DE TRE TINDER

eller Die Drei Zinnen/ Tre Cime di Lavaredo er et yndet omdrejningspunkt for vandreture. I det hele taget er der mange muligheder for vandreture i Dolomitterne; mange vandrer fra hytte til hytte og bruger hele deres ferie på vandring. Vi havde en dag, så hvad skulle vi vælge? I vores turbog var der to vandreforslag ved De tre tinder, en på 10 km og en på 20 km; vi følte os ikke i så god form, at vi kunne snuppe 20 km bjergvandring på én dag, så valget faldt på 10 km turen.

I år havde vi en rejsekammerat med os, og han var frisk på en vandretur. Vi havde tjekket vejrudsigten på min lille smarte Ipod (formålet med at landmanden gav mig den i julegave), og vi skulle undgå regn. Turen til søen Misurina over passet Tre Croci var smuk i sig selv, herefter skulle vi køre på en privat bjergvej, her var der afgift, meget klogt, for med den trafik af busser, biler og motorcykler skal der nok en del vedligeholdelse til.

 

 

 

 

 

 

Bjergvejen slyngede sig opad, og det ene smukke scenarium efter det andet viste sig. Vi var ikke de eneste, der ville gå, så jeg fortrød et kort øjeblik, at vi havde valgt den lette rute. Vel opppe ved den første bjerghytte fandt vi et sted at parkere motorcyklerne.

Stien gik på kanten af bjergtinderne, det var lige ud, så jeg lokkede de to mænd ned på et plateau for at vi kunne få pulsen lidt op.

Det havde jeg så ikke behøvet, viste det sig, da vi nåede til alpehytten ved 2,5 km; her åbenbarede sig udsigten på den anden side af de Tre Tinder, og det var ikke fladt. Vi nåede skam at få pulsen op mange gange trods rejsebogens beskrivelse af ingen deciderede niveaustigninger.

Efter 2,5 km blev det mere spredt med folk, jeg tror, de fleste busser kun sendte deres turister ud til første hytte. Dolomitternes hvide kalkholdige klipper dannede smuk og barsk baggrund for blomster og meget sparsom vegetation heroppe i 2405 meters højde.

Frokosten blev nydt ved tredie alpehytte ved 5 km. Nu skulle vi ned ad, det var faktisk hårdere for benene end at gå opad, vi kunne høre et vandløb klukke, men det løb meget af tiden inde i klipperne. Det flade stykke var tørt, men er garanteret ret fugtig, lige når sneen er smeltet. Nu gik det opad, det var varmt, og vi trængte til noget mere at drikke. Vi havde ikke købt ekstra ved sidste bjerghytte, da vi havde set på en planche, at der skulle være en hytte mere, men den var ikke at se nogen steder. Vi måtte bare fortsætte, og oppe over næste bjergtop kunne vi se hytten, det gav energi. Hver gang vi kom op over en top, var der en ny udsigt, anderledes fra den forrige, vi nød turen i fulde drag.

 

 

 

 

 

 

På afstand kunne det se ud, som om bjergskråningerne var dækket med smuler af sten, men når man gik på skråningerne, kunne man se, at det var store sten, og rundt omkring lå også store klippestykker, som ikke var blevet knust, da de rev sig løs fra bjergene.

Den sidste runding omkring bjergtinderne viste græsgange med en bonde, der var ude at se til sine kreaturer.

Der blæste op og skyerne dækkede solen, så vi fik jakker på. Trods en vejrudsigt uden regn kunne vi se de mørke skyer trække sig sammen, og ganske rigtigt, da vi nåede Cortina d’Ampezzo, begyndte det at regne. Da vi var kommet i seng, brød et uvejr løs, vi trak gardinerne fra og nød de voldsomme lyn og de høje tordenbrag, vi var glade for, at det ikke kom, mens vi var på tur.