LYS OG MØRKE

Aftenen blev tilbragt hjemme hos min far sammen med landmanden. Jeg havde taget den eksterne harddisk med billeder og den bærbare computer med, så vi så Norges billeder og snakkede om dengang, mine forældre kørte til Nordkap.


Undervejs i billedfremvisningen gik det op for mig endnu en gang, at vores skærm hjemme viser billederne meget mørke, så gårsdagens beretning om Suleskarvegen kunne have været vist med mange flere billeder, men dem havde jeg valgt fra, fordi de var så mørke (troede jeg) pga. det fantastiske solskin, vi kørte i.


I dag skiftevis tænder og slukker jeg lys. Når regnen kommer, bliver der meget mørkt, og så snart den stopper, kan vi se noget igen. Vores tømrer ville have os til at få store vinduer i vores hus, nu hvor vi skal skifte alle ud, men niksen biksen, til det her hus hører sig bondevinduer til, og jeg glæder mig til at få vinduer med sprosser i. På varme dage er det skønt med stuer, der ligger i skygge, og på de mørke dage må lamper og levende lys være lyskilder.


Lyskilder i mit liv er vore børn, sønnen kommer hjem fra børnelejr i dag, hvor han har været leder, og på mandag flyver han til New York. Vi håber på en aften sammen med ham og kæresten, inden rejseforberedelserne tager hans tid. Datteren er af sted, første interrail stop er Berlin, og fordi jeg kan, er en lille sms sendt af sted, så håber jeg på et lille pip ;-) Min mor måtte vente på postkort og hjemkomst før hun vidste, om alt var gået vel for sine 5 børn, så jeg øver mig i kun at sende en sms hver uge ;-)

Om lidt skal jeg gøre mig klar til at møde dejlige kvinder inde i Aalborg, om regnen end mørkner himlen, så er jeg dog sikker på lys og latter, det bliver så godt.

AD SMÅ VEJE

Egentlig ville vi køre til Flekkefjord og så op til Lysebotn, men en Mc kammerat fik os på andre tanker og det var godt.

Vi kørte op gennem Setesdalen, der var kun tid til en enkelt pause, for vi ville med færgen fra Lysebotn til Forsand kl. 12, så selvom vi lagde tidligt ud fra Kristianssand, kunne vi hurtigt se, at det her ville tage tid.


Vand og fjelde er Norge rig på, der gik ikke mange meter hver dag hvor vi ikke så vand, små søer, små vandløb, store søer, brusende elve og så fjorde i massevis.


Suleskarvegen blev en oplevelse, her kørte vi i træfattigt område, op og ned, små veje hvor man skulle holde øje med fårene, der græssede tæt på vejen.



Og et af højdepunkterne, det vi havde planlagt denne dags tur efter, var nedkørslen til Lysebotn.


Masser af kurver og sving, det sidste stykke vej falder vejen 800 meter, og da var vi ved at være for sent på den i forhold til færge, så landmanden havde nok at gøre med at koncentrere sig om at komme ned.


Vi nåede det, og så kunne vi slappe af, mens færgen fragtede os ud af Lysefjorden

LANDBRUG FRA ET BAGSÆDE

Fordelen ved motorcykelferie frem for bilferie er helt klart udsynet. Man ser mere, mens man kører, man dufter mere, mens man kører, man mærker mere vejens kurver og stigninger, kort sagt en langt større sanseoplevelse.

For to år siden, da vi kørte i Vrådal området, lagde jeg mærke til gårdene, det jeg forstår ved sætergårde, om det er betegnelsen ved jeg ikke. Et stuehus, et fadebur og laden i to etager.


Denne gang, da vi kørte fra Stavanger til Bergen så jeg et anderledes landbrug, her var mere regelrette marker, her var udbygninger med siloer bygget ind under tag, om det var foder eller hvad det var, de gemte, ved jeg ikke, men de var overalt, på små og store gårde.


Undervejs til Bergen skal man sejle to gange, når man vælger E39, og en af færgerne sejler til Boknøen, hvor Marie bor.



Det fandt jeg ud af, lige før vi drog af sted. Marie og hendes mand har et landbrug og havde budt os på vafler og kaffe, og vi ønskede sådan, at tidsplanen kunne komme til at passe, så vi kunne se et norsk landbrug og møde norske landmænd, men desværre.




Da vi kørte over Boknasundbroen, sendte jeg Marie en kærlig tanke, hun var på sit andet arbejdssted. Vi er slet ikke færdige med Norge efter denne ferie, så vi håber, at vi en anden gang kan dreje fra E39 og finde vej til et landbrug med en meget smuk have.

EN TIRSDAG I JULI

Ferie i Norge, 25 – 29 grader næsten hver dag. Smuk natur, skønne oplevelser, der skal tid til at lade det fæstne sig i hukommelsen.

Morgensang, glade børn i alderen 12 -23 har glædet sig til at fejre deres forældre, og vi i svigerfamilien har glædet os med. Teltet er klar til festen i aften, og vi kører hjem med en stille glæde over at være del af en familie, som ikke har valgt hinanden fra, som der står i Jyllands Posten i dag, at mange gør i dag.

Lokalavisen sætter livet i stå, vi græder lidt, føler med det par, som vi kender, og som i vores ferie har mistet deres søn, vi har børn på samme alder. Livet er dyrebart, vi skal huske at skønne på det. Vi ved det jo godt, men i hverdagens jag glemmer vi det.

Jeg vasker tøj, skriver indkøbsliste, alt i mens mine tanker går på vandring rundt til glade mennesker, sorgtyngede mennesker, mennesker, der kæmper en daglig kamp med sygdom og bureaukrati, og alle de mennesker jeg holder af.


Alting kan gå itu
Et hjerte kan gå i tusind stykker
Kaldte du mig for ven engang
Så er jeg her nok endnu

HOLD DA FERIE

Lige fra vækkeuret ringer 6.45 har der været sol og varme. Døren til gårdspladsen står åben og nu er terrassedøren også åben, så må vi tage kampen med fluerne senere. Sommerfugle flagrer ind og sætter sig kortvarigt på bryggersgulvet og flyver så ud igen, Laika registrerer dem nærmest ikke.


Morellerne rødmer mere og mere, jeg synes jeg kan se farveskift for hver dag. Kartoflerne gror også vældig, så juli går vist ikke over i august, før vi er leveringsklar i friske nye kartofler. Vi har smagt dem, og det lover godt for sæsonen.

Det er sommer, det er dejligt.

JEG BOR HER I STENHØJ

i et skævt lille hus ……..

Vi så nu ikke det skæve hus ej heller rotter og mus, men Stenhøj fik besøg af 10 motorcykler på vej til Skagen. I dag var nemlig dagen, hvor vi skulle stå for en heldagstur til Skagen.


Det gik rigtig godt, vejret var høj sol og varme, så vi skulle ikke stå for stille for længe i motorcykeltøjet, førend at sveden piblede frem.


Jeg er ikke blevet færdig med Anna og Michael Anchers museum endnu, næste gang vil jeg have guide på, for jeg faldt i snak med en af dem over ved særudstillingen med Anna Anchers pasteller, og alt det spændende hun kunne fortælle vækkede min lyst til at vide mere om menneskerne bag alle de malerier, der var i huset.

Bl.a. var der et maleri af to kvinder på en strand, som lignede Krøyers, men det var Michael Ancher, der havde malet det. Datteren Helga har fortalt, at da M.A. så Krøyers maleri, havde han sagt, det kan jeg male lige så godt, og så malede han det til at hænge i huset.


Turen sluttede på en rasteplads ved Serritslev, hvor vi havde lokket sønnen til at komme med kaffe og te og mit hjemmebag, det vakte stor lykke.

Trods te, væske og is kan jeg mærke nu, at jeg har fået alt for lidt væske, så te og vand er linet op ved siden af computeren. Man kan nemt komme i underskud i denne tid, det er med at passe på.

EN ELEFANT KOM MARCHERENDE

Sønnens kæreste er blevet student, og udover en ganske almindelig gave indkøbt i forretning, så bliver hun nu også ejer af en lille elefant.


Sønnen har designet, tegnet og syet, moderen fik lov til at være med som fødselshjælper

MORGENKULDE

Allerede nu midt formiddag har jeg det varmt, så jeg tænker tilbage til morgenstunden ved 6 tiden, hvor jeg sad på terrassen med lidt sytøj. Det var en lise med let kølig vind, og fuglesang, og gik jeg tværs over gårdspladsen kom duften af jasminbuskene mig i møde.


Endnu har jeg ikke fundet tricket med at få jasmingrenene til at holde mere end et døgn i buketter, så jeg nyder dem udendørs i stedet for.


Herinde pibler sveden frem, bare jeg laver lidt, så jeg rykker udendørs, så snart jeg kan se mit snit til det. Der skal ikke komme klager fra mig over solen, jeg må bare indrette mig efter den.