Og så drog vi hjem

Da jeg stoppede beretningen om turen hjem fra Provence, var vi på vej til en bjerglandsby, Gordes. Beliggenheden har gjort den meget populær, men vi havde kun tid til at nyde den fra motorcyklen og så et enkelt udsigtspunkt. Vi var ikke de eneste turister den dag, og jeg kan levende forestille mig, at byens små middelaldergader har været stopfyldt.

Vi havde dog en anden plan, vi ville finde en gammel klippeby, Village de Bories. Oprindeligt blev husene bygget af bønder til at huse redskaber, men også hyrder byggede dem som ly for dyrene og senere blev hytterne til beboelse. Man mener, at de kan dateres tilbage til 2000 år før Kristus, men er blevet genopbygget flere ved hjælp af de gamle metoder. Hytterne var bygget af de kalkstensflager, som var omkring i landskabet, og det var imponerende at se de mange forskellige konstruktioner, der blev lavet. Village de Bories er blevet restaureret og er nu et museum om den tid. De sidste beboere rejste fra hytterne først i det 19. århundrede.

Der var frygteligt varmt, vi havde skiftet til let tøj, stillet motorcyklen i skygge og benyttede enhver lejlighed til at stå inde i hytternes svale rum. Da vi var færdige med at gå rundt i området, kunne jeg ikke mere. Tanken om kørsel på lavendelruten kunne ikke lokke mig mere, jeg ville bare hjem til mere humane temperaturer. Det var nu middagstid, og vi hoppede på motorcyklen og kørte ud til motorvejen ved Avignon. Vi havde en plan om at komme så langt som muligt denne dag, så vi kunne være hjemme søndag aften i stedet for mandag middag.

Vi kørte og kørte, heden tog til, vi måtte holde pauser hver time mod normalt hver 2. time. Vi drak vand og vand og lige lidt hjalp det, vi havde det varmt indvendigt og udvendigt. Da vi passerede Lyon, sagde landmanden; nu er temperaturen på 42 grader! Planen blev at køre op i Tyskland, for så ville det være aften og mildere aftenklima. Vi fik energi af tanken om temperaturer under tredive grader, så vi kørte og kørte. Varmen påvirkede os dog, så vi kom til at køre forkert i søgen efter et hotel. Vi blev derefter enige om, at vi bare ville køre hele natten og så holde ind, når vi blev for trætte.

Sådan kom det nu ikke til at gå, for pludselig så vi et motorvejshotel, så her landede vi kl 22.30. Temperaturen viste over 35 grader! Jeg svedte, mit hår hang ned, min hud blussede, jeg var helt færdig og ekspedienten i servicecenteret fik så ondt af mig, fordi jeg skulle vente, til hun havde sørget for kaffe og kage til kunder, før hun kunne finde et værelse til os. Landmanden undersøgte imens, hvor det var bedst at parkere, så vi ikke fristede tyveknægte til at ribbe motorcyklen. Normalt vælger vi logi med aflåste parkeringspladser, det var der ikke her. Værelset var med aircondition og brusebadet med knappen drejet over på koldt vand friskede mig så meget op, at jeg havde lyst til en sandwich og en vand. Vi gik over i servicecenteret, og da vi snakkede med ekspedienten og nævnte noget fra første møde med hende, så hun helt forvirret ud og mente det måtte have været hendes kollega. Jeg sagde så, at jeg var den meget trætte og svedige motorcyklist, hun en halv time forinden havde fundet et værelse til. Hold da op som hun gjorde øjne og grinte højlydt, hun kunne slet ikke genkende mig.

Efter en god nats søvn var vi klar til at køre videre. Ved den første pause hentede jeg vand og guf til os, jeg hørte godt, at nogen sagde Lene, og jeg så også en motorcykel som vores, men tænkte at P da ikke kunne være her. Det var han så i selskab med to andre MCkammerater. De havde været til motorcykeltræf i Garmisch-Partenkirchen, de var kommet derned fredag eftermiddag, og klokken 10 lørdag formiddag så de på hinanden og besluttede, at den varme kunne de ikke med, så de var nu på vej hjemad. Det blev en hyggelig tur op gennem Tyskland på motorvejen. Vi spøgte med, at det dog var den længste søndagstur, vi nogensinde havde kørt sammen. Hjemme på gården nåede vi lige inden for døren, før torden og lyn kombineret med regn brød løs. En skøn ferie var overstået og vi nød ikke at svede hele tiden.

Dette er en del af beretningen om vores motorcykelferie 2015 i Sydfrankrig.

Genudsendelse

Min arbejdsdag:

herhjemme:
zzz zzz zzz zzz

Lørdagens læsestof

Lørdag startede langsomt med tid til rundstykker og morgente med morgenlæsning. Søndagen er arbejdsdag for mit vedkommende. For en sjælden gangs skyld skal jeg i dagvagt i en weekend, normalt har jeg aftenvagter. Postkassen indeholdt udover Landbrugsbladet et motorcykelblad, Touring Nyt, så mens landmanden fordybede sig i fagrelevante sider, forsvandt jeg ind i fortællinger om motorcykelture. Forskellige fortællinger skrevet af motorcyklister med forskellige fortællestil, men fælles er glæden ved at køre på motorcykel og at opleve noget. Jeg kom med til Marokko, hvor tre mænd og to kvinder i stedet for en daseferie i Marrakech valgte at leje motorcykler og køre rundt i landet. Bagefter tog jeg til Nordnorge med en lonely rider, som drømte om endnu en tur, denne gang med fruen på bagsædet, for han var slet ikke færdig med området deroppe. Til sidst sluttede jeg af med at læse om en tur i “Heartbreak Heartbeat”s område i Yorkshire (serien Små og store synder), hvor ægteparret boede på det hotel i Goathland, som en stor del af serien foregår på. Sådan en lørdag morgens læsning skubber til drømmene om næste motorcykelferie.
Efter LOOP blev det tid til aktiv fridag med plukning af blommer, hyben og hindbær, det meste er puttet i fryseren, hyben blev sammen med æbler og pærer forvandlet til et par glas marmelade. Og så sluttede fridagen af med lydbog og strikketøj. Hvis ikke jeg skulle arbejde, var jeg alligevel stået tidligt op for at få endnu et kapitel af den spændende bog: Fra hus til hus af Krístin Marja Baldursdottír. Nu må jeg vente til i eftermiddag. Må du få en god søndag.

Fredag på farten

Dagen er strøget af sted, jeg har haft dagafsnittet med tre patienter og to patienter på sengeafsnittet. Jeg har travet frem og tilbage på afsnittet. Det samme har mine kolleger, så hvis de er trætte i dag, så kan min skridttæller fortælle dem hvorfor. Jeg tror, der er en del, der smider skoene, smider sig i sofaen og slapper af i aften. Herhjemme står den på rester, landmanden så helt salig ud i går aftes, da det gik op for ham, at han skulle have ribbensteg med kogte kartofler og god brun sovs.

Klokken 16.10 efter ni timers arbejde

Længere kom jeg ikke i indlægget, for jeg faldt i søvn midt i te, blogindlægskrivning og tanker om aftensmad. Jeg vågnede, da eftermiddag var blevet til midt aften, så aftensmaden her i huset blev spist på det tidspunkt, hvor vi normalt drikker aftente. Nu vil jeg finde strikketøjet frem og nyde resten af aftenen i vågen tilstand.

Kunne vi ikke fusionere lidt?

Jeg gad godt lidt sol og varme, det får jeg ikke. Så nu vil jeg synge mig til den indre varme og den indre sol. God aften til dig.

Sangen har vinger men latter giver ilt til hjernen

Så sidder jeg der, hygger mig med te, strikketøjet og et blad, bladrer om på Nikoline Werdelins skønne serie om Nina, hvor hun så ofte rammer os kvinder på kornet. Latteren buldrer højt og smilet bliver siddende, mens jeg tager billeder og klukker lidt videre.

Dagen er ikke blevet det, den var planlagt til. I stedet for lyttede jeg til min krop og lod fem og syv være lige . Godt jeg har sproget.dk, troede det hed at lade to og tre være lige, men jeg er ikke enige i, at det kun bruges om skødesløshed og ligegyldighed, for mig betyder det også, at man nogen gange ikke skal bekymre sig så meget om det, man gerne vil nå, men i stedet for øve sig i at give slip og tage dagen, som den kommer.

PS strikketøjet skal blive til en karklud.

Skolegården

De står foran hinanden, to kamphaner, eller rettere kamphøns. De skændes, de smider ord efter hinanden, de er meget uenige, men egentlig går ordene netop på uenigheden. Pludselig tager de andre i gården parti, C stiller sig op ved siden af A og bruger sårende ord om B, så stiller D sig op med hænderne i siden og forsvarer B med lige så personlige og sårende ord som C. Og så går det løs, og midt i det hele står A og B og kigger på hinanden med lidt skræmte øjne, for hvad skete der her?

Ord er stærke, at have ordet i sin mund er en magtfaktor, man kan påvirke, man kan ændre, man kan gøre andre glade og rørte, man kan såre og ødelægge. Og selv om vi føler, at vi er meget neutrale i vores ordvalg, så sker det ofte, at ordene får en helt anden drejning/mening, når andre læser dem. Derfor er det at skrive blogindlæg heller ikke så ligetil. Det, der lød sjovt og blot var en fundering over ord, bliver pludselig til sprængstof i andres verden, og ens kommentarfelt bliver pludselig en beskidt skyttegravskrig, hvor alle sårer alle, mens de tror, de forsvarer andre.

Nej jeg har aldrig oplevet det her, men lige for tiden læser jeg med hos unge kvinder, hvor en del er mødre. Og forleden læste jeg et indlæg, som jeg godt var klar over handlede om ordene, ikke emnet ordene dækkede, men jeg misforstod helt tanken bag undren i forhold til de to ord. Det var der også andre, der gjorde, og så tog Fanden fat i kommentarfeltet. Begge parter svinede hinanden til. Og først da bloggeren skrev næste indlæg, gik det op for mig, at det faktisk var med modsat fortegn, at hun havde undret sig. Når hun undrede sig over ordet halvmaraton, så skyldtes det ikke, at hun syntes de, der løb, smykkede sig med lånte fjer fra maratonsuset, men det at hun syntes, de var så seje, så de burde have deres helt eget ord for den bedrift, de havde udført. Og når hun undrede sig over ordet pseudotvillinger, så skyldtes det ikke, at hun mente, de legede tvillingemødre uden at være det, men at hun faktisk mente, at det alt andet lige måtte være sværere at have to børn så tæt på hinanden, og dog alligvel forskellige, så det skulle ikke kaldes pseudotvillinger, men måske sit eget ord?

En anden blogger kom så på banen hos sig selv og gav sig til at fundere over vore reaktioner, når vi læser blogindlæg. Hun kom frem til det, som jeg er blevet belært om gennem hele min uddannelsesrejse, nemlig at det handler om konteksten. Kontekst betyder sammenhæng hvori noget indgår, optræder el. finder sted. Så når jeg læser noget om pseudotvillinger, så det faktum at mine børn defineres som pseudotvillinger i pædagogisk henseende, gør at jeg læser teksten på en helt anden måde og jeg lægger andre værdier og holdninger ind i det, jeg læser, og måske derfor ikke opfatter bloggerens mening. Så den anden blogger griber fat i egen og andres barme og opfordrer alle til at forsøge at læse teksten som det, man tror, blogskribenten mente, før man kommenterer.

Sådan nogle tanker rumsterer i min hjerne tidligt om morgenen, mens jeg brygger te, som i dag drikkes af en af mine nye krus. Jeg har fridag i dag, men jeg inddrager nok nogle timer til arbejdstid, for resten af mine arbejdsdage er godt fyldt op. Det er helt ok med mig, først skal jeg dog have smurt mad, LOOPe og til tandlæge. God tirsdag til dig.

mandag morgen

Vejrudsigten står på regn hele ugen og den lovede opklaring fra næste weekend, som blev lovet i går, er ændret til kun at være tre dage, så kommer regnen igen. Det kan vi ikke ændre på, det her år skal åbenbart være et år, hvor vejret udfordrer og kræver landmænd, der kender deres marker og deres maskiner. Min fridag skal fyldes med ting fra to-do-listen, første punkt er en ny printer. Vi har to, begge rimelig nye, og begge er stået af nu. Først troede jeg, det skyldtes, at jeg havde brugt kopipatroner, men ITkonsulenten, jeg har købt den nye printer af, tror ikke på den årsag. Måske har printere bare ikke så lang holdbarhed. HP Laserprinteren har vi i hvert fald haft al den tid, jeg tog diplomuddannelse, så den er over fem år gammel. Epsonblækprinteren med kopi og scannerfunktion er nyere, men er mere end to år gammel. Nu får jeg en erhvervsprinter med kopi, scanner og faxfunktion, og heldigvis sætter landbrugscenteret den op. Jeg orker ikke at skulle sætte mig ind i den trådløse opkobling til begge stationære computere, og jeg skal have konsulenten til vise mig, hvordan jeg kobler min MAC til. Jeg får vitterlig ondt i hovedet, når I snakker om computertekniske problemer og løsninger, det er ren volapyk for mig, og jeg må bare erkende, at selv om min hjerne har godt af at blive udfordret, så stopper udfordringen der, det køber jeg mig hjælp til.

Andet punkt på to-do-listen er oprydning på kontoret, vi er kommet i gang, men nu skal mere enten sættes i mapper eller smides ud. Hvor meget jeg når i dag, afhænger af varigheden på printeropsætning. For i eftermiddag kører jeg ned til min far, mine to søstre, der bor i Jylland , og jeg har startet en tradition med at mødes hos vores far til eftermiddagskaffe to gange om året(ellers er vi der jo alene en gang om ugen på skift) og så tager vi på cafe enten før eller efter. I dag bliver det efter, og jeg glæder mig. Det ville selvfølgelig have været skønt med godt vejr og folk til aftensmad herhjemme, men når det nu ikke kan lade sig gøre, så er det rart at kunne være sammen med mine søstre.

Min mentale to-do liste er lang, og den har ingen udløbsdato, derfor nyder jeg også synet af mine nye havemøbler, som var på efterårstilbud og mine efterårskrukker (har slet ikke haft sommerkrukker i år). Godt nok kunne vi ikke sidde udenfor som planlagt i lørdags, men jeg fryder mig, hver gang jeg går forbi min terrasse og mine krukker. God mandag til dig.

Dagen derpå

Trætheden sidder i kroppen, regnen gør alt vådt udenfor, så vi lukker øjnene for den og nyder teen indenfor.
Jeg har haft den dejligste dag i går. Mens jeg ryddede op i går aftes, efter at gæsterne var taget hjem, fik tankerne lov til at gå tilbage i tiden. For hvad er det, der binder os sammen? Hvad er det der gør, at så snart vi er sammen, så er vi forbundet med et ganske særligt bånd. Vi ses kun en gang om året og indimellem går der flere år mellem vi ses (hvis der lige kommer runde fødselsdage/sygdomme eller andet i vejen). For mit vedkommende gik der pludselig elleve år, før jeg genså den trofaste skare, der hvert år er mødtes, siden vi i februar 1981 blev sygeplejersker. Da vi havde 25 års jubilæum, var der rigtig mange fra klassen, der dukkede op. Men ellers er der mellem 10 og 17, der mødes hvert år. Skyldes forbundetheden den fælles historie, vi deler? De 3 1/2 år på sygeplejeskolen? Vi var jo kun sammen det første halve år på forskolen, herefter mødtes vi, når vi var "på skole" (dengang var det jo ikke et studie, vi var elever med elevløn) Flere af kvinderne fra i går var allerede dengang i faste forhold og boede sammen med kæresterne, andre gik sammen i bofællesskab, og jeg var den eneste af de 11 i går, som boede hele min tid på sygeplejeskolens kollegie. Faktisk var det slet ikke nogen af de 10, som jeg gik mest sammen med i elevtiden, jeg havde dog meget sammen med nogen af dem i elevforeningens mange aktiviteter, og alligevel føler jeg mig så tæt forbundet med dem alle i dag. Jeg tror, det skyldes det fælles grundlag som uddannelsen var , og ikke blot uddannelsen, men alt det som kun vi har oplevet; forstanderen, de forskellige lærertyper, vagterne, vilkårene for sygeplejeleverne anno 1977, timerne i klasseværelset, og så det faktum at vi er mødtes jævnligt siden da.
Når man(læs jeg) er værtinde, så er der megen viden, der smutter for mig undervejs i løbet af sådan en dag. Der er så meget, jeg dagen efter gerne ville have hørt om, men det må jeg indhente næste år den anden lørdag i september. I år var der en, der var rundet 60, næste år er der flere, om to år er vi mange, og om tre år kommer de sidste, men vi er alle aktive og tager ansvar i vores sygeplejeliv.
Jeg fik aldrig taget nogle billeder, men via landmandens facebookside fandt jeg denne lille søde video, som jeg synes, illustrerer smukt min træthed i dag og på samme tid følelsen af tryghed.

God søndag til dig.

Høsten i hus

Høsten kom med møje og besvær i hus i går aftes sent, nu holder foderstoffirmaets lastbil udenfor mit vindue og skovler havren op. Det megen regn, der er varslet til i morgen, og lovning på regnvejr resten af ugen, gør at alle har travlt. Der er tre medarbejdere på arbejde i dag for at så mange kartofler som muligt kan tages op til næste uges levering.

Jeg har også haft travlt, selv om jeg først fik min skridttæller på klokken halv elleve i går formiddags (havde glemt den hos fysioterapeuten) rundede jeg over 20000 skridt blot ved at arbejde herhjemme. Nu er der ryddet op og gjort rent, alle kasser fra jul er sat på loftet (ja ja jeg ved det godt, de kunne lige så godt være blevet stående hernede, men nej, jeg får gæster i dag), der er plantet efterårskrukker, der er lavet æblegele og skåret røget dyrekølle ud, der er marineret dyresteg (hvorfor er jeg altid bange for, at der ikke er nok – nu stoler jeg på, at de 200 g. kød pr person er rigtig, ellers har jeg et problem), der er købt oste og islagkage og begge køleskabe er fyldt op, fordi der jo også er landmænd, der skal have mad.

Nu skal jeg bare have smurt eftermiddagsmadpakker, hente rundstykker, dække bord, rette oste an, stryge kjole, sat hår og så er jeg klar til at få besøg af elleve elevkammerater. Vi startede i september 1977 på Viborg Sygeplejeskole sammen med en masse andre håbefulde unge mennesker, vi er nogle stykker, der er blevet ved at mødes, og jeg glæder mig. God dag til dig.

Ro i sjælen eller det er da for dårligt

Landmanden studsede lige og sagde så, det er da for dårligt. Men ikke for mig, der er andre dage, hvor jeg ville blive irriteret. Jeg har rigeligt at se til i dag, der skal arbejdes igennem for at nå alt på min to-do-liste, men lige nu og her passer det mig fint, at jeg skal sidde i sommerhuset og vente på en skorstensfejer, som kun kunne angive et tidsrum på tre timer, hvor han ville dukke op. Hver gang jeg kommer op til sommerhuset, falder sjælen til ro, jeg nyder det fristed og udnytter alt for lidt den fred, det giver mig, resten af året.

Husmormotion

Medarbejderne er i fuld gang med at gøre mejetærskeren klar til dagens arbejde, landmanden tjekker kartoffelmarker, forhåbentlig kan de tage kartofler op i morgen, så der er noget at sortere af i næste uge, nu hvor regnen sætter ind igen. Bygmarkerne er høstet, der mangler havremarkerne, de bliver forhåbentlig færdige i dag.
Ellen har igen sat tanker i gang med sit spørgsmål om hvad vi drømmer om. Jeg er rigtig god til at dagdrømme, men drømme? Jeg har ikke steder, jeg skal nå at se, det er ikke det samme, som at jeg ikke gerne vil rejse og se nye steder af verdenen, det vil jeg gerne, men egentlig er det vigtigste for mig livet her og nu, min familie, mit arbejde, mine kolleger, familie og venner, det nære liv. Det betyder noget, alt det andet er festdrys. Materielle ting siger mig heller ikke noget, jeg har problemer nok med det, jeg har samlet til huse, for minderne/historien knyttet dertil betyder ofte mere end selv tingen. Arbejdsmæssigt? Mine kolleger spørger, om ikke jeg søger souschefstillingen, nu hvor min chef stopper som chef og souschefen søger ledertjansen. Nej tak, jeg har fået den stilling, som jeg ikke vidste, at jeg drømte om, men som er min drømmestilling. Er jeg så stillestående, når ikke jeg har drømme at forfølge? Min fysioterapeut sagde til mig i går; du udvikler dig hele tiden, jeg bliver så inspireret af at snakke med dig. Det er jeg glad for at høre, for sådan en person vil jeg gerne være. Er det en drøm? Det er vel snarere en værdi, en holdning til livet og arbejdet.

Vores alternative flagstang

Der er helt stille, jeg kan kun høre min vejrtrækning. Jeg nyder det, lige som jeg vil nyde det hektiske landmandsliv, når jeg om nogle timer vender hjem igen. God fredag til dig.

Sådan cirka tolv timer

har jeg været væk fra hjemmet. Bilen kørte ud fra gårdspladsen ca. fem minutter over seks og kørte ind igen ca. klokken ti i seks (atten). Jeg nåede op på afdelingen og fik indkaldt til møde i næste uge og fik printet læsestof til mine forskningskursusdage om 14 dage. Så tog jeg bilen ud på University College Nordjyllands afdeling ude ved det nye sygehusbyggeri. Her holder sygeplejerskeuddannelsen til, og i dag skulle jeg høre, hvad sygeplejersker in spe har fået ud af først at få præsenteret problemstillinger fra det virkelige sygeplejeliv og derefter at skulle søge viden om det og give forslag til implementering. Jeg valgte at være der under alle seancerne, dvs. hele formiddagen, og blev vældig inspireret. Hurtigt ind i bilen og hjem og spise frokost, hvorefter der ventede mere skrivebordsarbejde, før jeg sluttede dagen af med først en seksmåneders samtale med en kollega og min souschef og dernæst undervisning i apopleksi med de to sygeplejestuderende. Inden jeg tog videre, havde jeg lige en snak med en kollega. Ud i myldretrafikken, ro på, man kommer ikke hurtigere frem ved at hidse sig op! Klokken kvart over fire landede jeg uden for min fysioterapeut. Jeg nåede ikke at få handlet og hentet tekrus, men fik købt en grovbolle med ost og en vand, og så fik fysioterapeuten lov til at arbejde med min nakke-skulder-arm-hånd. Bagefter nåede jeg indkøb og afhentning. Hjemme skyndte jeg mig og fik smurt aftensmadpakker, ud med dem til folkene i marken. Der høstes i meget våde marker, men der høstes. Mens jeg finder ny energi ved at skrive indlæg, får tankerne lov til at komme omkring dagen. Kartoflerne koger, frikadellerne steger i ovnen og der er lavet gulerodssalat. Sovsen får Knorr lov at stå for. I går var klokken over ni, inden der blev holdt fyraften, jeg håber de kan køre lige så længe i aften.

Alt i alt en god dag, og nu har jeg fem fridage, der skal fyldes med husmodermotion, besøg af gamle elevkammerater, besøg hos min far sammen med min to søstre fra Jylland og installering af ny printer. Jeg skulle også gerne nå at få kigget på litteratur til kurset, gå ture, LOOPe og slappe af. Min fysioterapeut spurgte, om jeg var god til at koble af. Jeg er rigtig god til det, jeg kan sidde en hel aften uden at lave andet end at læse eller se serier. Nu vil jeg smække benene op, mens maden bliver færdig. God aften til dig.

Det går da meget godt

Ha, med sådan en overskrift skal det gå galt, jeg har lige utilsigtet slettet hele indlægget. Forfra igen:

Jeg har nærmest ikke været uden for en dør i dag, jeg har dog handlet ind og LOOPet. Jeg har slappet af, set serier, fundet billeder til det indlæg, jeg skrev i morges, jeg har blogsurfet, jeg har svaret mails, jeg har talt i telefon. Jeg har også fået gjort rent og ryddet op og ud i et køkkenskab og tre bryggersskabe, hold da op så meget skrammel der var der. Meget af det er nu røget i containeren. Jeg har vasket tøj og hængt til tørre og lagt sammen. Jeg har sørget for mad til tre landmænd, som lige om lidt kommer ind til den varme aftensmad. Trods jeg mestendels har bevæget mig frem og tilbage i huset, viser skridttælleren nu 15774, det er da meget godt gået. Jeg burde oprette en etikette, der hedder husmormotion.

Det går også godt med mejetærskeren, selv om den tider kører i blankt vand, men høstet bliver der. Der kommer jo mere vand på søndag, så vi skulle gerne være færdig inden søndag. Det er lange dage for alle på gården, og Istvan synes, det er træls, at han ikke må komme med ud på mejetærskeren. Han har dog affundet sig med det, men har nu lagt sig ud på gårdspladsen parat til at hilse landmanden velkommen.

Og jeg nåede lige ud på vejen for at nyde synet af solnedgangen. God aften til dig.

Vi skal vel også til at vende næsen mod nord?

Selv om dagene i Port Grimaud og St. Tropez havde været dejlige og afslappende, så ventede hverdagen hjemme på gården. Planen var at bruge lørdagen på at køre på små veje gennem Provence og alperne i den øverste del af Provence for at lande tæt på motorvejen lørdag aften. Søndag og mandag skulle så bruges på motorvejene for at bringe os hjem midt mandag.  Varmen skulle blive heftig denne dag, så vi kørte meget tidligt fra campingpladsen (undskyld til de ferierende, hvis motorcyklen vækkede jer tidligt). Vi nød en sidste tur over Massif de Maures og de skønne parasoltræer (aner ikke hvad de hedder).

Motorvejen blev en hurtig genvej til Aix-en-Provence og herefter kørte vi på de små veje nordpå. Første mål var en bjerglandsby med en speciel klippeby i nærheden, den får sit eget indlæg, for inden da var der masser af smukke steder at kigge på, mens vi svedte bravt i motorcykeltøjet.

Vinmarker og solsikkemarker var der overalt, og hver mark syntes skønnere end den forrige.

Utallige små cafeer, hvor man fik lyst til at stoppe, men så kom vi jo aldrig hjem.

En smuk sø, som viste sig at være opdæmmet.

Turen gik videre over Chaine de la Trevaresse.

Formiddagsmaden blev nydt i smukke omgivelser (vendte ryggen til skovsvinenes svineri- åh jo de findes også i Frankrig)

Enten er vi blevet hardcore bjergkørere eller også overdriver franskmændene skiltningen. Vi nød i stedet for turen.

Den enlige gadelampe midt på bjergskråningen og skiltet med stoplys vidner om en by i nærheden. Ikke en stor by, men som alle andre franske bjergbyer var den smuk med sine knap så velholdte bygninger, farveklatter indimellem, smalle gader, cafe og udsigt til et kirketårn.

Endnu var det kun midt formiddag, men varmen begyndte at trænge sig på og det luftede meget lidt, når vi kørte, men det skulle blive meget værre. Fortsættelse følger i min beretning om sommerferien på to hjul i Sydfrankrig. God onsdag til dig.