lørdag, maj 10, 2014

HVOR SKAL MAN STARTE?

Der er masser af billeder fra min tur. Jeg husker bedst oplæg til konferencer, hvis jeg tager billeder af powerpointslides, de skal nu lægges i små mapper, og i den proces får jeg tænkt mere over oplæggene, og om der skulle være noget, jeg skal søge mere viden om. Det sker dog ikke i denne weekend, den er helliget landbruget og familien. Heldigvis har jeg en fridag på mandag, som kan bruges til det.

P1070936P1070937

Derudover har jeg også nået at se Nice og taget billeder. Jeg bruger jo min blog som en dagbog, og allerhelst vil jeg gerne skrive samme dag, men det var jeg for træt til, når jeg sent på aftenen kom til hotelværelset. Så hvor skal jeg starte?  Måske bare med min udsigt fra hotelvinduet. Over for lå museet for moderne kunst og biblioteket, oven på biblioteket var der anlagt en have med skulpturer. Den havde jeg planlagt at skulle opleve torsdag, hvor mine to kolleger tog hjem (jeg havde fået penge fra en anden fond end dem og kunne derfor tage hele konferencen med) Der var så bare et aber dabei: torsdag var haven lukket, snydt! Så jeg måtte nøjes med at sanse den fra mit vindue og ved at gå rundt om den.

P1080541

P1080964

Jeg skal helt sikkert tilbage til Nice, men ikke i juli og august. Ifølge min taxachauffør til lufthavnen er byen totalt overbefolket i de måneder. Det tror jeg på, for jeg synes, der var mange mennesker i byen nu.

Heldigvis skinner solen uden for min dør, vinduerne har stået åben her til morgen og jeg har plukket rododendrongrene til vasen til morgenbordet(som jeg dog ikke kan forlige mig med, at det er den korrekte måde at stave rododendron på, jeg savner et h). Lidt sommerferiestemning kan der godt snige sig ind, selv på en ganske almindelig hverdagslørdag i mosen. God lørdag til dig.

P1070938

fredag, maj 09, 2014

HJEMME IGEN TIL HVERDAGEN

Bjergene i Frankrig

Tæt på landing i Amsterdam

Næsten landet i Aalborg
Så er jeg hjemme igen, hjemme til en syg landmand, hjemme igen og hentet af min københavnske søster, som sover hos os i nat. Det er blevet til snak og god mad. Og så må jeg tage overblikket over hverdagen og lægge planer for landhusmoderen og sygeplejersken i morgen.

MEN ELLERS GÅR DET GODT

Jeg har mistet det ene høreapparat.  Min mobil kan ikke tåle flytilstand, så jeg satser på at landmanden læser mail. Der har nemlig været storm i Amsterdam,  så vores fly fra Nice var 45 minutter forsinket. Men ellers går det godt. Det er godt med gratis net i lufthavnen :-)

torsdag, maj 08, 2014

MENS TÆERNE BLIVER LUFTET

ved den franske altan, nyder jeg den lette brise, lydene fra den franske ungdom over i tagparken og bilernes summen neden for vinduet. Jeg klarede at få fortalt om mit projekt, og jeg klarede også at fokusere på, at jeg ikke behøvede at gøre det på samme måde som de andre, så jeg var rolig og improviserede også lidt. Det var en god fornemmelse. Hovedet er fyldt med både nyttig og unyttig information, som først finder deres plads, når jeg kommer hjem. 
Jeg klarede også at stå op i morges og løbe en tur ned til vandet, det var dejligt og gav mig en god fornemmelse, især efter at have spist et utal af lækre kager i dag i tepauserne.


Mere nåede jeg ikke at skrive i går aftes, før mine kolleger bankede på døren. Det var tid for at finde aftenens spisested. Nice er en fantastisk by, vi har gået på kryds og tværs af den gamle bydel, vi har også været på shopping i den nyere del af byen, bl.a i Gallerie Lafayette (jeg er af sted med en vaskeægte shopper) vi købte dog ikke noget. Den første dag hernede skulle vi først starte på konference om eftermiddagen, og aftenerne benyttes til at gå lange ture, så faktisk har vi kunnet nå både konference og sightseeing. Vi bor tæt på det hele, 3 minutters gang til konferencen, 5 minutters gang til den gamle bydel, 10 minutter til vandet, det er helt perfekt.
Efter at have sovet to nætter uden at vågne en eneste gang er jeg nu tilbage i gammel rytme med at vågne tidligt. Så med vinduet åben og dermed et lydtapet af tidlige morgenbilister ligger jeg i sengen og skriver. 



Mens jeg venter på, at billederne fra gårsdagens morgenløbetur bliver uploadet, studerer jeg dagens program. Nogle gange er det som at købe på nettet, man tror, man har fundet det helt rigtige, og så viste det sig at være noget helt andet. I dag gælder det viden om trombolyse, men som en af vores overlæger sagde i går, da jeg ikke syntes at jeg fik så meget nyt med: det er jo fordi vi er godt med. Og det er også den fornemmelse, jeg stod med, efter at have hørt om de forskellige projekter fra sygeplejerske/terapeut sessionen i går. Se det er jo en god viden at rejse hjem med. God dag til dig

mandag, maj 05, 2014

BONSOIR NICE

Så sidder jeg midt i Nice, jeg har lavet en kop te og nyder tanken om at have dette værelse som base de næste dage.
Udsigt til Musee d'Art Moderne med en tagterasse

Kig til højre fra hotelvinduet
Turen herned gik godt uden nogle svinkeærinder. Faktisk ville du have set tre kvinder løbe gennem Amsterdam lufthavn for at nå næste fly. Det blev så dagens motion.
Sov godt

HVAD SKER DER LIGE HER?

Der er en time og tyve minutter til jeg skal af sted, og jeg er færdig! Færdig som i at jeg nåede at lægge nye bukser op. Færdig som i at mine nyindkøbte trusser, som ikke holder i syningen (nej de er ikke for små!), er repareret. Færdig som i at der er bagt boller, knækbrød og banankage. Færdig som i at der er handlet ind til landmændene (de kommer ikke til at lide nød, landmanden trak på smilebåndet, da han så de mange poser med boller i fryseren). Færdig som i at der er hævet Euro. Færdig som i at der er støvsuget. Færdig som i at kuffert og taske står pakket. Færdig som i at jeg har været i bad, sat hår og sågar lagt neglelak på tæerne. Det kan jeg nærmest ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort. Jeg har tjekket min pakkeliste til MCturene, jeg har remset penge, pas, billetter, kamera, mobil og opladere op flere gange, men jeg kan ikke finde noget, jeg har glemt.  Til gengæld er jeg træt nu, klokken var jo halv fire i nat, da min hjerne syntes, vi skulle i gang med at gøre klar. Der må være noget, jeg har glemt.

VORES FORUNDERLIGE HJERNE

Der er så meget vi ikke ved – om hjernen. Der er meget vi ved – om hjernen. Når man bliver ramt af en blodprop eller blødning i hjernen, så afhænger skadens omfang ikke blot af det område, der er blevet ramt i hjernen, men også af den person, der er blevet ramt. Nogle finder veje, som andre farer vildt i. Nogle har hjernemæssigt en større kapacitet at trække på. De næste fire dage bliver jeg forhåbentlig lidt mere klog på den nyeste viden inden for apopleksi. Jeg glæder mig og jeg er også spændt. Sidste gang havde jeg problemer med at forstå franske, kinesiske, tyske og andre ikke-engelske doktorer, som på ti minutter skulle nå at fortælle om deres studie på engelsk. Jeg håber, jeg er blevet bedre til det engelske, og jeg håber, de er blevet bedre til det engelske. Høreapparatet kommer i hvert fald med i kufferten.

Min hjerne har besluttet, at det må være nok med fire timers søvn i nat, så nu har jeg fået repareret noget tøj, jeg vil have med. Nu vil jeg gå videre med dagens program, det kan vist ikke betale sig at prøve at sove igen. Jeg må sove i flyet i aften. Min computer kommer med, så måske dukker der stemningsrapporter op fra Nice i løbet af ugen, ellers må I have en dejlig uge.

P1070930

søndag, maj 04, 2014

SØNDAGSGLIMT

Kornmarkerne lyser ikke grønt mere, nattefrosten har fået markerne til at fremstå gule og visne, men de skal nok grønnes igen.

Fredagskoncerten gik godt. Kirkerummets akustik, sangglæden og sangformåen samt et skønt publikum gjorde, at det blev en eksplosion af livsglæde.

Weekendens arbejde er gået godt, jeg er taget hjem med en god fornemmelse.

Solen skinner dejligt ind gennem vinduerne, og jeg har nydt eftermiddagsteen i en solstråle, ikke udendørs, for jeg har tilsyneladende leget lidt for meget sommer de sidste par dage i for lidt tøj, så nu skal forkølelsen tages i opløbet.

Må du finde en solstråle, der kan varme dig. God søndag aften til dig.

P1070931

fredag, maj 02, 2014

DAGENS RAPPORT FRA KARTOFFELLANDET

Landmændene er startet tidligt, der skal sorteres kartofler, og der skal helst ikke bruges for mange dage på det, de vil jo også gerne i marken. Sidste års kartoffelhøst og det nye kølehus gør, at vi stadig har flotte, lækre kartofler til butikkerne.  Så april og nu maj måned fordeles mellem kartoffelsortering og markarbejde. Det gør så også, at landmanden har meget lange dage, han fortsætter over aften, når medarbejderne er kørt hjem. Ofte er klokken tæt på 22, før han holder aften, så de sidste timer inden midnat bruges på at slappe af foran fjernsynet, og næste morgen ringer vækkeuret tidligt.

Jeg forsøger at samle mig i dag, der skal tænkes planer i forhold til, hvad jeg skal have købt til næste uges tur til Nice. Solcreme og Euro er på listen, nye sandaler kunne også være dejligt, men nu får vi at se. Hotellet ligger ti minutters gang fra kongrescenteret og fra strandpromenaden, den gamle bydel er også tæt på, så der er gode muligheder for at få set lidt af Nice, selv om konferencen starter 8.30 og varer til efter aften. Heldigvis kommer vi derned dagen før, så tirsdag formiddag har vi til at udforske byen, jeg har læst mig til, at der er et blomstermarked i byen, det skal vist ses. Ligesom jeg vil gå på strandboulevarden. Jeg håber, vi finder nogle gode restauranter til aftensmaden. Vejrudsigten fejler ikke noget.

Nice maj 2014

Der er vist styr på maden til landmandens aftensmad, mandag bager jeg to hold kager, så håber jeg, de holder sig friske ugen ud. Der bliver lagt poser og madpapir ned i mandskabsrummet sammen med kagerne, så må de selv pakke madpakken til eftermiddagsmaden. Har du et godt bud på kager til det formål, må du gerne kommentere. Lige nu tænker jeg en bradepandekage og så nogle kager f.eks. a la muffins (dog ikke muffins, jeg synes let de bliver tørre)

Weekenden byder på arbejde på sygehuset, så jeg skal have forberedt mig til konferencen i dag og de næste par aftener. Sådan en postersession foregår ved, at jeg en dag skal være til stede, når komiteen går rundt. De udvælger enkelte posters, og så skal forfatterne kunne fortælle kort om baggrunden for det præsenterede og kunne svare på spørgsmål. Jeg kan mærke, at jeg lige skal have frisket op (på engelsk), hvilke studier min undersøgelse brugte som baggrundsmateriale og baggrunden for at jeg ville undersøge emnet. Min undersøgelse handlede om patienters oplevelse af vores dagafsnit og den efterfølgende telefonsamtale med sygeplejerske. Jeg kan også mærke, at jeg som sædvanlig er tilbøjelig til at skubbe det fra mig, jeg er tidsoptimist, og det er ikke en god kvalitet i denne henseende.

Dagen slutter med koncert i Brovst Baptistkirke, jeg glæder mig til at skulle synge sammen med mit kor. Er du i nærheden, er du hjertelig velkommen. Må din fredag bekomme dig vel, her er den startet med rimfrost på græsset og kun en halv grads varme, da jeg kørte til LOOPtræning.

P1070923

torsdag, maj 01, 2014

TOP OF THE WORLD

Jeg tror ikke på lykke som et blivende tilstand, jeg tror på små øjeblikke, hvor følelsen af lykke/glæde fylder én. Dagen i dag har været en dag, hvor der har været mange små øjeblikke af den følelse. Mens jeg malede de sidste havemøbler, mens jeg sorterede vasketøj, men allermest mens jeg dansede imellem kagebagning og dejrøring. DAPradioen stod på en kanal, som sendte gamle sange ud i æteren. Jeg røg tilbage til teenageårene, hvor nogle ferie blev tilbragt hos min faster og familie ude ved Vesterhavet længere nede i landet. Min fætter havde et band, og deres øvelokale var hos min faster. Min søster og jeg elskede, når vi fik lov til at synge sammen med de unge mænd. Det var et rigtigt popband, som spillede til kroballer rundt omkring, og på repertoiret var Carpentersange. Jeg elskede at synge dem, jeg blev glad af at synge dem. I dag kom en dansk udgave af en sang, jeg skrålede dog løs på engelsk, det jeg kunne huske (det var ikke særlig meget, men følelsen af glæde huskede jeg), og køkkengulvet fik lov til at være dansegulvet endnu en gang.

I’m on the top of the world

Og kagen fik mig også tilbage i minderne, det var en gammel kending fra de gode gamle dage, hvor børnene skulle have kage med til diverse arrangementer. Og skulle du nu være endt på denne side, fordi du har søgt på: Hvad kan man bruge i stedet for kærnemælk i en kage? Så kan jeg fortælle dig, at kombinationen af mælk, en rest juice og A38 er et ganske fint alternativ.

P1070924

Inde fra stuen høres en svag sovelyd, landmanden holder en pause, før det går løs i marken igen. Medarbejderne er sendt hjem, om lidt skal de første kartoffelmarker hyppes, muldes eller kammes op (kært barn har mange navne). Det tager landmanden sig af, der skal køres nøjagtig og lige, så kammene med kartoflerne ikke bliver ødelagt. Inden da håber jeg, at han vil lære mig at bruge en buskrydder, så jeg kan komme videre med mine haveplaner.

P1070926

DEN SIDSTE FORÅRSMÅNEDS FØRSTE DAG

Dette år har været underligt, jeg syntes, januar var mere grå og trist og lang end tidligere. Jeg savnede lyset fra sneen. Til gengæld synes jeg, at de næste måneder er strøget af sted. Jeg står konstant med følelsen af at halse bagefter, og at jeg hele tiden kun når til at slukke de brande, der lige er omkring mig. Samtidig har jeg det bedre fysisk, jeg føler mig godt tilpas, jeg synes også, at jeg har øje for øjeblikket. Jeg stornyder alle de små stunder med lykkefølelse, som at opdage blomsten i purløgsbundtet på mit køkkenbord.

P1070919

Det gør mig glad at stå midt i solstrålen i køkkenet og fotografere naturens små skønheder.

P1070920

Det er hjemmearbejdsdag, ikke hele dagen, men tre timer, jeg måtte stoppe før tid i går for at nå ned til min far, da hans læge kom på besøg. Det er også arbejdsdag på gården, der lægges kartofler, der sorteres kartofler, der harves og jeg maler havemøbler. De gamle møbler, som blev købt for 19 år siden, får lige en sæson mere. De er godt slidte, brædderne hænger, der er sat forstærkninger på forskellige steder, men de kan godt bruges lidt endnu.

P1070922

Og så har jeg brug for jeres hjælp. Har nogen af jer prøvet at fryse kartoffelmos eller flødestuvede kartofler eller ris? Jeg skal have lavet de sidste portioner mad til landmanden, men jeg er i Nice, og jeg ville gerne lave noget med kartofler.

P1070920

Det er koldt i skyggen, hvor jeg maler, så solstrålerne skal nydes i pauserne. Må du også finde tid til at nyde dagen i dag. God 1.maj.

onsdag, april 30, 2014

MORGENGRY

Morgengry – arbejdsdag

P1070917

Stå på trappen og fotografere

Sanse kulden i fødderne, høre fuglene synge, nyde solens første skær

P1070918

Onsdagen er begyndt. Den skal fyldes med arbejde, besøg hos min far og korsang. Må du få en god dag.

tirsdag, april 29, 2014

HVERDAGSGLIMT 2

Lykken er gode steder, hvor man kan slå sig ned med en kop te.

Lykken er gode steder, hvor man kan slappe af.

Lykken er gode steder, hvor man kan nyde vejret i skyggen.

Lykken er at vide, at det ikke altid behøver at være som i bolig og havebladene, for at det er et godt sted.

unnamed (5)

unnamed (8)

mandag, april 28, 2014

HVERDAGSGLIMT

Hvordan starter dine hverdagsmorgener? Jeg har før skrevet om mine morgener, og for nylig skrev Hege om hendes morgen. Jeg nyder at læse om andres hverdag, hvornår står de op, hvad spiser de, læser de aviser om morgenen, ordner de vasketøj. Bruger de meget tid i badeværelset med makeup og håropsætning? Og så videre.

P1070904

P1070906

Jeg har mange forskellige hverdagsmorgener, jeg har morgener, hvor jeg skal på arbejde klokken syv, her afhænger variationen af, om jeg skal smøre mad til flere end landmanden. Har jeg fri eller er jeg i aftenvagt, afhænger morgenen af dagens program, men alle morgener inkluderer morgenmad foran computeren. I dag har jeg fri, jeg skal til frisør og fysioterapeut. Jeg skal have handlet og jeg skal i haven. Jeg vil også gerne løbe en tur. Men morgenstunden er brugt på at lægge dej til boller og til at nyde vinduernes udsigt. Og da jeg så ville søge på morgenmad på bloggen, så dukkede der gamle indlæg op om min arbejdsdag i detaljer, så det endte med, at det var de indlæg, jeg fordybede mig i. Det var sjovt at læse og også at kunne se, at mange ting er ændret, men der er også ting, der stadig er en del af min arbejdshverdag.

P1070912P1070913

Mens jeg har skrevet indlægget her, er bollerne blevet færdige med at hæve, de er nu sat i ovnen. Jeg må hellere komme i gang med dagens småsyslerier. God dag til dig.

P1070907

søndag, april 27, 2014

SKRIV LIDT MERE OM LANDMANDEN

Festen i går var for at fejre yngste svigerinde i landmandens familie. Jeg har otte svigerinder på landmandens side, og det er i år tredive år siden, at den unge pige blev gift med sin landmand, landmandens lillebror, midt i sommerens varme. Inden da nåede hun altså at fylde 20 år, og i går fejrede vi så hendes 50 års fødselsdag. Det blev som altid hos dem med lækker, lækker mad og med at deres fire skønne børn sang for deres mor. Masser af taler fra veninde og familie fulgte, hver eneste ord var velfortjent. Med så stor en svigerfamilie, så vil de altid være i overtal til enhver familiefest, også her, så vi sad sammen med to af landmandens søstre og mænd. En af dem følger trofast med her på bloggen, det samme gør hendes mand, så i går da snakken gik om min blog og også lidt om at arbejdet fylder lidt rigeligt både i min hjerne og på bloggen, lød overskriftens ord fra min svoger.

Landmanden er i dag som et glad føl, der får lov til at boltre sig på marken. Han er netop kørt af sted på motorcyklen for at køre en tur med en motorcykelkammerat. Istvan og jeg er ladt tilbage på gården. Er du ikke lidt misundelig; spurgte landmanden. Egentlig ikke, jeg ved der ligger en lang og skøn motorcykelferie forude, hvor Norditalien skal udforskes lidt. Jeg ved, at der ligger små ture som den i dag forude. Og jeg ved jo, at i dag er arbejdsdag, så det er ikke mig at køre rundt og så komme hjem til gården for derefter i fuld fart at køre på arbejde. Jeg vil lade roen falde over mig og nyde søndagens vejr herhjemme.

I går blev landmanden drillet lidt, for selvfølgelig kom han ind i sidste øjeblik og skulle, mens han holdt øje med AaBs fodboldspil, også gøre sig klar til fest. Mens han således havde gang i flere ting, skulle han også fortælle mig noget, og så var det, at indledningen lød: Istvan, nu skal du høre … Jeg føler mig beæret, tænk at blive benævnt som landmandens allerbedste ven og kammerat, det er stort!

Mine kolleger får også historier om landmanden. En af dem er, at landmanden altid har sagt; ingen ny kone før den gamle er slidt ned! Og så var det, at jeg til en fest hørte ham fortælle om det motto til en af de andre mænd, hvorefter landmanden fortsatte, og det kommer så aldrig til at ske, for nu køber hun sig til rengøringshjælp, så hun bliver aldrig slidt ned. Jeg tror lige, jeg snupper en tur i LOOP i dag, det er med at holde sig i form, jeg skulle jo nødig blive slidt ned ;-)

Må du få en skøn søndag med tid til nydelse og samvær

P1070901

Og du får dagens billede uredigeret, jeg burde nok have fejet gulvet og gjort snavsetøjskurven pænere, men det sker ikke, for sådan ser mit søndagsbillede ud.

fredag, april 25, 2014

DET ER WEEKEND IGEN

Dagen er skudt i gang med en omgang LOOP, jeg blev helt forvirret, da jeg gik ind af døren fem minutter over syv i morges, for hold da op som der var summende aktivitet. Mon det er det gode vejr, som weekenden lokker med, der gør, at hele +60 banden er kommet tidligt ud af fjerene? Og det var ikke kvinderne, der summede mest, det var mændene, det var også en lille gruppe af dem, der bagefter satte sig i det lille afslapningsrum med en kop kaffe og snakkede sammen. Hyggelig måde at starte fredagen med. Jeg skyndte mig dog hjem og nød min morgenmad. Nu skal der bages kage til landmændene, og så SKAL der købes nyt tøj. Jeg er inviteret til fødselsdag hos en skøn kvinde, og der kommer mange andre skønne og smarte kvinder, så nu vil jeg have nyt tøj! Nu tænker du måske, skulle Lene ikke arbejde i denne weekend? Jo det skal jeg, men heldigvis er en god kollega med på, at vi bytter lidt rundt, så jeg snupper aftenvagt i dag, dagvagt i morgen og aftenvagt søndag, så kan jeg nå det hele alligevel. Og det bedste af det hele, sove længe søndag, for landmanden her i huset kommer hviledagen i hu, så der skal ikke smøres madpakker søndag.

Må du få en dejlig weekend med tid til at nyde vejret og andres samvær.

P1070881

torsdag, april 24, 2014

HAVEDETEKTIVER

kan måske hjælpe mig med navnet på mit smukke ukrudt, som breder sig med lynets hast. Én foreslog i en tidligere kommentar, at det kunne være Judas penge, det er det ikke, men hvad er det så?

unnamed (3)unnamed (4)

Og se jeg fik en humlebi med, men mobilbillederne bliver utydelige, når de sendes til min mailadresse. Håber nogen alligevel kan se, hvad det er.

Og jeg har revideret min plan, nu går den ud på kun at fjerne ukrudt omkring træer og bærbuske, og så vil jeg instrueres i, hvordan buskrydderen fungerer. Så bliver resten klippet ned , så det kan fungere som bunddække. Håber det kan fungere.

DET VAR IKKE PLANEN

Og regnen går nordpå, dvs det brede regnområde som dækker næsen på Jylland, er nu her hos os.

Det var planen, at der skulle lægges kartofler i dag, det skal der så ikke, lige nu.
Det var planen, at jeg skulle i haven, det skal jeg så ikke, lige nu.
Det var planen, at jeg skulle have gæster, det skal jeg så heller ikke. Det er regnen dog ikke årsag til, men derimod en stakkels lille syg pige, som har brug for sin mor.

Nu vil jeg brygge mig en kop te, snuppe en nybagt bolle med ost og så sætte mig på kontoret.
  Der er altid noget at gøre for en husmor, en husmor er der nemlig altid brug for. 

SUM SUM SUM og RITSJ RATSJ

Mon ovenstående får børnesange frem i dig (ja jeg ved godt, at det egentlig burde være sur sur sur)?

Kroppen fortæller mig i dag, at jeg i går gjorde noget ved sagen. "Du har godt nok kastet dig ud i noget af en opgave" var landmandens bemærkning, da han kom forbi. Hm, det er den samme mand, som for 31 år siden ved denne tid sagde, at jeg måtte lære at elske det. Det gør jeg stadig ikke, men jeg kan blive så stædig, at jeg til sidst bliver stiktosset på mig selv og handler. Så jeg gik i krig med skvalderkål, brændenælder og en ukrudtsblomst med masser af lilla blomster omme i baghaven med frugttræer og bærbuske. Imens tænkte jeg tanker om en lejlighed i København, en lejlighed på toppen med en tagterasse fyldt med krukker med blomster. Jeg bliver aldrig haveblogger, med mindre det handler om at sidde på terrassen og drikke te, mens jeg læser. Men jeg nyder godt af bærbuskene og blommetræet hele vinteren igennem. Jeg har holdt mit løfte til mig selv, jeg plukker kun, hvis jeg har lyst (eller bliver så stædig, at jeg vil have noget til fryseren til marmelade og kager) Jeg er kun kommet igennem en brøkdel af området, til gengæld kan jeg nu gå på arbejde med masser af smukke rifter på armene. Jeg ved ikke, hvordan andre gør det, men når jeg SKAL lave havearbejde, så skal der ske noget og så glemmer jeg alt om at passe på, så selv nakken fik rifter. Og så må jeg jo indrømme, at på en eller anden måde så var det tilfredsstillende at ligge derinde under solbærbusken og rykke i skvalderkål, ja det var lige før, det var hyggeligt med alle humlebierne summende omkring mig. Frugttræerne gjorde sig rigtig til med alle deres smukke hvide blomster, og det duftede af solbær, når jeg klippede de nederste grene af.

Jeg satser på, at jeg når en del længere, inden dagen er omme, men først skal jeg have gæster. Mine to kolleger, som jeg skal rejse sammen med til Nice, kommer til formiddagste i dag. Jeg holder af alle mine kolleger, men der er nogle, jeg arbejder mere med end andre og så er nogle, som jeg sparrer fagligt med. Og de to kolleger her er jeg nærmest aldrig i vagt med, så derfor syntes jeg, det kunne være hyggeligt at mødes, før vi sætter os i flyet om 1½ uge. Nu er boller og kanelsnegle kommet ud af ovnen, så mangler jeg bare selv at blive klar. Må du få en hyggelig torsdag.

unnamed (2)

nej der er ingen humlebi, den fløj, ønskede ikke at være fotomodel for en dag.

onsdag, april 23, 2014

LIVETS MANGE ALDRE

Vi mødtes på en lille cafe på Kirketorvet i Randers. Jeg var kommet først og nåede at slikke sol, inden de andre dukkede på. Fire kvinder hvis fællesnævner er en studiegruppe på et diplommodul. En er midt i 30erne med to børn i den første del af skoletiden, to kvinder er først i 5oerne, den ene har fem børn, som alle er i 20erne, den anden har fire børn, som er fra konfirmationsalderen til først i 20erne. Jeg er sidst i 5oerne med børn sidst i 20erne. Ingen er bedstemødre og svigerbørn er ikke en stabil faktor, endnu. Vi kom vidt omkring i vores snak. Drømme om arbejdet, studiedrømme, studierealiteter (hvad skal man vælge), ferierejsemål, vores børns velvære. Det spænder fra at den yngste ville være lejemorder og så professionel fodboldspiller i sin fritid til de ældste, der er blevet færdige med uddannelserne og nu skal finde arbejde og vejen videre frem i livet. Vi er to sygeplejersker på samme sygehus, der er en fysioterapeut, der underviser og en jordemoder. Vi går godt i spænd sammen, vi fyldes af hinandens energi. En var ved at lave et arrangement for sine kolleger i +50 alderen, jeg sagde tørt, at jeg ville komme til at være noget alene, hvis jeg lavede et sådan arrangement. En anden var nærmest den eneste, hvis hun skulle lave et 40 minus arrangement på sin arbejdsplads. Og selv om vi på papiret ikke har så meget fælles, så binder de bånd, vi bandt i diskussionerne om undervisning og formidling, stadig. Og jeg glæder mig til at køre til Randers igen, når sommeren er på hæld. 

Billederne rummer ikke et eneste af cafeen og kvinderne, men dog alligevel lidt om min tur.

P1070890

Min mors gravsted

P1070895

Den jyske hingst står der stadig. Nu er den bare ikke omgivet af parkeringspladser, men store åbne pladser beregnet til summende folkeliv om sommeren.

P1070900

Et sløret billede, men dog med indtryk af en smuk aftenhimmel at køre hjem på.