fredag, januar 30, 2015

En weekend med flyvende start

Planer kan hurtigt laves om eller opstå, og således også her. Under en løbetur rundt om søerne i sidste uge mistede datteren balancen og faldt og slog sin skulder. Hun mente, at smerterne nok skyldtes slaget, tog smertestillende, meldte sig syg  og forsøgte at sove det væk, men da eftermiddagen mørknede, kunne hun godt mærke, at smerterne ikke fortog sig. Når man har en sygeplejerske til mor, er det jo ligetil at konsultere hende. Datteren havde regnet med at få at vide, at hun bare skulle tage det roligt, tage lidt mere smertestillende og se tiden an. Det fik hun så ikke at vide, ordren lød på skadestue uanset lange ventetider, og godt det samme, kravebenet var nemlig brækket. Nu er der gået en uge, hun har passet sit praktikforløb med armen i slynge, hun har været til modeuge og rapporteret herfra. Krop og sjæl bliver godt træt, når hver en eneste lille bevægelse minder en om, at noget ikke er, som det skal være. Så nu flyver jeg til hovedstaden i aften, nyder sønnens selskab og bor hos ham, og i morgen agerer jeg husmorhjælp hos datteren. Jeg når lige at spise morgenmad sammen med de unge mennesker søndag, inden jeg hopper på flyveren, for søndagen har jeg hele tiden haft planlagt til noget andet. Jeg glæder mig til de ændrede planer og håber, at datterens ultralydsscanning i dag viser, at sener ikke har taget skade.

God weekend til dig.

P1000532

torsdag, januar 29, 2015

Noget om pauser

For noget tid siden sluttede jeg dagen med et indlæg, som blev opfattet som et selvkritisk indlæg, og som en slåen mig selv i hovedet med ting, jeg gerne ville ændre. Det var faktisk mere et forsøg på at fortælle, at sådan er jeg. Ja jeg har også mange andre evner, som er positive, ja jeg ville gerne ændre denne evne til altid at skubbe ting foran mig, men egentlig har jeg sluttet fred med den. Også fordi jeg kan se, at nogle af dem, der ikke har evnen til at kunne slappe af midt i kaos og rod, så kan få andre problemer. Derfor kan jeg jo godt være misundelig på andre, der ikke har den evne. Efterfølgende kom jeg i tanke om denne lille hændelse. Mine søskende og jeg var i gang med at give hus og have hjemme hos min far den store omgang. Der var håb forude med at få huset solgt. Så nu skulle den have hele armen. Min bror passede sig selv på en stige med en malepensel. Min yngste søster var i gang med noget inde i huset. Vi tre jyske søstre var i gang med haven. Jeg tror, jeg i løbet af den formiddag nok spurgte fem gange, om vi ikke lige skulle have en lille tepause. NEJ lød svaret og min ældste lillesøster rystede på hovedet over storesøsteren. Måske gik det op for hende der, hvorfor jeg altid bruger ufattelig lang tid på at få gjort ting, jeg dybest set ikke gider. Jeg elsker pauser! Måske mindes hun alle de gange, hvor jeg læste spændende bøger i stedet for at få gjort min halvdel af huset rent, og hvordan vores forældre konstant var efter mig og blandt andet satte retningslinjen op, at hvis jeg ikke gjorde rent lørdag formiddag, kunne jeg godt glemme ugepengene. Helt ærligt, jeg gik på gymnasiet og gik til fester fredag aften! Men der hjalp ingen kære mor (eller far for den sags skyld) Og det sjove er, at jeg faktisk på et tidspunkt byttede halvdel i huset, fordi jeg ikke kunne forstå, at min søster altid var hurtigere færdig end mig. Og det irriterede mig, at hun altid hyggede sig. Hun flyttede båndoptageren fra rum til rum, hun sang, mens hun gjorde rent, jeg derimod havde min far gående bagefter mig med en finger på øverste kant af malerierne for at tjekke, om jeg støvede godt nok af! I dag ved jeg jo, at det handler om indstillingen til arbejdet. Jeg elsker at være sygeplejerske, jeg elsker at løfte i flok, og i dag kan jeg godt få noget fra hånden, men trangen til sofalæsning og pauser er der konstant.

Nu har jeg holdt eftermiddagspause sammen med landmanden, og planen er at sætte mig ud i bilen igen for at køre til LOOP. Min studiekammerat har lokket mig til at se Rigtige mænd på DR1, jeg så de tre første udsendelser i går på computeren, og jeg skreg af grin utallige gange, men det skubbede også til min viden om mig selv: at jeg faktisk har det bedst, når jeg får kroppen arbejdet godt igennem med cirkeltræningen. Så nu skal jeg have fundet ind til de gode vaner igen, og så kan jeg jo holde pause bagefter og nyde næste afsnit om de fem jyske håndværkere, som nok ligesom mig er vilde med pauser og gode ting til at spise i pausen.

Håber du har fået holdt pauser i dag?

onsdag, januar 28, 2015

Onsdagsfridag

Morgenstunden var præget af sløv krop og sløv tænkning. Egentlig orkede jeg ikke at skulle ned til min far. Det må man måske ikke sige højt, men sådan følte jeg det, en pligt, ikke en lyst. Jeg er dog opdraget til, at man ikke altid skal hoppe over den lave ende af gærdet, så jeg drog af sted.

P1010631

Når man sådan kører 120 km, hvor det meste er motorvej, så er der rigelig tid til at tænke og dagdrømme. Det er sjovt, som det nu er acceptabelt at dagdrømme, ja faktisk er der studier, der viser, at man er mere aktiv og opfindsom, hvis man kan dagdrømme. Det kan jeg, jeg er rigtig god til det. I dag fik jeg en ide, som jeg skal fortælle min ledelse om i morgen. Ikke den store verdensomvæltende nyhed, men blot en lille detalje, som måske kan være en hjælp i det daglige.

P1010632

Da jeg trådte ind til min far, så han så godt ud. Han var i en af de nye trøjer, vi gav ham i julegave og selv om øjnene var fjerne, da jeg hilste på ham, så livede han pludselig op, så på mig og smilte sit dejlige smil. Så var lysten til besøget der, ikke mere en pligtfølelse, men blot stille glæde over at sidde sammen og nyde boller med ost og kage. Glæde over, at min far stadig er en flot mand, en mand som stadig kan sanse, hvis der er en krumme i mundvig og som forsøger at fjerne den. En mand som sidder værdigt og spiser den mad, jeg tilbyder ham og som helt tydeligt nyder kaffen og kagen. Vi fik også sunget, jeg fik klimpret lidt klaver, og selv om min far ikke synger så meget med mere, så fik “Langt højere bjerge” ham dog til at synge af karsken bælg.

P1010633

Hjemme på gården var landmanden gået i gang med at rydde op på kontoret. Selv om vi føler os unge, så er det dog en kendsgerning, at når landmanden ikke skal være landmand mere, så skal vi heller ikke bo her mere. Og da vi begge er samlere, så skal vi starte nu med at få ryddet ud. I dag røg der utallige gamle regnskaber og markplaner, Jeg blev inspireret, så der røg også utallige installationsCDer til gamle computere og printere samt kabler til dit og dat. Jeg gik dog i stå, da jeg hentede mine Håndbøger for sygeplejersker i fem bind, dem vi blev anbefalet at købe, da vi var færdiguddannet. De er forældede, jeg har nærmest aldrig brugt dem, så hvorfor jeg har så svært ved at sige ud med dem, forstår jeg ikke. Og landmanden er ikke til nogen hjælp, han snakker om, at museer kunne være interesseret, at de da ser fine ud osv. Nu er de sat ind på et andet værelse, for jeg vil bruge rydudbogens tips med at tage et billede af bøgerne, skrive et farvelindlæg her på bloggen og så ryger de ud.

P1010644

Dagens billeder er fra weekendens skønne vejr.

tirsdag, januar 27, 2015

Oh yeah!

Lykken er at komme hjem ved halv fem tiden om eftermiddagen og der så stadig er lyst. Ikke at det fik mig ud at gå, der var en kande varm te, der lokkede indendøre. men bare det, at der er lyst, gør noget ved humøret.

Jeg havde besøg i dag af tre skønne piger, eller unge kvinder in spe. De havde forberedt sig godt og stillede mange spørgsmål. Hvor mange dør? Hvad skete der hos os? Brugte man musikterapi i træningen? Er der flest højresidige skader? Det sidste var faktisk godt tænkt, de var stødt på en pjece specifikt om højresidige skade – ergo måtte der nok være flest af den type skade. Men forklaringen var en anden. Mennesker med en blodprop eller blødning i den højre hjernehalvdel kan få nogle skader, som man ikke ser så tit hos venstresidige skader. Det er f.eks.  nedsat opmærksomhed på venstre, nedsat sygdomsindsigt, rum-retningsforstyrrelser og en form for ubekymrethed, som nok hænger sammen med den nedsatte indsigt i, hvad sygdommen har forårsaget af skader. Jeg er spændt på, hvad de får ud af deres interview.

P1010632

Min nye jobfunktion er jeg rigtig glad for, jeg synes, at jeg når flere af de ting, jeg gerne ville med den nye funktion. Jeg øver mig i ikke at tage arbejde med hjem og jeg øver mig i at planlægge dagene, så jeg både er aktiv sparingspartner for mine kolleger, min ledelse og får arbejdet med nogle af de emner, som vi gerne vil have løftet. En fridag banker på, så jeg behøver ikke at bekymre mig om søvnmængde og søvnkvalitet. Og fridagen er egentlig allerede startet nu, jeg skal nemlig ikke lave aftensmad, landmanden er ikke hjemme til spisning, så jeg snupper en omgang havregrød. Men først snupper jeg lige vandrestøvlerne og går en tur i tusmørket. God aften til dig.

P1010654

Tirsdag morgen

Sådan en søvnig morgen har jeg allermest lyst til at smutte ind i seng igen og lade to og tre være lige. I stedet for skriver jeg et indlæg og og forsøger derigennem at lade op til de sidste morgenrutiner, inden bilen sætter kurs mod storbyen. I går gik det op for mig, at min hjerne fuldstændig havde smidt ud, at jeg først i januar før sygdom og fødselsdagsfest havde aftalt, at jeg skulle besøge min far i weekenden, der nu er over. Det skete så ikke, men i morgen har jeg fri, så får min far besøg. Hvis ikke jeg får skrevet aftaler på min kalender (og nej - i og ned passer ikke her, idet min kalender hænger på min køleskabsdør) så husker jeg dem ikke, så nu må jeg hellere skrive næste weekendbesøg på.

P1010661

Det skønne vinterlandskab er forsvundet, det samme var solen i går. Desto skønnere er billederne fra weekendens totale afslapning. I dag skal jeg møde nogle piger fra en niende klasse. De vil gerne som led i en opgave interviewe mig om apopleksi, det glæder jeg mig til. Det bliver sjovt at høre, hvilke spørgsmål de har fundet på og hvor meget de har sat sig ind i sygdommen. .

P1010665

God tirsdag til dig.

P1010667

søndag, januar 25, 2015

Søndagen lakker mod enden

P1010658

Søndagen bød på morgenbord, som jeg ikke havde sørget for, det havde landmanden.

Søndagen bød på gåtur hen over klitter og ned til vandet.

Søndag bød på tjek af sommerhus, tagplader havde forskubbet sig, det ordnede landmanden. Planterne trængte til vand, det sørgede landmandsfruen for.

Søndagen bød på kontorarbejde.

Søndagen bød på god gedigen søndagsmad: oksetværreb med kartoffelmos, det sørgede jeg for.

Nu skal der drosles ned med en kop te, en bog og måske en ostemad. Søvnen skulle gerne indfinde sig i rigelige mængder inden hverdagen i morgen.

P1010660

Det havde jeg brug for.

Der er ikke sket “en dyt” her i huset, nå ja lidt vaskeri, lidt indkøb, men ellers har ægteparret bare slappet af, sammen og hver for sig. Efterdønningerne efter sidste weekends fest i form af mennesker, der ringer/skriver og fortæller, hvor god og dejlig en fest det var, fortsætter. Og jeg bliver så glad på landmandens vegne, det fortjener han. Jeg har ikke travlt, jeg læser om rod, jeg læser om døden, jeg surfer på nettet og jeg fik gået tur i går og har planer om gåtur i dag. Solen skinner, sneen er her stadig, der er mad til både fugle og mennesker. I nat svigtede søvnen mig, jeg havde sovet 2½ time, og så var jeg lysvågen, landmanden var på det tidspunkt først på vej i seng, så vi skiftede rum, han krøb i seng og jeg krøb under tæppet i fjernsynsstuen. Her lå jeg til ved halv fem tiden, der blev læst og set fjernsyn. Herefter kunne jeg sove, mobilens vækkeur blev annulleret, morgentræning og gudstjeneste må vente til en anden god gang, søvnen kommer i første række.

P1010639

Lykken er så at blive vækket ved halv ti tiden, der var hentet rundstykker, lavet te og dækket bord OG købt avis. Vi holder ikke avis, heller ikke som netavis, så det har været lykken at tage sektion efter sektion og læse lidt hist og pist, sådan som jeg altid læser avis. Og mens jeg læste avis, kom jeg i tanke om en sjov hændelse:

P1010641

Når man bliver sygeplejerske med autorisationsbevis und alles, så får man (køber man?) også Dansk Sygeplejeråds sygeplejerskenål. Det ultimative bevis på at nu er man sygeplejerske. Den nål har fulgt mig og lå i mit smykkeskrin de elleve år, hvor jeg ikke var sygeplejerske, men kun passiv medlem af DSR. Den blev fundet frem og pudset, så jeg var klar til mit nye liv som sygeplejerske 1. januar 2000. Så skete det, der ofte sker, man skal skynde sig hjem, uniformen får afmonteret alt og den ryger til vask. Men nålen glemte jeg at få af. Første gang dukkede den op igen, anden gang blev den væk. Der gik noget tid, før jeg efterlyste den i DSR, det skal man nemlig, hvis man vil købe en ny. Hver nål har et nummer, som er forbundet med et autorisationsnummer, så man til enhver tid ved, hvem nålen tilhører. Jeg efterlyste nålen i 2004, men fik aldrig bestilt en ny nål; det tænkte jeg så for en lille uge siden, at det ville jeg have gjort. I onsdags blev jeg ringet op af DSR, man havde fundet min nål! Den var blevet fundet på et kontor på sygehuset i en kuvert sammen med en masse andre sygeplejerskenåle! Her er da vist en, der ikke har haft styr på sit kontor. Nu er nålen sendt til reparation og jeg glæder mig til at bære den igen som et synligt symbol på, at den uddannelse jeg startede på i september 1977, fuldførte jeg i februar 1981. Tænk det er snart 34 år siden, akkeja som tiden går ;-) God søndag til dig.

P1010642

PS billederne er fra gåturen i går eftermiddags.

P1010645

lørdag, januar 24, 2015

Spisetid

Egentlig havde vi inviteret gæster til spisning i aften, men kombinationen af glatte veje, mørke og sneen gjorde, at vi udskød det til en anden gang. Så har vi noget at glæde os til. Fuglene var ikke sene til at nyde landmandens gadekøkken. Mens jeg sad og spiste frokost, satte jeg kameraet på zoom og skød løs i nogle minutter.

P1010616

P1010618

Her er plads til store og små og neden for fuglehuset gik fasaner og spiste majs og det, der ryger udenbords, når så mange skal være på så lidt plads.

P1010631

P1010633

Jeg nåede også at gå en tur i solskin, de billeder gemmer vi til i morgen. Aftenen banker på, vi snupper lidt nem aftensmad og gør os klar til aftenens håndboldkamp.

Havde de sagt det?

Allerede ude på badeværelset fornemmede jeg det, de matterede ruder afslørede trods alt, at der var en del sne på ruderne. Og i køkkenet fik jeg syn for sagen, der er kommet en del sne i nat, alt er dækket med et tykt lag sne. Da landmanden kom ind i køkkenet var hans første kommentar; åh nej vi har ikke mere fuglefrø.

P1010613

Der var en sand stimlen sammen ved fugletræet, store og små fugle sloges om de smuler, der var der. Landmanden skyndte sig at spise morgenmad, og så knuste vi nogle mejsekugler sammen med nogle solsikkefrø. Nu er landmanden kørt til byen for at hente forsyninger til fuglene, jeg har skovlet sne foran huset og startet vaskemaskinen.

P1010610P1010611

Der er musik i radioen, varme i huset, en vaskemaskine, der snurrer, en tørretumbler, der snurrer endnu mere, der er lunt tøj på kroppen, jeg kan sagtens klare en dag indenfor. Der er bøger, der kan læses, der er strikketøj, der kan strikkes, der er kager, der kan bages, der er aftensmad, der kan forberedes, nå ja der er også skuffer, der kan ryddes op i og ditto skabe. Det sidste er det mest kedelige, men nok det weekenden burde indeholde. Jeg tror dog, jeg starter med at læse en bog om at få sat sit rod på plads. Jeg har taget testen i bogen og den viste, hvad jeg godt vidste, at jeg er en kombination af et naturligt ordensmenneske og en samler. Kommer du til mit hus nu, vil du møde et ryddeligt hus, er du derimod den type, der kigger i skabe og skuffe og på loftet, vil du opdage et sandt inferno. Jeg smider ikke ud, det kunne jo være, jeg kunne bruge noget af det. Min mor var lige sådan, og derfor ved jeg fra oprydningen i mine forældres hus efter min mors død og min fars flytning til plejebolig, at jeg vil have styr på rodet, inden jeg dør. Min mor havde samme intention, men da hun gik på efterløn, blev hun kræftsyg nogle år efter, og så blev energien de sidste 12 år brugt på gode oplevelser og alt det hun havde lyst til. Og jeg ville prioritere på helt samme måde. Derudover så havde min mor fem børn, der efterlod alt det, de ikke havde brug for, og som min mor så satte på loftet. Jeg har trods alt kun to børn, der har gjort det samme. Det sjove er jo så, at først i februar kommer der en boligartikel i en af de større aviser med min datter, og der fokuserer man blandt andet på hendes genbrug af tøj, så der kommer noget af mit gamle tøj til sin ret. 

P1010605

P1010608

Om det bliver oprydning eller strik, der kommer til at fylde weekenden, ved jeg ikke. Men jeg vil nyde den snefyldte weekend. God weekend til dig. Mon du har fået sne hos dig?

P1010609

fredag, januar 23, 2015

De gamles hjem?

Det er ved at blive en vane; landmanden tænder op i brændeovnen, når han kommer ind. Han brygger te, og jeg laver et par knækbrød med ost til hver og så falder vi ned i hver vores sofa med ansigtet vendt mod flammernes skær. Udsynet er dog hæmmet af en tablet for landmandens vedkommende og en bærbar for mit vedkommende. Der slappes af, det er ikke altid, der bliver talt sammen, vi nyder stilheden og varmen.
Snapshot af eftermiddagsstunden: På bordet står en vase med tulipaner, de er visne, men holder sig strunke og er smukke i deres sidste alder. Tekanden sender små lyde, og ingen gider rejse sig for at skrue låget bedre fast. Gider og gider, landmanden kan ikke høre det, for han har høretelefoner på og hører musik. Indimellem begynder han at synge højt, der er hyggeligt og understøtter min påstand om, at han ville være et godt aktiv for mit kor, men det preller af på ham. Istvan giver sig højlydt til kende, han fornemmer, at der hygges i stuen, så han vil også være med. I dag havde landmanden købt fastelavnsboller, og de er spist med velbehag, de fylder godt, så aftensmaden bliver vist en meget let løsning.

Til landmandens fødselsdagsfest fortalte han, at en af mine niecer til jul havde sagt, at han da ikke var gammel. Det var man ikke som 60årig. Da landmanden så spurgte hende, hvornår man så var gammel, svarede hun: 65 år! Så måske er det her ikke de gamles hjem, men det er hyggeligt.