PÅ DEN ANDEN SIDE

På den ene side:

Dagen i dag er strøget af sted. Vi var flere på arbejde i dag, to dygtige assistenter, en huskendt vikar, undervisningsansvarlige sygeplejerske hjalp to timer fra morgenstunden og så tre sygeplejersker: den erfarne (mig), den erfarne i rehabilitering men ny i akut afdeling og den nyuddannede.

Alle ydede deres bedste, det vil jeg til enhver tid skrive under på, men hjemme igen kører tankerne stadig. For jeg har fri i morgen, og de er ikke mange i morgen, måske nok samme antal som i dag, men flere vikarer, et par elever og så kun to af afdelingens egne sygeplejersker. Mine tanker går bl.a. på, om jeg nu fik skrevet, så det kan forstås, det der skal tages op omkring et par patienter, og om de nu får skrevet det sygeplejebrev, som jeg ikke nåede, og som skal af sted i morgen tidlig for at en patient kan blive henvist til genoptræningsafdelingen.

Jeg har givet mig selv 100 % i dag, jeg har været med til at tage godt imod en ny læge, jeg har prøvet at give hende en god start på stuegangsformen. Mine to kolleger har brugt mig som sparringspartner, men vi nåede ikke en sygeplejekonference, hvor jeg ofte har lejlighed til at fange misforståelser eller manglende viden om noget. Hvis man ikke ved, at noget skal gøres, så spørger man jo ikke om hjælp dertil.

Så jeg grubler, kan ikke rigtig lægge mit arbejde fra mig.

Nu tror jeg, I vil sige, at jeg skal passe på mig selv, at jeg ikke kan klare det hele, at jeg har lov til at holde fri, måske endda at det er menneskeligt at glemme eller fejle.

På den anden side:

Forestil dig, at jeg er patient på min afdeling eller pårørende. Jeg beskriver på min blog, hvordan min far bliver forsinket i sin videre genoptræning, fordi en klapodder af en sygeplejerske ikke har fået sendt henvisningen af sted.
Jeg fortæller om, at jeg havde en aftale om at vi skulle samle trådene i dag til stuegang, at en sygeplejerske skulle skrive punkterne ned, fordi jeg har svært ved at huske det, og nu sidder jeg hjemme, udskrevet, ingen huskeseddel, og jeg har glemt, hvad lægen sagde.

Nu tror jeg, at I vil skrive, hvor dårligt det er, man kan aldrig regne med systemet, og sygeplejerskerne skulle skamme sig over at strejke, når de ikke engang kan finde ud af så simple ting.

Skal patienter og pårørende tie stille eller undskylde personalet? VEL SKAL DE EJ. De skal ha lov til at være vrede, kede af det, irriterede og hvad de nu ellers har lyst til, når tingene ikke går, som det skal.

Og jeg? Jeg har nu vasket op og lavet blommechutney, det er typisk i de situationer, det dukker op, det jeg har glemt. Der er ikke dukket noget op, så nu vil jeg holde fri i to dage.