Panoramaruten - Hobro endnu en gang - Kan varmt anbefales

 Jeg var heldig, landmanden hoppede på udfordringen at gå godt ti kilometer i strabadserende terræn, men hvilket terræn. Sidste gang gik min søster og jeg den midt i en hedebølge, i søndags var de 15-16 grader lige tilpas, vi kunne fint holde varmen. Det er så smuk en rute med udsyn og varierende omgivelser.

Man kan sagtens nøjes med mindre ture, for både fra Hobros lystbådehavn og restauranten ved Bramslev Bakker er der mulighed for at gå noget af turen og så smutte en genvej.

Vi spiste vores frokost ved lystbådehavnen, inden vi gik, så skulle vi ikke bære på så meget.

Jeg elsker at gå i skoven på denne tid af året, hvor anemonerne blomstrer. De er for altid forbundet med min barndom og ture til Fussingø skov, hvor vi fik lov til at plukke store nævefulde buketter, men også lærte, at vi skulle lade roden blive i skovbunden. (linket viser til et indlæg med billede af en lille Lene, der plukker blomster)

Vi gik mange steder højt oppe og med en smal sti, som efter megen regn var ujævn. Det er absolut ikke for gangbesværede, men den var alle strabadserne værd.

Da vi kom til Bramslev Bakker med restaurant og campingplads, hoppede vi over isen og valgte i stedet for at gå ned til vandet, (vejen på billedet nedenfor) hvor vi nød vores frugt og sodavand. Ved siden af sad en kinesisk/vietnamesisk familie. Jeg bliver ganske enkelt i godt humør af at høre deres tale og nej, jeg kan ikke se om de kom det ene eller andet sted fra. Men de havde det sjovt og børnene fodrede hættemågerne og de havde smukkeste farvestrålende udendørs tøj på.

Jeg synes helt klart, at den rigtigste vej at gå ruten er op over bakkerne og så langs vandet tilbage. I dag var der ingen kreaturer, så vi havde strandvejen for os selv.

 

Tilbage ved lystbådehavnen drak vi en kop te og vendte så næsen nordpå. Undervejs aftalte vi med datteren, at vi hentede mad ved Kunstcafeen i Blokhus og spiste den hos hende. Det blev et par hyggelig timer og bagefter tog vi et par timer på Messenger med det kommende forældrepar i Trondheim. En skøn søndag med opladning til en travl uge både på landbrugs-og sygeplejefronten.

I er gale

Tjah, Helle har måske ret. Men nu havde vi endelig fundet en hverdagsfridag, efter vi begge havde arbejdet hårdt i weekendvarmen på hvert sit sygehus. Vejrmeldingerne havde det meste af weekenden meldt regn i Hobroområdet i dag, men det ændrede sig søndag, og vi havde ikke lyst til at aflyse vores gåtur i dag. Vi var min ældste lillesøster og jeg. Målet var panoramaruten ved Hobro, den første, som blev certificeret i Danmark af Deutches Wanderninstitut som Premium Vandrerute. Siden hen har Tranum-Fosdalen og Rebild også fået deres rute. Og nu kan jeg se på deres hjemmeside, at der faktisk findes en over i Vestjylland, hvor min søster bor. Den skal vi da prøve.

Vi mødtes først til en god frokost på Café K ved Hobro havn, det kan godt anbefales. Jeg fik en lækker salat Chevre Chaud. Og godt vi tog frokosten først, for vi var ikke til pæn brug sidenhen.

Ruten starter ved lystbådehavnen og vi valgte at tage bakkerne først, hvilket var et klogt valg. Så det startede med at gå brat op med mange trappetrin, så var det ligesom fastslået, at ferieformen godt kunne trænge til lidt justeringer.

Vi havde i begyndelsen, mens vi gik, et fint vue udover Mariagerfjord.

Sidenhen gik vi inde i skoven. Ikke en vind rørte sig og det gik op og ned konstant. Lykken var derfor en bæk, hvor vi fik kølet ansigt og hænder. Allerede her havde vi fortrudt, at vi ikke havde taget badetøj med.

Midtvejs fik igen det store overblik over fjorden. Det var så smuk en tur gennem utroligt varieret terræn, som billeder slet ikke kan gengive.

Da vi kom til restauranten og campingpladsen ved Bramslev Bakker holdt vi en pause og fik os en iskold Læskeis, før vi begav os ned til vandet. Vi var optimister og håbede på kølige vinde på hele turen langs stranden tilbage til Hobro.

Lad os blot konstatere, at vi tog fejl.Til sidst røg toppene af, så måtte folk tænke hvad de ville om kvinder +60 i BH og shorts, som bogstaveligt talt havde sved rendende konstant i rigelige mængder. Heldigvis havde vi store flasker med vand med, men de slap op undervejs på stranden.

Vi havde læst, at vi skulle respektere dyrene, der gik på området. Blandt andet skulle vi sørge for ikke at komme mellem kalve og deres mødre. Og hvis nogen stod på stien, måtte vi finde en anden vej. Det blev så lidt svært, da vi var kommet igennem en vildtlåge og opdagede, at en ko var gået gennem vandet og op på den bro, vi skulle gå på. På den anden side af hegnet, der hvor vi kom fra, opdagede vi først nu tyren (til venstre på billedet), den skrabede vældigt irriteret i sandet, mens den brølede højt. Så stod vi lidt og ventede, til koen til højre gik lidt til siden, og så skyndte vi os bag hende og over broen.

Vi kunne hele tiden se lystbådehavnens mange master, og vi længtes efter at komme derhen, så vi kunne finde noget vand at køle os med.

Heldigvis stod der ved udgangen til lystbådehavnen en hane med rindende kold kildevand, som vi kølede os ned med.

Og så kunne to trætte søstre køre hver sin vej hjem, for det der med at finde en iskiosk og nyde en is sammen som belønning, havde vi slet ikke lyst til. Vi skulle bare hjem og i bad. Men den skønneste tur var det, også selv om den blev gået i 27 graders varme.