EN PLASTPOSE,

et stiklagen, et par nettrusser og et tæppe.

Det var remedierne i forflytningskurset i dag. Vi skulle lære at beskytte os selv og gøre det behageligt for patienterne, når de skulle vendes, flyttes højere op i sengen, når de skulle på bækken eller når de skulle have sengetøj skiftet, mens de lå i sengen.

Mange af koncepterne indenfor behandlingen af apopleksi og hjerneskadede patienter tager ikke altid højde for arbejdsmiljøet, hvilket mange nedslidte plejepersonaler vidner om, så det har en norsk fysioterapeut og arbejdsmiljøforsker arbejdet med gennem mange år, og nu var tiden kommet til os.

Det var rigtig godt, og vi forsætter i morgen, det er skønt at få lov til at arbejde sammen med sine kolleger i øvesituationer, hvor der er tid til at diskutere.


Og morgenstunden var som altid smuk at se på.

REVURDERING!

Jeg troede, det var vores børn, der rodede.

Hvorfor er der så rod, når de er flyttet hjemmefra ? ;-)

STOR OG LILLE

For noget tid siden læste jeg om en undersøgelse af forskellige landes spisevaner, bl.a. sammenlignede man USA og Frankrig. Franskmænds måltider indeholdt faktisk procentvis meget mere fedt, men de spiste mindre og brugte længere tid om et måltid. Man havde både undersøgt tid på en restaurant og på Mc’Donalds, men portionerne var også mindre end i USA. Dette gjaldt om man købte chokolade, chips og andre lækkerier i en butik eller om man købte en burger eller tre-retters menuer.

Vi har folk på eftermiddagskost nu, og det skal være nemt at gå til, de spiser det ude i traktorerne eller ved indlagringstransportøren, så det er en sodavand og en bolle klappet sammen om ost eller pålæg, måske et stykke kage en gang imellem.

De næste dage skal jeg arbejde, og madpakkerne bliver smurt om morgenen, inden jeg tager af sted, og bliver puttet i poser sammen med sodavand, så de er nemme at tage, når tiden er til det. Det betød, at der skulle provianteres i dag, og så er det jeg bliver irriteret!

Man kan efterhånden ikke købe ganske almindelige sodavand i 25 cl. flaske i almindelige supermarkeder. De har kassevis af ½liters flasker, men landmanden og jeg er enige om, at det er for meget, det bliver jo til 3 liter sodavand på en uge, bare her hos os. I dag endte jeg med dåsesodavand, der er dog lidt mindre i, men det irriterer mig, at portioner her hjemme også har en tendens til at blive større. Hvilken butik sælger efterhånden 100g. slikposer?

Vore børn har også fået meget mere slik og sodavand, end vi gjorde som børn, og det var os, der hældte det i dem. Til sidst blev vi alle fire enige om at reducere det, det var enormt hvad jeg efterhånden købte hjem til fredag aften ;-) I dag er de to unge mennesker meget bevidste om deres kost, og vandkanden har heldigvis altid været en fast bestanddel her hos os til måltiderne og ind imellem, så sodavand kan holde længe her hos os undtagen i de travle perioder

TAK

Da jeg startede med min blog for godt to år og over 1000 indlæg siden, havde jeg ikke troet, at det skulle give mig så meget.

Jeres kommentarer får mig til at grine, til at græde, til at fundere, til at blive inspireret. Når jeg skriver noget om sygepleje, er det så værdifuldt for mig at få jeres reaktion på emnerne. Jeres små opmuntrende eller undrende kommentarer sætter gang i tankevirksomheden, og det får mig til at tænke over tingene på en anderledes måde end tidligere.

Egentlig er det fantastisk, at der rundt i Danmark og andre lande er mennesker, der sidder og læser, hvad en landmandskone og sygeplejerske skriver om, og som tager sig tid til at kommentere.

I dag har jeg så været i Thisted sammen med to kolleger for at fortælle, hvordan vi observerer apopleksipatienten i det akutte stadie, og hvordan vi reagerer og dokumenterer. Vi kunne vores stof, men om det var det, de gerne ville have, er jeg stadig lidt usikker på. Nu er jeg to flasker rødvin og en følbar træthed rigere.

Jeg har jo troet, at det var de skiftende vagter og weekend arbejde, der sammen med alderen gør mig så træt, men vores socialrådgiver (samme alder), som var med i dag, kunne fortælle mig, at hun også er så umanerligt træt om aftenen. Hun har fri hver weekend og arbejder kun i dagvagt, så det reducerer årsagerne til en faktor, nemlig alderen, og den kan jeg jo ikke gøre så meget ved!

TOVHOLDER

Udtrykket stødte jeg på første gang, da jeg var på efteruddannelse for 6 år siden. En psykolog fortalte om alle de strandede projekter, der lå rundt omkring på sygehusafdelingerne. Det var ikke specifikt gældende for sygehuse, men det var det, hun havde beskæftiget sig med.

Der er en vældig gejst og lyst til det nye, man hører om, men lidt efter lidt som hverdagen går, glemmer man det nye, man hopper over, det er nemmere at gøre, som man altid har gjort det, og stille glider projektet og alle de gode ideer ud i sandet.

Jeg tror vi alle kender det, blogland vidner om mange livsstilsprojekter, der bliver skudt i gang, og lidt efter lidt forsvinder motivationen, der er måske meget, som tager ens tid, og så bliver projektet lagt hen i krogen.

Tovholderen er den, der skal holde alle fast på det, man har besluttet sig til, og hele tiden forsøge at holde gnist i det, man vedtog, så vil man lidt efter lidt opleve, at det nye bliver indarbejdet og bliver en del af hverdagen, så det ikke længere skal tænkes over. På hjernesprog kan man vel sige, at det bliver automatiseret, man skal ikke op i de højere hjernelag hver gang for at tænke over, hvordan og hvorfor man gør dette. Det er lagret som en viden, både visuelt, sensorisk, motorisk og kommunikativt.

Måske er tiden inde til en brush-up, en status over hvordan det går med vore nye lejringsmetoder: jeg kan se, at det bliver brugt i min egen gruppe, men i den anden gruppe, hvor jeg har været hele denne weekend, bruger man det ikke. Og jeg kunne se mindst to patienter, som ville have megen gavn af det. Jeg kan ikke være tovholder der, men da jeg jo må erkende, at nogle af mine dygtige lejringserfarne kolleger har valgt den gruppe, så skal jeg vist have fat i dem. Det må dog vente.

I dag skal jeg og min apopleksikollega undervise på et andet sygehus i vores observationsskemaer og reaktion på og dokumentation af disse observationer.
Ugen byder også på forflytningskursus sammen med mange fra min gruppe og terapeuterne i to dage, det bliver så godt. Og så har jeg sovet 10 timer i nat, det hjalp gevaldigt på energi og humør!

MORGENGRY

Selv om manglende nattesøvn har gjort min dag lidt tungere, så nød jeg morgengryet, da jeg kørte på arbejde.


Jeg er heldig, at jeg får smukke naturoplevelser hver dag året rundt.

FORBEREDT?

For 6 år siden besluttede man på neurologisk afdeling at ændre afdelingens opdeling. Før da var alle patienter fordelt på alle stuer uanset diagnoser.

På landsplan havde man lavet en stor undersøgelse af, hvad, man vidste, var godt for de patienter, der havde fået en apopleksi (blodprop eller blødning i hjernen). Bl.a. var det at samle patienterne på afsnit for sig, apopleksiafsnit, en fordel. Her ville personalet have den fornødne viden og ekspertise til at behandle og pleje disse patienter.

Så man opdelte afdelingen i to grupper, hvoraf den ene gruppe havde alle apopleksipatienter. Det betød, at mange af mine kolleger allerede da valgte apopleksien fra, de ville være på afdelingen med alle de mange forskellige neurologiske sygdomme. Jeg blev så på nær en enkelt sygeplejerske den ældste i erfaring og i alder, der blev tilbage på apopleksiafsnittet.

Nu står vi over for en større forandring, vi skal fra marts deles i to selvstændige afdelinger, det tror jeg bliver et lige så stort kvalitetsløft, som da vi fik apopleksiafsnittet, MEN det betyder så også, at alle de kolleger på nær en, som jeg så op til, som var mine rollemodeller og som jeg har haft det godt sammen med, ikke flytter med mig. Derudover er der kommet masser af unge kolleger til, som jeg også er blevet rigtig glad for. I dag spurgte jeg for første gang en af de ”nye”, hvad hun havde valgt, og hun begyndte med at sige, hvor glad hun var for sammenholdet i min gruppe, og hvor svært det var for hende, men hun havde altså valgt den anden gruppe. Jeg spørger aldrig mere, det gjorde ondt at se hende være ked af at skulle fortælle mig om det valg.

Jeg kommer til at savne dem, men jeg ved, at der er nogle seje, gæve unge kolleger, som har valgt apopleksien til, og det er det, jeg skal fokusere på og huske på at være taknemlig for.


Men i dag kan jeg mærke, at det bliver hårdt, når vi skal deles. Jeg er nok også lidt grådlabil i dag, trætheden er markant, og jeg nyder, at der ingen planer er for i aften.

JEG ER KLAR!

Torsdag – aftenvagt i den anden gruppe
Fredag – sortere jord fra kartofler ved indlagringstransportøren 8-16
Fredag – fest 17 – 1.30
Lørdag – dagvagt i den anden gruppe 8 -16

Jeg er klar til sofaen, bladet og bogen, der skal lades op, inden dagvagten i morgen!

DET KAN HURTIGT ÆNDRE SIG

Morgenen startede med det sædvanlige efter aftenvagt-humør, lidt træt, lidt trist, lidt tung i hovedet, og hvor jeg starter langsomt med lidt morgenmad, lidt te og lidt bloglæsning.


Landmanden har brug for hjælp, planen var egentlig først at køre på med fuld fart fra næste uge, hvor den sidste medarbejder starter. Men der er vådt derude i marken, solen skinner og der skal bare køres på i dag, så jeg er indskrevet som landbrugsmedhjælper.

Ha en god dag.

IT-NØRD

En tekniker har netop skiftet vores router, og i den nye er der indbygget trådløs netopkobling.

Fint!

Jeg kan bare ikke få den bærbare til at koble på denne!

Nogle gange ville jeg godt være lidt klogere på IT, men nu lader jeg det ligge, tager traveskoene på og går en lille tur.

Der skal lades op til aftenvagten, indtil nu har jeg læst og hæklet, mens jeg ventede på teknikeren. Nu må der frisk luft til, mit løbeprogram løb væk under ferien, min slidgigt i ankel drillede (og driller stadig) så meget, at jeg prøvede at give foden fred, også fra gåture, det har ikke hjulpet, så nu begynder jeg at gå igen.

Med frisk luft skal ondt fordrives.

EN GANSKE ALMINDELIG MORGEN

Startskuddet er affyret, det er tid til den længste periode i årets gang på en gård. Kartoflerne har nu stået og modnet trygt og godt ude i marken. Skindet er fast, så det ikke flosser, når de bliver taget op med maskine. Det er tid til at lægge dem på lager.


Alt det har jeg beskrevet før her og her, så egentlig er der vel ikke noget nyt at fortælle.

I gamle dage, det var dengang, før jeg blev sygeplejerske igen, altså 9-10 år siden, tog kartoffelhøsten længere tid, og det var tit, vi blev nødt til at tage aftener med.

Det er sjældent, at det sker nu, vi holder som regel før kl. 18, og det betyder så for en kartoffelwoman, at jeg kun skal tænke på eftermiddagsmad.

De sidste par år er vi også blevet færdige før børnenes efterårsferie, før da kunne vi kun gøre os forhåbninger om at holde fri sammen med vores børn i den sidste weekend i ferien.

Hvori består forskellen? Vi har fået bedre kartoffeloptager, som sorterer mere jord fra, og vi har fået bedre indlagringstransportør, som også tager meget jord fra, så vi hurtigere kan køre et læs kartofler igennem.


Jeg husker stadig de år, hvor vi havde ukrudtsrenset ude i marken med en maskine og ikke med sprøjte. Der kørte konstant en mand med traktor og radrenser sommeren igennem, og det havde trykket jorden så hårdt omkirng kammene, så der kom uanede mængder af jord med ind, som skulle fjernes manuelt. I dag kører jorden ud i kasser, den gang faldt det ned under rullerenseren, og så var det os, min mand og jeg, der skulle fjerne det med skovl. Jeg var TRÆT om aftenen, når vi var færdige, og så var der jo så lige to børn, der skulle hjælpes med lektier og andet.

Den gang syntes jeg, kartoffeloptagningsperioden var uendelig, i dag nyder jeg de gode dage, hvor vejret er med os, og alt kører som det skal. Jeg håber, at de dage bliver de fleste.

BLOMMERIER 2

Nu står der blommechutney af 2 kg blommer i køleskabet, de skal smagsanmeldes i aften.

Der står blommemarmelade af 1½ kg blommer i køleskabet, det skal smages i aften på en kartoffelbolle.

I en gryde simrer 2 kg. blommer og sukker, der skal blive til svenske blommer, som skulle være lækkert til pandekager og i tærter.

5½ kg blommer er udstenet, og min finger ser sådan ud.


Jeg håber, den er pænere i morgen tidlig, ellers må jeg i gang med klorin, for sådan kan jeg ikke møde i aftenvagt i morgen eftermiddag


Og den hæklede poncho skrider langsomt fremad. Jeg var inde i Bindestuen igen i dag for at købe garn til sønnens halstørklæde, så nu har jeg tre projekter i gang for ikke at nævne de to trøjer, som ”blot” mangler at blive monteret.

Og projekterne ser sådan ud på Drops designs hjemmeside

GAMMELHAVEN

Solen skinnede, da teen var drukket, så min far og jeg blev enige om at køre en tur, som vi tit gjorde, da jeg var barn. Turen gik til Fussingø, her ligger en herregård, som nu bliver brugt til udstillinger, mine børn har været der med morforældrene flere gange.

Mine barndomsture gik til søen, her ligger ruinerne af en gammel borg i en gammel have. Haven og ruinen var der ikke mange spor af, men den flotte lindealle var der.


I dag er man ved at udgrave ruinerne og lindealleen skal også gøres mere synlig.


Jeg elsker at gå tur i skove, i dag tog vi kun den lille tur ned til søen, og her var vandet blikstille, så himmel og træer spejlede sig i søens vand. Andre gange har vi gået ad de mange stier, som er anlagt rundt om i skoven, så det må blive målet, næste gang jeg skal ned til min far.


Hjemme fandt jeg billeder fra dengang en lille Lene plukkede violer i Gammelhaven, der var også masser af anemoner.


Og lindealleen blev også fotograferet dengang.

DU BLIVER HVAD DU HØRER?

Hvis man nu altid får at vide at man er klodset eller at man ikke er god til noget, bliver det så en selvopfyldende profeti?


Dagen hos min far har været dejlig, men det er også, når jeg er hjemme, at jeg savner min mor mest, ikke blot at der mangler en person i mit barndomshjem, men min mor var strukturen, initiativet og hukommelsen de sidste år, kærligheden og omsorgen er der dog stadig, og jeg har en klog far. Ikke blot er han klog på viden, men også klog på mennesker, et menneskelangt livs beskæftigelse med børn og læring og samtidig at være leder har sat sine spor. Han er altid interesseret i andre menneskers færden, og vores ve og vel ligger ham meget på sinde.


(læg mærke til de lækre ben, jeg manglede vist ikke noget)

I dag gik jeg på opdagelse i fotoalbummene, min far fotograferede meget, da vi var små og fremkaldte selv billederne. Dvs. efterhånden som børneflokken voksede, og han blev skoleleder, så blev der mindre tid til dette, så den mest fotograferede person i familien er mig.


Når jeg ser de billeder med min mor og mig, så bliver jeg så glad. Det er ikke alle børn beskåret at føle sig elsket som den de er. Mine forældre har altid troet på mig, altid set de positive sider og på en god måde kommenteret de mindre gode sider.


Der er blevet råbt og diskuteret i min familie, tag endelig ikke fejl af det, men kærligheden, den har der ikke været nogen tvivl om. Heller ikke i dag.

HVERDAGSFRI

Blommekagen er i ovnen, kartoffelbollerne står og hæver og jeg nyder min te foran computeren.

Nu mangler der blot indkøb, lønoverførsel og forberedelse af mad til landmanden.


Jeg er nemlig den, der drager sydpå i eftermiddag til min far.


Udenfor er tågen ved at lette, men det varer lang tid, inden solen skan skinne frit. Terrassedøren står åben, så jeg kan høre traktorernes brummen og landmanden, der dirigerer dem på plads ved katoffelindlagringsgrejet.


Lydene er en tryg lydkulisse til min dag, jeg er jo en af de sære, som nærmest aldrig har radio eller fjernsyn tændt, når jeg går herinde alene. Til gengæld kan jeg så høre hverdagslydene, og det er rart og godt.

PÅ DEN ANDEN SIDE

På den ene side:

Dagen i dag er strøget af sted. Vi var flere på arbejde i dag, to dygtige assistenter, en huskendt vikar, undervisningsansvarlige sygeplejerske hjalp to timer fra morgenstunden og så tre sygeplejersker: den erfarne (mig), den erfarne i rehabilitering men ny i akut afdeling og den nyuddannede.

Alle ydede deres bedste, det vil jeg til enhver tid skrive under på, men hjemme igen kører tankerne stadig. For jeg har fri i morgen, og de er ikke mange i morgen, måske nok samme antal som i dag, men flere vikarer, et par elever og så kun to af afdelingens egne sygeplejersker. Mine tanker går bl.a. på, om jeg nu fik skrevet, så det kan forstås, det der skal tages op omkring et par patienter, og om de nu får skrevet det sygeplejebrev, som jeg ikke nåede, og som skal af sted i morgen tidlig for at en patient kan blive henvist til genoptræningsafdelingen.

Jeg har givet mig selv 100 % i dag, jeg har været med til at tage godt imod en ny læge, jeg har prøvet at give hende en god start på stuegangsformen. Mine to kolleger har brugt mig som sparringspartner, men vi nåede ikke en sygeplejekonference, hvor jeg ofte har lejlighed til at fange misforståelser eller manglende viden om noget. Hvis man ikke ved, at noget skal gøres, så spørger man jo ikke om hjælp dertil.

Så jeg grubler, kan ikke rigtig lægge mit arbejde fra mig.

Nu tror jeg, I vil sige, at jeg skal passe på mig selv, at jeg ikke kan klare det hele, at jeg har lov til at holde fri, måske endda at det er menneskeligt at glemme eller fejle.

På den anden side:

Forestil dig, at jeg er patient på min afdeling eller pårørende. Jeg beskriver på min blog, hvordan min far bliver forsinket i sin videre genoptræning, fordi en klapodder af en sygeplejerske ikke har fået sendt henvisningen af sted.
Jeg fortæller om, at jeg havde en aftale om at vi skulle samle trådene i dag til stuegang, at en sygeplejerske skulle skrive punkterne ned, fordi jeg har svært ved at huske det, og nu sidder jeg hjemme, udskrevet, ingen huskeseddel, og jeg har glemt, hvad lægen sagde.

Nu tror jeg, at I vil skrive, hvor dårligt det er, man kan aldrig regne med systemet, og sygeplejerskerne skulle skamme sig over at strejke, når de ikke engang kan finde ud af så simple ting.

Skal patienter og pårørende tie stille eller undskylde personalet? VEL SKAL DE EJ. De skal ha lov til at være vrede, kede af det, irriterede og hvad de nu ellers har lyst til, når tingene ikke går, som det skal.

Og jeg? Jeg har nu vasket op og lavet blommechutney, det er typisk i de situationer, det dukker op, det jeg har glemt. Der er ikke dukket noget op, så nu vil jeg holde fri i to dage.

SYLTERIER

I dag fandt jeg stjerneanis, og så kunne projektet gå i gang.


2kg blommer er udstenet, rødløg, æbler og blommetomater er skåret i både, rørsukker, æbleeddike, karry, salt og 12 stk stjerneanis er drysset over.

Nu venter jeg.

SOLEN ER SÅ RØD MOR

Aftenen forsatte, som den var begyndt, med lænestolhygge, men jeg måtte lige ud og fotografere solen, så fik jeg da også lidt frisk luft.


Sangen, syntes jeg, var noget af det mest triste som barn, men den hørte til nogle af de sange fra ”De små synger”, vi altid sang ved sengetid. Egentlig når jeg læser teksten i dag, er den ikke trist, men dengang syntes jeg, den var sørgelig.


Der var ikke noget trist over solen, den stod flot rød mellem træerne og kun vandpytterne røbede, at der tidligere havde været regnvejr.

SOL OG REGN

Dagens arbejde gik lidt nemmere, da vi var en mere på arbejde. Solen var fremme udenfor, og det blev faktisk temmelig varmt, når man skulle sengebade eller hjælpe patienter med forflytning.


Det vendte så på en tallerken, da jeg kørte hjemad, regn, lyn og torden kæmpede om min opmærksomhed.


Nu er der tørvejr, og en gåtur kunne være tillokkende, men jeg er simpelthen så træt, så i stedet for læser jeg, drikker te og nyder at kunne slappe af.

7-15

7.00
Rapport fra nattevagten, de havde haft en kaotisk nat med en meget forvirret patient, en hallucineret patient og en patient, som troede, han kunne gå, hvilket han ikke kunne, det resulterede så i, at han steg ud af sengen og lå på gulvet. Heldigvis slog han sig ikke, men frygten sidder i os alle, når vi får en patient, der har blodprop/blødning i højre hjernehalvdel og har manglende erkendelse af sin situation og nedsat opmærksomhed af venstre side.

7.45
Vi var to sygeplejersker, en erfaren (mig) og en ny, en ung assistent (har været her i ca 5 måneder) og en ung vikar, som var hos os i sommerperioden. Der var 14 patienter, 3 havde dog weekend orlov. 8 skulle have fuld hjælp, 2 let hjælp og en var selvhjulpen. Jeg havde været væk i en uge, så rapporten tog lidt længere tid, vi tog alle patienter, så jeg havde mulighed for at kunne hjælpe min nye kollega med råd.

Jeg skyndte mig at hælde medicin op til de, der selv kunne spise morgenmad. Ingen havde tid til at stå ved madvognen, så jeg fandt morgenmad til de første patienter, og så skiftedes vi til at stå ved madvognen.

Jeg havde plejeansvaret for en patient, som er hårdt ramt, kan ingenting sige, tvivlsomt hvad patienten forstår, skal have hjælp til alt. I dag skulle der lægges en ny venflon, patienten får en del antibiotika ind i blodårerne, så inden venflon kunne lægges af narkosesygeplejerske, var jeg langt bagud med medicin. Patienten fik sondemad, altså mad i en sonde som er ført gennem næseboret ned i mavesækken. Rent praktisk foregår det ved, at man tager en stor sprøjte, tager stemplet ud og hælder så sondemaden i sprøjten, så får væsken lov til at løbe i sit eget tempo. Jeg vil så gerne opfinde en holder, man kan hænge sprøjten op i, for det løber langsomt, og man får så ondt i armene af at holde sprøjten. Jeg satte plaster omkring og fastgjorde sprøjten i sengegalgen, så havde jeg hænderne frie til at dokumentere min pleje, lave mundpleje o.l.

9.30 morgente sammen med mine kolleger.

9.45
Jeg påtog mig plejeansvaret for vores patient, som var ramt i sin erkendelse og opmærksomhed. Patienten havde også næsten total lammelse af venstre side, og det kræver en erfaren person til at guide både fysisk og verbalt, så patienten kunne komme ud på toilettet og blive vasket. Jeg er høj og stærk, en fordel, men jeg skal passe på, for min ryg er ved at brokke sig, så jeg øvede mig i hele tiden at tænke i arbejdsvenlige stillinger.

10.30 stuegang og medicingivning.

10.45 Informere en patient og pårørende om diagnose og resultat af undersøgelse. De fik udleveret vore pjecer om det at have fået en apopleksi.

11.15 Sengebade min dårlige patient, og efterfølgende lejre patienten i neutral stilling, det tager tid, og der bruges mange dyner og puder, så vikaren gjorde store øjne, da hun hjalp mig. Men det virker, patienten lå afslappet.

11.30 Forflytte patient med nedsat opmærksomhed til stol, dele medicin og mad ud.

12.45 Sondemad til min dårlige patient og hjælpe patienterne i seng bagefter.

13.30 frokost

13.45 Hjælpe patient på toilettet, vaske patienten og skifte vedkommendes tøj. Ting tager tid på min afdeling, der er aldrig noget, der bare lige kan gøres. En lammet arm eller ben er en tung samarbejdspartner.

14.15 Sørge for kaffe til patienterne.

14.30 Skifte ble og lejre patient, så vedkommende var klar til sondemad.

14.45 Skyndte mig at dokumentere i sygeplejekardex, hvad jeg havde lavet og hvad der var ændret til stuegang.

15.00 Sondemad til min dårlige patient, mundpleje og skift af sugeslanger og iltslange.

15.20 Fri og hvis du er med endnu, så har du godt nok været tålmodig

Og jeg kunne ikke få stjerneanis, så min blommechutney er udsat. Det er slet ikke, fordi jeg er træt ;-)

BLOMMEINSPIRATION

Indkøbslisten er klar. Blommerne er plukket, der kan vist blive til både blomme chutney og blomme relish.

En blommetærte eller blommekage lyder også lækkert, lad os nu se, hvad dagen bringer. Det kan være, at afdelingen kræver så meget af mig, så det bliver til sofahygge i stedet for blommerier.


Landmanden er allerede af sted, han er inviteret på andejagt, så al jagtudstyret inklusive en god stor poncho blev pakket i går aftes.

Der er bælgravende mørkt udenfor, lyset er i den grad på tilbagetog. For en uge siden begyndte solen at stå op, mens jeg gjorde de sidste forberedelser til at komme ud af døren, nu er der ikke et eneste lille glimt af lys.

Hvad arbejdsdagen vil bringe vil vise sig, jeg må til at gøre mig klar.

Ha en god dag.

TÆLLE TIL EN

Tælle til en
Og tælle til to
Hønen går ikke med strømper og sko

Tælle til tre
Og fire er nemt


Gad vide hvor mange gange jeg skal tælle luftmasker for at få det til at stemme, og hvor mange gange jeg skal komme til slutningen af første runde og så finde ud af, at kanten er drejet?

Nu tager jeg min nathue på og går i seng.

NATURENS GAVER

15 kg krondyrkød blev afleveret hos en slagter sidste uge, nu har jeg 17 spegepølser, så mon ikke folkene skal have hjemmebagte boller med vildtspegepølse, når kartoffeloptagningen for alvor går i gang?


Og i det sidste I Form blad er der opskrift på blommechutney, så jeg skal vist hen og se, om der er flere blommer på træet, for der svinder hurtigt i fadet herhjemme.


Hyldebærrene er også snart klar, hyben kunne jeg nok finde nu, men jeg er ikke den store landhusmor, så det bliver lysten, der driver værket.

Min mor lavede den bedste hybenmarmelade, da jeg var barn. Vi hjalp med at rense hyben, det var et værre klø og pillearbejde, men bagefter kom det sjove. Kødhakkemaskinen blev spændt fat på bordet, og så var det vores opgave at dreje håndtaget, så der blev den fineste hybenmos, den blev så efterfølgende lavet til marmelade. Opskriften har vi endnu ikke fundet, for senere hen, efter vi var blevet voksne, gik min mor over til at lave hybenmarmelade med halve hyben, men det er slet ikke det samme.

Forretten i aften bliver en skive rugbrød med spegepølse ;-)

FREDAG

Huset er rent, vasketøjet er i bund, datteren er sendt af sted, landmanden har fået hjælp til et læs kartofler, og nu er jeg klar til tre dages arbejde og ren afslapning, når jeg kommer hjem.

I dag sprang jeg ikke over, hvor gærdet var lavest.

TUNGEN LIGE I MUNDEN

ØHH det havde jeg ikke lige forudset, da jeg indbød datteren til at vælge en ponchoopskrift på Drop designs hjemmeside. Hun valgte en hæklet poncho!


Det er godt nok længe siden, at jeg har hæklet, og da hjalp min mor mig. Nå men jeg har fundet Drop designs hækleskole og Hendes Verdens hækleskole, så jeg øver mig på stangmasker og dobbelte stangmasker og tredobbelte stangmasker.


Jeg kan mærke, at jeg har været her før, hånden får hurtigt fornemmelsen af systemet, det er vist den procedurale hukommelse, der hjælper med her.


Nu er der købt garn til poncho, strømper, og sønnen har også fundet opskrift til halstørklæde. Så er der lige de to færdigstrikkede trøjer, som endnu ikke er monteret! Jeg tror, jeg har gang i lidt overspringshandlinger.

SKYER

En blå himmel er ikke at foragte, men det er langt sjovere at betragte skyerne på himlen.

Dagens himmel har budt på lidt af hvert, der har været områder med blå himmel, som lover sol og dejligt vejr.

Et andet sted på himlen er der hvide luftige skyer, som står godt til den blå himmel og et enkelt spor af en flyver.


Længere henne er der mørke skyer, som kan indeholde vand, og vandet fik jeg lov at mærke på min gåtur, men pyt, jeg er tør igen.


Der er stadig smukke valmuer ved en grøftekant, jeg gad godt, de var her hos mig, men pyt, en gåtur og jeg kan nyde synet.


Afhængig af om jeg vender kameraet den ene vej


eller den anden vej, så skifter himlen karakter.


Det var dagens naturbetragtninger fra Vildmosen.

EFTERÅRSMORGEN

Datteren havde ønsket morgenbord sammen med sine forældre, så der blev hentet rundstykker og landmanden holdt sin formiddagspause i køkkenet sammen med os.

Det regner udenfor, så fyrfadslysene blev tændt, og jeg nænner ikke at slukke dem, nu hvor jeg egentlig er gået i gang med dagens arbejde.

Tekoppen bliver taget med ind på kontoret, og så hygger jeg mig der.

Senere vil vi kigge på garn i en dejlig butik, men først skal der findes opskrifter til en lille poncho til datteren og et halstørklæde til sønnen. Det skal rulle, siger den unge mand, det skal være en slags net strik, men hvordan gør man det?


Efterårsdage med musik i radioen, tid til snak og tid til at få lidt system i rodet skal man skønne på, og det gør jeg ;-)

WITH LOVE

To fridage forude og en biograftur i aften venter. Det bliver så godt, men faktisk har tre kursusdage fået mig til at længes efter en ganske almindelig arbejdsdag ;-),det får jeg så lejlighed til i weekenden.

Og datteren havde været i Lønstrup i dag, og forældrene blev begavet med havtorn te, chokolade, rustne søm og blomster, der folder sig ud, når de bliver overhældt med kogende vand, og så kan blomstervandet drikkes.


Men det bedste var en dejlig figur ”with love”,


den står nu sammen med ”happiness” i vores vindue.

EN KUR DER DUR

”jeg er så træt at jeg kunne tude” sådan startede jeg et indlæg, da jeg kom hjem i dag fra kursus, men det blev slettet, jeg ville have positive toner på skalaen.

Aftensmaden bestod af lækker græskarsuppe, købt frossen, det blev suppleret med små salatblade og karamelliserede græskarkerner og groft brød. Også i dag var vi fire til bords.

Og så startede kuren, en gåtur sammen med datteren hen til den fredede del af højmosen for at plukke lyng. Farvepaletten er nu mest i de brændte toner, men en enkelt vejblomst lyste op.


Buketten kommer ikke til sin ret i aftensskumringens lys, men nu pynter den herhjemme.


Bagefter tog vi turen ned til søen, hvor skovsnegle havde kronede dage ude på græsstien.


Selvom farverne svinder, er der noget smukt over de forskellige græsarter.


Vi nød luften, turen og snakken, og hvem bliver ikke glad over så dejligt et smil.


Nu er hovedpinen og den trykkende fornemmelse bag øjnene væk uden brug af smertestillende piller.

FORVENTNINGER

Jeg har glædet mig til mit kursus, men jeg har også haft betænkeligheder, for ville det mon bare blive gammel vin på nye flasker?

Endnu er det for tidligt at konkludere dette. Lige nu gælder det hjernens anatomi, og meget af det ved jeg, så hen på eftermiddagen i går var søvnen ved at overmande mig. Muligvis er det ikke gode kursusmanerer, men jeg rejste mig, stillede mig op af væggen, gik lidt på stedet, for ellers havde underviseren kunnet se på en sovende sygeplejerske.


Lidt nyt får man altid fyldt på, og i kursusprogrammet kan jeg se, at de næste moduler er nye emner for mig, så jeg håber stadig.


Morgengryet giver forventninger om en god dag, det øverste billede er fra i går, det nederste er fra i dag.

ÆSEL!

Sidste års mandelgave kom på bordet i aften. Vores børn har før ymtet lidt om, at forældrene tit forfalder til fjernsyn og computer kiggeri (den omvendte verden;-), så i aften skulle være anderledes.

Hver gang jeg spiller Æsel som voksen, synes jeg i starten, at det er lidt småkedeligt, men det går ikke længe, før koncentrationen daler, og det første ÆSEL lyder, så bliver det sjovt.

Har du et yndlingsspil?

TRA LA LA LA

På kursus hele dagen og så hjem til et hus med to unge mennesker på besøg.

Vi er fire til aftensmaden som i gamle dage ;-)