søndag, oktober 17, 2021

Rapport fra en isolationsstue

 Jeg stirrede vantro på mobilen. Smsede til min leder; ring nu! Derefter ringede jeg til dem, man nu ringer til i den situation og først der reagerede jeg. Jeg var så rystet, kunne slet ikke overskue konsekvenserne og begyndte faktisk at græde. Efter halvanden time sprittede jeg alt af, tog mundbind på og gik ud til min bil.

7 timer forinden havde jeg været på vej til arbejde, da en messengerbesked poppede op. En af gæsterne fra weeekendens fest var blevet syg søndag og blevet testet positiv for corona, så jeg drejede indenom testcenteret, inden jeg gik op på afsnittet. Som vaccineret skal man ikke gå i isolation som nærkontakt, men jeg holdt afstand og til møder sad jeg med over 1 meters afstand til øvrige deltagere.

Jeg havde tjekket sundhed.dk utallige gange i løbet af formiddagen, men da jeg kom tilbage til mit bord efter et møde, gav en sms besked om, at der nu var svar. Jeg havde ingen symptomer overhovedet, og jeg gik nærmest i chok, da jeg så svaret: positiv. 


Nu har jeg så været isoleret i 6 døgn i et værelse i sommerhuset. Jeg har fået symptomer, men om det mere er en forkølelse end coronasymptomer, må min læge vurdere på mandag, hvor jeg ellers kunne komme ud af isolationen hvis uden symptomer.

Bortset fra mandag har jeg i varierende grader haft forkølelse, ondt i halsen, været sløj og svimmel, haft let hovedpine og et døgn med skiftevis kulderystelser og svedudbrud. Alt sammen noget, som kunne forklares med en forkølelse, hvis altså ikke testen mandag morgen havde sagt anderledes.

I dag er det så endeligt afgjort, at jeg ikke har smittet min mand og datter, de er begge testet negative i to test. Det lettede.

Andre gæster har været knapt så heldige, der er smitten bredt sig til familien og rejser har måttet aflyses.


Min datter flyttede med i sommerhuset, for som ikke fuldt vaccineret skulle hun i isolation, men ikke sammen med mig. Så hun har haft hele sommerhuset på nær mit værelse og det ene badeværelse. Vi har sprittet hænder konstant, jeg har haft mundbind, når jeg gik gennem stuen på toilettet. Hun har sørget for al forplejning til mig og hvilken forplejning. Jeg har aldrig fået så meget godt mad på en almindelig hverdagsuge. Og min mand viste sig at have talent for at følge en indkøbsseddel, selv under pres ( han måtte handle ind kl 21 mandag aften til de to isolerede efter en lang arbejdsdag). Nu kan min datter gå frit ud i verden igen. 

Vi fejrede, at de derhjemme blev færdig med kartoffeloptagningen onsdag. Landmanden købte stjerneskud til os alle tre, og så sad vi hver for sig (gård, sommerhus, værelse) og nød middagen. I år måtte vi undvære det traditionelle smørrebrød sammen med folkeholdet.


Og som du kan se, agerer min seng lidt af hvert: spisebord, computerbord, sofa og seng. Jeg længes efter at få lidt mere råderum, men jeg skal ikke klage. Jeg har det godt. God søndag til dig.

10 kommentarer:

  1. Det var da noget af en forskrækkelse. Du skriver, at dine symptomer kunne være forkølelsessymptomer, men er det ikke netop kendetegnende for delta-varianten, hvis man "kun" er lettere angrebet? Hvorom alt er, er det godt, at du var vaccineret - ellers kunne det have været meget værre. En af mine jævnaldrende venner (i 60'erne) blev smittet få dage før første stik og havde et forfærdeligt sygdomsforløb med bl.a. 6 dage i respirator og lang genoptræning bagefter. Det var før delta flyttede ind i DK.
    Velkommen tilbage mandag, eller hvornår nu lyset bliver grønt! Skal man sige noget positivt, er det vel, at du nu ikke behøver et booster-stik :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, det var det, mere på grund af angsten for at have smittet min mand og datter. Jo deltavarianten er lettere symptomer, så derfor skal jeg også tale med min læge.
      Det var da en barsk historie med din ven, håber han er kommet ovenpå igen.

      Jeg har aldrig været i tvivl om min vaccine.
      Men jeg er i tvivl om boostervaccinen, for de anbefaler den også, selv om man har fået corona. Til festen slap fødselaren for at blive smittet på trods af at hun var i nærkontakt med alle. Vi var alle vaccinerede, men hun havde haft corona for 1 år siden før sin vaccine. Så noget tyder på at virus beskytter længere end vaccinen. Vi var alle vaccineret (alle var sygeplejersker) og 9-10 stykker blev smittet. Så vaccinen virker åbenbart ikke længere end 8 måneder (for nogle af os) og skal vi så vaccineres hver 7. måned? Det synes jeg ikke.

      Slet
  2. Åh nej, rigtig god bedring, Lene! Hvor er det dog uheldigt. Men som vaccineret skulle man ikke blive voldsomt syg, og jeg håber, det er en trøst.
    Jeg skal vaccineres 3. gang om få dage.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Madame. Jeg har det fint, og for mig har det været mere betydningen for mine kære, hvis de blev smittet og selve det at være isoleret, der har været værst.
      Pøj pøj med 3.vaccine.

      Slet
  3. Ja, sikke en forskrækkelse, jeg tror også jeg var blevet lidt ramt af sådan en besked. Jeg ville, som du, være frygtelig bange for at smitte andre. Heldigvis ser det ud til at gå fredeligt og forplejningen fejler jo ikke noget 😁
    Som jeg forstår det, er det netop karakteristisk for deltavarianten, at den giver forkølelsessymptomer og ikke nødvendigvis de klassiske corona symptomer - men det må lægen selvfølgelig vurdere.
    Jeg har lige fået mit 3. stik her til morgen, min vaccination er jo 9 mdr gammel.
    God bedring!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Henriette. Det har faktisk været angsten for smitten videre og så alt det praktiske omkring isolation, der har fyldt.
      Mit sidste stik fik jeg 29/1 og jeg blev smittet 9/10, sad end ikke i nærheden af vedkommende, men har formentlig givet hånd til hende.

      Slet
  4. Det er en kedelig omgang, du har været igennem, med smitte, isolation og bekymring for alle andre. Jeg ville være lige så bekymret, især pga. alle de kedelige tilfælde, man efterhånden hører om, hvor vaccinen ikke sikrer folk mod smitte eller at blive hårdt ramt (en af de værste er en fra min mands arbejde, hvor en bedstefar blev smittet af et barnebarn på 20 år, begge var vaccineret, hun havde ingen symptomer, han døde af det. Den kedelige historie har sat sig lidt i mig...).
    Jeg havde ellers besluttet mig for, at jeg ville købe mig til influenza-vaccinen i år, når jeg fik tid til at tage et par dage med influenza-symptomer. Men influenzaen kom mig i forkøbet, så nu ligger jeg underdrejet, heldigvis med en 'ikke-påvist'-coronatest. Og jeg har også tænkt mig at få en test til, inden jeg skal retur på arbejde, for at være helt, helt sikker. Så lige så snart de sender mig en indkaldelse til stik nr. 3, så er jeg altså den, der bestiller tid. Og jeg skal nok ha' influenza-stikket, når jeg er ovre den her, bare for at være helt sikker.
    Håber, du snart er ude på den anden side, Lene.
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Mette, det var en sørgelig historie, og hvor er det synd for barnebarnet, at det skulle ske.
      Jeg har det godt nu, men om jeg får lov til at komme ud af isolation i dag er jeg meget i tvivl om.
      Rigtig god bedring, Mette <3

      Slet
  5. Sikke noget, Lene - men godt at høre, at du ikke er meget sløj! Og dejligt, at du er blevet forkælet med lækker mad, mens du har været syg :-)Mon det er skruen uden ende med de vaccinationer? Det er svært at vide, hvad der er klogt at gøre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Randi, jeg håber faktisk at man nedgraderes corona til at være på niveau med influenza. Så kan dem, der er i risiko blive vaccineret, vi andre kan blive syge, forhåbentlig ikke alvorligt og så slipper vi for vaccinationer hver 6. måned.
      Vi er faktisk en del sundhedspersonale, som nu bliver smittet trods vaccinationer, unge som gamle.

      Slet