mandag, maj 25, 2015

Det gælder ikke om at kunne regne, men om at kunne regne den ud

sagde den kære landmand af og til til sin skønne datter, når hun fortvivlet kiggede opgivende på regnestykkerne. Det sjove er, at blev de præsenteret på anden vis, kunne hun godt løse dem. Havde det været i dag, havde der nok været sjove spil, som kunne tilbyde læring på den måde, der havde været godt for hende. Dengang sad vi, på lærerens opfordring, med et hjemmelavet vendespil, hver brik havde et gangestykke påskrevet. Jeg blandede brikkerne og så skulle datteren svare lige så hurtigt, som jeg vendte dem. Når vi så havde siddet i lang tid og en gangetabel var lykkedes, var vi begge stolte indtil næste dag, hvor gangetabellen på magisk vis var fløjet ud af hjernen og hyggede sig andetsteds.

Forleden dag faldt jeg over en hjemmeside med små sjove spil med fokus på dansk og matematik, den er vist beregnet til skolebrug, men jeg har moret mig med gangetabeller. Hold da op, jeg fandt ud af, at jeg var rusten i nogle af tabellerne, så nu fik jeg mig lidt hjernegymnastik.

Samtidig med matematikøvelserne dengang i tidernes morgen havde vi gang i et læseprojekt for sønnens vedkommende, ordene manglede ikke i hans hjerne, der var fantasi for en hel børnehave i følge hans børnehavepædagoger, men hvad hjælper det, når læsehastigheden skulle øges. Så der blev kæmpet i det lille hjem, og indimellem blev vi enige om at lade to og to være fem og så lege i stedet for. Og der er i den grad blevet leget på gården, der er blevet sunget og der er blevet læst utallige historier. Det kunne godt være, at vi ikke kunne regne eller læse hurtigt, men vi kunne hurtigt regne ud, at det var sjovere at lege. Og nogen gange orkede moderen ikke være den, der evig og altid skulle have fokus på lektier og lektier og lektier.

I dag lader jeg to og to være fem, jeg er træt, min hjerne kører på overarbejde med arbejdsrelaterede emner. Men den får ikke lov til at bestemme, jeg holder fri og vil nyde at vække min skønne søn lige om lidt og varme mig ved tanken om, at næste weekend skal vi fejre hans fødselsdag herhjemme sammen med storesøsteren og svigersønnen. Det bliver så godt. God pinsemandag til dig.

P1030013P1030017

lørdag, maj 23, 2015

En by ved vandet

Som tidligere beskrevet ligger Glasgow ved floden Clyde, den skærer sig gennem byen og dermed er der utallige broer over floden. Hver gang jeg er på konference, kommer jeg til et punkt, hvor jeg ikke kan rumme mere. Hvor det at lytte til engelsk med tusinde accenter og om emner på højt nivau gør, at min hjerne på et tidspunkt ikke kan indtage mere. Sådan gik det også lørdag på konferencen efter en hektisk fredag. Jeg havde for første gang deltaget i frokostsymposier, hvor det er firmaer, der havde inviteret foredragsholdere til at holde oplæg om emner, som selvfølgeligt relaterer sig til det produkt, firmaet interesserer sig for. Ikke om deres produkt specielt, men om den forskning der har været om eksempelvis nye antikoagulationsprodukter (stærk blodfortyndende medicin) Før hen var der kun et produkt, nu er der kommer tre andre produkter på banen, og selvfølgelig er der lavet megen forskning i dette, for at lægemidlerne kunne blive godkendt. Vi hørte også om de sidste resultater inden for det område, der hedder trombektomi, det vil sige at man fjerner blodproppen med udstyr, der ligner en proptrækker/sug. For nogle år siden viste forskning, at det ikke havde en effekt, så udviklede man nyt grej, og de næste studier viste rigtig god effekt af det grej, så nu venter vi på, at den behandling bliver godkendt til standardbehandling.

Lørdag middag måtte jeg sige fra, jeg havde brug for den frokostpause uden påfyldning af ny viden, så vi satte os uden for kongrescenteret og nød det gode vejr og den lille taske med mad og vand, som man fik hver dag. Vi besluttede os til, at vi om aftenen ville gå ind til centrum af den gamle bydel og finde en restaurant. Vi tog turen langs floden.

P1020838

Togstationen så gammel og spændende ud udefra, så vi måtte lige ind og se på den. Tjek lige det skønne ur i loftet.

P1020839

Der var mange mennesker ude på gaden, der var musik og dans på gågaden og de gamle huse dannede en smuk ramme om det hele. Jeg kan godt lide, når firmaer har respekt for det hus, de bor i og ikke overplastrer det med reklamer og logoer.

P1020841

På pladsen foran rådhuset var der et monument, som jeg aldrig fandt ud af, hvad det ærede, for det var helt og aldeles overfyldt med blomster og lys til ære for den unge kvinde, der var forsvundet kort før og som var blevet fundet myrdet.

P1020842

Tit og ofte, når jeg er på ferie, er det mig, der skal bestemme hvor vi skal spise. Her lod jeg mine unge medrejsende bestemme. De bestemte også, hvad jeg skulle spise, og det blev en lækker menu på en spansk restaurant med gode vine og god stemning.

P1020843P1020844P1020845

Vi nød at slappe af, vi nød at snakke sammen. Til hverdag arbejder vi godt nok sammen, men de tværfaglige snakke er der ikke tid til at tage, så det at sidde med en udviklingsterapeut med høj faglig viden inden for terapeuters område sammen med en sygeplejekollega, som har høj faglig viden om trombolyse, medicin og sygepleje, det var ganske enkelt berigende.

Solen skinner udenfor, jeg overvejer, om jeg kan nå en time i haven. Jeg har lovet at stå standby, så jeg måske allerede skal på arbejde klokken 13. Det er jo karnevalstid i Aalborg, så det har ikke været muligt at få vikarer eller egne folk på arbejde, i stedet for har to af vore dygtige elever sagt ja til at arbejde i dag som vikarer, men der er meget, de ikke må, derfor har sygeplejerskerne en livline i to aftenkolleger, som vil træde til, hvis der er behov for det. Må du have en livline, hvis der bliver brug for det og må solen skinne på dig. God pinselørdag.

fredag, maj 22, 2015

Genkendelighed eller uforudsigelighed

Nogle trives med, at hverdagens rytme nogenlunde følger samme melodi hver dag. Andre trives med, at dagen, de går i møde, spiller helt andre takter end dagen i går. Overordnet er det samme genre, men om melodien bliver vild og voldsom, hurtig og hjertebankende eller har langsommere rytme med tid til at fordybe sig i enkelte passager, det vides ikke, før man hører musikken. Sådan er det på mit arbejde, selv om den hurtige, vilde og indimellem ustyrlige musikgenre er ved at være hverdagskosten. Især når man skal i weekendvagt, da har man en forventning om, at der ikke bliver tid til meget andet end at følge rytmen og spille sit instrument det bedste, man kan, så kan man puste ud, når man kører hjemad, og tænke musikkens forløb igennem.

Jeg trives med uforudsigelige dage, jeg trives med ikke at have en femdages arbejdsuge, jeg trives med ikke at vide måneder i forvejen, hvilke dage jeg har fri. Andre af mine kolleger er med til selv at lave et arbejdsrul, så de ved nøjagtig, hvornår de har fri på hvilke hverdage. Midt i uforudsigelig arbejdsdag har de brug for at have styr og kontrol over fridagene. For mig er det nok at kende mine arbejdsweekender, reelt set kunne jeg selv lægge min plan nu i og med, at min stilling indebærer, at jeg til hverdag ikke er med i plejen men er det hver fjerde weekend og da som udgangspunkt i aftenvagt. Men det gider jeg ikke, jeg synes jo, det er spændende at se, hvornår de har sat mig til hverdagsfridage, som jeg har flere af, da jeg ikke arbejder fuldtids.  Denne weekend er arbejdsweekend, og jeg gør mig klar mentalt til hårde og spændende arbejdsdage, jeg planlægger ikke noget udover arbejde, jeg lader dagen i dag starte langsomt med et frisørbesøg og en gåtur. Nyt hår og frisk luft, så er jeg klar. Håber du også er klar til din weekend. Må solen skinne herligt på dig og dine.

Billedet viser den gamle lungeklinik, dengang hvor behandlingen bestod af frisk luft. Når jeg går forbi bygningen, tænker jeg på hvide senge fyldt med patienter og sygeplejersker, som ydede pleje og omsorg.

20150515_120035

torsdag, maj 21, 2015

Havde mænd gjort det?

Julia Lahme har en blogføljeton med interview med kvinder, som bliver spurgt om ” hvorfor mange danske kvinder ikke tager, eller får lov at tage, førersædet i deres karriere og liv”. I den anledning kom jeg igen til at tænke på den bog, der for nogle år siden udkom med masser af god faglig viden om apopleksi. Bogen er blevet til på initiativ af fire kvinder, fire kvinder, som alle befinder sig i den danske faglige apopleksiverden. De har været med til at redigere og udgive bogen og de har også selv været bidragsydere til kapitler i bogen. Det, der er unikt, synes jeg, er at der er et utal af forfattere (68 i alt) til bogens mange emner. Et kapitel har typisk 2 – 4 forfattere. Min fornemmelse er, at de fire kvinder har formået at få nærmest alle indenfor apopleksiverdenens parnas til at bidrage. Og jeg har tit tænkt, at jeg tror faktisk ikke, at mænd ville have gjort det samme. Der er i hvert fald ikke nogen af de mange erfarne mænd, der har tænkt på, at der manglede en bog om emnet, eller har taget initiativ til dette. Min fordom er, at de har haft travlt med at promovere sig, få skrevet videnskabelige artikler etc. Det har de fire kvinder også, men de har altså også fundet overskud til at være initiativtagere til en rigtig god bog. Det sætter jeg stor pris på.

 Billedet har ikke noget med teksten at gøre, bortset fra at blade indgår i mariehøns' liv og man bladrer i bøger, og så fordi jeg på denne computer ikke har billeder liggende, så jeg måtte genbruge bloggens billedarkiv :-) God torsdag til dig.






onsdag, maj 20, 2015

Træthed og træthed

Da jeg startede på apopleksiafsnittet, hørte jeg ikke så meget om trætheden, efterhånden blev den dog beskrevet mere og mere. For noge patienter er det det mest altoverskyggende handicap ved apopleksien. Den hindrer dem i sociale sammenkomster, den hindrer dem i at kunne holde opmærksomheden og koncentration, så informationer kan lagres i hukommelsen, den hindrer dem i at kunne håndtere flere ting/emner på en gang og dermed hindrer dem måske i at vende tilbage til deres arbejde. Måske står den så tydeligt frem i disse år, hvor trombolysebehandlingen gør, at en del bliver udskrevet med meget få eller ingen følger efter apopleksien - lige indtil de kommer hjem, så banker trætheden på. Det er ikke en træthed som den jeg føler lige nu, hvor jeg kunne sove 80 minutter i timen pga kun 2,5 timers søvn i nat og en arbejdsdag efterfølgende. Det er en træthed, som kaldes i mangel af bedre ord for hjernetræthed. På engelsk og i fagsprog kaldes den fatigue Den er udmarvende, den kræver hensyntagen og hvile, og for nogle går den hen og bliver en langvarig følgesvend.

Sidste år i maj

tirsdag, maj 19, 2015

Lyde, dufte, ord, følelser

Vores hjerne er en finurlig størrelse, den lagrer oplevelser, ikke et bestemt sted, men ved hjælp af  forskellige områder i hjernen. Derfor er det også forskellige ting, der udløser minder hos dig og mig. Jeg er ikke særlig påvirkelig af dufte og lyde, men ord /fortællinger kan sætte gang i minder.  Det er dog ikke kun ord, situationer som rummer lidt af det hele kan også fremkalde minder. Situationer så som en tur ud til postkassen, hvor solen og vinden kærtegner mig på en særlig måde, og hvor fugle og traktorlyde forenes med følesansen, det kan fremkalde minder om sommerdage langt tilbage. Eller det at sidde ved et frokostbord på terrassen med æg og tomater, så er jeg tilbage i barndommens ferier i vores sommerhus.

I dag fremkaldte Bettys fine fortælling om hendes barnebarn, der planter en rawplug rawlplug i jorden, en tegning i min hjerne. En illustration af en historie fra, tror jeg, Barndomslandet, en serie bøger med masser af fortællinger fra hele verdenen for børn. Det er en sort-hvid tegning af en dukke, der gror op af jorden og som bliver til et menneskebarn. Jeg har tjekket de to bind af Barndomslandet, som jeg fik med mig (til mine to børn) fra mine forældres hus, der er den ikke i. Måske skulle jeg få min søskende til at tjekke deres bind, for jeg er så sikker, som man nu kan blive, når det er minder, det drejer sig om.

Udenfor skinner solen lige nu, regnen der kom i aftes vandede jorden rigeligt, så den sidste mark, der skal sættes med kartofler, må nok vente lidt endnu. Også fordi eleven får lov til at gøre det, så jorden skal være god at køre på. Med de traktorer vi har nu til dags, er der nok ingen fare for, at der sker det samme for ham som for en anden elev. Han var vores første elev, så det går mange år tilbage i tiden, børnene var 5-6 år. Eleven fik lov til at så korn, han var dygtig, rigtig dygtig og er siden også selv blevet selvstændig landmand, men han kunne ikke køre lige med en traktor. Så rækkerne med korn var sat skævt. Det sås tydeligt, da kornet var kommet op og stod i rækker. Landmanden havde besøg af en konsulent, marken var lige over for gården, det var som sagt i de første år, vi havde gården, så der var inge høje træer eller buske, der skærmede synet for den skæve mark. Landmanden sagde til konsulenten, hvad synes du om sådan en mark, hvortil konsulenten tørt svarede, jeg vil mene, det nærmer sig hærværk. At køre lige handler om opmærksomhed, koncentration og at kunne gøre flere ting på en gang, jeg tror den nyforelskede elev havde travlt med mange ting i sit hoved. Dengang kunne man ikke blive forstyrret af mobiltelefoner, som kan så meget andet end at telefonere, men tankerne og mindet om det sidste kys kunne nok få en ung elev til at glemme fokus.

Håber din tirsdag må blive en dag, der føjer gode minder til hukommelsen. God tirsdag til dig.

20150516_173344

20150516_173448

mandag, maj 18, 2015

Volapyksprog

Min arbejdsplads skifter rundt i huset. I og med at jeg er på min arbejdsplatform fra sygehuset, så kan jeg tilgå den fra alle tre computere i huset. Jeg er nem at glæde, så jeg smiler hver gang, at min mobil sender mig et kodeord, jeg skal taste ind for at komme på. Det er på den ene side volapyk og på den anden side kunne jeg godt finde mening i de små ord. Så jeg morer mig med at finde forslag til, hvor ordene kan bruges.

P1030012

Min hjerne gør ondt, mine øjne gør ondt og tvivlede jeg før på, om jeg skal have nye briller (er kun gået lidt op i styrke) ja så tvivler jeg ikke mere. Al den læsning af engelske artikler på papir og på computer udløser konstant trætte øjne, hovedpine og følelsen af, at mine øjne bruger alle muskler (og hvad det nu ellers hedder, når der stilles skarpt) for at justere for den manglende styrke i brillerne. Der holdes pause lige nu, en god lang en af slagsen, og jeg NYDER min te. Siden i lørdags har jeg ikke haft mere grøn og hvid te, ja der er kun en at skyde skylden på, for der er kun en her i huset, der handler ind. Pyt indkøbsansvarlige nyder nu en kop grøn te med blåbær, og den smager himmelsk efter to dage kun med sort te med lemon (som jeg normalt også elsker, dog blot som en kop eller to i løbet af dagen). Mine fødder nyder også et overstået besøg hos fodterapeuten, de er nu klar til sommerens sandalbrug. Inden jeg dykker ned i den svære kunst at beskrive på to sider nøjagtig hvad det er, jeg undrer mig over, hvad jeg ved om emnet og hvad jeg synes, der mangler og hvorfor jeg synes, det er værd at undersøge, snupper jeg lige en kop te mere sammen med en runde eller to på mine grydelapper.

P1030010