Jeg ligger bare lige her

 og slapper af, for det er det, jeg har allermest brug for lige nu på denne dag.

66 år har jeg levet. Jeg har både haft solskinsfyldte fødselsdage, snestormsfødselsdage og regnvejrsfødselsdage. Jeg har været i Finland på min fødselsdag, jeg har været i Frankrig på min fødselsdag, men mest af alt har jeg været her i Danmark sammen med familien. 

De sidste dage har jeg arbejdet hjemme, på den måde kunne jeg være i nærheden af datteren på de første dage efter kemobehandlingen. Og i dag har jeg fri. Vi har spist rundstykker og kage sammen med vores medarbejder, som sødt sagde til mig, at andre måtte fylde år i dag, for regnvejret kunne ikke være min skyld.

Nu sover datteren i den ene sofa og jeg slapper af i den anden. Datteren og landmanden sang fødselsdagssang for mig i morges, selv om jeg havde sagt, at den tradition skulle vi hoppe over. Inderst inde er jeg glad for at de ikke lyttede til mig, for jeg holder af den tradition.

Jeg er blevet begavet med oplevelser, lige som jeg ønskede mig. Landmanden og jeg skal spise brunch og på kunstmuseum sammen, det glæder jeg mig til. Børn og barnebarn synes, jeg skal prøve en personlig shopper, noget jeg altid har drømt om, men aldrig taget mig sammen til. Det glæder jeg mig også til.

Jeg har ingen verdens planer for i dag, men det er lige nøjagtig det, jeg har brug for. Der er masser af opgaver på arbejdsfronten og der er masser af ting at forholde sig til familiemæssigt og landbrugsmæssigt, så denne dag føles som et lille frirum.

søndagsgåtur i Aalborg

I går havde vi opfølgningsforløb efter stroke i Himmerland. 10 patienter og deres pårørende deltog aktivt under lægens oplæg. Det fungerer faktisk rigtig godt med mig som den der har styr på hvem der gerne vil sige noget, og også kan fornemme om vi skal stoppe op og få folk til at spørge. Samtidig med at lægen er på sit kontor på sygehuset, og via Teams kan fortælle om stroke og svare på spørgsmål. Bagefter tog jeg over, fortsatte med forebyggelse og viden om medicin. 

Da jeg kørte hjem, havde jeg en god fornemmelse i kroppen. Jeg følte virkelig, at jeg kunne formidle, at jeg kunne involvere og engagere patienter og pårørende. Og det bedste er, når nogle viser mig den tillid at de kommer bagefter med emner, de ikke så gerne vil drøfte i plenum, men gerne vil have undersøgt.  Og jeg samtidig kan mærke, at jeg har fuld tiltro til mig selv og ved, at det skal jeg nok få fundet ud af.

magisk tur hjem fra arbejde for nogle dage siden

Kan man få den flowfornemmelse, når man ikke mere er erhvervsaktiv? Det er der studier, der siger, at man ikke kan. Vi får se. Endnu er tiden ikke inde for den fase i mit liv, men den kommer jo nok på et tidspunkt med mindre jeg gør som svigerinde, der stoppede som 67 år, men hurtigt fandt ud af at det ikke fungerede for hende. Hun er stadig fastansat i en alder af 74 på samme timeantal som mig (24 timer/uge), tager ekstra vagter og har ingen planer om at stoppe.

Hvis kommunerne besluttede sig for at gøre opfølgningsforløbene til et fast tilbud kunne jeg godt se mig fortsætte med dette. Men jeg vil også gerne have tid til mange og længere besøg i Norge. Vi får se, hvad jeg beslutter mig for.

Men i dag har jeg besluttet mig; jeg ligger bare lige her :-)

gårsdagens morgenstund