tirsdag, oktober 31, 2017

Lidt for hurtig, lidt for dum

Landmanden hentede mig ved flyveren i går aftes, for hjemad måtte det være fly, så jeg kunne få så meget ud af dagen som muligt. Igen, igen svigtede min søvn mig, så mine planer om at shoppe i København blev hurtigt lagt på hylden, og i stedet for hyggede jeg mig i sønnens lejlighed om formiddagen. Svigersønnen var syg, så vores aftalte regnskabsmøde blev udskudt til et mobilmøde.  Datteren skulle arbejde, men vi blev enige om at mødes i Torvehallerne, inden jeg skulle med metroen til lufthavnen.

Indimellem kan jeg blive helt benovet over, at det er lykkedes landmanden og jeg at få så dejlige børn. Jo jo de har også fejl som alle os andre, men hold nu op, hvor jeg nyder at være sammen med dem. I denne weekend har jeg haft dem sammen og hver for sig, og det har været skønt. Når jeg som i går venter på dem og så ser dem komme gående mod mig, så hopper mit hjerte lidt og mundvigene ryger med det samme opad.

Jeg var i god tid i lufthavnen, så det gav tid til at sidde med strikketøjet, drikke te, spise skyrdessert og nyde tankerne om weekenden. Flyturen gik stille og roligt, og jeg var hjemme kvart i ti. Ingen problem, jeg skulle på kursus i dag med mødetid klokken otte, så jeg havde tid til lidt te og snak, inden jeg gik i seng. I morges var jeg lidt træt og trak tiden lidt, så fra at have god tid havde jeg pludselig ingen tid at give af. Jeg skulle samle en kollega op klokken syv, så jeg var presset.

Håndtaskens indhold skulle over i arbejdstasken. Pungen var der ikke! Tjekke en gang til og en gang til, men selvom det er en stor håndtaske, så er der alligevel ikke mange rum, en stor pung kunne gemme sig i. Min rygsæk, som også var håndbagage i flyet, blev gennemsøgt, ingen pung. Jeg måtte erkende, at den åbenbart var blevet stjålet i det tidsrum, hvor jeg hyggede mig med te og strik, selv om jeg ikke kunne forstå det, for den havde ligget ved siden af mig hele tiden.

Jeg kørte ind og samlede min kollega op, fik fortalt om hændelsen og jeg kom nu i tanke om, at håndtaskens lynlås ikke var lukket, da jeg ville finde mit boardingpas (og det er jeg ellers meget omhyggelig med at gøre). På vej ind til kursus fik jeg spærret mit dankort, min nemid, anmeldt tyveri af pung, kørekort og sygesikringsbevis. Siden hen fik jeg også spærret benzinkort, og jeg må indrømme, at jeg vist ikke var helt tilstede i dagens kursus.

På hjemvejen kørte jeg omkring min bank og fik hævet penge, så jeg kunne handle ind. Bad en enkelt bøn om at jeg havde overset pungen, hjemme igen gik jeg hen til stolen, hvor tasken havde stået, ingen pung. Løftede så to net, der lå lidt derfra og et bump lød, der lå pungen!

Så overskriften burde egentlig hedde: lidt for hurtig, lidt for dum  men MEGET glad.




12 kommentarer:

  1. Ih... hvor dejligt at det endte godt! Men hvordan får man så låst alle de spærringer op igen???
    Og at du havde en dejlig tur over til staden. Omend planerne måtte revideres undervejs....
    Jeg nyder også at være sammen med mine børn. Taknemmelig for, at de er blevet voksne samfundsborgere. At vi kan mødes og snakke om alt muligt... med plads til forskelligheder og det vi ikke er enige om!

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, det er så godt. Jeg nåede at ringe til min bank, så mit kortspærring blev ophævet. Og politiet ophævede så min anmeldelse i forhold til kørekort og sygesikringsbevis. Nemid har sendt ny nemid, så det må jeg vente på. De andre kort håber jeg at kunne ophæve i morgen.
      Uenighed skal der være plads til, det kan man også lære af.

      Slet
  2. Ih, hvor godt, at pungen bare lå derhjemme :-) Også, at du nåede at ringe til banken, så dit kort ikke blev spærret. Tanken om at skulle undvære dankort i ret mange dage er virkelig ikke rar.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fruen i midten, det var bare så godt. Nu må jeg så vente otte dage på benzinkortene, men det klarer vi nok :-)

      Slet
  3. Uha da, jeg er ikke god til at være i sådan en situation, så jeg kan sætte mig ind i din følelse, da du opdagede at pungen var væk. Men godt, at den dukkede op igen.
    Voksne børn er bare dejlige at have. Jeg bliver også så glad, når jeg er sammen med mine.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det sjove var at min reaktion var at tie stille. Jeg kunne ikke klare, at landmanden skulle komme med kommentarer om det, så han fik først det at vide senere hen :-)

      Slet
  4. Din historie her er vist et meget godt eksempel på, at vi i nogle situationer har særdeles svært ved at rekonstruere visse handlinger, som det ville være rart at kunne lokalisere i bevidstheden. Godt at der var en forklaring og at det ikke var et tyveri.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, jeg kunne ikke forstå hvis den var blevet stjålet, men lige der syntes det som det mest selvfølgelige :-)

      Slet
  5. Altså, de der paniksituationer, hvor man desværre ikke tænker helt rationelt.
    Godt, at det havde en lykkelig udgang, men sikke en masse ekstraarbejde, man kan nå at få givet sig selv inden da.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, åh ja, havde jeg haft tid havde jeg nok udvidet eftersøgningen, men jeg var jo på vej ud af døren :-)

      Slet
  6. Jeg var slet ikke klar over, at man kunne nå at ophæve en spærring. Det er da rigtig godt. Og SUPER, at pungen bare havde gemt sig. Så kan man sagtens leve med lidt ventetid.
    Helt enig i dine betragtninger over at glædes over sine voksne børn, både at se dem komme gående mod en og at være sammen med dem og også at se dem sammen og nyde hinandens selskab.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, det viste sig at de havde lavet en blå spærring, som betyder at den kan ophæves. Måske havde de en fornemmelse af at jeg ville finde den ;-)
      Det er så dejligt med de voksne børn.

      Slet