lørdag, maj 28, 2016

Lørdagsnydning

Så kom alle kartoflerne i jorden. De sidste blev lagt, mens jeg kørte ned til min far. Efter i lang tid at have haft folk på eftermiddagskost og indimellem til aftensmad, er det helt skønt, at vi kun har været os to på gården i dag.

P1040319P1040321

Min far og jeg hyggede os med is fra MacDonald og pæretærte fra bageren. Min far så træt ud, reagerede ikke rigtig på noget, men da han fik is og tærte, nød han det meget. Bagefter hyggede vi os med barbering, massage af hårbund, tandbørstning og sluttede af med god fed creme, som blev masseret ind i ansigtshuden og på armene. Min far nød det og kvikkede op, og jeg lod mig så inspirere af min søster, så vi dansede bagefter til Glen Millers musik. Det blev nu mest til, at armene blev motioneret, men det gjorde at den spænding, der var i dem, løsnedes og min far fik armene strakt ud. Så var vi klar til en tur rundt i plejehjemmets have, og den gør mig glad hver gang, for der bliver gjort meget for at skaffe adgang til hjernens minder. Campingvognen har fået sat forteltet op, så man kan tage sig en kaffetår inde i teltet. Hønsene lever midt i haven og glasfiberkøerne er kommet på græs. Lederen af hjemmet har fortalt, at for mange af dem, der har været landmænd eller koner, giver det en ro at se ud på køerne. Blomsterengen, som var nyt påhit sidste år, er også i gang med at blomstre. På min fars gang er der kun en af de ni beboere tilbage, fra dengang min far flyttede ind. En ny kvindelig beboer er flyttet ind, og igen i dag nød jeg at se den tilgang personalet har. Der er ro, respekt og et ønske om at lære den enkelte at kende. For det er hårdt, når man er flyttet og ikke kan finde mening i tingene. Mange, som min far, klarede sig forbavsende godt hjemme, fordi det var kendte omgivelser. Når den støtte forsvinder, bliver det tydeligt, hvor ramt den enkelte er. Min far havde svært ved at falde til, ikke om dagen, for han er meget social og omsorgsfuld, men han sov nærmest ikke de første fire måneder. Og kan jeg blive rundtosset af manglende søvn, så kan et menneske med Alzheimers sygdom da slet ikke undvære søvnen. Skulle jeg gøre den tid om igen, så havde jeg sovet hos min far de første dage, indtil han var kommet ind i en rytme. Det tænkte jeg ikke på den gang, men det tror jeg faktisk kunne have hjulpet ham.

P1040322P1040323

Nu vil jeg hjælpe mig selv til en god nats søvn og gå en lille tur inden aftenteen. Håber din lørdag har været god mod dig.

fredag, maj 27, 2016

En dejlig dag

Advent Søren004

Dagene flyver af sted, indimellem føler jeg, at ugens start tager tilløb og laver et syvspring, hvorefter den lander på søndag. Og alligevel kan jeg, hvis jeg ser tilbage, godt fylde substans i ugen. Et helt liv kan føles så kort og så alligevel så langt. Da jeg blev 29, var jeg lige blevet mor, og da jeg blev 30, stod jeg foran at skulle være mor igen to måneder efter. Det var et år, hvor der skete noget nærmest hver dag. I dag bliver min yngste, min søn, 29 år. Jeg sendte et elektronisk fødselsdagskort til ham i morges, fordi jeg ikke kunne synge fødselsdagssang for ham i telefonen. Vi blev enige om, at klokken seks var for tidligt, når han havde haft gæster i går aftes. Teksten på kortet var, vi er så glade for, at du kom ind i vores liv. Og det er vi, kære søn. Du har valgt at starte et nyt kapitel i dit liv med helt ubeskrevne sider. 1. maj stoppede du som lærer, den hverdagsrealitet, du kom ind i, med børn med svære udfordringer og skoler med få ressourcer til at løse/hjælpe med dette gjorde, at du tog konsekvensen af en manglende arbejdsglæde. Du har valgt at leve af din opsparing og ikke melde dig ledig, det beundrer jeg dig for. Jeg håber dog, at du snart finder et spor i livet, du kan gå på. Og så glæder jeg mig til vores mor-søn dag i næste uge.

Hjertelig tillykke med din fødselsdag

PS og hvis nogen af mine læsere kender til spændende og anderledes ting, man kan se på en torsdag aften og en hel fredag i hovedstaden, så er min søn og jeg på jagt efter gode oplevelser.

juli 88014

torsdag, maj 26, 2016

Sådan kan man jo selvfølgelig også gøre det!

Jeg har været så stolt, jeg har nydt hver eneste gang, jeg satte mig i stolen, jeg har glædet mig til, jeg skulle arbejde flere timer der, kort og godt mit ryddelige kontor har været en sand fornøjelse. Og jeg har husket at rose mig selv for indsatsen indtil i aften, hvor jeg havde slukket min mobil i irritation over, at jeg ikke kunne få mobildata til at virke med den nye teleudbyder i håb om at det kunne hjælpe! Jeg havde bare glemt at ændre min PINkode til en selvvalgt, og da jeg kom hjem (var ude at gå, da den resolutte handling fandt sted)  huskede jeg så, at jeg havde smidt kuverten med pinkoden ud i min iver for at være resolut i min oprydning. Så jeg havde nu en slukket mobil.

Inde på teleudbyerens hjemmeside fandt jeg heldigvis råd og vejledning, jeg skulle bare logge mig ind med mit telefonnummer og så kunne jeg læse min PUKkode der. Glæden varede dog kort, da der stod, at en adgangskode var sendt til min mobil (som jo var slukket) Heldigvis blev landmanden færdig med dagens arbejde og kom ind og tænkte konstruktive tanker. Vores mobiler var under samme abonnement, så måske kunne han logge sig ind. Voila et stykke PUKkode og fruen er forbundet med omverdenen igen.

P1040316

P1040302

P1040311

onsdag, maj 25, 2016

De var der altså og noget om et hammerslag

Jeg havde de bedste intentioner, men så snart jeg var på vej hjem, føltes det som om en hammer hårdt og pludseligt slog til. Jeg kæmpede med trætheden resten af vejen hjem, og selv om jeg herhjemme fik te og knækbrød, hjalp det ikke. Bedre gjorde det så ikke, at jeg skulle køre landmanden op efter en sprøjte og traktor. Faktisk var det lige ved siden af LOOP, og jeg havde jo lovet mig selv … Sådan gik det ikke, jeg var bange for, at jeg ville falde af crosstraineren, mens jeg varmede op. Så jeg slappede af på vej ud, hvor landmanden kørte, og på vej hjem kom der musik på, som der blev skrålet løs til. Indtil jeg fangede noget majestætisk ud af det ene vindue. fluks blev bilen vendt og vinduet rullet ned, men med mobilkamera og ikke særlig god zoomfunktion, må du bare tro mig på mit ord. Jeg så to smukke traner spankulere rundt på kornmarken. De gad bare ikke at blive kigget på, så de lettede uden et farvel.

DSC_1495

DSC_1495

DSC_1496DSC_1497

tirsdag, maj 24, 2016

ARRRGH

hold nu op hvor er det hovedpinefremkaldende!

P1040301

Ro på, hvad sker der, spørger du måske? Jeg er ved at transskribere mit første interview i vores projekt. Den dag, interviewet var færdig, var jeg helt høj, jeg syntes, det var gået godt. Jeg syntes, jeg havde været lyttende og åben, havde givet patienten tid til at fortælle osv. Nu kan jeg høre, at jeg hele tiden siger ja og nøjagtig og hmm (mens jeg nikker, det kan jeg selvfølgelig ikke høre, men det ved jeg), og det forstyrrer min lytning af det sagte. Derudover siger jeg faktisk også meget, jeg ved, at det var fordi, jeg gerne ville have patienten til at uddybe sine synspunkter, men hold nu op som jeg ikke orker at høre mig selv spørge og spørge. Sådan var oplevelsen slet ikke den dag. Jeg følte dengang, at patienten stoppede op og med sit blik sagde, nu er det din tur, men det kan jeg jo ikke høre, nu hvor jeg lytter. Der er i den grad plads til forbedring. Da jeg sidste gang interviewede, var det et fokusgruppeinterview, og der gik snakken helt af sig selv mellem deltagerne. Jeg havde få indledende og uddybende spørgsmål. Nå men jeg huske mig selv på, at havde jeg været min egen kollega, ville jeg klappe mig selv på skulderen og sige, du gjorde det godt nok, Lene. Næste gang gør du det bedre netop pga dette interview.

P1040305

Jeg laver overspringshandlinger, også fordi dette egentlig er min fridag, som jeg i samråd med min ledelse har lavet om til hjemmearbejdsdag, så jeg kan nå at få transskriberet interviewet. Landmændene håber på tørvejr de næste dage, så vi kan melde alle kartofler i jorden, når weekenden kommer. Så der skal handles ind og smøres madpakker, og sjovt nok er tøjvask, postkassetømning, tjek af kontor langt mere spændende end den computer med høretelefoner, bare fordi jeg er et snakkehoved, et venligt og lyttende snakkehoved. God tirsdag til dig.

P1040306

mandag, maj 23, 2016

Hjernefyld

  • Gad vide om det er til at finde en p-plads i Aalborg sådan en mandag formiddag?
  • Hvad nu hvis screeningen faktisk viser noget? Det er så den bekymring, modstander af folkescreeninger bruger sammen med de falske positive svar til at argumentere for at stoppe. Jeg vil hellere leve med det og så forhåbentlig blive fanget i tide, til at man kan gøre noget ved en brystkræft, en livmoderhalskræft eller tarmkræft. Mon jeg ville deltage hvis der var screening for Alzheimers? Her har man jo ikke en behandlingsmulighed, så ville det ikke bare give daglig bekymring i mange år?
  • Jeg forstår godt, at det er svært, når vi har screenet en patient til at være i risiko for at fejlsynke og dermed være i fare for en lungebetændelse. Det er svært for patienten at forstå, også fordi blodproppen eller blødningen i hjernen kan have påvirket evnen til at forstå og erkende problemet. Jeg forstår også pårørendes undren; hun fik jo saft i modtagelsen, det gik da meget fint. Ja, men de er ikke specialisterne, det er vi, og fordi det er gået godt en eller to gange, så er det ikke sikkert at det går godt tredje gang. Vi hylder princippet better safe than sorry i det her, også fordi vi ved at langt de fleste ikke har problemer med spise/synkefunktionen 3 måneder efter. Det er i det akutte forløb, at problemet for de fleste eksisterer. Hvad jeg ikke forstår, er pårørende, som er inde for faget og som selv påpeger, at de har forstand på det her, som så alligevel giver deres kære noget at drikke. Jeg er helt med på, at det er svært i en familierelation at skulle sige nej, når ens kære tigger og beder om noget at drikke. Jeg prøver at anvise måder at fugte munden på, som de kan gøre. Og alligevel sker det af og til, at vi observerer, når vi er gået ud af stuen, at patienten får noget at drikke og hoster efterfølgende.
  • Hvor er jeg glad for mine to fridage efter aftenvagtweekend, jeg bruger meget tid de dage på arbejdsrelateret arbejde, mest noter til mig selv eller opfølgning via telefon med dem, der passer patienterne i dag. Jeg er god til at diskutere med mig selv, så det kun er det absolut nødvendige, jeg ringer om. Om mine kolleger er enige, ved jeg ikke, men det er faktisk også ligegyldigt, for det giver mig ro til at finde tilbage til dagvagtrytmen.
  • Mon der er medarbejdere til aftensmad i dag? Mon der er medarbejdere, der skal have eftermiddagsmadpakke i dag? Landmanden drak heldigvis formiddagste med mig i dag, så ingen til aftensmad og formentlig heller ikke nogen til eftermiddagsmad. Men planerne kan hurtigt ændres, så jeg har en plan B, når jeg kommer hjem fra fysioterapeuten, efter jeg har været til screening. Der er boller og hakket kød i fryseren, begge dele kan hurtigt tøs op.
  • Ikke flere tanker, de må tages i bilen på vej til Aalborg. Jeg elsker min bil og den oase af tid/fred, den giver. Nu skal håret sættes, lige nu svinger jeg mellem at være tilfreds og utilfreds med mit hår. Og en kollegas kommentar i går gav mig ret. Hvis ikke jeg bruger noget pulver, som stiver toppen af håret, ja så falder det sammen og min kollega kunne klart se forskel på to aftenvagthårdage. Hun troede så bare, at det skyldtes, jeg havde midterskilning den ene dag, jeg har ikke haft midterskilning siden mine unge dage med langt hår.
  • God mandag til dig

DSC_1474P1040290

lørdag, maj 21, 2016

En dejlig dag og en god bog

Fredagen strøg af sted, indlægget her blev egentlig skrevet i går, men så skulle jeg det ene og så det andet og pludselig var det tid til aftenvagt, så det måtte vente på at blive finjusteret til i dag.

Jeg havde en dejlig dag i torsdags sammen med Laura, vi kom vidt omkring, og det var berigende at snakke med en kvinde, tyve år yngre end mig, men med så megen visdom, så jeg havde mange tanker med på min gåtur om aftenen. Bogen At være dødelig havde ligget længe og ventet på mig, den blev fundet frem og fortsatte et af de emner vi talte om. Laura er læge, i et andet speciale end mig, men på samme sygehus, og det er altid godt og inspirerende at tale med andre faggrupper. En ny vinkel på faglige problemstillinger giver ny indsigt. Et af emnerne vi var omkring var døden og livet. Og det handler bogen også om. Min leder fik den som gave efter hendes indlæg på sygeplejesymposiet, og jeg har fået lov til at læse den først. Forordet er af den tidligere formand for Etisk Råd og filosof Jakob Birkler. Og som han skriver:” Vi skal alle dø. Vi ved bare ikke hvornår. Døden er der altid som en evig kulisse på livets scene… Vi glemmer, at dødens vigtigste budskab ikke er at udskyde det uafvendelige, men at leve mens vi kan.”

Atul Gawande er amerikansk kirurg, en dygtig en af slagsen, han redder liv, han er handlekraftig, han udstikker valgmuligheder, som patienterne skal forholde sig til. Undervejs i sit liv møder han alderdommen, ser hvordan den sidste tid ofte ikke bliver, som den ældre havde ønsket sig, samfundet og familien har mere fokus på at gøre livet trygt og sikkert for den gamle end at lytte til, hvad den gamle ønsker af sit liv, hvad der giver mening for den enkelte. Bogen er en grube af visdom, det er personlige fortællinger om Gawandes egen fars sidste år og patientfortællinger. AG er meget ærlig og ser pludselig sig selv i lyset af den viden og indsigt, han får undervejs. Han lærer meget fra geriatere (dem, der er specialister i alderdom) og palliationseksperter (dem der er eksperter i lindrende behandling). F.eks. beskriver han en konsultation, hvor han undrer sig over, at geriateren ikke tager fat på emner så som mulige metastaser og andre symptomer, som patienter, en gammel kone, har beskrevet, men derimod spørger ind til, hvordan hun klarer sig derhjemme, hvem der har klippet hendes fingernegle osv. Til sidste beder han om at se patientens fødder, det er hun ikke så meget for, og så finder han jo, at hvor alt andet er velholdt, klaret af den gamle kvinde selv, så er fødderne hævet, der er tørre skorper under foden, neglene er ikke klippet. Ganske enkelt fordi kvinden ikke kan nå ned til sine fødder. Hvorfor er det vigtigt? Jo faldulykker er en af de faktorer, der truer ældre menneskers evne til at kunne klare sig selv og blive i eget hjem, som de fleste ønsker. Så med fødder, der ikke er gode at træde på, måske gør lidt ondt eller hvor man måske har mistet følesansen, så har man sværere ved at mærke underlaget. Vores fødder giver os faktisk mange informationer om vores stilling og er altafgørende for vores balance.

Senere i bogen beskriver AG, hvordan han begynder at tage de svære samtaler med patienter, dem der er fyldt med kræftknuder, dem hvor første og anden behandling af kemokure ikke virker, dem hvor alle, både læger, pårørende og patienten, ønsker handling, mere behandling om det er operation eller medicin. Og hvor han selv nogen gange tænker, hvorfor gør vi det her? Vi ved jo godt, at det giver en stakket tid, og skal den tid, der er tilbage, bruges sådan her? Med indlæggelser, måske smerter og andre bivirkninger. Men ingen tør tage den snak, eller rettere sagt, når læger gør det, forfalder de igen nemt til fakta. De vil gerne være Dr. Informativ. ”Men det er meningen bag fakta, som folk i virkeligheden søger, mere end selve fakta. Den bedste måde at forklare noget på er ved at videregive den forståelse, man selv har af fakta”. Det er det råd AG får, så han starter med en sætning, han har lært af en palliativspecialist: jeg er bekymret og så fortsætter han med det, han bekymrer sig om. Patienten efterspørger så information, og så bruger AG igen en sætning, han har lært: hvad vil du gerne vide. Strategien er spørg, fortæl, spørg. Spørg om hvad vedkommende vil høre, svar på det og spørg så hvordan vedkommende forstår det sagte. Gennem den samtale når patienten frem til en erkendelse af, at livet ikke varer evigt og hvad vil hun bruge sin sidste tid på. Hele vejen gennem forløbet ændrer perspektivet sig, det vigtigste er, at patienten får defineret, hvordan vil jeg leve mit liv. En patient fortæller sin hustru og læge, at når blot han kan spise og se fjernsyn, så betyder det at kunne gå eller at kunne være aktiv ikke så meget. Det kommer bag på lægen, fordi det er en meget intelligent mand, så han havde forestillet sig, at det liv ønskede patienten ikke. Det hjælper pårørende i beslutningen, da patienten bliver dårlig, han får behandling. En anden patient ønsker at være sammen med sit lille barn og familie, så selv om hendes mor ønsker anderledes, så står læge og ægtefælle stærkere i beslutningen om at stoppe behandlingen og få patienten hjem. AGs far har det modsat, han vil hellere risikere at dø under en operation end ikke at kunne gå, så da han bliver dårligere pga en kæmpestor svulst på rygmarven, ja så hjælper det familien til at træffe en beslutning. Uden den samtale havde AG valgt ingen operation.

Og mange af de patienter, der kommer hjem, tager mod tilbud om at få hospice/palliatitionssygeplejersker tilknyttet. Og de gør jo det, jeg i forvejen ved, at de kan. Ved at fokusere på livskvalitet, medicinsk at lindre smerter og andet ubehag, så får patienterne overskud og energi til at leve den sidste tid med familier, at få sagt ordentligt farvel, også selv om det betyder en periode til sidst, hvor patienten mister bevidstheden og døden trækker i langdrag. Der kommer kvalitet i livets afslutning.

Bogen handler meget om plejehjem, beskyttede boliger og andre måde at leve sin alderdom på. Den er et godt vidnesbyrd om, hvordan vi hele tiden gennem lægebehandling og folkeforebyggelse har sikret, at vi bliver ældre. Vi har blot glemt at tage med i betragtningen, at en dag begynder kroppen at lukke ned, og hvordan lever jeg så mit liv, hvad er det, der på det tidspunkt betyder noget. Det er en meget letlæst bog, men med masser af viden om f.eks. undersøgelser af, hvordan vi ændre perspektiv, når vi tror, vi har en afmålt tid tilbage. Her fokuserer vi på det nære, familien, livskvaliteten i hverdagen uanset alder.

Det blev en lang smøre, og jeg har stadig så mange ord inden i mig, de får vente, for lørdagen tegner til at blive lige så travl både herhjemme og på arbejde. Ha en god lørdag.

DSC_1450