man får dem så tæt. Synkronamning?

Trine nyfødt

Søren nyfødt

I for store sko?

Efter søn og kæreste var sendt af sted fredag, efter datter og jeg morede os med udklædning lørdag, drog landmand, datter og jeg til hovedstaden tidligt søndag morgen. Vi havde nogle ærinder sammen, og så kunne vi køre datteren hjem på vinterferie og lige nå at sige hej til svigersønnen, der kom hjem fra en forlænget weekend i Athen. Vi nåede også at smage græske kager, sødmefyldte af nødder og honning. Klokken var ti søndag aften, da vi kørte ind på gårdspladsen, så der skulle lige slappes af med en film og en kop te, før jeg kunne falde i søvn.

blomsterglæder

Mandagens arbejdsdag gik godt, min leder syntes, jeg sprudlede med gode ideer. Det er nemt nok med ideer, kunsten er at kunne holde ved og få dem udført og få dem indført, så de bliver en rutine. Det er noget, jeg arbejder med mig selv konstant, for jeg er bedst til at sætte i gang, tovholderrollen falder mig ikke så nemt som igangsætterrollen. Al den hjernevirksomhed kombineret med for lidt søvn medførte en meget træt kvinde ved eftermiddagsteen. Jeg holdt dog mit løfte til mig selv og pakkede tasken med sko og håndklæde, hvorefter jeg skyndte mig ud i bilen og drog til LOOP. Det gjorde godt, jeg har dog været et ømt syn, for da jeg skulle til at tage skoene på, opdagede jeg, at jeg havde taget landmandens Nike Free sko med. Bortset fra at det var lidt svært på gangbåndet, så gik det nu udmærket, vi er kun 2 skonumre fra hinanden.

blomsterglæder2

Man kunne ikke just sige, at jeg var en person, der gik i for små sko. Måske kunne man sige, at jeg vidste, hvordan det var at være i nogens sko? Lår i skoene havde jeg ikke, og jeg skød heller ikke mig selv i skoen, og intet trykkede, så at vide hvor skoen trykkede, kunne jeg heller ikke sige. Derimod kunne man til nøds sige, at jeg var fremme i skoene, i hvert fald når jeg vippede op på tæerne. Nok om skoudtryk, det her er pause fra regnskabet. Regnskabets time er kommet, og det skal være færdig sidst på dagen, så jeg må tage mig sammen og ikke gå på afveje.

gåtur i skumringen

Billederne er af en smuk buket, jeg fik af en god blogveninde, og fra aftensturen i lørdags sammen med datteren.

lørdag, februar 11, 2017

Skiftedag

Fredag blev dagen, hvor søn og kæreste blev kørt til flyet efter skønne og intense arbejdsdage sammen. Inden de blev sat af, nåede vi lige at hente datteren ved toget, så hun kunne sige hej og farvel til dem. Nu har datteren  og jeg kigget skabe igennem for at finde noget bestemt tøj, og det væltede ud med tøj, som jeg af en eller anden grund ikke kunne få mig til at smide til genbrug. Det er så gjort med det meste nu. Til gengæld har vi haft det vældig sjovt med at prøve tøj.

Datteren kan stadig passe tøj fra konfirmationstiden, det er helt vildt. Hun prøvede også min brudekjole, den var dog for stor, jeg har altid haft mere til gården og gaden. Vi havde dog en fest med udklædningen. Min brudekjole er blevet gemt, fordi vi i familien har en dåbskjole, der er over 90 år gammel. Dåbskjolen tilhører min bedstefars(morfar) del af familien, og de fleste af min mors kusiner og fætre samt hendes søskende er døbt i den. Ligesom mine søskende og jeg er blevet døbt i den og altså også mine børn. Min mor sagde dengang, da vi var sammen for at kigge på brudekjole, at blondeoverdelen til min kjole kunne bruges som blondeoverdel til dåbskjolen, hvis den originale mørnede. Desværre kan jeg så nu konstatere, at min kjole har fået rustlignende pletter både på selve kjolen og blondeoverdelen. Faktisk ved jeg heller ikke, hvem der har dåbskjolen i dag. I min del af familien er det 18 år siden, at nogen blev døbt i den. Det håber jeg, mine mostre ved.

Jeg fandt en smuk silkeheldragt, som jeg købte til min ene søsters bryllup for 24 år siden. Jeg var lidt større dengang, det var, da jeg arbejdede herhjemme på gården og tog 10 kg på gennem de 11 år. Det forsvandt, da jeg begyndte som sygeplejerske. Dermed kan man konkludere, at selv om det er hårdt og travlt at være landmandskone med to små børn, kartoffelsorteren hver dag fra september til maj, kontorarbejde og ansvar for al det huslige (indkøb, madlavning,vask,rengøring osv.), så forbruger man flere kalorier som sygeplejerske i plejen. Den ene halvdel af overvægten røg af sig selv, den sidste halvdel ved aktiv indsats. Knap halvdelen er røget på igen, da jeg kom i overgangsalderen. og det meste har sat sig på maven, men det er den lækre (og dyre*) dragt ligeglad med. Så nu bliver den mit hjemmetøj, nemt og bekvemt og med plads til lørdagslækkerier.

* jeg havde aldrig før købt tøj (udover frakke og brudekjole) til over 1000 kr. dengang for 24 år siden.

Og nej, du får ikke et billede af mig i rød silke. Til gengælde får du et billede af min kollegas fine kage, som min leder havde vundet i julelotteriet, og som min leder havde bestemt, skulle nydes sammen med kollegerne i fredags.

Kollegas fine kage

tirsdag, februar 07, 2017

En gave

I dag er der startet nye elever og studerende hos os, og jeg hilste på og sagde blandt andet, at de endelig måtte undre sig højlydt til og med os. På den måde fik vi lov til enten at forklare, hvorfor vi gør, som vi gør, eller også fik vi muligheden for at stoppe op og tænke, ja hvorfor gør vi egentlig sådan her? Det er faktisk en gave at have nysgerrige nye kolleger eller nye studerende/elever.

Det er også en gave at få lov til at være med på sidelinjen, mens min søns kæreste gør sin bacheloropgave færdig. I dag har jeg f.eks læst en spændende artikel på engelsk. Den bekræftede mig i det, jeg selv havde oplevet og konkluderet i forbindelse med min fars sygdom (Alzheimers sygdom). Artiklen handler om identitet og sammenhæng med tab af autobiografisk hukommelse og sammenhæng med ens velbefindende/trivsel. Den peger på, at vores identitet rammes, når vi mister vores autobiografisk hukommelse, blandt andet fordi dette tab ofte medfører, at vi isoleres og ikke har det samme sociale liv som tidligere. Dette har også betydning for vores oplevelse af trivsel. Men der var også noget, der tydede på, at mennesker, som er svært ramt af demens, faktisk ikke blev ramt på deres velbefindende, som dem, der var lettere ramt af demens. Det var, som om de skabte en ny identitet, fordi det de huskede blev den, de var, også i nutiden, selv om de kun huskede fortiden. Et andet studie, artiklen nævnte, var, hvor man havde set på, hvad der øgede velbefindende, om det var det at arbejde med minder i grupper eller individuelt og så var der en kontrolgruppe, der havde en gruppeaktivitet. Her viste det sig, at hverken individuel eller gruppearbejde med minder ændrede på velbefindende, hvorimod kontrolgruppen havde øget deres velbefindende. Så noget tyder på, at aktiviteter, der giver følelsen af samvær med andre, og hvis man kan skabe en identitet på trods af hukommelsestab, så trives man.

P1050191

Og så er det også en gave at have en herhjemme, der gider gå en tur i tusmørke, når jeg kommer hjem fra arbejde og har drukket min te. God aften til dig.

P1050192

mandag, februar 06, 2017

En søvnig fridag

To-do listen lød:

  • få indberettet løn og betale regninger – tjek
  • træne i LOOP – tjek
  • tage dejligt varmt brusebad – tjek
  • få behandling af min dygtige fysioterapeut – tjek
  • handle ind – tjek
  • lave regnskab – udsat, var alt for træt

 

Det stod ikke på min liste

  • tog en powernap, som jeg nok fortryder til sengetid, men jeg kunne ikke holde mig vågen, havde fået for lidt søvn i nat
  • blevet irettesat af en ældre dame i LOOP, fordi jeg ikke brugte håndklæde på sæderne, når jeg trænede. Jeg reagerede med at blive småfornærmet og svarede igen. Dumt, Lene. Det at jeg ikke sveder under træning, men først bagefter, kan andre ikke vide, og hun syntes tydeligt, det var ulækkert, at jeg trænede uden et håndklæde. Jeg syntes, hun var et en pernittengryn! (og så ser jeg, at det hedder en pernittengryn, det lyder forkert i mine ører)
  • at min fysioterapeut er fantastisk, ikke blot som terapeut, men som medmenneske. Jeg føler mig skøn, klog og talentfuld, når jeg har været inde hos hende. Jeg føler mig virkelig set og hørt, det er ren guf for belønningscenteret i hjernen.

God aften til dig.

P1050184