fredag, juni 24, 2016

Noget at glæde sig til

Lige for tiden vil ordene ikke rigtig finde deres plads på bloggen. Ikke fordi der er noget i vejen, mere fodi jeg er træt og mangler energi. Nu er det tid til genopladning, og jeg starter med besøg af to af mine søstre, som vil hjælpe mig med at sortere og ikke mindst beslutte, hvad der skal ske med alt det, jeg kastede i kasserne, som den sidste, der besøgte min fars hus, før de nye ejere overtog. Jeg glæder mig til denne weekend, godt nok skal vi være effektive, men vi skal også hygge og snakke. Nu vil jeg skynde mig videre i mine forberedelser, og bloggen får lov til at ligge stille, så kan den lade op, mens jeg lader op, og når jeg kommer til igen at glæde mig ved at sætte ord på tanker, så er jeg her igen.

Kærlige sommerlige hilsener Lene

DSC_1862

tirsdag, juni 21, 2016

Ord er der nok af

inde i mit hoved. Jeg har en konstant konversation med mig selv hele tiden. Sidste uge skulle jeg ud med skraldeposen og hente post, pludselig lød en stemme; hvem snakker du med. Jeg kiggede mig rundt og der stod landmanden i ly af portåbningen og smålo lystigt. Han havde betragtet sin kone gå mutters alene over gårdspladsen og alligevel bevægede munden sig konstant. Jeg troede ikke, at min mund bevægede sig, når den indre konversation udspillede sig. Jeg må være et kosteligt syn i bil og når jeg går alene.

Nå men udover mit arbejde på sygehuset og husmortjansen herhjemme, så sker der ikke så meget, så jeg kan godt føle, at ordene på bloggen ofte gentager sig selv. Med fare for dette river jeg mig alligevel ud af mandagens blogblokering og skriver et indlæg.

Efter søndagens aftenvagt stod jeg udenfor sygehuset, der var utroligt lyst og jeg følte mig overhovedet ikke træt, da jeg kørte bilen ind på gårdspladsen tæt på midnat. Så mandag startede med en lille skål med lakridskonfekt, knækbrød med ost og masser af te. Fornuften gjorde dog, at jeg lagde mig til at sove ved to tiden. Klokken fem ringede landmandens ur, og modsat normalen så vågnede jeg helt op ved urets kimen, og så var det slut med at sove. Jeg tilbragte først noget tid med at se film, men opgav til sidst og stod op. Brændenældehavet omkring frugtbuskene blev fjernet, som belønning har jeg siden mærket til brændenælder på arme og hals, lige som de små knotter har irriteret min hud. Det er en kilde til undren, at føleforstyrrelserne efter brændenælder kan fortsætte så længe, jeg kan stadig mærke en sarthed og kriblen under huden på halsen. Når man er tidligt i gang, er man også tidligt færdig, så resten af dagen blev tilbragt i afslappet tilstand, først ved fysioterapeut og siden i sofa, stol og dansende på gulvet. Landmanden stod for aftensmaden, så jeg nød ribbenssandwich med pommes frites og cola, lækkert hjemmebragt. Uanset hvor usundt det er, så elsker jeg altså pommes frites.

Meget af min indre konversation handler om sygepleje, beklager, men sådan er det. Jeg tror, det skyldes at det kan jeg forholde mig til. Verdenen udenfor synes indimellem kaotisk, og jeg har svært ved, at mennesker omkring mig ser så forskelligt på verdenen (også i den del af blogverdenen jeg kommer i). Indimellem synes jeg, at vi polariserer os mere og mere, og for en kvinde som jeg, der på sine gamle dage har det bedst med, at vi forsøger at forstå hinanden og ikke er så ideologiske/kontrære, er det svært at håndtere. Også fordi jeg er en ”pleaser”, jeg vil gerne, at vi alle er glade og tilfredse. Sygepleje derimod er dejligt at have med at gøre, og jeg elsker at dykke ned i små områder af sygeplejen. I morgen skal jeg på en temadag om grundlæggende sygepleje, så mens rengøringsfirmaet gør huset rent, vil jeg dykke ned i en artikel på engelsk skrevet af hovedtaleren i morgen, en australsk professor i sygepleje. God tirsdag til dig.

IMG_4347 (1)

søndag, juni 19, 2016

Søndagsafslapning.

Blæstens lyde er derude sammen med fuglesangen, men i dag er vinden i den rigtige retning i forhold til min terrasse, så jeg kan ligge her med lukkede øjne og slappe af. Hvis jeg gad stå op og hente mine høreapparater, ville jeg kunne høre langt mere fuglesang, men også meget mere af blæstens melodi, så jeg bliver liggende. Jeg tænker tanker bag de lukkede øjne, jeg slapper af, og indimellem ser jeg himlen gennem solbrillernes filter. Herfra min verden går, jeg holder af min uperfekte have og mine sparsomme krukker. Agaverne kom til mit hus som ganske små, vi havde en medarbejder for mange, mange år siden, som kom med tre små aflæggere. Jeg holder af haveparasollen, der er endt over i Istvans hundegård og aldrig er kommet tilbage på terrassen. En af de søndage, hvor vi tog på motorcykeltur, skinnede solen ubarmhjertigt ned i hundegården, og så lånte Istvan parasollen. Jeg holder af buskene, de uægte jasminbuske (eller pibeved), som dufter himmelske og som burde have været beskåret, de breder sig ind på rosernes domæne. Jeg holder af himlen ovenover mig, den veksler mellem glimt af solen og varme, så trøjen må væk fra armene, og skyer, der hastigt glider videre og sender kølige vinde ind over mig, så trøjen lægges på armene igen. Men jeg bliver liggende, jeg nyder denne stund, lige her, med mine uperfekte tæer, men dog med neglelak på. Jeg nyder følelsen af min nye kjole, som jeg ved kommer til at hænge på mig hele sommeren. Jeg nyder bare at være til, lige nu, lige som jeg og min have er. Om lidt er det sidste aftenvagt i denne omgang, jeg er klar. Om lidt vil jeg gå ud og finde landmanden og høre om vi skal spise frokost sammen, jeg er klar. Om lidt, lige nu slapper jeg af. God søndag til dig.

DSC_1745DSC_1746DSC_1747DSC_1751DSC_1752DSC_1753DSC_1754

lørdag, juni 18, 2016

Ambulancekørsel

Hver fjerde weekend arbejder jeg med i plejen, ja egentlig er jeg også med i plejen på andre dage, men der er mit fokus mere på uddannelse, undervisning og udvikling, forhåbentlig til gavn for patienter og pårørende, selv om mit fokus er personalet og deres viden. De tre dage i aftenvagt er derimod Sygepleje, og jeg elsker det. Mest af alt elsker jeg de weekender, hvor weekendrullet gør, at jeg er sammen med to sygeplejersker, som kan varetage ansvarshavende og trombolysensvarlig funktion. Det betyder, at jeg kan være sygeplejerske hos patienterne og/eller assistere til trombolyse. Alle de andre weekender er jeg ofte ansvarshavende/koordinerende i aftenvagten. Sådan en weekend har jeg nu. Vi har fået en ny funktion, vi skal følge patienten i ambulancen til trombektomi. Hvis patientens blodprop vurderes så stor, at den stærke blodpropopløsende medicin(trombolyse) ikke kan opløse proppen, vurderer specialisterne, om det er muligt at fjerne blodproppen mekanisk. Dvs. man fører et lille kateter ind i pulsåren ved lysken og fører den hele vejen op i hjernen til blodproppen, hvor blodproppen så bliver fjernet. Dette sker ikke hos os, det kræver som så mange andre specialiserede opgaver ekspertise og erfaring, og da det ikke er så hyppigt som trombolysebehandlingen, som også kræver ekspertise, ja så foregår det tre steder i Danmark (Århus, Odense og Rigshospitalet). Hvorimod trombolysebehandlingen sker på centre i alle regioner. For Nordjyllands vedkommende er vi det eneste sted, hvor man indlægges akut til observation for en blodprop/blødning i hjernen og dermed også det eneste sted, man giver trombolyse.

DSC_1743

Jeg havde spurgt den trombolyseansvarlige sygeplejerske, om jeg måtte tage med ambulancen, hvis vi fik en patient, der skulle til trombektomi. Så grinte hun og sagde, at det ville hun selv (det forstår jeg godt, vi vil alle gerne have vores første erfaring med ambulancekørsel og observation af trombolysebehandling i flyvende fart til Aarhus). Vi blev dog enige om, at hvis det skete sidst på vagten, måtte jeg godt få tjansen, hun havde små børn derhjemme, så jeg kunne bedre tage overarbejde. Jeg fik dog en kørsel med ambulance, men ikke til Aarhus, for vores patient, vi fik meldt som mulig trombolysekandidat, fik en anden diagnose og skulle forflyttes til vores anden neurologisk afdeling, og den ligger på det andet sygehus i byen. Da patienten skulle have medicin og da falckfolkene ikke må stå for medicinen, så hoppede jeg på ambulancen og nåede at få en snak med mine gamle kolleger.

DSC_1745

I dag har jeg tilkaldevagt i dagvagten før min aftenvagt. Det betyder, at hvis en patient skal til Aarhus og trombolyseansvarlig sygeplejerske skal med, så kaldes jeg ind for at overtage hendes funktion. Normalt er jeg ikke på tilkald, jeg bor lidt for langt væk til at kunne være på sygehuset inden for en halv time, men vi har en langtidssygemelding (fodboldrelateret og ikke arbejdsrelateret)) og en erfaren kollega, der er rejst, så denne løsning blev nødvendig. Jeg har min uniform med hjem, så jeg kan hoppe i den og køre direkte til røntgen og stå klar, hvis trombolyse bliver nødvendig. Egentlig havde jeg satset på at kunne være på tilkald ude hos Liselotte og Kenneth, som holder strikkedag i dag. Men hjernen syntes åbenbart, at den travle vagt i går og tilkaldevagten i dag skulle berøve mig noget af min søvn, så jeg bliver herhjemme og slapper af. Det er måske her, at jeg mest mærker min alder, de travle vagter kræver mere restitution. Og jeg tænkte på min ældste lillesøster og min mor, de to ville aldrig melde afbud, alt skal med, man skulle nødigt gå glip af noget. De to har altid gjort mig forpustet ved alle deres gøremål, jeg må blot konstatere, at der kan jeg ikke være med, jeg er nødt til at have ro og tid til ikke at lave noget, når hverdagen er travl.

God lørdag til dig.

DSC_1744

fredag, juni 17, 2016

En tedåse

Mens jeg hælder te i teposen, kommer jeg til at kigge nøjere på tedåsen. Pludselig er jeg tilbage i tiden, for tedåsen fik jeg af elevkammerater efter periode med gruppearbejde. I dag ville man nok kalde det projektarbejde, vi var tæt på at være færdige som sygeplejersker, for som jeg husker det, var denne skoleperiode beregnet på at klæde os på til eksamensopgaven. Jeg og to andre fra holdet boede på kollegiet, som var oven på skolen. Alle andre var flyttet ud i lejligheder eller boede allerede sammen med nogen, inden de startede på sygeplejeskolen. Gruppelokalerne lå på en etage under etagerne med kollegieværelser, derfor var det nemt for mig at brygge te til gruppen hver dag.

DSC_1733

Dengang var man sygeplejeelever, der var ikke noget med studiedage, SU, lange ferier etc. Vores ferie lå altid uden for de gængse ferieperioder, så vi kunne være på afdelingerne i ferietiden og på helligdage. Vi skulle bo på sygeplejeskolen det første halve år, eller rettere sagt, det skulle vi ikke, men da vi ikke fik løn i den periode, men gratis kost og logi, så gjorde alle det nærmest. Det første halve år var egentlig ikke en del af uddannelsen, men en forberedelse til uddannelsen og blev derfor kaldt forskolen. I det halve år var vi to klasser, der bestod af en blanding af elever fra Thisted og Viborg Sygeplejeskole. Derefter blev vi en klasse på godt 30 sygeplejeelever. Vi er mellem 12 – 17, der stadig mødes en gang om året. Næste år har vi 40 års jubilæum for vores start på sygeplejeskolen. Det er lidt vildt, 40 år!

Tilbage til tiden med gruppearbejde, jeg er jo en af dem, der stortrives i gruppearbejde, jeg elsker at arbejde sammen med andre. Jeg er så ofte også en af dem, der trækker læsset, for går der for meget snak og for lidt handling i gruppen, så tager jeg teten. Indimellem i mit voksne liv øver jeg mig i at sidde på mine hænder og ikke sige noget, for jeg får altid skrabet arbejde til mig. Som jeg husker det, var den her gruppe en, hvor alle bidrog, og hvor jeg blev klogere og beriget af at være sammen med de andre. Da vi var færdige, fik jeg denne lille tedåse med pernodte i som tak for alt det te, de havde drukket. Tænk at jeg kan huske tetypen. Men det har gjort indtryk på mig, at mine søde elevkammerater havde tænkt på mig.

DSC_1734

Jeg har netop modtaget mail med invitation til årets elevtræf, denne gang bliver det i Skive. Skive var en del af min elevtid. Jeg boede på kollegium der, mens jeg havde et halvt år som ”stor” elev i medicin og kirurgi og afsluttede disse to praktiksteder med det man kaldte ”stuegangseksamen”. Jeg glæder mig til at være sammen med mine elevkammerater. Vi plejer ikke at mangle samtalestof til en hel dag sammen.

Samtalestof mangler vi heller ikke på min afdeling, der er masse af ting vi kan drøfte, hvis vi har tid til det. Jeg glæder mig ekstra meget til mine tre aftenvagter i weekenden, for jeg skal ikke være ansvarshavende, jeg skal heller ikke trombolyseansvarlig, jeg skal ganske enkelt være sygeplejerske med trombolyse2 funktion, dvs. jeg skal assistere og hjælpe den trombolyseansvarlige sygeplejerske ved trombolyse og ellers skal jeg være hos patienterne. Jeg er vild med, når jeg får sådanne vagter. God fredag til dig.

DSC_1722

torsdag, juni 16, 2016

Midt om natten

Landmanden har strenge ordrer på, at han ikke må vække mig, hvis jeg falder i søvn i sofaen. Det er nemlig ensbetydende med, at min hjerne mener, at så skal vi beskæftige os med alt det, som hjernen var ved at lægge på lagrene rundt om i hjernen. Man ved jo, at en god nats søvn fremmer hukommelsen, det er nemlig der, alt bliver lagret. Og det er alt andet lige skønnere, hvis det sker, mens jeg sover og ikke mens jeg febrilsk kigger på uret og tæller søvnmængden sammen. Det sidste er jeg nu blevet ret god til ikke at gøre, jeg lader søvnløsheden omfavne mig og står ud af min seng, som de kloge hoveder siger, læser en bog eller ser lidt fjernsyn, og når søvnen så kommer listende, så hilser jeg den velkommen. Men om morgenen lige inden hårvasken gnubber søvnens vattede, tunge fornemmelse ud af min hjerne og vækker den til dåd, da er jeg træt.

DSC_1701

Nå men i nat sov vi trygt og godt, landmanden i sin seng og jeg på sofaen, da en infernalsk larm gik i gang. Landmanden hørte ingenting, men det gjorde jeg, jeg lå nærmest ved siden af sirenen. Vores alarm i huset var gået i gang uden at være sat til. Jeg var vågen i løbet af et sekund, men var helt rundt på gulvet, nåede at vække landmand, nåede at tjekke alarm uden briller, inden jeg sansede at finde dem og så trykke koden. Alarmen stoppede, men så ringede landmandens mobil, det var alarmcentralen, som havde modtaget alarmkaldet. Det var ikke nok for dem at vide, at det her var en fejl, næh de skulle have den kode, der garanterer, at de taler med den rigtige landmand. Hvem i alverden kan huske en kode midt om natten, når man er blevet vækket på den måde? Det kunne landmanden efter at have givet sin hjerne tid ved at beskæftige sig med noget andet så som at fortælle alarmcentralen, hvad der var sket. Godt gået. Mens han talte med alarmcentralen, gik alarmen igen, og nu havde jeg briller på og fik den slukket rimelig hurtigt. Vagthunden havde klogt indset, at når begge mennesker i huset var inde, så var der ingen grund til, at den tog på vej, så den faldt hurtigt i søvn igen. Samme konklusion drog landmanden og faldt i søvn igen. Landmandskonens hjerne syntes derimod, at jeg skulle tænke på, hvordan kurset var gået i går, hvilket svar og handling jeg skulle gøre på en arbejdsmail, og hvad jeg mon kunne nå på denne fridag før weekendens aftenvagter. Efter læsning af flere artikler i et dameblad faldt jeg i søvn, først på sofaen og siden i min seng.

DSC_1690

Nu er jeg vågnet, jeg har brygget te, jeg har sendt en mail, jeg har smurt mad til landmanden, jeg er bare ikke VÅGEN, så jeg forsøger at vække min hjerne med at skrive et indlæg, drikke en kop te og så må jeg i gang. Jeg skal til plasmatapning og personalemøde i eftermiddag. Og jeg vil gerne nå lidt praktisk herhjemme inden da, jeg snupper dog lige en kop te mere. God torsdag til dig.

DSC_1730

tirsdag, juni 14, 2016

Rund, blød og lækker

Jeg nyder den varme te, veltillavet med en svag smag af bær. Smagen er rund, blød og lækker. Dagens øvrige tetilbud har været posete fra sygehusets kantine. Det har været kursusdag igen i dag, det gik godt, men jeg skal arbejde med min egen forventning og min måde at aflæse ”succes” i kollegers udtryk. Ikke alle er lige læsbare, og det er ikke det samme, som at de ikke synes om kurset. Lige efter kurset satte jeg mig i bilen og kørte til Viborg for at besøge min far. Jeg var godt træt, så jeg overlevede turen med chokolade, banan og lakridskonfekt. Vi hyggede os, jeg fik flere smil og grin, jeg fik også svar på direkte spørgsmål, men jeg kan godt se, at min far forsvinder langsomt. Vi dansede til musik, her kunne jeg se min fars undren først, og så fik jeg et smil og et grin. Til sidst slappede vi begge af til Antikduellen på DR1, hvor vi holdt hånd og småblundede sammen. Det er vel også samvær.

DSC_1725DSC_1726

Nu er jeg hjemme igen og nyder som sagt den første rigtig gode kop te i dag. Om lidt bliver jeg nødt til at være fornuftig og gå i seng, sidste nat endte med fem timers meget afbrudt søvn, jeg satser på, at gråvejret har kølet soveværelset ned. Inden da snupper jeg lige en times sofaseriekigning. God aften til dig.

DSC_1729