søndag, januar 21, 2018

men han har jo ikke noget på

DSC_5040

Mon ikke alle har en snert af den følelse; hvornår finder de ud af, at jeg faktisk ikke kan det, de andre tror jeg kan? Gennem årene har jeg læst flere interviews med dygtige, kendte mennesker, som giver udtryk for dette. Måske hænger det også sammen med, at jo mere man ved, jo mere ved man også, at der er meget, man ikke ved.

Indimellem når jeg læser aviser, blade eller på nettet om tilgange til livet, kan jeg godt få fornemmelsen af at være den lille dreng i Kejserens nye klæder. Sku det nu være nyt? Helt ærligt, bare fordi de benævner det med engelske ord, så bliver det ikke ny revolutionerende viden. Andre ville sammenligne mig med en sur gammel dame, som med armene over skrå nægter at være nytænkende eller skulle vi sige innovativ, kreativ og omstillingsparat.

I mange år har man snakket om tilgange til livet, om man var en, der så glasset som halvtomt eller halvfyldt. Forleden dag læste jeg en artikel om reframing, og når jeg googler det, kan jeg godt se, at det åbenbart er et af tidens ideer. Jeg kom til at tænke på Pollyanna, pigen i min mors gamle pigebøger, som lærte af sin far altid at fokusere på det positive i livet. Og hvordan det blev en øvelse, som på den ene side gjorde tingene lettere, på den anden side også fratog hende muligheden for at få lov til at være ked af det (det sidste er min fortolkning). Tankerne gik videre til den retning indenfor psykologien, hvor der fokuseres på at blot man tænker positivt hele tiden, så vil alt godt komme til en. Og altså også den sætning med at se glasset som halvt fyldt eller tomt.

DSC_5045

Jeg er helt sikker på, at reframings fortalere ikke mener, at det blot er et udtryk for positiv tækning. I artiklen beskrives, at det er mest der, hvor man ikke kan ændre situationen, at reframing er godt. Faktisk tror jeg at de ville betegne den måde, som jeg er i livet på, som reframing. Og måske er det også mere, at det lanceres som en ny måde at arbejde med sig selv på og gives et engelsk navn, der irriterer mig.

Hvad handler det så om? Artiklen indledes med ordene “Du har et problem, indtil du tænker anderledes”  I artiklen siger de, at de tænker det mest som der, hvor du ikke kan ændre situationen.

DSC_5042

Når vi møder ind på arbejde om morgenen, så ligger dagens oversigt klar med alle patienter, hvad de fejler, hvor meget hjælp/hvilke observationer de har brug for, og hvad de mangler af udredning og behandling. Det er helt mærkbart, om vi er mange af min slags, som tænker, okay der er godt nok mange dårlige patienter og vi er få, men lad os nu se. Vi har før været i den situation, hvor dagen alligevel blev god, så der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Eller hvis der er mange af denne holdning: hold nu op, det her bliver en forfærdelig dag og vi er alt for få i min gruppe. Det her bliver vi aldrig færdig med, og madpauser kan vi vist godt skyde en hvid pind efter.

Det værste er næsten, hvis man har kolleger, som er Pruster eller Stønner, et begreb jeg hørte om i tidernes morgen på efteruddannelse. Det er dem, som kan bruge lang tid på at stønne eller pruste højlydt over så meget, der skal nås. Ikke blot spilder de deres egen dyrebare tid og energi på det, de smitter også, så andres energi bliver brugt op, inden man overhovedet er kommet i gang med dagens arbejde. De kunne godt trænge til at blive hjulpet, så de så på dagens forløb på en anden måde. Og det er måske det vi prøver, når vi siger højt: husk vi skal være her til klokken 15, så lad os tage en ting ad gangen, hjælpe hinanden og sige til, hvis tingene føles uoverskueligt, så andre kan hjælpe.

Faktisk har jeg ikke kolleger, som er Pruster eller Stønner, men jeg kan godt mærke, at de er brugte og slidte og trætte. Og det er helt forståeligt, for som min leder sagde en lørdag, hvor hun havde arbejde, der nødvendiggjorde, at hun var på afdelingen: det er ikke i orden, at man ikke har tid til den grundlæggende sygepleje. Hun kunne ikke ændre på vilkårene, som er besluttet ovenfra, hun kunne hjælpe med at finde vikarer osv. Men det hun sagde, havde stor betydning for de kolleger, der var på arbejde på en ganske forfærdelig arbejdsdag. Hun prøvede ikke at reframe, at få dem til at tænke anderledes, hun anerkendte derimod deres arbejdssituation.  At hun så også knokler for at ændre arbejdsvilkårene, så det ikke blot er tomme ord, gør, at vi måske netop derfor forstærkes i en fællesskabsfølelse og dermed løfter i fælles flok.

Jeg har haft en doven friweekend med formiddagste hos en skøn kollega i går og masser af seriekigning. Søndagen må gerne være lidt mere produktiv, vi får se. God søndag til dig.

IMG_20180121_093258

torsdag, januar 18, 2018

Fridagstorsdagsdans

Vågnede op til en hvid gårdsplads, ikke meget, men nok til at få smilet frem. Gid der dog kom sne, frost og masser af solskinsdage. Landmanden skal nok sørge for, at vejene er ryddet, så jeg kan køre på arbejde. Landmanden har travlt i disse dage med at sortere kartofler, det er ikke nemt at nå det hele, når man også skal med til reception og bliver inviteret med på jagt. I dag er det landmandens fødselsdag, der skulle ikke gøres noget ud af det, og jeg måtte ikke hejse flaget. Han fik dog gaver, som han blev glad for.

DSC_5039

Min fridag er gået med at slappe af og så sørge for fødselsdagsforkælelse:

  • synge landmanden op. Ayla er stadig i løbetid, så hun fik ikke sin debut som flagholder i dag.
  • hente rundstykker og kage hos bageren og sørge for morgenbord til landmand og medarbejder klokken ni.
  • formiddagspausen fik lov til at blive lidt længere end vanligt, så vi tre kunne nyde formiddagsteen.
  • handlet ind til resten af dagens fejring
  • lægge lagkage sammen, som skal nydes til aftenteen
  • tænde op i brændeovnen og servere te og ostemadder til eftermiddagsteen
  • lave lækker aftensmad, vi har fået fasanbryster i flødesovs med nødder og svampe. Det er yderst sjældent, at jeg har lyst til at gøre noget ud af maden, det havde jeg i dag.
  • fundet et TV-program, som jeg ved, vi kan lide at se sammen: Alene i Vildmarken. Jeg har set de to første afsnit, men landmanden kan sagtens hoppe ind i serien. Det er yderst sjældent, at vi ser noget sammen, har ikke samme smag i TV-programmer.
  • danset til gamle, gode sange og til min overraskelse gjorde det, at jeg nåede op over 10.000 skridt i dag. Landmanden læssede kartofler imens, så han deltog ikke, men hans kone blev endnu gladere af at danse, så det betyder vel også noget. Og min kære landmand gider ikke danse, så jeg har bestemt mig for, at der skal danses mere, når jeg er alene hjemme.
  • nu vil jeg dække bord med levende lys, servietter, lagkage og lidt lækkerier i form af chokolade.

God aften til dig.

DSC_5036

onsdag, januar 17, 2018

At stimulere sin hjerne

Egentlig burde jeg gå i seng, men jeg var nødt til at se anden del om blodprop i hjernen i Sundhedsmagasinet, denne gang om genoptræning. Udsendelsen bekræftede, at det at holde sig i god form, det at have en vilje og det at få mulighederne for genoptræning er en god cocktail. Jeg synes begge udsendelserne giver et godt billede af, hvor behandling og genoptræning efter en blodprop/blødning i hjernen er i dag. I de 18 år jeg har arbejdet med mennesker med blodpropper/blødning i hjernen, er det gået frem med stormskridt. Jeg syntes, det var store ting, da jeg startede i 2000, at man arbejdede tværfagligt med koncepter, der dels sikrede et normalt bevægemønster, dels forsøgte at stimulere den lammede side. Nu har man en behandling, både medicinsk og kirurgisk, hvis altså patienterne kommer i tide og patienterne ikke har nogle sygdomme eller lidelser, der gør, at man ikke kan give medicinen. Jeg håber, vi i de kommende år ser endnu flere landvindinger.

En landvinding for mig personligt er, at det koncept jeg udtænkte før jul for at komme i gang med at synge igen, bestod sin første test i dag. Om det var alle de smukke ord og gaver eller hvidvinen til den lækker mad til min reception skal jeg lade være usagt. Faktum er, at jeg vågnede 2.45 i nat og faldt aldrig i søvn igen. På vej hjem fra arbejde i dag overvejede jeg at hoppe over sang i aften, fordi jeg var stanghamrende træt, men jeg holdt fast i, at jeg havde en køreaftale med et andet kormedlem. Og jeg kom af sted og nu er jeg så helt oppe at køre efter skønne sange, at det er godt, at jeg har fri i morgen. For jeg falder ikke i søvn lige med det samme.

Jeg har fået mange forskellige bøger i gave, som jeg glæder mig til at dykke ned i, og næste uge begynder mit andet projekt med det formål at få andre hobbyer end sygepleje ind i mit liv. Jeg glæder mig til litteraturkredsen og til at få lov til at diskutere bøger sammen med andre.

Et billede fra arkivet til at minde mig om, at jeg også skal på stilhedsretræte i år. Jeg glæder mig!

tirsdag, januar 16, 2018

25 år

Min kollega havde fået frie hænder til borddækning, jeg havde sagt. at jeg elskede farver. Og jeg fik opfyldt mine ønsker, lige nu nyder jeg nogle af dekorationerne herhjemme.

DSC_5024

Jeg skulle blot dukke op til jubilæet, og det gjorde jeg sammen med landmanden og to af mine søstre. Jeg havde også inviteret den ene af mine svigerinder og hendes mand, hun har nemlig haft sin andel i, at jeg for 18 år siden startede som sygeplejerske igen efter 11 års pause.

Mange af mine kolleger havde heldigvis tid til at være sammen med mig de halvanden time, som receptionen varede. Flere af mine lægekolleger dukkede op, lige som tidligere kolleger kom.

DSC_5025

Jeg fik den smukkeste tale af min leder, jeg blev begavet med så mange skønne, smukke ting og jeg nåede at få snakket med en del af gæsterne.

Prøv lige at se den smukke dekoration nedenfor. Vasen er fyldt med vores egne kartofler, tulipanerne hænger i ernæringssprøjter, medicinsprøjter og urinprøveglas. Mit billede yder på ingen måde retfærdighed til den kreativitet, min kollega havde vist.

DSC_5028DSC_5028DSC_5029

Og jeg synes stadig, det er utroligt at tænke tilbage, på dengang jeg længtes helt vildt efter at blive sygeplejerske igen efter 11 år som fuldtidsmedarbejdende ægtefælle. Jeg savnede det så meget, at jeg faktisk græd over en artikel, som handlede om hvor megen sygepleje der er i det at hjælpe en patient på bækken i sengen. For jeg troede, at det var slut, og at jeg aldrig mere skulle få lov til at hjælpe andre mennesker, når de er allermest sårbare.

Min tidligere kollega mindede mig om det, jeg havde fortalt hende, nemlig at jeg til sidst tænkte, at jeg nok endte med at være en husmor, der pimpede portvin, mens mand og børn var på arbejde/skole, i lutter frustration og kedsomhed. Så gik jeg i gang med ansøgninger og med hjælp fra mit netværk (min svigerinde), som fortalte om den landmandskone, hun kendte, til sit netværk (hun nævnte ikke at hun var i familie med mig). Det førte til, at to modige kvinder, min daværende oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske, indbød mig til samtale og ansatte mig. I dag er de også begge blevet takket for deres mod, jeg nød at have dem med. En af dem fortalte mig i dag, at jeg havde spurgt, om de godt nok turde det. Det husker jeg ikke selv, men jeg husker den vilde fornemmelse jeg havde, da jeg var startet. jeg var nærmest høj og euforisk i flere måneder.

For atten år siden havde jeg ikke forestillet mig, at jeg ville tage en sundhedsfaglig diplomuddannelse og blive udviklings- undervisnings og uddannelsesansvarlig sygeplejerske (føj for en lang titel, og den korrekte er endnu længere). Jeg er dog vild med hele turen, om end jeg ikke tager 25 år mere, som min leder lagde op til, men højst sandsynligt nok mere end de to, jeg kan nøjes med. Og her får jeg lyst til at tilføje: om Gud vil.

I morgen er arbejdsdag med masser af to-do-punkter. Jeg glæder mig.

DSC_5023

mandag, januar 15, 2018

Fri mandag eller fredag?

Da bilen kørte ind i garagen, nævnte radioværten, at en tidligere kollega havde valgt at holde fri hver mandag i januar måned, og det kunne hun faktisk også godt tænke sig. Og så tænkte jeg; jeg vil da hellere have fri hver fredag op til friweekender. Jeg kan sagtens se fordelene, man behøvede ikke at gå så tidligt i seng søndag aften og kunne strække weekenden lidt længere. Men omvendt så vil jeg hellere i gang mandag og så have en fridag midt på ugen eller om fredagen, for så begynder weekenden allerede torsdag aften. Eller hvad? Hvad tænker du?

Vi er alt for få på arbejde, det midlertidige ansættelsesstop betød, at vi havde en del stillinger, som ikke måtte genbesættes, da folk sagde op eller gik på barsel (vi er en produktiv afdelingen på mange måder, og vi sørger i hvert fald for mange nye børn). Nu er ansættelsesstoppet heldigvis ophævet, så til marts ser vi frem til at få nye kolleger. Indtil da knokles der, og indimellem er det bare så urimelige vilkår for mine kolleger. I dag forsøgte jeg at hjælpe der, hvor der var behov. Så jeg guidede en ny koordinator de første fire timer på hendes første dag med den tjans, jeg forsøgte at finde afløsere til aftenvagten, jeg sørgede for at en patient blev hjulpet til at få tømt sin blære med kateter, jeg overtog midlertidig modtagelse af en patient, så en kollega kunne få frokost, jeg gik til trombolyse, jeg hjalp kollega med at få sendt nogle prøver, vi ikke så tit tager, det rette sted hen. Lidt af hvert, her og der, og skridttælleren nåede op over de 7000 skridt.

DSC_5021

Jeg talte også med en tidligere patient i telefon, vedkommende var så træt af at tanken om at overse signaler på en ny blodprop fyldte hele tiden, så hver et lille kropssignal blev gransket. Vedkommende havde tidligere arbejdet med mennesker med blodpropper i hjernen, og jeg kunne sagtens følge vedkommende. Jeg tror også, jeg ville have så meget fokus på kroppens signaler. Jeg kunne blot lytte og fortælle, at det studie vi har lavet, netop viser, at rigtig mange skal lære at stole på deres krop på ny, samtidig med at vi også siger, at de hellere må ringe 112 en gang for meget end for lidt. Om det hjalp ved jeg ikke, men patienten takkede for en god samtale.

Jeg håber virkelig, at vi får held med at finde penge til en apopleksiskole eller hvad vi nu skal kalde den. Indenfor hjertesygdomme kalder man det hjerterehabilitering, men hjernerehabilitering forbindes med patienter, som er hårdere ramt af deres blodprop eller blødning i hjernen, og som har brug for langvarig genoptræning. De tanker, vi har, er noget lig hjerterehabilitering, hvor patienterne deltager i et forløb over en kort periode med undervisning, motion og samtaler med andre patienter. Min leder har sagt, at hun vil gøre alt for, at min vision og mangeårige drøm går i opfyldelse, inden jeg går på pension, så vi arbejder ufortrødent videre med at finde argumenter (og penge) til det.

Mens du har læst, er du sikkert kommet til en konklusion, vil du helst have fri fredag, mandag eller midt på ugen, hvis du kunne? God aften til dig.

PS Tingfindergenet har haft travlt i denne uge, Nu er begge mine forsvundne hjemmestrikkede sjaler fundet , ligeså mit hjemmestrikket pandebånd, nu mangler jeg bare at finde en cardigan – ikke hjemmestrikket (har for stort et hus med for lidt overblik over, hvad jeg har i gemmerne) Men her får du et billede af min yndlingssweater, ikke hjemmestrikket, men superlækker at have på og en af de fødselsdagsgaver, jeg selv købte for dubletgaver.

DSC_5019

søndag, januar 14, 2018

Skildpaddesøndag

Der blev sovet, til jeg vågnede. Ingen ure kimede og så dog. Landmanden havde fået strenge påbud om, at hans automatiske vækninger skulle slås fra, det havde han gjort. Landmandsfruen troede også, hun havde gjort det! Men heldigvis faldt jeg i søvn igen og snuppede to ekstra timer.

P1050893

Jeg faldt over en video, som gav mig tårer i øjnene, ikke fordi jeg blev ked af det, men fordi jeg blev mindet om de mange gode stunder, jeg havde med min far. Som jeg gentagne gange skrev her, så husker et menneske med Alzheimers måske ikke det, I har lavet eller at du har været på besøg, men kroppen husker det. Og min far fik fyldt så mange glædesstunder i sin krop, at de helt klart opvejede det, han ikke forstod og som af og til blev oplevet som ubehagelig, såsom personlig hygiejne og andre ting. Personale gjorde dog, hvad de kunne, ofte stod en og sang med min far, mens en anden vaskede osv. Det må dog være svært for de pårørende, hvor den demensramte går ind i sygdommen med mistænkelighed og vrede, så er det svært at fokusere på glædesstunder. Vi havde dog stjernestunder sammen med vores far, og det er jeg taknemlig for.

P1050896

Lyset er brudt frem og jeg har lovet mig selv et besøg i LOOPcenteret, men jeg er umanerlig doven og lad. En af årsagerne er helt klart, at jeg faldt i sukkergryden i forgårs og i går. I forgårs havde jeg selv købt is, og selv om jeg prøvede, så røg intentionen om en lille portion på gulvet. Jeg elsker is, og jeg elsker de der små vafler med chokolade, som man kan købe i en pose, hånden kører pr. automatik hver og en ind i munden. Vi spiser med lethed over 1 liter is, bare os to.

DSC_5016

I går kørte min hjerne derudad med tanker om vores projekt, så jeg havde besluttet mig til, at landmanden gerne måtte købe lidt lækkert med hjem til aftenteen, enten kage eller slik, og det skrev jeg til ham. Vi kan så hermed konstatere, at LIDT lækkert kan tolkes på mange måder, og jeg var let at lokke. Så planen er, at jeg rejser mig, når jeg har trykket udgiv, tager mit træningstøj på og kører ind til LOOP!

Vaskemaskinen snurrer, jeg har en søndag foran mig, som jeg kan fylde med lidt af hvert, hvis jeg vil, jeg kan også lade være. Rigtig god søndag til dig.

P1050892

lørdag, januar 13, 2018

Meditativ fredag og en arbejdsom lørdag

Fredag

  • Det lykkedes mig at falde i søvn efter landmandens vækkeur ringede, også sådan at jeg ikke kunne huske at have slået mit ur fra et kvarter efter hans. Jeg vågnede  7.20, sikke en luksus med otte timers søvn.
  • Langsom start i nattøj og tekop ved hånden ved kalenderen. Det er hyggeligt at plotte aftaler og arbejdsdage ind på vores fælles kalender. Jeg har givet landmanden to koncerter i julegave ( den ene som erstatning for den Poul Dissing koncert, som var fødselsdagsgaven sidste år, men som blev aflyst pga. sygdom)
  • Fem kilometers gåtur friskede op. Og efter i halvandet år at have været væk, fandt landmanden mit hjemmestrikkede Parrotsjal i sommerhuset, da han skulle søge efter noget andet, jeg havde mistet. (det har jeg så også fundet, bare et helt andet sted). Og sjalet har nærmest hængt på mig lige siden, også på gåturen.
  • Derefter stod der plasmatapning på programmet, der slappede jeg af med saft, chokolade og faglæsning. Jeg nød de 40 minutter, hvor jeg var “bundet” til en maskine, jeg kunne ikke så meget andet end blot at slappe af.
  • Frisøren var næste programpunkt, og i går var det den helt store tur med lidt lyse striber i håret, klipning, farvning af bryn og vipper. Jeg elsker mine ti minutter i massagestolen, hvor jeg af og til er faldet helt i søvn, det skete nu ikke i går. Til gengæld kommer jeg aldrig til at elske, at jeg bagefter skal have plukket øjenbryn, tænk at nogen kan gøre det på sig selv, av!
  • Aftensmaden stod på rester – idel lykke, jeg elsker, når jeg ikke skal lave mad til os to. Og der er faktisk også nok tilbage til i aften. Jeg kan kun anbefale denne kartoffeltærte med bacon, ost, squash, æg og hytteost. Den nemme version er at købe en færdig tærtedej, det er hurtigt at koge kartoflerne og stege bacon og så ellers bare ind i ovnen, dog noget længere tid end beskrevet. Jeg giver den mindst 45 minutter, og den kan ikke være i en stor tærteform, så jeg bruger et ildfast fad. Den rækker til mere end fire personer, i hvert fald når man som hos os serverer salat til. Og her er jeg også fan af de færdige salatblandinger, man kan købe, f.eks coleslaw, spidskålsalat eller broccolisalat. jeg springer glad og gerne over det lave gærde, når det gælder mad.

DSC_5005

Nu er det så lørdag, landmanden er på jagt, Ayla har affundet sig med at være alene hjemme med mig. jeg har drysset lidt rundt, drukket te, vasket gulv i bryggers (hunhunde kommer jo i løbetiden, suk) og i samme ombæring blev kontoret taget. Nu er jeg gået i gang med et projekt, hvor jeg ikke hopper over det lave gærde. Vi er kørt fast i vores projekt om patienters oplevelse af overgangen efter et accelereret indlæggelsesforløb til hverdagslivet hjemme, vi havde en god vejledning, men følte os alligevel lidt fortabte bagefter. Vi forstår hvad hun siger, vi har bare svært ved at omsætte det i praksis. Jeg har selv valgt at kigge på det i dag og se, om jeg kan se en måde, hvordan vi kommer videre. Og bare rolig, det er også aftalt, at jeg får løn for de timer, jeg bruger.

Og skulle du ikke have set udsendelsen, vil jeg anbefale dig at finde DRs Sundhedsmagasin og se den sidste udsendelse om blodprop og blødning i hjernen.(den tager ikke ret lang tid, du kan godt nå det mellem dine weekendgøremål)

God lørdag til dig.

PS Pludselig så jeg det. En af blomsterstandene på min Sct. Hansurt nægter at blegne, skønt med lidt farve i det grå.

DSC_5007