søndag, maj 25, 2014

HVAD BETYDER M?

Læser mine børn med, vil de allerede ved overskriften begynde at smile. For det spørgsmål var fast bestanddel i deres barndom, når vi var ude at køre. Som jeg husker det, kom Mc Donald til Danmark samtidig med, at jeg fik børn. Det passer ikke helt, men det gule M fik altid vores børn til forventningsfuldt at sige overskriften (nogle gange endda med egen hjemmelavet melodi til), og nogle gange var de heldige, for så drejede vi inden om det gule M og købte aftensmad. Senere fik børnene øje for, at der var andre spisesteder, der kunne leve op til og endda overgå Mc Donald i standard og oplevelse.

P1090110

I tirsdags var min far og jeg på det nyåbnede McD i Viborg, vi nød isen udenfor i det gode vejr, og det gav en kærkommen variation i de muligheder, vi kan gøre nu. Da jeg kom ned til min far i går, var han lige så træt og fraværende i sit blik som i tirsdags, men jeg holdt fast i min plan om, at vi skulle have kaffe på McD. Vi trillede af sted, det var mere koldt i luften, så jeg besluttede mig for, at vi skulle sidde indenfor. To chokolademuffins, te og kaffe samt en sundaeis blev købt, og vi satte os godt tilrette i et hjørne, hvor kørestolen kunne stå ved bordet. Lidt efter livede min far op, lyden af børns snakken fik ham til at smile, de mennesker, der gik forbi udenfor og de mennesker, som kun han kan se, fik ham også til at grine og begynde at snakke. Han nød den superlækre muffin med softice til (det gjorde hans datter også), og flere gange sagde han, hvor er der dejligt her. Og det var der. Det har en helt anden indretning farvemæssigt, end jeg kan huske andre steder. Da vi havde spist kagerne, vendte jeg kørestolen, så vi sad ved siden af hinanden og så ud over hele restauranten. Der var kun nogle børn med deres far, men børnenes leg fik min far til smile, og vi hyggede os sammen. Oplevelsen havde fået min far til at være til stede på sin egen måde, og på hjemturen var han i sangens verden, Han sang hele vejen hjem, mens jeg plukkede grøftekantsblomster til hans stue. Plejehjemmet er blevet udvidet med en ekstra tilbygning og 14 nye stuer, alle er nu lejet ud her en måned efter, at man åbnede nybyggeriet. Det har betydet nye ansatte og i går havde to af dem tjansen på min fars gang. De smilte og grinede, da de hørte, at vi havde været på McD, og det var helt tydeligt, at de kunne se på min far, at han havde haft en god eftermiddag. Det havde jeg også, så jeg kørte glad hjem til Nordjylland og sang alle 120 km, lige til jeg ramte gårdspladsen i mosen.

P1090116

Kasketten stammer fra mine forældres tre ugers biltur til Nordkap. Jeg håber på, at jeg en skønne dag kan køre den samme tur, men bag på motorcykel. Og skulle vi være blevet for gamle til en motorcykeltur, når vi en gang om x antal år går på pension, så kan vi jo snuppe bilen (og nej, vi kan ikke gøre det nu, for sådan en tur kræver 3 uger minimum, og landmanden kan kun holde 10 dages ferie).

God søndag til dig med plads til feriedrømme og nydelse i nuet.

26 kommentarer:

  1. kære Lene - bliver altså helt rørt at af læse om dit nærvær med din far. På smukkeste vis vise du hvad forældrekærlighed indbefatte. tak fordi u på smukkeste vis deler de med os andre. de bedste søndagshilsner fra en taknemmelig medlæser af din blog. Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Lisbeth, tak for dine ord, jeg er rigtig glad for dem, for jeg vil jo så gerne vise, at selv sammen med et menneske med svær demens kan der findes livsglæde og små øjeblikke af lykke :-)

      Slet
  2. Altid livsbekræftende at læse om dine oplevelser med din far.
    Okay, 10 dage til Nordkap er måske lige i underkanten, men vi havde kun autocamperen i 14 dage, da vi var deroppe, og da havde vi tid til tre dage i den stockholmske skærgård på vejen hjem, og det føltes ikke som om vi havde skyndt os meget - men det lærte os, at vi bør bruge mere end syv dage på at køre derop, for det tager kun tre-fire dage at køre hjem gennem Sverige - så i princippet kan det nås på 10 dage.
    Jeg kender en del, der har brugt tre uger, men lige så mange, der synes, at 14 dage er fint og at man ikke behøver mere. Det kommer mest an på, hvad man vil undervejs.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Ellen, nu satte du lige nye tanker i mit hoved, måske kunne vi godt, men alle motorcyklister siger vi skal give os god tid, så vi må overveje det :-)

      Slet
  3. Nordkap på motorcykel må være fantastisk og som Ellen skriver, kan I sikkert godt lige nå det på 10 dage; du må i gang med at undersøge sagerne. Der er vist længe at vente på, at I blive pensionister.

    Dejligt at læse om dine oplevelser med din far.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Hanne, vi overvejer for vi har begge udskudt pensionen på ubestemt tid ;-)

      Slet
  4. Nordkap er helt fantastisk og eventyragtigt, jeg synes I skal have god tid og hygge jer undervejs på turen, vi har så travlt i vores hverdag, at når man har ferie er det vigtigt at have god tid til at nyde :-)

    Vi "legede" altid hvad starter med M :-) og vi var endda så "heldige" at have en Mac D. i byen...! Men små 3 km væk og hvis ungerne plagede om en is, måtte de nogengange gå derhen, så fik de også rørt sig lidt :o)

    God aften Lene - kram fra OddStyle

    SvarSlet
    Svar
    1. Tina, tak i lige måde, syntes jeg så et glimt af dig ved stemmeurnerne i aften :-)
      Vi skal helt sikkert have tid, men vi snakkede med et par i dag, som gjorde turen på tolv dage og syntes de havde god tid.
      Det må være skønt at kunne gå hen til M og købe is ;-)

      Slet
  5. Som altid er det dejligt at læse med hos dig Lene, ofte sættes tanker igang 😊

    SvarSlet
  6. Mon ikke vi allesammen har vores små glæder med MacDonalds, - hvis vi vil være helt ærlige.

    Selv har jeg nydt deres kaffe, da jeg var i Kina, - det er svært at undvære kaffe i tre uger, men MacD. har bare sagerne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg kan levende forestille mig hvor skønt den kop kaffe smagte og fordelen ved at der går langt imellem er at så smager maden endnu bedre. Jeg kan rigtig godt lide deres pommes frites og deres is :-)

      Slet
  7. Hvor er det rørende og meget dejligt, at læse at børnenes glade snak fik din far til at live op.

    Lene, jeg bliver så glad, når jeg læser din blog, læser om din hverdag, både når du er landmandskone og sygeplejerske. Du kan jo så selvfølgelig spørge, hvorfor jeg ikke læser den noget oftere ☺. Men når jeg - igen- er kommet 1 - 2 måneder bagud med læsningen, så er det med stor glæde, at jeg læser hvert eneste af dine indlæg og følger din hverdag.

    Da jeg så, at du og dit kor havde været i Baptistkirken i Brovst, blev jeg selvfølgelig nysgerrig og klikkede på linket. Og nu må du undskylde, at jeg spørger dig, men jeg mener, at jeg skimter kendte ansigter i dit kor. Kan det passe, at nr. 4 stående fra højre, hedder Ingerlise? Jeg tror, at hun hedder Jensen nu, tidligere Bendtsen og at hun måske bor i Arentsminde. Hvis det er Ingerlise, så har jeg kendt hende fra jeg var lille pige ☺. Et andet ansigt der virker bekendt, er nr. 4 fra venstre, som jeg mener hedder Ellen, mon det passer? Hende gik jeg i realskolen sammen med. Undskyld jeg spørger, men jeg blev så glad over at se kendte ansigter (i hvert fald tror jeg, at det er kendte ansigter).
    En rigtig god aften til jer helt deroppe nordpå.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anette, jeg er imponeret over at du læser op på indlæggene, hatten af for det :-) Jo det er Ingerlise og Ellen, og jeg har ikke helt styr på hvor de bor henne. Alt efter Aabybro mod Thisted er lidt en samlet betegnelse for mig ;-)

      Slet
  8. Åh det lyder hyggeligt - "Den gyldne måge" med din far - og ja deres is har der aldrig været noget i vejen med:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, det var hyggeligt og isen smagte :-)

      Slet
  9. Tak for en dejlig fortælling:-)

    SvarSlet
  10. Kaffen på McD kan sagtens drikkes - bare man ikke hælder den ned af sig... Kommer til at tænke på en fuldstændig afsindig debat i Ålborg om et plejehjem der via Lions blev inviteret på Burger King.. vild debat - for maden er jo usund!

    Dejligt at se at du er så meget sammen med din far, osse selvom han ikke altid lige er sammen med sig selv og med dig. Men jeg er sikker på at han nyder i øjeblikket. Og når man ikke har så meget andet end øjeblikke er det meget værd.

    SvarSlet
    Svar
    1. Overleveren, plejehjemmet havde også været derned og spise, da McD åbnede :-) Vi nyder øjeblikkene og samler på de særlig gode af dem :-)

      Slet
  11. Jeg bliver så glad over at læse om dine besøg hos din far. Hvis jeg nogensinde igen får at gøre med en dement, vil jeg helt bestemt tænke på dig og dine besøg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Conny, livet blir lidt lettere, hvis man tager de rigtige briller på :-)

      Slet
  12. Jeg læser med fornøjelse din blog. Har selv en svært dement mor og jeg nikker genkendende til meget af det du skriver. Dejligt at du holdt fast i, at I skulle afsted og at det fik "liv" i din far. Nogle ting tænker man ikke lige over at andre også står I. Jeg tænker på din kommentar om "de mennesker, som kun han kan se". Befriende :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, tak fordi du kommenterer, det betyder meget for mig, at andre kan genkende situationer. Og nogen gange gad jeg godt være med i den verden, min far lever i sideløbende med at han lever i min verden. Det virker til at være sjovt ind imellem :-)

      Slet
  13. Den Gyldne Måge som Mc Donalds også bliver kaldt. 83% af restauranterne er franchising, derfor er der en forskel på indretning og påklædningen kan også variere., dog er der en rød tråd i alle, da der er et koncept der skal følges.
    Mine 2 yngste har haft job på Mc Donalds, yngste i 7 år, hun har været maneger, hvilket har givet hende masser af glæder, og viden om hendes personlighed og evner på arbejdsmarkedet.

    Jeg har ikke været helt væk, og dog, travlhed har fyldt, samt en ferie med opsamling af det forsømte, hentet yngste hjem fra 10 mdr. som Erasmusstuderende i Bukarest. Er ved at have fået udsovet :-)
    Har fået nyt "hjem" http://www.abildjyden.dk/ - Du er hjertelig velkommen ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Abildjyde for både uddybelse om MC Donald og din nye blog. Jeg opdagede det i går, så jeg har lagt den i min blogliste, men endnu ikke fået den rettet på bloggen :-)

      Slet