onsdag, september 28, 2016

Bredden og dybden på en arbejdsuge

Det slog mig mandag morgen, da jeg gik ud i den mørke morgenregn (og klokken var altså syv!), at den her uge giver et ganske godt indtryk af nogle af mine funktioner. Og for at kunne fortælle mig selv, at det er ok at være træt, det er ok at tage stillefridage, så forsøger jeg her at synliggøre sit arbejde

I mandags var jeg på kursus i forskningsmetoder og analyse. Vores projekt har fyldt og fylder rigtig meget, også mentalt, men egentlig på den gode måde, fordi det er spændende. Til sidste personalemøde blev det skrevet til referatet efter ønske fra en kollega, at når jeg ringer ind på fridage for at tale om en patient til projektet, så skyldes det ikke, at jeg ikke kan holde fri, men derimod en erkendelse af at selv vi tre i projektgruppen kan ikke overskue, når vi er i plejen, at holde fokus på mulige kandidater til projektet. Derfor har det i lang tid været en morgenrutine for mig, at jeg på mine fridage sætter mig med en kop te, logger på arbejdsplatformen og tjekker det sidste døgns nye patienter, og om de kunne være mulige emner til projektet. Det behøver jeg ikke mere, for vi har inkluderet de patienter, vi skal bruge (HURRAH!)

Tirsdag var jeg tovholder for en tværfaglig uddannelsesgruppe fra 7 – 11.30. For at kunne leve op til det læringsudbytte, der er i alle sundhedsfaglige uddannelser, nemlig at kunne arbejde tværprofessionelt, så er vi ved at finde vores form på en formiddag, hvor flere forskellige studerende og elever sammen studerer og reflekterer over, hvordan den enkeltes professions kontakt foregår med en patient og hvad den består i. Mit problem var, at vi ingen mulig kandidat havde dagen før, da jeg gik hjem, så jeg måtte logge mig på aftenen før for at se, om der skulle være kommet en ny patient, som kunne indgå i næste dags program. Det betød, at jeg var nødt til at møde 6.30 for at være sikker på, at alt var i orden. Dernæst havde jeg møde med min leder om forskellige hængepartier, så jeg kunne komme videre med dem. Jeg skulle egentlig også have nået at ringe til en pårørende til en patient, der døde hos os. Det er standard, at de pårørende tilbydes at ringes op af den sygeplejerske, der var der de sidste timer, ca. en måned efter. Det nåede jeg ikke, og det må så gøres på fredag. Dernæst havde jeg to møder, der lå oveni hinanden, så jeg snuppede lidt af det første møde og hele sidste møde. Det første er en ny funktion for mig, jeg er blevet mit speciales repræsentant i sygehusets styregruppe for de tværfaglige uddannelsesgrupper, da den tidligere repræsentant er flyttet. Næste møde handlede om tværprofessionelt at se på vores hyperakutte trombolysefunktion og se hvordan vi kan blive endnu bedre. Begge møder var spændende at deltage i. Nu var klokken tæt på 16 og så skulle jeg forberede mig til et nyt projekt, der startede kl 17. Hvorfor i alverden har du dog sagt ja til det, Lene, tænker du nok. Man skal smede, mens jernet er varmt, er der et ordsprog der siger. Og det her kunne blive standardtilbud til udskrevne patienter, og jeg vil rigtig gerne være en del af det tilbud. Så det var bare med at sige ja, når andre har fået bevilget penge til at købe mig til deltagelse en gang om måneden.

I dag har det så været min tur til sammen med andre kolleger at deltage i et kursus, der skal gøre os bedre til at tale med mennesker, der er ramt på sproget, og til at understøtte deres kommunikation med os. Det glædede jeg mig vildt meget til, og jeg syntes det levede op til mine forventninger. I morgen skal min kollega og jeg til møde i Århus i netværksgruppen for trombolyseansvarlige sygeplejersker i Danmark. Fredag skal jeg bruge sammen med mine to sidste nyankomne kolleger, hvor formålet er at samle op på deres introduktion og gøre dem endnu klogere på sygepleje til mennesker med apopleksi. Jeg glæder mig, jeg mangler bare at planlægge dagen. Så her må jeg inddrage min friaften torsdag for at kunne nå det. Og så må jeg planlægge en time, hvor de selv kan arbejde med deres sygepleje, fordi jeg jo mangler at ringe til en pårørende og mangler at aftale interviewdato med sidste patient i vores projekt. Det er ikke så sært at jeg lige nu føler, at min hjerne snurrer hektisk rundt. Alt er spændende, men jeg når knap nok at fordøje detaljen og få den sat ind i den helhed, hvor det skal videreformidles, før jeg er videre til næste spændende emne.

Når børnene er godt i gang med deres efterårsferie og kartoflerne forhåbentlig er i hus, så er det min tid til at holde halvanden uges ferie (landmanden holder ikke ferie, men har knap så lange arbejdsdage). Jeg glæder mig. Måske skulle jeg genoptage havbadning igen, jeg gad jo godt blive vinterbader på mine fridage. God onsdag til dig.

DSC_2394

DSC_2392

tirsdag, september 27, 2016

Instagram på bloggen

Det her er ren copycat:

DSC_2419

Kl 6.15: Første efterårsmorgen med total mørke på vej til arbejde #efterår

DSC_2420

Kl 19.00: Så er arbejdsdagen slut. Det er 12,5 timer siden jeg gik ind af døren til sygehuset #varieretarbejdsdag

God aften til dig.

mandag, september 26, 2016

Jeg tømte lige min mobil

Egentlig havde jeg skrevet et langt indlæg, men ved I hvad? Det tror jeg, at I er for mandagstrætte til at læse, jeg er i hvert fald for træt til læse korrektur på det. I stedet for I et glimt af en tilfældig dag i mit liv set gennem mobilen:

Smukke og velsmagende kartofler til aftensmadenDSC_2406

Aftenskumringen

DSC_2407

Snørebånd og fibernets tegninger på asfalten passer sammen.DSC_2408

For en kvinde, som er mørkeræd, bliver det sværere og sværere at finde et tidspunkt at få gået på. Jeg er dog blevet bedre til at gå i skumringen og tusmørket.

DSC_2409DSC_2410

Og det var vist dagen derpå, hvor tøjet tørrede så skønt på snoren.

DSC_2411

God mandag aften til dig.

søndag, september 25, 2016

Søndagsoasen eller måske den sidste tur

Landmanden var frisk på en tur, og så var jeg også. Måske bliver det den sidste tur på motorcyklen i år, måske byder oktober sig til, så vi får en tur mere, inden motorcyklen stilles i hi. I dag havde klubbens nordjyske region indbudt til tur, og det blev en god tur. 18 motorcykler med 25 personer mødtes ved Bouet, Nørresundby, hvorfra turen tog sin begyndelse.

P1040731

Først drog vi mod vest langs Limfjorden mod Gjøl

P1040732

Herefter satte vi kursen mod Øland og det indebar en tur over dæmningen, der forbinder Gjøl og Øland.

P1040733P1040737P1040739

Vi hilste på Oxholm herregård, et gammelt nonnekloster. Den nærliggende Oxholm skov skulle indeholde ramsløg. Om det passer vides ikke, for jeg har endnu til gode at gå en tur der.

P1040743

Herefter gik det ud over Tøtterne, et område, der først i 20erne blev inddæmmet.

P1040744

Vi hilste på Kokkedal slot og fortsatte herefter til Aggersund

P1040746

Pauser må der til, og når man inviterer kvinder med, må pauserne holdes ved toiletmuligheder. Det var der ved rastepladsen ved Aggersund bro. Snakken gik livligt, der skal høres om langture i sommerferien og gamle minder genopfriskes.

P1040749P1040751P1040758P1040765

Turen gik ikke over stok og sten, men ad små veje i det vestlige Himmerland. Jeg genkendte bynavne fra min barndom, når vi besøgte min bedstemor og min fars søskende, hvoraf mange havde bosat i området. De var jo femten, så der var nok til, at nogen også bosatte sig i København, Sønderjylland, Vestjylland og mine forældre i det østlige Himmerland.

P1040769

Til sidst havnede vi hos turguidens venner, som havde omdannet en længe af et tidligere husmandsted til gildestue, og her havde turguidens kone sørget for hjemmebagte boller, kringle og lækker æblekage til motorcyklisterne. En skøn tur, der sluttede på dejlig vis.

P1040771

Søndagens morgentanker

Skrive, skrive, skrive. Ordene flyder fra hjernen ud i fingrene og laver musik på tastaturet. Jeg spiser morgenmad sammen med en træt landmand. Der er meget at glæde sig over, det skønne vejr, de smukke, smukke kartofler som der lægges på lager, det ændrer ikke på, at det er en travl periode. Det er det også for mig sygeplejemæssigt. Vi har hver vores måde at lade op på, det føles som om min mand kører på duracell og jeg på almindelige batterier. Han hopper på græsslåmaskinen efter aften, han forbereder arbejdsdagene om aftenen og på søndagens fridag, han giver de andre fri, og så sorterer han kartofler sammen med en medarbejder om lørdagen, og de har ikke brug for min hjælp. Jeg kan ikke køre truck og jeg er ikke mere rutineret nok til at kunne sortere kartofler alene, som landmanden kan (det ville i hvert fald tage meget længere tid at få sorteret 24 tons kartofler). Sådan er det hvert år, det er ikke noget nyt. Til gengæld skal landmanden så ikke tænke på madlavning og madpakkesmøring 365 dage om året, han kan også række ind i skabet og finde (for det meste) rent tøj. Han skal ikke handle ind, han skal ikke gøre rent (det meste køber jeg så mig fra), han skal heller ikke pudse de mange vinduer i huset (der køber jeg mig også fra det udvendige) og opvasken tager jeg som regel. Det kan synes lidt nidkær at opregne det, men det er jeg nødt til, fordi jeg ellers har en tendens til at synke ned i et hav af selvbebrejdelser, når jeg som i går tager en stille lørdag. Til gengæld ved jeg, at landmanden ser frem til at købe et eller andet til sig selv, når kartoflerne er i hus, han ser frem til efterårets og vinterens jagter, og han slapper fuldstændig af med god samvittighed, men altså først når vi er henne midt i oktober.

Det der med at belønne sig selv, der er vi også forskellige. Landmanden har købt smukt gevær og kikkert for penge fra hans forældres arv. Mig? Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle købe. Smykker? Jamen jeg bruger nærmest aldrig smykker, så hvad skulle jeg købe? Ting til huset? Jamen jeg nyder jo det, jeg har og de minder, der er forbundet med det, så hvor skulle det så stå? Jeg er vist mest til noget, der har med mennesker at gøre. Gode oplevelser sammen med andre. Det holder jeg af. Det behøver ikke at være rejser til fantastiske steder, det behøver ikke at være gourmetrestauranter, men en travetur med tid til at snakke, en kop te på med masser af latter til, det er det, jeg holder af. Det ændrer så ikke på, at jeg faktisk gerne vil købe noget, der kan minde mig om mine forældre, så jeg tænker stadig.

Morgenturen til byen efter rundstykker bød på smuk solopgang midt i disen. Nu er morgenmaden overstået, landmanden er ude og forberede næste uges arbejde, hvor der meldes om spredte byger ugen igennem. Og jeg må heller få lagt lørdagens vasketøj på plads, inden vi holder fri nogle timer sammen. God søndag til dig.

P1040717P1040726

torsdag, september 22, 2016

#vihyldersygeplejersker



Meget apropos mit indlæg i går så har Alt for Damerne for første gang valgt at give deres kvindepris til en faggruppe, nemlig min faggruppe. Jeg kan godt forstå, min formand ser glad ud. Hver dag, når jeg tager hjem fra arbejde, så er jeg stolt over mine kolleger, både social og sundhedsassistenterne og sygeplejerskerne.  De gør et godt stykke arbejde, og jeg kan helt klart se dem i de ord, der fulgte med prisen:
"De er der for os, når vi bliver syge, kommer til skade eller bliver gamle. Uanset om det er på hospitalet, på asylcenteret, i hjemmeplejen eller på hospice, så gør sygeplejerskerne en meget stor forskel for mange af os – hver eneste dag. Sygeplejerskernes indsats er uvurderlig. De er tilstede for os livet igennem, når vi har allermest brug for hjælp. Det vil vi meget gerne værdsætte. Derfor har vi besluttet i år at give Kvindeprisen til sygeplejerskerne som gruppe, siger chefredaktør på ALT for damerne Tina Nikolaisen."

Jeg er stolt og glad på mit fags vegne.

onsdag, september 21, 2016

Oaser i hverdagen og noget om sygepleje

Praktiske gøremål i sommerhuset i går blev udnyttet til at få gået en tur ned til havet. Det var ren lise for sjælen, denne september gør da sit bedste for at få os til at tænke på sommeren 2016 som solbeskinnet og varm. Landmanden mindede mig om, at vi sidste år først startede med at lægge kartofler ind d. 20. september, og i år har vi været i gang i halvanden uge, og hvilken halvanden uge.

DSC_2391DSC_2395

I går var det også tid til fysioterapeut, jeg har den skønneste en af slagsen, vi kommer vidt og bredt omkring på den time, og i går fik jeg så mange roser for mit hår, min hud og min måde at være på. Det var så den dag, hvor jeg huskede at sige tak og ikke med det samme begyndte at argumentere mod roserne. Vi fik også diskuteret vejledning af studerende og den nye reform for både fysioterapeuter og sygeplejersker. Og hvad er så egentlig ændret? Kravene er øget, der er nu krav om 43 timers ugentlig studietid, de skal hurtigere involvere sig i kompleks sygepleje, det er nu igen semestre, der er mere fokus på tværfaglig samarbejde, der er kun en prøve i hvert semester. Jeg synes kravene til læringsudbytterne er høje allerede på 1. semester, men kravene bunder i, at man ikke syntes, nyuddannede sygeplejersker var klædt på til den nye virkelighed, hvor alle forløb er optimeret/accelereret/komprimeret (vælg selv det ord du foretrækker) og hvor mange patientforløb er ambulante, hvilket betyder, at alle de patienter, der er indlagte, har brug for kompleks sygepleje.

DSC_2397

Hvad er så kompleks sygepleje, ja nogle ville tænke, at vores akutte trombolysebehandling er, og jeg er enig. Kompleks sygepleje kan også starte med noget grundlæggende sygepleje, så som at dele mellemmåltider ud, og det er her DJØF’er og politikere går fejl i byen. Det kan frivillige da gøre, det behøver man ikke sygeplejersker/social og sundhedsassistenter til. Enig, hvis det bare var kaffen og ostemaden, det handlede om. Men prøv lige at læse hvad Henriette beretter om, det er et smukt eksempel på, hvad det er, man observerer, hvad det er, man tænker over, og hvordan man kobler alle sine observationer sammen med sin viden. Det er sygepleje af højeste værdi. Det er det, man i den nye begrebsramme for sygepleje Fundamentals of Care ville kalde Think and Link. Tænk og forbind det til det du ved. Og ikke Task and Time, hvor det handler om at få alle sine opgaver gjort, inden man går hjem, og man dermed let bliver fokuseret på, har alle været i bad, har alle fået mad, har alle fået medicin. Ikke at det er forkert at have fokus på det, for selvfølgelig skal alle have mad, medicin og alle skal soigneres, men hvis man ikke ser det enkelte menneske, hvis man ikke observerer og forbinder det til viden, altså vurderer sine observationer og ud fra det planlægger sin pleje, så yder vi ikke den rette sygepleje til den rette patient.Så sygeplejestuderende skal lære at søge viden, lære at forbinde den viden, de har, til det de ser. Har vi ikke altid gjort det? Jo men viden genereres hurtigt nu, og som sygeplejerske skal man vide, hvordan man søger den viden, og ikke mindst vurdere om den er brugbar og hvordan man omsætter den til praksis. Der bliver flere og flere, som forsker i hvad god sygepleje er. Og forskerne bag Fundamentals of Care har forsket i, dels hvordan forskere/undervisere/teoretikere definerer sygepleje, dels hvordan patienter med forskellige sygdomme definerer god sygepleje. Og hvad siger patienterne så? Hvad er de gennemgående temaer?:

  • Se og behandl mig som et menneske med mine behov (treat me as a human being, det burde være en selvfølge, men Task and Time kan nemt reducere det enkelte menneske til dele, hvor man ikke se helheden)
  • behandl ikke kun de fysiske behov ( at jeg er sikker, at jeg er varm, ernæret, ren, mobil, får hvile, kommer i tøj, føler mig tilpas i den stilling jeg ligger/sidder i)
  • men tænk også på de psyko-sociale ( at jeg føler mig rolig, at jeg kan håndtere de ting, der sker, at jeg bevarer håbet, at jeg føler mig respekteret, at jeg bliver involveret og informeret, at jeg føler mig værdig)
  • derudover tænk også på det relationelle mellem os ( at du er empatisk, respektfuld, engageret, at du sikrer kontinuitet, at der sættes mål og at der er overensstemmelse mellem det du gør og det planen er)

Som du måske fornemmer, er jeg meget begejstret for denne begrebsramme, fordi den netop giver ord til, hvordan vi kan beskrive den sygepleje, som vi ofte bare gør. Og som derfor bliver usynlig. Den er også tænkt som en ramme, som forskere kan dykke ned i og udforske og dermed bidrage til mere viden, og dermed over for politikere og andre kan påvise, at de besparelser eller de ændringer, de beslutter har en konsekvens for patientens fremtidige helbredsfunktion, Det betyder noget, at du får en god sygepleje. Ofte er det jo det, lægerne gør, du som patient husker, men hvis ikke du undervejs havde mødt sygeplejepersonale, der mestrede det ovenfor beskrevet, så tror jeg, at udfaldet havde været anderledes. Men hvad tænker du?

God onsdag til dig.

DSC_2403

tirsdag, september 20, 2016

Og hvordan gør man så det?

I tidernes morgen, dengang jeg havde været tilbage i sygeplejefaget et par år og stadig var lidt grøn i neurologien (ret meget hvis vi skal være ærlige), havde jeg en rollemodel, en ung og meget dygtig sygeplejerske. Hun var alt det, jeg gerne ville være, empatisk, besad en stor faglig viden og var dygtig i sygeplejehåndværket. Hun brændte for sin sygepleje, for patienter og pårørende, og hun brændte også ud, desværre. Undervejs i afklaringsforløbet som endte med, at hun stoppede med at være sygeplejerske, sagde hun til mig, husk nu at passe godt på dig selv og lyt til kroppens signaler. Da jeg en gang senere hen sagde det til en lægesekretær, fik jeg et meget rapt og vredt svar: og hvad skal man så gøre ved det? Underforstået at det kunne godt ske, man hørte sin krops sgnaler, men hvis årsagen til signalerne ikke blev ændret, så nyttede det jo ikke noget.

Der var engang en yngre kvinde, en af dem der er toneangivende i medierne, som sagde, at kvinder var alt for slemme til at ville det hele, og at stress ofte blev udløst af, at man også ville det hele i sin fritid udover sit krævende arbejde.Om det er en forsimplet version skal jeg lade være usagt, men det er helt sikkert, at det gælder for mig. Min krop begynder at tale højere og højere til mig, hvis jeg er presset både arbejdsmæssigt og privat. Så jeg forsøger at sige pyt, skære væk og give mig selv lov til at at slappe af, når det kan lade sig gøre. Den forgangne uge har været fyldt med aktivitet, gode aktiviteter. Solen har skinnet og ladet kartoffelhøsten køre glat, sønnen har været hjemme og hjulpet hele ugen i kartoflerne. Arbejdsdagene på sygehuset har været præget af den nye sygeplejeuddannelse med temadage og masser af skriverier for mit vedkommende sammen med en masse møder. Weekenden har været fyldt med aktivitet, kartoffelhøst, samvær med søn og svigerdatter med fokus på sparring omkring bachelorprojekt og jobansøgninger, men også med tid til at snakke sammen. Vi har besøgt familie og nydt udsigten udover Limfjorden en skøn septembersøndag aften. Mandagens fridag blev inddraget til at få nogle skrivehængepartier fra hånden, det kunne heldigvis ske hjemmefra, så jeg kunne passe madpakkesmøring, sparring og nærvær på samme tid. Nu er søn og svigerdatter i København, landmændene er i gang derude, jeg har hængepartier herhjemme, men jeg kan også mærke, at aftenen skal bruges på bare at kigge ud i luften, det er jeg heldigvis god til. Opvask kan godt stå til næste dag,  bærbuske og frugttræer får lov til at servere for fuglene, brød og aftensmad kan købes i butikker. Det er min måde at skabe oaser på i en hektisk hverdag. Håber du har små oaser at se frem til.

DSC_2384DSC_2385DSC_2387DSC_2388