Ned i tempo

Selv om jeg til hverdag igennem lang tid ikke har lavet mere end det, der skal gøres hjemme på gården og resten af tiden er sofaligger, så er jeg endnu mere nede i tempo nu. Jeg har nydt at give mig selv lov til at sove 15 minutter i eftermiddag, jeg har nydt blot at gå til og fra sofaen, nydt at starte dagen langsomt med nattøj, uglet hår og tekoppen i hånden.

Jeg har nydt at gå i bad og blæse på føntørrer og andet, der får håret til at sidde, som jeg gerne vil. I dag fik håret lov til at sidde, som det gerne vil. Også da jeg handlede ind.

Jeg har nydt at starte langsom mad op, som nu står og simrer i ovnen. Havde jeg ikke boet sammen med landmanden, var der ikke tænkt i aftensmad, så havde æg, avocado og tomater været helt fint både som frokost og aftensmad.

Jeg har nydt at mærke, hvor træt min krop er, og give den lov til at være træt. Jeg har husket på de sætninger fra en bog, min søster sendte til mig. De fortalte om, at gåture, ro og yoga er det kroppen har brug for i sådanne situationer og ikke styrketræning og alle andre hurtige aktiviteter. Roen har jeg sørget for, og jeg har fået små gåture lagt ind ud til container og kartoffelhus. Landmanden og en medarbejder sorterer kartofler, for vejret er ikke til kartoffeloptagning. De har fået boller, kage og sodavand ud til eftermiddag, og selvfølgelig har landmanden kunnet stole på, at maden stod smurt til formiddag og til frokost. Jeg har hentet bagekartofler til kartoffelmosen, som nu er sat over. I køleskabet står en færdigblandet salat fra butik, landmandens yndlingssalat med spidskål, radiser og mormordressing. 

Jeg har nydt at gå til og fra første proces i kvartalets regnskabsarbejde. Har jeg lyst, sætter jeg mig i aften, finder noget musik på youtube, spiser lidt lakridskonfekt (okay, jeg er jo mig, så det bliver nok til meget lakridskonfekt og is) og bogfører. Har jeg ikke lyst, så ved jeg, at sofaen venter trofast på mig. Den passer også godt sammen med lakridskonfekt og is.

Jeg har grædt over et afsnit i en serie, en serie, som jeg til enhver tid ville betegne som tomme kalorier, men i dette afsnit ramte den lige ind i mit hjerte.

Jeg har fået en sms om at aflevere Ståsteder af Brinkmann, så nu har jeg læst lidt mere i den, og den skal jeg nok blive færdig med i weekenden.

Jeg har tænkt mange tanker, gør det stadigvæk. Tænker over hvordan jeg kan finde noget andet end sygepleje, som i min hverdag kan give mig identitet og få mig til at føle mig værdifuld. Jeg er hustru/landmandskone, mor, søster, svigerinde og alle disse titler betegner værdifulde og meningsfulde relationer for mig. Men i min hverdag fylder de ikke så meget, alle har det godt. Udover landmanden ser jeg jo ikke de andre i min hverdag. Og sygeplejen får lov til at fylde meget mere i mit liv end mine arbejdstimer, ganske enkelt fordi jeg synes det er fantastisk spændende, men også fordi jeg føler, at det er der, jeg virkelig kommer til min ret, der hvor 80 % af min identitet hentes, der hvor jeg føler mig værdifuld. Hvad nu hvis jeg i morgen bliver syg, så jeg ikke kan arbejde mere? Jeg tror, jeg ville ryge ned i et sort hul. Så derfor tænker jeg tanker. Og det nyder jeg, at jeg har tid til.

Jeg vælger helt bevidst at lukke øjnene for alt det, jeg sagtens kunne give mig i lag med. Havde det været min ældste og mellemste lillesøster, så havde de allerede nu på fridag nummer to ordnet skabe, bygget højbede, sat billeder i system osv. Men jeg er ikke dem, jeg er mig, og jeg nyder, at jeg har tid til blot at være.

Må du få tid og ro til at nyde fredag aften

Kærlig hilsen Lene