Så gik den uge

Fra roen og tiden til blot at tænke og fundere gik jeg direkte over i det hektiske arbejdsliv. Det har dog været dejlige dage med mange farver på paletten, I går viste min souschef tre gymnasiestuderende rundt og fortalte om, hvad det vil sige at være sygeplejerske på et apopleksiafsnit. Og jeg skulle blandt andet fortælle om mine funktioner.

I denne uge har jeg haft to børnesamtaler, anlagt en bridle lock, mobiliseret en patient fra badebænk til stående i løbet af få minutter, hvor en sygeplejestuderende havde prøvet og prøvet forinden uden held. Det var en kæmpe øjenåbner for hende og en mulighed for mig at tale om at fremme det naturlige bevægemønster. Jeg har deltaget i møder, jeg har løbet til trombolyse, jeg har brugt en time på at dosere morgen og middagsmedicin til 2/3 af patienterne (jeg tror ikke, at de kloge hoveder ved, hvor meget tid vi bruger på det om morgenen, det her var så min måde at hjælpe mine kolleger på) Jeg har undervist patienter, jeg har deltaget i personalemøde, jeg har fået renskrevet noterne fra temadagene, som skal danne grundlag for videre handling i afdelingen. Jeg har fået renskrevet mine noter fra patientundervisningen og undersøgt emner, der dukkede op under undervisningen og sendt svar til patienterne. Faktisk synes jeg ikke mine tre dage med 29 timers arbejdstid ser ud af så meget på skrift, men jeg ved, at jeg har været der 100 %. Nu har jeg så fri igen.

Alle siger, pas på dig selv, Lene, så det gør jeg. Jeg har fået en afspadseringsdag på mandag og tager en lille tur til staden, så jeg kan kramme mine børn i weekenden. Derefter har jeg en kursusdag og så to fridage igen, hvor der også er lagt op til hyggeligt samvær, inden jeg slutter næste uge af med en arbejdsweekend.

I denne uge fandt jeg en sætning, som gav mig ordene. Jeg har ofte svært ved at sætte ord på, hvad det er, der gør mine kolleger og mit afsnit til et godt sted at være. I mit fagblad har de i denne uge nogle artikler om det ikke at overse børn og unge som pårørende. Og det er lige i vores ånd, vi har jo i mange år haft tilbud om børnesamtaler med børn/unge af forælder med en blodprop/blødning i hjernen. Og det gør, at selvom det kun er fem sygeplejersker, der holder de samtaler, så er alle opmærksomme på at tale med forældrene og børnene under indlæggelse. En ung kvinde, som tager ud og fortæller om det at være barn/ung som pårørende, siger i artiklen: Det kan godt være der er travlt, men medmenneskeligheden må man aldrig gå på kompromis med.

Der var det - vi går ikke på kompromis med medmenneskeligheden, vi er tit nødt til at gå på kompromis med det vi mener er god sygepleje, og det tærer på krop og sjæl. Heldigvis sætter det sig ikke som kynisme/ligegyldighed overfor andre mennesker, vi møder vores patienter med et ønske om at være medmenneskelige. Det er jeg taknemlig for.

Jeg burde tage mig sammen til at gå en tur i dag, hvor det for en gang skyld ikke regner. Men først skal der handles ind til weekenden, landmanden og Ayla holder skansen herhjemme, og de skal også nyde det er weekend med lidt lækkerier. God fredag til dig.