EN DRUKNET MUS

Ingen frostbilleder i dag, de to foregående indlægs billeder stammer fra søndag med høj sol.

En fødselsdagsgave skulle af sted i dag, så efter arbejde styrede jeg direkte hen til butikken, ingen tid til svinkeærinder, ej heller en smuttur hen til bilen efter paraply. Så meget regner det vel heller ikke, en fejlvurdering, som betød at bordet på postkontoret blev efterladt med store plamager vand.

Og herhjemme har vi nu brændeovn, jeg glæder mig til at skulle nyde flammernes spil og lysets skær, i dag måtte jeg nøjes med adventslysene, sådan en ovn kræver nemlig godkendelse af en skorstensfejer, den får vi forhåbentlig i morgen.

Nu springer jeg, sådan plejer min leder og jeg at signalere overfor hinanden de tankespring, vi gør undervejs i en samtale, det kan ellers være svært at følge med, hvis den ene pludselig begynder at tale om noget helt andet, men det virker for os; og faktisk er det også det, man anbefaler, når man taler med en afasiramt (afasi = manglende sprog), at tydeliggøre, når man går videre til et nyt emne.

Denne lange sætning blot for at sige, at jeg kom til at tænke på, at det da vist hedder godkendelse fra en skorstensfejer, det andet kunne måske læses, som om skorstensfejeren skal godkendes og ikke godkende, eller hvad siger du?

DECEMBERFROST

 

UDEN ORD

 

JEG ØVER MIG

Jeg øver mig i at trække vejret dybt ned i maven

Jeg øver mig i at være i nuet

Jeg øver mig i at tage en ting af gangen

Jeg øver mig i at sørge for at være god ved mig selv.

Landmanden er på jagt i dag, han hentede mig sent i aftes efter aftenvagt og havde lavet te samt købt store chokolademuffins. Det var dejligt, det havde været en hård vagt; vi har fået mange hårdt ramte, mange meget gamle mennesker, som skal have hjælp til alt. Så jeg øvede mig i at sige, jeg gør det så godt jeg kan, jeg er på 110 %, jeg kan ikke mere end det, og det samme gjaldt mine kolleger.

Forud for vagten havde jeg spurgt landmanden, om han selv ville lave te i dag til jagten, for så kunne jeg sove længe; normalt står jeg altid op sammen med ham, smører madpakke og laver te, mens han gør sig klar, det er hyggeligt, men denne gang skulle han ikke have madpakke med, og jeg har brug for lidt flere timer søvn. I aftes tænkte jeg dog, at nu havde han hentet mig og forkælet mig, så jeg kunne vel godt stå op sammen med ham. Jeg hørte end ikke uret i morges og vågnede først, da mit eget ringede 8.30.

Vitrineskabet venter på min indsats, så det kan komme til at føle sig som en del af familien, og de andre skabe og kasser kan blive lettet lidt. Først må jeg hellere få købt pensel, landmanden vil male sidste rum, vi kan nå inden jul, i morgen. Lidt lækkert skal der også købes til jægeren, så han kan slappe lidt af i aften, mens jeg er på arbejde.

Ha en god dag

5 MINUTTER

Lykke er ikke en tilstand, man konstant er i, i hvert fald ikke for mig; det er en følelse, som pludselig er der og som kan sætte spor i lang tid efter.

I morges magede det sig således, at vi alle 3, landmand, søn og jeg havde 5 minutter, før de skulle ud og sortere. Jeg lavede varm hjemmelavet hyldebærsaft til os alle, og så sad vi ved køkkenbordet og snakkede sammen. 5 minutter som gav mig en varm fornemmelse i maven.

Lige før kom sønnen gående tværs over græsplænen alene med et dejligt smil om munden; hvad han tænkte på, ved jeg ikke, men synet af en glad søn gav samme fornemmelse.

Mens jeg skriver, kommer landmanden med brevpakke; en smuk lilla papirstjerne, som jeg har vundet hos Karen, tusind tak Karen, den kommer til at pryde et af mine vinduer sammen med mine nyindkøbte lilla glashjerter.

TRADITIONEN TRO

For 27 år siden blev jeg landmandskone, 26 år gammel, uddannet sygeplejerske i 2 år, og jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle få den titel. Sådan blev det, og gennem årene er der kommet traditioner til.

En af dem var ½ gris i fryseren, det havde jeg aldrig været vant til hjemmefra, trods vi var mange børn. Vi voksede op på farsmad, det kunne man købe billigt hos slagteren i Viborg, og så fik vi af og til gryderetter og koteletter og til jul flæskesteg.

Nå men til en gris hørte en kummefryser, så vi drog ud for at finde en sådan. Mon ikke sælgeren har grint godt i skægget, for da vi købte en stor kummefryser, skulle han forsikre mig om flere gange, at den kunne rumme en halv gris.

SÅ kom grisen, og den lå og råbte nede fra det ene lille hjørne, her er jeg ;-) I dag rummer fryseren dyrekød, frugt og grøntsager og meget lidt gris.

Med til sådan en pakkeløsning hørte grisehoved, skanker og grisetæer, det sidste røg ud, men svigermor lærte mig at lave sylte. Min blev så i en mindre fed udgave, for jeg tog kun kødet, en succes blev det dog. Og lige siden er der med enkelte undtagelser blevet lavet sylte til december måneds rugbrødsmadder. Undtagelsen skulle egentlig være i år, dels har vi ikke grise mere, dels har jeg jo travlt, men jeg havde sådan en lyst til hjemmelavet sylte til frokostbordet juleaftensdag, så der blev bestilt ½ grisehoved og skanker hos slagteren.

Traditionen tro fik jeg ikke sat det over at koge før midt aften.

Traditionen tro skal sådan noget koge meget længe.

Traditionen tro stod jeg derfor ved midnatstide og skar kød i små stykker.

Traditionen tro står der nu en form med sylte i køleskabet og stivner.

Traditionen tro bliver 8 skiver puttet i fryseren til juleaftensdag.

Uhm jeg glæder mig til at smage den første skive på rugbrød med sennep og rødbeder til.

Og så glæder jeg mig til, at julekasserne snart kan komme ned fra loftet, så jeg kan få hængt min adventsstjerne op.

MAN BLIVER SÅ KLOG

af al den bloggen!

Bare i sidste indlægs kommentarer er jeg blevet klogere på mere end en ting.

Jeg anede f. eks ikke, at man ikke må vande ”de fire verdenshjørner” Tak Lise, nu er min blomst  sat på faste, og så håber jeg, den, som Charlottes blomst, kan forkynde det glade budskab.

Karin fortæller, at jeg søgte med de forkerte ord, så hun har fundet melodi til min tekst i en udgave med skuespillerne fra Oh Happy Days, og da jeg først var ledt på sporet, var der flere, der havde lagt sangen ud på Youtube.

Således lidt klogere vil jeg lægge hovedet på min nye pude fra Hanne, arbejdsdagen er gået godt, men 9 timer første dag kan godt mærkes. Mine dejlige kolleger havde kun roser til mit nye hår og nye briller, de er de bedste kolleger, ikke bare pga. deres ros ;-) men fordi vi løfter i flok både fagligt og socialt. Og i morgen skal jeg i aftenvagt med tre seje smukke assistenter og en ung skøn sygeplejerske, det kan kun blive godt!

AFSLUTNING

Dagen i dag har været dejlig, først en formiddag med hygge omkring et bord, og en lille hund, som mente det bedste var at ligge tæt op af mig, det nød vi begge.

Min Amaryllis stræber opad, jeg overdrev måske lige lidt over for Kenneth og Liselotte, men den er da oppe i øverste vindues højde. Jeg håber, den snart springer ud, ikke fra vindueskarmen men i blomst.

Dagen sluttede på bedste vis, i dag gav mit gospelkor koncert, og jeg var med. De sidste to onsdage har jeg måttet melde afbud, så jeg nød at få lov til at synge. Landmanden var en af tilhørerne, og han har øre for musik, men jeg kan desværre ikke overtale ham til at synge i kor.

Ekstranummeret var en stille gospelballade, den er oven i købet dansk skrevet, men jeg kan desværre ikke finde den på nettet, så jeg kunne dele musikken med jer.

Ordene holder jeg meget af, så lad dem være afslutning i dag:

Lord I come before you
Hear me now I pray
In your presence I find comfort,
you're my hiding place
Lord hold me now I pray
I need you please let me stay
Only you can heal my broken heart
never let me go

OPLØFTENDE

Den sidste fridag skal nydes, inden arbejdsdagene kalder. 8 dage med en enkelt fridag klemt ind i midten, til gengæld venter der så 6 fridage afsluttende med juleaften efter arbejdsdagene, så det er ikke så ringe endda.

Og som datteren sagde i telefonen, så pynter vi til jul og bager, når jeg kommer hjem!

Udenfor sender solen små lovende stråler frem bag skyerne, og om lidt skal jeg sidde i det dejligste køkken med  plads til hjertevarme og latter, gode historier og nærvær. Jeg glæder mig.

STATUS

Den bog, jeg læser, giver stof til eftertanke.

Jill Bolte Taylor skriver meget om de to hjernehalvdele, om venstre, som konstant taler og om højre, som er i dyb fred med sine omgivelser. Om hvordan hun nu, hvor hun har genvundet venstre hjernehalvdel, forsøger at være bevidst om ikke at lade den bestemme det hele.

Hun slår meget på tromme for, at de følelser vi får, rent kemisk brænder ud efter 90 sekunder, og at vi kan bestemme, hvordan vi vil reagere på dem. At når vi har været ude for en oplevelse, der gør os vred, ked af det eller bitter, kan vi bestemme, om vi vil hænge fast i den følelse (venstre hjernehalvdel), eller om vi vil vælge en mere tilgivende, rummende vinkel (højre hjernehalvdel). Vi har brug for begge hjernehalvdele, men ofte ifølge JBT lader vi venstre hjernehalvdel fylde for meget.

Venstre hjernehalvdel ifølge JBT systematiserer, analyserer, kategoriserer, sætter ord på oplevelser, danner historien om det skete, giver os fortid, nutid og fremtid, hvorimod højre hjernehalvdel ser helheden, lader os være et med omverdenen, lever i nuet, i det enkelte øjeblik.

Mine 12 ferie/fridage er ved at være brugte. Da jeg startede, syntes jeg, det var oceaner af tid, jeg drømte om et hus totalt hovedrengjort med julepynt overalt og julebag i kagedåserne. Måske er det derfor, jeg har været så hård ved mig selv de sidste par dage, for sådan er virkeligheden jo ikke.

Den måde vi taler til os selv, sætter spor ifølge JBT og mange andre, så jeg vil ændre min historie om de tolv dage.

Jeg har været til julefrokost og overnattet på et gammelt hotel midt på torvet i Mariager, stod op til udsigten over toppede brosten, bindingsværkshuse og en dejlig mand ved min side.

Jeg har været nede ved min far to dage, den ene dag i selskab med min yngste lille søster, den anden dag med en udflugt til et julepyntet gods.

Jeg har været over og besøge vores datter, hvor vi hyggede os i en julepyntet lejlighed i en julepyntet by, og jeg havde stadig en dejlig mand ved min side.

Jeg har haft den glæde at se min søn hver eneste hverdag, sygeplejedrømmen var ikke hans, viste det sig, så nu arbejder han hos os og drager en tur til Nepal og Indien sammen med hans kæreste, når vinteren lakker mod ende. Og forleden dag kom det unge par ud til aftensmad og hygge, det nød vi meget.

Vinduer er sat i huset, de fleste rum er malet og taget i brug, og min opvaskemaskine, som valgte at stå af på feriens første dag, er nu blevet repareret.

Jeg har set indtil flere sentimentale julefilm, jeg elsker dem!

Så når de spørger mig, om jeg har haft en god ferie, så er svaret JA, det har jeg, OG der kommer ikke et men med alt det, jeg ikke nåede!