mandag, april 25, 2011

APPORT!

P1000171

P1000172

P1000173

P1000164

P1000170

Dygtig hund.

SLAPPER DU AF?

Sms’er med datteren, som sidder i et tog med forsinkelser. Hun ved, jeg er træt, det blev kun til 4½ times søvn i nat.

Mit svar?

Ja, er færdig med bogen nu. Kan ikke sove, har spist en skål slik, må vist hellere gå mig en turSmiley

OG SÅ SIDDER JEG HER

Sommerhuset har været vores base det sidste 1½ døgn. Når jeg kigger rundt, har vi formået at befolke det, så det virker som et levende hus. Tekopper fra i går aftes står fremme sammen med de smukke porcelænsæg fra Summerbird, som jeg havde købt til min familie.

Søndagsavisernes mange sektioner hober sig op i en bunke midt på bordet, tæppet, som luner godt sent på aftenen, hvor solens varme er svundet, er krøllet sammen i hjørnet af sofaen. Udenfor vinduet kan jeg se de glemte hynder på solsengene, jeg håber solen får så megen magt, inden jeg kører hjem, at duggen damper af.

Oppe i luften mellem Jylland og Sjælland hænger min søn i en flyver, jeg har nydt at have ham herhjemme, jeg savner ham allerede. Han er træt, det har været en lang uge med mange arbejdstimer, men når lønsedlen kommer, er det helt sikkert alle anstrengelserne værd. Han savner sin forlovede, så det bliver godt for ham at komme hjem.

Inde i det ene værelse sover datteren sødeligt, om lidt skal der pakkes sammen, og hun skal køres til et tog. Jeg vil nyde de sidste timer, før hovedstaden igen bliver begge mine børns base. Det har været skønt at have en at lave mad sammen med, en at gå tur sammen med, en at strikke sammen med. Hun skal hjem og brodere, kreere og finde praktikplads.

Hverdagen er begyndt for landmanden, for ham blev påskens fridage reduceret til påskesøndag. Vi nåede både morgenmad, gudstjeneste, påskefrokost og en lang aftengåtur ned til havet.Om lidt skal jeg begynde at pakke sammen. Om lidt skal jeg planlægge aftensmad og eftermiddagsmad for det arbejdende folk.

Men lige nu nyder jeg at sidde her, træt og vågen med en god bog ved min side.

God påskemandag til dig.

lørdag, april 23, 2011

AFHÆNGIGHED OG TAKNEMLIGHED

Vi mennesker vil gerne være uafhængige, vi vil gerne bestemme, lægge planer, styre og kontrollere. Og i hverdagen kan man nemt bilde sig ind, at sådan forholder det sig også.

Nattens søvn blev afbrudt, fordi jeg skulle hente datteren ved en natbus, og da jeg på det tidspunkt havde sovet 5 timer, havde søvnen svært ved at indfinde sig igen, så jeg læste i Hulernes sang. Her bliver fortalt om de fem hellige elementer, jord, vand, vind, kulde og varme. Gennem alle fortællingerne i bogen løber en understrøm af viden om, at uden hjælp fra de hellige elementer er mennesket intet. Mennesket er på godt og ondt afhængig af disse elementer, og deraf kommer så også en taknemlighed og ydmyghed.

Landmænd er som mennesker flest, de vil også gerne bestemme, kontrollere og lægge planer, men dybt i enhver landmand med forstand er en viden om, at hvis ikke jorden, vinden, vandet, kulden og varmen ter sig gunstige, så kan de planlægge fra nu og af og til verdens ende, de er afhængige af naturens gang. Og hvad nogen ikke-landmænd måske glemmer, det er de i bund og grund også, ingen mad uden nogen, der dyrker den, ingen mad uden at jord, vind, vand, kulde og varme er med.

Jeg er taknemlig for denne uge, det er helt utroligt alt det, der er nået. De tre ( i starten af ugen 4) landmænd har knoklet hver dag i mange timer, men varmen, jorden og fravær af vind, kulde og vand har givet det perfekte forårsvejr. I min verden er der en Skaber af alt dette, i Aylas verden kaldes skaberen for Jordens moder, i min verden Gud.

I morgen holder vi fri, alle glæder sig til denne fridag, og vores to unge mennesker vil gerne til gudstjeneste, så vi tager af sted alle 4, og jeg vil nyde sangene, der alle giver udtryk for vores afhængighed og taknemlighed. Om lidt ruller 3 store traktorer ind på gårdspladsen, i dag vil vi nemlig give os tid til sammen at nyde formiddagsteen med rundstykker, gode oste og marmelader, før alle går hver til sit arbejde.

God lørdag til dig

P1000147

fredag, april 22, 2011

AHHH

Bikini, solcreme, en god bog og en terrasse med læ.

Det er lige til at holde til.

SUPERKVINDE

Ellen udnævnte mig til superkvinde i en kommentar, og det har jeg tænkt på siden. Super som i superhelte er nogen, der gør noget helt usædvanligt, noget der ellers ikke kan lade sig gøre, sådan nogen befolkede vores hjem, da sønnen var lille; de var overalt, pludselig dukkede de op midt i mit køkken, kæmpede drabelige kampe. Senere kom de ned som tegninger i SuperHugos kamp mod supermyren, moderen blev sekretæren, og vi har lige fundet bøgerne frem og hygget os med at læse højt. Et evigt dementi på at sønnen ikke har kreative evner og fantasi, hvilket han ikke selv mener, han har. Sådan en superkvinde er jeg ikke.

Super kan også betyde noget, der er ekstraordinært godt. Det var en super oplevelse at høre den lille operakoncert i går ved påskeudstillingen. Billederne, der flankerede sanger og pianist var super flotte. Havde jeg en kæmpe væg og 30.000 kr., så købte jeg et af dem. Det var super dejligt at dele den oplevelse med datteren. Der er dage, hvor jeg synes, jeg klarer mig ekstraordinært godt, dage, hvor jeg formår at få alt til at klappe, ja da vil jeg godt kaldes superkvinde. Modsat superheltene må denne superkvinde nemlig godt erkende, at der er en grænse for hendes formåen, og jeg kan mærke, at det er godt, at jeg har ferie fra sygeplejejobbet i disse hektiske dage, og at jeg har tre fridage efter påsken til at komme ned igen.

Det ene barn er kommet hjem for at holde ferie, slappe af i rolige omgivelser; det kan vi så ikke levere her på gården, så vi tog en dag sammen i går, og lige nu sover hun sødt i sommerhuset, hvor vi skal tilbringe resten af dagen. Hun har været inspirerende at lave mad sammmen med, nye ideer kommer på bordet sammen med de gamle favoritretter. Jeg listede op tidligt i morges, så jeg kunne være hjemme, når det andet barn stod op, han har ingen studiejob til dagligt og mangler derfor penge, så han knokler løs, mens hans forlovede knokler løs i København. Han bliver forkælet med lækker mad og kys og kram i pauserne; trætheden er mærkbar nu og savnet af hans elskede stort, det er noget andet at studere end at sidde på en traktor fra tidligt morgen til sen aften.

Landmanden har brug for en hustru, som er til stede og kan levere mad til folkene på gården. En hustru, som har tid til snak, når han har tid.

Så ja lige nu føler jeg mig som en superkvinde, men lige om lidt er vi to på gården igen. Lige om lidt starter jobbet igen. Lige om lidt er hverdagen her igen, så jeg husker at nyde og være til stede.

P1000144

torsdag, april 21, 2011

DUFTENDE MINDER

Det dufter af jul og minder om mormor, tænkte datteren. Det var ikke så sært, for ølkagen sendte kaskader af dufte med kanel og nelliker ud i hele huset, og kagen havde jeg aldrig bagt før; til gengæld er den forbundet med mormors hjemmebag. Smilet var stort, og kagen er godkendt, da sønnen kom ind til frokost.

Vi nåede det hele, både påskeudstilling med operasang, helt fantastisk var både sangen og det udvidede galleri, og terrassetedrikning i sommerhuset.

P1000139

Strikketøjet er kommet frem igen, bogen ligeså. Lidt påskepynt er også dukket op, der er dog langt fra tidernes morgen med masser af hjemmelavet pynt fra de to skolebørn. Til gengæld har de to unge mennesker malet et maleri til forældrene, som vi er rigtig glade for.

P1000137

Vi er vist ved at være nået gennem ønskelisten for mors hjemmelavet mad, i aften kom der vildtpie på bordet, og datteren lavede lækre salater til. I dag var der også dessert,som jeg var spændt på, om medarbejderen kendte, nemlig budding; mange af vores børns venner har ofte undret sig over den dessert, men det bekom alle vel, såvel de gamle som de tre unge.

Nu er alle tre landmænd på hver sin traktor, arbejdsdagen slutter ikke før om et par timer; de når meget i de her dage.

God aften til dig

VARIATION

Spis det samme hver morgen og frokost, når bare aftensmaden varieres, lød budskabet i et blad. Aftensmaden giver mulighed for at komme rundt om fisk, kød, grøntsager, kartofler, fuldkornspasta, grød, supper osv. Sådan har jeg nok altid levet, der er ikke megen variation over min morgenmad, enten er det havregrød af havregryn og mysli, eller også erdet  A 38 med frugt og mysli. Landmanden er til havregryn, datteren ditto, sønnen har aldrig været den store morgenmadsspiser, men en enkelt bolle med syltetøj kan dog glide ned.

Trætheden efter de lange arbejdsdage sætter sine spor, så morgenmaden spises i stilhed, jeg venter som regel med min morgenmad, til landmændene er gået ud og nyder den så ved computeren. Solen er oppe, den ene medarbejder sår korn, sønnen skal tromle de tilsåede kornmarker, og landmanden har jeg ikke helt styr på, han er overalt, og Istvan følger ham troligt. Datteren og jeg har planer om påskeudstilling ind imellem servicering af landmænd.

Morgenluften er kold, men solen er fremme, så vi håber på samme vejr som i går, her er der ingen grund til variation.

Håber du får tid til at nyde din morgenmad, hvad du nu end skal have og hvor du nu end skal spise den.P1000103

onsdag, april 20, 2011

SOMMERLIGT

Midt i travlheden fik landmand og søn tid til en kop eftermiddagste sammen med datter og frue.

Skønt! Og så endda på terrassen.

Solen varmer, så jeg har dørene åbne, mens der gøres rent. Min vante rengøringshjælp kommer om torsdagen, og det er jo en helligdag, så jeg leger rengøringshjælp i denne uge og har lovet mig en timeløn svarende til det,  jeg normalt giver.

Det vejr er da kommet på den rette tid. Nu er der gang i kornsåning, græsset er blevet slået, læggekartofler er hentet hjem fra kølehuset. Der er skøn aktivitet overalt.

Landmanden og Istvan har endda nået at træne apportering i vand, Istvan sprang ud i vandet, som om han havde gjort det mange gange.

Lutter glæde på alle hylder!

P1000130

ET BILLEDE

Nogen spekulerer på, hvilket dyr, de er. Andre spekulerer på, hvad meningen er med dem.

Vi har vel alle et billede af os selv, som vi gerne vil være eller som vi tror, vi er.

I går aftes lavede jeg dyrefilet på god gammeldags maner med opbagt sovs henover og ind i ovnen samt hasselback kartofler, blommechutney og  fyldige salater som tilbehør. Datteren fulgte med i processen, mens hun lavede salater, og så sagde hun, du er så god til at lave mad, mor.

Jeg øver mig i at tage mod ros, så jeg sagde pænt tak, og efter lidt tænketid måtte jeg så sige, at jeg vidste godt, jeg kunne lave mad. Jeg har jo haft den tjans i 28 år, så håndværksmæssigt har jeg taget på at lave mad, men god til at lave mad? Jo du eksperimenterer og prøver nye ting, du er da god til at lave mad. Sønnen kom ind og nikkede, havde han måske ikke flere retter, som han havde spurgt, om vi kunne få her i hans arbejdsferie?

Og her mens solen skinner ind i køkkenet, og jeg bager boller, tømmer opvaskemaskine og vasker op efter aftensmaden (jeg er nemlig god til at sætte mig i stuen og hygge om aftenen og lade køkkenet passe sig selv), funderer jeg. Jeg har ofte syntes, at der ikke var respekt om det arbejde, der var i at lave mad i hverdagen. Når jeg nu i 28 år dag ud og dag ind har skullet finde på mad, variere det, så jeg ikke gik til af kedsomhed, hvorfor er det så, at jeg ikke synes, jeg er god til at lave mad? Måske skulle jeg starte med at vise respekt  for mig selv og anerkende, a tjeg har gjort det godt i de år!

Og vi mangler stadig at få vildtpie (derfor fileten i går aftes, pien er nemlig en restemiddag), vi mangler også farsbrød med rødbeder, derudover skal vi have en fiskeret, som der ikke er sat navn på endnu, og så skal vi vel også eksperimentere med tilbehøret, og der er lovet en ølkage, som mormor altid bagte. Det er så godt, at jeg har ferie, der er tid og overskud til alle de planer.

P1000128

tirsdag, april 19, 2011

SPRECHEN SIE DEUTCH ELLER DO YOU SPEAK ENGLISH?

Knapt havde opgaven sluppet mine hænder, før næste udfordring var klar.

Min kollega og jeg har begge fået optaget et projekt til præsentation på den Europæiske Apopleksi Konference i Hamburg; heldigvis er det ikke som foredrag, men som det, der kaldes postersession.

En slags plakat som blikfang for projektet og små foldere, hvorpå projektet står beskrevet lidt mere udførligt, som kan udleveres og så skal man være til stede, så alle, der ønsker det, kan få uddybet projektet.

Der skal vist lige terpes lidt fagterminologi på engelsk den næste måneds tid.

Og fonde har været så søde at bevilge os penge til rejse og ophold.

Det skal nok blive spændende.

P1000124

LYDEN AF FORÅR

Solen varmer mine kinder, mens jeg fjerner det ene stykke ukrudt efter det andet. Tankerne får lov at flyve.

Hundene slikker sol, de må jævnligt skifte position, for det er åbenbart hyggeligst at ligge tæt på mig.

P1000114

Traktorernes brummen kan jeg ikke høre i dag, der arbejdes længst væk fra gården. Lastbilernes fjerne summen bliver et stille lydtapet, og af og til bryder et fly stilheden.

Alt ånder ro, alt giver ro.

P1000120

mandag, april 18, 2011

SÅ GIK DER TID MED DET

3 dage er strøget af sted.

Først skulle sporene af opgaveskrivningen fjernes og rummene gøres klare til besøg fra København.

Så blev sønnen hentet og forkælet, ren nydelse at have ham hjemme.

Søndag tog han og jeg til gudtjeneste i hans gamle frikirke, skøn formiddag.

Herefter tilbragte jeg eftermiddagen sammen med min far, vi nåede både frokost, gravstedsbesøg, kaffeslabberads med mine forældres gode veninde på knap 90 og solnydning på terrassen.

Forårsarbejde tager nu til i tempo, så i morges røg sønnen på en traktor, en medarbejder på en anden traktor, den anden medarbejder på en tredie traktor og landmanden på en fjerde traktor. Landmandens kone bagte boller, smurte madder, forberedte aftensmad, før jeg fik handlet ind, skiftet dæk på bilen og hentet datteren ved toget.

Huhej vilde dyr, aftensmaden skulle være klar kl 18, for Istvan og herre skulle starte på apporteringskursus i aften.

Nu kører den unge medarbejder sammen med sønnen i marken, Laika slapper af i bryggerset, og det samme gør datteren og jeg i sofaerne. Ren nydelse at have hende hjemme.

Om lidt skalvil jeg lokke med en lille gåtur i aftensolen. I formiddags gik jeg ned med madpakken til sønnen, ned forbi søen og i det herligste solskin.

P1000106

Det er forår i Danmark, og det er dejligt.

fredag, april 15, 2011

SOFATID

En letlæselig bog er købt.

Min fødselsdagsgave fra min far er ankommet (egenhændigt bestilt af fødselaren mange dage efter fødselsdagen)

P1000084

Og hvis du føler dig lidt svimmel af at se på billedet, så har du det lige som jeg.

Sofatid.

Og fik jeg fortalt, at jeg nu har ferie i 13 dage!

ZZZZzzzzzzZZZZZ

torsdag, april 14, 2011

AFTENSSTUND

Dagen er gået med raske fjed, pauser er blevet indlagt undervejs.

Aftenpausen blev med en lille travetur med udsigt til fly, skyer og sol. Hjemme i et hjørne af gårdspladsen gemmer sig blomster, der ikke gør noget væsen af sig, men løfter man de koket bøjede hoveder, opdager man en lille skønhed.

P1000077

I morgen skal der plukkes til vaserne af friske forsythiagrene, ribesgrene, påskeliljer og påskeklokker.

Men i aften skal der arbejdes videre. Jeg nærmer mig slutningen på finpudsningen, opgaven skal printes ud i aften, jeg skal ikke risikere, at en strømafbrydelse i morgen tidlig forhindrer mig i at køre til Århus og aflevere rettidigt.

P1000079

MINDER

Små ting i hverdagen får minder til at dukke frem.

I dag var det synet af en dobbeltbladet påskelilje, den minder mig om min far og hans liv. Han kom med løgene fra hans have, da vi var nyetableret landmandspar, og fortalte om, at sådanne påskeliljer havde min farmor i sin have. Forbindelsen fra den lille stoute husmandkone med de 15 børn til sønnen, der takket være sin mors bestemmelse fik lov til at tage en uddannelse og blev lærer, og så mig, hans ældste datter, som kunne blive det, jeg havde lyst til og valgte sygeplejerskevejen. Jeg giftede mig med en landmand, stoppede med at være sygeplejerske og startede igen 11 år efter, og nu sidder jeg her med en datter, der er gået den kreative vej kombineret med pædagogikkens vej i form af en tekstilformidleruddannelse, og en søn, der er gået i morfars fodspor.

Og så springer minderne over til min mor, som døde for tre år siden i april. Min mor, som hele livet igennem holdt sig i gang,  holdt aldrig op med at være nysgerrig efter mere viden. Hun deltog i utallige kurser i sit lærervirke, og som pensionist læste hun teologi for lægmand i flere år. Nu er jeg i gang med en diplomuddannelse, og kan sagtens følge hende i det spændende at få ny viden koblet til den eksisterende viden.

For første gang i 11 år har jeg ferie henover hele påsken. Jeg har før haft feriedage op til påsken, men har skullet arbejde nogle af helligdagene. I år starter min påskeferie i morgen kl 11, når opgaven er afleveret, og den slutter først fredagen efter påsken, hvor jeg starter op på arbejde i en aftenvagt.

Og det allerbedste er, at begge vores børn kommer hjem i løbet af de næste dage og bliver her påsken over. Sønnen har lagt billet ind på arbejde hos landmandsfaren, så det vil landmanden nyde her midt i den travle forårstid. Og jeg vil nyde, at vi er samlet under samme tag for en stund.

P1000074

LÆSELIGT

Endelig! Min vejleder havde tilbudt mig, at jeg måtte sende en side mere, så hun kunne se, om de råd om at skærpe pennen og diskussionen var forstået. Efter et par timers arbejde i går morges, røg de af sted, og så ventede og ventede jeg, men ingen mail. Jeg arbejdede videre, printede ud, rettede, og var ikke tilfreds, der manglede stadig noget, men hvad? Resten af dagen gav jeg mig i kast med oprydning, travetur, snak med landmanden, mere gennemlæsninger af det printede, mere oprydning og til sidst gik jeg i seng. Det betød så også, at med 7 timers søvn var jeg klar til dagens maratonarbejde kl 6. Nu er der brygget te, luftet hunde, spist morgenmad, og så åbnede jeg computeren.

Endelig! Siden er godkendt, fortsæt i samme stil med resten, men rent grafisk ville det være godt, hvis jeg undlod alle de små afsnit, og kun skiftede afsnit, når jeg skiftede emne. UPS. Se det ved jeg godt, jeg lærte i skolen, men især efter jeg er begyndt at blogge, har jeg syntes, at det var mere læseligt, når jeg lavede små afsnit. Men da vejlederen også er min bedømmer, så skal hun få det, som hun vil have det.

Det her indlæg er en kombination af hendes og min mening, først var der langt flere afsnit, nu har jeg samlet dem mere, men hvad er din mening, hvad er læseligt for dig?

Billede007

onsdag, april 13, 2011

HALLØJSA

Der kom solen jo!

P1000067

Og den har skinnet resten af eftermiddagen.

SERIE ELLER SERIØST

Hjernen har brug for pauser, der skal være plads til noget knapt så seriøst.

Serier ser jeg ikke.
Serier var i mange år forbeholdt unge mennesker, det har ændret sig. Serier er i den grad blevet noget, man gerne må se.
Så jeg ser ikke serier, fordi "man" ikke ser serier.
Jeg ser ikke serier, fordi jeg bliver fanget af den historie og de mennesker, serien omhandler. Jeg vil se mere. Jeg vil følge dem.

Men lige nu ser jeg en serie,ikke en af de velomtalte, en ganske simpel amerikansk serie skåret over samme læst som Cosby og Co. En familieserie på godt og ondt, og det ender næsten altid godt, selvom alle har deres problemer at slås med. Den passer lige med min middagspause. Og den får min hjerne til at geare ned, det kan søvnen ikke en gang gøre. Når jeg vågner om natten, er min hjerne i gang med at løse problemer fra dagen før!

Helt seriøst tror jeg ikke, jeg kommer til at savne serien, men det var hyggeligt, så længe det varede.

Og serie og serio er begge latinske ord, den første står for række, den sidste for alvorlig. Get Serious, Lene.

DET LYSNER

Selvom det småregner og himlen er grå, så  lysner det alligevel udenfor.

Indenfor nyder jeg udsigten til mit vindue. Hjerteglade figurer, gulblomstrende grene og lyserøde blomster.

mit vindue

Selvom jeg har et værelse med plads til at studere, så vælger jeg hver gang stuen. Her ved spisebordet med plads til alle noter og bøger og med tæt kontakt til landmanden i fjernsynsstuen føler jeg mig bedst tilpas. Når han ser fjernsyn, lukker jeg døren, når han sidder ved computeren åbner jeg døren, og jeg er tæt ved køkkenet og tebrygning.

Sådan var det også i min elevtid. Alle andre havde travlt med at flytte ud fra kollegiet, jeg blev der samtlige 3½ år, og når jeg skulle skrive opgave, foregik det altid ude i fælleskøkkenet.

Opgaven begynder at tage form, ny udkast(jeg må kun sende en side) er sendt af sted til kommentarer hos vejlederen, men jeg føler lige nu, at jeg er på rette spor, så får vi at se, om hun er enig. Ellers er det ved at være sidste udkald. I dag skal sidste analyseafsnit omformuleres, så der kommer diskussion og inddragelse af teori i praksis ind i afsnittet, og så må de første ord til konklusion og perspektivering gerne formuleres.

Må din dag blive lys og god.

tirsdag, april 12, 2011

ET SPLINTRET LIV

Sådan beskriver mange apopleksiramte mennesker og pårørende følelsen, når apopleksien rammer.På engelsk hedder apopleksi (blodprop/blødning i hjernen) stroke. Et slag, et hårdt slag. På dansk slagtilfælde, ordet har ikke den samme akutte klang, det danske ord læner sig mere op af gamle tiders holdning, at der ikke var noget at gøre, og det kun var gamle, der fik et slagtilfælde.

Der er stadig flest ældre over 70, der bliver ramt af apopleksi. Men de unge og her taler vi om ned til 40 årsalderen kommer også godt med.

Uanset alder, så siger alderen ikke noget om det aktivitetsniveau, man havde tidligere. Det siger ikke noget om det sociale liv, det netværk, man har.

Uanset alder slår lynet ned, det liv der var, er her ikke mere. Det er muligt, at symptomerne er få, måske kun lidt nedsat kraft i arm og ben, måske lidt træthed, men ofte når hverdagslivet i hjemmet skal finde sin plads, viser det sig, at noget er ændret. Trætheden skal respekteres, man kan ikke bare køre derudaf. Koncentrationen er måske ikke, som den plejer at være, man bliver nemmere afledt, når noget sker omkring en. Opmærksomheden har man måske også sværere ved at fastholde, hvis der er larm omkring en.Tempoet i de aktiviteter, man plejer at gøre, er nedsat.

Er det så den rene elendighed? Nej. Det afgørende er, hvordan man ser sit liv, hvad man vil med sit liv og om de handicap, man har, afholder en fra at leve et liv med kvalitet.

Normalt ved jeg ikke, hvordan det går vores tidligere patienter, men af og til får vi besøg på afdelingen, og af og til er der historier i medierne eller på blogge, som gør mig glad. Jeg kan se, at viljen og energien til at vedligeholde og træne ens funktioner gør en forskel. Det gør også en forskel, hvordan omgivelserne, både de private og samfundet, indretter sig. En alt for hjælpsom/bekymret ægtefælle/mor kan hindre en i at nå længere i målet for et selvstændigt og meningsfuldt liv. Et samfund og her tænker jeg ikke alene det offentlige, som ikke har plads til de, der er anderledes, og som ikke kan arbejde så meget, så længe eller så effektivt som du og jeg, er et fattigt samfund. Hvordan skaber vi pladser til de, der gerne vil arbejde, men ikke kan på samme vilkår som andre? Hvordan hjælper vi som samfund med til, at livet opleves som meningsfuldt?

Jeg har ingen løsninger. Hvis jeg griber i egen barm, så er landbruget i dag meget effektiv, der bruges computer i snart sagt alt, man skal helst være rimelig mobil, og når travlheden rammer, så skrues tempoet op.

Som sygeplejerske håber jeg, at der kan blive plads til sygeplejersker med hjerneskade i stillinger, hvor hurtigt tempo, uro og ustrukturet arbejdsdag ikke forekommer. Men min egen arbejdsplads ville ikke egne sig, og sådan siger mange af os garanteret.

Jeg mindes et interview med KirstenMørch- Nielsen, som er hjerneskadet efter et hjertestop, der varede i 11 minutter. Her fortalte hun om, hvordan hun hver morgen må træne sin hjerne, så hun kan tale ordentligt og finde ordene. “Det er en fordel at være præst, så undrer folk sig ikke over at jeg taler langsomt. Ved at tale langsomt giver jeg hjernen tid til at finde andre ord, hvis et ord forsvinder for mig.”

Det splintrede liv bliver ikke det samme som tidligere, men det kan blive et godt liv, lige så fyldt med kvalitet som tidligere.

P1000059

mandag, april 11, 2011

DAGEN I DAG

Var jeg lettet, da mit dokument blev fundet igen? Ja

Er jeg afklaret med min opgave? Overhovedet ikke.

Det er som om kaos er brudt løs. Inde i min hjerne kan jeg godt tænke tanker, men at få dem ned på papiret, så jeg føler, at jeg får analyseret og diskuteret, det går slet ikke.

Nu har jeg sendt nogle udkast til vejlederen, så håber jeg på feed-back i morgen.

Det er ikke sådan, at jeg tror, jeg dumper, men det her emne er mit speciale, jeg vil forfærdelig gerne klare mig godt.

Pludselig er tiden så kort, jeg har noter flydende overalt, tanker i hovedet, og min plan om at være færdig med analyse og diskussion i morgen, skrive konklusion og perspektivering onsdag og så have torsdag til at rette igennem, ser ud til at smuldre stille og roligt.

Landmændene har derimod godt fat i den sorte muld. De sidste kartofler fra 2010 blev sorteret i dag, de er stadig lige faste, flotte og gode i smag. Samtidig sad en mand på traktoren hele dagen og pløjede.

Og jo de fik mad, gode kartofler og mørbradgryde med kogte grøntsager til.

Og jo jeg fik gået min travetur, det løfte til mig selv har jeg da holdt. Skridttælleren siger 9800, 12000, 8900, 10700, 11800,11400,14000 de sidste 7 dage.

Lad Pæren fra Georg Gearløs lyse min hjerne op i morgen.

P1000051

OPGAVESKRIVNING MED FORVIKLINGER

At man får en krise under opgaveskrivning, det er velkendt.

At man indimellem går helt i stå, det er velkendt.

At man synes, at alt, man har skrevet, ikke dur, det er velkendt.

At filer forsvinder eller beskadiges, det er velkendt.

Derfor gemte jeg både på USBstik og harddisk.

Problemet er bare nu, at da den bærbare stod af i går, forsatte jeg på den stationære og gemte hele dagens arbejde på USBstikket, men ikke på den stationære harddisk.

Gæt hvad der så er sket?

USBfilen er ødelagt og forsvandt, da jeg forsøgte at lade windows reparere den!

Nu er hjælpetropperne i form af vores computermand tilkaldt. Indtil han kommer, finder jeg ny USBstik og starter med et nyt afsnit.

Tør dine tårer, moster og kom videre, solen skinner, livet er dejligt.

Og motorcykelturen til Lønstrup og årets første isvaffel i går var lige, hvad jeg trængte til.

P1000054

søndag, april 10, 2011

MAKROSJOV MED FRUGTHØST

At høste frugten af noget vil sige at nyde fordelene af veludført, måske besværligt arbejde.

Jeg håber, jeg når så langt.

frugten

Jeg vil hellere høste frugten af dette indkøb

hjelm

eller frugten af  leg med kameraden inderste kerne

Vil du lege med i fotolegen eller være med til at bestemme vinderen, så kig med her.

Jeg har ondt i maven, og har netop nu fået lavet noget ved den bærbare, så den konstant markerer alt (og meget mere), jeg trykker på, hvilket betyder, jeg ikke kan rette i mit dokument.

Godt der venter en motorcykeltur i eftermiddag, når min nye hjelm med trådløs kommunikation er opladet. Jeg glæder mig!

Og det her er, som du nok har regnet ud, REN OVERSPRINGSHANDLING.

God søndag til dig.

lørdag, april 09, 2011

DEN LILLE NY

Nej det er ikke hundehvalpen, som ikke kan kaldes hvalp mere, der hentydes til.

Det er derimod min fødselsdagsgave, som langt om længe blev indviet på aftenens gåtur ned til søen.

P1000010

P1000014

P1000033

P1000028

P1000026

 

 

 

 

 

 

Hvad mon Istvan ser/lytter efter?

Den her lille fyr og hele hans familie, som sang aftensang for os.

P1000025

Og så er mit lille nye kamera vist indviet! Og motorcyklen står klar, hvis nu vejret også er klar i morgen!

LYST OG LYST

Det er lyst og varmt udenfor, jeg får lyst til at finde en solstrålekrog med ansigtet vendt mod lyset.

Det går desværre ikke, mit frikvarter var en dejlig time sammen med mit kor i en fantastisk bygning. En gammel frikirke omdannet til et galleri, lyden var fantastisk, rummet lyst og lækkert, så det gav helt sikkert lyst til at synge alle de dejlige sange.

Må din aften blive lys og dit sind lyst, og du kan gøre det, du har lyst til.

God lørdag aften til dig og dine.

DSC03742

LYS OG MØRKE

Morgensolen skinner skønt ind gennem vinduerne, udenfor min dør på trapperne lå foruden den vanlige avis også en pose med rundstykker.

En af vores medarbejdere har sin datter og svigersøn som lejere hos os, og hver lørdag kører han ud med billige rundstykker til dem, i dag syntes han også, vi skulle ha. Tak.

DSC03739

Mørke tanker fylder derimod mit hoved, da jeg læser det her indlæg. Jeg tænker over de gange, jeg har ladet ord og meninger gå gennem det ene øre og ud af det andet øre, fordi jeg vidste, at de pågældende mennesker i den konkrete situation i mødet med et medmenneske aldrig ville handle, som deres tidligere ord kunne tyde på. Problemet er bare, at der er andre, som ikke kan skelne mellem ord og meninger sagt i en ophedet diskussion, hvor argumenttaktikken er, at overdrivelse fremmer forståelsen, og så almen medmenneskelig handling. Vi andre har en forpligtelse til at tænke over de frø, vores ord planter i disse hjerner.

Jeg kommer til at tænke som Dronningen; Gud bevare Danmark, og i samme åndedræt på ordene fra en sang; Livets Gud har ingen hænder, derfor er det dig, Han sender, når din næste lider nød.

DSC03743

Du og jeg kan gøre en forskel.

fredag, april 08, 2011

EN TIL HVER

Da vi fik sønnen 16 måneder efter datteren, var forårsarbejdet netop overstået. Ret beset var graviditeten planlagt, vi havde dog ikke kalkuleret med, at jeg blev gravid med det samme, så det var kun takket være sønnens sendrægtighed, at alle kartofler var blevet lagt.

Det betød, at landmanden tog sig af datteren, og jeg tog mig af sønnen de første tre uger. Herefter blev landmanden lidt mere ustabil, og vi tre andre hyggede os sammen.

Børnene trives nu over i hovedstaden, de har deres eget liv, den telefoniske kontakt eksisterer med jævne mellemrum.

DSC03738

Forældrene er alene tilbage på gården. Helt alene er vi ikke, vi har jo hundene, og da Laika fra første dag tydeligt gjorde klart, at hun ikke havde tænkt sig at påtage omsorgen for den lille hvalp, ja så blev det så landmandens opgave.

Istvan følger troligt landmanden overalt på gården. I dag har landmand og hund først været ude og handle reservedele til harven, senere har de så harvet hele eftermiddagen.

Laika nyder sin alderdom i bryggerset, hun er lige ude en gang imellem, men er ganske tilfreds med at få ro det meste af dagen. En ting kan dog få hende ud af hundekurven. Når jeg kommer ud i bryggerset, finder mine travesko frem og henter hunderemmen, så bliver hun som ung igen, logrer med halen, gør højlydt og ved slet ikke, hvad hun skal gribe i for at demonstrere sin glæde.

Dagens travetur blev i strid modvind på vej hjem, vi er begge to trætte nu. Men i morgen er vi klar igen.

DSC03734

THE NEVERENDING STORY

Hvad skal vi have at spise i aften?

Et emne, som jeg gerne ville komme let og elegant om ved lige for tiden, men da jeg har en medarbejder på kost, som kører til langt ud på aftenen, så skal der noget “ordentlig føde” på bordet.

Menuen varieres over temaet kartofler, kød og salat/grøntsager, yndlingsretter er noget, der kan passe sig selv i ovnen. Og yndlingskartoffelretten er flødestuvede kartofler i fad, nem og velsmagende, den tror jeg, vi nupper i aften sammen med en skål blandet salat. Kødet? Hmm jeg har glemt at tage kød op fra fryseren, men biblioteket har fået en af mine teoribøger hjem, så byturen kan hurtigt komme forbi supermarkedet.

Hvad skal du have at spise i aften?

LØRDAGSAKTIVITET

Kan du lide kunstudstillinger?

Kan du lide malerier af Bettina Winkelmann

eller af  Jørn Bork

eller måske er du vild med keramik af Henriette Duckert

Så er du måske en af dem, der gerne vil vide, at Galleri Færch-P i Øster Vrå åbner deres påskeudstilling på lørdag kl 13.

Det musikalske islæt står et gospelkor for.

Hvordan jeg ved det? Det er jo mit kor, der skal synge :-)

DSC03715

torsdag, april 07, 2011

UDENFOR MIT VINDUE

blæser det en halv pelikan eller mere.

Det er godt. Al den regn, vi har fået, forsvinder, markerne tørres, og langsomt men sikkert er foråret på vej.

Endnu er det den sorte muld efter ploven og stubbene fra sidste år, der dominerer billedet.

DSC03729

Men snart kommer kornet i jorden, og er varmen med os, så varer det ikke længe, førend markerne får et grønt skær.

Buske og træer står endnu nøgne, farverne i landskabet er i de brunlige nuancer. Rundt omkring lover små knopper snarligt farveskift i naturens maleri.

DSC03727

Det er en skøn tid, vi går i møde.

VÆRKTØJ OG REDSKAB

Mon værktøj er det samme som redskab?

I overført betydning er de synonymer, her betyder begge et middel til at opnå bestemte resultater.

Konkret betyder redskab:

“genstand der ofte er konstrueret forholdsvis simpelt, og som er nyttig el. uundværlig når man skal udføre en bestemt handling el. et bestemt stykke arbejde • fx en ske, en saks el. en økse”

og værktøj:

“hjælpemiddel el. samling af hjælpemidler til udførelse af et håndværksmæssigt arbejde; synonym: grej, håndværktøj”

og

“hjælpemiddel til udførelse af et (erhvervsmæssigt) arbejde; synonym: arbejdsredskab “

Dagen i går blev brugt på et redskab/værktøj til at hjælpe mig med at overskue mine tanker og ideer med at skrive opgaven.

DSC03719

Jeg er kommet til at tænke på aspekter, som jeg ellers ikke havde tænkt på. Jeg har fået sat tankerne lidt i system.

Nu printer jeg alle mine tanker sat i ord ud og så håber jeg, at det hjælper mig. Jeg har nu 8 dage tilbage før afleveringen. Og denne gang VIL jeg ikke sidde op om natten, jeg skal jo køre 1½ time for at aflevere opgaven, så det dur ikke. Opgaven er færdig torsdag aften om en uge. BASTA!

Og min problemformulering lyder (foreløbig) sådan her:

Hvordan kan sygeplejersken fremme den selvhjulpne patients aktive deltagelse i egen rehabilitering under indlæggelse på et akut apopleksiafsnit?

Jeg er spændt på, om jeg kan analysere og diskutere ud fra teori og komme frem til en konklusion.

Så er det nu, at jeg skal læne mig tilbage og henkastet sige; det vigtigste er processen, ikke resultatet. Som om!

onsdag, april 06, 2011

HÅRRIVENDE

Det er for tidligt, at jeg er gået i stå. Tag dig sammen Lene og skriv.

Skriv!
Skriv, skriv, skriv, skriv alle tankerne ned på dokumentet.

Rediger senere!

Jeg ved det jo godt, det er ikke det samme, som at jeg gør det.

Jeg ville aldrig egne mig til at have hjemmearbejdsplads :-)

ELEFANTER PÅ MOTORVEJEN

Så kører man der, i hver sin bil. Der er de forsigtige, de sindige og så er der os, der forvandler os, når vi sætter os i en bil og bare vil derudaf.

Og så er der elefanterne!

Elefanterne skal også være der, de har en vigtig funktion, de transporterer varer rundt i landet, de sørger for, at du og jeg kan få det, vi ønsker, når vi går i butikkerne, de kan ikke undværes. Der holder en elefant på min gårdsplads mindst en gang om ugen og sikrer, at vores kartofler kommer ud til alle butikkerne.

Men jeg kan godt undvære en elefantoverhaling. Det er ikke mig, der har fundet på ordet, jeg høret det i radioen, en af de dage på motorvejen. Når elefanter overhaler, går det langsomt, meget langsomt, de skaber kø, opbremsninger og stor irritation. Jeg kan blive som en lille bitte pekingeserhund, når det sker, hold da op som mit temperament kommer i kog.

I går aftes på vej hjem fra min far mødte jeg få elefanter, og de holdt sig i skindet. Jeg øvede mig også i at køre langsomt, for som Johannes Andersen skrev i en klumme, vi har GPS, som viser os at vi vinder forsvindende lidt i tid ved at køre stærkere. Hvorfor er det så, at vi ikke lader den viden sive ind?

I går kørte jeg de 75 km på motorvej med 110 km/timen, måtte jo egentlig køre 130 mange steder, og alligevel kom jeg lige så hurtigt hjem som ellers og sparede diesel samtidigt. Mon jeg lærer noget af den tur? Vi får se. Elefanterne tror stadig, at de lige kan overhale hinanden og så komme hurtigere frem. Mon de lærer det?

tirsdag, april 05, 2011

KÆDESØGNING

Egentlig handler det ikke kædesøgning, som er, når man fra en artikels referenceliste søger videre i en artikel og fra dennes referenceliste søger videre og så videre.

Det handler om den kæde af minder, der blev sat i gang, da jeg læste Charlottes indlæg her til morgen.

Overskriften gik lige ind i hjernen, først blev musikken til sangen fundet frem, så kom teksten og til sidst mindet om den dag, da min mor kom hjem med bogen med alle de skøre sange, og vi øvede os på dem alle hjemme i stuen. Det var noget andet end De små synger og alle de andre pæne sangbøger, vi havde. Her var skøre ord og sjove rytmer. Her var filtklip fotograferet som billeder til sangene. Og de billeder mangler desværre i den næste udgave, som jeg fik af min mor, da jeg blev voksen, købte mig et klaver og fik børn.

Jeg er ikke så god til at spille brugsklaver som min mor var, men den her sang kan jeg spille:

Alabadoster, hvad tror du det koster at købe en stor afrikansk elefant?

En krone og atten, jeg tror vi skal ta den, en ordentlig en, ikke sandt.

Og så skal vi sidde på ryggen og ride, til Afrika, til Afrika, det ka du lige tro, vi ska.

Ala ba doster hvad tror du det koster at købe en stor afrikansk elefant?

DSC03711

Jeg har ikke været i Afrika, men en solnedgang i mosen kan vel også gå an.

Udenfor er der travlt med pløjning og harvning. I går aftes, da jeg gik min solnedgangstur, kørte medarbejderen stadig og pløjede, kæresten var kørt herud og sad nu med  i traktoren. Det satte også minder i gang, om dengang landmanden og jeg var nybagt landmandspar uden børn. Det var hyggeligt at tage termokanden og en madpakke med ostemadder med ud til ham, sidde på det lille sæde ved siden af førersædet, mens dyr kom ud på marken, og radioen spillede god musik.

Ha en god dag, hvor der forhåbentligt bliver lagt gode minder ind i hjernens lager.

mandag, april 04, 2011

HABA HVAFO NOET?

Solskinsdagen er tilbragt i bil. Først tandlægebesøg i Aalborg, så Ikeabesøg i Aalborg, til slut vejledning i Aarhus.

Der føg rundt med ord og ideer, jeg har gode tanker, tak for det, jeg har megen teori til at begrunde mine tanker, men der manglede måske lidt overordnet teori i forhold til patientens reaktion på at være patient.

“ Du nævnte, du havde Birklers bog om videnskabsteori, hvad med Habermas’ teori om livsverden og systemverden?”

“øh, jo, øh, jo, jamen det kan jeg da vist godt huske” (vel kunne jeg da ikke det) Nu har jeg fundet bogen frem, og så håber jeg, at jeg kan få inddraget Herr Habermas.

Nå nu mangler jeg så lige at få skrevet den opgave, problemformuleringen er i hus (tror jeg nok). 10 dage(all inclusive) har jeg.

Jeg er træt lige nu, og jeg sidder og argumenterer med mig selv. Jeg ved jo, at en travetur vil hjælpe, jeg ved det jo. To artikler skal læses, en på engelsk og en på svensk, begge handler om sygeplejerskens rolle i den tværfaglige rehabilitering på et akut apopleksiafsnit. Jeg har selv fundet dem i anerkendte databaser, og nu skal det vurderes, om de kan bruges i opgaven. Det ville være dejligt, hvis jeg kunne nå det i aften, for så kan jeg komme i gang med at skrive i morgen.

Mens solen går ned udenfor mit vindue, må jeg hellere trykke udgiv og så tage traveskoene på.

God aften til dig.

søndag, april 03, 2011

SÆT KRYDS I KALENDEREN

Det er lang tid siden, landmanden har været med i biografen, det er endnu længere siden, at kun min gode ægtefælle og jeg har været alene i biografen.

I aften har vi set Kongens store tale.

Heldigvis faldt landmanden ikke i søvn, og heldigvis syntes han lige så godt om filmen, som jeg gjorde. Heldigvis, fordi jeg havde overtalt ham til at gå i biografen.

Hvorfor syntes jeg om filmen? Den var langsom i tempo, den var morsom, den var rørende, og skuespillerne spillede fantastisk godt. En rigtig engelsk film.

Nu er det tid til a nice cup of tea, og bagefter skal jeg have styr på papir og tanker til morgendagens vejledning.

DSC03707

ARBEJDETS BETYDNING OG FLOWTEORI

Noget af det, der betyder meget, når man bliver indlagt med en blodprop eller blødning i hjernen er, hvornår og hvordan kan jeg vende tilbage til mit arbejde?

Indimellem kan jeg godt, når jeg læser rundt omkring på blogge, hvor det , der står øverst på ønskelisten, er at stoppe med arbejde, undre mig. Dem, der ikke kan arbejde af den ene eller anden årsag, vil gerne arbejde. Dem, der kan arbejde, længes tilsyneladende konstant efter ferier og efterløn.

Jeg har 4 svigerinder, som er over 60, en stoppede med at være selvstændig som 60 årig, en stoppede med at være lærer som 63 årig. To er i fuld sving og har ikke tænkt sig at stoppe før som 65 årig, den ene er i en ny spændende og psykisk hård stilling som social og sundhedsassistent, den anden er leder indenfor sygeplejen (sygeplejerske). De to læner jeg mig lidt opad.

Jeg har intentioner om at fortsætte længe endnu med at arbejde. Lige nu tænker jeg 62, men måske rykker grænsen sig, når jeg når derhen. Hvem ved?

Et af de emner, vi har haft på diplomstudiet er erhvervsrettet rehabilitering, og i den forbindelse var baggrundslitteraturen et kapitel om arbejdets betydning. Her blev jeg præsenteret for flowteorien udviklet af  en psykolog Mihaly Csikszenthihalyi.

Flow beskriver en tilstand, hvor man føler sig lykkelig og revet med i en aktivitet, som kræver ens fulde opmærksomhed. I følge undersøgelser viste det sig, at denne tilstand oftest opstod, når man var på arbejde, også ved rutineprægede arbejdsopgaver. Ellers havde man mest forbundet det med kunst og kreativitet, men forklaringen skulle være, at arbejdsopgaver fordrer, at jeg er fokuseret og opmærksom, jeg har ofte opgaver med klare mål, jeg får tydeligt feed-back, der er struktur og jeg bliver udfordret på mine færdigheder. Alle disse tinge er forudsætninger for, at der opstår en tilstand af flow. I min fritid er jeg ofte mere ustruktureret, jeg udfordrer måske ikke mine evner på samme måde og kommer dermed ikke i den tilstand af flow. Så påstanden i bogen er, at det ikke at have arbejde kan give færre  flowoplevelser og mindre muligheder for udvikling af selvet.

For mig giver teorien mening, den forklarer hvorfor en hård og belastende arbejdsdag alligevel kan give en fornemmelse af, vi klarede den trods alt, og den følelse gør godt.

Men også som leder i FDF har vi af og til udfordret os selv vel hårdt på lejre, og bagefter er det jo netop de situationer, vi huskede og blev klogere på os selv som ledere.

Mon ikke også flowteorien var på spil, da landmanden og jeg glemte at lytte til de lokale og pludselig befandt os på et bjerg på en motorcykel midt i torden, lyn, regn og tåge kombineret med skarpe hårnålesving. I år har vi planer om at se bjerget i godt vejr, så vi kan nyde udsigten og de skarpe hårnålesving ,  men de timer på bjerget, hvor landmanden blev udfordret i den grad, gav ham en god fornemmelse af sine evner til at håndtere en stor motorcykel i al slags vejr.

IMGP5250

lørdag, april 02, 2011

DETALJEN

En gang imellem må man på afstand for at få detaljen med.

Detalje betyder i følge sproget.dk: lille (afgrænset) del af en større helhed.

Detaljen kan være det, der fuldender den større helhed. Lydighedsprøven i dag blev afviklet ved en jagtforenings hytte, hytten er bygget af medlemmerne selv, men kom fra Rusland som samlesæt.

Træhytter i sig selv er smukke, men et af medlemmerne kan sandblæse, så fra at have et standard toiletvindue, har foreningen nu en smuk detalje.

DSC03675

ænder i glas

 

Og end skønt det var landmanden og Istvan, der var aktive, så er det mig, som skulle forestille at læse faglitteratur, der faldt i søvn på sofaen og har sovet 3 timer. Nu må jeg vist ud og nyde dagens sidste lys og så erkende, at læsningen er udsat til i morgen.