lørdag, maj 07, 2022

Blå mærker, jubilæum og rollator

 Kort sagt en køn blanding af ord.

For nogle år siden holdt jeg op med at gå i lange bukser, jeg har enkelte capribukser og shorts, men ellers er det kjoler/nederdele, jeg går i. Det dur ikke rigtig som malertøj, så derfor har jeg de sidste dage klædt mig lunt på overkroppen med T-shirt, en gammel sweater af landmanden og yderst min malerskjorte, som er en af landmandens aflagte. For malerbukserne er mine havebukser, som er et par capribukser, så underbenene er ikke dækket. Til gengæld har jeg varme strømper i træskoene. 


Jeg har nemt ved at få blå mærker, så de bare ben mod stigen kombineret med en sygeplejerske/landmandskone, der gerne vil være hurtig til sit arbejde, gør at mine underben ser forfærdelige ud. De er absolut ikke til pænt brug, så det er godt, at det stadig er strømpebuksetid.

Det har været hundehamrende koldt, i forgårs måtte jeg tænde op i brændeovnen, så jeg kunne få varmen i pauserne. Og pauserne har der været nødt til at være en del af. Jeg får ondt alle steder i de akavede positioner, jeg står i på stigen, når jeg maler spær under udhæng. Og så bliver jeg utrolig træt af at være ude i den friske luft. Samtidig kører jeg hver dag hjem for at lave aftensmad (eller rettere lune indkøbt mad og lave en salat dertil) og smøre madpakker til næste dag.


Pauserne i går blev også lange, for en af mine gode kolleger havde 40 års jubilæum. Egentlig var det i januar, men der måtte vi jo ikke holde fest. Det måtte vi i går, og der var gode taler af vores leder og en af mine andre kolleger. Der var gensyn med gamle kolleger og minsandten om ikke også jeg havde familie med. Et par af mine mange svogre og svigerinder er nemlig blevet nabo til min kollega, så de var inviteret med. Mine unge kolleger måbede, da jeg fortalte, at min svigerinde i en alder af snart 74 stadig arbejder i sundhedsektoren. Så havde hun været i samme region hele sit liv, kunne hun også have fejret 40 års jubilæum for længe siden.


Så gik bilen hjem, efter der var blevet handlet ind i til aftensmaden i aften (nu vil jeg servere et helt måltid mad, som er hjemmelavet) og gode sandwich til aftensmaden i går. Nyvasket tøj fra sommerhuset blev lagt på plads og kontorarbejdet færdiggjort, inden vi spiste sammen, hvorefter landmanden hoppede på traktoren en time eller mere, og jeg kørte i sommerhuset.

Mine kræfter var brugt op, så det jeg havde planlagt, jeg kunne nå i går aftes, nåede jeg her til morgen. Nu er jeg klar til maling af de sidste tre træområder, jeg kan nå med denne stige. Den lange stige kommer først i morgen. Jeg har købt grej til min højtryksrenser, en patio cleaner, den er jeg spændt på at afprøve. Den skulle være mere skånsom til at vaske terrassen med end selve højtryksdyseren.

Det blæser godt, så måske når noget af terrasserne at tørre nok til at jeg kan begynde at male i dag. Vi får se. 

Formiddagspausen er ved at være slut.


Nå ja det med rollatoren? Det kom sig af, at to kolleger var ved at regne ud, hvor gammel den ene var, når den anden kunne fejre 40 års jubilæum. Hun ville være 98 år, hun er gymnatik/fitnesskvinde, fit for fight og 4 år yngre end mig. Så de blev enig om, at hun selvfølgelig ville komme. Jeg sagde så, at jeg ville være 102 år, men jeg ville også komme og så kiggede min unge kollega på mig og sagde, du skal være velkommen i kørestolen. Kørestol! Jeg kommer med rollator, var mit svar. Men min svoger mente nu, at jeg skulle have som mål at komme gående uden hjælpemidler. Det er vist godt, at jeg er begyndt med træning, både bevægelsestræning og styrketræning.  Kan jeg mærke det?

Jeg kan mærke, at jeg har muskler. Jeg kan mærke at jeg er i live og på sådan en skøn blæsende solskinsrig formiddag gør det mig glad. Nu vil jeg finde næste afsnit af Du kender typen, podcast, med Anne Glad. Jeg er vildt optaget af, hvor meget de kommer omkring ud fra gæstens kontoudtog og kalender. Det er spændende at høre om andres tanker og værdier i forhold til det liv, de lever, og de penge de tjener.

Var lige nødt til at gense et afsnit af kender du Typen med gæsten i podcasten :-)

Ikke flere ord, jeg skal jo arbejde :-) Må du få en dag, som er god ved dig og som gør dig glad.

6 kommentarer:

  1. Uhhh.. Ja.. Jeg kan godt huske ømme muskler og blå mærker efter arbejdet med udhæng og ender! Det er en gedigen arbejdsindsats du leverer!
    Og man bliver bare træt af luften fra havet.
    Hvor det hyggeligt med rådyr på visit.
    Flot med 40 års jubilæum.. Jeg nåede 38 år...
    Det bliver festligt med de næste jubilæer inkl div rullende aggregater...
    Hep Hep med træningen 👏

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, det er så hyggeligt med rådyrene i haven. Nu skal jeg bare have fundet af at skærme potteplanterne fra dem :-) Godt gådt at du nåede de 38 år. Og tak :-)

      Slet
  2. Det er altså ikke så mærkeligt, at kræfterne er brugt op - vi må erkende, at kroppens energi-mekanismer bliver langsommere med alderen. Det er ikke sjovt, og jeg har ofte troet at nu kunne jeg en hel masse.

    Men i stedet må man så nyde at man faktisk har det rigtig godt en gang imellem og i det hele taget kan udføre arbejde som maling og vedligehold.

    Jeg synes du skal passe på dine ben med en eller anden form for fodbold benskinner eller meget tykke sokker - men man smiler jo over at du tager det så pænt, benene var ikke til pænt brug :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Donald, nej kroppen skal nok give besked om ikke andet så bagefter. det er ofte der, jeg reagerer med trætte langsomme dage.
      God ide med benskinner, men de kan nok ikke dække hele underbenet fra ankel til knæ. Blå mærker forsvinder heldigvis igen.

      Slet
  3. Vi kunne jo bytte tøj, for det er mange år siden, jeg har haft en kjole på 😀
    Tunikaer og leggings, hvis det skal ligne, men ellers hedder det lange bukser.
    Du får da brugt dig selv - jeg ville helt klart overveje at betale mig fra den 'grove' og meget besværlige maling, men du er sikkert mere stædig hvad sådan noget angår end jeg er!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har desværre ikke flere bukser, de er røget til genbrug :-) Det her projekt er blevet et "jeg kan godt" for at overbevise min mand om at vi er flere, der kan de her ting :-)

      Slet