Strabadserende

Mit hjerte hamrede af sted, det var på overarbejde. Det samme var lungerne og muskulaturen omkring dem. De gjorde, hvad de kunne, for at jeg kunne få ilt ud til alle muskler. Jeg kunne i den grad mærke, at jeg var i live, kortvarigt tænkte jeg på, om hjertet kunne holde til denne anstrengelse. Men jeg stolede på mit hjerte og tænkte, det var godt for det at få lov til at arbejde igennem.

Anledningen var afprøvning af den gårute, mine to søstre og jeg skal gå i dag. Vi tre var hverdagsteamet for vores far, dvs. det var os, der i begyndelsen besøgte ham en hverdag hver uge og  vi tog også en weekend i hver måned. Vores yngste lillesøster og vores bror, som begge bor i København, tog sig af andre ting og besøgte vores far på skift hver måned. Det samarbejde fungerede fint, men da vores far døde, blev vi tre jyske søstre enige om, at vi ville mødes hos hinanden et par gange om året og gå en længere tur sammen. Vi mødes også hele familien to gange om året for at holde fast i det sammenhold, vores forældre gjorde meget ud af at bygge op.

Jeg har ikke fået cyklet på min fine mountainbikecykel (landmandens gave til min fødselsdag) siden i sommerferien. Den blev stående i sommerhuset, da vi tog hjem, fordi jeg vidste, at i hverdagen får jeg ikke cyklet, og fordi området omkring sommerhuset er ideelt til sådan en cykel. Det var skønt at cykle igen, det var skønt at få fart på. Det var skønt og nervepirrende at cykle nedad smalle stier og skulle stole på balanceevnen og håndbremser, som jeg ikke er vant til. Og det føltes godt at udfordre mig selv opad de stejle veje, om jeg nu kunne finde ud af gearsystemet og komme helt op uden at stå af (det lykkedes nu ikke altid)

Det blev dog også hårdere, end jeg havde beregnet, for jeg blev nødt til at tage hele ruten op over klitterne, da jeg ikke kunne finde smutveje på tværs af stisystemet og blinde veje bag klitterne (havde glemt kortet, og googlemap viste ikke stisystemet). Det var tungt at trække cyklen på smalle stier i sandet og opad stejle klitter.

Der var strid modvind, da jeg kom ned på stranden. Den var kun den halve bredde af, hvad den plejer at være om sommeren, men der var stadig fin plads. Jeg opgav at cykle og trak cyklen det meste af vejen. Mørket kom hurtigere, end jeg havde troet, så på vejen hjem af de kendte veje fra stranden til sommerhuset var jeg glad for, at jeg ikke mødte nogle bilister. Jeg havde hverken refleksvest eller lys på, kun reflekserne på cyklen. Nu ved jeg så , at mørket sænker sig klokken 16 her midt i november.

Hjemme i sommerhuset tændte jeg op i brændeovnen, lavede varm hyldebærsaft og hyggede mig indendøre, mens blæsten tog mere og mere til. Det føltes godt (og ømt) at prøve mig selv af på en anden måde end med gåture. Husk det, Lene, du kan sagtens på vinterfridage tage op og sætte hjerte og lunger på arbejde, det føles godt bagefter.

God søndag til dig, jeg vil glæde mig selv med forberedelserne til den brunch, mine søstre og jeg skal nyde, før vi begiver os ud i sommerlandet.