tirsdag, december 01, 2020

Hvad er der i vejen med nu?

 Jeg hulkede helt stille, men jeg hulkede og imens tænkte jeg over, hvornår jeg sidst havde hulket sådan over en bog. Du vil formentlig ikke hulke over bogen, eller måske ville du. Men da jeg skrev til min ældste lillesøster og sagde tak for den gode boganbefaling og skrev om hvordan den iboende angst blev sat fri med min hulken og jeg sluttede min sms med overskriften på dette indlæg, som er et citat fra bogen, svarede hun, tak fordi du også fik den følelse.

Vi har noget med i bagagen, vi har en personlig oplevelse og deraf også en iboende angst for at det vil ske for en af os. Vi har læst andre bøger om emnet, både fiktion og dokumentariske beskrivelser. Jeg har skrevet om mine oplevelser her på bloggen. Det at leve med begyndende demenssymptomer og det at leve som familie til en med begyndende demenssymptomer.

Denne bog er på sin vis en feel-good-bog, det foregår i England i en lille landsby. Vi møder alle de forskellige typer i landsbyen, de er beskrevet med et glimt i øjet. Vi møder de unge mennesker og deres problemer med kærligheden. Vi møder også kærligheden på tværs af generationer og kærligheden mellem et ægtepar sidst i 60erne. Kærligheden er det, der bliver det bærende, da Marigold, en af landsbyens samlende kræfter, begynder at glemme.

Det er en smuk bog at læse, det er en let bog at læse og det er en bog, der greb mig om hjertet. Og jeg ved, at min intense hulken til sidst handlede lige så meget om min iboende angst for at blive ramt og om hvis nu jeg blev den, der fik Alzheimers sygdom som vores far, om mine søskende, min mand og mine børn så ville gribe mig og støtte mig i glemslens tåge. Det ved jeg, at de vil, og måske netop det faktum og den viden forstærkede min gråd.

Der er til sidst en beskrivelse af Marigold, som ikke kan kende sin familie, men som sidder tryg  midt i blandt dem uden at vide, hvem de er. Der går det op for hendes mand, at hun heller ikke kan kende ham længere, og han indser, at det betyder ikke noget, at hun ikke ved, hvem han er, for han ved, hvem hun er, og den person ville hun altid være. Og den tilgang var lige nøjagtig det, der gav min far en følelse af at høre sammen med os. Vi kendte ham, og det viste vi ham og derigennem opstod et nu, der var smukt, kærligt og trygt. 

Jeg kan varmt anbefale Santa Montefiores bog Mindernes længsel




12 kommentarer:

  1. Kram til dig ❤ jeg kan godt forstå, I kan blive angste, når de tanker dukker op. Det er så tæt på, og I kan selvfølgelig huske og mindes, da det var jeres mor.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Helle. Tankerne giver sig ikke til kende normalt, men jeg skal love for at de kom frem, da jeg læste bogen :-)

      Slet
    2. I går nat, da jeg ikke kunne sove, slog det mig, at jeg skrev “din mor”, men det var da din far?

      Slet
    3. Helle, det var min far, men det vidste jeg godt at du vidste :-)

      Slet
  2. Tak for anbefalingen, Lene. Det er en bog, jeg gerne vil læse, og jeg kan godt forstå, du blev ramt af den - Alzheimers sygdom er noget mange af os frygter. Min svigermor forsvandt fuldstændig fra familien.

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, selv tak. Og der jo god grund til at vi frygter den sygdom. Men jeg er glad for at vi faktisk følte at vi havde vores far lige til det sidste, også selv om han ikke kunne huske vi var vores børn, men han fornemmede helt klart at vi hørte sammen.

      Slet
  3. Den må på læse-listen. Som jeg skrev til dig forleden har jeg netop læst Den franske gartner af samme forfatter - den var vidunderlig

    SvarSlet
    Svar
    1. NNK, og jeg vil glæde mig til at læse den bog :-)

      Slet
  4. Puha. Det lyder som en bog, jeg gerne vil læse - og så alligevel ikke ...
    Men fx de danskproducerede tv-udsendelser om den ikke engang 50-årige mand, der forsvandt fra kone og tre børn, berørte mig meget.
    Jeg forstår godt din angst for at blive ramt af samme sygdom som den ene eller den anden af dine forældre. Den slags kan nok ikke undgås, når man begynder at nærme sig den 'farlige' alder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, sådan havde jeg det også, da min øster anbefalede mig den. Men som Randi skriver nedenfor, så er den varm og livsbekræftende med mange andre historier i historien.

      Slet
  5. Det er en rigtig tankevækkende og rørende bog. Selv om romanens omdrejningspunkt er alvorlig sygdom, er den varm og livsbekræftende og med en lun humor.

    SvarSlet
    Svar
    1. Randi, du beskriver lige nøjagtig essensen i bogen, tak :-)

      Slet