lørdag, september 20, 2008

KÆRTEGN

Det er som bløde kærtegn på min kind. Dagen er mild ved mig.

Min hjerteblomst er vist ved at udvikle sig til et hjertetræ, det gør ikke noget, der er plads nok til det.


Udenfor står indlagringstransportøren og venter på at komme ind. Kølerummet er fyldt med kartofler i kasser, så nu er det kartoffelhuset herhjemme, der skal fyldes op, men først på mandag. Når jeg tænker på sidste år, hvor der nærmest ikke var nogle kartofler tilbage, da vi var færdige med kølehuset, så er det en rigdom at vide, at der stadig står masser af kartofler ude i marken og venter på at blive behandlet nænsomt, så du kan få ordentlige kartofler til aftensmaden.


Min gåtur er min hjerneløsner, alle trælse tanker bliver hældt ud og dejlige skønne tanker får plads til at udfolde sig. Valmuerne henne ved naboen står stadig som et smukt rødt islæt, og jeg nyder dem, når jeg går forbi dem.


I dag hentede jeg æbler ude fra det store træ, jeg synes nu stadig, de er lidt sure i det, men nu er der bagt en æblebradepandekage, som forhåbentlig smager godt.
Jeg har fundet spandene frem, jeg vil hen og plukke hyldebær, så kan de stå og simre i aften.

Det er mærkeligt med de spande, jeg køber og køber og alligevel mangler jeg, hver gang jeg skal bruge dem. Landmanden er et stort spørgsmålstegn, han ved aldrig, hvor de er blevet af!


Strikkeprøven til sønnens halstørklæde bliver nu vasket, så må vi se, om det føles som et kærtegn eller om jeg skal købe andet garn.

Lidt af hvert, sådan er min dag, og jeg er vild med den.

6 kommentarer:

  1. Lene sådanne spande har jeg også...vi må købe et andet mærke tror jeg :-)

    Dit hjertetræ...startede du med et blad?...jeg har nemlig et hjerteblad i en lille potte, men jeg synes ikke der sker noget..

    SvarSlet
  2. Anne, det tror jeg også :-)
    Min hjerteblomst startede som en blomst med 6 blade, det var en gave, og jeg ved ikke hvad den hedder, jeg kalder den bare hjerteblomst :-)

    SvarSlet
  3. og jeg kalder min hjerteblad (da der jo kun er et eneste et :-)

    SvarSlet
  4. Sikke en smukt hjerteblomstplante du har! Det er dejlige glimt fra din lørdag, du fortæller om og viser. Her koges der en stor portion gryderet lige nu, og vi har gået en lang tur i det dejligste solskin.

    SvarSlet
  5. Madame,godt at solen kom frem :-) Gryderetter er altid gode som gæsteret. Her skal jeg til at sætte gang i hyldebærsaftkogning :-)

    SvarSlet
  6. he he... sikke dog en smitsom "sygdom" spande har - her bruges de nemlig kun een gang og siden er der ikke een der har set nogen som helst spande overhovedet...og uanset om der står "Mors spand" "Nix Pille" oma., så forsvinder de, det er det sammen med baljer...hm...
    Hyldebærrene er næsten klar her til saftkogning, så i de nærmeste dage sker det...

    SvarSlet