Det synger på sidste vers- version 2

Jeg skriver indlæg, og så synes jeg, at de skal hvile lidt og så får jeg dem aldrig udgivet. Nu skal det være. Jeg savner det flow, jeg havde i min skrivning og det, det gav mig. 

I morgen er det sidste dag i i 2024, så overskriften passer godt til nu og her. Men indlægget blev egentlig skrevet medio december:

 Jeg er bagud - som sædvanlig - med julepyntning og småkagebagning er slet ikke startet. Men som jeg skriver nærmest hvert år; julen kommer uanset hvor klar jeg er. (opdatering, de sidste småkager blev bagt efter at juleferiegæsterne var kommet)

Adventsstjerne eller hernnhuterstjernen er på plads, men det holdt hårdt. Den er tapet sammen på kryds og tværs, for jeg VILLE have stjernen op at hænge den sidste jul på gården.

Ja, for sådan blev det. Vi troede, vi havde holdt vores sidste jul på gården. Gården skal jo afleveres til Naturstyrelsen 31/12, ryddet totalt for alt. Men vi fik lov til at leje stuehuset og nogle af kartoffelbygningerne 4 måneder mere. Så jeg fik udskudt al min oprydning og smid-ud-af-dit-liv. Nu har jeg ønsket al den 6. uges ferie, jeg har udskudt, til de første tre måneder i 2025, en uge i hver måned, så er der da forhåbentlig håb forude, hvad angår den del.

Stjernen synger på sidste vers, men sådan gør alle andre ting, der er forbundet med gården og de 42 år, vi har boet her, også. Her til morgen nød jeg den smukke solopgang med læhegnets silhuet mod solen og gæssenes formationsflyvning henover gården med tanke på, at lige nøjagtig den sammensætning kommer jeg ikke til at se mere.

Julepynten, som snart er oppe overalt, skal finde nye pladser eller måske siges farvel til næste år, for hvem ved hvordan det hele så ser ud? Vi flytter i sommerhuset og måske er vi heldige, at vi kan flytte i hus før julen 2025, det ved vi ikke endnu. Uanset hvad bliver der også jul der.

I år fik vi alle hjem til jul, sønnen med familie kom d. 20. december og bliver her til 6. januar. Så vi får masser af tid sammen. Datteren kom d. 22/12 og blev her til d. 28/12. Juledagen må få deres eget indlæg. Med den hastighed jeg lige nu arbejder i, kan det blive et forårsindlæg :-)-

Mit arbejde som sygeplejerske har også ændret sig. Det er ikke mig, der skal have styr på alle de instrukser og ny viden om sygepleje, der findes. Men helt sluttet det har jeg ikke, for af og til får jeg spørgsmål som hvor kan vi finde viden om det, hvem skal vi spørge om det osv. Og helt ærligt, jeg nyder, at jeg stadig kan bidrage med den viden jeg har fået gennem snart 25 år.

Jeg holder utroligt meget af at snakke med patienter og at hjælpe dem til at få sat alle de tanker og spørgsmål de har, efter de er kommet hjem med et stroke, på plads. Og det er mit fokus nu.

Hvor længe bliver jeg ved?  Jeg ved det ikke. Det er en underlig følelse, for den ene dag er jeg klar til at tage beslutningen, den næste dag kan jeg slet ikke se mig stoppe som sygeplejerske. Jeg har stadig den mening, at jeg ved det, når jeg ved det. Da jeg var sammen med mine elevkammerater, var det helt befriende at høre en af dem, der er stoppet, sige, at hun havde haft det så svært med at stoppe. Al den identitet, der ikke vedrørte hendes familiære identitet, forsvandt. Hun skulle arbejde hårdt på at finde en ny identitet uden at være sygeplejerske. 

Mange kaster sig over frivilligt arbejde, det tror jeg ikke, at jeg gør. Jeg har for mange år siden besluttet, at jeg ville gøre som min mor, læse teologi for lægfolk, i Aalborg hedder det Teologisk voksenundervisning. Og måske gør jeg alvor af den beslutning. For nyligt hørte jeg om en chefsygeplejerske, der havde besluttet, da hun stoppede, at de første måneder skulle hun give den hele armen for at komme i sit livs form. Det tændte en lille flamme i mig, så nu har jeg to ting, jeg kan glæde mig til. 

Så mens noget synger på sidste vers, bliver andre vers stadig sunget, måske omskrevet  og nye vers kommer til. 

Min studieveninde og jeg har måske startet en tradition ved juletid. Vi mødes nogle gange om året, går os en tur, ofte ind til Aalborg og får lidt at spise på en cafe og går tilbage til sygehuset og kører så hjem. Sidste år tog vi til jul i ZOO, og det gjorde vi også i år. Vi snakkede og snakkede og nød samtidig havens smukke lysudstillinger. Det var en skøn måde at være sammen på.

Årets jul i ZOO var ikke nyt for mig, for som plasmadonor havde jeg fået gratis billetter til det. Dem brugte jeg sammen med min mand en aften i november efter arbejde. Og i går nåede vi derud med den lille dansk-norske familie. Jeg elsker lys i mørke, det giver en ganske særlig stemning.

December er for mig ventetiden = adventstiden. De egentlig juledage starter d. 24 og varer ved til d. 6. januar :-) Ja ja jeg ved godt, at jeg er en af de få, der holder fast i den tradition, men jeg elsker mit julepyntede hus, også i begyndelsen af januar.

Jeg skal i dagvagt nytårsaftensdag og nytårsdag. Nytårsmenuen er bestilt, den henter landmanden, og så kan vi sammen pynte op til nytår. Fuldstændig som i mit barndomshjem passer nytårspynt og julepynt perfekt sammen. Og når S er klar til at komme i seng, passer det nok med at farmor også går i seng. Vi sover i forvejen sammen, det er en stor ære, at han har valgt at sove sammen med os hele juleferien. Og det er kjempe gøy at vågne op sammen. 

Du ønskes en dejlig aften på denne 6. juledag og et godt nytår.

På vandretur i Rondane Nationalpark

 Mens sneen og den frostklare luft desværre er forsvundet udenfor og det triste regnvejrstunge gråvejr omhyller mig, gør det godt at tænke tilbage på sommerferiens afslutning.

Hver evig eneste gang vi kører op ad Riksveg 3 mod Trondheim, kommer vi forbi skiltene til Rondane nationalpark. I år sluttede vi ferien hos den lille familie i Trondheim med en 3 dages tur ind i Rondane Natonalpark med mulighed for vandreture. Det gad jeg godt igen.

Første nat overnattede vi på fjeldet på Spidsbergseter Resort Rondaen. Et stort hotel med masser af aktiviteter for alle. Der var fyldt op og vi var heldige, at vi kunne få et værelse op til en weekend. Vi nød den gode mad, en kæmpe buffet, på hotellet, da vi ankom ved 19 tiden. Næste morgen nåede jeg at bruge deres svimmingpool, før vi pakkede sammen og tog vandretøjet på.

Vi havde regnet med en lille tur op på det nærmeste fjeld, men fordi vi fik gået lidt omveje oppe på fjeldet, blev turen længere end vi havde regnet med. Det var et sælsomt terræn med lavbeklædte skråninger og masser af klipper. Vi nød udsigten og vores kviklunsjchokolade på toppen.

Tilbage ved hotellet fik vi en is og slappede af, inden vi hoppede i bilen igen. Vi havde heldigvis fundet et sted, hvor vi kunne få to overnatninger. Først kørte vi til Otta for at proviantere og finde et frokoststed. Otta er ikke det samme som Odda i Sydnorge, hvor der har været oversvømmelser dette efterår. Vi har været begge steder og de ligger begge to smukt omgivet af fjelde.

Så kørte vi op ad fjeldskråningen og de mange hårnålesving. I år var vi ikke på motorcykel, men vi nød turen alligevel. Vi skulle bo på Høvringen Fjellstua. En skøn lille perle i ægte norsk stil. Her startede vi også med aftensmaden og modsat det store hotel var der her én menu, men en lækker tre retters menu. Her var der rigtig lagt op til vandreture. Vi skulle blot stille vore termokander på et bord, så ville de være fyldt med kogt vand  næste dag. Vi havde selv te med. Og frokosten smurte vi ved morgenbordet, der var poser til at vi kunne lægge vores mad deri.

Næste dag efter en god gedigen morgenmad var vi klar til dagens vandretur på ca. 14-15 km. Det blev en varm og hård tur, hvor det gik op og ned konstant.  

Vi nød turen og jeg kunne igen mærke, hvor godt det gør mig at vandre i naturen. Jeg elsker vandreture og jeg skal virkelig have fundet en måde at få det indarbejdet i min hverdag.

Udsigten fra den sidste top til Smuksjøseter Fjellstue nede ved søen var hele turen værd. Vi kom ud på omveje på vejen ned, som nok ikke var så klogt i betragtning af, at vi nærmest gik på knuste klippesten, da vi ikke kunne finde en sti at gå på og ikke orkede at gå tilbage for at finde den officielle sti ned. 

Hjemme igen nåede vi at få te og kage, inden vi gik i brusebad for derefter at køre en kort tur i området.

Der var en rigtig god stemning på hotellet. Her var nærvær og spørgsmål til om vores vandretur gik godt. Tevandet stod klart næste morgen og madpakken blev smurt, inden vi satte næsen mod færgen i Larvik. Vi havde god tid til at nyde turen og tænke tilbage på skønne feriedage på gården, i sommerhuset, i Trondheim, i Røros og i Rondane Nationalpark.

Glædens øjeblik

 Det er 3 uger siden, at vi stod der. 

Kunsthal Nord, som blandt andet støtter upcoming kunstnere, havde fernisering på en udstilling Ad Mare (ved havet).

 Kunstneren havde både haft sin gang som frivillig ved Kunsthal Nord og var en del af kunstnerværkstedet på Nordkraft. Kunstneren stoppede som frivillig, fordi hun fik brystkræft. 

Pludselig var hun på dybt vand, hun gik lange ture ved havet, brugte lydene, luften, følelsen af muslingeskallers form og synet til at hele langsomt. 

En dag deltog hun i en koncert med en eksperimenterende jazzduo, hvis musik inspirerede hende, og hun tog kontakt til dem, om hun måtte bruge noget af deres musik til den udstilling, hun så for sig om sit helingsforløb. 

Det blev i stedet for et samarbejde, hvor de blandt andet tog med hende på stranden og optog lyde, som blev brugt til deres nye LP Hydrofilia.

Og så stod vi der, der var så mange mennesker, både nogle som kendte kunstneren og andre, som var nysgerrig på netop dette kunstprojekt.

Jeg hørte kunstneren fortælle om sit kræftforløb, om hvordan hun følte sig helt nede i dybet og måtte finde en vej op til overfladen igen. Hvordan kroppen både svigtede hende og viste styrke. Den kunne så meget mere, end hun selv havde troet. Om tågen ved vandet og den tåge, hun var i efter kemokure. Om hvordan nye celler blev dannet og andre gik til grunde og livet gik videre.

Jeg hørte musikerne spille deres musik, sat sammen af lyde de havde optaget i naturen, af lyde de optog undervejs og sammen med blæseinstrumenter og en bas blev det til et fantastisk meditativt lydunivers.

Jeg så og hørte kunstnerens kunstinstallationer. Jeg talte med andre mennesker og hørte også deres fortolkninger af kunsten. Og et par uger efter var jeg tilbage igen for at sanse det hele uden så mange mennesker omkring mig.

Du kan stadig nå det, hvis du har lyst. På lørdag d. 23/11 er det sidste dag.

Jeg var der hele vejen igennem det kræftforløb. Jeg kunne ikke tage smerten, afmagten, angsten, vreden, fortvivlelsen fra hende, men jeg var der.  Om natten, om dagen, i tankerne, altid. 

Min kære datter, det var stort at opleve din første soloudstilling. At se dig folde dig ud og udtrykke det, du havde oplevet, i kunst. Jeg håber, du er meget stolt af dig selv.

En video fra Dybet Det er fra instagram, så nu må vi se om det virker :-)

En pulssænkende have

 Sidste lørdag satte jeg kursen mod Juelsminde. 2 en halv time senere sad jeg i det bedste selskab tæt på vandet. Den årlige sammenkomst med mine elevkammerater fra Viborg Sygeplejeskole er blevet et af de arrangementer, som prioriteres højt i min kalender. 

I år var vi 8 mod 16 sidste år. Sådan er livet. Familie, ferie, andre højt prioriterede livsbegivenheder gør, at man ikke altid kan deltage. Og desværre havde vi også mistet en elevkammerat siden sidst, alt for tidligt uden varsel. Sådan er livet også.

Efter masser af snak og lækker brunch satte vi kursen mod Palsgaard. Jeg anede ikke, hvad vi skulle finde. Først kørte vi forbi fabriksbygninger og så holdt vi foran godset. Det vi skulle se, var haven.

Og hvilket haveanlæg. Det er anlagt over flere hundrede år af flere forskellige familier med visioner for parken. I dag ejes det af en fond, som i 2013 besluttede at supplere den smukke park med moderne skulpturer.  Sidste skud på stammen er et samarbejde med en landskabsarkitekt, en arkitekt og Bjørn Nørgaard: Humlegaarden. Der mangler stadig fire skulpturer i Humlegaarden, men de eksisterende skulpturer var smukke og tankevækkende.

Det var en skøn tur, og de mange store løvtræer, de smukke stier, der bugtede sig rundt om bygninger, skulpturer, søer osv. gjorde, at min puls faldt helt ned. Det var udsyn og indsyn på samme tid.

Jeg skal helt sikkert tilbage og opleve parken igen, denne gang med mere tid til fordybelse.

Retur til Juelsminde gik vi en tur langs vandet. Det var en meget varm lørdag, der var masser af liv ved havnen. Folk solede sig, badede og spiste udenfor. Vi sad også udenfor ved fritidshuset og jeg nød samværet, den gode mad og omgivelserne. 

Det var en skøn dag og en glad og træt Lene, der kørte ind på gårdspladsen sent på aftenen.

Sommerhusferie, Sommerferie 24, del 2

 Der var så meget, vi alle havde tænkt os vi skulle nå i sommerhuset. Vi nåede vist kun halvdelen af det. Men når jeg ser på, på hvad vi nåede de ti dage, vi var i sommerhus, forstår jeg det bedre.

Vi nåede at hygge os sammen, at børneforældrene kunne sove længe, at lege med hunde, at læse historier, spille spil og nyde langsomme morgenmadsstunder. 

Jeg bliver aldrig glad for selve dagen, vi skal flytte i sommerhus eller hjem. Der er så megen pakning, selv om vi har mange ting i sommerhuset. Men vi kom af sted og det var skønt, da alle var indkvarteret inklusive datteren.

Voergård Middelaldermarked

Næste dag drog vi til Middelaldermarked på Voergård Slot. Sikke en oplevelse for både store og små. Vi nåede kun at se en brøkdel af alle de mange stande, fordi vi skulle stage os over voldgraven, spise pandekager, gå på stylter, se drabelige slag udkæmpet på broen over voldgraven og se marionetdukkers optræden mesterligt udført af et ældre belgisk par og for S's vedkommende også deltage i den optræden. Til slut købte vi aftensmad og satte os i et af pavillonerne. Der blev annonceret optræden i det blå telt, og det passede perfekt med, at der sad vi! Moro Middelaldermusik bestod af tre musikanter, og de kunne synge, spille, være morsomme og få alle med i fællessang. Vi var trætte, da vi drog hjem.

Fårup sommerland

Min søn og svigerdatter elskede Fårup Sommerland, inden de fik børn og endnu mere nu, så vi tog to dage sammen i sommerlandet. S fik lov til at bestemme og han var absolut ikke bange af sig, så der var visse aktiviteter, hvor farmor ikke var ledsageren og andre vi alle deltog i alle. Datteren og landmanden prøvede også nogle af de vildere aktiviteter, som S var for lille til, mens den lille familie var i badeland og jeg passede Å. 

Sommerlandet har et slogan: Der er så fuld af sjov ude i en skov. En linje fra Skovsangen af Poul Kjøller. Og det passer perfekt til Sommerlandet. Masser af frodige træer, små snoede veje, hvor der er noget nyt at se på, hver gang vejen snor sig og masser af muligheder for sol, skygge og sjov. Jeg kom altid til at smile, når vi gik gennem hovedindgangen, for der blev konstant sunget de to sidste linjer fra omkvædet og folk kunne ganske enkelt ikke lade være med at bevæge sig i takt til musikken. 

Stranden

Selv om vejret var svingende, var vi ude alle dage og da weekenden kom, slog sommeren til, så vi fik to stranddage.

Vores hylde i soveværelset viser vist helt klart, at S sov sammen med os de ti dage. Det var hyggeligt trods en mere urolig søvn, ikke fordi han vågnede, men fordi han snurrede rundt i sengen i løbet af natten. Så vi vågnede op med fødder eller en hånd i vores ansigter. Nogle gange var det også et varmt lille ansigt, der lå helt tæt på mit ansigt.

Vi nåede også at runde loppemarkedet i Hune og råvaremarkedet i Blokhus. Det sidste helt klart mere interessant end det første. Der er ikke så megen kvalitet i lopperne mere, siger de kyndige i familien. Jeg har aldrig kunnet se det interessante i loppemarkeder, så jeg er bare med for at få is og hygge med familien.

Sommerhusgæster

Vi nåede også at få besøg af min yngste søster samt svoger og svigerinde, som vi ofte holder juleaften sammen med. Vejret var med os, så vi kunne sidde ude og spise, ja faktisk sad vi ude til langt ude på aften. 

Landmanden inviterede S med på frisørbesøg, så de begge blev klippet. Vi andre fik små billeder undervejs, for jeg havde vist min tvivl om S nu ville sætte sig op i frisørstolen, når det ikke var far, der med. Der var ingen problemer.

Børnebørn

Det er en gave, at vores søn og svigerdatter så generøst deler så mange uger om året sammen med os. Det giver os en mulighed for at få en tæt kontakt til S og Å. Jeg nyder at mærke, hvordan jeg mere og mere forstår de norske ord, der bliver sagt og også kommer til at kende Å. En morgen, hvor landmanden var nødt til at køre hjem tidligt og S sov, listede jeg mig ind og hentede Å, da hun vågnede. Efter lidt tid blev hun utilfreds og så var det en stor glæde at mærke, at min sang og vuggen fik hende til at falde til ro, hun faldt endda i søvn. Jeg havde ikke noget at kunne lægge hende i, barnevognen stod parkeret i udhuset, så hun kom til at sove på gulvet. Og så sad farmor der og nød en stille stund og det lille mirakel ethvert barn er.

Efter ti dage var ferien slut for datteren og sønnen. Datteren drog hjem til Aalborg og den lille dansk-norske familie drog mod Norge. Jeg skulle pakke ned og vaske tøj, for vi skulle holde den sidste del af ferien i Norge blot to dage efter. 

Hverdagsglimt

 Vi høster igen og denne gang er der håb om, at vi får det meste i hus, inden regn måske falder tungt og vedvarende igen. Som Ellen skrev i et indlæg, så har der i den grad været stor forskel på sommeren og sensommeren forskellige steder i Danmark, men nu skinner solen varmt og insisterende.

I går gik jeg en tur hen til høstmarken med eftermiddagsmadpakkerne, jeg trængte til at mærke luften, solen og høstenergien. Heldigvis havde jeg trods varmen taget gummistøvler på, for da jeg gik på stubbene af det, der blev nået at høste for 14 dage siden, sank gummistøvlerne så meget i, at mudderet sprøjtede op i mine korte gummistøvler.

Landmanden er kreativ og kører på tværs af marken, kornet bliver læsset af ved hver ende ligesom dieseltanken kun bliver fyldt halvt op, så mejetærskeren ikke er for tung. Kornet står fint og kernerne holder en fin vandprocent, så alt er godt på det område, men fugtigt er der.

Sidste weekend tog vi en tur til Aarhus sammen med datteren for at kigge på sofaer. Hun fandt en smuk og smart sofa, som kommer til at stå godt sammen med de farver hun har valgt i sin lejlighed. Bagefter parkerede vi bilen hos datteren, fik en kop te og gik derefter over til Aalborgsiden for at opleve regattaen.

 På broen var man ved at gøre klar til spisning på broen. En del af den ene sides fortov var fyldt med borde og bænke ved siden af hinanden, så alle kom til at sidde med fronten ud mod vandet og hele regattaområdet. Det tror jeg, vi skal prøve en anden gang.

Det småregnede dog og det satte desværre også sin begrænsning på antal besøgende, selv om der faktisk var mange på havnekajen. Vi gik en tur fra broen og helt hen til det sidste skib, studerede streetfood området, men en regnbyge gjorde, at vi ombestemte os og i stedet for satte os udenfor en restaurant ved havnen og fik vores aftensmad.

Himlen blev mørkere og mørkere, så da landmanden tjekkede radarbillederne på mobilen, fik vi travlt med at komme af sted. Det gik i skarpt trav over broen, henad stierne som trods små lamper langs stien fremstod meget mørke, så jeg aldrig ville gå den vej alene om aften og nåede bilen, inden regnen for alvor tog til.

Turen hjem var frygtelig, vi endte med at køre fra motorvejen, fordi det var svært at orientere sig i den mængde regn, der kom, kombineret med modkørendes lyskegler. Hjemme igen styrtede det ned og datteren kunne fortælle, at det oven i de massive regnmængder lynede og tordnede helt vildt. Koncerten på havnekajen med Tim Christensen måtte afbrydes, det var simpelthen for farligt at fortsætte.

I denne uge har jeg holdt oplæg for tre franske sygeplejelærere på engelsk om hvordan vi bruger begrebsrammen Fundamentals of Care på vores afsnit. For mig har den været med til at give mig et bedre sprog for hvad sygepleje egentlig er og hvorfor det sommetider opleves af pårørende/patient som god sygepleje, når jeg synes, at jeg kunne have gjort så meget mere og også det modsatte, selv om man synes man har ydet sit bedste.

De tre var på todages besøg på dels sygeplejeskolen, dels sygehuset, og jeg havde været så fokuseret på, om mit engelsk var korrekt, men havde mindet mig selv om, at de franskmænd, jeg har mødt til konferencer, ikke er særligt gode til engelsk. Og efter kort tid sammen forstod jeg, at jeg skulle glemme alt om alt det, jeg gerne ville sige på korrekt engelsk og blot tale fra hjertet med fagter og mimik. Det gik godt.

Og jeg mindedes, da jeg som nybagt student arbejdede i Oxford som ufaglært sygeplejerske i 1976. De engelske sygeplejeelever var målløse over, at vi danske unge kvinder kunne begå os så godt på engelsk, så vi kunne klare et arbejde, hvor kommunikation er så vigtig ( nej jeg siger ikke at kommunikation er essentielt i sygepleje, faktisk hader jeg det ord, men måske havde det sin berettigelse her). 

I vores pauser på 11 timers nattevagterne fandt vi frem til, at de havde haft lige så megen undervisning i fransk, som vi havde i engelsk og de kunne overhovedet ikke begå sig på fransk. Så bare tanken om at tage til et fransktalende land og arbejde på et sygehus fik dem til at gyse.

Arbejdsferie. Jeg manglede at afholde noget ferie, så det har skemaplanlægeren lagt i den kommende uge. Der står mange ting på min mentale to-do liste, men jeg har kun sat få punkter på min blok, for ellers kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg så giver op. Jeg hader oprydning, især den del, der indebærer at tage stilling til om ting skal gemmes, gives væk eller smides ud. Men jeg skal jo til det, så ønsk mig held og lykke med den opgave. I dag handler det om at få overblik over alt det, der taget stilling til, men som endnu ikke er kommet af sted til genbrugspladsen. Det fylder i huset og i mit hoved.

 Lene, sæt i gang, find en god lydbog og forkæl dig selv med gode pauser, du har jo ferie.

Bondegårdsferie - Sommerferie 2024, del 1

 Der var ingen tvivl om, at feriegæsternes ferie startede på gården. Næste sommer bor vi ikke her mere, så hvis S sammen med farfar skulle køre traktor og ATV, fodre høns, hjælpe med i arbejdet på gården og hvad der ellers sker på en gård om sommeren, så var det sidste udkald.

Den lille familie valgte at køre herned med to overnatninger i Norge og sen ankomst til gården, men begge børnebørn var vågne, så vi kunne få krammer, inden de kom i seng.

Formlen var den samme som sidste år, vi tog os af børnene, når de vågnede, så forældrene kunne sove videre. Vi havde fundet sønnens cykel, som han fik til sin 3 års fødselsdag, da vi ryddede ud på vores anden gård. Den fik landmanden cykelhandleren til at lave service på, sætte nye støttehjul på og fremskaffe et gammeldags båthorn.

Da først S knækkede koden til at cykle, fik vi motion. Jeg løb ved siden af ham, når han drønede af sted ude på vejen. Senere tog han på ture med os alle hver især, hvor vi også cyklede. Det gav også skrammer, når cyklen væltede, men sådan er det.

Vi plukkede blomster fra markerne med bestøverbrak. Vi plukkede bær. Vi var konstant i aktivitet, der var ikke tid til læsning og stille aktiviteter som for et halvt år siden . Og når man er næsten tre år, så vil man alt selv og verden skifter brat fra lykke til sorg over at skulle stoppe med en aktivitet, fordi de voksne vil noget andet.

Jeg nød at se min søn og svigerdatter rumme den lille gut på en måde, som jeg helt klart ikke altid havde overskud til dengang for 34 år siden. I dag kan jeg jo se, at alt det med at sætte grænser, være konsekvent, lære børnene at høre efter kan gøres på en mere skånsom måde, så man også tager hensyn til et barn, som ikke kan overskue, at der skal ske noget andet. 

S var med til at kløve træ og han var meget stolt, når han kom med brænde til medarbejderen. Landmanden og S kørte også til foderstoffirmaet for at hente majs til hønsene.

Jeg sang for Å, havde hende til at ligge på gulvet, mens jeg fik bagt eller gjort klar til spisetiderne og nød hendes pludren og grin. Hendes øjne var koncentrerede og fulgte godt med i hvad der skete rundt om hende.

Det var min arbejdsuge, men jeg havde byttet rundt, så jeg faktisk kun arbejdede en dag, efter den lille familie var kommet. Fredag var det sidste dag for det arbejdende folk på gården, så vi samledes kl 9 til formiddagskaffe/te med rundstykker. Det er en hyggelig tradition. S syntes, det var så hyggeligt, at vi tre næste dag måtte spise morgenmad i folkerummet. Så kunne Å ligge i sin barnevogn og følge med i snakken uden at blive slikket af hundene.

Der gik ikke mange dage, før S var blevet trygge med Ayla og Dexter. Sit Dexter, dæk Ayla lød det fra den lille gut. Og inden vi drog i sommerhuset, gik S rundt mellem de to store hunde, som er lige så høje som ham, uden at være nervøs for dem. De elskede ham, for de fandt hurtigt ud af, at der blev givet betydelig flere godbidder i de her uger.

Sønnen arbejdede videre med at rydde op i de sidste kasser på loftet. Han og svigerdatteren havde meget sjov med minderne fra dengang. Inklusive den store samling figurer fra Kinderæg. Datteren har en plan om at lave noget kreativt ud af det til lillebror og familie. Vi får se, hvad det bliver til. Nu er der i hvert fald reduceret lidt i kasser på loftet. 

Efter en uge på gården pakkede vi alt sammen og flyttede. Nu havde jeg fået sommerferie og vi var klar til samle alle inklusive datteren til sommerhusferie.

Og i dag høster vi, første dag i år, for 42. gang og for sidste gang. Al ting har en ende, så det sidste år har nærmest været et farvel til noget på gården hver måned. Det er ok, livet går videre og vi skal finde vores vej.