torsdag, august 17, 2017

Øh jeg ved det var sjovt eller spændende eller …

Jeg har masser af indlæg i hovedet, men tiden til at sætte mig ned og skrive finder jeg ikke. I stedet vælger jeg tit at slappe af i sofaen.

Livet i punktform:

  • Landbruget mangler ikke vand, overhovedet ikke. Nu må det gerne slå om til mange dages tørvejr.  Det er vejrudsigten så ikke enig med mig i.
  • Ayla trives og er ganske sin egen, sådan som også Istvan var. Hun må dog gerne vænne sig af med at bruge mine hænder som bidering.
  • Jeg er vild med, at jeg stadig synes, at sygepleje er spændende. I to dage har jeg haft vores sygeplejelærer med, og det var så interessant at være en del af hendes refleksioner om livet på et akut afsnit.
  • Jeg var også vild med morgenstunden, som belønnede mig med sol og morgendis.

DSC_4399DSC_4401

lørdag, august 12, 2017

Godnatbillede

Egentlig havde jeg lyst til at skrive et helt andet indlæg om min arbejdsdag, men jeg har haft travlt i aften med at oversætte noget af brudens fars tale til engelsk (hold nu op hvor er det svært at omsætte en vendelbos lune humor til engelsk, godt han har masser af charme og glimt i øjet, når talen skal holdes)

I stedet for får I et billede af den charmerende mands hund, som er så dygtig (bortset fra når jeg kommer forbi, så skal Ayla nemlig altid hoppe op og byde mig velkommen => spor af hundepoter på mit tøj). Men tilbage til den dygtige hund. Hun kan stå stand for fasaner, hun kan apportere emner, der er smidt ind bag hækken og dermed er usynlige for hende. Og i aften apporterede hun også i vand. Så det var en stolt hundeejer, der kom hjem med Ayla.

Og lige nu har den dygtige hund formået at stå op på bagbenene, skubbe til posen med tyggeben, som stod inderst på bryggersbordet, så den væltede og derefter er den taget med ned i hundekurven. Det kaldes vist høflig selvbetjening, og hun hyggede sig rigtigt. Det var dumt af hende at smaske højlydt, det var den lyd, der gjorde mig mistænksom. Nu er posen stillet op på en hylde.

God nat herfra, det er sengetid for en træt sygeplejerske, roen er over på afsnittet.


torsdag, august 10, 2017

Op i tempo

De sidste måneder har jeg forsøgt at holde fast i at tage trappen på arbejde. Det betyder 5 etager op, mindst to gange om dagen, og det har også betydet, at jeg måtte holde en pause, inden jeg gik ind på afdelingen. Nogen skulle nødigt blive forskrækket over den stønnende og hvæsende lyd, der kom. Jeg har gået til for at få pulsen op, og det lykkedes til fulde.

I forgårs slog det mig pludselig: jeg kan gå direkte ind på afdelingen uden at holde pause. Ja jeg er lidt forpustet, men ikke højlydt og slet ikke som før sommerferien. Det må være de mange gåture i sommerlandet i kuperet terræn, der har har øget min kondition, for LOOP har ligget meget stille og kommer til det i en periode endnu.

Op i tempo bliver også overskriften på denne fridag før weekendens arbejdsdage. Jeg nåede ikke det, jeg ville i går. Til gengæld har landmanden nu en pæn varebil. Min bil kom på værksted i mandags og jeg har fået et skrummel af en kassevogn som erstatning.

I går skulle vi til begravelse, og kassevognen ville vi ikke køre i. Jeg nægtede pure at sætte mig ind i landmandens bil, som bar præg af landbrug, jagt og hund. Så i går fik den en ordentlig omgang oprydning,støvsugning og vask, det er vel det, Ellen kalder for husmormotion. Landmanden og medarbejdere havde travlt med at sortere det første læs kartofler, så vi kunne komme til begravelse. Det var en smuk begravelse med mange, mange mennesker. Landmandens jagtkammerat blev kun 74, samme alder som min mor fik lov at nå. Begge døde af kræft, og hans kone holdt en smuk tale ved kisten, hvor hun blandt andet udtrykte lige nøjagtig min mening. Man taber ikke kampen mod kræft, for den, der dør, er ikke en taber. Kræft er en sygdom, som er lumsk og ikke følger gældende regler. Man kan ikke tale om en kamp, men mere om at man  gerne vil livet og derfor holder ved livet så længe som muligt.

Huset er gjort klar til rengøring, indlægget er snart færdig og om lidt skal jeg til frisør. Jeg håber, at jeg kan nå en gåtur i sommerlandet i eftermiddag, når jeg skal hente de sidste ting hjem til gården. Vi får se. Det kommer an på tempoet og viljen til at nå mine gøremål.

Dagens billeder er fra søndagens kunsttur til to gallerier. Brændestablerne ved Galleri Rødhusgården er vel også en form for kunst, landart måske?

DSC_4373DSC_4374

onsdag, august 09, 2017

Pas på, jeg er farlig

Det måtte jo ske. Der er jo så meget, der er farligt, så hvorfor ikke også mig, mor til to. Vi kender begrebet løvemor, det signalerer jo farlige kræfter, der kan slippes løs. Rejseholdet har åbenbart set det potentielle krimifarlige og lavet et afsnit om sådan en som mig, en mor/moder.

DSC_4369

Søvnen driller i denne tid, jeg tror skiftet fra ferie til arbejde, skiftet fra sommerhus til gård er en stor del af årsagen og så det, som jeg ikke havde set komme. Jeg husker, da jeg blev gift. Vi havde overnattet på et hotel og kørte hjem til mine forældre næste dag for at hente bryllupsgaverne. Her fik jeg for første gang en knuser af min far, og så kom der sådan en lidt undskyldende kommentar a la nu er du jo rigtigt flyttet hjemmefra, mens han blev bevæget. På det tidspunkt havde jeg ikke boet hjemme 8 år, og jeg havde boet sammen med landmanden i to år.

Jeg kan faktisk godt følge ham lidt. Min datter har ikke boet hjemme i 11 år. Hun har været kærester/forlovet med sin skotte i en del år nu og har boet sammen med ham, når hun ikke boede i sin studielejlighed i Haderslev. Og alligevel sætter det kommende bryllup tanker i gang, tanker om fremtiden for dem, tanker om hvad fremtiden vil byde dem. Hvilket job får hun? Hvor kommer de til at bo, for de er nogle af dem, der vil væk fra hovedstaden?

Og når så jeg er ved tankerne om børn, så dukker sønnen op. Han og hans norske kæreste har planer om at flytte til Norge, nu hvor hun er færdig som sygeplejerske. Lige nu arbejder hun dog som sygeplejerske på et dansk sygehus og han er i praktik i sin drømmebutik og stortrives med det. Jeg glæder mig på deres vegne, jeg tror på fremtiden, men jeg ved jo fra mig selv, at livet ikke bare godt. Det ved de også godt, de har alle prøvet modgang, de er voksne mennesker alle fire, så hvorfor tankerne pludselig manifesterer sig markant og dukker op, når jeg vågner midt nat og ikke kan falde i søvn igen, ved jeg ikke.

Det er det, jeg af og til siger til mine unge kolleger. Med børn kommer der mange glæder, men der bliver også født en bekymring, som er for evig. Den slutter aldrig, den skifter indhold og den bliver anderledes at bære som mor til voksne børn, men den slutter aldrig. Det gør glæden så heldigvis heller ikke.

DSC_4380 “På vej mod lyse tider”

kunstner: Jacob Gadd

Billedet er taget på kunstcenter Lien, hvor landmanden og jeg snuppede en kulturel søndag eftermiddag med kig på Cobramalerier og denne nutidige kunstner.

mandag, august 07, 2017

Det er en tysker og endnu en og endnu en og …

Det var faktisk lidt underligt at køre hjem i lørdags fra grænsehandel. Dels gik det i sneglefart, dels var det en sjældenhed at se en dansk bil, overalt var der tyske biler, motorcykler og autocampers. Bilerne var læsset med cykler eller havde trailer med både i alle størrelser. Faktisk nåede vi helt op til sammenfletningen med motorvejen fra Fyn, før der kom flere danske biler. Indimellem så vi biler fra Holland og Belgien. der var også enkelte svenske og norske biler, formentlig på vej hjem fra ferie. Men det var helt klart store feriedag for nogle af Tysklands delstater, og de ville holde ferie i Danmark. Og her sad jeg med en brugt ferie og fik udlængsel, jeg drømte om bjerge, jeg drømte om storbyferier, jeg drømte om tosomhedsferie. Lidt sol kunne da også være godt, men mest af alt oplevelser, som er anderledes end hverdagen. Og sådan en tur til grænsehandlen er absolut ikke noget, vi gør i. Vores forbrug er alt for lille til, at det kan svare sig, men nu fik jeg den tosomhedsoplevelse, det var slet ikke så ringe endda.

Landmanden undrede sig over den forskel , der var i trafik fra dengang i 70erne og begyndelsen af 80erne, hvor han hver 14. dag kørte til og fra Tyskland, Schweiz, Belgien og Holland med sin makker. Da var der ikke motorveje i Jylland, før man kom langt ned i landet, og der var aldrig den trafik på hovedvejen, som der er i dag på motorvejen. Landmanden var tømrer og satte Høm huse op i udlandet.

Målet for køreturen var at hente bestilte varer, men modsat mig, som bliver helt handlingslammet i sådan en butik og ikke kan finde ud af at købe noget, ja så bragte slikområdet minder om de mange ture over grænsen for landmanden. Så kurven blev hurtigt fyldt op, nu er kunsten så kun at nyde det i afmålte mængder. Det plejer vi ikke at være så gode til, men mit fokus på kost og motion rykker lige så stille ved min form, så jeg har tænkt mig at være standhaftig.

Motion har ikke været daglig foreteelse, siden jeg flyttede hjem, vejen udenfor frister ikke på samme måder som det skønne kuperede landskab i sommerlandet. Til gengæld har jeg bagt kager i store mængder, og landmanden har været min gode samarbejdspartner, når de skulle deles i tre bunde. Han har sågar udviklet sit eget lille værktøj dertil. Nu mangler jeg bare én kage for at være i hus med det.

Seks fridage har jeg haft, det er jo nærmest en lille ferie. Og vanen tro syntes hjernen ikke, at der skulle soves i nat, så jeg skal vist dobbeltjekke opskriften, når jeg skal i gang med kagebagningen.Der er stadig ro på afdelingen, ikke sådan at forstå, at der ikke er travlt, for vi kan sagtens have få patienter, men som er så hårdt ramt, at de har brug for megen sygepleje. Det er så skønt ikke at være presset af overbelægning, så der er tid til sygeplejen. Vi lader alle op og får elimineret hængepartier, så vi er klar, når det vender. For det gør det.

Og så måtte jeg lide det nederlag i dag at finde en, der går hurtigere end mig. Mine kolleger plejer at skulle sætte tempoet op, hvis de vil følges med mig, og det er uanset om der er travlt eller ej. Men i dag på vej ud fra sygehuset, gik en kvinde bag mig op ad trappen. Så snart vi var ude, overhalede hun mig og så kom der tempo på. Jeg forsøgte at følge med, men måtte overgive. Hold nu op, det har jeg faktisk ikke prøvet før. Men pulsen kom da op.

DSC

fredag, august 04, 2017

Flyv op imod himlen og bed om dejligt vejr

Jeg har ikke lige fundet en mariehøne, sangen beder mig om at bevare lidt af barnetroen, men jeg tror nok desværre ikke så meget på, at vejret ændrer sig, selv om jeg fandt en mariehøne. Jeg burde bage, men jeg gør alt muligt andet, jeg er flyttet hjem igen efter fem uger i sommerhuset. Det blev for træls med madpakkeaflevering til gården og kontortjans hver uge, mens jeg kunnne se ukrudtet på gårdspladsen vokse sig stor og mæske sig i regndråberne. Ukrudtet får lov at vokse lidt endnu, for jeg har andre hjemlige gøremål i weekenden. Jeg savner allerede mine gåture på stierne, men sådan er det hvert år. Humøret daler lige lidt, mens jeg finder mig tilrette på gården igen.

DSC_4363 (1)

I går fandt jeg guitaren frem, jeg kedede mig og blev træt af, at jeg enten sad foran en computer, havde en mobil i hånden eller stirrede sanseløst ind i iPadens serieverden. I går aftes var det FDFsangbogen, der holdt for, og jeg blev glad, da jeg kunne mærke, at fingrene godt kunne finde ud af barregreb. Nu mangler jeg så øvelsen i at skifte, så melodien flyder let. I dag fandt jeg en gammel sangbog fra 1975, hold nu op som den bragte minder frem. Minder om lejrbål med min karrybrune sweater, en blød spejderhat på hovedet (den havde været i vand for at få det rigtige slidte look) og slidte cowboybukser, en guitar i hånden og så kunne jeg synge Donna, Donna hele tiden. Gymnasietiden startede i 1973 og så kom der andre sange på spillelisten, blandt andet Monsieur le President. Jeg kan stadig synge den, og guitargrebene er ikke så avanceret som FDFsangbogens sange.

 DSC_4367

Guitaren er ikke den gamle, fra jeg startede med guitarspil som 12 årig, den er gået til. Til sidst blev den brugt af børnene som legeguitar. Da jeg startede som FDFleder,gav landmanden mig en guitar i julegave, og den blev flittigt brugt. Den lyder stadig godt og jeg kunne også huske, hvordan jeg fik den til at stemme. Jeg får helt lyst til at finde den frem nu og spille en sang eller to, håndledet og fingerspidserne kan dog godt mærke, at det er mange år siden, at jeg spillede ugentlig på guitar. Min bror derimod holder det stadig ved lige og spiller også kontrabas i et band som afveksling fra jobbet. Min lillesøster spiller heller ikke mere, men jeg husker den gang, vi som teenagere spillede til gudstjeneste. En ny lærer med kendskab til nye kristne sange havde arrangeret, at børneklubben ved kirken fik lov til at synge. Her mødte jeg første gang Tak Gud for hver en nyfødt morgen. Den, ved jeg, findes i en af min gamle sangbøger, og jeg er stadig vild med den.

DSC_4364

Jeg satser på, at yr.no har ret, og at regnen snart stopper for i dag og holder et par dages pause. Egentlig måtte den gerne holde mange dages pause. Der er vådt derude, vi har fået meget regn, og i næste uge starter kartoffeloptagningen. Vejret er jeg ikke herre over, så det nytter ikke noget at spekulere. Jeg snupper lige en kop te mere.God fredag hos dig.

torsdag, august 03, 2017

Humørskift–vejrskift

Mit humør skifter i dag, lige som vejret skifter. Når det er mørkt udenfor pga. regnen og overskyethed, så trækker mine tanker til den mørke side. Det er der, jeg slår mig på døre og stole og får fingrene i klemme i skuffen. Så jeg varer min mund, for jeg kunne meget nemt blive bidsk og hård i tonen over for landmanden. Og han er jo, som han plejer at være, det er bare mig, der ikke er. Nu har solen fået magt bag skyerne, fordi regnen trækker sig, og så lysner det også inde i mit sind.

DSC_4360

Jeg har regnskabsdag, jeg nørder med bilag, jeg leger detektiv, når nogle mangler, eller vi ikke kan regne ud, hvad en postering på kontoudtoget kan dække. Når jeg selv skal sige det, så er jeg faktisk ret skrap til det her. Men jeg har også mange års træning i det, og jeg valgte at blive oplært af vores farmassistent, da vi gik over til computerprogrammer og jeg selv ville stå for bogføring og kontering. Indtil da sad jeg og skrev kasseark, hed det vist, og så sørgede vores farmassistent for at kontere det de rigtige steder inklusiv dobbelt bogføring ved momsperiodernes afslutning. Jeg kan godt lide det, der er en lille bogholder gemt i mig, som slår sig løs de dage.

DSC_4358

Landmanden kørte til sent i går aftes for at forebygge skimmelsvamp i kartoflerne, så han tager sig en velfortjent middagslur. Medarbejderen har fået fri her til frokost, der er ikke så meget, der skal gøres lige nu. Græsset nåede at blive slået, inden regnen satte ind. Kartoffeloptagningen er ikke gået i gang endnu, de første kartofler er ikke klar til at forlade jorden, de skal først være fast i skindet.

DSC_4359

I går da jeg kom hjem efter indkøb, havde fugletræet fået besøg. Der var et leben af fasaner, som mæskede sig med det, som fuglene havde skubbet ned fra foderbræt og mejsekugleholderne. Fasankyllingerne er nu så store, at de er sluppet ud i en engelsk voliere. Det betyder, at et stort område med beplantning af pil og store træer er hegnet ind, men med så lavt hegn, at de kan flyve over det. De kan også flyve ind igen eller vælge de små sluser, der står rundt omkring. Der er trukket strømførende hegn omkring det hele, så de får fred fra rævene. Nu skal de lære at klare sig selv, og nogle havde så fundet om til græsplænen. Det måtte de ikke, så jeg gik stille og roligt hen mod dem, og så fortrak de sig om til bagsiden af gården.

DSC_4356

Hønsene lægger æg i lange baner, så jeg har rigeligt til alle mine kagebunde, som jeg er i gang med at bage i disse dage. I dag vil jeg nu ofre et æg på mig selv til frokost, jeg har fået lyst til spejlæg. Jeg snupper lige en frokostpause. God torsdag til dig.