TERRASSEREFLEKSIONER

Mens landmanden træner Istvan ude på græsplænen, og Laika går ved siden af og gør akkurat det samme (selv gamle hunde kan blive jaloux på al den opmærksomhed, en ny hund får)har jeg sat mig på terrassen med computeren. Solen skinner, når skyerne tillader det, humlebierne summer omkring mig, fuglene synger, træerne og vinden laver baggrundsmusik, og You tube leverer Bob Dylan musik. Jeg er en ignorant hvad angår Dylan, så nu hører jeg lidt musik og kan så erfare, at han jo har været med i min baggrund alle årene, jeg har bare ikke interesseret mig for ham (Rasmus Modsat effekten? Eller blot det faktum, at jeg inderst inde har været og er en poptøs med åbenhed overfor andre musikgenre)

Da jeg satte mig for at skrive, var det for at skrive om mødet med andre mennesker. Jeg tror, det er Løgstrup, der har sagt, at jeg bærer lidt af et andet menneskes hjerte i mine hænder i mødet med dette menneske. Jeg ved, at Gadamer taler om forforståelse og horisontsammensmeltning, jeg ved, at fænomenologerne taler om det enkelte menneskes livsverden, og hvordan jeg ud fra en fænomenologisk tankegang skal forsøge at sætte min forforståelse til side og møde det enkelte menneske i dets livsverden. Jeg ved, at Habermas taler om, hvordan systemverdenen koloniserer livsverdenen. Samfundet har så megen viden om, hvad der er godt og skidt eksempelvis set i et sundhedsperspektiv, og samfundet er interesseret i at formindske de store udgifter, der er på sygehusene, derfor får vi rygeforbud, vi får KRAMscreeninger, vi får påbud om rygestop før operationer, vi får også almindelige mennesker, som tænker og siger højt, at så må folk selv betale, når de vil ryge, drikke og spise sig ihjel. Systemet sætter retningslinjer, som griber ind i den enkeltes livsverden. Og da jeg er repræsentant for systemet, kan en samtale med en patient om, hvad hun eller han selv kan gøre for at forebygge en ny blodprop eller blødning nemt blive opfattet formynderisk, så hvordan er det, jeg som sygeplejerske på et apopleksiafsnit skal snakke med et andet menneske? Habermas siger, at man sammen skal finde frem til en ny forståelse, at man skal være åben, og der skal ikke være en skjult dagsorden. Det kan være svært, når nu jeg har en viden, men også regler og instrukser om, at jeg skal sørge for, at det enkelte menneske er informeret om, hvad der er godt og skidt vedrørende Kost, Rygning, Alkohol og Motion (KRAM)

For mange af vores patienter er det ikke aktuel i det akutte forløb at tale om de her faktorer, de er for dårlige, så det er først senere hen, men vi har også en stor gruppe, som bliver udskrevet direkte fra os, og de skal have den viden. Jeg har ikke et endeligt svar på den her problematik, jeg fandt ud af undervejs i min opgaveskrivning, at den motiverende samtale indeholder muligheder for en ikke-styrende samtale, og Habermas’ teori har givet mig nogle forklaringer på, hvorfor mennesker reagerer så forskelligt og i mine øjne af og til dumt, det er jo deres helbred, de sætter på spil. Men lige nøjagtig den sidste delsætning er den, jeg skal sætte til side, når jeg møder det enkelte menneske, jeg skal prøve at forstå deres livsverden, høre hvordan deres liv leves og måske derigennem finde en fælles forståelse for, hvordan det menneske vil leve sit videre liv.

Og egentlig var det den her viden, jeg havde tænkt mig at skrive om i forhold til kolleger både monofagligt og tværfagligt, men det ene ord tog det andet, så de refleksioner må jeg prøve at nedfælde på skrift en anden dag.

Nu sidder landmanden afslappet med en kop te på terrassen, Laika står tæt ved siden af ham og bliver kløet bag ørerne. Istvan drikker vand meget højlydt, det er hårdt at træne, og jeg vil nyde de sidste timer af fritiden, inden aftenvagten starter. Min krop og mine ben kan godt mærke, at vagten i går blev hård, men jeg havde en god oplevelse i mødet med et andet menneske. Jeg så et menneske knuget af den katastrofe, som en apopleksi er, og jeg så det menneske få en tro på, at der godt kunne blive et liv efter en apopleksi igen.

Må din lørdag blive lang (som det her indlæg) og dejlig (som den oplevelse jeg havde).

RASMUS MODSAT

Nu har jeg fået læst Drageløberen, og den var lige så god, som alle beskrev. Hvorfor har jeg så ikke læst den før nu?

Fordi jeg er lidt skør! Hvis en bog, en film eller andet bliver talt meget om og bliver ophøjet til “den må du se, den må du ha, den må du læse” så gør jeg lige det modsatte,  jeg lader være. Og den eneste, det går ud over, er mig selv, jeg går jo glip af noget.

Lidt på samme måde har jeg med ord, der bliver ORDENE,  man bruger. Derfor har jeg svært ved at bruge ordet implementere. Det bliver brugt vældig meget i min arbejdsverden, vi skal eksempelvis have implementeret KRAMscreeninger, og nej vi vil ikke til at kramme folk, men derimod se på, hvordan deres vaner er i forhold til Kost, Rygning, Alkohol og Motion, og om vi kan hjælpe dem til gøre noget selv for at undgå en ny blodprop eller blødning i hjernen. Jeg vil hellere sige, at vi skal have indført denne screening og gøre den til en del af vores hverdag.

Jeg har også fået det svært med ordet relationer, mest fordi alle taler om relationer, så jeg prøver at finde andre ord, som eksempelvis  i forhold til eller set i den sammenhæng, men egentlig er jo noget pjat, jeg kan lige så godt begynde at bruge de ord.

Nu vil jeg gøre mig klar til en ny dag på arbejde, i går var stille og rolig, hvem ved, hvad aftenen bringer? Jeg er klar lige om lidt.

DER MANGLEDE NOGET

Råger kan være eller blive en pestilens, derfor gives der tilladelse til regulering af bestanden en gang om året.

I Aalborg blev det foreviget i avisen med følgende overskrift:

2000 ellers fede råger mister i disse dage livet i Aalborgs skove.

Mon det er, fordi de er fede, at de er fredet?

Og så lige et sprogspørgsmål: hedder det rågerne er fredet og de fredede råger? Eller hedder det, rågerne er fredede?

Og humlebien var lettere irriteret over ikke at være fredet midt i formiddagsmaden, men den døde da ikke af min jagt.

God Store Bededag.

STORE BEDEDAGSFERIE

bliver der ikke noget af for mit vedkommende, og de varme hveder skal vist nydes i morgen tidlig i stedet for i aften. Der står nemlig 4 aftenvagter på arbejdsplanen, så det må jeg hellere rette mig efter. Og bagefter en fridag, som skal bruges på forberedelse, står der konference i Hamburg på min plan.

Mens der bliver gjort rent, har jeg fundet de hollandske artikler (heldigvis på engelsk) om et studie, der har fulgt børn og unge med apopleksiramte forældre (apopleksi= blodprop eller blødning i hjernen), den ene halvdel fik en form for støtte, den anden fik ikke. Artiklerne havde jeg regnet med at læse i går, men sådan gik tingene jo ikke. Nu er forskellige ordbøger på nettet fundet, men ofte kommer jeg til kort, den måde forfatterne har brugt et ord findes ikke altid, så google translate bliver også brugt, jeg må variere mine metoder :-)

Udenfor skinner solen og tørrer langsomt gruset på gårdspladsen, regnen har gjort godt for afgrøderne på marken, så nu må solen gerne skinne varm og dejlig. Landmanden og medarbejdere holder bededagsferie, så vi skal have rundstykker til formiddagsteen i dag, den tradition er vi glade for, at vi fik startet. Det betyder noget at bruge lidt længere tid på pausen og på snak en gang om ugen, og jeg nyder, når jeg kan være med.

Næste weekend får vi besøg af vores børn, der er en fætter, som skal konfirmeres. Jeg faldt i staver over et billede hos datteren, som hun har snuppet fra min billedkasse (jeg ved det godt, de skal skrives på, sættes i mappe og alt det der!) Hvor er tiden dog gået hurtig, jeg fik en klump i halsen, da jeg stod med det billede. Minder om de kjoler, jeg dengang syede til datteren, butterfly og bukser til søn har jeg også syet. Jeg havde aldrig troet. at jeg skulle give min søn hvid skjorte og butterfly på, jeg var mest til sweatshirt, men den lille purk ville også være fin, når datteren fik nye kjoler, så sådan blev det. Måske kan du se glimtet i begges øjne, hold op hvor har vi leget, læst og grinet meget sammen. Jeg er vist blevet en gammel sentimental kone. Jeg skifter lige over til sygeplejerskerollen og får gang i artiklerne.

Må du få en skøn torsdag.

ET GODT RÅD

Lad være med at tage den lækkert duftende artiskokcreme med hvidløg fra datterens køleskab som smørelse til bollen med laks.
Hold da op som jeg kan blive ved med at smage den.

Nu er toilet og gang rengjort efter håndværkerne, togbillet er bestilt til i eftermiddag.

Mon slik kan tage smagen af hvidløg?

Strikketøj og bog skal forsøde min togtur til Aalborg, og jeg har flottet mig, der er bestilt 1. klasses stillezone med fri te, chokolade, vand og aviser.

Mon is kan fjerne hvidløgssmagen?

Nu mangler jeg bare at vaske op efter mig, så er lejligheden klar til datteren.

Mon varm kakao med flødeskum kan overdøve den helt overvældende smag i min mund?

Men den smagte godt, min hjemmelavede laksesandwich!

MORGENSTUND PÅ KVISTEN

Liselotte griner godt nok af mig, når jeg siger, at jeg er skabt til en lille lejlighed, jeg bor jo i et stort hus med 240 m2 bolig og kæmpestore udenomsarealer.

Jeg elsker at være i datterens lejlighed, det er meget muligt, jeg ville få klaustrofobi, hvis jeg skulle bo i en storby hele tiden, jeg er jo vant til de åbne vidder, men jeg har altid været vild med små boliger. Campingvogn var i mange år vores feriekoncept og nu har vi sommerhus, begge dele giver en ro, der er ikke så mange ting at forholde sig til.

Datteren har altid morgenfjernsynet til at køre, mens hun gør sig klar, moderen har aldrig nogen støjkilder kørende, så det var lige før den unge dame missede sin vejrudsigt, fordi den ældre dame automatisk slukkede for fjernsynet, da hun kom forbi ;-)

Nu er min dejlige datter sendt af sted med et kram, der er mange syprøver, der mangler at blive lavet inden eksamen, hver dag er de mange af de unge især, som bliver på skolen til langt ud på aftenen og syr, laver stoftryk, broderer og støtter hinanden. Sønnen fik kram i går, han er også i fuld gang med at forberede sig til eksamen, alle projekter skal nærstuderes, så de kan uddybes. Han skiftede gruppe undervejs, og det var så godt, de er et godt team og er gode til at støtte hinanden. Jeg skulle have været til møde i dag, selvom det egentlig er min fridag, det må andre tage sig af nu, jeg har også mange, der støtter mig. Lige nu ligger der masser af materiale til mig i min mailboks, som skal bruges til forberedelse af næste uges præsentation i Hamburg. Jeg glæder mig til at prøve sådan en konference, jeg glæder mig til at få tid til at være sammen med 2 gode kolleger, hold da op, som vi skal snakke i toget, fagligt og socialt, jeg håber, vi når at se lidt af Hamburg.

Lige nu sidder jeg på kvisten og hygger mig med te, strikketøj og computer. Og så et spørgsmål til jer kloge bloggere: hvorfor bliver min blog så lille på en MAC, det er ikke et problem med de selvstændige blogge, men det er som computeren har nedfotograferet min blog?

Ha en god dag.

DU KAN NOK HØRE

at jeg er ikke er her fra byen.

Dagen i dag blev en dag med mange forhindringer og spurtløb ned af trappe fra 4. sal.

Planen var, at landmanden og jeg tog en endags arbejdstur til hovedstaden. Der skulle sættes en indbygningsovn ind i datterens lejlighed. Ingen problem, troede vi! Men ved nærmere eftersyn viste det sig, at slangen fra gasblussene ovenover sad i vejen og skulle flyttes lidt. Gode råd var dyre, kunne vi få en VVS mand med så kort varsel? Om det var landmandens indledning, som også er overskriften til dette indlæg, ved jeg ikke, men en time efter stod en frisk ung VVS mand i lejligheden.

Når nu vi havde fat i sådan en håndværker, kunne han lige så godt se på toilettet. Fint nok, men hvor var det nu, at stophanen sad? Det havde vi fået at vide, da vi købte lejligheden, men ingen af os kunne huske det. Der blev søgt oppe under loftet, og til sidst blev rørene fundet, men det var meget svært at finde stophanen, rørene forsvandt ned bag fliserne. Landmanden var den højeste, så han prøvede at famle efter stophanen. Og så skete det! Rørene var så tærede, at berøringen af hanen var nok til, at røret sprang, og vandet fossede ud.

Hvor var hovedhanen? Vi løb ned af trapperne, ned i den første kælder, så i den anden kælder, hvor VVS manden fandt hanen.

Nu er landmanden hjemme i Nordjylland uden mig, min fridag i morgen kommer til at foregå i lejligheden, hvor håndværkerne skal rette op på andre håndværkeres fejl.

Der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Nu sidder jeg sammen med datteren og nyder en kop te og mærker trætheden forplante sig i hele kroppen.

God nat og sov godt

IKKE SÅ RINGE ENDDA

Der er mennesker, som kæmper en kamp med deres blodtryk, motion, kostændringer og medicin er ikke nok, blodtrykket driller rigtig meget. Så jeg er taknemlig for mit normale blodtryk på 130/80, det har i stressede perioder været oppe og røre ved den øverste grænse for det normale blodtryk 140/90. Det brød jeg mig ikke om, og jeg var så heldig, at ferie og visse ændringer i min mentale tilgang til livet hjalp blodtrykket ned igen. Og nej, uanset du bliver ældre, så er 140/90 stadig den øverste grænse.

Dagen i dag har været travl, jeg fik gået over 7000 skridt i løbet af de 8 timer, og bagefter var det huhej over til tapning af blod. Først da jeg lå i stolen, kom jeg i tanke om blodtryksmålingen, som er det første, blodbankens personale måler. Jeg tog en dyb indånding og ventede spændt på resultatet, faktisk var jeg mere spændt på de tal, end sygeplejersken var på blodprocenten, som skulle tjekkes før tapning, da jeg ligger i den lave ende for tilladelig tapning.

Blodprocenten var i orden – 8,2, og jeg kunne ikke skjule et smil, da jeg fik blodtrykket at vide – 125/75, det er bare i orden efter en hektisk dag!

Naboen har inviteret til kvindekomsammen over en omgang Tupperwareskåle, jeg kombinerer lysten til en gåtur og aftenkomsammen, så paraply, lommelygte og gul vest skal findes frem, og så er jeg den, der er gået.

God aften til dig, og ved du ikke, hvad dit blodtryk er, så få det tjekket, blodtrykket er den hyppigste årsag til en blodprop eller blødning i hjernen. Du kan tjekke din viden her.

TRAVETURSTANKER

Det er ingen hemmelighed, at en god travetur, vandretur, powerwalking letter krop og sjæl. Det meditative i blot at gå og gå, mens hjernen får lov til at søge ud i alle afkroge, gør godt. Normalt går jeg på vejen, her i mosen er det fladt og ligeud, ingen kringelkrogede veje, der snor sig, ingen bakketoppe, der slører udsynet.

I går aftes valgte jeg først at gå 20 minutter ned forbi søen og den lille skov og så langs markerne. Det var vådt, det var tungt for fødderne at træde i den regnvandstunge jord, fødder og hjerne arbejdede sammen om at finde fodfæste i det ujævne terræn. Blæsten hvirvlede håret ind foran øjnene, så de ikke altid blev støttepartner til fødder og hjerne.

Blæsten gjorde også, at haren, der sad og hvilede sig, ikke opdagede mig, før jeg var ganske tæt på, og så tog den ellers benene på nakken og forsvandt.

De sidste 30 minutter blev på landevejen, da var sko og strømper våde og snavsede. Hjemvendt til gården kunne jeg mærke, at batteriniveauet var kommet op i det grønne felt, og jeg er helt sikker på, at en tur i dag også ville være gavnlig, men arbejde, blodbanksbesøg og aftenaftale gør det svært at nå en travetur. Jeg vil forsøge.

Håber din mandag må blive en god begyndelse på en ny uge.

EN PILLE

Jeg synes, jeg er god til at drikke væske, og jeg kan drikke et glas vand i løbet af ingen tid. Jeg synes også, at jeg er god til at tage piller, blot der følger godt med væske til.

Det er en kilde til  forundring , når jeg møder gamle mennesker, som er småtspisende og som ikke er til at lokke til at drikke væske, men pillerne har de ingen problemer med. De får i læssevis af piller, store og små, tabletter og kapsler, og så snupper de lige alle pillerne nærmest på en gang, drikker to små slurke væske, og så er det det. For slet ikke at tale om, at de ikke mener, de behøver at sidde op for at tage pillerne, men det bliver vi så to om at bestemme!

Arbejdsdagen er strøget af sted, så det er først, når jeg sætter mig med en kop te herhjemme, at jeg mærker trætheden. Min jævnaldrende kollega, en assistent, gik i dobbeltvagt i går og i dagvagt i dag, mon ikke hun sover godt i nat? Ved hjælp af gode kolleger fik vi tingene til at hænge sammen, det er altid svært, når der sygemeldes til en weekend.

Landmanden skal se fodbold de næste mange timer, så nu tager jeg traveskoene på og går en tur. God søndag til dig.

DET EVINDELIGE PROBLEM

Lige meget hvor meget jeg sætter tempoet op, lige meget hvor meget jeg prøver på at være effektiv og koncentreret, lige meget om jeg prøver at slække på pauser,

når man arbejder med mennesker, så vælter planer altid, så tager et bad eller et toiletbesøg længere tid end planlagt.

Når jeg lige vil hænge den medicin beregnet til at give ind i blodåren ( det er altså nemmere at skrive intravenøs) op, og som er to timer forsinket, fordi patienten havde hevet sin sonde til ernæring ud, og den havde jeg prioriteret først, sonden kunne jeg ikke lægge, det kunne min kollega heller ikke, og så står jeg der med medicinen, og så viser det sig, at venflon er utæt, så prøver jeg selv at lægge en, det går ikke, så ringer jeg efter lægen, han lover at komme, når han er færdig med det, han er ved, og så prøver jeg at lave en vandtest for at se, om patienten måske kan begynde at få lidt mad på almindelig vis, den klarer patienten, så jeg snakker med lægen om at give ernæring intravenøst i dag og så håbe på, at ergo også siger god for ernæring gennem munden i stedet for via sonde.

Når jeg lige vil forflytte en patient selv, og det gik så godt i morges, og så står vi der, det går knap så godt, og min ryg fortæller mig, at nu er det nu jeg skal passe på, og dermed bliver forflytningen ikke lige, som jeg havde tænkt mig, og patienten bliver utryg, fordi blodproppen gør, at orienteringen om sig selv i forhold til omgivelserne er ramt, så patienten spænder op, hvor der skulle slappes af og vice versa.

Når jeg lige tror, at nu kan jeg klare det hele i et snuptag, så er det godt med en kollega, som skælder mig ud og beordrer mig til at spise min frokost i ro og mag, alle vores patienter er blevet passet og plejet, nogle gange ikke efter bogen, men jeg har fået et fast mandehåndtryk som tak for afdelingens indsats, jeg har fået et nik og et smil ledsaget af ordene I er en god afdeling, jeg har fået et smil gennem tårer, fordi vi har et tilbud om samtale med børn, hvis forælder er ramt af en blodprop.

Vi er ikke engle eller supermænd, vi fejler, vi får skældud af pårørende, vi får ikke altid gjort tingene, som vi gerne ville, men selvom vi var 4 mere på arbejde, så ville tingene alligevel vælte indimellem, for når man arbejder med mennesker, kan man aldrig planlægge sin dag. Man kan prøve, men den ender altid med at blive anderledes end planlagt.

Mon din lørdag er gået som planlagt?

DET RETTE VALG

Nej vi er ikke ude i dybsindige refleksioner over livets store spørgsmål. Det er langt mere enkelt og materielt.

De sidste to år har jeg fået gavekort fra mine søskende til jul, men aldrig fået købt noget for dem. I dag tog jeg mig sammen og kørte ud i storcenteret, hvor Inspiration holder til. En venlig ekspedient spurgte, om hun kunne hjælpe, og jeg måtte sige, at jeg var så heldig, at jeg havde gavekort til butikken, så nu skulle jeg bare finde det, jeg ville have.

Jeg mangler ikke noget, og jeg ønsker mig egentlig ikke noget, jeg mener virkelig det, når jeg siger, at det der betyder allermest er at være sammen med mennesker, jeg holder af. Jeg er jo sådan en, som ikke kan smide ting ud, jeg har fået, eller sætte dem på loftet, så derfor er det svært at få nye ting ind. Lidt kommer der dog heldigvis gennem gaver, jeg er ikke selv den store indkøber af ting til boligen, det være sig stort eller små. Nu skulle jeg selv vælge, og det var svært.

Skulle jeg vælge vaser i smarte striber eller sjove faconer? Skulle jeg vælge smarte fyrfadslysestager eller smukke nye tekrus? Skulle det være brødkurve eller duge? Jeg var rådvild.

Hele butikken blev gennemsøgt flere gange. Og hver gang havnede jeg midt i butikken ved nogle lysestager. De minder mig om de to, der står hjemme på klaveret hos min far. Min far har selv drejet dem i sløjdlokalet, han var sløjdlærer i sine unge år som lærer. Jeg er helt sikker på, at de var kopi af kendte lysestager. Jeg kunne mærke, at det skulle være to af dem, men så kom det næste valg; de fandtes i tre størrelser og mange farver, jeg kunne slet ikke vælge. Til sidst faldt valget på de her, de minder mig om dem der hjemme, de minder mig om farven på det gamle skab, der står i samme stue som klaveret.

Jeg er stadig i tvivl, så nu står de der, mens jeg tænker videre, for skulle jeg have valgt den skrappe orange eller den varme røde, eller den hvide eller…..

LANGT OM LÆNGE: EN DØRÅBNING

Er man afhængig, når man får koldsved på panden ved tanken om, at blogger ville være nede i flere dage? Anyway, nu får du mit morgenindlæg:

Mens jeg er på badeværelset, fornemmer jeg ikke dagens vejrsituation, kun hvis det styrtregner eller tordner. Når jeg så er klar til at møde dagen, går jeg ud i bryggerset, hvor Laika og Istvan sover, nogle gange mener de ikke, at dagen er begyndt, de strækker sig dovent og bliver liggende, indtil jeg åbner døren. Andre dage står de på spring, og jeg bliver nødt til at minde dem om, at for at døren kan åbnes, må de træde lidt tilbage.

Når så døren åbnes, og de stormer ud af den, henter jeg avisen og tager en dyb indånding, her mærker jeg dagens begyndelse. I dag er luften lidt kold men dejligt sval efter en omgang hårtørring, fuglene er i gang med morgenkoncerten og solen sætter farver på skyerne.

Mens jeg brygger te og smører mad til landmanden, gør jeg mig mentalt klar til dagens arbejde. Morgenmaden til mig selv føles som luksus i disse dage, der er rester af smagfulde jordbær fra onsdagens skønne besøg, og jeg nyder dem som topping på min A 38.

Gårsdagens arbejde passerer revy, og jeg overvejer, hvilke informationer, jeg skal videregive til det personale, der skal passe patienterne i dag, jeg har specialedag og skal forberede min præsentation i Hamborg. Det skal nok blive en god dag (og det blev det).

Må du også få en god dag aften.

AT KUNNE SE DET SMUKKE I DET SMÅ

For 4 år siden opdagede jeg blogland gennem en avisartikel; det var lige det rette tidspunkt for mig, jeg havde brug for at møde andre mennesker, men havde hele tiden travlt med arbejde, landbrug, børn og familie, vi havde haft sygdom og død i familien, og jeg var som storesøster, datter og mor slidt ned. Blogland kunne tilbyde mig nye bekendtskaber, som jeg kunne lære at kende hjemme i min stue, og jeg nød det.

Første blog var Liselottes, næste blog var Ellas, og gennem kommentarboksen hos de to kom jeg viden omkring, mødte mennesker, som jeg aldrig ville have mødt, synspunkter, som jeg aldrig ville have tænkt over, hvis ikke det havde været for blogland. Liselotte og Ella fik mig til at genfinde glæden i det små, at kunne se det smukke i hverdagens små hændelser, og da jeg fik et kamera, blev gåturene ofte brugt til at finde makromotiver i naturen.

I dag får jeg besøg af de to dejlige mennesker, jeg glæder mig, bollerne er bagt, støvsugeren skal lige tage de værste hundehår, og landmanden har fået besked på, at Istvan er nødt til at være hjemme, så han kan hilse på.

Den sidste fridag før 5 arbejdsdage kan kun blive en skøn dag med besøg og koncert i aften.

DEN RETTE BESKED

“Så er jeg på vej hjem, jeg har købt kage.”

tak søde landmand

LUMMERVARMT

Min trofaste gåmakker, Laika, er altid parat til en gåtur og selv om vi ind imellem tænker, nu er det nu, vi skal have fat i dyrlægen, så ændrer billedet sig, når jeg tilbyder en gåtur. I dag måtte hun ikke løbe frit, for vi er ved at planere rabatter og så græs, så turen foregik i snor.

Det kom bag på mig, at der var så lummervarmt, og da vi kom hen i højmosen, hvor træer på begge sider af vejen dannede læ, tog varmen til. Laika havde dog ingen problemer med at følge med, vi fandt et godt gåturstempo sammen, så jeg valgte at tage 5 km turen.

På vejen hjem blev Laika langsommere, hun pustede noget, så jeg tog ikke nogen chance. Landmanden blev hidkaldt i bil og tog hende med. Efter masser af vand var hun frisk igen til at logre med halen, da jeg kom hjem.

Det var godt, der ikke var så varmt, da jeg lokkede min far ud at gå i går og i forgårs, han døjer meget med at svede ved den mindste anstrengelse, alle vi børn ligner ham, så vi ved, hvad der er i vente. Min bror må være den heldigste af os, han skal ikke døje med hedeture samtidig med ;-)

Hundene slapper af i bryggerset, jeg vil finde sofaen, en film og mit strikketøj.

TIRSDAGSTANKER

Nogen gange må man bare opgive at finde ud af hvorfor og acceptere, at det er sådan.

Jeg troede, at utilpasheden i går skyldtes træthed, men den er der stadig i dag, så jeg slapper af, strikker lidt og gør mig klar til en gåtur og mine fod/rygøvelser.

Imens kan jeg så glæde mig over, at diplomudgaven er bestået; jeg havde som mål, at jeg ville matche forrige opgaves karakter, da dette modul handlede om det, jeg går og gør til hverdag, rehabilitering af patienter med neurolidelser. Jeg drømte også om, at jeg kunne gøre det bedre, så jeg var meget opmærksom på læringsmålene og de råd jeg fik forrige gang. Derudover prøvede jeg denne gang at have personlig vejledning, og det var en stor hjælp. Det hjalp tilsyneladende, for karakteren blev 10. Til efteråret bliver jeg forhåbentlig optaget på modulet, der omhandler udviklingsbaseret og forskningsorienteret praksis, det glæder jeg mig rigtig meget til, det har jeg kun hørt godt om. Men der kommer jeg virkelig til at skulle dykke ned i videnskabsteori, undersøgelsesmetoder og metoder til at integrere ny viden i daglig praksis, så hjernen skal nok få noget at arbejde med.

Først venter dog et sommerhalvår med tid til arbejde, motorcykelture, ferie, samvær med skønne mennesker og forhåbentlig masser af sol.

God tirsdag til dig.

DET KAN MAN DA IKKE

I den seneste uge har jeg læst 2 bøger, skrevet af kvinder og om kvinder.

Første bog var  Karitas -  kaos på lærredet, en fortsættelse af Karitas – uden titel af Kristin Marja Baldursdotir. Som en af jer andre skrev, synes jeg heller ikke så godt om nr. 2 og så alligevel. Den rettede sig op til sidst, men opbygningen med jeg-fortællingen og kapitler, som beskriver malerierne, haltede i denne bog. Jeg syntes, der var for meget fortolkende beskrivelser i maleridelen, hvor første bog lod ordene male billedet og så lade det være op til mig som læser at fortolke. Sådan husker jeg i hvert fald forskellen.

Anden bog faldt jeg over på biblioteket, da jeg hentede ovenstående bog: Forskellige virkeligheder af Marianne Fredriksson. Jeg har læst Huset ved kysten og har selv bogen Anna, Hanna og Johanna, og som i dem lod jeg mig føre ind i et univers af troværdige personer. Her handlede det om et par, som er meget forskellige i deres tilgang til livet, den ene er naturvidenskabelig, den anden spirituel/synsk, men begge har haft en grum barndom, som har efterladt mange sår og ar på sjælen. Bogen skrider langsomt frem, vi får mange spændende dialoger om, hvad videnskabsmænd og spirituelle ledere har ment, og langsomt lærer det unge par at se bort fra deres fordomme om hinanden og se bag ordene.

OG SÅ i de sidste to kapitler sættes tempoet op, og alt vendes 180 grader, og her er der ingen dialoger eller andet til at hjælpe mig på vej til at acceptere det, der sker. Jeg lukkede bogen og tænkte, det er da løgn, sådan kan bogen ikke ende, det kan man da ikke.

Med vilje beskriver jeg ikke slutningen, for jeg synes, du skal læse bogen, men hvor ville jeg gerne høre fra andre, der har læst bogen.

KONCEPTET

Koncept betyder en samlet ide eller plan, og når jeg holder tale, har jeg ideer om, hvordan sådan en tale skal bygges op.

For det første skal den være kort, den må gerne indeholde noget, vi kan grine af sammen; den skal være opbygget, så der er en naturlig overbygning fra det ene emne til det andet, og så skriver jeg den altid ned i punktform, aldrig ordret. Det sidste gør, at jeg føler mine ord flyder lettere og lyder mere naturlige. Min far skrev altid sine taler ned ordret, og fordelen ved det, er at vi i dag kan læse hans taler til vores festdage. Det kan folk ikke med mine.

Til mine niecers og min nevøs konfirmation tilføjede jeg det islæt, at jeg understregede emnerne i talen med små ting, som regel indkøbt i en legetøjsforretning. Det har fremkaldt latter, og på den måde også været et synligt bevis på min tale bagefter.

Teenager har alle dage kunnet ryste mig lidt; da jeg var ung sygeplejerske på børneafdelingen, kunne de teenager, som var rutinerede patienter på afdelingen: astma og diabetes børnene, rent faktisk hyle mig ud af min professionelle rolle ved blot at stikke hovederne sammen og grine af mig eller stille nedladende spørgsmål, og selv i dag kan teenagers latter få mig til at tro, at det er mig, der er årsag til latteren, og dermed gøre mig usikker i selskab med dem. Mine børn, mine niecer og min nevø kender jeg jo godt, men de er ret gode til at spidde deres forældres særheder og især at fortælle os dem, så derfor tør jeg nærmest ikke spise i selskab med dem, fordi jeg nu ved, at når jeg tager første bid af noget lækkert, siger jeg mmmm. Derfor blev jeg så glad, da der en dag tikkede en sms ind fra min bror, at min niece talte meget om den tale med sjove ting, som jeg havde holdt for de andre, og om han troede, jeg også gjorde det til hende. Dejligt at kunne sende en besked om, at den allerede var i støbeskeen og hun ikke slap for en tale.

Den røde tråd blev, hvad jeg syntes, min niece skulle holde fast i, og talen blev bygget op omkring små erindringsbilleder og de små gaver, så hun fik skøre studenterbriller, børnebog, badebold, yoyo, billede af sig selv som lille, jordbærslik, marabouchokolade (mmmm) og hjerter i forskellige varianter. Gæsterne var dejlige medspillere, og konceptet virkede.

EN TRÆT SØNDAG

Fra lørdag kl 12 til søndag kl 15.30 har vi nået følgende:

5 timers kørsel på motorvej, heraf en del køpauser.

Skøn konfirmationsfest med lækker mad, masser af grin, hygge og samvær, og talen fra faster til niece gik godt, og tøjet til både frue og gemal blev indviet.

Hjem gennem Københavns natteliv og opvågning på 4. sal på Nørrebro. Med os var morfar/min far, og til morgenmaden kom søn og svigerdatter cyklende.

Jeg nød gåturen ned til bageren og grønthandleren, så der kunne serveres rundstykker og frugt. Min svigerdatter er af vietnamesisk oprindelse, og der gør man meget ud af morsdag, så jeg er i den grad blevet begavet af mine tre unge mennesker. Puder med billeder af mine to børn, brødkurv, blomst, muffinsforme og små fyrfadslys samt et kort tegnet af sønnen, og med i bilen til Nordjylland er gaver til svigerdatters mor og bedstemor, som min far og jeg vil levere i morgen. Jeg nød at sidde midt i Nørrebros sol sammen med de mennesker, som jeg har knyttet allertættest til mit hjerte.

4 timers kørsel hjem igen. Nu er vi hjemme, landmanden ser fodbold, min far sover, og jeg slapper lidt af ved computeren.

Håber din søndag giver dig tid til afslapning og samvær.

DIN INDRE FOTOGRAF

Forestil dig en skøn majmorgen på gården, der er en lethed overalt, afgrøderne er i jorden, og nu er det landmanden og Vorherre, der sammen skal passe og pleje afgrøderne de næste måneder.

Landmanden og Istvan kører en tur, det er altid godt at kigge på marker, vinduerne står åbne, så begge kan snuse til naturen. En fasankok står ude på marken, bilen holder stille, Istvan har set den, han fokuserer intens på fasanen. Den rejser sig op, puster sig op og basker med vingerne, imens den skræpper højt.

I et spring er Istvan ude af vinduet og på vej over marken, fasanen flyver ind i højmosen, Istvan efter den, landmanden tænker, gad vide, hvornår den kommer tilbage. Kort efter dukker Istvan op, og bilturen fortsætter.

Det er en skøn majmorgen ude på landet.

Må din dag også blive skøn.

JEG HÅBER INDERLIGT

at det lykkes. Sønnen og svigerdatteren ser efter en lidt større bolig på Frederiksberg, de er glade for bydelen, og vil helst ikke flytte derfra, men en etværelses lejlighed med to studerende med hver deres studiemåde og med allergi som tro følgesvend er ikke holdbart i længden.

I dag dukkede to lejligheder af den rigtige slags op, jeg håber inderligt, at udlejeren synes, at netop dette unge par er det rette match til deres lejlighed.

Jeg håber.

FREDAGSTANKER

Landmændene er i fuld sving, de sidste kartofler bliver sat i dag, vores unge medarbejder har fået lov til at sætte de fleste, det er et skulderklap, for her på gården skal kartoffelrækkerne stå lige. Fra ploven kørte på marken, er der sket meget med jorden. Først blev den pløjet, så blev den tromlet, herefter blev der spredt gødning ud, tre forskellige slags i tre omgange. Så blev jorden harvet, først fik den en krog, dvs at traktoren harver jorden på skrå, starter i et hjørne, kører til modsatte side på midten og herefter skråt op til samme sides øverste hjørne, forstod du det? Herefter drejer den og kører tilbage igen, og så fremdeles indtil hele marken er harvet på skrå eller i krog, som det hedder. Det betyder, at jorden er harvet to gange undervejs. Så harves jorden på langs, det siger næsten sig selv, at det er ligeud, og så er det kartoffellæggerens tur, den lægger kartoflerne en efter en i jorden og kammer jorden op omkring kartoflen i samme arbejdsgang. Til sidst bliver kammene kamformet eller muldet, der kommer ekstra jord op omkring kartoflerne, så de ligger godt og lunt og kan starte deres spiring og vækst af små lækre nye kartofler.

Det er fredag, så vi skal have rundstykker til formiddagsteen, det er en god tradition, vi fik startet, det er hyggeligt lige at sidde lidt længere og snakke om løst og fast. Det er også hyggeligt at sidde her ved computeren, men jeg skal på indkøb i dag, der mangler tøj og sko til maj måneds konfirmationer, så de praktiske gøremål herhjemme skal fra hånden i en fart. Og jeg har sagt højt til mig selv, at NU skal jeg prioritere øvelser for min fod og min ryg/mave, det er for dumt at gå rundt og have ondt, når jeg ved, at der er øvelser, der hjælper.

Må du få en fredag med sol og varme.

NEM AFTENSMAD

Når man bor langt ude på landet, så skal bilen i brug hver gang, der skal handles. Og om man kører 10 eller 13 km er vel hip som hap, så jeg kørte til sommerlandet, hentede lækre fiskefrikadeller i den gode fiskebutik ved fiskerestauranten, hentede spinat i frossen udgave ved købmanden og vandede blomster ved sommerhuset.

Hjemme blev gulerødder og agurker uden inderste kerne skåret i bitte små tern, græsk yoghurt blev blandet med karry, sennep, estragon, salt og peber. Jeg havde glemt, at der skulle små blomkålsbuketter i, men remosalsaen smagte ganske fortrinligt til den stuvede spinat og de lune fiskefrikadeller.

Opvasken var nemt overstået, og mens Istvan og herre trænede, gik Laika og jeg en aftentur. Herre og hund mødte os på hjemvejen og sådan en barket landmandshånd er skøn at holde i hånd med.

God aften til dig.

LYSGLIMT

Normalt er jeg optimist, maler med de lyse farver, ser solen og den blå himmel fremfor de mørke skyer. Der er en anden side af mig, hvor jeg gribes af tungsind, hvor hjertet knuger sig sammen, og maven føles som en tung kugle. Den er kortvarig, den er let at aflede, en rask travetur (som er svær at tage sig sammen til, når humøret er sådan), manuelt arbejde som f.eks de der skvalderkål (det er også svært at tage sig sammen til), et lille smil eller en sjov bemærkning kan gøre det.

I dag sagde jeg til landmanden, smil! Hvad da? Du kommer altid bare ned og henter din mad, som jeg har smurt, og tekanden med te, jeg har brygget, og ser træt ud eller fraværende, jeg kunne godt bruge et smil, og det fik jeg. Senere hen kaldte han på mig, her på gården har vi mange fortællinger om Istvan, som ikke viger fra landmandens side, og nu lå hunden troligt foran trucksen, for sæt landmanden kørte uden ham. Der er højt op, så Istvan stillede sig med forpoterne på trucksen, hvorefter landmanden løftede bagpartiet op, og så kørte de to kammerater ud i det blå.

Og humøret har det nu bedre efter en stille latter over vores firbenede landbrugsmedhjælper. Det er godt, for jeg har en konfirmandtale og en have, der venter på mig.

God torsdag til dig.

DE GLEMTE BØRN

Sådan betegner de sig selv, børn af forældre med hjerneskade, eller de usynlige børn.

“Når verden vælter” er en bog med 26 unges beretninger om, hvordan det er at være barn af en apopleksiramt forælder. Den giver stof til eftertanke og var med til, at vi begyndte som et forsøg at tilbyde samtaler til børnene. Vi er et akut afsnit, og det er ikke hos os, at deres forældre er længst, men det er her, kaos begynder. Endnu er det så nyt, men vi har allerede oplevet, hvordan børn tænker på en helt anden måde end voksne, og selvom de ikke siger meget under samtalen, alligevel stiller spørgsmål, som ingen af os havde tænkt, de gik med.

Lige nu læser jeg en australsk artikel fra 2004 med samtaler med børn, som beskriver, hvordan personalet nærmest overså dem i det akutte stadie. Ingen spurgte til, hvordan de havde det, hvad de troede, der var sket eller hvad de tænkte. Hverken familie eller de professionelle (sygehuspersonale eller lærere/pædagoger). Heldigvis tror jeg, at det har ændret sig i Danmark.

Der er megen fokus på børn, hvis forælder dør, og det er godt. For et barn af en apopleksiramt forælder er der en tvetydig sorg, de har mistet den forælder, der var en gang, og alligevel har de ikke mistet, så der er et savn og samtidig en skyldfølelse over det savn, for forælderen lever jo stadig. Det er typisk børn af de apopleksiramte, som er ændret personlighedsmæssig eller har kognitive problemer som apati, træthed, koncentrationsproblemer, hukommelsesproblemer eller manglende sprog.

Vores ene præsentation på den Europæiske Apopleksikonference handler om vores tilbud om samtale og de foreløbige erfaringer. Det bliver spændende at få mulighed for at drøfte det med sygeplejersker i andre lande og måske få nye ideer til, hvordan vi kan bedre vores tilbud.

EN LÆRESTREG

Jeg er stadig for træt til at videregive mine tanker fra i morges og her i eftermiddag i bilen, i stedet får du en historie fra Bibelen og lidt Møllehave indover, sådan som jeg husker begge:

Den aften hvor Jesus spiste sammen med sine diciple, fortalte han Peter, at inden hanen galede, ville Peter forråde Jesus. Aldrig i livet svarede Peter, han elskede Jesus, han så op til Jesus, han ville følge Jesus i modgang og medgang. Nu ved vi så, at Peter blev bange, turde ikke stå ved sit venskab med Jesus, så han bandede højlydt og fortalte, at han aldrig havde kendt ham Jesus.

Hvordan mon Peter havde det, da Jesus hang på korset? Mon ikke han dybt i sit hjerte var parat til at opgive sig selv, mon ikke han havde svært ved at se sig selv i øjnene?

Jesus genopstod som bekendt fra de døde, så Peter og Jesus fik lejlighed til at snakke sammen igen. Elsker du mig, spurgte Jesus. Ja jeg gør. Så skal du tage dig af mine lam. Elsker du mig? Ja,  jeg gør. Så skal du være hyrde for mine får. Elsker du mig? Ja Jesus, det ved du, jeg gør. Så skal du passe mine får.

Den historie kunne have lydt anderledes: du kan godt glemme alt om at være del af vores fællesskab, du har ikke mod nok, du fejler, når det virkelig gælder, dig tør jeg ikke stole på som leder i mit fællesskab. Og når så Peter på knæ tiggede om at få en chance til, kunne Jesus have kigget på ham og sagt: Så kan du lære det!

Men det gjorde Jesus ikke, og det giver håb for Møllehave, mig og andre kujoner, fejlere og kvajpander.  Vi får ikke slettet de fejl, vi har lavet, dem må vi leve med, men vi bliver set, som dem vi er, med de fejl vi har, og vi er elsket. Det tror jeg på, og Gud ske lov for det.

TANKESAMMENKÆDNINGER

En enkelt tanke kobles sammen med ord, og da tanken således bliver mere tydelig, får ordene mig til at tænke på andre ting, ordene har andre betydninger. Det, som i første omgang blot var tænkt som et lille morgenindlæg, nogle hastige tanker under morgenmaden, bliver pludselig til meget mere, og jeg kan ikke helt følge ordene, de breder sig; der skal flere ord til, hvis jeg skal kunne følge tankerne.

Det er der ikke tid til; blot kan jeg sige, at det ikke er særligt klogt at ignorere min egen viden om 7 timers søvn som en nødvendig forudsætning for en klar hjerne, når jeg for første gang i 8½ uge skal op kl 5.

Og den første tanke i morges var, da jeg søvnigt stod på badeværelset: Så kan du lære det! Og den sætning hader jeg, og det var egentlig den sætning, og hvorfor jeg hader den, jeg ville skrive indlæg om, men det formår jeg ikke med en træg hjerne.

I stedet for vil jeg ønske dig en god dag.

KULDSKÆR

Vi har vænnet os til de lune temperaturer, så tøjet var derefter, da jeg drog på arbejde i går eftermiddags. Men bare turen over til den lokale salatbar, hvor min faste aftensmad købes til vagten, fik gåsehuden frem.

Nu kunne man så tro, at den lette uniform ville være kold at være i, men ingen problemer der. Jeg skal da lige love for, at de her tre første dage tilbage på arbejdet har været hårde. Overarbejde hver aften, nye patienter, som var komplekse og udfordrende, og gamle patienter, som havde brug for lige så megen hjælp. Jeg tror, vi alle var brugte i går, og så havde vi endda to kolleger fra dagvagtholdet, som blev henholdsvis 2 og 5 timer længere for at hjælpe.

Jeg fryser til morgen, er kuldskær og træt; udenfor mit vindue kan jeg se på dagens arbejde: det sidste bed med skvalderkål, som ikke forstår vores aftale; de skal holde sig i læbæltet og lade mit bed være. Hvor svært kan det være? Der er masser af plads at boltre sig i, men næ nej de vil partout mænge sig med fresia og ribes buske og møver sig henover Sankthans urt og høstanemoner.

Solen skinner, men jeg lader mig ikke narre, der er koldt udenfor. Jeg bliver herinde lidt endnu, trækker trøjen godt omkring mig, finder tekop og strikketøj frem, mon ikke også et stearinlys skal tændes, og så venter jeg på varme indeni og udenpå.

Må din mandag give dig varme.

UKRUDT ELLER BLOMST?

Måske kan du hjælpe mig? Den store haveekspert er jeg ikke, men ved at følge I andres blogge lærer jeg da lidt efterhånden; viden om et emne er ofte afhængig af interesse, så min haveviden er ikke så stor.

Formiddagen i går blev tilbragt hos min far i strålende solskin på terrassen, vi nød mine hjemmebagte boller og min fars skønne have. Min far har jo Alzheimer, så derfor er der viden, der er forsvundet, og andet dukker op fra hjernens fantastiske verden. Således siger min far pludselig, mens vi sidder i solen; du plejer da ikke at bryde dig om at være sådan ude, underforstået i solen (min far er ramt på evnen til at finde navneord). Fuldstændig korrekt! Jeg skulle slæbes ud i solen, ville hellere sidde i skyggen med en god bog som barn.

Haven er stadig smukt holdt, men ukrudt i de små bede var i de sidste år min mors område, min far så det ganske enkelt ikke, så jeg tog små ture omkring bedene indimellem, mens vi drak te og snakkede.

Og der var to planter, som jeg ikke aner, om det er ukrudt eller blomster, jeg har aldrig set dem før (bilder jeg mig ind).

Den ene var der rigtig mange af i stenbedet, en lang grøn stængel og så disse underlige runde “perler”. Hvad er det? Skal jeg fluks kaste mig over dem og rive dem op med rode, næste gang jeg skal ned hos min far?

 

 

 

 

 

 

Den anden stod i rhododendronbedet, jeg beklager den dårlige billedkvalitet, solen var lige på. Er det også en, jeg skal fjerne?

 

 

 

 

 

 

Jeg håber, du kan hjælpe mig.

Jeg er brugt, når jeg kommer hjem efter aftenvagterne, så der skal slappes af, inden den sidste i rækken i aften. Må din søndag være god ved dig.

BACK TO WORK

Hjernevindingerne knagede, ting var ændret lige, før jeg gik fra til uddannelse, så de var endnu ikke blevet til en rutine for mig. Det krævede mere hjernearbejde, og da patienterne samtidigt kom i en lind strøm, så endte det med 1 times overarbejde for mig  og min kollega. Trods det havde jeg endda følelsen af at overlade mange løse ender til de to nattevagter, og lægerne var først ved at gå aftenstuegang, da jeg gik hjem.

Jeg er spændt på, hvordan dagen i dag er gået, for sådan en travlhed har det med at forplante sig, man skubber hængepartier foran sig, håber på at den næste vagt kan nå det. Ellers må vi se, om ikke vi kan nå det i aften, så er mine hjernevindinger vel også kommet op i omdrejninger.

Først kører jeg dog en tur ned til min far og drikker formiddagste sammen med ham.

Ha en god lørdag.

GENNEM TÅRER

Takket være Kong Mor har jeg lige opdaget en ny blog, det var den, der fik mig til at grine højt i morges. Sådan et grin helt alene runger rimeligt højt, men hold da op som det var godt.

Nu har jeg så været inde igen på bloggen og fandt starten på bloggen. Jeg er nødt til at stoppe med at læse nu, mine øjne ender med at hæve op, så mine kolleger tror, jeg er ked af at komme på arbejde i aften.

Tak for et dejligt grin Superheltemor.

FREDAG MORGEN

Jeg har grinet her til morgen, jeg har bagt boller, jeg har hængt vasketøj op, jeg får et shock hver gang, jeg går forbi et spejl (har fået farvet øjenbryn, hvad jeg før hen aldrig fik), jeg har tjekket hotelværelser i Hamburg, jeg har tændt for fjernsynet, jeg har læst blogs, jeg har dækket bord til den faste fredagstradition med rundstykker, jeg har sat vaskemaskinen i gang igen.

Jeg vil gå en tur før aftenvagten, jeg vil strikke lidt, jeg vil grine mere, jeg vil hente en bog, jeg vil lade vaskehallen vaske min bil, jeg vil lave aftensmad til landmanden, jeg vil nyde dagen.

God fredag til dig

KAN DU KOMMENTERE?

Det ser ud til, at min blog har problemer. Der er i hvert fald folk med og uden googlekonto, som ikke kan kommentere. Jeg har prøvet at ændre mit kommentarfelt nu i håb om, at det kan hjælpe.

SUM SUM

Der er en sand summen omkring mine ører, humlebier og hvepse er i fuld sving med at mæske sig fra blomsterne. Rhododendronbusken, moreltræet og det japanske kirsebærtræ tiltrækker i den grad den summende insektverden. Jeg ligger på knæ under det japanske kirsebærtræ og kæmper en uendelig kamp med skvalderkålen.

Alle farver stråler mig i møde, det er sansernes paradis dette forår; den lange vinter gør, at jeg nærmest som humlebien suger det til mig.

 

 

 

 

 

 

I morgen er ferien forbi, jeg prøver mentalt at forberede mig på en aftenvagt med masser af nye patienter og masser af informationer, jeg skal have læst op. Faktisk så glæder jeg mig til at komme i gang igen, næsten 8 uger har jeg været væk, det er længe.

Nå men skvalderkålen går nok ikke væk af sig selv, jeg kan vist lige nå en lille bid mere, inden aftensmaden skal i ovnen.

God aprilforårsaften til dig.

DET JEG SIGER, MENER JEG

Jeg står i kø ved kassen, den lille kurv blev mere end fyldt; i kurven ligger bananer, peberfrugter og avocadoer løse. Sådan vil jeg helst have det, det er mit lille bidrag til reducering af overflødig emballage.

Kassedamen har store badges på trøjen med Ny i job og Praktikant, så jeg tænker, at hun skal møde en smilende Lene. Mens jeg læsser op på båndet, opdager jeg, at hun begynder at putte mine bananer i plastikpose; jeg siger, det behøver du ikke at gøre. Det, jeg mener, er, det vil jeg gerne være fri for. Kassedamen svarer på det, jeg siger; det gør jeg altid, så ruller frugterne ikke, og så forsætter hun med at snakke om, hvordan garn og tøj bliver beskidt af båndet, og hvordan blomster gør båndet beskidt, alt imens alle mine varer kører hen over båndet, og indtil flere små plastposer bliver fyldt.

Og ikke på noget tidspunkt afbryder jeg hende og siger, jeg bruger ikke de plastposer, fordi jeg mener, det er overflødigt. Næh jeg smiler, men siger dog til sidst, jeg bruger også poser til blomster. Det, jeg mener, er, at jeg har vurderet, at de leggings, jeg har købt, ikke bliver snavset af det bånd, og jeg stadig helst vil være fri for den overflødige emballage. Men det sagde jeg ikke, til gengæld mødte hun en smilende Lene.

Hvorfor er det så svært at få sagt fra ved selv så simple ting?

DEN SIDSTE SANG

Min sidemand i gospelkoret rejser tilbage til Holland efter mange år i Danmark. Det kræver sin kvinde (og mand) først at flytte familien fra Holland til Danmark og så efter en del år at flytte familien tilbage igen. Vi kommer til at savne hende i koret, og i aften fik hun lov til at vælge sidste sang:

Sometimes in our lives we all have pain
We all have sorrow
But if we are wise
We know that there's always tomorrow

Lean on me, when you're not strong
And I'll be your friend
I'll help you carry on
For it won't be long
'Til I'm gonna need
Somebody to lean on

Please swallow your pride
If I have things you need to borrow
For no one can fill those of your needs
That you don't let show

Lean on me, when you're not strong
And I'll be your friend
I'll help you carry on
For it won't be long
'Til I'm gonna need
Somebody to lean on

If there is a load you have to bear
That you can't carry
I'm right up the road
I'll share your load
If you just call me

So just call on me brother, when you need a hand
We all need somebody to lean on
I just might have a problem that you'd understand
We all need somebody to lean on

Lean on me when you're not strong
And I'll be your friend
I'll help you carry on
For it won't be long
Till I'm gonna need
Somebody to lean on

Det kan godt være, at trenden i dagens Danmark er uafhængighed, men jeg tror, vi mangler erkendelse af, at vi er afhængige af hinanden.

FRISK LUFT

må der snart til. Regnskabet driller, og det pga en lille detaljeændring i min netbank. Den lille detalje, som giver et bedre overblik på kontoudskrifter, betyder, at hvor jeg normalt kan hente en bankfil med konteringer direkte over i mit regnskab og dermed kun skal sætte kontonumre på, så skal jeg nu taste tekst og beløb ind alle de steder, hvor jeg har betalt flere regninger på en dag. Formiddagen gik med telefonsamtaler med ansvarlige hos både regnskabscenter og bank, nu er det ændret fremad, men jeg slipper ikke for manuel indtastning i den her omgang.

Laika nyder, at døren til kontoret står åben, hun ligger i bryggerset og følger med. Mon ikke hun vil med på en lille travetur? Istvan derimod lægger kartofler, eller rettere sagt han følger med på sidelinjen, han er med i traktoren hele dagen. Når landmanden prøver at lade ham tilbage, så stiller hunden sig på bagbenene og placerer forbenene på bryggersbordet og isætter en pibekoncert. Så Istvan får lov til at sidde/ligge i traktoren dagen lang.

Mon ikke begge hunde trænger til frisk luft og en dukkert, når arbejdsdagen er over?

SORRIG OG GLÆDE DE VANDRE TIL HOBE

Overskriften kender jeg, men faktisk nu hvor jeg har fundet salmen med melodi, synes jeg ikke, at jeg kan genkende resten af teksten. Måske fordi det altid er denne linje, som er blevet brugt af min mor og mormor, når ordene manglede.

Latter og gråd, smil gennem tårer, sorg og glæde, lys og mørke,  liv og død. Det hører sammen, og uden det ene erkender vi måske ikke det andet.

I dag er det 6 år siden, at min ældste lillesøster måtte ringe rundt og fortælle, at hendes 15½ årige datter var død, stille og roligt, om natten med sin far, mor og lillesøster omkring sig. En hjernesvulst, som viste sig 3½ år før, kunne ikke dræbes med kemo og stråler, og det sidste år vidste vi alle godt, at vi ville få denne telefonbesked. Det gjorde det ikke mindre hårdt. Godt 2 måneder efter samledes vi til guldbryllupsfest for mine forældre, og overskriften til dette indlæg blev min mors indledning på velkomsttalen. Vi er en familie, som har let til tårer, men heldigvis også let til latter, så festen blev en fest, en glædesfest men med masser af tanker om min dejlige niece. Jeg har tidligere beskrevet det billede, der den dag blev taget.

I dag er det 18 år siden, at min mellemste lillesøster blev mor for første gang, mor til en lille dreng. Mine børn, som da var 6 og 7 år, fik nyheden til morgenmaden. Min søn jublede, nu var han ikke den eneste dreng, min datter sad stille og tænkte, og så sagde hun, nu er M. ikke en pige mere, nu er hun jo mor. Indtil da havde min søster været en trofast legekammerat, når vi mødtes hos morforældrene, men min datter kunne godt regne ud, at sådan en lille dreng ville ændre livet for min søster. Siden hen fik min nevø følgeskab af to søstre, og jeg føler mig som en gammel moster, der sidder her og tænker, hvor blev dog tiden af ?  Min nevø er nu en ung mand, han er en dejlig ung mand, som det har været skønt at følge. Nu ses vi ikke så tit, men om ikke så lang tid skal vi fejre min brors datters konfirmation, hvor vi alle skal samles, det bliver godt.

Vi vil savne min mor og min niece, men vi vil først og fremmest glædes over, at vi har hinanden, i sorg og i glæde.

Må denne dag blive lys for dig, og må min dejlige nevø få en god fødselsdag, både på gymnasiet og hjemme.

HVERDAGSMORGEN

Mon ikke mange er trætte efter så herlig en påskeferie ? Der er kommet sol på næserne, masser af mad i maverne og forhåbentlig har man været mere aktive end vanligt.

Her på gården har det jo som bekendt været en arbejdspåske, søndag har været eneste fridag for folk og fæ (Istvan har siddet på traktoren hele dagen). Landmanden har jo den holdning, at søndag har Gud proklameret som fridag, alle de andre halv og helfridage/helligdage skyldes kun dovne mennesker! Men er han færdig med sit arbejde, så holder han også fri på de menneskebestemte fridage. Til gengæld har jeg så prøvet en påske uden en eneste arbejdsdag på sygehuset, og det har passet perfekt sammen med den travle aktivitet herhjemme.

Dagen i dag skal bruges på regnskab, først skal de visne buketter bæres ud og bordet ryddes for påskepynt, for ligesom med min opgaveskrivning så sidder jeg også bedst med alle bilagene inde i stuen. Når der skal bogføres og konteres, foregår det på kontoret ved computeren, jeg kan godt lide det arbejde, også selvom solen allerede skinner udenfor.

Lige  fra barn af har jeg altid helst opholdt mig i skyggen med en bog, solbadning blev noget, man blev nødt til, da man blev teenager og skulle være brun. I dag kommer den lette brune farve af sig selv, når man som haveejer er nødt til at være ude for at holde haven nogenlunde pæn. Landmanden har det med at slynge sentenser ud, som om de var fastlåste fakta, og en af de første, da vi købte gården, var: du må lære at elske havearbejde! Han havde ikke tid, han havde jo de store marker at tage vare på, så sådan blev det (jeg har ikke lært at elske det, men har lært at gøre det, der er nødvendigt). Bedene er blevet reduceret, og snart skal jeg have plantet krukker til, der kan pynte på gårdsplads og terrasse; men i formiddag gælder det regnskabet.

God hverdag til dig.